FLUGT
Tiderne_Carrasco-Flugt_P.indd 1
06/08/14 16.12
Tiderne_Carrasco-Flugt_P.indd 2
06/08/14 16.12
JesĂşs Carrasco
flugt Oversat af Rigmor Kappel Schmidt
TIDERNE SKIFTER
Tiderne_Carrasco-Flugt_P.indd 3
06/08/14 16.12
Flugt Oversat fra spansk efter „Intemperie“ © Jesús Carrasco, 2013 © Editorial Seix Barral, S.A., 2013 Dansk udgave: © Tiderne Skifter, 2014 Forlagsredaktion: Claus Clausen Sat med Sabon hos An:Sats, Espergærde og trykt hos Holm Print Management, Tjele ISBN 978-87-7973-687-0
Udgives med støtte fra
Til minde om Nicolás Carrasco Royano
Til Zbyszek og Agata
TIDERNE SKIFTER · Læderstræde 5, 1. sal · 1201 København K Tlf. 33 18 63 90 · Fax 33 18 63 91 e-mail: tiderneskifter@tiderneskifter.dk · www.tiderneskifter.dk
Tiderne_Carrasco-Flugt_P.indd 4
06/08/14 16.12
1
F
ra sin hulning i lerjorden hørte han ekkoet af stemmer, der kaldte på ham, og som var det fårekyllinger, forsøgte han at lokalisere de forskellige mænd i olivenlunden. En råben og skrigen som solsvedne cistusbuske. Han lå sammenkrøbet på siden, så hans krop dannede et Z, der lige passede ned i hulningen, uden at der var den mindste plads at røre sig på. Den ene arm om knæene, den anden som hovedpude, og i et hjørne havde han anbragt sin rygsæk med proviant. Han havde lavet et tag af nogle afbrækkede grene lagt over to tykke stokke, der gjorde det ud for tagspær. Med spændte halsmuskler løftede han hovedet og lukkede øjnene halvt for bedre at kunne høre, når han lyttede efter den stemme, der havde tvunget ham til at flygte. Han kunne ikke lokalisere den, ligesom han heller ikke hørte hundeglam. Det var en lettelse, for han vidste, at kun en veltrænet hund kunne spore hans skjulested. En hønsehund eller en trøffelhund. Måske endda en engelsk støver, et lavbenet dyr med hængende, glatte ører, som han engang havde set i et blad fra hovedstaden. Heldigvis for ham levede den slags eksotiske dyr ikke på sletten. Her var der kun mynder. Slanke, langbenede dyr. Hemmelighedsfulde hunde, der løb efter harer i fuldt firspring og ikke stoppede op for at få færten, for de var sat på denne jord med det ene formål at forfølge og nedlægge bytte. De havde flammende røde striber på siderne, der kunne ligne mærker efter deres herrers piske. Hvad også kvinder, børn og andre hunde her på den tørre slette fik at mærke. De var gode løbere, mens han til gengæld lå ubevægelig i sin lille lerhulning. Fortabt mellem de 5
Tiderne_Carrasco-Flugt_P.indd 5
06/08/14 16.12
hundreder af lugte, som jordens dyb ellers forbeholder regnormene og de døde. Lugte, han ikke burde udsættes for, men som han selv havde opsøgt. Lugte, der fjernede ham fra hans mor. Når han så mynder eller blev mindet om dem, kom han altid til at tænke på en mand fra landsbyen. En krøbling, der kørte rundt i gaderne på en slags trehjulet cykel uden pedaler, men med håndsving fortil, som han drejede rundt, krumbøjet som en lirekassemand. Ved aftenstid lagde han landsbyens huse bag sig og kørte ud ad de nedtrampede grusveje nordpå. Det var de eneste veje, hans kørestol kunne klare. Han blev ledsaget af sine hunde, der med halsbånd og slidte hampereb var bundet til kørestolen. Det var et sørgeligt syn, når han kom hjulende i sin simple kørestol, og drengen undrede sig altid over, hvorfor han ikke lod hundene trække vognen. I skolen sagde de, at når han blev træt af et af sine dyr, hængte han det i et oliventræ. I sit korte liv havde drengen set snesevis af hunde hænge for vind og vejr med en strik om halsen fra afsides træer. Skindsække med skeletter, der var faldet fra hinanden, som vældige pupper. Mændene kom nærmere nu, kunne han fornemme, så han passede på at være musestille. Han hørte sit navn mangfoldiggjort mellem træerne som dråber mod et vandspejl. Sammenkrøbet i sit skjul tænkte han, at det måske ville være det eneste, han fik ud af det: at høre, hvordan de i det tidlige morgengry blev ved med at kalde på ham mellem oliventræerne. Han genkendte kroværtens stemme og en af de muldyrdrivere, der opholdt sig i landsbyen om sommeren. Og selv om han ikke kunne skelne deres stemmer, gik han ud fra, at postbudet og kurvefletteren også var der. Han oplevede et uventet overmod, fugtigt og varmt, nede i sin hulning. En barnlig, dump fandenivoldskhed, der gav ham gåsehud. Han spurgte sig selv, om de ville lede efter hans bror på samme måde, om lige så mange mænd ville drage ud efter ham. Da han hørte de mange stemmer, tænkte han, at han måske havde vakt en slags fællesskabsfølelse til live, og et øjeblik fortrak hans bitterhed til en krog af maven. Han havde fået alle mændene i landsbyen til at samle sig om ham, alle de stærke, garvede arme, der satte ploven i jorden og fyldte loftet 6
Tiderne_Carrasco-Flugt_P.indd 6
06/08/14 16.12
med korn. Han havde udløst en begivenhed. Behovet for at få alle med havde måske genforenet gamle fjender, tænkte han. Han spekulerede over, om denne eftersøgning ville blive husket om nogle uger eller år. Om den ville give anledning til snak efter messen og på kroen. Så tænkte han på sin far og forestillede sig, hvordan han forklarede til højre og venstre. Og som så ofte før spillede hjælpeløs. Og garanteret forsøgte at få alle og enhver til at tro, at han, drengen, var faldet i en sivebrønd, da han løb efter en agerhøne. Så ulykkerne endnu en gang regnede ned over hans familie, og at Gud havde taget én af hans eget kød og blod. Han virrede med hovedet mellem knæene, som kunne han på den måde slå tankerne ud af hovedet. Igen stod billedet af hans far for ham, tjenstivrig og underdanig, i selskab med fogeden. En scene, der som ingen anden bragte hans krop i oprør. Han spidsede ører uden at kunne høre det mindste til fogedens stemme, men selv hans fravær gjorde ham bange. Han forestillede sig, hvordan han gik med en cigaret i munden bag rækken af mænd, der i en kæde finkæmmede olivenlunden. Han sparkede til jordknoldene eller satte sig dovent på hug for at samle en oliven op, der ikke var blevet samlet ind, sidst der blev slået oliven ned fra træerne. Lommeurets kæde, der stak frem fra jakken, den brune filthat, slipsesløjfen, den stramme flip, overskægget, der var snurret med sukkervand. En mandsstemme nogle få meter fra hulningen fik ham ud af hans tanker. Det var læreren. Han talte med en anden, som gik lidt derfra. Drengen følte sit hjerte banke hurtigere, og blodet begynde at bruse i årerne. Efter at have ligget sammenkrøbet i timevis var smerterne ved at drive ham op af hullet. Han overvejede at gøre en ende på det og slippe ud af det ubekvemme hul. Han havde ikke slået nogen ihjel og heller ikke stjålet eller taget Guds navn forfængeligt. Han følte sig fristet til at skubbe grenlåget over hullet til side, så mændene i nærheden blev opmærksomme på ham. Den ene ville bede den anden om at holde mund og dreje hovedet i retning af lyden. De ville udveksle et blik og stille liste hen mod grenbunken uden at vide, om det var en kanin eller den forsvundne dreng. Så ville de fjerne grenene 7
Tiderne_Carrasco-Flugt_P.indd 7
06/08/14 16.12
og se ned i hulningen, hvor han lå krummet sammen om sin mave. Han ville foregive at være bevidstløs, hvad der sammen med hans fugtige, lerede tøj og fedtede hår ville virke overbevisende og sikre ham i det mindste et øjebliks triumf. Selv om det måske var en stakket frist. Når mændene råbte op, ville de andre komme styrtende til og hans far ville pustende og stønnende følge efter, først ovenud lykkelig og imødekommende. De ville flokkes omkring ham, så han knap kunne få vejret. Som en tændstik, lige når den blev tændt, inden den gullige flamme har brændt hele tændstikken af. Under jubelråb ville de løfte ham op af hullet. Mændene omkring ham ville omfavne ham, så støvet stod op fra hans ryg. Bragt tilbage til landsbyen på en båre, ledsaget af høstsange og dunke med lunken vin, mens hans far holdt sin ru hånd på hans lille, mørke bryst. En fornøjelig optakt til dramaet, hvor alle mødtes på kroen og senere gik hver til sit. Endelig som eneste vidner: de tykke stenmure, der kølede rummet og bar taget. Et fælles forspil til hans fars slidte bælte. Kobberspændet, der skar sig gennem køkkenets indestængte hørm, hurtigt, men ude af stand til at slå gnister. Her ville han opleve den afmagt, han havde foregivet i bunden af hulningen. Han genkendte lyden, da læreren pudsede næse næsten lige over hans hule. Et skrald, der fik hans tørre lommetørklæde til at dirre. Når det skete i skolen, måtte børnene bide latteren i sig. Skyggen af den magre krop passerede hen over grentaget. Han lukkede øjnene og bed tænderne sammen, mens manden pissede på grenbunken. Drengen lod lang tid gå, efter at han havde hørt ekkoet af den sidste stemme fjerne sig fra området. Han ville sikre sig, at han ikke mødte nogen, når han fjernede grenene. Derfor var han fast besluttet på at vente, så længe det var nødvendigt. De mange timer nede i jordhulen, lærerens urin, der hang i håret, hans tarme, der nu skreg af sult, intet af det kunne få ham til at opgive, for han kunne ikke glemme sin families elendige behandling. Han faldt i søvn.
8
Tiderne_Carrasco-Flugt_P.indd 8
06/08/14 16.12
Da han vågnede, stod solen højt på himlen. Den hårde middagssol trængte gennem grentaget, så hans knæ blev svagt oplyst af lysstrålerne, hvor støvet svævede rundt. Straks han slog øjnene op, mærkede han sine følelsesløse muskler, og han tænkte, at det måtte have været kroppen, der vækkede ham. Han regnede ud, at han sikkert havde ligget syv-otte timer dernede, og besluttede at vove sig frem så hurtigt som muligt. Meget langsomt løftede han hovedet, så håret rørte ved grenene. Halsen føltes som et rustent hængsel. Han rakte op som en gigtplaget gamling og fjernede nogle grene for at kunne se sig omkring og sikre sig, at der ikke var nogen. Han kunne gå ud og fortsætte nordpå, hvor han vidste, der var en kilde, som muldyrdriverne opsøgte for at få vand til dyrene. Måske kunne han skjule sig i tagrørene der, og hvis nogen var uopmærksom, kunne han gemme sig i en købmands kærre mellem pander og bukser og dukke op igen mange kilometer fra landsbyen. Imidlertid vidste han, at for at nå frem til kilden skulle han vandre hen over det åbne land i fuldt dagslys, hvor de eneste skjulesteder var enkelte isolerede stenbunker. Når hyrder og jægere så hans splejsede skikkelse på sletten, ville de straks genkende ham som det bortløbne barn. Hans eneste mulighed var altså at blive i skjul, til det blev aften. Herefter kunne hans radmagre lemmer gå for at være en vissen kratvækst eller en mørk silhuet mod den orangerøde aftensol. Han krøb sammen og trak igen grenene på plads over sig. Mens han lå der i sit skjul, så han biller, tusindben og regnorme. Han famlede sig frem til krogen, hvor han havde lagt rygsækken. Han åbnede den og tog et stykke pølse frem, som han langsomt gnaskede i sig. Han drak det lunkne vand fra læderdunken, der var svulmet op som en død kat efter at have ligget gemt i flere dage, parat til flugten. Snart efter følte han tissetrang, og som tiden gik begyndte det at gøre ondt. Som han lå der rullet sammen, klemte det på blæren, og af og til piblede der et par dråber frem, som gjorde det endnu værre. Da det begyndte at gøre rigtig ondt, forsøgte han at tage bukserne af. Han kæmpede med knappen ved bæltestedet og forsøgte at åbne gylpen, men pladsen var trang, og han kunne næsten ikke bevæge sig. Han 9
Tiderne_Carrasco-Flugt_P.indd 9
06/08/14 16.12
overvejede den mulighed at forlade hulningen et øjeblik, men han var bange for at blive set på afstand eller efterlade sig det mindste spor, for flokken ledte garanteret stadig efter ham. Efter nogen tid lykkedes det ham at få bukserne trukket ned om enden. Han skubbede sit lem ind mellem benene og forsøgte at holde det fri af kroppen, men hulningen var så snæver, at han straks mærkede penishovedet mod sine ankler, og nu kunne han ikke holde sig længere, men gav efter som et hjul, der ruller ned ad en bakke. Efter at han havde ligget så mange timer i hulningen, var lerjorden blevet presset sammen som et vaskefad, så der dannede sig en pøl af urin. Fosfordampene gjorde hans skjulested til en giftig gryde. Han drejede hovedet og fik vendt munden op mod hullerne i grentaget, så han kunne trække frisk luft udefra. Han måtte ud, bryde gennem grendækket og springe frem i olivenlunden, som var hans krop et stykke kork, der pludselig blev frigjort fra dybet af en sump. Han lukkede øjnene og greb fat i rødderne, der snart ville begynde at tørre ud, nu de var frilagt i hulningen. I nogle minutter lå han anspændt, indtil han mærkede, at musklerne var blevet hårde. Så overmandede en pludselig træthed ham, han blev slap og lagde sig igen til rette i hullet. Det var lidt ubekvemt at ligge på siden på den opblødte lerjord, men den fugtige varme bedøvede ham. Så døsede han hen. Lyden af raslende blade udenfor vækkede ham. Lyset sivede ned gennem taget, men det var blevet svagere. At dømme efter lyden tænkte han, at det måtte være en lille gnaver, der snusede rundt i jorden. Han trængte til at rette sig op, skyde brystet frem, ryste støvet af sig, lufte bukserne, kort sagt: komme ud. Men først måtte han sikre sig, at lyden, der havde vækket ham, ikke indebar en fare. Han rettede ryggen ud og skubbede grentaget lidt op med hovedet, så han kunne se ud. Nogle centimeter fra hans skjulested puslede en markmus med snuden nede i de aflange, sammenrullede olivenblade. Gren for gren fjernede han taget, som da han byggede det op, men i omvendt rækkefølge. Han stak hovedet ud og drejede det til alle sider som et periskop, 10
Tiderne_Carrasco-Flugt_P.indd 10
06/08/14 16.12
indtil han havde afsøgt olivenlunden med blikket uden at finde tegn på liv bortset fra musen, der løb væk mellem grenbunkerne. Da han kom op fra hulningen, var lyset blevet støvet og rødligt. Solen var forsvundet bag horisonten, men det gullige skær fra vest oplyste stadig sletten og kastede lange skygger ind over brakmarkerne. Han strakte sig i alle tænkelige retninger. Han vred sig, gik ned i benene, rejste sig igen og stampede omkring på jorden, og et øjeblik glemte han flugten og tænkte ikke over de mønstrede stumper indtørret ler, der blev banket ud af hans såler. Fugten hang stadig i hans bukser. Han spredte benene og trak i buksebenene, så de ikke klæbede til huden. Hvis han var flygtet om vinteren, tænkte han, ville han være frosset til is nu. Han havde valgt stedet for måneder siden, fordi det var den træbevoksning, der lå tættest på landsbyen. Dengang vidste han ikke, hvornår på natten han kunne slippe hjemmefra og heller ikke, hvor lang tid han skulle bruge for at nå til skjulestedet. Hvis han var flygtet i nogen anden retning, ville mændene kunne se ham på flere hundrede meters afstand. Her kunne han i det mindste regne med en vis beskyttelse fra oliventræerne. I lunden søgte han hen til det nordvendte skovbryn, da han derfra havde det bedste udsyn over sletten, som han nu skulle vove sig ud på. Han tog tøjet af og hængte det over nogle lavtsiddende grene, så det kunne blive luftet lidt. Han følte sig oppustet og ildelugtende. Ringduer flaksede omkring trækronerne for at finde et sted at tilbringe natten. Han gned sin krop med tør jord som en elefant, og straks fik han det bedre. Han tog rygsækken op af hullet og gik hele vejen hen langs den yderste række oliventræer ud mod sletten, indtil han fandt et træ, der så godt ud. Uden en trevl på kroppen satte han sig op ad træets barkede stamme. Småstenene borede sig op i enden på ham, og barken stak ham i ryggen. Da han havde sat sig til rette, åbnede han rygsækken og tog en gnalling ost og en humpel brød frem. Han huggede osten i sig, mens han overværede, hvordan natten bemægtigede sig jorden. Over ham kurrede duerne i oliventræernes kroner. Han spiste helt ind til osteskorpen med fedtede fingre. Da han ikke kunne gnave mere af, ville han til at smide skorpen fra sig, 11
Tiderne_Carrasco-Flugt_P.indd 11
06/08/14 16.12
men tog sig i det, før han fik den kastet. Han tænkte på mændenes stemmer, der havde kaldt på ham om morgenen. Han så tilbage mod olivenlunden og forestillede sig de mørke skikkelser, som ledte efter ham og råbte hans navn. Så vendte han sig om mod sletten igen og lagde skorpen tilbage i rygsækken. Han var stadig sulten og ledte mellem sine ting, vel vidende, at nu hvor osten var spist, havde han kun en halv spegepølse tilbage. Han tog den frem og holdt den op til næsen. Med lukkede øjne lod han duften af peber og kanel trænge ind i sig. Han slikkede på pølseskindet og skulle til at tage en bid, men fornemmede igen sine forfølgeres skygger. Der var ikke andet for end at gemme pølsen væk til en senere lejlighed, hvor han ville være endnu mere sulten, for det ville han snart blive, ingen tvivl om det. En rum tid sad han og rensede gummerne med tungen for at fjerne den stærke smag af fåreost. Han tog en bid brød, drak noget vand fra læderdunken og lagde sig så på jorden med hovedet mod en rod, der var vokset op af jorden. Himlen var dybblå. Stjernerne i det høje virkede, som om de var indfattet i en gennemsigtig halvkugle. Foran ham rystede sletten dagens brændende sol af sig og udsendte en lugt af afsvedet jord og tørt græs. En hvid ugle fløj hen over hans hoved og forsvandt mellem oliventræernes kroner. Han havde aldrig før i sit liv været så langt væk fra landsbyen, tænkte han. Det, der bredte sig for hans fødder, var ganske enkelt ukendt land.
Tiderne_Carrasco-Flugt_P.indd 12
06/08/14 16.12