HANENGALEMIG
Tiderne_Hanengalemig_P.indd 1
23/10/14 13.05
Tiderne_Hanengalemig_P.indd 2
23/10/14 13.05
Johannes Møllehave
Hanengalemig Lystrejser og lyksaligheder
TIDERNE SKIFTER
Tiderne_Hanengalemig_P.indd 3
23/10/14 13.05
Hanengalemig – Lystrejser og lyksaligheder © 2014 Johannes Møllehave/Tiderne Skifter Sat med Minion hos An:Sats, Espergærde Tryk: Specialtrykkeriet, Viborg ISBN 978-87-7973-710-5 Printed in Denmark 2014
Tiderne Skifter Forlag · Læderstræde 5, 1. sal · 1201 København K
Forlagsredaktion: Claus Clausen Tlf.: 33 18 63 90 · Fax: 33 18 63 91 e-mail: tiderneskifter@tiderneskifter.dk · www.tiderneskifter.dk
Tiderne_Hanengalemig_P.indd 4
23/10/14 13.05
Indhold Forord: Menneskekundskab? 7
I LÆSNINGENS LYSTREJSER Min flyvende kuffert 15 Ske din vilje 18 Den ustoppelige stoppenål 22 Så hvidt jeg husker 26 Trædemøller 30 Grundtvig svæver i luften 35 Blichers skæbnehistorier 39 Grubbesex 43 Et menneske kommer derhen, hvor det vil 49 Sophus har været her … 54 Shakespeare er ikke for fastholdere 58 Imagination 62 Aber aber ikke efter 65 For et syns skyld 68 Der kan man se 75 Da lille Børge blev stor 78 Hanengalemig 80 Man skal lære så længe man har elever 84 Jeg skjulte engang en brud i min kælder 88 Tilgivelse er et forskud på arven 92 Man har den alder, man selv vælger 96
Tiderne_Hanengalemig_P.indd 5
23/10/14 13.05
II LANGELANDS LYKSALIGHEDER Præstegårde 103 Den store Hans Christian 106 Kaj Munks Egeløkke 110 Livstidsfangens Langeland 114 Adam i Paradis 118 Mellem Smallegade og Tranekær 121 Soya og censuren 125 Letsindighedens gave 128 Da Øboen fik nobelprisen 132 Verden er en varm flodhest 135 Hjem-hjemmere-hjemmest 139 Note 142
Tiderne_Hanengalemig_P.indd 6
23/10/14 13.05
Forord: Menneskekundskab?
H. C. Andersen skriver i sit eventyr Loppen og professoren (1872), at professoren „var en menneskekender, og det er også en kundskab“. Var H. C. Andersen selv en menneskekender? Er vi det selv, eller kender vi nogen, som er det? Før H. C. Andersen tog ud på sin lange udlandsrejse, ville han så gerne være dus med Edvard Collin, fordi de næsten var brødre. Han turde ikke spørge Collin ansigt til ansigt. Derfor skiver han et brev før afrejsen, hvor han forsigtigt spørger, om de ikke kan være dus. Edvard Collin svarer frysende koldt, at han ikke kan være dus med et menneske, der ikke som han selv er uddannet jurist, men de kan jo godt være halv-dus, sådan at H. C. Andersen fortsat tiltaler Collin med De, mens han vil sige du til Andersen. Det blev et traume for H. C. Andersen. Han bruger situationen i sin anden roman OT (Odense Tugthus) og endnu stærkere i eventyret Skyggen fra 1847. I 1840’erne er H. C. Andersen allerede blevet velha vende, og Collin beder ham om et lån på det, der i dag ville svare til 500.000. H. C. Andersen giver ham lånet, som Collin aldrig betaler tilbage. Alligevel indsætter H. C. Andersen Collin som sin universalarving. 7
Tiderne_Hanengalemig_P.indd 7
23/10/14 13.05
Collin skriver i sin biografi om Andersen, at Andersen ville måle sig med de største digtere og tilføjer: „Det var hans sygdom.“ Er det menneskekundskab? H. C. Andersen opholder sig i London hos Dickens og skildrer Dickens ægteskab og skriver i sin dagbog, at det er det lykkeligste ægteskab, han har set. En måned efter var de skilt! I Den grimme ælling fra 1843 camouflerer H. C. Andersen den forfærdelige tid, da han kom til København. Læseren må tro, at det er en zoologisk historie. Som bekendt ender det med, at den grimme ælling bliver forvandlet til en svane. „Det gør ikke noget, at man er vokset op i en andegård, når man er an(d)lagt til at blive en svane“. Henrik Pontoppidan siger ganske vist det modsatte i sin novelle Ørneflugt: „Hvad nytter det, at man er ørn, hvis man er vokset op i en andegård.“ I naturen kan et sandkorn forvandles til en perle. Det henviser H. C. Andersen selv til. Alle kender eventyret Den grimme ælling, men kun få har hørt eventyret I andegården fra 1861. Det handler om en lille sangfugl, „som kom hovedkulds oppe fra taget“, fordi katten havde beskadiget dens ene vinge. En portugisisk høne kaster sig lidt for heftigt over den stakkels lille sangfugl: „Så bed hun hovedet af sangfuglen. Den lå død.“ Naboens hane stak hovedet ind i gården og sagde: Den fylder ikke meget, hvor den ligger. „Og alle ænderne samlede sig om den døde sangfugl. Ænderne har to følelser: Enten har de det med misundelse eller med medlidenhed. Og da der her ikke var noget at misunde, så var de medlidende.“ 8
Tiderne_Hanengalemig_P.indd 8
23/10/14 13.05
H.C. Andersens første 4 eventyr i 1835 fik kun 3 an meldelser. Alle var de enige om, at H.C. Andersen godt kunne skrive – men ikke eventyr! Han græd, men han rettede sig aldrig efter den kritik, han fik. Kierkegaards vurdering af ham var især sårende. Men man siger om Kierkegaards kritiske bog, Af en endnu levendes papirer, at kun to har læst den og kun én forstået den. Og det var Kierkegaard. Ikke desto mindre sendte H.C. Andersen sin store samling eventyr til Kierkegaard med ordene: Hvad enten, De kan lide denne bog – eller ikke, sendes den med frygt og bæven. Det er vel altid noget. Kierkegaard siger: H.C. Andersen kan skrive historien om Lykkens galocher, men det er mig, som kan skrive om skoen, der trykker. Jeg spørger mig selv, om jeg, som har været fængselspræst, har erfaringer, som gør mig skeptisk over for mine medmennesker? Og straks melder en bestemt oplevelse sig: Min kone døde i 2001, mens vi boede i Brighton. Vi havde pakket kufferter og skulle til Island. Hun fik en voldsom tandpine dagen før. Vi gik sammen til vores tandlæge, som tog røntgenbilleder og viste os, at der var en betændelse. Tandlægen trak tanden ud og gav hende noget smertestillende. Da vi kom hjem, tog smerterne til, men nu var det ikke kun i kæben, men også i bryst og mave. Vores huslæge – lad os kalde ham Bob – kom ved 20-tiden og gav hende en indsprøjtning med ketogan. Få timer efter var smerterne alligevel uudholdelige. Herdis sagde, at det her var værre end hendes tre fødsler. Jeg ringede igen til Bob, 9
Tiderne_Hanengalemig_P.indd 9
23/10/14 13.05
som kom ved midnatstid og gav hende en ny omgang smertestillende. Klokken 02.00 vågnede jeg ved, at jeg kunne høre hende ude i entreen. Jeg gik ud, og i samme øjeblik faldt hun i min favn, så jeg tumlede baglæns med hende liggende over mig: „Din store Klods!“ sagde hun, og det blev hendes sidste ord. Jeg kunne straks se, at hun var død. Nu kom ambulancen, og hun blev kørt til obduktion. Jeg blev lidt bange på vores læges vegne: Ville han mon nu blive anklaget for at have givet hende for meget smertestillende? Var hun død af en overdosis? To dage efter kom Bob op til mig i lejligheden og inviterede mig ud at spise. Han var ikke det mindste nervøs for obduktionen. Men jeg kunne jo, hvis det blev nødvendigt, bevidne, at hun selv ønskede at få mere smertestillende. Det varede en måned, før vi kunne få kisten til København. Jeg tror, det er en regel, der går tilbage til pestens tid, at man balsamerer den afdøde og forsegler kisten med en tinkiste, for at undgå enhver form for smitte. I den måned så jeg Bob et par gange om ugen. Vi spiste sammen og gik i teatret sammen, og jeg regnede ham for min ven. Heldigvis var dødsårsagen da heller ikke noget, som på nogen måde havde sammenhæng med den smertestillende medicin, som Bob havde g ivet hende den sidste aften. Herdis døde af en perforeret mavesæk, som følger af den syre, som udvikles ved mange års forbrug af piller. Perforeringen indtraf øjeblikkeligt og opleves som et projektil i maven. Da jeg kom tilbage til Brighton efter begravelsen, fik jeg et chok. På forsiden af vores lokale avis var et 10
Tiderne_Hanengalemig_P.indd 10
23/10/14 13.05
billede af Bob, og over billedet stod med store typer: Doktor Monster. Jeg kunne læse, at Bobs to nære venner, som begge var læger, havde spurgt ham, om han ville passe deres døtre på hhv. 9 og 12 år, mens lægekollegerne opholdt sig en weekend i Paris. Da pigerne kom hjem, undrede forældrene sig over, at de uafbrudt sov og var u mulige at ruske op. En blodprøve viste, at begge piger var blevet bedøvede og derefter misbrugt. Politiet fandt ved ransagningen et bræt med læderremme, som Bob havde brugt til at spænde pigerne fast med. Jeg husker ikke, om han slap med 10 år eller mere. Jeg ved heller ikke, om han lever i dag. Jeg tror ikke, at jeg selv kunne overleve. Det må have været forfærdeligt for hans forældre og for de nærmeste pårørende. Jeg gætter på, at han har taget sit eget liv. Han var færdig som læge og stigmatiseret for resten af livet. Tove Ditlevsen skrev engang, at det undrede hende, at vi i vores parforhold ikke er mere bange for hinanden, end vi er. Er det mangel på menneskekundskab, at jeg slet ikke på noget tidspunkt havde mistillid til Bob? Eller havde fantasi til at forestille mig hans forbrydelse? I 2011 udkom på Lindhardt & Ringhof bogen Han fik morderne til at tilstå. Forfatteren til bogen Tom Christensen har været leder af politiets rejsehold i 29 år. Han skriver i sit forord: „Jeg understreger, at jeg ikke på nogen som helst måde har den mindste sympati med drabsmænd. Al min sympati er i alle årene gået til ofrene og deres efterladte. Det var for deres skyld, at jeg søgte sandheden og ville afdække, hvad der var sket. 11
Tiderne_Hanengalemig_P.indd 11
23/10/14 13.05
Det blev samtidig min oplevelse, selvom det kan være svært at forstå, at der i næsten alle mennesker, selv i de værste forbrydere, som har begået uhyrligheder, og skabt så megen fortvivlelse og destruktion, gemmer sig noget godt. Jeg bruger ordet i mangel af bedre. Man kunne også sige: et glimt af noget menneskeligt.“ Han, som har fået 40 drabsmænd- og kvinder til at tilstå – har han menneskekundskab? Storm P har en tegning af to vagabonder, der ligger på en mark. Den ene har en avis og siger: „Nu skal lægerne også lære menneskekundskab.“ Den anden svarer: „Det skal de passe på med. Det sinker så gevaldigt!“
12
Tiderne_Hanengalemig_P.indd 12
23/10/14 13.05
I LÆSNINGENS LYSTREJSER
Tiderne_Hanengalemig_P.indd 13
23/10/14 13.05
Tiderne_Hanengalemig_P.indd 14
23/10/14 13.05
Min flyvende kuffert
I eventyrene sker det utrolige. Især i H. C. Andersens eventyr. I 1839 skriver han „Den flyvende kuffert“. I de tidlige eventyr er målgruppen tydeligt nok børn, som lytter, mens en voksen læser højt. H. C. Andersen skriver aldrig i den periode ‘Nu skal vi læse’, men derimod ‘Nu skal vi høre’. Det er en fordel for hans stil. Sætningerne skal være korte og visuelle. Sådan er det endnu i eventyret om „Den flyvende kuffert“. „Der var engang en købmand, han var så rig, at han kunne brolægge den hele gade og næsten et lille stræde til med sølvpenge; men det gjorde han ikke, han vidste anderledes at bruge sine penge; gav han en skilling ud, fik han en daler igen; sådan en købmand var han – og så døde han“. I „Den flyvende kuffert“ arver hoved personen sin fars rigdom, men mens faderen passede på sine penge, ødsler sønnen hurtigt det hele bort: „Sønnen fik nu alle disse penge, og han levede lystigt, gik på maskerade hver nat, gjorde papirsdrager af rigsdalersedler og slog smut hen over søen med guldpenge i stedet for med en sten; så kunne pengene sagtens gå, og det gjorde de; til sidst ejede han ikke mere end fire skilling og havde ingen andre klæder end et par tøfler og en gammel slåbrok.“ Nu mister han også sine ven15
Tiderne_Hanengalemig_P.indd 15
23/10/14 13.05
ner; dog var der en, der sendte ham en kuffert og skrev: Pak ind. Jo, men hvad skulle han pakke? Han havde jo ikke noget tilbage. Så satte han sig selv i kufferten. H. C. Andersen bruger ordet løjerlig: Det var en løjerlig kuffert. Hvis man trykkede på låsen, fløj kufferten op gennem skorstenen og ud i verden. „Vips fløj den med ham op igennem skorstenen, højt op over skyerne, længere og længere bort; det knagede i bunden, og han var så forskrækket, for at den skulle gå i stykker, for så havde han gjort en ganske artig volte! Gud be’var’os! Og så kom han til tyrkernes land.“ H. C. Andersens humor glimter, da han siger, at det ikke gør noget, at den unge arving kun har morgenkåbe og tøfler på: „Kufferten skjulte han i skoven, under de visne blade og gik så ind til byen; det kunne han godt gøre, for hos tyrkerne gik alle ligesom han i slåbrok og og tøfler.“ I eventyr sker det, som ikke sker i virkeligheden. Alt kan ske! For eksempel i det tilfælde, hvor passager og kuffert ankommer samtidig. Alle venter på kuffert både ved rejsens begyndelse, og når man kommer frem. Sidst jeg var på Kreta, kom min kuffert til Athen! Rejser man hyppigt til udlandet, kræver det opfindsomhed at vælge en iøjnespringende kuffert. Engang valgte jeg en postkasserød kuffert og troede, at den ville være let at finde på båndet, men der var otte andre, der lignede den. Så prøvede jeg med en lilla, og der var ni andre. Siden har jeg sikret mig, at min kuffert ikke forveksles. Og det med H. C. Andersens hjælp. På forsiden af min kuffert har Barbara Gress nemlig 16
Tiderne_Hanengalemig_P.indd 16
23/10/14 13.05
malet H. C. Andersens ansigt. Jeg bruger tit kufferten, når jeg rejser indenlands, for når den står på bordet under mit foredrag, er det oplagt at begynde med at fortælle om H. C. Andersens ydre. Han har selv skrevet et digt i 1830, hvori han fremhæver sin fremragende næse: „En næse stor som en kanon og øjne bittesmå som grønne ærter.“ Ansigtets bleghed kobler han til Goethes digt om den fortvivlede Werther. Han gætter på, at folk, der ser ham, formoder, at han er en gal, en elsker eller en poet. Alle tre ser ting, vi andre ikke opfatter, hvad enten det er den gales vrangforestillinger, elskerens særlige blik for den eneste ene eller poetens fantasi. H. C. Andersens egen kuffert kom lige så vidt omkring som den flyvende kuffert og min egen, der nu prydes af hans kontrafej. Det er ikke tilfældigt, at han skriver: „at rejse er at leve“. Vi ved, hvor hyppigt han rejste i Danmark – til godserne, hvor nogle af hans bedste eventyr blev skrevet. Desuden tilbragte han 10 år af sit liv med udlandsrejser. Han kom både til Tyskland, England, Grækenland og Italien, men læg mærke til, at „Den flyvende kuffert“ er skrevet, før han for alvor bevæger sig uden for Danmark. Hos H. C. Andersen rejser fantasien lige så vidt og lige så langt som den flyvende kuffert. Og han rejser fortsat rundt i verden sammen med mig.
17
Tiderne_Hanengalemig_P.indd 17
23/10/14 13.05