'Mellem havet og ødemarken' af Jon høyer by Tiderne Skifter

MELLEM HAVET OG ØDEMARKEN

Tiderne_Mellem havet og ødemarken-P.indd 1

25/08/14 13.47

Af samme forfatter DEN LUKKEDE VEJ, versroman (ud fra Egils saga), 1977 MANDEFALD, roman, 1981 DET ER HER DET FOREGÅR, novelle, 1981 FREDAG FORMIDDAG. RAPPORT OM SLUTKRIGEN,

digte og prosastykker, 1982 HÅNDEN PÅ HJERTET, digte, 1985 KALYPSO, versroman, 1986 LYSET ELSKER MED HAVET, digte, 1987 LILLE BITTEN, børnebog, 1988 LILLE BITTEN PÅ OPDAGELSESREJSE, børnebog, 1988 HR. IBSEN, skuespil, 1989 DEN GLEMTE HISTORIE, roman (ud fra Torgils’ og Havlides saga), 1997 MELLEM HAVET OG ØDEMARKEN, DISKRETE DIGTE, digte, 1999 SÅDAN SET, kortprosatekster, 2003 NEDENOM OG HJEMAD, noveller, 2006 STORE ORD I SMÅ MUNDE, 100 haikuer, 2008 I PLANETENS VOLD, roman, 2012

Tiderne_Mellem havet og ødemarken-P.indd 2

25/08/14 13.47

JON Hﾃ郎ER

Mellem havet og ﾃｸdemarken Roman

TIDERNE SKIFTER

Tiderne_Mellem havet og ﾃｸdemarken-P.indd 3

25/08/14 13.47

Tak til Statens Kunstfond for rejselegat og tak til Hald Hovedgård for arbejdsophold

Se forfatterens kort over Island på side 185-187

TIDERNE SKIFTER · Læderstræde 5, 1. sal · 1201 København K Tlf. 33 18 63 90 · Fax 33 18 63 91 e-mail: tiderneskifter@tiderneskifter.dk · www.tiderneskifter.dk

Tiderne_Mellem havet og ødemarken-P.indd 4

25/08/14 13.47

eg er den, jeg er. Jeg er Tordis. Og intet gjort kan gøres ugjort. Den sårede vil selv såre, blod vil blod. Min far og min ene bror gjorde mig ondt, og jeg gjorde dem ondt. Nu er de døde som så mange andre, der fulgte samme spor. Kun her kan jeg være, hvor meget jeg end er imod det, skilt fra min mand, forstødt af mine børn. Her sker ingenting, her er jeg ingenting. Her kan jeg huske, når jeg ellers kan få fred. Ternerne skriger og skaber sig og hvirvler lavt i luften. Selv spoverne og hjejlerne på engen og alkene på stranden hyler op. Sådan er der dernede. Og inden døre bag græstørvsvæggene, der krummer sig om gårdens trange og snærende verden, er der endnu værre. Men herop kommer ingen. Her, højt over gården og tunet, på den langstrakte og græsklædte hylde på fjeldskråningen, har jeg mit sted. Og herfra ser jeg omsider det hele. Mellem fjeldet, der rejser sig bagved, og havfladen, der breder sig ud foran, på den grønne strimmel af græs, der strækker sig ind i bugten og ud langs næsset og videre og videre, hele Island rundt mellem havet og ødemarken, her kan vi mennesker holde 5

Tiderne_Mellem havet og ødemarken-P.indd 5

25/08/14 13.47

os i live, så mange af os, som landet kan ernære. Her fødes vi, og her bjærger vi os, så længe det varer. Vi dukker frem af tågen og bevæger os omkring i landskabet en tid og forsvinder i tågen igen. Undervejs tager vi lykken fra hinanden, hvor vi kan. Allerede i Norge lagde vi vores skæbne fast, i løbet af året, inden vi udvandrede hertil for at skaffe os et bedre liv heroppe, hvor der stadig var plads.

Du var min sol. Jeg var din sol. Vi lyste hinanden frem. Vi var så unge. Vi var så overvældede. Vi boede tæt på hinanden, og vores verden lå åben foran os. Vores gårde lå ved den glitrende fjord, ved Surnadalsfjorden, for enden af Surnadal, i Møre, i Norge. Navne, jeg aldrig glemmer. Navne, der smyger sig om mig, på min vej mod dit. Bård. Du havde altid været der, fra vores første år, hvor vi sad og lege de på gulvet i langstuen eller ude på tunet, hjemme hos os eller hjemme hos jer, med de mange små udskårne dyr af fåreknogler fra din lille kiste, som vi tog frem fra fodenden af dit sengested. To af dem var os to, et får og en vædder, og de græssede altid sammen. Og vi løb hen over den brede strand på vores kriblende fødder og kastede os i fjorden, når sommeren hvælvede sig om os, og vi susede på ski ned mod dalbunden hver vinter, mens luften knitrede omkring os i blåt og i hvidt. Og vi vidste, vi var hinandens. Selv om mine tre mindre brødre drillede os med det, så vidste vi neden under det hele, at vi ville blive ved med at være hinandens. Sådan var verden jo. Bård og Tordis er kærester! De kunne stå dér og råbe det i kor og for en gangs skyld være ude over deres evindelige indbyrdes kappestrid. Men sandt var det jo. Så hvad så? Ordene slog mod min nakke, mens jeg gik knejsende af sted 6

Tiderne_Mellem havet og ødemarken-P.indd 6

25/08/14 13.47

fra vores gård og over engen til nabogården. Hvad så? Dér skulle du og jeg jo alligevel have vores hjem engang. Og ungdommen rejste sig i os. Gjorde os til hinandens som aldrig før. Og så havde vi vores sted. Inde mellem granerne. I lyngen og blåbærbuskene, mens kildevældet rislede mellem sten og mosser ved siden af os. Sommerens sødme. Eftermiddagens fylde. De tunge og mætte de dufte. Svedende harpiks og krydret lyng. De lave, dovent svajende grangrene. Min nakke i lyngen. Du putter blåbær i min mund. Jeg slikker din finger. Din håndflade bevæger sig hen over min mund. Jeg slikker hen over den, fører den langsomt fra mig, finder din mund, suger mig fast i dig, søger med tungen efter mere og mere af dig, mens jeg holder om dig og mærker, hvordan du er på vej mod mig, dine læber og din tunge på vej ovenfra, dine hænder om mig på vej nedefra, inde under særken, hvor de stryger vadmelets grove vævning til side, langsomt op langs mine lår, indtil de hviler højere oppe, griber om mig højere oppe, ligger stille sådan. Dit hoved glider til siden, op ad mit, ned i lyngen. Vi holder om hinanden som før. Vi hviler kind mod kind. Jeg drejer hovedet mod din duft. Jeg trækker den ind i mig, gennem dit kindskæg, dybt ind. Din saltvarme duft. Jeg holder om din nakke. Filtrer fingrene ind i dit hår. Længe, frem og tilbage, rundt og rundt. Jeg hviler i dine håndflader, mærker dem dirre op igennem mig, mærker, hvordan det prikker og pibler i mit skød. Jeg hvisker: „Kom.“ Jeg albuer mig lidt væk. Du stirrer forundret. Jeg rejser mig op og trækker selekjolen op over hovedet. Du smiler. Det kan ikke gå hurtigt nok med at få vores tøj af og vores tøj bredt ud i solstriben mellem granerne. Jeg lægger mig på det. 7

Tiderne_Mellem havet og ødemarken-P.indd 7

25/08/14 13.47

Du er fuld af iver og fuld af omsorg. Vi rører hinanden som aldrig før. Hud mod sitrende hud. Smygende håndflader. Svulmende dufte. Kys på vandring. Alt i mig er mere end sig selv. Mere og mere. Jeg fører dig ind i min våde åbning. Du venter et kort øjeblik, glider langsomt dybere ind, lidt udad og lidt længere indad igen, igen og igen, indtil en skærende smerte slår ud derinde, og jeg stemmer imod, trykker mine hænder mod dine skuldre, men giver slip og giver efter, mens du tømmer dig i mig, og smerten er langt borte og har aldrig været der. Du bliver i mig, og dine hænder knuger mig til dig, og jeg presser mine hæle ned i dine lægge. Alverden vokser og svulmer dybt inde i mig og går i stød efter stød over sine bredder. Jeg bare udånder og udånder dit navn bagefter, mens jeg holder om dig. Bård. Bård. Jeg løsner på et tidspunkt mine arme og hænder og spreder håndfladerne ud, stryger dem varsomt hen over din ryg. Langsomt glider du ud ad mig. Jeg vælter os om og slynger mine ben om dine, det ene imellem, det andet ovenpå. Mine arme griber om dig. Knuger os sidelæns sammen. Længe ligger vi sådan. Så slipper du langsomt og bevæger dig bagud og rejser dig op. Jeg lægger mig om på ryggen og følger dig med blikket, mens du går lidt væk og sætter dig på hug og bøjer dig ned over kilden og fører dine hænder frem og tilbage gennem vandet. Så er du hos mig og gnider omhyggeligt dine våde håndflader hen over mit blodige skridt. Lidt efter rykker det under mig. Mine baller ligger på din kofte, også på ærmerne, mærker jeg. Du trækker dem fri og tørrer mig med ærmekanterne. Du henter mere vand. Vasker mig, tørrer mig. 8

Tiderne_Mellem havet og ødemarken-P.indd 8

25/08/14 13.47

Du går et par gange frem og tilbage mellem kilden og mig, mens jeg bare ligger og ånder mod vores fremtid. Så kommer gråden, tungt og stille. Længe efter går vi derfra, med armene om hinanden, så snart skoven giver os plads, ligeglade med, om vi bliver set, da vi kommer ud af skovbrynet, og da vi går hen over engen og bagefter står stille, tæt sammen, og dine øjne lyser ind i mine. Jeg snuser til din hals, kysser dig i halsgruben, inden vi endelig slipper hinanden og går videre til hver vores gård. Jeg vender mig et par gange undervejs. Dit tætte nakkehår, din brede ryg i din sorte uldkofte. Mine fingre og mine håndflader, der stadig dirrer. Husker din hud. Jeg knuger hænderne sammen og vender mig en sidste gang og stryger af sted. Mine sprælske fødder. Gisle står i døråbningen foran mig. Han har sikkert stået der hele tiden. Han må for længst være færdig med at hugge brænde. Hans usikre grin, hans flakkende øjne under pandehåret. Jeg smiler og stryger forbi og ind i forstuen. Jeg standser op. Jeg vender mig om og bliver stående, glædedrukken. Han står og ser på mig. Jeg stirrer ham ind i øjnene. Har svært ved at holde mit smil i ave. Jeg ser ham som aldrig før. Hans omrids, lige inden for døråbningen. Hans ufærdige og ranglede skikkelse i den stumpede kofte. Jeg træder helt hen til ham, opstemt som før. Den lille mand. 14 år gammel, klemt inde mellem storebror og lillebror. Jeg nu mere end nogen sinde den ældste af os fire, næsten 17. De dunede skæghår er begyndt at spire frem. Jeg stikker hovedet tæt op ad hans og fører pegefingeren helt derhen, hvor overskægget så småt er på vej. Jeg gnider fingerspidsen frem og tilbage over hans læbe. Jeg smiler: „Prøv med duelort. Det hjælper.“ 9

Tiderne_Mellem havet og ødemarken-P.indd 9

25/08/14 13.47

Jeg snurrer omkring og ind gennem forstuen, let på tå. Jeg standser op et par skridt inde i langstuen. Jeg må ud. Mor har allerede taget bordene ned fra tværbjælkerne og stillet dem op. Lynhurtigt vender jeg det nærmeste om, så bordpladen drøner ned i gulvet, og bøjer mig og rykker i de to nærmeste ben og løfter bordet højt op over bjælken deroppe og skubber på og lader bordpladen brage ned over den næste bjælke deroppe. Mor kommer styrtende ind fra fadeburet. Hun standser op og bliver stående og siger ingenting. Jeg går i gang med det næste bord. Så står jeg med strakte arme med hænderne om de nærmeste bordben helt oppe ved pladen, der skråner mod bjælken. Jeg kigger frem under bordkanten. „Mor! Vi spiser ude i dag!“ Jeg skubber bordet på plads deroppe og vender mig om. „Gisle! Vi har brug for en mand og hans spyd!“ Så står han lige bag ved mig, klar til dåd. Spyddet har han med sig fra forstuen. Jeg peger på gryden med stuvning, på sin plads over ilden i sit trebenede ophæng. „Mor tror ikke, du kan løfte den tunge gryde fri af krogen og bære den udenfor uden at spilde. Jeg gør.“ Han løfter den fri og bakser af sted med den på det vippende og svajende spyd, et pænt stykke inden for spydspidsen, mens jeg følger tæt efter og peger på det sted i græsset, hvor jeg vil have den. Mor står i døråbningen og stirrer. Så forkynder jeg, at vi skal have tallerkner og bestik båret ud i græsset. Og vandkrukkerne og bægrene. Befippet vender hun sig om og går indenfor. Lidt efter kommer hun ud med det hele, så meget ad gangen, som hun kan, og spreder det hele i græsset. Imens har jeg hentet klokken. Jeg står længe og kalder alle hjem fra markerne. Jeg hamrer løs, igen og igen. 10

Tiderne_Mellem havet og ødemarken-P.indd 10

25/08/14 13.47

Efterhånden som de nærmer sig, råber jeg: „Vi holder tidligt i dag. Kom og slå jer ned! Sæt jer, som I vil!“ Far er rasende. Han bliver stående, mens alle andre sætter sig i græsset. Gisle har sat sig for længst. Han rejser sig op. Jeg står stadig med klokken i den ene hånd og stangen i den anden. „Tag selv,“ siger jeg. Sleven står i den dampende gryde. „Hvem tror du, du er, tøs!“ Fråden sprøjter ud gennem det gråsprængte skæg. Noget bliver hængende. Jeg smiler. Så brøler han ned til mor: „Tora! Hvad bilder du dig ind!“ Mor mumler: „Hun skal jo stå for en husholdning engang.“ „Ikke sådan her! Og i utide! Og med trælle og familien hulter til bulter mellem hinanden!“ Han rykker armene op og ned. „Jeg vil ikke have det!“ Hun ser op på ham. „Torbjørn. Lige nu er det sådan.“ Are rejser sig langsomt med sin tallerken og går så hen og øser op. Jeg smiler til ham. Min yngste og min bedste bror. „Jeg er sulten,“ siger han. „Det dufter godt.“ Han sætter sig, hvor han sad før. Han tager en mundfuld. Han smiler rundt i kredsen. Torkel gør det samme. Går hen og øser op, sætter sig, hvor han sad før, og smiler rundt. Jeg lægger klokken og stangen i græsset og gør så det samme som de to. Jeg bliver stående lidt med min portion i hånden, før jeg sætter mig. Så mangler vi bare Gisle, der er blevet stående på samme sted. Han går hen til far. De går et par skridt væk. Står og hvisker sammen. Far bliver rødere og rødere i hovedet. Vender sig om og går indenfor. Vi andre bliver, hvor vi er. Gisle sætter sig. Der bliver spist helt op, mens snakken går. Den vokser, og 11

Tiderne_Mellem havet og ødemarken-P.indd 11

25/08/14 13.47

den spreder sig. Til sidst er gryden skrabet og tallerkenerne skrabede, så jern og træ glinser i aftensolen. Alligevel bliver vi bare siddende. Are og Torkel henter øl fra udhuset. Den sidste tønde, før næste bryg er færdig. De stiller den ved siden af gryden. „Værsgo.“ Gisle rejser sig og går indenfor. Ind til far. Jeg smiler hele vejen rundt. Os otte her. Kun de to dér. Mon far har slubret en skål kvark i sig? Sidder han med hvide klumper hængende i skægget? Jeg sætter mig hen hos mor. Hun trækker vejret dybt og læner sig tilbage. Længe sidder hun sådan, med håndfladerne hvilende i græsset, og smiler til mig og ryster på hovedet og smiler igen.

Næste morgen skridter Gisle omkring i langstuen med en skindpung dinglende i bæltet. „Den er fra far,“ siger han og slår gang på gang håndfladen ind i den. „Og tom er den ikke. Og sådan lægger jeg den snart tilbage i kisten, ned til den anden.“ „Næste forår skal han med på min handelsrejse,“ siger far. „Så bliver vi to.“ Gisle standser op. Hans blik glider hen over os alle sammen. „Og med på tinge,“ siger han. Torkel mumler noget om at gå på jagt i skoven. Han går ud efter bue og pil. Den ældste søn. Den bedste jæger på gården. Sent på aftenen kommer han tomhændet tilbage.

Tiderne_Mellem havet og ødemarken-P.indd 12

25/08/14 13.47

Alt det mellem far og Are. Fisketuren på fjorden, ude i midten, hvor vi sætter net efter fladfisk. Den fisketur. Den sensommerdag. Jeg er med, så far ved, hvor han har mig. Han og jeg på agtersædet ved siden af hinanden, Are ved årerne. Far har beordret ham til snart at ro lidt i den ene retning, snart lidt i den anden. Så lidt frem, så lidt tilbage. Omsider er han tilfreds. „Her er stedet. Lige her. Hold båden her.“ Jeg siger ingenting. Vi er for længst sejlet forbi det sted, hvor vi fik masser af fladfisk sidste gang. Han lægger sig på knæ i bunden af båden og sænker enden af nettet ud over bagstavnen. Undervejs hæver han hånden med snoren til flåddet drabeligt i vejret. Han drejer hovedet og smiler og nikker langsomt og vidende, da den store sten for neden har lagt sig på bunden og nettets underkant hviler dér. Så trækker han lidt i snoren fra nettets overkant dernede og smiler og nikker som før og binder så flåddet fast. „Så ligger det, som det skal. Ro langsomt mod pynten, mens jeg klarer resten.“ Det dirrer i mig af lyst til at tage over. Vise, hvor nemt det er, uden at gøre mig til. Han skulle bare prøve at sidde med hørtrådene og knytte net. Eller vade rundt uden for fjordmundingen dag efter dag og lede efter sten med hul i. Eller flette tovværk af besværlige vidjer til de store sten for enderne. Nu skal han ikke gøre andet end at fire resten af nettet ud, alen for alen, så det hele glider ud med de klirrende småsten nederst, indtil den anden store sten hviler på bunden og han binder det andet flåd fast i snoren i den anden ende. Alligevel hundser han med Are. „Ikke så hurtigt! Hurtigere nu! Hold båden her!“ Det blæser lidt op, båden gynger, far kan ikke få nettet rigtigt ud, det går i kludder for ham, han bliver rasende og rejser sig op 13

Tiderne_Mellem havet og ødemarken-P.indd 13

25/08/14 13.47

og vender sig om og rykker armene op og ned, så båden gynger mere og mere. „Så ro dog ordentligt, knægt! Ikke så stærkt! Ikke så skævt!“ Are bliver forvirret og skodder med den ene åre, så far falder baglæns over bord. Han plasker og slår fra sig i det kolde vand og får armene i nettet og bliver holdt fast under vandet og kæmper dernede, mens snart den ene fod og snart den anden fod stritter op. Han river og flår i nettet og vender og drejer sig dernede, så nettet rykker videre ud over rælingen og hans fødder forsvinder. Jeg griber i nettet og haler til. Hans ryg dukker frem gennem bølgebruset, glider ned i bølgedalen. Han får vendt sig og får hovedet oven vande. Han suger luft i sig. Jeg haler, og han prøver at svømme. Efter et par tunge tag, med nettet omkring sig, men armene fri, griber han fat i rælingen med den ene hånd. Han stirrer på os med vilde øjne. Kaster op. Vand og galde vælter ud gennem skægget i stød efter stød. Så klasker han den anden hånd i rælingen. Hænger og hiver efter vejret. Vi tager fat under hans armhuler for at hale ham indenbords. Båden vipper. Vi stemmer begge to en fod mod hver sin spante og bøjer os langt bagover og trækker til. Han får det ene ben op over rælingen og vælter ind og tumler ned i bunden. Vi slipper. Han brøler: „Vil du slå mig ihjel, knægt!“ „Men far.“ Så river og flår han sig fri af nettet og kanter sig op på agtersædet og sidder så ved siden af mig og ryster voldsomt overalt, mens vandet driver fra hår og skæg, fra kofte og bukser og skotøj. Han har stive øjne og stive læber og klaprende tænder. Jeg rykker til siden. „Nu ordner jeg nettet,“ siger jeg. „Det, der er tilbage af det.“ „Du holder fingrene for dig selv, gør du!“ Jeg bøjer mig frem og smider det hele udenbords. „Hvem tror du, du er, tøs!“ 14

Tiderne_Mellem havet og ødemarken-P.indd 14

25/08/14 13.47