Slagteren i liseleje af Ane Riel

SLAGTEREN I LISELEJE

Tiderne_Slagteren i Liseleje-P.indd 1

11/08/13 13.21

Tiderne_Slagteren i Liseleje-P.indd 2

11/08/13 13.21

ANE RIEL

Slagteren i Liseleje Roman

TIDERNE SKIFTER

Tiderne_Slagteren i Liseleje-P.indd 3

11/08/13 13.21

Slagteren i Liseleje Copyright © 2013 Ane Riel/Tiderne Skifter Forlagsredaktion: Claus Clausen Sat med Sabon hos An:Sats, Espergærde Tryk: Holm Print Management, Tjele ISBN 978-87-7973-606-1

TIDERNE SKIFTER · Læderstræde 5, 1. sal · 1201 København K Tlf. 33 18 63 90 · Fax 33 18 63 91 e-mail: tiderneskifter@tiderneskifter.dk · www.tiderneskifter.dk

Tiderne_Slagteren i Liseleje-P.indd 4

11/08/13 13.21

INDHOLD

Kom indenfor (1. oktober 2011) Et par år tidligere (April 2009) Forblændelse (April 2009) En fortælling om bedrag (28. maj 2009)

7 18 27 37

* Jørgen og Edith 63 Kongens fald 77 Frk. Kramshøj og kysset 96 Pastor Due og troen 104 Fysikken og magten 110 Hjertet og bristen 123 Kødet, guldet og afmagten 139 * Med godt skal ondt fordrives (29. maj 2009) Sandt eller falsk (30. maj 2009) Postbudet og Nattergalen (Juli 2010) De døende (September 2011) Guds kærlighed (September 2011) Den, der graver … (September 2011) Det sure med det søde (September 2011) Tak for kaffe (1. oktober 2011) Stammen og æblet (December 2011)

Tiderne_Slagteren i Liseleje-P.indd 5

156 168 182 189 200 205 219 244 250

11/08/13 13.21

Tiderne_Slagteren i Liseleje-P.indd 6

11/08/13 13.21

Kom indenfor Om en dame i Liseleje, hendes hund og et postbud

1. oktober 2011

Judith Abild Behring overvejede at slå postbudet ihjel. Det havde intet med rudekuverter at gøre, selv om hun hverken brød sig om hans måde at lægge dem i hendes postkasse på eller brevene i sig selv. Disse klinisk hvide standardstørrelser med ruder, der aldrig duggede, fordi indholdet var blottet for hjertevarme og medmenneskelighed. Selv et frimærke med et menneskes spyt havde været at foretrække frem for maskinstemplingen, stregkoderne, numrene, anonymiteten.

Og her kunne postbudet så have forsøgt at mildne omstændighederne med et lille varmt smil i retning af køkkenet, hvor hun ventede på sin plads ved vinduet. Måske et venligt vink? Eller i det mindste et anerkendende blik til den veltrimmede forhave mellem dem. De blomstrende roser. Den smukt buede flisegang, der bød indenfor i paradis. Der var meget at smile til.

I stedet lod han de hvide kuverter glide ned i metalboksen med et målrettet blik uden skyggen af interesse for modtageren. Det lignede snarere en triumferen, når han lod hånden blive hængende i luften et øjeblik efter, at den havde sluppet papiret. Han tog sig tid til at være omhyggelig og lagde sågar kun én rudekuvert i ad gangen, selv når der var flere, der skulle samme vej. Det gjorde han aldrig med reklamerne og de andre breve. De blev afleveret skødesløst, samlet, måske ligefrem mast gennem sprækken, hvis der var mange. Det var kun rudekuverterne, der fik særbehandling. Regningerne. De fik hans lillefinger til at stritte i diskret arrogance, som om han kendte til indholdet og frydede sig over det. Judith undersøgte hver gang, om kuverterne havde været 7

Tiderne_Slagteren i Liseleje-P.indd 7

11/08/13 13.21

åbnede, eller om man kunne læse noget, hvis man holdt dem op mod lyset. Det første havde de aldrig, og det sidste kunne man sjældent.

Men postbudet havde måske en særlig teknik.

Så trak han langsomt armen til sig gennem den åbne bilrude, greb fat i rattet og vendte blikket mod vejen. Hun så det hele gennem køkkenvinduet. Han så hende ikke, men hun vidste, at han vidste, at hun var der.

Hendes overvejelser havde heller intet at gøre med de hjulspor, han efterlod sig, fordi han insisterede på at køre bilen tæt op til postkassen, så han slap for at stige ud. Hun kunne ellers blive godt muggen, når hun så, hvordan han gassede bilen op, som om han ville være helt sikker på, at dækkenes grove zigzagmønster blev tatoveret brutalt ned i hendes fine muld. Særligt i regnvejr når jorden var blød, og bilen sank dybt.

Mest irriteret blev hun dog, når klokken endnu en gang havde sneget sig over ét, før det knasede i gruset på Rødhalsevej, og lyden fra den gule varevogn og de smækkende postkasselåg nærmede sig oppe fra hjørnet. Hun havde aldrig vænnet sig til den sene postomdeling i Liseleje. Det nagede hende, at hun ikke vidste, hvor længe hun skulle vente. At hun ikke kunne gå fra sit hus, fordi hun nu engang ikke brød sig om at forlade det, før posten var hentet i sikkerhed. Og allermest nagede det hende, at han så ofte kørte forbi derude helt uden at standse eller kaste et blik i hendes retning.

Men alt det skulle han naturligvis ikke slås ihjel for.

I øvrigt var det ikke kun postbudet og ventetiden, der bragte hendes sind i kog. Lige så irriteret var hun på sommerens lyde af legende børn og motorsave og gøende hunde. Og ikke mindst på de højrøstede selskaber, som blev hængende i haverne til midnat efter at have mæsket sig i billige grillpølser vendt på dyre gasgriller af selvudråbte mestre i Weber-udstyr. Men hun lod sig aldrig mærke med sin irritation, for det ville være en falliterklæring, og Judith brød sig ikke om at tabe.

Hun havde det bedst, når sommerhusgæsterne havde forladt deres huse og lod hende og områdets få andre helårsbeboere tilbage i stilheden mellem fyrretræerne. Det gav hende en behagelig følelse af kontrol.

8

Tiderne_Slagteren i Liseleje-P.indd 8

11/08/13 13.21

Klokken var 11.52 på denne uvant varme efterårsdag, hvor de lyserøde høstanemoner strålede om kap i middagssolen, majestætisk knejsende på deres høje stilke. Judith betragtede dem gennem køkkenvinduet til lyden af kaffemaskinen, der var nået halvvejs gennem brygningen af seks stærke kopper. Den spruttende lyd mindede hende om, at hun burde afkalke maskinen.

Kunne man bruge afkalker? Kunne det slå et menneske ihjel? Hun satte sig på hug og studerede kemikaliesamlingen i bunden af skabet.

Der var de velkendte rillede, grønne plastikflasker, de lyseblå spritflasker, den klare med optændingsvæske.

Afkalkeren stod bagerst. Ved indtagelse drik rigeligt med vand.

Fremkald ikke opkastning og søg læge ved varigt ubehag. Der måtte være noget mere effektivt. Hun mente at have set en flaske med et dødningehoved.

Der var selvfølgelig også det lille glas ude fra udhuset. Skulle hun bruge det?

Postbudet var en ret stor mand, ikke tyk men muskuløs. På femoghalvtreds. Hun havde holdt øje med ham, når bussen passerede hans have i Asserbo. Hvis hun satte sig på et af de bagerste sæder, sad hun højt nok til at kigge ind over plankeværket. Hun havde set ham sole sig derinde. Nøgen og velskabt. Smuk ligefrem. Judith kunne godt lide smukke mennesker. Ja, hun værdsatte om nogen harmoni og perfektion.

Så det var bestemt heller ikke af den grund, at hun havde denne lyst til at tage livet af ham.

Nej, hun kunne mærke, at han ikke kunne lide hende. Det var, som om han kunne gennemskue alt, hvad hun tænkte og gjorde. Det var højst ubehageligt. Alle kunne jo lide Judith. Alle!

Hun var det sødeste og rareste og mest hjælpsomme menneske i Halsnæs Kommune. Når hun spadserede ned til købmanden med sin bløde hat sirligt placeret over det grå hår og med sin lille puddel dansende foran sig, hilste de allesammen så hjerteligt på hende. Sommergæsterne.

Helårsbeboerne. De smilede og nikkede, og hun uddelte stående invitationer til eftermiddagskaffe i bløde stole og sørgede for at indkøbe kager, så hun altid var beredt. Bastogne som regel. Hun foretrak at servere sit berømmede hjemmebag, men skulle det knibe med tiden og overskuddet, var bastogne et udmærket alternativ.

9

Tiderne_Slagteren i Liseleje-P.indd 9

11/08/13 13.21

Nogle gange kom de så på besøg i hendes hjem og sad mellem de hvid­malede vægge i det gule hus og sludrede om vejret og haven og kaffen og hunden og købmandens tilbud i denne uge. Og ikke mindst om købmanden. Og om hans lange søn, der stod til at overtage butikken.

Judith havde været populær i Liseleje, lige siden hun flyttede ind i det lille stenhus midt på Rødhalsevej for tretten år siden. Hvorfor pokker ville postbudet ikke forstå det?

Hun satte sig med en kop kaffe ved spisepladsen ved vinduet og tændte for radioen, netop som de sidste rådhusslag klingede ud, og middagsradioavisen gik i gang. Den handlede om den nye regering, en rocker i Køge, krise i Grækenland, fedtafgift og flystyrt i Indonesien.

Kaffen smagte bedst, når man hældte den ud over en sukkerknald, havde hun opdaget. Særligt hvis man også hældte lidt cognac i sammen med fløden, bare en anelse.

Postbudet havde endnu ikke vist sig.

Hun slukkede for radioen, så snart nyhedsoplæserens drevne stemme takkede af. Der var engang, de altid hed noget med Ole, oplæserne.

Nyhederne var bedre dengang.

Inde fra stuen lød det lille bump, det gav, når hunden hoppede ned fra sin plads sofaen. Det var en hvid puddel i mellemstørrelsen, der dog mest lignede en veltilpas konge, når den slængede sig i det vinrøde fløjl.

Nu travede den målbevidst ud til sin kvindelige herre i køkkenet og lagde sit krøllede hoved i hendes skød. Det var tid til middags­forkælelsen.

Judith kløede den kærligt bag de bløde ører, og den presse­de kinden mod hendes lår som tak. „Min elskede Hannibal,“ hviskede hun.

I samme øjeblik hun holdt op med at klø, fløj pudlen tilbage, logrende, med forventningen lysende ud af de mørke øjne. Den stirrede stift på hende, mens hun rejste sig fra sin stol. „Skal vi gøre noget ved det, ven?“ Hunden svarede med et bekræftende bjæf, hvorefter den strøg ud til døren i det tilstødende bryggers. Dens kløer lød som små stifter, der dansede hen over linoleumsgulvet.

Dybfryseren stod i udhuset, så de måtte krydse over den lille terras­ se langs siden af huset. Hun havde hjemmesko på, marineblå med en lille hæl, og en småblomstret kjole under den tynde cardigan. De fleste 10

Tiderne_Slagteren i Liseleje-P.indd 10

11/08/13 13.21

tippede hende til at være en del ældre, end hun var. Treogtres var det rigtige svar. Og på efterløn.

Det var virkelig usædvanligt varmt denne dag. Hun kunne godt have undværet cardiganen. Tænk engang, i oktober!

Judith fandt nøglen, der var gemt af vejen på en krog bag udhænget. Hun havde det bedst med at låse, selv om det var begrænset, hvad udhuset rummede af værdi. Det var her, hun opbevarede sine frugter og haveredskaber og lidt ting og sager fra sin tid i slagterfaget. Og så naturligvis dybfryseren.

Hun var mere bekymret for, om nogen kunne finde på at bryde ind i selve huset og stjæle den PH-lampe, som hun havde fået af en taknemlig bekendt fra vejen. En kontorartikelmand, der var ud af en ganske velrenommeret familie. Staklen havde været syg, og hun havde hjulpet lidt til. Lampen var blevet hendes kæreste eje, bl.a. fordi dens berømte bløde lys faldt så smukt over dugen på spisebordet, men især fordi dens tidligere og nu afdøde ejer ved flere lejligheder havde nævnt, hvor fin og dyr den var.

Den enorme fryser bugnede af kød. Kød, der var skåret ud med kyndig hånd og lagt i gennemsigtige plastikposer med små fine mærkater, som hun havde skrevet indhold og dato på. Der var bøffer, skanke, indvolde, mørbrader. Og Judith vidste præcis, hvordan hun skulle servere det alt sammen, så himlen åbnede sig for hendes gæster.

Kun Hannibals poser var ikke mærkede, men de havde til gengæld et helt hjørne for sig selv. Hun fiskede en af dem op og studerede den lidt. Så lagde hun den til optøning i et stort fad, hvor der i forvejen lå en plastikpose med et kødben, som nu var tøet op.

Fadet var i smukt håndmalet porcelæn, kongeligt oven i købet, og det var den eneste ejendel, Judith havde fra sin mor. Det syntes næsten lidt for fint til udhuset og til plastikposer med kødben. Alligevel havde det sin faste plads på det gamle træbord ved siden af dybfryseren.

En stråle af middagssol fandt pludselig vej ind ad udhusets lille vindue og fik fadet til at lyse. Posen med det optøede ben duggede let, og så snart Judith åbnede for den, blandede den umiskendelige lugt af råt kød sig med duften af æbler fra trækasserne i hjørnet.

Udenfor ventede hendes krøllede ven utålmodigt, mens Judith vandede komposten med den kødsaft, der havde samlet sig i bunden af 11

Tiderne_Slagteren i Liseleje-P.indd 11

11/08/13 13.21

posen. Omsider fiskede hun kødbenet op. Hannibal sprang rundt om hende i forventningsfulde små hop, indtil han fik lov at gribe benet i luften og stryge ned i haven med sin fangst.

Snart lå hunden på sin faste plads under æbletræet og gnavede løs på denne lækkerbisken, som var det hans sidste måltid. Nok var han en kær lille mellempuddel, men han ærede altid sin biologiske forfader, ulven, ved at fortære det hele: kød, marv, ben, brusk. Naturen fik lov at leve.

Alt ville ryge ned. Judith kunne ikke drømme om at fodre sin elskede ven med dyre og kunstige tørfoderprodukter, der meget vel kunne påføre den alskens sygdomme og tage livet af den før tid. Nej, hun havde sat sig ind i stoffet. Biologien. Hunde skulle have råt kød og rå ben til deres ulvemaver, og Hannibal var et spillevende bevis på, at hun havde ret.

Judith betragtede ham lidt og smilede. Så smed hun posen i skralde­ spanden under udhusets halvtag og gik tilbage over fliserne. Vanen tro blev hun stående et øjeblik på trinnet foran bryggersdøren. Hun lyttede efter postbilen, men kun en solsorts spæde sang brød stilheden over Rødhalsevej.

Han kom klokken 13.14. For en gangs skyld kørte han ikke helt op til postkassen, eller forbi, men standsede en halv meter før. Lige ud for flisegangen, der sluttede i en herskabelig afrunding nede ved vejen.

Ja, en vej var det jo knap nok. Rødhalsevej var egentlig bare et blindt hjulspor, der fik hullerne fyldt op med grus, når tømreren oppe på hjørnet havde hentet et læs. Førhen havde Ole Valentin fra nr. 9 suppleret med hønsefoder, når han ind imellem havde en sæk, der var blevet for gammel. Foderet blev frygteligt fedtet i regnvejr, men det værste var, at man ikke kunne høre, når folk trådte på det. Judith ville vide det, når nogen passerede. Hun havde dog aldrig klaget over det, for Ole Valentin havde altid været så glad for hende, og hans sympati skulle ikke sættes over styr for en sæk hønsefoder.

Nu var han i øvrigt død.

Hun havde trukket sig lidt væk fra vinduet, så hun ikke så let kunne ses udefra. Judith vidste godt, at postbudet ville standse i dag, for hun havde selv sendt det anbefalede brev, han var på vej med. Fra postafdelingen i SuperBrugsen i Hundested. I Frederiksværk havde hun risikeret 12

Tiderne_Slagteren i Liseleje-P.indd 12

11/08/13 13.21

at blive genkendt af postdamen, og det kunne være blevet frygteligt pinligt, men i Hundested anede de ikke, hvem hun var.

Hun trak sig ind i stuen, mens han nærmede sig huset. Han skulle have lov at komme helt op til døren. Helt op og ind. Dørklokken ringede. Hun lod ham ringe to gange. „Jaaaeh? Næh, goddag-goddag.“ Judith talte med sin blideste stemme, idet hun åbnede hoveddøren for sin gæst og lod duften af nybagte kanelboller sive ham i møde på trappetrinnet. Hendes smil var varmt. Overrasket. „Kommer du med noget til mig?“ spurgte hun uskyldigt, mens hun gned sine knastørre hænder i et viskestykke, som om hun var blevet afbrudt i noget.

Jo, han var virkelig en smuk mand. De grå stænk lagde sig som sølvtråde gennem det mørke hår i hans tindinger, og øjnene var blå og dybe. Han smilede venligt på en meget professionel måde. Det irriterede hende. „Ja, goddag … igen … fru Behring, jeg har et anbefalet brev til Dem. Er De rar at kvittere for modtagelse her?“ Postbudet rakte hende brevet sammen med den lille metalpen, hun skulle bruge til at underskrive elektronisk. Derpå holdt han maskinen med skrivefeltet frem, så den hvilede sikkert på hans venstre håndled.

Der var ingen rysten i hans stemme, ingen tøven i hans bevægelser. Hans øjne kiggede direkte ind i hendes, men på denne distancerede måde.

Det var det blik, hun ikke kunne holde ud. Det nagede hende, at hun ikke kunne afkode det. Regne ham ud.

Hun lod sin velplejede pegefinger glide hen under navnet på brevet.

Frk. Judith Abild Behring stod der ret beset. Fingeren standsede under Frk., mens perlemorslakken skinnede diskret i middagssolen. „Hovhov?“ næsten hviskede hun med en stemme, der lød, som om den forventede en undskyldning. Så blinkede hun til ham, demonstrativt indforstået.

Postbudet reagerede ved at kigge flygtigt ned på kuverten. „Åh ja, selvfølgelig. Frøken Behring, ikke fru,“ korrigerede han sig selv. „Jeg beklager,“ tilføjede han uden at lyde, som om han mente det.

Judith smilede insisterende, mens hun atter fangede hans mørkeblå øjne. „Ja, det er ikke, fordi jeg ikke har fået tilbud …“ 13

Tiderne_Slagteren i Liseleje-P.indd 13

11/08/13 13.21

Hun sendte ham sit allervenligste blik.

Modtageren kvitterede uden så meget som en antydning af sympati. „Nej, selvfølgelig har du det … De … det,“ svarede han tørt. „Årh, vi er da dus. Så gamle er vi da heller ikke, vi to!“ Judith kluklo, varmt og hjerteligt. Kulden i hans afvisende blik irri­ terede hende grænseløst nu. Alligevel fortsatte hun som Titanic mod isbjerget. „Men hør nu, kom nu lige indenfor …“ Hun smilede og vinkede med kvitteringspennen, mens hun lynhurtigt trak sig tilbage gennem entréen og ind ad døren til køkkenet. „Tak, men nu er jeg jo på arbejde.“ „Jo jo, men kom lige … jeg skal lige … kom nu ind et øjeblik,“ insisterede hun fra køkkenet. „Du skal lige have denne her. Behold endelig skoene på.“ Han kunne ikke se hende.

Postbudet trådte ind i entréen med kvitteringsmaskinen i hånden. Hans øjne fæstnede sig et øjeblik ved et falmet sort-hvidt foto, der hang på væggen. Det forestillede en lille, lyshåret dreng med skoletaske og knivskarp skilning. Knægten stod ret i sine korte bukser og lange strømper og smilede, som om han var beordret til det. Så gled hans blik videre gennem den åbne dør for enden af entréen og ind i stuen, hvor et stort vinduesparti åbenbarede en enorm baghave. „Juhu, Postmand Per. Det er herude, det foregår!“ kvidrede Judith nu. Han drejede modvilligt om på hælen og fulgte hendes kald.

Køkkenet var dækket af et lyseblåt linoleumsgulv, der knirkede let, når man trådte på det. En karklud hang symmetrisk i knivskarpe folder på vandhanen over køkkenvasken. Olier og eddiker var omhyggeligt anbragt på en sirligt dekoreret træbakke på køkkenbordet, og ved siden af stod en stor skål med æbler, der bød sig rødmende til. Her duftede af kanelboller og kaffe, og så var der en let sødlig lugt af noget mere ubestemmeligt. Postbudet blev stående lige inden for døren.

Pudlen, der have fået ordre til at blive liggende i et hjørne, fik med et diskret håndtegn fra sin herre lov at løbe hen til gæsten. Den hoppede resolut op ad postbudets bukser, mens den peb af begejstring. „Ja, selvfølgelig må du hilse på Hannibal. Nu skal jeg tage den dér for dig,“ sagde Judith og flåede lynhurtigt kvitteringsmaskinen ud af 14

Tiderne_Slagteren i Liseleje-P.indd 14

11/08/13 13.21

hånden på den nyankomne. „Selvfølgelig skal I lige hilse.“ I næste nu hældte hun en større portion godbidder i hånden på sin gæst. Hannibal smågøede i forventning, og postbudet satte sig på hug og fodrede den ivrige hund med én godbid ad gangen.

Den sødlige, let kvalme lugt steg op fra hans hånd. „Det er tørret lever. Han elsker lever … ja, er han ikke kær? Tænk, han er snart 5 år. Det kan man da ikke mærke, vel?“ Judiths stemme lagde sig som et gnistrende syntetisk tæppe over det knælende postbud.

Han forholdt sig tavs.

Knap havde han rejst sig, før en stol var trukket ud fra spisepladsen i hjørnet og en kop dampende kaffe sat frem til ham. „Du skal da lige have en kop kaffe at styrke dig på.“ Nu blev der anbragt en tallerken ved siden af koppen. Postbudet stirrede ned på en flækket kanelbolle med tandsmør. „Værsgo! Den skal du også have. Bollerne skal jo ikke gå til spilde.“ Judith pegede først på bollen og dernæst på træstolen med den tykke, småblomstrede pude, der var bundet fast med blå silkebånd. „Se bare, fra den plads kan du holde øje med postbilen.“ Hun vidste, hvad hun talte om. „Hør nu, det er meget venligt af dig, men jeg må altså videre,“ forsøgte postbudet. „Så travlt har du vel heller ikke,“ sagde Judith, mens hendes pegefinger prikkede huller i luften over stolen. „Sæt dig nu ned og få lidt!

Jeg skal lige hente noget. Jeg har det herinde ved siden af … det tager bare et øjeblik. Sæt dig nu.“ Før Judith forsvandt ind i stuen, vendte hun sig i døren. En slet skjult triumf tegnede sig i hendes blik, da hun så sin gæst sætte sig på køkkenstolen. Han havde ryggen til hende.

Derpå gik hun målbevidst hen til det lille, runde mahognispisebord, hvor hun tidligere havde stillet to marmeladeglas frem. Små buttede glas med rødternede stofhætter og etiketter med blomstrede kanter og skråskrift.

Ved siden af glassene lå den lokale avis slået op. Et broget udpluk af lokalsamfundet fordelte sig i små fotos over en halvside. Snapshots af fjantede teenagepiger med bumser og piercinger, der voksede ud af 15

Tiderne_Slagteren i Liseleje-P.indd 15

11/08/13 13.21

de usikre ansigter. Femårige knægte, der enten var lige ved at græde eller lige ved at få nogen til det. Omhyggeligt opstillede sølvbrudepar i falmede bryllupsversioner med store runde 80’er briller og permanentet page. Og grå demente damer, der fyldte 90 eller fejrede diamantbryllup uden at ane det.

Alle blev ønsket til lykke af nogen, som glædede sig til en fest, der kom, eller over en, der lige havde fundet sted. Der blev råbt hurra med op til flere a’er fra søskende og forældre og bedsteforældre og sviger­ familier. Og en enkelt uheldig 30-årig blev gjort til grin af vennerne med et småsløret fuldemandsportræt.

Midt i det hele smilede postbudet venligt og professionelt til de grundige læsere af Frederiksværk Ugeblad. Kære Per, tillykke med de 55 år fra Søs og Anders stod der under ham.

Judith lagde begge hænder på glassene og ventede. Der lød en forsigtig klirren fra køkkenet, og ind imellem knirkede stolen svagt. Hun trådte først ud i køkkenet i det øjeblik, han tog den første bid af den anden halve kanelbolle. „Kan du lide æbler? Jeg har så mange, og jeg kan ikke selv nå at få dem spist. Men så er det jo godt, at man kan sylte.“ Han drejede hovedet mod hende, tyggende, men kun for et øjeblik.

Så vendte han igen blikket mod forhaven. Hun satte sig på slagbænken langs væggen og smilede til hans profil. „Hvordan er kanelbollen?“ Judith vidste som alle andre i byen, at hendes bagværk var forbandet lækkert. Bastognerne lå godt og sikkert i skabet og ventede på mindre vigtige gæster.

Han tog sig tid til at tygge færdig, og hun tog sig tid til at betragte ham, mens hun skubbede de to marmeladeglas hen over bordet mod ham. „Den er glimrende, tak,“ svarede han omsider. Så stirrede han ned på glassene.

Hun nød øjeblikket. Nød at han blev nødt til at rose hende. At takke hende. Og om lidt ville han være nødt til at takke igen. For marmeladen. Hun ville trække pinen lidt ud for ham, så hun smilede bare. Uden at sige et ord. „Øh … er det … hvad nu?“ fremstammede han usikkert, mens hans 16

Tiderne_Slagteren i Liseleje-P.indd 16

11/08/13 13.21

blik gled fra glassene op til Judiths smilende ansigt.

Hun sagde stadig intet.

Han havde drukket det meste af sin kaffe.

Hannibals hale begyndte pludselig at slü mod linoleumsgulvet, som om pudlen fornemmede sin ejers lykkefølelse. Og delte den. Hunden havde anbragt sig under bordet med sine forben halvt ind over postbudets sko.

Nu havde de ham.

Tiderne_Slagteren i Liseleje-P.indd 17

11/08/13 13.21

Et par år tidligere Om tre forblæste skæbner i et læskur

April 2009

De lokale kaldte den for parken. Den lille, aflange stump plæne, der lå bag Liselejes torv, klemt inde mellem en mindre sommerhusgrund og de parkeringspladser, der hørte til købmandsbutikken. Ude fra v­ ejen kunne man være heldig at bemærke den grønne plet i forbifarten, og var man særlig årvågen, fik man måske også øje på mindestenen for fiskerlejets grundlægger bag den lave stensætning. Men som regel kørte man forbi uden at ane, at et væsentligt stykke lokalhistorie var for­eviget derinde blandt trimmet græs og velplejede bede, alt sammen nøje arrangeret af byens engagerede borgerforening.

Liselejes asfalterede hovedåre slog et knæk rundt om det lille torv med det store anker, før den fortsatte mod syd. Var man gående, kunne man skyde genvej gennem parken, hvis man skulle fra købmandsbutikken og ud til vejen mod Melby. I så fald ville man nok lægge mærke til det forstenede minde om J. F. Classen og hans bragende successer udi krudt og kanonstøbning, som var anbragt i det forreste hjørne af parken, men næppe at mindre berømmede sjæle som Hans, Christian og Andersen huserede i læskuret i det bagerste. Modsat General Classen foretrak de tre da også at holde sig i baggrunden og ikke tiltrække sig for megen opmærksomhed med deres tomme flasker og fuldskab.

Der var kun en bræddevæg mellem dem og livet omkring torvet og købmandens parkeringsplads. Men en verden til forskel.

Hans Enoksen var den yngste af dem. Og den mindste. Han var kommet til Liseleje fra Nuuk via Århus Universitet, hvor han havde læst 18

Tiderne_Slagteren i Liseleje-P.indd 18

11/08/13 13.21

litteraturhistorie og brilleret med topkarakterer i alt. Den Flyvende Grønlænder var han blevet døbt af lærere og medstuderende.

Fra at have beskæftiget sig indgående med grønlandsk litteratur og sågar selv være blevet spået en lysende fremtid som digter for fødelandet, var han blevet overmandet af pludselig litterær udlængsel efter et tilfældigt møde med afrikanske Ben Okris værker. Et slidt eksemplar af „Sultens vej“ var blevet glemt på en stol i tandlægens venteværelse, hvor Hans havde samlet den op. Han havde blot læst nogle få sider, hvorpå han havde forladt venteværelset med bogen i hånden og uden den bro, han var kommet for.

Snart havde han siddet på sit lille kollegieværelse i Århus midtby, begravet i tekster og analyser og sort nigeriansk historie, og set verden åbne sig i cirkler og myter og scenarier hævet ud af tid og sted. Imens, skulle det vise sig, havde hans livs kærlighed begravet sig under dynen hos hans bedste ven. Hun forklarede det med, at hun elskede ham.

Vennen.

Hans Enoksen havde været få sider fra at afslutte sit speciale, da han kastede sig ud fra 3. sal en sen aften under Århus Festuge. Han ramte en sovende sjæl i en barnevogn og en ung træt mor. Barnet blev dræbt på stedet og den unge kvinde invalideret for livet. Den Flyvende Grønlænder overlevede mirakuløst uden synderlige fysiske mén andet end en let halten, der skulle følge ham siden. Hans sind derimod var slået uopretteligt i stykker, og han bestemte sig for at drukne det i den alkohol, han endnu aldrig havde rørt en dråbe af.

En dag havde han sat sig i et tilfældigt tog. Kørt over broer, gennem tunneller. Stået af og sat sig i et andet tilfældigt tog. Endt på bagsædet i en bus, der kørte ham ud over marker og gennem skove, forbi beskedne huse og græssende heste og får. Han huskede ikke hvorfor og hvordan.

Kun at han i glimt havde håbet at møde et rovdyr, der havde lyst til at fodre sine sultne unger med ham.

En forstående landmand havde samlet ham op på Hundested Havn, inden han nåede at falde i den. Landmanden havde indlogeret ham i et værelse på sin gård i udkanten af Liseleje. Grønlænderen fik kost og logi, så længe han sørgede for at gøre rent og gå til hånde og ind imellem stille sig til rådighed for landmandens libido. Og i øvrigt holde kæft.

19

Tiderne_Slagteren i Liseleje-P.indd 19

11/08/13 13.21

Hans Enoksen bukkede sig lydigt for landmandens ønsker. Når han nu engang var dømt til at overleve, fandt han en mærkelig lindring ved at føje en anden, som trods alt ikke havde slået andre ihjel end de dyr, der alligevel skulle slagtes. Han ventede tålmodigt på, at skæbnen ville være ham nådig og afslutte hans liv. Han selv kunne ikke.

Nu sad Den Flyvende Grønlænder så i læskuret i parken med sin lysende fremtid bag sig. Som ædru var han plaget af billederne af sin fortids synder. Men drak han tæt nok, kunne han se det grønne græs uden for læskuret, huske teksten på mindestenen, høre sommergæsterne, der gik forbi derude med isvafler og solcreme og smarte sandaler i farvet gummi.

Han kunne endda få sære latteranfald. Helt uden varsel. Så sad han i al sin undselighed og pressede de tynde lemmer mod hinanden, som om han skulle tisse, mens tårerne trillede ned ad de indfaldne kinder. Nogle gange skulle han rent faktisk tisse, og det fik ham kun til at grine endnu mere, så han til sidst måtte give efter for naturen på træbænken i et par bukser, der havde prøvet det før. Christian og Andersen hånede ham kærligt for disse besynderlige anfald og forsøgte endda at fremprovokere dem, men den ustyrlige latter dukkede som regel kun op af sig selv. Ud af ingenting. Måske skete det i de øjeblikke, hvor samvittigheden og sorgen slap hans hjerte på samme tid. For at få bedre fat.

Christian Kramshøj var den heldigste af de tre. Han havde ikke mistet nogen, men til gengæld heller aldrig haft nogen at miste. De to andre havde ham stærkt mistænkt for at være jomfru, men det nægtede han hårdnakket, og han begyndte altid at fortælle febrilsk om sine erobringer, hvis de kom ind på emnet. Det morede dem. De vidste, at han stort set udelukkende bevægede sig på sin knallert mellem sit hjem i Melby, parken i Liseleje og kiosken i Asserbo. Ikke desto mindre var de piger, han efter eget udsagn havde forlystet sig med i lokalområdet, altid spændende kvinder med eksotiske navne som „Sharon“ og „Wendy“ og „Cherokee“ og „Jada“. Når han omtalte dem, kunne man godt få den tanke, at han aldrig havde hørt navnene udtalt, men snarere var stødt på dem i et pornoblad.

Han var vokset op hos sin mor i hendes barndomshjem i Melby og var blevet passet og plejet af hende, indtil det var tid for ham at passe 20

Tiderne_Slagteren i Liseleje-P.indd 20

11/08/13 13.21

og pleje hende. Karen Kramshøj var aldrig blevet gift. Nu var hun så blevet anbragt på plejehjemmet, der lå et stenkast fra det hus, der havde været hendes hjem gennem ni årtier. Christian blev boende i huset.

Flytningen var endnu ikke helt gået op for hans mor, og det skabte da også en vis forvirring, når hun forsøgte at smide de andre beboere ud eller beskyldte forstanderen for at være en gemen indbrudstyv og truede ham med tæppebankeren. Men ellers var Karen Kramshøj såmænd en nogenlunde fredelig ældre dame, der kunne lide at spille bridge og ryge cerutter og se film med Clark Gable og Gregory Peck og Carl Brisson.

Sidstnævnte havde hun kendt privat, påstod hun.

Christians far snakkede man ikke om, men onde tunger hviskede, at der var noget med en sydeuropæer. Måske en sigøjner. Christian havde da også de smukkeste brune øjne, og de nu stærkt grånende krøller havde engang været sorte som kul. Hans buskede øjenbryn var det endnu. Han havde altid været lille, tæt og bomstærk. Først de senere år var han begyndt at udvikle den karakteristiske runde mave, som kendetegnede en stor del af lokalområdets mænd. Jo mere maven voksede, des mere begyndte fødderne at pege udad, og desto mindre syntes de at kunne blive enige om at flytte sig.

Til trods for dette havde hans mor altid påstået, at Christian var søn af en høj, norsk sømand, som hun havde truffet i kirken i 1949. Desværre var sømanden gået ned med sit skib ud for Hundested, netop som han var på vej for at gifte sig med hende. Hendes præcise beskrivelse af skibet og forliset stemte påfaldende overens med det gamle oliemaleri, der hang i hendes soveværelse. Norsk Skib forliser i Stormen ud for Hundested stod der på bagsiden af det. Det var dateret 1852.

Christian havde en enkelt gang i sine unge år udtrykt forundring over, at hans far havde delt skæbne med den lysblonde kaptajn på maleriet, sågar på et skib med samme navn. Til det havde hans mor kun sagt, at Vorherre ville straffe Christian med selvsamme skæbne, hvis han nogensinde bragte emnet på bane igen. Christian spurgte ikke mere og satte for en sikkerheds skyld heller aldrig sine ben på en båd – end ikke den lille færge mellem Hundested og Rørvig. Hvad skulle han også i Rørvig!

Rundt om hjørnet fra plejehjemmet lå kirken, hvor han havde passet sit arbejde som graverassistent i 35 år, indtil nedskæringer satte en 21

Tiderne_Slagteren i Liseleje-P.indd 21

11/08/13 13.21

stopper for det. Selv om han bestemt havde holdt af sit arbejde, så han det nu ikke som et tab at miste det, snarere tværtimod. Christians sidste dag som graver var hans 58 års fødselsdag, og den sidste person, han begravede, var den læge, der havde fortalt ham, at han skulle holde op med at drikke. Det gav ham en vis ro til at hellige sig drikkeriet på fuld tid.

Denne sene formiddag i april var Hans og Christian alene i læskuret. Hans var kommet haltende på sine tynde ben oppe fra landmandens gård på Hulvej og havde nået at tage sig en ekstra lur på bænken, inden han fik selskab. Og Christian var vanen tro kommet kørende de små to kilometer fra Melby på sin gamle Puch Maxi, som han parkerede diskret ved læskurets fjerneste side.

Grønlænderen missede med øjnene i den skarpe formiddagssol og måtte skærme med hånden for at se sin ven uden for skuret. „Godmorgen, graver!“ hilste han gennem de lange lokker, der fordelte sig som sorte penselstrøg ned over hans ansigt. „Godmorgen, grønlænder!“ svarede Christian, mens han løftede en pose med klirrende flasker ud af kassen bag på knallerten. Han stillede den på træbordet, og i samme bevægelse fiskede han en øl frem, som blev åbnet med en engangslighter og derpå næsten tømt i én lang slurk.

Han havde endnu ikke afmonteret sin lyseblå styrthjelm uden visir. „Aaaah, det hjalp,“ sagde han og smilede til sin grønlandske ven på bænken. „Du ser da godt nok forfærdelig ud. Fik han sat dig i arbejde i morges, landmanden?“ Christian talte med en dialekt, der umiskendeligt placerede ham inden for kommunegrænsen, helt uden antydning af norsk eller romani.

Hans Enoksen nikkede. Morgenens arbejdstjans havde været af en karakter, som selv Christian næppe var stødt på i sin ellers så udmattende lekture. „Ja, der var nok at gøre,“ sagde han bare.

Hans havde ikke tænkt sig at røbe sin aftale med landmanden for nogen. Hvad skulle det også gøre godt for? Han vidste, at Christian nogle gange hyggede sig med at klunse med landmanden og den gamle bager i en garage i Melby. Der var ingen grund til at sætte skår i den glæde.

22

Tiderne_Slagteren i Liseleje-P.indd 22

11/08/13 13.21

Grønlænderen tog automatisk imod den øl, som blev rakt ind under halvtaget. Han grinede lidt ved synet af vennens rundhovede silhuet. „Ska’ du ikke ha’ den hjelm af, graver?“ „Nåeh … ja ja … vi når nok det hele,“ lød svaret fra Christian, som omhyggeligt løsnede hageremmen med sin frie hånd. Så trak han styrthjelmen af hovedet og placerede den i kassen bag på knallerten.

Om mange timer ville han tage den på igen og trække hjem.

Han gik et par meter væk fra skuret og kiggede hen over en lav busk i stensætningen, der adskilte parken fra torvet. Der holdt nogle få biler i parkeringsbåsene foran købmandsbutikken. En dame forsøgte at finde sine bilnøgler i frakkelommen uden at sætte indkøbsposerne ned og endte med at tabe en stor pakke toiletruller. Ovre på den anden side af torvet, dér hvor vejen slog et knæk, dukkede værtshusholderen op bag en sækkevogn med fustager. Han råbte noget til blikkenslagerens barnebarn, som ventede ved busstoppestedet med en veninde. Pigerne grinede hysterisk. „Nåeh, sover han længe i dag?“ mumlede Christian bag stensætningen. I det samme rundede Andersen hjørnet ved købmandsbutikken.

Han så Christian i parken og vinkede til ham, hvorpå han forsvandt bag om skiltet med culottesteg på tilbud, op ad trinnene og ind ad døren til hjertet af byens handelsliv. Med sin skistav.

Andersen hed egentlig Mikkelsen, men dog Anders til fornavn. Han var blevet kaldt Andersen fra den dag, Kaj Købmand tilfældigt så ham indfinde sig hos Hans og Christian i læskuret. Når først købmanden havde døbt en medborger, kunne syv stædige præster ikke omstøde navngivningen.

Ellers var det mest påfaldende ved Andersen, at han altid gik rundt med en gammel brun skistav i bambus med læderstrop og rusten jernspids. For neden på den sad en vippende krans med krydsende læderremme og satte skæve aftryk i luften over asfalten. Staven syntes at fungere både som mental lynafleder og som fysisk støtte for Andersen, for det var tilsyneladende kun, når han ikke havde fået den med, at hans temperament pludselig kunne slå gnister. Så tordnede hans velvalgte gloser mod enhver, der kom ham i vejen. Det kunne være en voldsom oplevelse, hvis man ikke var forberedt, og det var man sjældent, for 23

Tiderne_Slagteren i Liseleje-P.indd 23

11/08/13 13.21

hans vredesudbrud gik som regel ud over tilfældigt forbipasserende.

Andersen var en høj, slank mand, som snarere lignede en professor end en fulderik i en badeby, og førhen havde hans liv da også formet sig i en noget mere akademisk retning: i en årrække var han en respekteret leder af et kunstmuseum i en større dansk provinsby og skrev fine artikler om malere som Christen Købke og C.W. Eckersberg. Han optrådte sågar som guldalderekspert i populære fjernsynsprogrammer, hvor folk kunne få vurderet deres arvestykker og støvede loftsfund.

Når det så i sjældne tilfælde viste sig at være guld fra favoritperioden og ikke en amatørmalers værk, eksploderede kunsthistorikerens begejstring i skinger stemmeføring og ukontrolleret blinken med de lange, lyse øjenvipper.

Så blev børnene store, konen realiserede sig selv, og Andersen gik ned med en depression. Da han omsider kom ud af den, var ungerne forsvundet i henholdsvis hashtåger og Alaskas vildmark, mens konen havde slået sig ned som „intuitiv maler“ i Kalundborg og kaldte sig eks. En ven solgte Andersen sin lille rønne i Liseleje for en slik, og kunsthistorikeren meldte sig definitivt ud af karrieren og ind i læskuret. „Godmorgen, d’herrer,“ sagde Andersen med en stemme, der var en foredragsholder værdig, da han viste sig foran læskuret med skistav og indkøbspose. Hans lyse, rødblonde hår dansede let i et vindpust, og en solsort begyndte at synge i det samme. „Godmorgen,“ mumlede Hans Enoksen med sit automatiske, lidt fjogede grin, der mere syntes at signalere utilpashed end egentlig lystighed.

Andersen stillede skistaven op ad væggen og anbragte sig selv og posen på bænken ved siden af grønlænderen. Over for dem sad Christian og rullede cigaretter med ryggen til plænen. Han sagde ikke godmorgen, men hilste blot med et nik. Han ventede, indtil Andersen havde sat sig godt til rette. „Nåh, noget nyt?“ spurgte han og kneb øjnene lidt sammen under de sorte bryn. Hans og Christian betragtede den sidst ankomne med spændte blikke, som afventede de nyt fra fronten. Kvaliteten af deres dag kunne meget vel afhænge af svaret.

Andersen svarede ikke med det samme, men stak i stedet hånden ned i den knitrende hvide pose efter en øl. Han åbnede den, tog en slurk og 24

Tiderne_Slagteren i Liseleje-P.indd 24

11/08/13 13.21

tørrede skummet fra læberne med bagsiden af sin fregnede hånd. „Jaeh, det er der da,“ sagde han omsider. „Købmanden siger, at slamsugerens Iben har fået hvalpe i morges. Med Buller!“ De andre lænede sig lidt tilbage og smilede i taknemlighed. Nu var der nok at tale om.

Samme dag som Iben Aalbæks præmierede mynde fik seks sunde hvalpe med rendegraverens butsnudede gadekryds, spadserede Judith Abild Behring gennem parken med sin puddel.

Det var hen på eftermiddagen. Gartneren havde været omkring for at ordne nogle bede og få en øl og en smøg i smug med de andre. Sådan skete det ind imellem, at en indviet kiggede forbi for at slukke tørsten i kompetent selskab og behagelig diskretion bag bræddevæggen. Men da Judith trådte ind i parken, var de tre igen alene i læskuret. „Nå, der kommer hende damen,“ hviskede Christian, som havde lænet sig lidt tilbage, så han kunne se op mod vejen. Hans og Andersen lænede sig frem over bordet for at se med.

De havde før set Judith skrå det korte stykke gennem parken hen til torvet, og hver gang havde hun holdt sig til den flisegang, der var anlagt til formålet. Men i dag trådte hun ud i græsset. Pudlen havde tilsyneladende et ærinde at besørge, og nu ledte den efter det helt rigtige sted mellem græsstrå og bede med afblomstrede krokus og tidlige tulipaner. Judith fulgte efter i en usynlig snor uden at forstyrre sin hund og dog med al sin koncentration rettet mod dens mission. Hun havde slet ikke bemærket mændene i læskuret. De forholdt sig da også i fuldstændig ro, som hun og hund nærmede sig, zigzaggende hen over plænen på jagt efter den perfekte duft, der kunne sætte skub i foretagendet bagtil.

Hannibal fandt omsider den rette stimulans i en tot græs og krummede sig sammen over den. Imens stillede Judith sig i venteposition bag den dirrende hale og betragtede sin firbenede ven indgående. Snart trak hun en sort hømhøm-pose op af lommen på sit uldne slag, foldede posen ud og stak sin ene hånd ned i den. Hun stod kun få meter fra læskuret med ryggen til det – ganske uvidende om, at Hans, Christian og Andersen fulgte interesserede med i hendes forehavende. Ikke mindst da hun satte sig på hug, afventende og med fremstrakt hånd.

25

Tiderne_Slagteren i Liseleje-P.indd 25

11/08/13 13.21

Det lykkedes Hannibal at aflevere fire små, lyse kugler i en fin lille opstilling i græsset. Men inden han kunne nå at nyde sit værk endsige sparke til det med bagbenene, var det forsvundet i bionedbrydelig plastik, uden at noget hud havde rørt noget fæces.

Judith rettede sig forsigtigt op, mens hun bandt en knude på posen.

Så vendte hun sig langsomt rundt for at finde den nærmeste affaldskurv.

I det øjeblik hendes forbavsede blik nåede de tre mænd i læskuret, glemte Hans Enoksen alt om kærestesorger og dødsfald og sexovergreb, og Judith Abild Behring skulle for første gang i sit liv opleve en fordrukken grønlænder bryde sammen i krampelatter.

Det var meget svært for andre at lade være med at le, når Hans først hulkede af grin. Judith var ingen undtagelse. I øvrigt havde hun et godt blik for pudsigheder og kunne udmærket se komikken i situationen, også når hun selv var genstand for morskaben. Om ikke andet ville hun utvivlsomt tabe ansigt, hvis hun forsøgte at ignorere sine vidner. „Sidder I dér og lurer?“ udbrød hun overrasket, hvorpå hun slog hovedet tilbage i en hjertelig latter.

Der var absolut intet i hendes varme blik og klukkende stemme, der afslørede den indædte afsky, som fyldte hende. En afsky for ynkelige, fordrukne mænd.

Tiderne_Slagteren i Liseleje-P.indd 26

11/08/13 13.21