'Tusind tak for livet' af Sibylle Berg

TUSIND TAK FOR LIVET

Tiderne_Tusind tak for livet_P.indd 1

04/09/14 16.41

Tiderne_Tusind tak for livet_P.indd 2

04/09/14 16.41

Sibylle Berg

Tusind tak for livet Oversat af Anneli Høier

TIDERNE SKIFTER

Tiderne_Tusind tak for livet_P.indd 3

04/09/14 16.41

Tusind tak for livet Originaltitel: Vielen Dank für das Leben © Carl Hanser Verlag, München Published by agreement with Leonhardt & Høier Literary Agency A/S Copyright © 2014 Tiderne Skifter Forlagsredaktion: Claus Clausen Sat Minion hos An:Sats, Espergærde og trykt hos Specialtrykkeriet, Viborg ISBN 978-87-7973-692-4 Printed in Denmark 2014

Udgivet med støtte fra

Den danske oversættelse af citatet af Friedrich Engels er hentet fra Familiens, privatejendommens og statens oprindelse. Udgivet af Politisk Revy 1977 (oversætterens navn er ikke anført).

Tiderne Skifter Forlag · Læderstræde 5, 1. sal · 1201 København K Tlf.: 33 18 63 90 · Fax: 33 18 63 91 e-mail: tiderneskifter@tiderneskifter.dk · www.tiderneskifter.dk

Tiderne_Tusind tak for livet_P.indd 4

04/09/14 16.41

Begyndelsen.

Tiderne_Tusind tak for livet_P.indd 5

04/09/14 16.41

Tiderne_Tusind tak for livet_P.indd 6

04/09/14 16.41

Der er vel ingen, der kan huske den kolde sommer i 1966. Normalt lå der på den tid af året en duft af blomstrende akacier over den socialistiske del af det nordeuropæiske land.

1966 lugtede ikke af noget.

Dengang fandtes der hverken varme i gulvet eller vinduesisolering eller lækre kaminer; indbyggerne i den lille by frøs, de var i dårligt humør og havde stive fingre. Man syntes næsten, man kunne mærke den kolde krig. Tilhængerne af det socialistiske system kæmpede, hed det sig, med tilhængerne af det kapitalis­ tiske system om verdensherredømmet, udfaldet stod stadig hen i det uvisse, og det havde kun ringe indvirkning på livet i den lille by. De, der boede i socialismen, kendte ikke andet; de var vant til tomme hylder, til kål, til én slags æbler og til rabarber om sommeren. Verden var lille dengang og ikke særlig foruroligende, den var overskuelig og holdt op ved bygrænsen. Det var livet før internettet og medierne, der var kun avisen, og journalisterne gik i krøllede jakkesæt. Verden tilhørte mændene, og her, i den østlige del af det i godt og ondt delte land, var der ingen, der undre­de sig over det. Farvede mennesker fandtes kun i Afrika og i bøgerne, man behøvede kun at forstå det, der skete i den lille by, i det lille land, og det var ikke meget, det stod i avisen. En fabrik blev indviet, en femårsplan opfyldt, naboen fik en meget lille bil, lavet af papmaché, som han havde ventet på i ti år, han kørte til købstaden i den, og der vankede chokolademælk. Hvis de var følsomme, de mennesker, kunne de måske undertiden med lidt tungere åndedræt kigge ud på deres grå gade uden at vide, at de savnede farverne eller forbrugets behagelige fordele, og de blev 7

Tiderne_Tusind tak for livet_P.indd 7

04/09/14 16.41

grebet af en kedsomhed, der næsten gjorde dem afmægtige. Ja, såden er det nu engang, sådan vil det altid være, kunne de måske sige til sig selv, de følsomme, det er altså mit liv, det ser jo ikke ud til at blive noget særligt.

8

Tiderne_Tusind tak for livet_P.indd 8

04/09/14 16.41

1966-2000.

Tiderne_Tusind tak for livet_P.indd 9

04/09/14 16.41

Tiderne_Tusind tak for livet_P.indd 10

04/09/14 16.41

Og så går det i gang.

Jeg har haft tusinde her, ingen har teet sig så åndssvagt, sagde jordemoderen. Hun sagde teet med vilje, hun elskede gammeldags ord.

Hun så ikke på kvinden, der lå foran hende, da hun sagde det, men kiggede på sine hænder, der var iført plastichandsker. Hun var vild med sine hænder. Se, her er et par hænder, der kan tage fat, forklarede hun de unge jordemoderelever, hvilket fik dem til at hænge med hovedet, for der var ingen, der rådede over et par så imponerende kødskovle som deres overordnede.

Jordemoderen havde traumatiseret generationer af unge mødre. Mange kom aldrig til at kunne se på deres børn uden at få nervøse trækninger i øjenlåget.

Den fødende blinkede ukontrolleret med øjenlåget. Hvis denne baby udvikler sig på en eller anden påfaldende forkert måde, er det min skyld, og fordi jeg ikke er parat til at presse, det vidste den ikke længere helt unge kvinde, hvis ben var fastspændt til en gynækologisk stol. Metallet var så koldt, at hun ikke kunne koncentrere sig om andet end den kulde, der spredte sig fra hendes ben og rundt i kroppen. Der ville ske noget frygteligt med hendes barn; det hele, den kolde sommer, smerterne, var en straf, fordi hun var en mær.

Sådan en mær! tænkte jordemoderen. Ingen mand ventede ude på gangen, undertøjet snavset, blodsprængninger på næsen, hun kendte typen. Jordemoderen havde ingen medlidenhed med kvinderne. Hvis jeg fik medlidenhed, ville jeg ikke kunne gøre mit arbejde korrekt, sagde hun somme tider uden at blive spurgt, for 11

Tiderne_Tusind tak for livet_P.indd 11

04/09/14 16.41

hun var ikke en, som nogen havde lyst til at spørge om noget.

Det var uklart, om det var hendes mangel på charme, der havde gjort hende så grov, eller om det forholdt sig nøjagtig omvendt.

I det lille kommunistiske land blev der ikke gjort meget ud af menneskenes psykiske finesser.

Det, som blev praktiseret som kommunisme her, passede meget godt til jordemoderens skrappe væsen. Hun foragtede glæde og adspredelse. Man kunne have kaldt hendes livsprojekt for zenbuddhistisk, men den form for designede religionstilpasninger vil først holde sit indtog senere, den borgerlige midte i Vest.

Jordemoderen var logerende. Der stod en kogeplade i værelset, skjult bag et brunt forhæng, et stort skab som en død hval i rummet, intet, som blikket kunne hvile på med glæde, men hvile kan man, når man er død, tænkte jordemoderen og passede sin dont uden barmhjertighed: at hjælpe små kommunister til verden Jordemoderen var ikke vant til at identificere vanskeligt begribelige tilstande i sig selv som følelser. Dårligt tilpas følte hun sig kun om søndagen, når hun sad og skumlede på sit værelse og læste bøger om store virologers gerninger. Robert Koch fanger den onde tsetseflue med sit net og jager den væk, mumlede hun i øjeblikke af stor opmærksomhed, og sygeplejeeleverne skulle fare sammen resten af livet, når de hørte navnet Robert Koch.

Den foragt, som jordemoderen følte for sine patienter, stammede fra hendes dybe modvilje mod kvinder. Der var ikke én, der havde præsteret noget i historien, som kunne aftvinge hende beundring, desuden havde hun modvilje mod det seksuelle, der er forbundet med det at være kvinde.

Det var koldt på fødestuen.

Sygehuset var koldt. Landet var ramt af en af disse iskolde somre, som kun optræder en gang hvert hundrede år, eller m ­ åske er det oftere, klimaet er ikke til at stole på. Det eneste sikre var brændselsforsyningen. Der var ingen kul. Naturligvis var der in12

Tiderne_Tusind tak for livet_P.indd 12

04/09/14 16.41

gen kul om sommeren, den faktisk eksisterende socialisme var lige så lidt indrettet på katastrofer som på glade fødsler. Hvis man som gravid kvinde dengang havde forlangt absurditeter såsom vand-, hjemme- eller sansefødsler, ville man formentlig være blevet deporteret til en fredfyldt institution fjernt fra civilisationen.

Gid det barn dog omsider ville komme ud, så de slipper mig fri! I pauserne mellem veerne følte kvinden sig ubehageligt lænket.

Neonrørene i loftet blinkede, kvinden iagttog sin ånde danne små kondensskyer, hørte raslen af bestik i det fjerne. De har nok tænkt sig at lave mad af det, jeg måske føder. Med sennepssovs.

Kulinarisk var man ikke særlig forvænt i kvindens hjemland, det ville ikke være faldet nogen ind at tilberede sit barn på en leje af hyldebærskum med nødder, men netop da, ved tanken om sovsen, der blev øst ud over hendes baby, gled den ud af hende.

Det var på tide, sagde jordemoderen.

Det er en … fortsatte hun, tav pludselig, og der sænkede sig en tung stilhed over fødestuen. Kvinden hørte efter nogles sekunders hvisken en rømmen, så blev barnet viklet ind i et klæde og rakt til hende. Det er sundt. Tror jeg. Sagde jordemoderen. Lægen vil give Dem nærmere besked.

Kvinden så på barnet. Dets hoved virkede lidt for stort i sin absurde rundhed, men hun kunne ikke få øje på andre defekter, som kunne have udløst en så besynderlig atmosfære i fødestuen.

Det eneste mærkelige var barnets blik, næsten voksent og træt.

Hvis man kunne tillægge denne lille grønsag intelligens, så skulle man tro, at det straks ville tilbage til, hvor det kom fra.

Jeg har aldrig ønsket mig et barn, det giver ingen mening.

Kvinden sukkede. Den sætning hænger ikke sammen grammatisk, indvendte jordemoderen. Kvinden var vist kommet til at tænke højt, og hun himlede med øjnene. Hun kunne ikke fordrage sproglig højrøvethed, ophidselsen over formodede ukorrektheder.

Alting skal være lige i dette land, og der skal være en mening med 13

Tiderne_Tusind tak for livet_P.indd 13

04/09/14 16.41

det. Man skal have eksamensbevis til alting, hvad enten man er statseksamineret rengøringsassistent eller nattevagt, man skal kunne citere klassikerne, det er ufravigeligt, at enhver sanitør behersker grundstoffernes periodiske system. Selv opsyn med et toilet kræver en egnethedstest, en uddannelse og skriger nærmest på løbende kontrol af de ansvarliges åndelige forfatning.

Hendes tilstand var omtåget, ovenpå hende lå en baby, som havde fået alle til at tie, med sit store hoved.

Den var kun kommet til verden på grund af nogle få sekunder, på grund af det ene øjeblik en nat, der lugtede af bardisk og alkohol. Den lille polske kullemper, den tykke gamle vicevært, ingen af dem formentlig udstyret med det mest fremragende arvegods, kom begge i betragtning som ophav, eller også gjorde de ikke, hun havde kun haft nogle så tågede erindringer næste morgen, at det ligeså godt kunne have været en drøm. Kvinden, nu mor, havde for sent opdaget, at hun var gravid, hun kendte ikke sig selv godt nok, og hendes liv var for uklart, hun ville sikkert huske kvindelægens beklagende hovedrysten til sine dages ende. Og hjemturen fra klinikken, der forekom hende som en vandring gennem et krigsområde. Aldrig mere skulle de triste gader i hendes triste by virke så behageligt ensomme.

Da hun blev bundet løs og skulle rejse sig fra fødestolen, var der faktisk en sygeplejerske, der støttede hende, en tjeneste, man ikke kunne have forventet sig, en anden tog barnet og gik ud med det, hun selv var stadig lidt usikker på de forfrosne ben.

Hun blev ført ind på sin stue og fik lov til at tage sit tøj på, hun kunne oven i købet have taget et brusebad. Brusebad eller karbad var en luksusgave, som hun under andre omstændigheder straks ville have benyttet sig af, men desværre var også vandet koldt denne sommer, så hun vaskede sig kun overfladisk for øjnene af de seks andre kvinder på stuen. En fødsel er ikke nogen glamourøs forestilling, kvinden begav sig med sin lille rejsetaske af sted 14

Tiderne_Tusind tak for livet_P.indd 14

04/09/14 16.41

til overlægens konsultation, sådan som man havde bedt hende gøre.

Nå, fru …, sagde overlæge doktor Wagenbach uden at se på hende, en skaldet mand med påfaldende flossede ører, som om de sloges med katten om natten, ørerne, hjertelig til lykke med barnet, sagde doktor Øre, og før hun kunne svare, at det var helt tilstrækkeligt bare at sige frue til hende, fortsatte han. At et barn fødes med ikke entydige kønsdele er jo ikke nogen sjældenhed. Vi kan gøre de mest forbavsende ting med en operation. Se her, her har vi en penis, men den kunne også være en klitoris, røntgenbilledet viser både æggestokke og testikler. Siden doktor Moneys tid har det været gængs at give ikke entydige børn det køn, som det er nemmest at operere sig til. Hvis lemmet er så lille, at man selv med en operativ rekonstruktion ikke kan fremstille en brugbar penis, så vil man beslutte, at det drejer sig om en pige. Vi indopererer en neovagina, som dog over længere tid skal udvides ved hjælp af regelmæssing indføring af en genstand. For eksempel en agurk.

Sagde overlægen og lo ikke engang ad sig selv. Kvinden kunne ikke sætte det, lægen sagde, i forbindelse med barnet, som hun heller ikke havde nogen forbindelse med. Hvad ser det mest ud til, spurgte hun lægen. Han så kort på hende, og kvinden syntes, hun kunne opfatte en let væmmelse i hans ansigt.

Det er en ingenting, sagde han.

Hvis De tillader, tager jeg lige et par billeder, og uden at vente på svar tog han barnet og holdt det i den ene hånd, mens han fotograferede med den anden. Kvinden så på barnet. Hun havde kunnet accepteret en ingenting, men barnet lignede for lidt en ingenting til, at hun bare kunne ignorere det. Det hang og dinglede i hånden på en ørehæmmet og så på hende. Lad mig bare være i fred, så blikket ud til at sige, men det var formodentlig igen en fortolkning, for kvinden havde engang læst, at en babys intellekt højst ligger lige over en støvsugers. Hun ikke kunne træffe nogen 15

Tiderne_Tusind tak for livet_P.indd 15

04/09/14 16.41

vidtrækkende afgørelser her og nu, sagde hun, men senere, når hun var udhvilet, hvorpå hun sagde farvel. Der gik en hurtig ærgerlig trækning over lægens ansigt, han begyndte vel allerede at se for sig, hvordan han ville udgrave et hul i barnekroppen, han tænkte måske på blodet og på den behagelige fornemmelse, når han fik handskerne sat på de steriliserede hænder af hengivne kvindelige assistenter.

Med barnet som en skrumpet voksen på sin arm, dets tykke hår havde endda helt af sig selv delt sig til hver side af en korrekt sideskilning, forlod kvinden sygehuset, efter at hun havde skrevet under på en erklæring om, at hun gjorde det på eget ansvar. En usædvanlig formulering i det land, hvor gamle nationalsocialister legede kommunister og med stor imødekommenhed havde givet afkald på næsten alt ansvar. Den er genetisk forankret i dette folk, uanset hvilket teaterstykke det lige opfører, denne given afkald på ansvar, og de gør det gerne for derpå at være afhængig af anerkendelse og afstraffelse. En sadomasochistisk folkesjæl, for så vidt et folk kan have en sjæl, for så vidt der findes en sådan, og det ikke bare er den forkortede version af en stemning, som en fremmed fornemmer på gader og veje i et land.

En kold vind blæste lavt hængende regnskyer hen over gaderne, hvor ingen havde taget opstilling for at hylde kvinden for at have opfyldt sin evolutionære pligt.

På vejen, den tomme, af passerende ikke befolkede, kom hun forbi det kontor, som har til opgave at registrere nyfødte og katalogisere dødsattester. Da barnet ikke skreg, og kvinden ikke anede, hvor længe det ville være tilfældet, og om hun i den nærmeste fremtid ville kunne gå nogen steder hen uden at have et eventuelt skrigende barn i armene, kunne hun lige så godt få ordnet formaliteterne med det samme, og hun gik ind i huset, hvor borgeren, som overalt på jorden, lærer sin plads at kende i ydmyg venteposition på umagelige bænke. Men kvinden var 16

Tiderne_Tusind tak for livet_P.indd 16

04/09/14 16.41

taknemmelig for et pusterum, for hun vidste ikke helt, hvad hun skulle gøre, når hun vendte tilbage til sit liv.

Efter to timer, hvor barnet interesseret havde betragtet hendes ansigt, stod hun foran et skrivebord og en kvinde, som heller ikke ville have taget sig dårligt ud foran en plov. Stemmen, der tilhørte denne livstidsembedsperson, havde denne bidende overtone, der sætter trommehinderne i ubehagelige svingninger. Det er altså det, som har givet landets sprog dets dårlige omdømme i omverdenen, som har gjort det til et pseudonym for snærrende befalinger i hin rest af verden, som kvinden aldrig ville lære at kende. Hun så embedskvinden blive rød i ansigtet. Det har vi da aldrig været ude for før, at kønnet er usikkert, det kan jeg ikke gå med til, hvor kom vi så hen, hvis alle og enhver kunne bestemme deres køn, som de lyster. Hvordan skulle vi kunne lave nøjagtige statistikker, hvis enhver bare kunne spille fandango med deres genitalier. En far har DEN vel heller ikke, spurgte embedsmennesket uden at se på kvinden. Hendes af elendighedens kratere tæt besatte ansigt gjorde det muligt følge filmen i hendes indre. En mær, sikkert en kunstner, hver nat i seng med en ny alkoholiker, og så kommer der sådan noget ud af det. Efter at kvinden havde hørt embedsmenneskets foredrag til ende uden at afbryde med en bemærkning om, at en kønsbestemmelse også var vanskelig i hendes tilfælde, besluttede hun at gøre sit barn til en dreng. Straks faldt den statsansatte til ro. Hendes ansigt antog en normal farve, der var orden på sagerne igen, tilmeldingen var fuldbragt, barnet var officielt et menneske.

17

Tiderne_Tusind tak for livet_P.indd 17

04/09/14 16.41

Og så.

Da kvinden kom hjem, blev hun ramt af den indelukkede lugt fra rum, hvor der ikke blev luftet ud. I lejligheden herskede der på trods af al forsømthed en stor, borgerlig fremvisningsglæde; verdenslitteraturens kanon, stabler af klassisk musik, antikke møbler dannede baggrund for den som af en idéforladt scenograf med tomme flasker og fyldte askebægre iscenesatte elendighed. De spiller nok igen noget af Brecht, og vi kan alle synge med.

Det så ud, som om barnet overdrevent langsomt, næsten provokorende så sig omkring. Kvinden iagttog, hvordan dets store hoved trægt fulgte øjnene. Efter en rundtur på 180 grader lukkede barnet øjnene, og det forekom kvinden, at hun kunne høre det sukke.

Ingen havde glædet sig til det nye menneske, der var ingen seng, ingen himmel, intet legetøj ventede på ham eller hende, eller hvad det nu var. Kvinden lagde barnet på madrassen og begynde at tage tøjet af det. Med forsigtig væmmelse fjernede hun blelagene, standsede op, trak vejret dybt for til sidst at kigge mellem benene på barnet og begynde at slappe af. Der var ikke noget frygtindgydende at se, barnet lignede en plasticdukke, det så rent ud, lukket, sammensyet, nånå, hviskede hun, du er altså en ting, en lille hund, så jeg vil kalde dig Toto.

Toto.

Barnet så roligt på hende, som om det var klar over sin situation, nøgen på en madras, i en lejlighed, hvor ingen var glad for at se det, forundret, men ikke krænket på sin ære. Kvinden, som var ubehageligt berørt af det sælsomme blik, pakkede barnet ind igen og gik ud for at skaffe babymad og bleer. Og måske lidt 18

Tiderne_Tusind tak for livet_P.indd 18

04/09/14 16.41

sprut. Eller måske for ikke at vende tilbage. Dengang var det ikke almindeligt at skænke børn overdreven opmærksomhed. De blev hverken ammet, til de var seks, eller kørt til legegrupper med knæbeskyttere på, de blev ikke fragtet ud i skovbørnehaver eller til børnepsykolog. Børn var ikke de voksnes mening med livet, ritalin var ikke opfundet endnu, og alligevel tøvede kvinden et øjeblik, som om hun havde en anelse om, at man ikke skal lade babyer ligge alene i drankerboliger, men hun kunne ikke tage hensyn til sin tøven. Hendes længsel efter at slappe af og få et kulørt slør for øjnene var for stærk, ønsket om at stikke af for voldsomt, jeg går bare et øjeblik, du må ikke røre ved noget, sagde hun til Toto, lukkede døren og trak vejret dybt. Ude mellem husene blev hun straks trist til mode, den stemning, som syntes at udgå fra de afskallede facader, fra de ureparerede skudhuller fra den sidste krig og fra de tomme butikker, gjorde hende langsom, som om hun gik under vandet i slowmotion, ramt af den lammelse, som havde ramt alle, der sneg sig gennem gaderne med sænket hoved, bare ikke se op, ikke vågne, bare sove videre, vente på en UFO. Stemningen i socialismens feltforsøg var så gennemført trøstesløs, ansigterne så trætte, at selv solskin knap nok kunne hjælpe. Det var, som om selv de unge mennesker ikke engang orkede at forelske sig mere, de parrede sig af kedsomhed og bare for til gengæld at få en lejlighed, hvor de så kunne sidde og vente.

Hvis man tager kapitalismen fra menneskene, bliver der vist ikke meget tilbage af dem.

Kvinden købte stofbleer, de skulle koges efter brug, det hele var en gåde for hende, hun købte mælkepulver i håb om, at ernæringsproblemet dermed var løst, måske kunne hun bare stille maden i en gryde på gulvet, hvorfra babyen så kunne tage det til sig. Hjemturen gik forbi en beværtning, hvor hun indtil for få uger siden havde tilbragt sine nætter. Det tilrøgede rum lå underligt fremmed hen, der lugtede af øl og af for meget mørke.

19

Tiderne_Tusind tak for livet_P.indd 19

04/09/14 16.41

Et øjeblik spurgte hun sig selv, hvad hun havde lavet her. Hvem havde hun snakket med, og hvordan var den fejlagtige idé opstået, at hendes venner holdt til her? Der sad en mand ved bardisken, sammensunket, skyllet op på stranden, et stykke affald så det ud til, aldrig rørt ved af nogen. Kvinden kendte ham. Han var et af disse mennesker, der bor på hospitaler. Altid hænger der slanger ud af maverne på mænd som ham; der bliver skåret væk, transplanteret, omplantet for at holde noget i live, som jo slet ikke vil leve på den måde. Kvinden gik hen til den gullige mand, der så op et øjeblik med øjne som en hunds, så tunge og fortvivlede, og hun kunne igen huske, hvad hun havde lavet her. En gammel fransk chanson i radioen, tungsind omhyllede kvinden og manden, som de sad der som et par passagerer, der var lænket til rullestole i en balsal på et skib på vej ned.

De var fortvivlede, og de drak sig fulde, de maste deres kroppe mod hinanden i rusen, som befriede dem for hæmninger, og for at slippe for at være ensomme.

Kvinden kom i tanker om, at hun havde et nyt, meget lille menneske, som hun kunne lade vokse, og som altid ville være hos hende, i det mindste indtil det begyndte at hade hende, når forstanden begyndte at fungere. Hun kunne ligge i sengen med sit barn, udenfor ville det sne, og de ville læse bøger sammen og spise kager.

Kvinden nærmest løb hjem fuld af angst for, at barnet var kommet til skade, men da hun lukkede døren op og så barnet, hvordan det stadig lå i den samme stilling og så ud til at vente, anede hun, at hun aldrig ville forlige sig med det.

Som det dog gloede. Og hvis det så i det mindste ville skrige.

Var det åndssvagt? Normale børn skriger da og fægter med armene, og det her, det lå bare og så roligt på sin hånd, det så på denne hånd, som om det anede, at der ikke var nogen, det kunne vise den til.

20

Tiderne_Tusind tak for livet_P.indd 20

04/09/14 16.41

Vent bare, kvinden, som af uransagelige årsager følte en aggression stige op i sig over barnets ro, lo, vent bare, der kommer ikke mere. Der går ikke en dør op, hvorfra dine rigtige forældre dukker op og råber bøh! for at transportere dig til det kapitalistiske udland, hvor de driver et stutteri. Der kommer ikke nogen, der er kun mig.

Kvinden satte sig forsigtigt, hun havde hørt, at man som ejer af et spædbarn ikke må larme.

Hun var nødt til at tænke sig om. Det havde hun undgået under svangerskabet. Hun havde ingen trang til at forestille sig, hvordan hendes liv ville se ud med et barn, hun kunne jo ikke engang forestille sig det uden en ekstra person, dette liv, som var faldet ned i afløbet og nu lå i et eller andet kloaksystem og ventede på en ny fækaliebølge, der omsider ville skylle det ud.

Træt af sig selv forsøgte kvinden at kigge kærligt på sit barn.

Hun fortrak munden. Hendes ansigt blev underligt forvrænget, hovedet holdt hun lidt på skrå, men der opstod ikke nogen følelse, der var ikke noget i hende, der higede efter at tage barnet op til brystet, vugge det og beskytte det.

Hvem havde lyst til at beskytte noget, som lå der med et overlegent udtryk uden at røre sig, hvem kunne holde af noget, der opførte sig som en Buddha, når man ikke engang vidste, hvad en Buddha er? Hvad vil du have? Kan du ikke fortælle mig det?

Hvorfor slog du dig ned i mine organer, din parasit, bare for at spise af mig og vokse og nu ligge her og glo på mig? Du foragter mig, ikke? Er det det, du vil sige? Eller vil du ikke tale med mig? Tal dog! Sig noget! Barnet sagde ikke noget. Toto modtog signaler, han så farver, former, som han endnu ikke kunne sætte i forbindelse med ting eller mennesker. Og han kunne føle. Ganske vist ikke meget i moderens selskab. Han så hendes ansigt, der var ingen varme dér. Toto følte sig utilpas og forsøgte med alle til rådighed stående midler at lave om på det. Han spærrede øjnene op, spid21

Tiderne_Tusind tak for livet_P.indd 21

04/09/14 16.41

sede munden, han tav for ikke at forstyrre, men ansigtet på hans eneste kontaktperson forandrede sig ikke. Altså gav han op. Han måtte skåne sig selv, for livet så ud til at blive anstrengende.

Kvinden vidste ikke rigtig, hvad hun skulle tænke eller planlægge, der lå simpelt hen et fremmed barn i hendes værelse, og det ville blive der, til det nåede myndighedsalderen. Et glas martini ville hjælpe, og så drak hun, indtil hendes bevidsthed igen gled ned i afløbet, hvorpå hun lagde sig i sengen ved siden af barnet.

Da hun vågnede med en dårlig smag i munden og ondt i hovedet, som hun havde gjort det i årevis, registrerede hun i første omgang ikke barnet, men så for en stund bare værelset i al dets ubegribelighed. Der stod et gaskomfur i hjørnet, ved siden var der et badekar og en varmvandsbeholder, der ragede op til loftet, og som skulle fyres med kul, som ikke fandtes. Kvinden havde fået det rarere, efter at hun havde flyttet sin madras ud i køkkenet. Soveværelset vendte ud til den mørke baggård, der var koldt derinde på alle årstider, og lugten fra toiletterne, som der var et af på hver etage, var stærk. Stuen var til gengæld ikke indrettet til beboelse, den fungerede som hendes museum til fremkaldelse af billeder fra en fortid, som der ingen følelser var forbundet med.

Hun så bøgerne og vidste, at hun engang havde læst dem alle.

Dengang hun stadig troede på en fremtid.

Køkkenet var det mindste og varmeste rum, alt, hvad hun havde brug for, var inden for rækkevidde ved siden af madrassen, pladespilleren og altid, hver morgen, den samme musik, Robert Schumann, klaverkonert i a-mol, op. 54, med Svjatoslav Richter og Warszawas Nationalfilharmoniorkester. Hun kogte noget vand, hældte det på kaffepulveret og fylde koppen op med vodka. Disse minutter om morgenen mellem vågen tilstand og fornyet rus, ledsaget af musik fra hendes ungdom, kunne der ikke røres ved.

Hun sad på køkkenstolen, og for første gang skreg babyen. Lavmælt, som om det var pinligt for ham, at han endnu ikke kendte 22

Tiderne_Tusind tak for livet_P.indd 22

04/09/14 16.41

de rette ord for sine behov. Toto var ærgerlig over, at han ikke kunne udtrykke sig, en frygtelig tilstand, som for en voksen kun kan sammenlignes med det at være i en nødsitation i et fremmed land, hvor man ikke forstår et ord af sproget. Toto var i vildrede over sine første dage i verden. Hvorfor der ikke var nogen venlighed, det kunne han ikke forstå.

Kvindens hovedpine tog til, hun tilberedte modvilligt en flaske med klumpet babymad, som hun helst ville have stukket barnet i hånden og sendt det udenfor med, og alligevel blev det næsten til et øjeblik af fred, da hun drak sin kaffe med vodka, barnet tog sin melede drik til sig, mens det kiggede på kvinden med et blik, som næsten kunne få en til at græde, fordi det forekom så ydmygt.

Kvinden sprang op, for hvis der var noget, hun ikke ville have, så var det et menneske, der var afhængigt af hende. Man bliver jo så bange, når der er nogen, der er afhængig af en, lige pludselig, skønt hun burde kende til det fra sit arbejde. Hun passede gamle mennesker, senile, drankere, sengevædere, som ikke havde andre end hende til at holde sig i live.

Indtil for et år siden havde hun arbejdet i et museum for oldtidshistorie. Dengang brugte hun stadig sin dagligstue, drak kaffe uden vodka om morgenen og drømte om at bliver arkæolog, men så havde hun indset, at heller ikke arkæologien ville befri hende fra det lille lands fængsel og fra livets omfattende meningsløshed.

Hun var et af disse ulykkelige mennesker, som helst ville sende livets gave, som hun ikke havde bedt om, tilbage til afsenderen.

Hun var bevidst om forgængeligheden, og hendes viden derom var ikke nogen befrielse. Jo ældre hun blev, jo mindre kunne hun forstå, hvorfor man skulle kæmpe mod sin træthed. Komme sig over smerter, bekæmpe kræftsygdomme, overleve ulykkelig kærlighed, holde sig sund og i form, uddanne sig og udvikle sig til et godt menneske, når man jo alligevel snart lå under jorden, glemt af alle.

23

Tiderne_Tusind tak for livet_P.indd 23

04/09/14 16.41

Hver morgen dengang, da hun stadig brugte sin dagligstue og strøg hånden hen over bogryggene, var hun gået på arbejde i lægget nederdel, brun striktrøje og fornuftige sko, og hun havde været glad for billedet af sig selv som museumsansat. Hun nød at være alene hele dagen, kun af og til for en kort stund forstyrret af skoleklasser, der stod og måbede over de rekonstruerede huler med stenaldermennesker og ildsteder. Børnene havde kun et i hovedet, og det var at klatre ind til stenaldermenneskene. Det skulle forhindres, for der var ingen andre end hende, som havde lov til at kravle over glasvæggen og sætte sig ved lejrilden, som bestod af røde elpærer. Hun tilbragte den største del af dagen, når der ingen skoleklasser var, med at sidde ved siden af de interessante rødhårede mænd og vente på, at de skulle begynde at tale.

Som mange unge kvinder, der var opvokset hos en enlig, for det meste fraværende mor, vidste hun ingenting om det andet køn og drømte om mænd, der råder over denne blanding af ydre kraft, brutalitet og lav pande, som parrer sig med noget, der er sart og stille. De skulle være anderledes end mændene i hendes by, de sad i administrationen, var chefer som kammerat museumsdirektøren, hos hvem kvinden en gang imellem skulle melde sig for at drøfte femårsplanen. En dejagtig mand med halvmåne, der ud over at være indehaver af mandlige kønsorganer ikke udmærkede sig ved noget som helst.

Den emancipatoriske fortolkning af den faktiske socialisme bestod i, at alle kvinder arbejdede, at de kunne, ja skulle udøve ethvert fag, fra bygningskonduktør til professor, det gik ikke ligefrem strålende med økonomien, så her måtte kvinderne i gang, her var der brug for dem, alle hænder var nødvendige, kvinderne rådede over pengene, som ikke var noget værd, og mændene rådede over magten til at træffe afgørelser.

Da der var gået mange år, uden at kvinden var blevet forfremmet, så hun sig selv en morgen som midaldrende, det betød 24

Tiderne_Tusind tak for livet_P.indd 24

04/09/14 16.41

dengang i begyndelsen af trediverne, sidde i en lægget nederdel ved et plasticlejrbål. Hun havde det elendigt. Hun fik ingen tak for al den tilpasning, den gode opførsel, præsicionen, hun ville blive gammel i det museum og i sin fugtige lille lejlighed.

Den aften tømte hun en halv flaske vodka og blev forbavset over dens venlige virkning. Næste dag sagde hun op og begyndte at arbejde som plejehjemsassistent sammen med mange andre, der var droppet ud af hverdagen. Alkoholikere, mislykkede republikflygtninge, soldater, som nægtede at bære våben.

Plejehjemsassistenter var håbløse eksistenser, som holdt sig i live ved synet af dem, i hvem der var endnu mindre glæde på de sidste par meter.

Det var på hendes første arbejdsdag, at hun skubbede madrassen ud i køkkenet og tømte skabet for at skaffe plads til alkohol.

Tre år havde været nok til, at hun havde fundet sig til rette i sin nye tilværelse som medlem af en minoritetsgruppe, som i hendes land ganske vist var en meget stor sådan, og var begyndt at anse lugten af dens uddunstninger som det normale. Hun ville vel også kunne vænne sig til et barn.

I løbet af de følgende uger fandt kvinden ind i en rytme, som gjorde, at hun ikke behøvede at spekulere mere, for det er jo det, de er der til, ritualerne og de systematiserede gøremål, forholdsregler til at opretholde livet med. Hun drak sin kaffe, fodrede barnet, pakkede det ned i en rygsæk sammen med bleer og tre præparerede flasker med vælling og tog af sted på arbejde, kørte ad landeveje til de små landsbyer i sit distrikt og besøgte gamle mennesker, der sad og vegeterede i huse, man andre steder ville kalde ruiner.

På afstand lignede landsbyerne i det socialistiske land dem på malerier af hollandske impressionister, så fulde af bindingsværk og skorstensrøg, at det ville give en romantiker rislen ned ad ryggen.

25

Tiderne_Tusind tak for livet_P.indd 25

04/09/14 16.41

Men ved nærmere eftersyn var landsbyerne ikke andet end opbevaringsforanstaltninger til strandede asociale. Med en brugs, der solgte rødkål og hvidkål to timer om dagen. Husene, som havde befriet sig selv for puds helt ind til stråværket, lå der med utætte vinduer, delvis smadrede og erstattet af pap, med brændeovne i de mørke stuer og naturligvis uden kul. Hvad skulle man også med kul, det var sommer. De havde ikke noget brænde at tænde op med, pensionisterne, eller til at varme vand til en kop kaffe. Hvad skulle de også med det, kaffen kunne ikke drikkes uden vodka, og vodka kunne man også drikke uopvarmet. Socialismen havde glemt de gamle. De duede kun til sort-hvide fotos i avisen, for hvis en af dem skulle opleve at blive hundrede år, var der altid en partiformand med nelliker på pletten.

Den faktiske socialisme lignede en arkitekttegning. Nybygge­ rier, hvor figurer slentrede omkring i skyggen fra træer. Alligevel var den byggede virkelighed altid kun opbevaringskasser med forblæste, mennesketomme pladser. Den lykkelige folkekrop ville ikke indfinde sig, hvorfor dog ikke for pokker. De var alle blevet snydt, for livet i Vest, for yoghurten, og den kollektive kommu­ni­stiske henrykkelse lod vente på sig. De smukke billeder af leende unge mennesker på traktorer, parringsparate og med sunde arveanlæg, vort kære landsbrugskollektiv, og hvad var det så blevet til: synke­færdige gamle bygninger beboet af ildelugtende drukmåse.

Turde du nu igen ikke gå på toilettet, spurgte kvinden en gammel mand, hvis trægulv var dækket af avispapir. Det er jo så koldt, sagde manden, og de kommer nedefra og bider mig i enden.

Ja, sagde kvinden, det sker. Alt ondt kommer nedefra, sagde hun og kiggede refleksagtigt ned, der lå hendes barn og var stille. Det så ud, som om det drømte. Kan det drømme, det har jo ingen billeder endnu, der kan sættes sammen. Drømmer babyer ligesom hunde, der løber efter harer? Og tænker hunde, når de drømmer: For pokker, en hare, den forfølger jeg lige? Sammenlignet med 26

Tiderne_Tusind tak for livet_P.indd 26

04/09/14 16.41

aber, blæksprutter og grønsager kommer babyer til kort i en intelligenstest; hvis man anbringer en baby ved siden af en primat, er babyen ikke i stand til at skelne mellem bananer og blyanter.

At mennesker, også de udvoksede ikke er i stand til ret meget mere end at smøre det sted, de opholder sig på, til med lort, er en sørgelig omstændighed. Kvinden fejede avispapiret væk fra pensionistens gulv. Hendes barn lå stille og betragtede den gamle mand. Dit barn kigger på mig. Sagde han og begyndte at ryste, af kulde og fordi han ikke var fuld nok endnu. Ja, det kigger hele tiden. Det siger igenting, det skriger ikke, det ser ud, som om det skammer sig, når jeg skifter ble på det, mellem os sagt så er jeg lidt bange for mit barn, har du noget sprut. Sagde kvinden, og så sad hun der sammen med den gamle mand, drak den alkohol, som nogen i landsbyen havde brændt illegalt, og betragtede sin fremtid. Hvis der ikke sker mirakler, ender jeg på et eller andet tidspunkt ligesom den gamle mand, og det var virkelig ikke en forestilling, man fik lyst til at springe buk af.

Før krigen havde den gamle været landmand. Et par hektar jord, diverse husdyr, forældrene i sidebygningen, hårdt arbejde, ru hænder, krigen tabt, ærgerligt. For bagefter blev alle i landsbyen frataget deres ejendom, man kaldte det bare noget andet.

Jorden tilfaldt staten, der opstod en slags kollektivbrug, hvor alle arbejdede mod dårlig betaling, sådan som karlene før i tiden.

Som karle, sagde bønderne og spyttede på jorden, for bønder uden land, det hænger ikke sammen, og så spyttede de på jorden og drak bagefter for at græde over de gamle tider, over sig selv, i denne landsby, som forfaldt, i de huse, hvor der var gennemtræk, skønt der jo var bygget nye inde i byen. Malkekvægsanlægget kunne også betjenes i beruset tilstand, brugsen solgte bulgarsk rødvin og kornsnaps. Foruden andre grundnæringsmidler.

Skål, Heidi.

Den gamle mand havde ikke oplevet sit forfald ved fuld be27

Tiderne_Tusind tak for livet_P.indd 27

04/09/14 16.41

vidsthed, der var ikke mere tilbage i ham, som kunne have iagttaget ham selv, når han vågnede om morgenen i den seng, hvor sengetøjet ikke havde været skiftet i flere år, og hvor der aldrig havde sovet en kvinde; der var altid kommet noget i vejen, en kælvning, et eller andet. Ligesom næsten alle andre på hans alder i landsbyen var han blevet førtidspensioneret, da hans uheldsstatistik havde en for negativ indvirkning på femårsplanen. På et eller andet tidspunkt kunne kammerat bonde ikke mere få malkemaskinen fra karusselanlægget anbragt på koens yver, for slet ikke at tale om at betjene tunge redskaber. Hvad havnede der ikke af ben i hakkelsesmaskiner, af sovende i slåmaskiner, og når de blev pensioneret, sad de derhjemme og gloede på det, der groede ud af deres vægge.

Den gamle mand vaskede sig stort set ikke, spiste ikke andet end makrel i tomat, hvor mon de tusind dåser i kælderen kom fra, drak og ventede på, at dagen skulle være omme, så han kunne gå i seng igen.

Barnet glor på mig, snøvlede den gamle, han havde mistet tænderne, og han havde aldrig fået sig et gebis, for det var noget for gamle mennesker, og han havde som de fleste cementeret sig selv fast i et bestemt lisvafsnit, som ikke havde noget med alderdom at gøre. Åh, lad nu barnet i fred, sagde kvinden, hun havde drukket tre vandglas snaps i hurtig rækkefølge, mandens hjem forekom hende nu som noget rart fra hendes barndom. Måske havde det noget med ferie at gøre. Eller med hendes bedstefar, selv om hun ikke kunne huske, om hun havde haft en.

Den landbrugsmæssige storproduktion står i antagonistisk modsætning til evolutionen, sagde kvinden. Dette land er blevet en fængselsmonokultur. Nogle dage lød der noget i hendes hjerne fra tidligere tider, da hun stadig håbede og troede på forandring.

Nu var hun overbevist pessimist, hun sad ved siden af den gam28

Tiderne_Tusind tak for livet_P.indd 28

04/09/14 16.41

le, der nikkede, jaja, den monokultur, mumlede og skubbede et stykke avis til venstre med foden.

Babyen rørte på sig, det så ud, som om den lavede en gammel kinesisk tai-chi-bevægelse. Hvis nogen havde lagt mærke til, hvor omhyggeligt langsomt barnet vendte sig om på siden, ville han have sagt: Er det ikke et atypisk bevægelsesmønster for en baby?

Men der var ingen, der så det.

Barnet brød sig ikke om at bruge høje vræl for at gøre opmærksom på, at der var noget i vejen. Måske var det noget i dets karakter, eller også er babyers intelligens højere end antaget, barnet så ud til at vide, at skrigeri ikke ville nytte. Bleen ville ikke blive skiftet, ikke de nærmeste timer, men hen på aftenen på et tidspunkt, derhjemme, på madrassen, når lugten var blevet stærk nok, og før kvinden igen tog af sted på sin tur gennem natten.

Kvinden rejste sig usikkert, pakkede sine ting, hvortil barnet hørte, og vaklede over det avispapirdækkede gulv. Hun havde glemt den gamle mand, mens hun endnu var i hans stue, den gamle mand havde også glemt, hvor han var, han stirrede på væggen og overvejede, hvad han nu skulle drikke.

Kort efter og uden længere afskedsceremoni befandt kvinden sig igen på en landevej i så højt humør, at hun havde lyst til at le og synge. Og barnet, hvilket dejligt barn, og hvor det dog forstod hende og hendes foredrag om de store sammenhænge, og hvor hun dog vidste alting bedre, hvis dog blot nogen ville bede hende om råd! Hun bevægede sig, som om hun rullede rundt inde i en ballon. I en anden møgbeskidt landsby sad en gammel kone med kraftig hemiplegi og ventede på hende, landbefolkningens Sankt Bernhards-hund, lystig var kvinden, måske i en halv times tid, indtil alkoholprocenten faldt, og euforien veg for kvalmen.

Som krumme fingre stod frugttræerne langs alleen med alle dens huller. Okser kunne gemme sig i dem, og kvinden så sine egne ben for tæt på til at kunne kalde dem lange lemmer. Hen29

Tiderne_Tusind tak for livet_P.indd 29

04/09/14 16.41

des mund og hoved blev fyldt med fugtig vat. Hun havde brug for en slurk eller en seng. Og hun havde brug for en eller anden, men ikke dette barn, som hang der på hende. Sammen med den klarhed, der begyndte at indfinde sig, kom denne afgrundsdybe kedsomhed, som kun mennesker, der er ikke er i hjemme i sig selv, kender til.

Kvinden satte sig på hug i vejkanten, stirrede på æbletræerne, den vilde kørvel, valmuerne. Det sagde hende ingenting.

Der er da heller ikke nogen motivation til at droppe sprutten, der lægger sig som et beige tæppe over omgivelserne. De farveløse mennesker, der slingrer over vejen i deres plastictøj, de standardiserede hoveder med sprængte årer og hørblond tyndt hår, disse dejagtige, triste børnehoveder med deres vandede øjne, som tomme damme. Det er der da ingen, der kan holde ud.

Inden kvinden begyndte at græde over sig selv, oplevede hun et øjeblik en kort drøm, hvori hun så, hvordan det kunne være.

En vugge og malede skyer i loftet, et legetøjsur, og sig selv i flagrende gevandter med barnet inderligt på armen på vej gennem en lejlighed over et hvidmalet gulv. Og så var øjeblikket forbi, idéen om en følelse forsvundet, tilbage kun det bundt, der gjorde hende vanvittig med sit blik, sådan kan de da ikke glo på en, disse fordømte babyer, som om de foragter en. Det var blevet en fiks idé hos hende, at babyens øjne fulgte hende overalt, også om natten, på beværtningen, hvor hun sad omgivet af mænd, der var kullempere eller nattevagter, men for det meste invalide, og alle var de asociale, og de skålede med kvinden, som de i det normale liv aldrig ville have fået lov at røre ved, og hun blev opløst i spiritus, og alle og enhver kunne tage fat.

Hele tiden blev hun iagttaget af øjnene på denne ingenting, som hun bar rundt på, hvis udsondringer hun fjernede; den vendte sig ikke engang om mod hende, ikke nu, her, under træet, hvor hun sad og var for træt til at leve, og ikke derhjemme, når hun 30

Tiderne_Tusind tak for livet_P.indd 30

04/09/14 16.41

vaskede sig, vaskede kullemperen eller viceværten af sig, så kiggede den bare på hende, og hun syntes, hun kunne se en vurdering i blikket.

Jeg hader dig, mumlede hun, og barnet så på hende med et blik som en hund, der bliver sat uden for døren. Hun foragtede barnet, fordi det var hos hende, på det sted, som hun hadede så meget. Jo mere tilfreds barnet virkede, desto mere puffede hun det i siden for at genere det, for at motivere det til at tage af sted med de dumme bleer under armen, men dets mærkelige krop, dets anderledeshed, usårlighed og renhed. Hun var jo så såret af den store skuffelse, som dem derude havde beredt hende.

Tidligere havde livet ofte stået ved hendes hovedgærde og hvisket blidt: Din skønne jomfru, jeg er parat til dig. Så var det forsvundet, livet. Tilbage blev køkkenmøbler og håbet om, at der fandtes steder, som kunne skabe tilstande, der var anderledes end disse, som alle svømmede rundt i. Udenfor stod halvtredserne, småborgerligheden havde tørklæde på, en nellike i knaphullet og kvalte ungdommen i pænhed. Et eller andet sted bag de afskallede facader, bag totaktsmotorerne, bag rød- og hvidkålshovederne i de altid mørke butikker, bag Dederon-tøjet og kitlerne, dér ville hendes fremtid finde sted. Hun var iført ungdomsbevægelsens blå skjorte og fik et diplom og en læreplads og var allerede så træt om morgenen, at hun næsten ikke kunne få benene ud af sengen. Det var et vanskeligt liv i det lille socialistiske land uden guder, der kunne have samlet verden i historier. Guder, som kunne have bragt en overordnet orden i millionerne af parallele liv og skabt en mening. Nu var der kun nutid uden parenteser, bortset fra partiet og kravet om at skabe en fremtid. Men en fremtid er jo ikke det samme som orden. En fremtid var ingenting, og der var ingen gud til at forme en verden ud af ingenting.

Hun havde ikke noget at drikke. Hovedpinen forsvandt, det dårlige humør blev, men hvorfor, hendes omgivelser var der ikke 31

Tiderne_Tusind tak for livet_P.indd 31

04/09/14 16.41

noget mærkeligt ved. De lignede ethvert andet sted i Mellemeuropa, beskårne æbletræer, asfalterede veje. Og når det var sommer, af og til var det jo sommer, så var denne let berusede vandring på landevejen som meditation, hvis ordet ellers havde eksisteret, men det betyder, at man ikke går og tænker det rene vrøvl.

Hun tog sig selv for alvorligt, kvinden; som alle depressive var hun overbevist om, at alting havde sammensvoret sig mod hende, men på den simple idé, at alle var ligeglade med hende, og at dette barn var det eneste menneske, for hvem hun betød noget, hos hvem hun ikke kunne gøre noget forkert, på den idé kom hun ikke.

Det var næsten aften, da hun nåede frem til en landsby, der havde en skuffende lighed med den, hun havde forladt for nogle timer siden. En gade, ti huse, en kro, der havde været lukket i årevis. Ingen hund. Der er ikke engang hunde i dette system, sagde kvinden, og barnet så ud, som om det nikkede. Toto havde efterhånden været et par måneder på jorden, og det ville have været interessant at spørge ham, om han havde lyst til at fortsætte med at leve. Og hvis ja, hvorfor. Intet af det, han hidtil havde mødt, syntes at kunne give ham begrundet lyst til halvfems yderligere år.

Kvinden ville inden for overskuelig fremtid beslutte at skaffe sig af med barnet. Hun ville blive boende alene, fortsætte med at forfalde, og fem år senere ville hun en deprimeret nat klokken to treogfyrre blive kvalt i sin seng af et stykke med makrel. Ved begravelsen var der ikke andre til stede end kammerat krematorieformanden.

32

Tiderne_Tusind tak for livet_P.indd 32

04/09/14 16.41

Og så.

Toto ville gerne være venner med Kasimir. Han brugte ikke ordet ven i sine tanker, han kendte det ikke.

Han ville gerne være tæt på Kasimir.

Han så sig selv sidde ved siden af ham på gulvet. Han så sig selv ligge ved siden af ham i sengen og kigge op i loftet. Og så havde han ikke flere billeder, for Toto havde i sit korte liv endnu ikke kendt et menneske, der stod ham nær, og derfor vidste han heller ikke, hvad man skulle foretage sig med sådan et.

Kasimir lå et par meter fra Toto og kiggede på væggen, hvilket fremkaldte en stor følelse af fælles interesser hos Toto.

Kasimir havde, siden kan ankom for tre uger siden, ikke talt med nogen. Han havde skreget uophørligt, da man tog hans bamse fra ham. I Børnehjemmet Michael Niederkirchner var bamser ikke tilladt. De kunne distrahere børnene, forhindre dem i at være del af en gruppe og i at respektere opdragelsespersonalet.

For det meste forårsagede beslaglæggelsen af bamserne ingen større opstandelse. Børnenes bagage blev gennemsøgt; det, som ikke var velkomment, blev fjernet, og kede af det var de under alle omstændigheder, børnene, hvordan skulle de også være glade, sat på gaden som små møbler, for det meste var de stadig knyttet til deres forældre, hvor fordrukne de end måtte være.

Kasimir havde, hvilket hans skrigen lod formode, opbygget en tæt forbindelse til sin bamse, efter at hans mor var holdt op med at tage sig af ham, fordi hun var død.

En skønne dag var drengens gråd hørt op, som havde været udtryk for hans rasende hjælpeløshed, og som havde gjort ham 33

Tiderne_Tusind tak for livet_P.indd 33

04/09/14 16.41

så anspændt, at han næsten ikke havde mere luft. Siden da var han stum, og han var omgivet af en hemmelighed, som holdt de andre på afstand.

De fleste børn i børnehjemmet havde ingen hemmeligheder.

De var aggressive eller forstyrrede, men forbundne gennem deres biografiers næsten identiske elendighed.

Uklarhed blev ikke påskønnet, i de udstødtes flok brød man sig ikke om anderledeshed, så Kasimir var alene. Og derfor var Toto også alene. Han havde endnu ikke forstået, at det virkede på de andre, som om han var omgivet af en gul sky. Modsat Kasimir, der så ud til have fundet sig en ven i væggen, så ville Toto gerne have snakket og fortalt spøgelseshistorier sammen med de andre om aftenen. Han ville ikke sidde alene i et hjørne. Han ville være som de andre og vidste ikke, at der var en usynlig mur, som skilte ham fra dem.

Toto havde ingen fornemmelse for en fortid eller en tid, for ham var der kun øjeblikket, og det fandt sted i børnehjemmet.

Toto kunne ikke huske sin mor eller alléer med æbletræer, kun når han kunne lugte alkohol, blev han urolig, men den lille særhed delte han med de fleste børn i Børnehjemmet Michael Niederkirchner.

Tidligere havde der været russiske soldater stationeret i huset, men der var vel for meget gennemtræk i bygningen for dem, måske havde den unge stat heller ikke så meget brug for at blive overvåget af sine broderlige venner mere, fordi socialismen havde selvstændiggjort sig, og de før overbeviste fascister forvandlet sig til forbilledlige kommunister. Nu svingede de atter fanerne: Farven kan være skide ligegyldig!

Den forhenværende kasernebygning var indrettet efter børns behov.

Der var indlagt vand.

Der var sove- og opholdssale på tre etager, et bordtennisbord 34

Tiderne_Tusind tak for livet_P.indd 34

04/09/14 16.41

i kælderen. Der var meget koldt i kælderen, også om sommeren.

Varmeanlægget var altid i uorden, om vinteren var der isblomster på ruderne, stinkende skraldespande i gården, i spisesalen blev der serveret næringsrige kartoffelretter samt kål, som der altid lugtede af. Mange børn skulle som voksne opleve at få stærke brækfornemmelser ved lugten af kål og undre sig over det.

Og så ville de om natten komme i tanke om børnehjemmet, hvor der faktisk kun var to børn, der stod helt alene i verden, og ingen havde forældremyndighed over; resten af de to hundrede indsatte nedstammede fra forældre, som havde fået frataget forældreretten på grund af alkoholisme eller forsøg på republikflugt.

Det skete kun sjældent, at plejeforældre tog et barn til sig.

Hvem vil også have fremmede børn, der ikke engang ser eksotiske ud, men bare forsømte, med løbende næser og beskidte ører, sådan nogen er der er da ingen, der gider have gående.

Totos seng stod alene, ud fra en væg stod den, ved siden af døren. De andre børn sov i rækker med fem senge i hver. Toto vidste ikke, hvorfor lige netop han sov alene, han var i en alder, hvor man endnu ikke spekulerer over den slags. Han var vant til, at de andre snakkede med hinanden om aftenen, de hviskede og tiskede, de grinede og hidsede sig op, de dannede et mycelium, som Toto ikke tilhørte, han var svampen over jorden, han nød lydene, som gjorde ham søvnig, og undrede sig ikke over de høje lofter, jernsengene, atmosfæren, som ville have mindet ham om et fængsel, hvis han ellers havde været i et. Dette var hans hjem, han kendte ikke andet. Snart ville der være stille, og somme tider kom der et spøgelse ind ad vinduet. Det udsendte et klart lys, smuttede langs væggen og forsvandt igen. Toto var ikke bange for spøgelser, han var kun bange for morgendagen.

Børnene blev vækket klokken seks. Som små, dårligt programmerede robotter faldt de ud af deres senge, faldt over deres egne ben med en snip af pudebetrækket i munden. Toto havde ikke 35

Tiderne_Tusind tak for livet_P.indd 35

04/09/14 16.41

haft et tøjdyr, som man kunne have taget fra ham, en aften havde hans mor givet ham tøj på, pakket en lille kuffert og afleveret ham i børnehjemmet. Siden da var han alene uden at vide hvorfor, men han gik ud fra, at det havde med brusebadet at gøre.

Der blev tumlet hen over det kolde gulv.

Børnene stillede sig op på række, de mindste på første sal; de større børn på de ovenover liggende etager eksisterede kun i de smås univers, fordi de lukkede dem inde på toiletterne og jog dem ud i gården uden underbukser. Men ikke om morgenen. Om morgenen var de uskyldige, forenede i deres skræk for vandet, for nøgenheden og pædagogernes blikke.

Bruserummene på de tre etager havde plads til ti børn ad gangen, og naturligvis var vandet koldt, for koldt vand styrker kroppen. Kammerat overpædagog hos de små hed Frau Hagen og var allerede tidligt om morgenen i sit rette opdragelseshumør.

Da var hendes kraftige stemme det eneste, man hørte på gangene.

Toto sad på sin seng, en situation, som skulle gentage sig livet igennem, denne rastløse sidden på senge, og han holdt øje med salen. Frau Hagen havde engang sagt til ham: Du venter, til jeg henter dig. Toto var ikke en, der stillede spørgsmålstegn ved klare meldinger, han sad og ventede på Frau Hagen, der ville komme og rive ham op fra sengen og hver gang ud af hans tanker. Hendes hånd væmmedes ved at røre ved ham, det var meget tydeligt, hun havde formentlig dårlige minder om berøringer af små drenge.

Toto fik altså sit brusebad for sig selv, hver morgen, han skruede op for vandet, stillede sig på sikker afstand af det og glædede sig over dagens første bedrag. Nogle minutter senere begynde Frau Hagen at råbe op ude i gangen.

36

Tiderne_Tusind tak for livet_P.indd 36

04/09/14 16.41