'Mænd i stykker' af Søren Lind by Tiderne Skifter

MÆND I STYKKER Historier

Tiderne_Mænd i stykker-_P.indd 1

04/09/14 17.01

Af samme forfatter: Høns i pluralis og på flugt. Noveller, 2007 Visum. Roman, 2009

Tiderne_Mænd i stykker-_P.indd 2

04/09/14 17.01

Søren Lind

MÆND I STYKKER Historier

TIDERNE SKIFTER

Tiderne_Mænd i stykker-_P.indd 3

04/09/14 17.01

Støttet af Statens Kunstråd

Tak til Hald Hovedgaard for ophold

Tiderne Skifter Forlag · Læderstræde 5, 1. sal · 1201 København K Tlf.: 33 18 63 90 · Fax: 33 18 63 91 e-mail: tiderneskifter@tiderneskifter.dk · www.tiderneskifter.dk

Tiderne_Mænd i stykker-_P.indd 4

04/09/14 17.01

Indhold 1. Kolerasommer 7 2. Fremtiden slår dig ihjel 39 3. Nekronolog 56 4. Terrorpilotens turistvisum 79 5. Syndflod 93 6. Kolerasommer 1853 108

Tiderne_Mænd i stykker-_P.indd 5

04/09/14 17.01

Tiderne_MĂŚnd i stykker-_P.indd 6

04/09/14 17.01

Kolerasommer Der er boulevard og rådhusplads, hvor der før var halmtorv. Stenværktøj, skiveøkser og ildmørnede bålsten fra Ertebølletiden er fundet her. En gammel boplads, et dødsrige. Skrabede man senere slægters tykke belægning af, ville den gamle bondebys undergrund afsløre menneskeknogler fra tiden før kister af træ og sten. I dag er nye kappede brosten lagt i stedet for de gamle, der var skjoldet af blod fra krigsårene, nøjagtig hvor den og den stikker den dag blev likvideret. Trækkerdrengenes toiletter, der afløste de gamle nødtørftshuse, er for længst renoveret. Alverdens sygdomme har skiftet kroppe her. Her er altid en ulykke i sin vorden. Det var her på pladsen i 1981, at fjortenårige Linda blev voldtaget og fik halsen skåret over med en spejderdolk, før hendes lig blev slæbt hen ad asfalten og kastet til side for foden af nulpunktstenen som et dampende roadkill til gene for morgenbilisterne. Inden for en 500 meters radius fra samme sten ligger spædbørnsdødeligheden godt 23 procent over landsgennemsnittet. Ingen ved hvorfor, ligesom heller ingen ved, hvorfor pladsens rotter, der ellers sjældent bevæger sig i de højder, gnaver i de forgyldte vejrpiger over termometret på hjørnet af Vesterbrogade, så de hvert år må males op. 7

Tiderne_Mænd i stykker-_P.indd 7

04/09/14 17.01

Når det blæser i København, rusker det mere på Rådhuspladsen end langs byens søer og kanaler. Her på svalegangen seks etager over H.C. Andersens Boulevard piber det som regel i rækværket, og man skal holde fast for ikke at blive blæst omkuld. I dag er her anderledes roligt. Vejret er ustadigt, og det kan regne igen hvert øjeblik, men lige nu er her vindstille nok til, at jeg kan høre mit eget åndedræt. Jeg knipser den sidste stump af min cigaret ud over boulevarden. Gløden lyser op i morgendisen, og jeg følger dens bane, indtil den forsvinder ned bag facaden og fortsætter mod fortovet. Rækværket er lavt, og min krop holdes kun tilbage ved hoften af den spinkle tværstang. Den asfalterede tagpap er stadig fugtig efter regnen, men tanken om et frit fald skræmmer mig ikke. Det ville være det letteste i verden bare at give slip, lukke øjnene og et kort øjeblik tordne mod jorden med vindmodstanden i ørerne som den sidste lyd, jeg nogensinde ville høre. Det ville ikke engang gøre ondt. Jeg har før stået heroppe med følelsen af at tage afsked. Her er man allerede på afstand og bestemmer selv, om man vil vende tilbage eller forsvinde helt. I dag er følelsen stærkere end normalt. Som om noget essentielt er gået tabt eller slået itu. Jeg har intet af det klarsyn, mennesker siges at få af dramatiske omvæltninger. Alt forekommer grumset og sodet til, men det er nok, fordi jeg har det elendigt. Jeg skulle ikke have røget så tidligt på dagen. Mine hænder ryster. Det føles, som om mavesyren er ved at ætse sig igennem mit spiserør. Indvoldene har rumlet siden i morges, og jeg har været på toilettet i løbet af natten for at kaste 8

Tiderne_Mænd i stykker-_P.indd 8

04/09/14 17.01

op. Da jeg vågnede, sad der størknet bræk i en stribe ned ad kinden. I søvne må jeg også have tørret mig om munden med reverset på min jakke, eller også har jeg brækket mig med den på og hængt den over stolen bagefter. Detaljerne er uklare. Jeg tjekkede ind i aftes, men husker ikke hvad tid, eller hvordan jeg kom fra Christianshavn ind til Hotel Laurentius i Colbjørnsensgade. Jo, selvfølgelig … jeg gik. Det var mørkt, så det må have været sent. Jeg svedte, og kuglepennen dirrede i min hånd, da jeg udfyldte formularen. Receptionisten spurgte, om jeg var okay, men jeg tager ikke på hotel for at få omsorg. Tværtimod værdsætter jeg diskre tion og føler mig kun tilpas på Laurentius, fordi hverken de ansatte eller de øvrige strejfende og vildfarne stiller spørgsmål. Nogen banker på ruden inde fra mødelokalet bag mig. Genskæret skjuler ansigtet, men i baggrunden er der blændet op for projektoren, og en kvinde fra kantinen serverer et fad wienerbrød for gæsterne ved konferencebordet. Normalt ville jeg slutte mig til dem, men i dag har jeg intet at gøre her og skulle aldrig være kommet. Så må de bogføre det som en sygedag eller trække mig i løn. For enden af svalegangen lægger jeg vægt i for at få branddøren op. Jeg har ikke spist noget endnu, men har et par miniatureflasker på mig. I lommen får jeg fat i en Underberg, skruer låget af med kindtænderne og tømmer flasken i én mundfuld. Det tager kroppen et øjeblik at vænne sig til alkoholen, men så begynder det også allerede at 9

Tiderne_Mænd i stykker-_P.indd 9

04/09/14 17.01

hjælpe. Jeg går via parkeringskælderen for at slippe uden om receptionen. Der er flere biler hernede nu end for en time siden. Dyre mærker, alle nyvaskede. Mercedes, Jaguar, Alfa Romeo. Fra kælderen tager jeg rampen op til H.C. Andersens Boulevard og tænder en cigaret til lyden af døsige s irener. Tomme lastvogne kører ind mod centrum, mens nattens døde tynger akslerne på dem på vej i modsat retning. Morgenaviserne opgør døgnets tabstal til 347. Med sine 145 døde er Bispebjerg Hospital hårdest ramt, mens Rigs hospitalet og Frederiksberg Hospital hver melder 39 døde. Selvom der er indkaldt forstærkning fra hele landet, er der ikke udrykningskøretøjer nok. De seneste uger har jeg set lig blive afhentet i alt fra ladcykler til skraldevogne og kørt til de provisoriske lighuse i centrum eller kastet direkte i kister og sendt til de overbelagte kirkegårde uden for byen. Min telefon er løbet tør for batteri, og jeg kom af sted i aftes uden oplader. Jeg overvejer at ringe til Sofie fra telefonboksen på den anden side af boulevarden, men det er en dårlig idé. Selvom det ikke står helt klart for mig, hvilken tilstand jeg forlod hende i derhjemme, skal hun have mere tid. Vi var sikkert fulde og skændtes, så spejle og vinduer var ved at splintres. Er alt ved det gamle, ligger hun stadig og sover rusen ud, og fanger jeg hende, før hun har fået et par hovedpinepiller, begynder det hele forfra igen. I samme øjeblik jeg forestiller mig Sofie i sengen derhjemme, forplanter et pludseligt vakuum i brystkassen sig til maven, og jeg når akkurat at sætte en hånd for munden, 10

Tiderne_Mænd i stykker-_P.indd 10

04/09/14 17.01

før det sprutter ud mellem fingrene, og jeg læner mig op ad Dagmarbiografens udstillingsvindue for ikke at knække sammen. Der er et par klumper i den tynde væske. En af dem ligner en drøbel. En anden kunne sagtens være et stykke mavesæk eller noget bindevæv. Ved Industriens Hus bryder skrigene fra forlystelserne i Tivoli gennem trafikstøjen. Den gamle have har aldrig taget sig mere tarvelig ud end nu, hvor læs efter læs af kadavere dagligt bumler forbi lige uden for hegnet. Men det skæpper alt sammen i kassen. Pengene til at brænde de døde bliver hentet hjem på rutsjebaner og candyfloss. Regnen er taget til. Mine brilleglas er våde, og jeg kan mærke dråberne løbe ned fra begge sider af issen. Jeg barberer den stadig ren og ser på gode dage atletisk nok ud til at ligne en midaldrende topleder, der dyrker kampsport for at skærpe sanserne og genfinde ydmygheden i respekten for sin sensei. Ikke at jeg nogensinde har praktiseret den slags. Jeg har aldrig haft overskud til en fitnessrutine, heller ikke selvom der er langt mindre arbejdspres på nu. Siden epidemien begyndte, har jeg været på en form for deltid. Jeg tager stadig hjemmefra samme tid hver morgen for ikke at gøre Sofie urolig. Når jeg ikke skal på kontoret, går jeg som regel på biblioteket eller sætter mig med en salmebog på en bænk i Vor Frelsers Kirke. Begge steder er der sådan en velgørende ro, og man kan sidde der, lige så længe man vil. Jeg holder mest af København efter midnat, kulsorte spir mod et oplyst skydække. Byrummet åbner sig, der bliver mere plads, længere mellem bilerne på boulevarden, 11

Tiderne_Mænd i stykker-_P.indd 11

04/09/14 17.01

færre cyklister og utålmodige blikke. Står jeg længe nok i skæret fra gadelamperne på Knippelsbro og kigger ud over vandet, brydes overfladen på et tidspunkt af kajakker på nattesejlads. Skuespilhusets murværk skinner ligesom lobbyen i Operaen overfor. Man lærer først byer rigtigt at kende om natten. Mørket er ikke det, der omgiver byen, men byen selv, dens tårne og facader. I baggrunden lyser alting op, selv i en dyster og plaget tid som denne. På det seneste har jeg bemærket, at mine kolleger går i en stor bue uden om mig. Smittefaren bekymrer dem. Deres forstadsvillaer ligger på god afstand af forfaldet, og ruderne i deres dyre biler slutter så tæt til, at intet sygeligt kan nå dem, før de dykker ned i parkeringskælderen på Rådhuspladsen og tager elevatoren op til sjette sal, hvor blæsten har renset luften for betændte partikler. Jeg er den eneste, der har bopæl i byen. Det er derfor, de frygter mig. Christianshavn er også hårdt ramt. Måske ikke nær så hårdt som Nørrebro og Nordvest, men intet sted er epidemiens socioøkonomiske slagside tydeligere end ude hos os. Kvarteret er delt i to. Sanitetsvogne betalt af private sygesikringer sprøjter desinficerende skum i liebhaver gader som vores, mens der bliver luget ud blandt fattiglemmerne i de ikke-gentrificerede boligblokke. Vi skulle være flyttet for lang tid siden, men Sofies medmenneskelighed insisterer på, at vi ikke er et hak bedre end alkoholikerne på torvet. Mine kolleger ved ingenting og frygter alt. Kolera er kun en dødsdom, hvis man lader stå til. Jeg kender forholdsreg12

Tiderne_Mænd i stykker-_P.indd 12

04/09/14 17.01

lerne. Foruden hyppig håndvask og ærmet for munden ved hosteanfald skyller jeg systemet igennem flere gange om dagen med Von Oostens Cholera-Bitter, der var v ældig populær under den forrige epidemi og netop er blevet relan ceret. Den virker efter sigende både forebyggende og mod sygdommen i udbrud. Jeg har altid en flaske med i mappen og tager en slurk, hver gang jeg husker det. På hjørnet af Vester Voldgade finder jeg flasken frem og skruer låget af. Af frygt for at kaste op igen brækker jeg en bid af en morgenbolle, jeg stak i lommen på Laurentius, inden jeg skyller efter med Cholera-Bitter og spænder mave musklerne for at komme eventuelle kramper i forkøbet. Som jeg står på fortovet og mærker alkoholen gå i blodet, forestiller jeg mig igen Sofie i sengen derhjemme. Jeg bryder mig ikke om at føre hende bag lyset, men gør det udelukkende for at beskytte hende. Hun har nok at bekymre sig om. Det frivillige arbejde på det nye kolerahospital i Prinsensgade tærer på hende. Det er hende, der er en helgen. Alligevel har jeg hende mistænkt for ikke at fortælle mig hele sandheden om, hvad hun går og foretager sig. Jeg er med på, at det ikke altid er lige belejligt for hende at tage telefonen, når hun tilser patienter, men på det seneste har jeg også lagt mærke til, at vores sengetøj altid er nyvasket, når jeg kommer hjem fra forretningsrejse. Det kan selvfølgelig ikke udelukkes, at hun vasker senge tøjet af hensyn til hygiejnen. Allerede da de første tilfælde blev registreret i Sundby for nogle måneder siden, lovede vi hinanden at lufte godt ud og være omhyggelige med ren13

Tiderne_Mænd i stykker-_P.indd 13

04/09/14 17.01

gøringen. Selvom myndighederne forsikrede, at der var tale om isolerede tilfælde, kunne enhver se, hvor det bar hen ad. I månederne forinden havde tarmsygdommen snørklet sig fra området mellem Ganges og Brahmaputra gennem Asien og Europa og lagt adskillige storbyer øde på sin vej. Men jeg har også lagt mærke til, at hun ikke længere er til at komme i kontakt med, når vi er sammen, og de få gange det endelig lykkes for os at føre en samtale over et glas vin eller to, ender det ofte i så voldsomme skænderier, at hun råber mig ud ad døren, og jeg overnatter på Laurentius. Inden jeg skruer låget på flasken og lægger den tilbage i mappen, tager jeg endnu en tår og en bid af morgenbollen. Mens jeg tørrer mig om munden for at fjerne de værste krummer, går det op for mig, at jeg bliver iagttaget. De ventende ved busstoppestedet står alle sammen og glor, stirrer, som om de aldrig nogensinde har set noget lignende, og nu ved jeg udmærket godt, at der ikke er så forfærdelig meget at tage sig til, når man venter på bussen, men det her, det er alligevel lige i overkanten. „Brahmaputra!“ skriger jeg ad dem, og så får de alle sammen travlt med at kigge på deres fødder eller tjekke stemplet på deres buskort. Der er lavvande i min lighter. Jeg bliver nødt til at ryste den et par gange for at få en flamme ud af den. Så snart jeg har fået liv i cigaretten og tager et hiv, går gløden ud igen. Tobakken er våd. Først nu går det op for mig, at jeg også selv er gennemblødt. 14

Tiderne_Mænd i stykker-_P.indd 14

04/09/14 17.01

* Jeg søger læ i kolonnaden ud mod Stormgade. For at få luft binder jeg slipset op, trækker det i ét hug gennem løkken i kraven, silke mod tætvævet bomuld, og kaster det fra mig, inden jeg retter jakken til og knapper skjorten op i halsen, så heller ikke dén længere strammer. Så fortsætter jeg, lædersåler mod fugtigt fortov. Det knaser i fliserne. Kolonnadens vægge og loft kaster lyden tilbage og skærmer for den rest af dagslys, det tunge skydække lader trænge igennem. Jeg har altid godt kunnet lide denne strækning. Her er så menneskefjendsk og omklamrende, at de fleste mennesker holder sig væk. Her er sjældent andre fodgængere, og jeg kan se angsten i øjnene på de cyklister, der vover sig denne vej, klemt inde mellem tung trafik og stensøjler. De fleste sætter farten op for at slippe hurtigt igennem og tager ingen notits af mig. Da regnen stilner af, er luften i den gamle købstad for et kort øjeblik renset for lugten fra de syge og døde. Der går aldrig længe, inden den er tilbage. Kadaverne hober sig op. Her på hjørnet af Stormgade og Frederiksholms Kanal er jeg kun få hundrede meter fra et af byens største nødlighuse, hvor vognladning efter vognladning af koleraens ofre bliver anbragt og stablet på hylder ved siden af andre kroppe i forskellige stadier af forrådnelse, før de bliver fragtet til kirkegårde og ligskure så langt uden for centrum som muligt for at forhindre nedsivning fra de befængte legemer i vandforsyningen.

Tiderne_Mænd i stykker-_P.indd 15

04/09/14 17.01

* På hjørnet af Ny Vestergade går jeg ned ad trappen til kælderkiosken og puffer døren op med skulderen. Der er ingen kunder og heller ingen til at betjene, før indehaveren kommer til syne fra baglokalet og hilser søvnigt. Jeg beder om en pakke Corner og får en håndfuld mønter tilbage for resten af min sidste krøllede hundredkroneseddel. Jeg tæller mønterne i hånden med pegefingeren. Med lidt held skulle der være nok til en stor fadøl. Over for Marmorbroen går jeg ned ad trapperne til Kanal Caféen i de dunkle kælderlokaler og bestiller en øl. Bartenderen tøver lidt, inden han begynder at skænke, og læner sig så ind over d isken, mens glasset fyldes. „Det er i orden, når der ikke er så mange kunder, men hvis du lugter sådan næste gang, serverer jeg ikke for dig,“ hvisker han. Det er pænt af ham at hviske. Manden driver en forretning og ikke en varmestue, det er klart. På den anden side er det ikke alt, man kan gardere sig mod, og jeg kom for sent ud af fjerene på Laurentius til at kunne nå et brusebad. For at vise bartenderen, at jeg tager hans formaning alvorligt, finder jeg et bord ved siden af toilettet, så alle lugtgener ligesom er samlet på et sted. Her er præcis så stille og fredeligt, som her plejer at være på denne tid af dagen. Jeg kan godt lide at sidde h erinde i skæret fra stearinlys i antikke kandelabre omgivet af de mange guldindrammede stilleben og portrætter. Rundt omkring i det sløve lokale sidder andre formiddagsgæster over hver sin stempelkaffe, og selvom ingen af dem kigger 16

Tiderne_Mænd i stykker-_P.indd 16

04/09/14 17.01

i min retning, føler jeg mig alligevel overvåget. På bordet ligger en avis. Jeg tager en tår af min øl og slår op på en tilfældig side. Ikke at jeg som sådan har brug for læsestof, men det ser for opsigtsvækkende ud ikke at foretage sig noget. Ingen stoler på folk, der bare sidder og glor ud i luften. Pludselig brummer det fra en telefon. På nabobordet har nogen glemt en Samsung. Et øjeblik overvejer jeg at læne mig diskret over mod bordet, snuppe telefonen og ringe til Sofie. Der er større sandsynlighed for, at hun svarer, når det ikke er mit eget nummer, jeg ringer fra. Men det er alligevel en dårlig idé. Den forsoning, jeg altid håber på, når jeg ringer Sofie op efter et skænderi, indfinder sig aldrig, uanset hvor meget jeg tigger og beder om tilgivelse. Vi kan ikke finde ud af det over telefonen, men skal kramme og knuse, føle hinandens kroppe, se bedrøvelsen i den andens ansigt. Men det kræver timing. Kommer jeg hjem, før hun er blevet et helt menneske igen, er hun kun hoved, og når hun kun er hoved, kan hendes krop finde på at slå, rive og bide, og så starter det hele forfra igen og igen. Under jakken klæber skjorten stadig til kroppen, og i ansigtet har regn og sved efterladt en klæbrig hinde. Det stikker og prikker over det hele. Øjnene svier. Jeg sætter fingrene i hovedbunden og kradser til, indtil neglene får fat i noget, der føles som en sårskorpe. Det gør ikke ondt, men jeg har blod på fingrene og sikkert også i panden. Jeg kan ikke se sådan ud resten af dagen. Den Sorte Diamant ligger lige om hjørnet. Der er ikke noget egentligt bruserum, men ingen plejer at brokke sig, hvis man tager skjorten af ude 17

Tiderne_Mænd i stykker-_P.indd 17

04/09/14 17.01

på badeværelset og hurtigt vasker overkroppen. Indenfor på Diamanten genkender jeg med det samme lugten af morgen og agurk. Det er samme lugt som i en flykabine. Selv på aftenafgange lugter der af morgen. Jeg tror, det er, fordi stewardesserne brygger kaffe, uanset hvad tid på døgnet det er, og agurkearomaen stammer nok fra rengøringsmidlerne. Tidligere fandt jeg en vis ro i sanseindtrykkene om bord, men roen er for længst blevet afløst af ubehag. Ingen taler sammen. Stemningen er fobisk og nærmest fjendsk. Passagererne mistænker hinanden for at være smittebærere og undgår al nærkontakt. De gør intet for at skjule d eres angst. Jeg ser dem sidde i deres dyre businesssæder og skrabe sig så nervøst i håndfladerne med fingerneglene, at de lander med stigmatasår og har svært ved at trække deres lædertrolleyer op ad landgangen. På Diamanten har lugten af agurk og morgen en meditativ effekt. Når jeg ikke spiser i Dagmarhus’ cafeteria, gør jeg det gerne her. Ingen stirrer eller skynder på. Mellem måltider og drikkepauser forskanser jeg mig som regel bag en årgang mikrofilm oppe på førstesalen. Da koleraen kom til København, begyndte jeg at interessere mig for byens sygdomshistorie og kastede mig som det første over aviser fra 1853-epidemien. Dengang slog bakterier og vira ihjel efter forgodtbefindende, fordi man ikke havde garderet sig mod dem. I dag har de frit spil i udsatte kvarterer, fordi det offentlige insisterer på, at vi har kloakeret og saniteret os til en grad af renlighed, der ikke skelner mellem rig og fattig. 18

Tiderne_Mænd i stykker-_P.indd 18

04/09/14 17.01