UDSENDT Historierne bag 22 reportager
Tiderne_Udsendt_P.indd 1
27/08/14 16.49
Tiderne_Udsendt_P.indd 2
27/08/14 16.49
Thomas Ubbesen
UDSENDT Historierne bag 22 reportager
TIDERNE SKIFTER
Tiderne_Udsendt_P.indd 3
27/08/14 16.49
Udsendt – Historierne bag 22 reportager Copyright © 2014 Thomas Ubbesen/ Tiderne Skifter Forlagsredaktion: Claus Clausen Sat med Granjon hos An:Sats, Espergærde og trykt hos Specialtrykkeriet, Viborg ISBN 978-87-7973-695-5
TIDERNE SKIFTER · Læderstræde 5, 1. sal · 1201 København K Tlf. 33 18 63 90 · Fax 33 18 63 91 e-mail: tiderneskifter@tiderneskifter.dk · www.tiderneskifter.dk
Tiderne_Udsendt_P.indd 4
27/08/14 16.49
Indhold
Forord 7 Skal vi voldtage nogle fascister sammen? (1992)
9
CNN køber byen (1998)
20
Dødens kongerige vender tilbage (1999)
33
Hinsides Bar Amerika (1999)
46
En lille krig (2001)
74
Nærdødsoplevelse (2001)
89
Kødhakkeren (2005)
95
Sexterapeut i Kurdistan (2005)
106
Med Krokodillen i Den Grønne Zone (2006)
125
Udsøgte forhold på Guantanamo (2007)
130
Patruljer – Baghdad by night (2005-2009)
144
Indbrud i en verden af vand (2008)
155
Haiti: Apokalypse (2010)
164
All inclusive (2010)
189
Vil I se min bare? (2010)
216
Mediecirkus på et fjernt kontinent (2010)
229
Ørkenkrig (2011)
233
De knepper ALT, sir (2011)
253
Nigger of the world (2010)
272
Timbuktu Blues (2013)
286
Meningspoliti (2014)
302
De bygger en koncentrationslejr til os (2014)
305
Gode nyheder (2014)
309
Tiderne_Udsendt_P.indd 5
27/08/14 16.49
Tiderne_Udsendt_P.indd 6
27/08/14 16.49
Forord
N
år jeg ikke bare er mig, er jeg udenrigsjournalist. Jeg skriver artikler, laver radio, fjernsynsudsendelser, net-nyheder – det hele. Råstoffet kommer ude fra den store verden, som jeg skal ud at opleve for at have noget at byde på. Jeg rejser som regel med fly, der er halvtomme, til steder, få har lyst til at besøge. Det er nyhedernes natur: Noget er gået galt i verden, vi skal derhen. Ondskaben er sluppet ud af sit bur, naturkræfter har brutalt sat en stopper for den almenmenneskelige stræben efter lykke og tryghed. Af sted, vi må derhen! Noget forfærdeligt skal opleves, beskrives og forklares! Det er et job, et sært job, et tragisk job, et udfordrende job – men vi tager af sted, jeg tager af sted igen og igen og igen. Mens det står på, og bagefter, får jeg altid spørgsmålene, hvordan gør man? Hvordan føles det at dumpe lige ned i sådan et blodigt kaos? Hvordan lykkes det at arbejde, spise, få tag over hovedet, sende hjem, komme omkring, undgå at blive skudt, dræbt, taget til fange, sprængt i luften? Hvordan klarer man det rent praktisk i krigs- og katastrofezoner? Det handler denne bog blandt andet om, for det er jo en kæmpe udfordring hver eneste gang og et mirakel, at det lykkes. Ingen konflikt ligner den foregående. Man lander altid i en situation, hvor alt er nyt, voldsomt og overvældende. Det eneste, man som udgangspunkt ved før afrejsen, er, at det bliver hårdt på mange planer, og at der vil være utallige praktiske problemer at løse, før vi kan komme i gang med at sende. Så er det med ét overstået. Man er hjemme. Der bliver tid til eftertanke, hvad var det egentlig, jeg var øjenvidne til? Hvad var det, der skete? Det handler denne bog også om. Jeg har været udsendt mange gange. Min første direkte oplevelse af krig var i starten af 1992, da vi her på kontinentet fik den første lektion i, at krig i Europa ikke sluttede i 1945. At koncentrationslejre, massehenrettelser og systematisk voldtægt er realiteter, der kan dukke uventet op lige 7
Tiderne_Udsendt_P.indd 7
27/08/14 16.49
her hos os selv, nærmest hvad øjeblik det skal være. Det var i et ødelagt, skudarret hjørne af Kroatien. Og det blev det værre. Krigen i Bosnien. Krigen i Kosovo. En glemt, lille krig i en afkrog af Makedonien. 90’ernes Balkan-krige var blodige og traumatiske – og jeg følte næsten, at jeg var flyttet ind i dem. Så blev det glemt, men der var mere krig på vej: Gennem 00’erne dækkede jeg blandt andet krigskatastrofen i Irak med mange, mange rejser. En gigantisk naturkatastrofe i Burma. Fangelejren Guantanamo. Blandt meget andet. I 2010 blev Haiti ramt af det mest dødbringende jordskælv i nyere tid, og jeg var derovre igen og igen og blev dybt optaget i og engageret af den helt særlige kultur, historie og tragedie dér. En enorm oversvømmelseskatastrofe i Pakistan fulgte – og jeg var der. Der kom en krig mod Gaddafi i Libyen. Krig i Afghanistan. Krig i Mali. Allersenest en brutal konflikt om Ukraine. Det bliver ved. Jeg synes ikke, jeg er blevet kynisk af det, for når katastrofen indtræffer, når byerne styrter i grus, og skudsalverne brager gennem gaderne, når alt synes tabt – så har jeg oplevet helt almindelige, dagligdags mennesker vise sig fra deres største, enestående side. Når de ikke længere har noget at miste, viser de sig tit fra deres allerbedste side. Det er ude i Athens iskolde gader, hvor ofre for fjerne konflikter driver ensomt rundt i mørket, det er inde mellem ruinerne af det for altid ødelagte Port au Prince i Haiti eller i Afrikas gigantiske flygtningelejre og slum, at vi gør os bedst, vi mennesker. Der hjælper folk hinanden. Deler det lidt der er. Genskaber mirakuløst deres tilværelse af intet. Jeg har mødt de mennesker mange, mange gange.
Tiderne_Udsendt_P.indd 8
27/08/14 16.49
Skal vi voldtage nogle fascister sammen? (1992)
I
1989/90 kollapsede jerntæppet, og landene i Østeuropa brød smertefuldt, men relativt ublodigt med kommunismen. Jugoslavien var en anden historie. Det etnisk sammensatte land var kommunistisk, men stod udenfor Østblokken – og det blev landets egen præsident Slobodan Miloševi´c, snarere end folket, der afskaffede kommunismen. Miloševi´c byggede sin magt på storserbisk nationalisme, og store dele af befolkningen fulgte blindt med ind i den lokkende fælde og meldte sig under fanerne til kamp mod de andre jugoslaviske nationaliteter. I sommeren 1991 brød først Slovenien og siden Kroatien ud af den jugoslaviske forbundsstat – slovenerne slap ud efter en ganske kort konflikt, men Kroatien skulle gennem en blodig krig henover efteråret og vinteren og sporadisk i de efterfølgende år. Miloševi´c sendte den serbiskdominerede jugoslaviske forbundshær og de nyoprettede serbiske militser ind i det nye land, angiveligt for at genoprette ro og orden og for at beskytte den store serbiske minoritet i Kroatien. Under den første fase af den krig udspillede nogle af konfliktens blodigste kampe sig i og omkring den idylliske, kroatiske, etnisk blandede Donauby, Vukovar, og det var der, den senere så berygtede serbiske krigsherre Arkan trådte i karakter. Jeg har billedet endnu. Det er sort/hvidt, januar 1992, taget af Kim – min fotograf – i Erdut, en flække ved Donau ikke langt fra Vukovar. Jeg har den brune striktrøje på, der er isnende koldt i det store køkken, hvor vi sidder, selvom jeg i dag tydeligt husker, at solen skinnede fra en høj blå himmel den dag. Jeg sidder og tager noter, lytter koncentreret til en måske 9
Tiderne_Udsendt_P.indd 9
27/08/14 16.49
35-40-årig mand. Vi er nogenlunde jævnaldrende. Han er massemorder, men det forstod jeg først nogle minutter efter, at billedet blev taget. Manden har et sært ufærdigt barneansigt – et babyface, blegt, lidt løst i huden. Han er i camouflageuniform. Baret på hovedet med et emaljeflag, som jeg først langt senere forstår, er serbisk. På det tidspunkt hvor Kim tager billedet, tror jeg, jeg er i gang med et interview om Jugoslavien. Jeg tror, krigeren kæmper for at holde sammen på resterne af et krakelerende socialistisk eksperiment. Jeg tror, han er tilknyttet Den Jugoslaviske Forbundshær. At krigen derude drejer sig om med vold at videreføre Titos vision om de sydslaviske folks broderlige socialistiske sammenhold indenfor rammerne af en multi-etnisk mangfoldighed af folkeslag og trosretninger. Jeg tror naivt, at krigen handler om andet og mere end personligt begær, magtsyge og had. Det er min første krig, jeg ved jo ingenting. Manden med barnefjæset er Željko Ražnatesvi´c, Det er krigsherren, massemorderen, gangsteren, bødlen, sadisten, ultranationalisten Arkan. Krigsforbryder nummer 1 på Balkan. Om lidt vil han invitere mig med på natpatrulje ind bag de kroatiske linjer. – Vi tager kvindelige fanger fra deres officersakademi, vil han love. Unge kvindelige fascister. Bagefter skal vi hygge os med dem. Du er velkommen til at være med. Det bliver en aktion for rigtige mandfolk …
Husk på, at dette er 1992. Jugoslavien er for danskerne først og fremmest et populært feriemål. Sol, billig slivovits, hotel med udsigt til Adriaterhavet. Et land bag det endnu eksisterende jerntæppe – men vi har alle lidt sympati for netop deres måde at praktisere „socialisme“ på. Dette er ikke et forstenet DDR eller et isnende Sovjet. Dette er Titos farverige, idealistiske, alliancefri sydslaviske forsøg på en tredje vej – lige langt fra vores kapitalistiske materialisme og den håbløse sovjetiske model.
Fotografen Kim og jeg kommer derned i vinterens mørkeste hjerte for at lave en artikelserie til avisen. „Krig i Europa“ hedder min kommende artikelserie, for krig har vi ikke haft i vores del af verden siden 1945. Krig, lige her nede om hjørnet, lige nede, hvor vi alle har været på Interrail og solbadet og drukket os fulde. Og det er en rigtig krig med tordnende artilleri, døde soldater draperet på pigtrådsguirlander, byer i grus, flygtninge 10
Tiderne_Udsendt_P.indd 10
27/08/14 16.49
på mudrede veje. Vi arbejder på en provinsavis, der ikke interesserer sig meget for verden uden for sognet – men det gør jeg: Jeg er helt med på, at læserne er interesserede i det nære, at de vil vide, hvorfor Falck kørte med udrykning i går, at de køber avisen, fordi der måske kan være et billede af børnenes børnehave, der markerer sin 15-års fødselsdag med tombola og teater. De fleste mennesker er dybt optaget af det nære, det der berører dem direkte i dagligdagen. Det forstår og respekterer jeg. Men selv har jeg, siden jeg var lille bitte, lyttet som hypnotiseret til de voksnes historier om epokegørende oplevelser „i krigens tid“, som de sagde. Dengang tyskerne marcherede rundt i gaderne, og Royal Air Forces bombemaskiner brummede gennem nattemørket på vej mod Kiel eller Stettin. Det var dengang Store Ting skete, og Historiens hjul drejede. Jeg fyldte skrapbøger med udklip om Vietnam-krigen og Seksdages krigen i Mellemøsten, da jeg gik i skole. I gymnasiet diskuterede vi Store Spørgsmål som besatte, i frikvarterer og selv til festerne: Kulturrevolutionen i Kina – pro et contra, om EF dybest set bare var kapitalens beskidte instrument, om Sovjet havde støttet eller tværtimod dolket den spanske republik i ryggen under borgerkrigen 1936-39. Den slags. Chefredaktøren ryster træt på hovedet og mener ikke, at den krig i Jugoslavien interesserer vores læsere. Men han giver til sidst efter, da jeg har sandsynliggjort, at det bliver næsten omkostningsfrit for avisen. Vi bruger bare efteruddannelsespengene og den slags kreativt, har jeg foreslået.
Vi kommer billigt derned med Yugoslav Airlines, og Beograd er passende grå og dyster. Folk er pakket ind i tunge frakker, de skutter sig og iler gennem mørke gader hjem til utætte, klamme lejligheder. Det her er Østeuropa, der ligger en tung dyne af brunkulsrøg over usselheden. Vi har fået et beskedent værelse på Hotel Partisan. Det er koldt og nusset – men vi skal vist være glade for, at Informationsministeriet har skaffet os tag over hovedet i en by, der er fuld af flygtninge. I den raslende elevator op møder vi dem, flygtningene. Blege, udmattede mennesker. Børn og voksne. Alle er de pakket ind i mange lag tøj, og de lugter ikke godt. Nogle sidder og sover i forhallens luvslidte lænestole, andrer myldrer op og ned i elevatorerne eller hugger begærligt i sig af morgenbuffetens hvide brød, marmelade og kaffeerstatning. Partisan er beslaglagt til brug som flygtningehjem for folk fra Vukovar-fronten. 11
Tiderne_Udsendt_P.indd 11
27/08/14 16.49
I lobbyen ligger stakke af brochurer og pamfletter på groft genbrugspapir, sort/hvid Østeuropa-kvalitet, udgivet af Informationsministeriet. Ældre mænd sidder og blader lidt og nikker genkendende – jo, jo, grovkornede billeder af uhyrlige krigsforbrydelser begået af kroater i den fascistiske Ustasha-stat mellem 1941 og ’45. Lig flænset op. Knuste hoveder. Øjne gravet ud med skeer. „Jo, Ustasha er vendt tilbage,“ siger de gamle. „Fasciststaten Kroatien er genopstået lige her i vores midte. Og ligesom dengang vil de myrde serbere, jøder, muslimer. Alle vil de myrde, men først og fremmest os serbere.“ De gamle mænd ryger stinkende cigaretter og studerer intenst billederne fra ministeriet: „Se selv, her er beviserne: Jasenovac-koncentrationslejren, der var så forfærdende, at selv tyskerne protesterede. Se selv her, siger de og peger. Grinende Ustasha-soldater der stolt fremviser afhuggede hoveder. Rækker af serbiske lig. Nu er alt det i gang igen, fastslår de, de gamle, der var små, udsultede drenge dengang. Mindre end 50 år efter de rædsler genrejser Fascistkroatien sig i et hav af blod, mener de.
Vi har været ude i den mørke aften og tale med Kvinder mod Krig. Fotograferet dem med stearinlys og stille sang nede foran det handlingslammede og mørklagte forbundsparlament. Vi sidder i overfrakkerne på det uopvarmede hotelværelse. En drink i tandglas. Det banker på døren. – Mr. Ubbesen and mr. Kim? Nice to meet you. My name is Goran. From the ministry. Welcome to Yugoslavia, I sincerely hope you are comfortable. Det er en elegant, gennemmanicureret herre omkring de 40 i lang mørk diplomatfrakke, jakkesæt, rødt slips, skinnende sko, sort hår kæmmet stramt tilbage. En smilende verdensmand. Og så os to – et par frysende og forhutlede danske provinsjournalister på et loftkammer uden opvarmning. Goran er minder – manden der af sit ministerium er udset til at tage sig af udenlandske journalister, så de kan få den rette forståelse af situationen. En minder skal følge os omkring, sørge for, at vi ikke kommer til skade, og sikre, at vi ikke render rundt og laver de forkerte historier. Og minderen er obligatorisk – uden ham får vi ganske enkelt ikke lov til at arbejde. Sådan er det. 12
Tiderne_Udsendt_P.indd 12
27/08/14 16.49
Goran vil ikke sidde ned, han har kun et øjeblik. En travl dag, you know. – With the war and all that, smiler Goran og blinker til Kim. Nå, men hvis vi er klar næste morgen klokken syv, vil Goran være der, klar til at køre med os til fronten. Oppe i området Vinkovci-Vukovar. Der hvor de hårdeste kampe har udspillet sig hen over efteråret, der hvor fascisterne har vist sig fra deres mest brutale side. – And I’ve got a surprise for you. A real treat. Jeg siger ikke noget, men I skal møde en mand, der skriver historie. En rigtig, RIGTIG mand. En serbisk mand. Det forekommer mig, at han får våde øjne, men det er svært at afgøre i kammerets svage lys. Jo, tak, vi vil være klar. Klokken syv, altså? Og kemien er som udgangspunkt god: Goran kan rigtigt, rigtigt godt lide Kim og misfortolker den sørøverørering i højre øre, der hjemme i Danmark bare er et forbigående modefænomen – hernede signalerer den åbenbart noget ganske andet: – Klokken syv. Oh, mr. Kim – jeg ELSKER simpelthen din ørering. Elsker den SÅ meget. Sov godt, drenge. – Sov selv godt, mr. Goran.
Vi har lejet en lille bitte Nissan Micra og kører tidligt ud gennem forstæderne. Forbi Novo Beograds betonrædsler. Folk sidder ved de sorte snedriver og tilbyder toliters plasticflasker med – ja, hvad er det Goran? – Benzin. Smuglervarer. Det er dyrt, men så slipper man for at holde i kø ved tankstationerne en halv dag. Kim finder motorvejen mod Zagreb – men vi ved, at den er skåret over af en frontlinje efter få kilometer, så vi drejer fra mod Vinkovci og ruller gennem Vojvodinas flade marker og småbyer i østrig-ungarsk bondestil. Snart er vi blevet „venner“. Goran er meget åben. Vil vide, hvad der sker, hvis han søger politisk asyl i Danmark? – Hvorfor skulle du søge politiske asyl, Goran? spørger jeg. Han ser ud til at flyde meget godt ovenpå her. – Det ved jeg ikke. Måske er der bare ikke nogen fremtid her. Det falder fra hinanden. Jeg bryder mig heller ikke om krig, heller ikke selvom det er for Serbiens overlevelse. – Serbiens? – Nå, ja. Jugoslaviens, om du vil. 13
Tiderne_Udsendt_P.indd 13
27/08/14 16.49
Jeg tænker lidt på det ord. Serbien. Det har vi næsten ikke hørt før. Var der ikke et Serbien engang før Første Verdenskrig? Men hvad ellers? Det er vel bare en provins i Jugoslavien ligesom alle de andre? – Nej, mr. Thomas. Med al respekt: Serbien er noget ganske særligt indenfor unionen. Det var os, der kæmpede for kristenheden mod tyrkerne på Kosovo Polje, Solsortesletten, 1389. Det er os, der har lidt under 500 års tyrkisk besættelse. Og vi kastede selv det muslimske åg af os. Det var os serbere, der procentuelt led de største tab i begge verdenskrige. Vores blod har flydt i en endeløs strøm for civilisationens og kristendommens skyld. Det er Serbien, der har genrejst nationen og gjort den til det, den er i dag. Ikke kroaterne, ikke slovenerne, ikke bosnierne eller makedonerne. Og slet ikke shiptarerne, albanerne. Det var os, serberne. – Men socialismen …? – Det var Titos projekt. Nu handler det om at redde Serbien. Det hellige Serbien, der altid har ofret sig og aldrig har bøjet sig for uret.
Der er en pontonbro over Donau, en militærkonstruktion bevogtet af soldater i lange tunge vinterfrakker. Spinatgrønne hjelme med den kommunistiske stjerne på – så det kæmper de altså stadig for, kommunisme? Vi stopper ved vejspærringen, men Goran klarer formaliteterne med et smil, et par ord og et stykke papir. Så triller vi ud over den brune flod, gennem det tykke lag mudder militærkøretøjerne har aflejret på broen. Bump-bump-bump i første gear, forlader Vojvodina, ankommer til det blødende Østslavonien, der er en del af det nye Kroatien. Nu, efter slaget om Vukovar, under serbisk kontrol. Der er tydelig forskel. Hvis Vojvodina er fred, ro og østrig-ungarnske landsbyer, er Østslavonien tilbagevenden til 1944 og den totale krig. Det er knitrende koldt, frosten gnaver i de tørre majsstængler, der stikker op på brune, opkørte marker. Brede spor fra panservogne pløjer sig tværs gennem vinmarker og har efterladt et ælte af mudder, vinstokke og sammenfiltret pigtråd. Mudderet sejler over alt på den hullede vej, så bilen sejler fra grøftekant til grøftekant. Dernede sidder beskidte unge soldater i deres store mudrede frakker og ryger eller æder noget fra blikkar. Rød stjerne på frakke og hjelm. Bevæbnet med AK-47 og klaser af håndgranater. De er trætte og langskæggede. Der er sprutflasker. 14
Tiderne_Udsendt_P.indd 14
27/08/14 16.49
Der er også kampvogne. IS-10 – Stalin-tanks, som de kaldes, selvom jugoslaverne må have kaldt dem noget andet efter bruddet med Sovjet i 1948. De har ikke engang gidet grave artilleriet ned eller camouflere det. Kroaterne har jo hverken luftvåben eller eget artilleri, så ingen fare for forbundshærens kanonskytter fra den kant. Lige nu er der våbenhvile, og en artillerist står og pisser i en mudret snedrive. Det damper. Solen står højt på himlen og smiler ned på os, da vi kører ind i Vukovars forstæder. Det er noget andet! I guder, det her er noget andet! Alt er smadret. Alt. Alle huse er i ruiner. Brændt, sprængt, gennemhullet. Dynger af murbrokker spærrer gaderne. Skudhuler i alle murflader. Et vandtårn skudt i stykker, men det står stadig. Vejen gravet op af granater. „This is Serbia“ har nogen skrevet på en mur.
Vi ruller gennem forstæder i grus, ind på det ødelagte torv i centrum og stopper. En Mercedes kommer skrigende omkring hjørnet, bremser hårdt, ud vælter tre soldater anført af en camouflageklædt, høj yngre mand med en revolver: – Was machen Sie hier? Papiere, Dokumenten! Schnell! Han kigger hånligt på den nydelige Goran. Svinger sin revolver. Spytter. Han lugter af alkohol. Ligner Jerry Garcia fra Grateful Dead, tænker jeg. Han kigger på os med svømmende, blodskudte øjne. Farlig. – Journalisten, ehhh? Journalisten also? Goran går i arbejde. Taler roligt og venligt. Charmerer. Den camouflageklædte falder ned. Stikker revolveren i hylsteret. Svajer en anelse og byder på en spids. Vi tager et hiv fra flasken. – Serbska Slivovitz gut? – Ja, bestimmt. Sehr gut. Mmmm, schmeckt gut. Han sejler tilbage i Mercedes og forsvinder sammen med sine drenge i første gear rundt om de sammenstyrtede mure, ned mod floden. Skyggen af en gammel kone forsvinder ned i en kælder, ellers er vi helt alene her i kulden, i solen. Her lugter ad helvede til. Virkeligt, virkeligt grimt. Råddent kød i opløsning under murbrokkerne. Det får maven til at vende sig. Lad os komme væk. 15
Tiderne_Udsendt_P.indd 15
27/08/14 16.49
– Mr. Thomas. Kim, my friend. Nu skal I møde det ægte Serbien. En mand, der repræsenterer alt det, der har gjort denne nation til det, den er. Jeg betragter ham som et overmenneske. Tro mig. Uden overdrivelse: et overmenneske. Gorans øjne skinner af fortryllelse, mens vi kører de få kilometer til Erdut lige ved floden. Vi drejer op ad et mudret spor mod en stor grå bygning på bakketoppen omgivet af pigtrådshegn. Langs vejsiden marcherer en kolonne krigere i olivengrønt med sorte huer. Velbevæbnede. Effektive. – Arkans Tigre, smiler Goran med stor ømhed. – Vores bedste folk. Ægte mandfolk. Et par „tigre“ ved porten vinker os forbi, da Goran viser sit skilt. Vi parkerer, kigger os omkring på den mudrede plads, hvor soldater sidder og hænger. – Se engang, Goran stråler og viser hen til et trådbur midt på pladsen. – En lille tigerunge. En ægte tiger. En lille, tæt mand i uniform kommer ud af bygningen, går målbevidst hen til os og giver hånd. Han er omgivet af 3-4 bevæbnede vagter. – Commander Arkan. Øverstkommanderende for De Serbiske Tigre. Sejrherrerne fra slaget om Vukovar. Vi hilser høfligt. Jeg ved ikke, hvem han er. En krigsherre? En af de mange, der støtter og supplerer forbundshæren. Jeg har læst, at nogle af dem tager sig af det beskidte arbejde for hæren, udrensninger, eksekutioner, massakrer. Men det behøver jo ikke være ham her. I de kommende måneder og år skal hele ex-Jugoslavien komme til for alvor at kende Arkan og Tigrene – blandt kroater, bosniske muslimer og etniske albanere, som en nådesløs morder, plyndringsmand og profitmager. For mange serbere vil han fremstå som deres Holger Danske. Og den omgivende verden vil gradvist registrere ham som inkarnationen af al den vold, brutalitet og kriminel afstumpethed, der kendetegner krigene om Jugoslaviens opløsning og de etniske udrensninger. Alt det har jeg ingen anelse om, da jeg møder den opstigende krigshelt og krigsforbryder den vinterdag i Erdut ved Donau. Jeg forklarer, hvem vi er. – I er velkomne, vi vil fortælle jer sandheden, siger den blege mand med det uskyldsrene ansigt. – Det er første gang jeg taler med udenlandske journalister. Første gang nogensinde. Normalt gider jeg ikke spilde 16
Tiderne_Udsendt_P.indd 16
27/08/14 16.49
min tid på den slags. Udenlandske journalister er fulde af løgn, nogle af dem er spioner. Journalister fra Tyskland? Ikke andet end fascister med pressekort. Nazister, slet og ret. – Men vi er altså danskere, vi … – Den tyske plan er at skaffe sig adgang til isfri havne ved Adriaterhavet. Det var Det Tredje Riges plan, der mislykkedes på grund af os serbere. Nu prøver Det Fjerde Rige under Hans-Dietrich Genscher det samme … Han kæler med tigerkillingen. Livvagterne nikker alvorligt til foredraget. – Det såkaldte Kroatien er Det Fjerde Riges korridor til Adriaterhavet. En ældgammel tysk drøm. Derfor er det vores hellige pligt at nedkæmpe fascisterne en gang for alle. Og vi vil gøre det, tag ikke fejl. – Hvorfor har jeg taget mig tid til at tale med jer? Det skal jeg sige jer: Det er, fordi Serbien er ved at vinde krigen militært, men samtidig taber vi den internationale mediekrig! Gennem det sidste år har vi serbere haft så travlt med at kæmpe ved fronten, at vi ikke har skænket omverdenen en tanke. Det er en katastrofe! Jeg overdriver ikke. I mellemtiden har fascisterne skrevet hvad som helst om os uimodsagt. Trukket den serbiske nation gennem sølet. Vi er amatører i den moderne verden. Det er mediernes epoke, og vi er nødt til at spille deres spil, ellers taber vi igen det hele på gulvet. Vi er nødt til at spille jeres spil …. Han viser os ind gennem døren til en mudderdækket korridor. På knagerne hænger uniformsfrakker og våben. Vi kommer ind i et stort, råkoldt køkken, bliver placeret ved et langt bord. Jeg tager mine papirer frem og gør klar til at notere. Overfor mig, i en hvid plasticstol, sidder en ældre senet soldat med en kort maskinpistol, der peger direkte på mig. Han stirrer vedholdende på mig. Fingeren hviler faktisk på aftrækkeren. Hans ansigt er som mejslet i sten, et krigeransigt i granit. Ikke en trækning. – Ved du, hvem vi er oppe imod? Ved du for alvor, hvad det er for nogle typer? Arkan taler ud i luften, ikke til mig, men til noget meget større. Han er mediekriger nu. – Fascister. Håndlangere for tyskerne. Hans-Dietrich Genschers leje svende. Ved du, hvem de er? Det skal jeg sige dig, for jeg har set dem med mine egne øjne. Jeg har mødt dem i kamp mand mod mand. Mig og mine mænd. Det er os, der har måttet gå ind, når forbundshæren kørte fast, når det blev for brutalt for dem. Så sendte de bud efter Arkans Tigre. Hver gang. 17
Tiderne_Udsendt_P.indd 17
27/08/14 16.49
Og nu er Vukovar vores for altid, og vi har ikke fået en eneste medalje for det. Men det er lige meget. Hvad skal vi med blikstykker og kulørte bånd. Han gør ophold, så jeg kan få det hele med. Kim krabber sig forsigtigt rundt og fotograferer diskret. Arkan retter opmærksomheden mod kameraet. Talestrømmen fortsætter: – Hvem var det så, vi mødte i skyttegravene, om natten, i kamp mand mod mand? Det skal jeg sige jer: Internationale lejesoldater, der er kommet hertil fra hele Europa. Vi har slået dem ihjel og taget deres ID-kort, I kan få dem at se. Vi har beviser. Vi har skåret halsen over på dem som slagtesvin. Lejesvende. En international fascistisk konspiration. Udskud, bumser, røvpulere, narkomaner – hvad vil de her? Hvad har Serbien gjort dem? Vi finder det igen og igen i deres skyttehuller: kanyler, tomme ampuller, medicinpakninger. Ikke andet end grådige narkomaner fra hele verden. Det kan du skrive. Og du kan også skrive, hvad vi gør ved dem – vi slagter dem. De har ikke fortjent andet. Slagter dem. Som svin. Det fortsætter sådan længe. En mediekrig skal vindes. Isfri havne. Hans-Dietrich Genscher. Serbisk storhed. Det går op for mig, at han er gal. Ganske enkelt gal. Vil han have, at jeg skal skrive det her? – Du kan skrive, at vi hver nat, når vi er på patrulje, fanger små fascistiske pigebørn. Officerskadetter fra Vinkovci. De har en slags akademi der. Mine mænd skal på patrulje i nat, når våbenhvilen udløber – de tigger mig om at tage med, og jeg siger aldrig nej. Mine tigre skal aldrig opleve, at deres leder gemmer sig bag et skrivebord, mens de sætter livet på spil. ALDRIG! Jeg har været med i hver eneste operation, hver eneste patrulje, siden det begyndte. Og jeg fortsætter, til vi har sejret. – Du kan komme med. Jeg garanterer, at vi får fat på et par piger. Vi tager dem med her tilbage, du kan få din egen, ingen problemer … Han smiler ikke. Ser køligt fra mig til Kim til Goran og rejser sig med et ryk. Manden med stenansigtet er øjeblikkeligt på benene og udpeger døren for os med løbet på sin maskinpistol.
Det er min første krig, og jeg sender artikler hjem som en rasende. Dagen efter er de i avisen, og nogen læser dem vel? Jeg møder folk – civile, soldater, kroater, serbere, børn, voksne – og jeg skriver og skriver. Jeg skriver, at Jugoslavien er sunket ned i et nationalistisk barbari, der får folk til at gøre ubegribelige ting. At de har vist sig villige til at myrde 18
Tiderne_Udsendt_P.indd 18
27/08/14 16.49
deres naboer på baggrund af helt ufattelige vrangforestillinger. At man fra højeste sted har bildt dem ind, at deres nationalitet er det vigtigste i universet, at de bærer en særlig kodning i generne, der udmærker dem frem for alle andre folkeslag. At de tilskyndes til at bilde sig ind, at deres historie – deres helt egen udgave af deres historie – giver dem visse privilegier på bekostning af folk med en lidt mere hverdagsagtig baggrund. At de er villige til at tage enhver nok så enorm løgn til sig, uunderbygget, hvis bare den bekræfter dem i, at de er noget helt særligt. Det kan man blandt andet læse i vores avis, i de dage hvor jeg er nede i Vukovar og omegn. Side om side med artikler, der omhyggeligt gengiver nyheder fra handelsstandsforeningens ledelse. Der er plads til det hele.
Tiderne_Udsendt_P.indd 19
27/08/14 16.49