'Jeg lever stadig' af Jørn Jønke Nielsen

JEG LEVER STADIG

Tiderne_Jeg lever stadig_P.indd 1

27/10/14 15.01

Af samme forfatter: Mit liv, 1985 Fængslet. Roman, 1989 Elgen Helge. Roman, 1990 Mit andet liv, 1992 Korpsånd. Spændingsroman, 1994 Endnu et liv, 1998 Arresten, 2002

Tiderne_Jeg lever stadig_P.indd 2

27/10/14 15.01

Jørn Jønke Nielsen

Jeg lever stadig

TIDERNE SKIFTER

Tiderne_Jeg lever stadig_P.indd 3

27/10/14 15.01

Jeg lever stadig Copyright © Jørn Jønke Nielsen/Tiderne Skifter Omslagsfoto: Franz Henriksen Bogen er sat med Times New Roman hos An:Sats, Espergærde og trykt hos Specialtrykkeriet, Viborg ISBN 978-87-7973-668-9 Printed in Denmark 2014

TIDERNE SKIFTER · Læderstræde 5, 1. sal · 1201 København K Forlagsredaktion: Claus Clausen Tlf. 33 18 63 90 · Fax 33 18 63 91 e-mail: tiderneskifter@tiderneskifter.dk · www.tiderneskifter.dk

Tiderne_Jeg lever stadig_P.indd 4

27/10/14 15.01

2007 Espen parkerede sin hvide mercedes femten meter fra kine­ sergrillen. Vi steg ud og gik hen mod spisestedet side om side. Han var som altid tjekket og duftede af den sidste nye parfume. „Du lugter af luder,“ drillede jeg. Før han havde samlet mig op havde han været hjemme og gøre sig klar. Planen var at nå sidste halvdel af julefrokosten hos brødrene i Ishøj.

København lå mørk og kold i december måned, et par biler susede alt for hurtigt ned ad Ægirsgade, og længere oppe med retning mod Tagensvej kom et par unge lømler rendende. De forsvandt om hjørnet før vi nåede grillen.

Jeg havde haft lejlighed i gaden siden 1996, men kun boet her halvdelen af tiden. Resten var tilbragt på Statsfængslet i Jyderup, på Vestre Fængsel eller i arresthuse. Jeg gjorde mit bedste for at holde mig ude, lige bortset fra at flytte til Sydpolen. Jeg gik ikke over for rødt lys, og mine omgivelser gjorde også deres for at holde mig fri af ballade.

Trappetrin ned og vi trådte ind i en verden af utålmodige kunder, venlige kinesere og friture. Jeg kom her ofte og nikkede til den lille buttede kineserkone bag disken. Vi bestilte tre retter mad og drikke­varer. I sin nye lejlighed, ikke langt fra os, sad Christina og ventede. Min ekskæreste skulle med til fest og var lige så sulten som os. Hun havde brokket sig over hvor vi blev af, og jeg havde givet Espen og hans forfængelighed skylden.

Sandheden var at jeg var blevet forsinket, fordi jeg skulle fotograferes med en smuk pige og en motorcykel. Klokken nærmede sig otte. „Vi venter på gaden,“ sagde jeg til grilldamen. Hun nikkede, stadig smilende, hun vidste udmærket at vi ikke gad stå i stanken. Det var koldt, men vi var begge klædt på i store jakker og ville hellere fryse end lugte af gris.

Vi trak langsomt ned mod Mimersgade. Min lejlighed lå hundrede meter længere henne, på den anden side af lyskrydset. Espen besad en stille og 5

Tiderne_Jeg lever stadig_P.indd 5

27/10/14 15.01

lidt flabet humor som jeg godt kunne lide, og vi havde det sjovt sammen. Vi var begge pigeglade, elskede fester, god mad og alt hvad der kunne købes hos bageren. Her hørte lighederne og vores fælles interesser op. Espen var kun 24 og altså dobbelt så ung som jeg. Han var slank og holdt formen, og hvor jeg – støttet af mine mange veninder – kæmpede for at se bare nogenlunde ud i tøjet, så var Espen altid ulasteligt klædt. Mærkevaretøj og blingbling. Ikke et hår sad forkert på hans hoved og han kunne nævne mig samtlige deodoranter hos Matas. Han var en køn fyr, men det ville jeg selvfølgelig aldrig fortælle ham. Vi havde endnu en fælles interesse: Espen kunne lide klubben og havde de sidste fire måneder været en del af det nyligt oprettede AK81.

Ti meter fra grillen gjorde vi holdt foran en flot butiksfacade. Sortmalet og med mosaik i begge sider. Det er en fin restaurant, forklarede Espen. I min gade? De kører et koncept og gør sjældent reklame for sig selv, fortalte han. Jeg elskede det gode køkken og frekventerede nogle af byens bedste restauranter, men at der ligefrem skulle være åbnet en gourmetrestaurant i min egen gade, som havde ry for at være en gade med brune værtshuse, overraskede mig. Jeg lurede skeptisk på drengen. Vi tog så meget pis på hinanden at det var nødvendigt at være på vagt. Espen havde taget opstilling på trappen og lænede sig ind mod bygningen. Vi fortsatte med at ævle om mad, og jeg satte ild til en halv joint som jeg havde tilovers.

Det tog som regel femten minutter med maden, men jeg var henne og kigge ned gennem vinduet. Den var ikke færdig, så jeg ringede ekskæresten op for at få hendes nye adresse. Jeg slentrede tilbage mod Espen da Christina svarede. Jeg går og hedder Jønke, jeg bor i nummer 11 og hvor bor du … sang jeg. Du er tosset, udbrød hun og begyndte at grine. Jeg fik hendes nye adresse og vi sludrede videre, mens jeg nærmede mig Espen.

Jeg bemærkede at en rød bil standsede op og parkerede i anden position, nogenlunde ud for hvor Espen stod. En yngre mand af udenlandsk herkomst steg ud og kiggede over mod Espen. Han tøvede et øjeblik, så sig til siderne og gik så direkte over mod Espen.

Grundet stemningen på Nørrebro i almindelighed og forholdene omkring vores miljø i særdeleshed, med unge mistilpassede nydanskere der opførte sig som sjakaler, var jeg på vagt. Jeg fortsatte samtalen med Christina indtil fyren var nået ind på fortovet, og der ingen tvivl var om hans hensigter. Han 6

Tiderne_Jeg lever stadig_P.indd 6

27/10/14 15.01

virkede aggressiv, og efter at han kort havde kigget på mig uden at genkende mig, gik han målrettet mod Espen. „Kender jeg dig?“ hørte jeg Espen sige. „Hører du efter,“ brokkede Christina sig. Jeg trådte et skridt nærmere og sagde samtidig til Christina, at der lige var noget.

Den fremmede var helt henne ved Espen og havde stukket ansigtet op mod hans. „Hvad glor du på?“ spurgte han på bedste ghettodansk. Espen var klar på provokationen, men også afventende. Det var en af årsagerne til at jeg kunne lide ham. Der var ikke noget ondt i ham og han opførte sig som oftest dæmpet.

Jeg var slet ikke i humør til ballade; jeg var sulten, ville til fest og havde lige røget. Jeg trådte frem for at give manden en chance. Han var tydeligvis ikke klar over, hvad han var ved at rode sig ud i. Roligt lagde jeg højre hånd på den fremmedes skulder. „Helt ærligt, det er jul, skal vi ikke bare gå hjem?“ For vores alle sammens skyld burde han have fulgt min opfordring, men det gjorde han ikke. I stedet drejede han hovedet og gloede surt på mig. „Bland dig uden om,“ mumlede han.

Af erfaring vidste jeg, at typer som ham aldrig ville angribe en stor dreng som Espen, medmindre han havde mindst to fætre med sig eller var bevæbnet til op over skorstenen. Jeg trak mig et skridt, og så gik det stærkt.

Vi var tæt på husmuren, det var mørkt, men jeg så den glimte i skæret fra gadebelysningen. „Pas på! Pas på, han har en kniv,“ råbte jeg og kastede mig mod ham. Samtlige kniveksperter advarer imod at hoppe på folk med kniv. Løb eller find noget at slå med, lød rådet altid. Det var der ikke tid til. Espen var min ven og den kniv var en lang motherfucker! Vi væltede rundt mellem cyklerne, som stod parkeret op af husmuren. Jeg havde kun ét i tankerne: fat i kniven. Så måtte Espen klare resten.

Overfaldsmanden vendte med det samme sin vrede imod mig. Jeg kunne ikke længere se hans våben, men vidste at han brugte det, da jeg mærkede bløde „stød“ mod kroppen. For at minimere faren for at han ramte mig, boksede jeg ham. Med hurtige ryk vred jeg mig rundt om ham fra side til side. Espen så jeg ikke, vi var bare tre kroppe i mørket der væltede rundt imellem hinanden. Et øjeblik var vi viklet ind i hinanden, men så plantede angriberen kniven dybt i mit lår, og som ved et mirakel fik jeg øje på den igen og greb fat om bladet med højre hånd. Jeg tænkte at den hånd ville være færdig for life, men hellere det end at Espen og jeg døde. Med venstre 7

Tiderne_Jeg lever stadig_P.indd 7

27/10/14 15.01

hånd fik jeg fat om hans håndled, og nu holdt jeg fast med alt hvad jeg havde i mig. Når han trak og forsøgte at flænse, ville et fast greb minimere skaderne i min håndflade. Jeg gjorde mig tung og vi røg rundt indtil vi begge væltede. Med 97 kilo hængende fast i kniven var angriberen ikke meget bevendt og han begyndte at hyle. Jeg var ikke klar over om jeg var blevet stukket andre steder end i lysken, men jeg vidste at det skulle gå stærkt, hvis vi ville leve. Vi rullede rundt på jorden og ud mod vejen. Jeg kunne ikke tage for mig og fik banket hovedet ind i en parkeret bil.

Der var ikke andet at gøre end at holde fast i kniven og håbe at Espen var i gang med at banke løs på svinet. Det foregik på sekunder, men føltes som en evighed. Nu da jeg havde en vis kontrol over kniven, var det igen min højre hånd jeg tænkte på. Den skulle han ikke slippe fra at ødelægge.

Han kæmpede indædt, mens han råbte og skreg, men jeg hørte ham ikke. „Hvad har du gang i!“ snerrede Espen og naboerne fra lejlighederne over os begyndte at råbe.

Jeg lå på maven med armene strakt frem foran mig og mærkede at overfaldsmandens knivhånd blev svagere, men først da han slap kniven og jeg fik den skubbet væk, turde jeg løsne grebet. Jeg råbte til Espen at jeg havde kniven, mens jeg som en strandet hval forsøgte at rejse mig. Det var et signal til Espen om at han kunne gå til makronerne uden at risikere knivstik, men han opfattede det som om det var slut og standsede op. Angriberen som nu havde fået armen fri og fik nu også et par sekunder at gøre godt med, slog løs på mig og gav mig en fodpedal lige i synet. Nu var det nok. Jeg råbte til Espen at han skulle blive ved og fik i slowmotion trukket mig op på albuerne, stadig med kniven i højre hånd. Blodet løb varmt ned ad mit ben og jeg tænkte. Det må få en ende ellers kradser jeg af. Af al kraft jagede jeg kniven nedefra og op under låret på modstanderen. Omtrent samtidig ramte Espen ham med et spark. Denne gang hørte jeg ham skrige og han satte sig på halen og begyndte at græde. Espen holdt inde og jeg kom op på knæ. Med kniven klar til det sidste dødbringende hug bøjede jeg mig frem mod ham. „Er du færdig!“ brølede jeg ind i ansigtet på ham. Han peb og klynkede og kaldte på politi. Det gjorde de også oppe fra vinduerne. For dem lignede vi bare to skallepander som var i færd med at banke en stakkels perker. De vidste ikke at vi havde kæmpet for vores liv.

Jeg rejste mig op og vi stod et par sekunder. Vi var nærmest forbavsede 8

Tiderne_Jeg lever stadig_P.indd 8

27/10/14 15.01

over det som lige var sket. Idioten som mindre end et minut tidligere var kommet springende med mega attitude, langkniv og hele pivtøjet, sad nu og græd foran os og kaldte på det politi som han til dagligt forbandede langt væk! Min hånd var intakt og jeg hev op i min jakke. „Jeg er stukket, lad os komme på hospitalet!“ Espen løb tilbage mod bilen, mens jeg humpede efter hen ad fortovet. Jeg havde kniven i den ene hånd og den anden presset mod mit blødende lår.

Espen fik ild på gryden og vred den ud fra kantstenen. Røvhullet havde bevæget sig ud midt på vejen og sad nu foran sin bil og rokkede frem og tilbage. Vi passerede ham i en meters afstand med bilen og skånede ham for anden gang den aften. Espen gav gas. Og nede på kinesergrillen var maden færdig.

Vi kom ud på Tagensvej. For første gang kiggede jeg nærmere på kniven.

Den var lang og smal, ikke noget træskæfte, kun stål og blod. Jeg havde allerede råbt Bispebjerg, men Rigshospitalet havde måske været et bedre valg. Vi var begge helt oppe at ringe og Espen formåede at dreje forkert ned ad Haraldsgade. „Hvor fanden er du på vej hen!“ snerrede jeg. Espen fik vendt skuden og fandt tilbage på sporet. Jeg havde smidt den blodige kniv i bunden af bilen og prøvede flere gange at åbne og lukke min hånd.

Jeg kunne intet se for blod, men den virkede og jeg var glad. Mens jeg holdt fast om blødningen ved låret, flåede jeg op i mit tøj med den anden hånd. „Fuck, jeg er stukket i hjertet!“ Der var ikke meget blod, men nok til at det var noget værre røvlort. Espen gav gas, og det var lige før han trykkede pedalen ned gennem vognbunden. Jeg bad ham nappe et par af de røde, lige nu havde overholdelsen af færdselsreglerne ikke højeste prioritet! Jeg kom i tanke om Christina. Hun græd, men var lykkelig for at jeg ringede. „Jeg er blevet stukket med kniv. Kør op til Bispebjerg,“ forklarede jeg stakåndet.

Espen kendte heldigvis skadestuen. Han parkerede og løb ind for at hente hjælp. Jeg blev siddende, men åbnede døren. En portør kom rullende ud med en kørestol. Han tog den lidt for meget med ro syntes jeg. „Kan du selv komme ud?“ spurgte han. Det kunne jeg men benet var begyndt at blive stift. „Bliv ved med at holde hånden presset mod såret,“ opfordrede han mig. Jeg fik vredet mig ud i kørestolen og råbte til Espen at han skulle køre.

9

Tiderne_Jeg lever stadig_P.indd 9

27/10/14 15.01

* Straks da jeg blev rullet ind på modtagelsen kom flere sygeplejersker og læger til. De spurgte hvad der var sket og kørte mig ind på en operationsstue. Ved fælles hjælp fik vi mig bakset op på bordet og gik straks i gang med at krænge overtøjet til side. Min vinterjakke, min vest, min trøje og T-shirt. Det inderste tøj klippede de op, mens jeg nåede at redde vesten. De var effektive. Slanger og ledninger røg rundt mens de gav sig til at under­ søge mine stik. Især stikket ved hjertet bekymrede dem. Tre centimeter, den er ikke gået igennem, konstaterede en læge. Hele tiden spurgte de mig om hvad jeg hed, hvor jeg boede, om jeg kunne huske mit personnummer.

Det var lige før jeg troede at de var sinker, indtil det gik op for mig at de bare ville sikre sig at jeg blev hos dem. „Er der noget du ikke bryder dig om,“ spurgte en kvindelig sygeplejerske. Hun havde et rundt sødt ansigt og jeg svarede, „Ja, sure kællinger!“ De lo med mig og en anden sygeplejer­ske sagde: Her er din kæreste. Det var hun ikke, men jeg var glad for at se hende. Christina var rystet men smilede lettet da jeg tog hendes hånd. Sygeplejersken trak hende til side og lægerne fortsatte deres arbejde. Det var otte år siden vi havde været kærester, og elleve år tidligere havde hun stået ved min sygeseng på Holbæk Centralsygehus, efter at jeg var blevet skudt i cellen på Jyderup.

Jeg hørte sygeplejersken og Christina tale sammen. De der arbejdede med mig så tilfredse ud. Vi er lige lidt på vagt over for det stik i lysken, forklarede en læge mig. Det ligger tæt op ad den store pulsåre og den skal vi helst ikke ind og røre ved. Jeg fik en smule smertestillende, men indtil nu havde der ikke været noget som havde gjort ondt. Christina og sygeplejer­ sken vendte tilbage til operationsbordet. Jeg rakte hende vesten. „Tag den og giv den til dem derude,“ sagde jeg. Hun fik også min telefon.

Kort efter var hun tilbage, der var flere som havde ringet og der var fyldt med folk derude. De spørger om de må komme ind? Kun en, svarede jeg.

Det så ud til at personalet var ganske tilfredse med det svar, og en af dem spurgte mig om det var ok at de ringede efter politiet. De ville gerne føle sig sikre, så de kunne udføre deres arbejde, forklarede hun. Før eller siden ville de ringe alligevel, men det var da pænt af dem at spørge. „Men lad nu være med at piske en stemning op,“ råbte jeg efter hende. Straks da politiet 10

Tiderne_Jeg lever stadig_P.indd 10

27/10/14 15.01

hørte at det var mig, sendte de en større styrke afsted, og ikke lang tid efter væltede de ind på hospitalet, iført skudsikre veste og maskinpistoler.

Jeg forstod nu bedre hvorfor Christina havde set så rystet ud. Jeg havde fået telefonen ned i lommen uden at afbryde. Hun havde hørt det hele. „Det var forfærdeligt,“ kommenterede hun. „Jeg sad og hørte jer slås og så pludselig gik den ud. Det var bare det værste. Hvor blev jeg glad da du ringede op igen.“ Sandberg kiggede ind. Han var rasende, men glad for at jeg var i live. „Vi kører om lidt men lader et par stykker blive. Strissen er helt oppe at ringe over at der står så mange derude,“ forklarede han. Jeg fortalte ham at overfaldet var tilfældigt. Det var vigtigt. Herefter blev jeg lagt over på en kørebåre og kørt ud. Jeg var mat af blodtabet og havde egentlig mest lyst til at sove. Oppe på operationsstuen skulle jeg sys og derfor lokalbedøves.

De havde konstateret at alle mine snit var rene og ikke havde ramt vitale dele, om end to af dem var livstruende.

Mit næste besøg var med to civilbetjente. De var meget venlige og spurgte om jeg kort kunne fortælle dem hvad der var sket. Jeg fortalte, at en kammerat og jeg havde stået og ventet på mad i Ægirsgade, da en mand pludselig var kommet over til os og var begyndt at fægte med en kniv. Jeg kendte ikke manden, men jeg kunne se på dem at de allerede havde ham.

Han måtte være kommet alvorligt til skade, og havde jeg været i tvivl så forsvandt den sidste rest, da de erklærede mig for anholdt.

Jeg skulle ovenpå og scannes, bare for en sikkerheds skyld. Christina var taget hjem i lejligheden for at hente nogle bøger til mig, men jeg nåede aldrig at få dem for da hun kom tilbage var jeg blevet isoleret fra omverden og havde fået politivagt uden for døren. Jeg var ikke længere et offer – jeg var en mulig gerningsmand. En læge prøvede at forklare mig, at jeg en anden gang skulle blive på stedet til ambulancen kom. „Aldrig i livet,“ svarede jeg. „Jeg kender jo ikke situationen. Der kunne være flere på vej og vi havde vores egen bil“. Det kunne han ikke argumentere imod.

I løbet af natten dukkede en retslæge op med to nye politifolk. De skulle undersøge og dokumentere mine skader.

Efter en nat på intensiv blev jeg kørt op på en almindelig hospitalsstue. Da jeg var skadet og under politibevogtning lod de mig ikke ligge på gangen.

11

Tiderne_Jeg lever stadig_P.indd 11

27/10/14 15.01

Jeg fik min egen stue. Det var selvfølgelig rart, men samtidig et forvarsel om hvad der skulle komme. Jeg var tilfreds med at vi havde klaret os så godt, men det her var jo latterligt. Sygeplejerskerne var til gengæld supersøde og selv om jeg havde svært ved at følge med i tiden, huskede jeg kun den gode behandling, samt forargelsen over at politiet allerede ville flytte mig dagen efter.

Op ad dagen spurgte jeg sygeplejersken, om vi kunne arrangere en tur på toilettet, og måske endda et bad. Hun skubbede en rollator hen til sengen, og trods den svære skade i lysken gik det. Rollatoren kunne indstilles til rette højde. Ved fælles hjælp kom jeg ud af sengen og fik bugseret mig selv ud i badet. Selvfølgelig havde jeg ondt og jeg bevægede mig som en 90-årig, men jeg var i live. Nu gjaldt det om at komme på højkant. Fat i stativet og ud på gangen med skildpaddefart. Politifolkene fulgte mig, men var ikke bange for at jeg stak af.

Jeg fik noget at spise og en læge dukkede op. Han skulle se om jeg var i stand til at blive flyttet. Politiet ville have mig ind bag fængslets høje mure, men lægen skulle godkende det. Hvem der bestilte ambulancen fandt vi aldrig ud af, men hospitalet havde endnu ikke sagt ja til at det var forsvarligt, da jeg blev listet ud af en eller anden bagdør.

Vi endte i gården bag Dommervagten på Københavns Politigård. Jeg skulle fremstilles og her fandtes årsagen til at man havde haft så travlt med at få mig ud af hospitalet. En mindre gruppe mennesker stimlede sammen uden for ambulancen. Gitte Juul Jensen, Espens advokat, skulle repræsentere mig, indtil den advokat, jeg havde valgt, kunne møde. Hun kravlede ind i ambulancen til mig. Vi kendte hinanden, hun var tidligere anklager og havde startet sin karriere som forsvarsadvokat hos Peter Hjørne. Vi talte kort om sagen, om hvor uheldig jeg havde været, men også om de ni liv jeg havde.

En læge fra Københavns Fængsler fik også vredet sig ind i ambulancen.

Jeg kendte ham fra tidligere indsættelser, og han ville vide om jeg var i stand til at gå. Det var jeg ikke, men jeg havde ikke noget imod at lade mig fremstille på en båre. Lægen bestemte uden tøven, at jeg ikke kunne fremstilles ud fra lægelige hensyn. Der var stadig fare for at såret i låret kunne springe op, og det ville ikke blive noget kønt syn inde i retten. Gitte forklarede mig kort, at jeg ville blive fængslet in absentia. Selvfølgelig ville 12

Tiderne_Jeg lever stadig_P.indd 12

27/10/14 15.01

jeg det. Dommerne fulgte stort set altid anklagemyndighedens anbefalinger.

Egentlig var jeg komplet ligeglad, det eneste jeg tænkte på var at komme mig oven på skaderne. Gitte sagde farvel med et anerkendende nik. „Godt kæmpet, gamle. Michael kontakter dig snarest.“ Porten til Vestre Fængsel lukkede sig bag ambulancen og jeg fik endnu et flashback. I 1996 var jeg blevet skudt og efter få dage på hospitalet fragtet ind på Vestre Fængsel. Det var også gået lige et nummer for stærkt, men sådan agerede systemet. Alt var som det havde været dengang, bortset fra at jeg denne gang var blevet stukket ned og Christina ikke var med ombord. Det var som en dårlig genudsendelse på DR1, men jeg huskede med et træt smil deres reaktion, da Christina var steget ud af ambulancen.

Fængselspersonalet var stjernet fuldstændig af over at en civilist var blevet lukket ind uden om kontrollen.

Redderne bragte mig op på Sygeafdelingen. Politiet var forsvundet og i stedet var jeg omgivet af fængselsbetjente. De havde fået nye uniformer konstaterede jeg. De lignede dem som de mest ivrige af taxachaufførerne kørte rundt i. Afdelingen var nymalet og der var pænt og lyst, lige indtil døren ind til min sygestue blev åbnet. Her var væggene stadig pisgule og hærgede. Der manglede bare et skilt med Velkommen Hjem! Ambulancedrengene løftede mig i seng og sagde farvel og god bedring.

Der var en hårfin grænse mellem de to verdener. Friheden som fandtes derude, kun fyrre meter fra mig på den anden side af muren ud mod Vestre Kirkegård – og så fangenskabet som jeg nu igen befandt mig i. En celle med stort set ingenting. En gammel østtysk hospitalsseng, en 18-tommers boks af et fjernsyn uden fjernbetjening, en køletaske, en kolbe at pisse i og så en masse tanker.

Tiderne_Jeg lever stadig_P.indd 13

27/10/14 15.01

Tiderne_Jeg lever stadig_P.indd 14

27/10/14 15.01

1996 Bikermiljøerne

var hærget af konflikt. „Store Nordiske Rockerkrig“ kaldte pressen balladen og den havde raset i mere end et år, siden begyndelsen af 1995. Selv om modsætningerne mellem Bandidos MC og Hells Angels MC havde været størst i Danmark, var det begyndt i Sverige. Selve konflikten var først kommet til Danmark nytåret 95-96 og den så ikke ud til at få en ende.

Politikerne var rasende på „rockerne“ men anede ikke hvad de skulle stille op. Politiet var mere eller mindre gået i panik, fordi deres undergravende virksomhed over for bikermiljøerne havde medført en krig som var blevet mere voldsom end de nogensinde havde forestillet sig. Uanset at de nu var ude i fuld offentlighed og appellere for at få „rockerne“ til at standse stridighederne, så modtog de store summer og nye beføjelser i en lind strøm som en følge af konflikten.

Medierne elskede det. De havde stor gavn af balladen og kunne skrive tættere på sandheden end nogensinde. De fortalte om blodige slag, opremsede antallet af krigere på hver side og lavede artikler om krigens „generaler“. De menige journalister og bladenes redaktører fik lov til at boltre sig med krigsfortællinger, samtidig med at deres lederskribenter fordømte os.

Oplagstallene steg hver gang der sprang en bombe, og befolkningen var rystet. Hvor den før havde været ligeglad med om nogle for dem ukendte „ballademagere“ prøvede at slå hinanden ihjel, var den nu skræmt fra vid og sans og reagerede derefter. Læserbreve og artikler fra ukendte og kendte borgere råbte stop og kravet om at rockerne skulle ud af byerne voksede. i skandinavien

Vejret udenfor sygeafdelingens mure og tremmer var fantastisk. Det var sommer og jeg kunne lige akkurat skimte en blå augusthimmel fra min 15

Tiderne_Jeg lever stadig_P.indd 15

27/10/14 15.01

sygeseng. Ti dage efter at jeg var blevet skudt på Statsfængslet i Jyderup var jeg oppegående og snart skulle de sidste sting fjernes. Jeg var ikke fuldt mobil, men jeg var ude og gå flere gange om dagen. Vestre Fængsels Sygeafdeling bestod af to etager som lå i to vinkelrette gange med sygestuer og forskellige kontorer og behandlingsrum. Selv om mit problem var af fysisk karakter var jeg blevet anbragt på øverste etage, i hjørnet af vinklen og ind mod fængslets indergårde. Det var af sikkerhedsmæssige hensyn, men det var mig ligegyldigt. For mig gjaldt det om at komme på benene og blive rask hurtigst muligt. Jeg kunne selv trisse ud i bad og klare det der skulle klares. Hver dag blev min skamskudte mave vasket med rigelige mængder Sanex sæbe. Forbindingerne var fjernet så det var syningerne jeg havde fat i. Et langt ar op af maven, et mindre i siden hvor kuglen var gået ind og havde sat sig fast i fjerde lændehvirvel. De to kugler der havde ramt mig i henholdsvis maveregionen og armen havde ingen skade gjort og den tredje havde fået lov at blive siddende.

Selv om stedet lignede noget fra Gøgereden og halvdelen af patienterne havde mere eller mindre kuk i kasketten, så havde jeg det fint. Personalet var venligstemt og de lod mig gå op og ned ad gangen, når jeg havde behov for det. Det meste af dagen var de indsatte låst inde på deres celler, men alle vidste at jeg havde behov for at røre mig, hvis jeg skulle komme mig. Jeg var hentet lige fra hospitalet og havde end ikke fået sko med. En pakistansk mand som arbejdede som gangmand på afdelingen og som derfor var ude hele dagen, underholdt mig på turene. „Hvad er det med dig Jønke, du har ingen sko?“ sagde han da jeg kom trissende med hænderne på maven.

Jeg lo så det gjorde ondt. „Nej, det gik lidt stærkt, og hele min celle på Jyderup er til teknisk undersøgelse.“ Imi bragte mig et par gummisko i den rigtige størrelse og inviterede mig på varm aftensmad. Som gangmand kunne han lave forskellige retter i afdelingens lille køkken. Han havde siddet inde et stykke tid; sigtet for at være bagmand til to drab i mediernes såkaldte „kioskmafia-sag“. En mand lidt ældre end jeg, lidt kortere, halvskaldet og næsten altid iført et lille pudsigt smil.

Imi kom oprindeligt fra Punjab, den mest folkerige provins i Pakistan.

Han var kommet til Danmark mange år tidligere og ernærede sig selvfølgelig som taxachauffør og kioskejer. Så vidt jeg kunne forstå var han den 16

Tiderne_Jeg lever stadig_P.indd 16

27/10/14 15.01

ældste i den del af familie- og vennekredsen som var udvandret til Danmark, fra byen Mandir. Politiet kaldte dem Mandir-klanen og mente at Imi var en bandit, men for mig var han en ven og godt selskab.

Minna Palmer var præst ved Statsfængslet i Jyderup og hun var min første besøgende. „Jeg vidste ikke hvad jeg skulle tage med, men der var noget med at du altid havde æbler liggende.“ Minna rakte mig en stor pose æbler og trak en stol hen til min seng. Som ansat ved kriminalforsorgen havde hun tilladelse til at besøge mig på afdelingen og hun mente at et besøg var på sin plads. „Halvdelen af fængslet har bedt om krisehjælp, også personalet,“ fortalte hun. „Ja, det læste jeg et eller andet sted. Det må også have været en forfærdelig oplevelse for vagterne at blive vækket i deres lænestole ovre på kontoret.“ Vi kom til at grine og det gjorde naller i maven. Flere fanger havde bedt om ekstra orlov eller endog tidlig løsladelse, som en følge af det trauma det var at jeg var blevet angrebet på min celle. „Hvad med dig? Har de spurgt om du vil have krisehjælp?“ Minna smilede da jeg straks erklærede at det kunne de lige prøve på! Hun vidste at jeg ikke kunne fordrage den slags svagpisseri. Krisehjælp var for ofre for dramatiske hændelser, som ikke selv kunne klare at bearbejde deres oplevelser.

Min første tur ud af afdelingen var et besøg med Christina. Hun så sød og frisk ud da jeg omfavnede hende på præstens kontor. Vi havde endnu ikke nået at få lavet besøgstilladelser, men i særlige tilfælde tillod fængslet kærestebesøg på præstens kontor. Pastor Worsaae var en gammel ven og havde i sin tid døbt min datter, så det var også et glædeligt gensyn med ham. Forsigtig forsigtig, måtte jeg skynde mig at sige. Selv om jeg var oppegående og ikke længere tog smertestillende var min mave ikke på toppen, og jeg ville ikke bryde mig om en mavepuster lige med det samme.

Christina havde hilsner med fra alt og alle, ikke mindst fra mine forældre som jeg ikke havde set siden sygehuset i Holbæk, dagen efter angrebet.

Vi gik i gang med at arrangere, at jeg kunne ringe til Karen og mine døtre i Canada. Jeg havde sparet en hel bunke orlovs op, og de mange udgange jeg havde, skulle blive rare at bruge de næste par uger. At få mine to døtre på besøg ville være det bedste der kunne ske, men det var urealistisk. Vi 17

Tiderne_Jeg lever stadig_P.indd 17

27/10/14 15.01

havde heldigvis et afslappet forhold til det at være langt væk fra hinanden.

Pigerne var bare glade for at jeg havde overlevet.

85 kilo var jeg nede på, lidt skarpskåren i ansigtet, men klar til verden.

Dagbladet BT havde fået lov til at besøge mig næste dag, som det første medie siden skudattentatet, og billederne derfra ville hurtigt få bugt med de mange fordrejede historier der var opstået i kølvandet på attentatet. Jønke døden nær – det var såmænd rigtig nok. Omkring 30 kugler var blevet affyret imod mig ind gennem døren til min celle. Køleskabet i forgangen havde taget otte, sengen under mig syv, jeg selv tre og resten havde siddet rundt om i væggen over mig. Jeg havde ikke mistet førligheden, eller var blevet lam, som nogen skrev. Jeg var faktisk mere fit for fight end nogensinde.

Det var ikke længere nok at vade op og ned ad gangen. Jeg ville ud under den åbne himmel og opleve augustsolens livgivende stråler. Jeg meddelte afdelingens vagtmester at jeg ville på gårdtur. Michael Gjørup kendte jeg fra tidligere besøg på Vestre. Det var en af de betjente som under stor moro havde sendt mig afsted til Statsfængslet i Nyborg i 1989, og nu var han altså avanceret til Overvagtmester og chef for Sygeafdelingen. Vi vil ikke have dig ud på gårdtursarealet, forklarede han mig. Sygeafdelingens gårdtursareal lå ud mod ringmuren og politiet havde meddelt fængslet, at der grundet konflikten eksisterede et trusselsbillede mod min person. Mulighederne var få, men man hæftede sig ved at nogle kunne lobbe en granat over ringmuren eller skyde oppe fra en høj bygning, som lå 150 meter fra fængslets ydre perimeter. Det var overdrevet, men set i lyset af hvad der var sket, turde fængslet ikke tage nogen chancer. Jeg protesterede, og Michael som var handlingens mand og sagtens kunne forstå at jeg ikke gad gå rundt i en isolationsgård, tilbød mig at gå gårdtur i en af fængslets indre gårde.

Jeg modtog et flot brev og en mindre pengegave fra fangerne på Jyderup.

Det var sjældent man fik ros i et fængsel, men mit omfattende arbejde som Fællestalsmand og spillende træner for vores fodboldhold havde sat sine spor. Fangerne her i Jyderup har ved pengeindsamling ønsket at tilkendegive vores dybe sympati, samt en stor tak, for det enestående arbejde du har udført her, som fællestalsmand for de indsatte. Vi ønsker alle for dig en fortsat positiv afsoning og ønsker dig alt held og lykke i fremtiden.

18

Tiderne_Jeg lever stadig_P.indd 18

27/10/14 15.01

Det var noget der varmede og jeg ville gerne have været tilbage, men det var en umuligt efter det der var sket. Fangerne på Jyderup var selvfølgelig ikke de eneste som skrev. Fra hele verden kom der hilsner, ikke mindst fra det store Canada Run, som netop var blevet afholdt. Herfra havde op imod hundrede brødre skrevet under på et stort kort. „Get better bro’“ og „Till the clip runs out!“ lød det fra Canadas vilde vest.

Fredag den 9. august gik jeg ud på min første orlov siden skudattentatet.

De havde taget mine sting og jeg gad ikke ligge og lumre. Det var supersommer derude og verden ventede på mig. Christina og en ven fra Jyderup hentede mig og så kørte vi hjem til Christinas venindes lejlighed og indrettede os. Jeg var selvfølgelig ikke i stand til at springe rundt og måtte have løst hængende tøj på. 80’er-gulerodsbukser, en brun trøje og gummisko.

Moderigtig eller ej, vi stoppede på Burger King på Vesterbrogade for nu ville jeg have noget andet end fængselskost. Ikke så få var ved at få maden i den gale hals da jeg pludselig kom spankulerende ind.

Om aftenen besøgte jeg min far og bror inden vi tog hjem til lejligheden.

To brødre fra klubben kom forbi og vi hyggede gevaldigt inden det blev tid for patienten til at slappe af. Vi måtte stadig kun mødes med to fra klubben ad gangen så i løbet af weekenden fik jeg besøg af flere hold brødre.

Naturligvis ville de fleste have fred. For alles skyld, men også for egen skyld. Det var jo intet mindre end en plage at rende rundt i sommerlandet med skudsikre veste. Politikerne var stadig på barrikaderne og der blev snakket om forbud mod klubhuse og klubberne i almindelighed. Med jævne mellemrum var der attentater og politiet havde svært ved at forudse hvor det gik løs næste gang. Etaten var ikke interesseret i forbud. Vi ville hurtigt vænne os til et liv uden mærker, hvilket ville besværliggøre deres arbejde. Desuden frygtede de, at vi ville blive yderligere radikaliseret, og så var der også lige det med alle de rare ting og sager de fik bevilliget som en direkte følge af vores eksistens. Vi var om nogen politiets „malkeko“ og havde været det siden slutningen af 80’erne. Et ord om „rockere“ fra en hvilken som helst politimand fik politikerne til at åbne pengekassen og døren til nye beføjelser på vid gab. Det havde også fængselsvæsenets fagforeninger nydt godt af igennem længere tid, så hver gang der blev sagt 19

Tiderne_Jeg lever stadig_P.indd 19

27/10/14 15.01

for meget og en ophidset politiker reagerede med forbudstanker, blev det afvist af politiet selv. Også deres sympatiske skaldepande, Chefkriminalinspektør Per Larsen, var imod forbud. Han ville hellere tage vores frihed efter salamimetoden. En skive ad gangen, forklarede han.

I en skrivelse fra Kriminalforsorgen meddelte man mig, at jeg ikke havde foretaget mig noget forkert i forbindelse med angrebet på mig. Min tilstedeværelse i et åbent fængsel frembød imidlertid så stor en sikkerhedsmæssig risiko, at jeg ikke længere kunne afsone i åben institution. Der var tale om nødværge, argumenterede man. Jeg ville ikke komme tilbage til Jyderup.

Advokat Peter Hjørne, som repræsenterede mig på det tidspunkt, skrev til kriminalforsorgen at jeg burde løslades, eftersom jeg ikke havde foretaget mig noget forkert og alligevel stod over for at skulle overgå til pensionsvilkår. Det kunne der ikke blive tale om. Justitsministeriet meddelte i stedet, at jeg ved udskrivning fra Veste Fængsels Sygeafdeling skulle overføres til afdeling J på Statsfængslet i Vridsløselille.

Med politieskorte blev jeg kørt ud til afdeling J dagen før jeg skulle på min næste orlov. Da jeg havde fire weekendudgange til gode kunne jeg gå ud hver weekend de næste fem uger. Bestemt ikke noget Vestre Fængsel brød sig om. Så snart jeg var rask nok til at forlade sygeafdelingen røg jeg afsted. Jeg havde foreslået, at jeg gik på orlov om fredagen og så mødte op søndag aften, men næh nej, det skulle gå rigtigt til! Tre politibiler bragte mig frem til Olsen Bandens fængselsport ved Statsfængslet i Vridsløselille, vest for København. Afdeling J lå netop i porten, der hvor den på film så legendariske danske bandeleder Egon Olsen utallige gange var blevet modtaget af de øvrige bandemedlemmer.

Afdelingen var en halvåben fængselsafdeling med 12-14 celler, samt nødvendige faciliteter. At blive anbragt her passede mig fint. Ikke mindst fordi afdelingen lå i Københavnsområdet, men også fordi min bror Ludwig allerede befandt sig her. Grundet samme sikkerhedsmæssige årsager som med mig var han blevet overført nogle måneder tidligere. Han havde pensionsvilkår, gik til undervisning på universitetet hver dag og havde udgang hver weekend. Ludwig og jeg var meget forskellige, men han var hentet op fra samme jernmine som jeg; hærdet til stål af livets barske realiteter, hvor strength and honor var kemien der bandt tilværelsens mange facetter 20

Tiderne_Jeg lever stadig_P.indd 20

27/10/14 15.01

sammen. Han var loyal og ærlig. Med andre ord var min nye nabo lige min kop te.

Betjentforeningen havde ondt i rumpetten. Den fortalte pressen at jeg havde fået installeret telefon og computer på cellen. Det var de rabiate betjentes lille personlige hævn, efter at de ikke havde kunnet forhindre min tilbagevenden til Vridsløselille. Medieomtalen af mine forhold på afdeling J fik straks diverse politikere til at fare i flint. Det kunne ikke være rigtigt at en mand som mig skulle have fordele når jeg var anbragt i et lukket fængsel, rasede de. Glemt var, at jeg ikke havde foretaget mig noget ulovligt eller forkert i forbindelse med min overførsel til Vridsløse, og at telefon og computer blot var en naturlig del af et ophold i et åbent fængsel, hvor jeg rettelig burde afsone de sidste år af min straf.

Endnu en gang fortalte fagpolitisk aktive fængselsbetjente om mine personlige forhold, ligesom de igen beskrev hvor jeg boede. De havde sågar en mand oppe på en nærliggende jernbanebro, som var eneste sted hvorfra mit cellevindue kunne ses. På afdelingen rystede fangerne på hovedet. Ludwig mente, at jeg skulle have et stort kryds på vinduet da også hans vindue kunne ses fra broen. Vi fik os et godt grin midt i alvoren, men personalet på selve afdelingen var rasende på deres kollegaer og opfordrede mig til at klage, hvilket jeg gjorde.

Sammen med Christina tog jeg ind til Ægirsgade på Nørrebro for at kigge på lejlighed. En af Ludwigs kammerater havde en super lejlighed som han ville af med. Den lå på fjerde og femte etage og var på mere end 200 kvadratmeter. Jeg var solgt med det samme. En af mine brødre fra Southafdelingen kendte ejeren, så der var gode muligheder. Vi fortsatte ud til Bellevue Strand nord for København. Christina, jeg og min voksende eskorte.

Udover et par venner havde jeg min kommende bror Jimmi med. Han var en ung knægt som var blevet præsenteret for mig kort før attentatet, og han var fremover med mig overalt hvor jeg færdedes. Jeg kunne jo ikke køre rundt med min mor, hvis der skete et eller andet, så langsomt blev jeg pakket ind i chauffører. Jimmi var den første, men snart var der også Alex og Brian. Den dag havde jeg ikke færre end seks friske knægte med mig. Vi valgte den sydlige ende af stranden hvor der ikke var for mange mennesker.

21

Tiderne_Jeg lever stadig_P.indd 21

27/10/14 15.01