Sommerfugleeffekten af Karin Alvtegen

Sommerfugleeffekten

„En marginal påvirkning i systemet kan på sigt få store og uforudsete virkninger et andet sted“

Tiderne_Sommerfugleeffekten-2.kor.indd 1

04/03/14 12.53

Romaner af Karin Alvtegen p책 dansk: Savnet. Roman, 2002/2010 Skam. Roman, 2004/2010 Bedrag. Roman, 2005/2010 Skygge. Roman, 2007/2010 En sandsynlig historie. Roman, 2011

Tiderne_Sommerfugleeffekten-2.kor.indd 2

04/03/14 12.53

Karin Alvtegen

Sommerfugleeffekten ROMAN

Oversat af Vibeke Eskesen

TIDERNE SKIFTER

Tiderne_Sommerfugleeffekten-2.kor.indd 3

04/03/14 12.53

Sommerfugleeffekten Oversat fra svensk efter „Fjärilseffekten“ Copyright © Karin Alvtegen 2013 Dansk udgave: © 2014 Tiderne Skifter Forlagsredaktion: Claus Clausen Sat med Janson text hos An:Sats, Espergærde Tryk: ????

ISBN 978-87-7973611-5

„Because I’m worth it“ s. 124: kilde L’oreal „Magnum – for god til at dele” s. 124: kilde GB Glace

Tiderne Skifter Forlag · Læderstræde 5, 1. sal · 1201 København K Tlf.: 33 18 63 90 · Fax: 33 18 63 91 e-mail: tiderneskifter@tiderneskifter.dk · www.tiderneskifter.dk

Tiderne_Sommerfugleeffekten-2.kor.indd 4

04/03/14 12.53

FLERE DØDE I VOLDSOM TOGULYKKE NETOP NU: Mindst 11 personer er omkommet, da et intercitytog kolliderede med en personbil lige uden for Rosersberg. Ifølge oplysningerne hersker der stadig kaos på ulykkesstedet, og indsatsledelsen oplyser, at flere tilskadekomne og døde kan befinde sig under de afsporede vogne. Omkring 50 personer er kørt på hospitalet, heraf adskillige med livstruende skader. Toget med de ca. 180 passagerer forlod Stockholms Centralstation kl.

17.40 og var på vej mod Gävle. Ulykken fandt sted ved en jernbane­overskæring med automatiske bomme og lyssignaler, som ifølge indsatsledelsen fungerede normalt, da ulykken indtraf. Af ukendte årsager kørte bilen ind i en af togvognene, som blev afsporet og trak de efterfølgende vogne med sig. Bilens fører var død på stedet.

5

Tiderne_Sommerfugleeffekten-2.kor.indd 5

04/03/14 12.53

Tiderne_Sommerfugleeffekten-2.kor.indd 6

04/03/14 12.53

FEM MĂ…NEDER TIDLIGERE

Tiderne_Sommerfugleeffekten-2.kor.indd 7

04/03/14 12.53

Tiderne_Sommerfugleeffekten-2.kor.indd 8

04/03/14 12.53

bodil

En ukendt lyd.

Det er sådan, jeg bliver vækket om morgenen nu. Alle huse har deres særheder, og på fire dage har jeg kun nået at lære de mest almindelige at kende. Lejligheden er ikke særlig stor, kun ét værelse og køkken, og den var fyldt til bristepunktet, allerede før jeg rykkede ind med mine to flyttekasser. Mere behøver jeg ikke. Kun nogle af mine bøger og tøj nok til at klare mig igennem de fire årstider.

For man ved jo aldrig.

Ikke længere.

Jeg er 55 år. Alligevel føler jeg mig som et lille barn, der stavrer rundt på bare fødder og prøver at lære at gå.

Intet af det, som bekymrede mig indtil for fem dage siden, er længere vigtigt. I denne uge har jeg forladt min mand og sagt mit job op med øjeblikkelig virkning. Hverken Krister eller min chef var særlig forstående, men for første gang i mit liv rettede jeg ikke ind på trods af reaktionerne.

9

Tiderne_Sommerfugleeffekten-2.kor.indd 9

04/03/14 12.53

De ved ikke, hvad jeg ved, og deres vrede kan ikke nå mig der, hvor denne viden har bragt mig hen.

Siden har jeg fulgt mine instinkter. Jeg gør kun, hvad jeg vil, og i forgårs drak jeg mig fuld for første gang i mit liv. Ganske vist her i lejligheden og ude af syne for resten af verden, men fuld det var jeg og faldt i søvn med tøjet på. Uden at have vasket mig og smurt mig med min nye, dyre creme. Jeg kan ikke påstå, at jeg fik smag for oplevelsen. Tømmermændene kostede mig en hel dag, og det har jeg ikke råd til længere; derimod har jeg fået kig på restauranten nede på hjørnet. De åbner klokken fire, og de første timer er der langt mellem gæsterne. Her agter jeg at gå hen hver eftermiddag og drikke et glas vin eller to, selv om min mand synes, at enlige kvinder på bar er billige. Det har jeg for øvrigt heller aldrig prøvet, og så er det vel på høje tid nu.

Alt, hvad jeg hidtil har tilsidesat, kommer nu væltende ned over mig som en lavine.

Er man udødelig, er gjort og ugjort let at lægge bag sig.

Eller rettere sagt foran sig.

Som dødelig er det sværere.

Jeg bliver liggende i sengen et stykke tid. Den form for luksus føles stadig fremmed, men siden i mandags har jeg ikke haft dårlig samvittighed. Jeg betragter lysstriben, som har fundet vej ned i den snævre gyde, hvor jeg bor fra nu af. Om morgenen rammer solen mit vindue et øjeblik, inden den vandrer videre over tagene i Gamla Stan og efterlader lejligheden i skygge. Det gør ingenting. Vil jeg 10

Tiderne_Sommerfugleeffekten-2.kor.indd 10

04/03/14 12.53

se solen, finder jeg den udenfor. Denne uge har ført mig til steder, jeg aldrig før har været. Selv om jeg har tilbragt næsten hele mit liv i Stockholm.

Jeg rejser mig og går ud i badeværelset. Det kræver små omveje rundt om kasser og bogstabler på gulvet, jeg har ladet fars ting blive stående, hvor de stod, da jeg flyttede ind.

Lejligheden dukkede op som en overraskelse, da han døde for otte år siden, testamenteret til mig som særeje.

Et hemmeligholdt værelse med køkken på tredje sal, bag en uanselig port i Göran Hälsinges Gyde. Ifølge ejerforeningen købte han den i 1976. Jeg har på fornemmelsen hvorfor. Og jeg tror også jeg ved, hvorfor han blev ved med at beholde den. Jeg ser det på bøgerne, som slås om pladsen på de overfyldte reoler. Botanica. Nordens flora.

Fugle på mark, hede og fjeld. Jeg ser det på genstande, jeg kan huske fra mine farforældres hjem, de ting mor ville have, at han skulle kassere. Det her var hans åndehul. Tilflugtsstedet, hvor hans drømme var sikkert forvarede.

Jeg har spekuleret over, hvad jeg skulle gøre med lejligheden. Ingen andre end jeg kender til den, jeg har bevaret fars hemmelighed og har hverken fortalt om den til min mand eller min datter. Jeg er gået herhen en gang om måneden for at se, at alt var i orden, har ikke rørt noget, men har ladet lejligheden stå som et mausolæum over min barndoms familie. Ingen andre end jeg er tilbage.

Og alle minderne jeg ikke længere har nogen at dele med.

Måske vidste jeg inderst inde, at lejligheden en dag 11

Tiderne_Sommerfugleeffekten-2.kor.indd 11

04/03/14 12.53

ville blive min redning. At fars tilflugtssted også engang skulle blive mit.

Hanen over badekarret drypper. Ikke ret meget, cirka et dryp hvert halve minut. Jeg beregnede tiden en aften, da jeg lå i badet og nød mit nye badesalt med æteriske olier af lavendel, citron og rosmarin. Jeg har aldrig været nogen stor karbader. Siden Viktoria var lille, har karret i vort rækkehus i Tyresö knapt været brugt som andet end frasætningsplads for smukke flasker med badeolie, som ingen nogensinde har fundet anledning til at åbne.

I denne uge har jeg taget bad hver aften. Tilladt mig at se bort fra fråseriet med vandet. Fordeler man mit totale karbadsforbrug over hele livet, er dets indvirkning på miljøet forsvindende lille. Der, hvor dryppet rammer, er emaljen blevet gul. Jeg skrubbede lidt halvhjertet med noget rengøringsmiddel, men pletten blev siddende, og jeg overlod drypperiet til dets skæbne. Det er en befrielse ikke længere at behøve bekymre sig. Det har jeg brugt en alt for stor del af mit liv på.

Nu ved jeg, at det er tid, jeg har spildt.

Jeg børster tænder, og bagefter bliver jeg stående lidt foran mit spejlbillede. I det midaldrende ansigt aner jeg den forventningsfulde teenager, jeg engang var, jeg ser den samme rådvildhed. Men bagefter ser jeg kun den magre kvinde, som altid har haft blikket rettet mod sine fejl og mangler. Jeg betragter rynkerne rundt om min mund. De to lodrette furer over næseroden. De får mig til at se bekymret ud, oven i købet nu hvor jeg omsider føler mig fri. Jeg undersøger min hals, som Krister har 12

Tiderne_Sommerfugleeffekten-2.kor.indd 12

04/03/14 12.53

sagt ser gammel ud, og som jeg derfor ofte har skjult under tørklæder.

En dag vil jeg stå her foran spejlet og sige til mig selv, at jeg faktisk er ganske smuk. I det mindste forsøge at finde noget som ikke er direkte grimt. Det skylder jeg den krop, som har holdt mit had ud i så mange år.

Derfor står jeg her lidt hver morgen. Jeg øver mig i at møde mit eget blik. Øjnene ligner mærkelig nok sig selv, men de ser ikke længere det, de plejer. Billedet står skarpere og har fået andre dimensioner. Det er, som om farveskalaen rummer flere nuancer, og detaljer kan pludselig fremstå som rene ornamenter.

Siden i mandags har jeg set omhyggeligt efter, nysgerrig og usikker på om jeg får det at se igen.

Jeg går ud i køkkenet og laver kaffe. Jeg har købt en lille espressomaskine som oven i købet laver mælkeskum, jeg føler mig ligefrem moderne, når apparatet sprutter og hvæser. Jeg nyder kaffen i krogen ved vinduet, væggene er tykke, og der er plads til at sidde i selve vinduesnichen.

Udsigt kan man vel knap tale om, jeg ser over på gen­ bohusets facade nogle meter borte, og jeg må tilstå, at jeg har slukket lampen om aftenen og siddet og kigget. I den ene lejlighed er der oftest rullet ned, men i den anden bor et par i trediveårsalderen, som ikke er smålige med deres privatliv. Måske har de ikke bemærket, at nogen er flyttet ind på første parket. De lader til at have det rart, taler meget og laver mad sammen, rører tit ved hinanden uden grund. Indtil nu har jeg set både det ene og det andet og undret mig over deres anderledes liv. Jeg tænker 13

Tiderne_Sommerfugleeffekten-2.kor.indd 13

04/03/14 12.53

meget over, hvad det er, der gør, at vores liv bliver så forskellige.

Mens jeg nipper til kaffen, tiltrækker mobiltelefonen sig min opmærksomhed. Jeg har haft den slukket, siden jeg flyttede ind, og jo flere dage der går, desto mindre lyst har jeg til at tænde den igen. Ikke just fordi den plejer at ringe særlig tit, men jeg behøver nogle dage i fred. Til min egen forundring lyttede jeg til mit eget behov og tilsidesatte de andres. Mit sædvanlige jeg, eller rettere sagt den jeg var til i mandags, ville aldrig have vovet at tage sig den frihed. Hun troede, at tilværelsen ville falde fra hinanden, hvis hun gav efter, men den går bevisligt videre. Måske ikke så godt hos Krister i vores rækkehus, men hvad ved jeg? Det mærkelige er, at jeg er ligeglad. Jeg orker ikke længere. Egentlig er det længe siden jeg holdt op med at orke, men trods det har jeg bare fortsat.

Først nu indser jeg, at vi alle har vores uro at bære, men at hænge fast i en andens er at forære alle sine kræfter væk.

Med det, som er i vente, behøver jeg dem selv.

Det sidste jeg gjorde, inden jeg slukkede mobilen, var at sende en sms til min datter. Hej Viktoria, kan vi mødes på fredag kl. 18.00 på Café Tabac ved Kornhamnstorvet? Ville være rart, hvis du kunne komme. Hilsen mor.

Hvor jeg dog overvejede ordene, før det lykkedes mig at få formuleret meddelelsen. Særlig afsenderen. Bodil?

Din mor? Mor? Jeg indså med ét, at jeg ikke ved, hvad hun kalder mig. Hun siger aldrig far om Krister, men bruger altid hans navn. Vi ses så sjældent, at jeg ikke længere 14

Tiderne_Sommerfugleeffekten-2.kor.indd 14

04/03/14 12.53

ved, hvordan hun tiltaler ham.

Det er i aften, vi skal mødes, og jeg er nervøs. Siden hun flyttede hjemmefra, ses vi ind imellem, altid på mit initiativ. Egentlig kender vi ikke hinanden. Heller ikke det blev, som jeg ønskede. I årene, hvor grundlaget kunne være blevet skabt, var der så meget andet, som krævede min opmærksomhed, jeg havde hverken viden eller mod til at prioritere det, som var vigtigst. Jeg har længe mærket hendes skuffelse. Ind imellem har jeg set min egen selvforagt i hendes blik, men det forstærkede kun afmægtigheden. Så det blev enklere at holde sig uden for synsvidde.

Til nu.

Med mit nye blik ser jeg omfanget af det, der er gået tabt. Mere end noget andet ønsker jeg at lære hende at kende, inden det er for sent. Om ikke for at undskylde, så i det mindste for at give hende min historie.

En forklaring.

Men hvordan gør jeg det, når jeg ikke engang selv forstår den?

Og uret tikker videre.

15

Tiderne_Sommerfugleeffekten-2.kor.indd 15

04/03/14 12.53

andreas

Tirsdag d. 6. marts 2012. Hvis tid var noget, man kunne se, ville der den dag være en tyk, rød streg under præcis klokken 13.22, hvor mit liv er blevet opdelt i et før og efter. Det er muligt, at det, der skete, er begyndt langt tidligere, men lige meget hvordan jeg vender og drejer tilfældighederne, så er det ubegribeligt, at det skete for netop mig. Hvorfor jeg befandt mig lige der på netop det tidspunkt. Sandsynligheden er så forsvindende lille.

Jeg har overvejet ethvert hvis og hvis ikke, som findes, og alligevel er der ingen forklaring. Derfor har jeg prøvet at lade være med at spekulere på det, men jeg kan ikke huske, hvordan jeg plejede at tænke før. Nu bagefter føles det, som om jeg slet ikke plejede at tænke. Jeg gled automatisk fra den ene dag til den anden med opmærksomheden rettet mod det næste, der skulle klares. Køre børnene i skole, gå på arbejde, købe ind, lave mad, Williams fodboldtræning. Majas håndbold, kampe i weekenden og gode middage lørdag aften sammen med nogle af 16

Tiderne_Sommerfugleeffekten-2.kor.indd 16

04/03/14 12.53

vennerne. Almindelige dage i en almindelig uge. Ens til forveksling, og derfor krydret med skirejser til Alperne og ferier i Asien og et nyt badeværelse og køkken i vores smukke patriciervilla.

Måske fandtes der en lille smule lede ved det hele, en vag længsel efter noget ekstraordinært. Jeg overvejede dog ikke, hvad det eventuelt kunne være, bare et eller andet som kunne slå hverdagen i stykker og tage mig væk fra den daglige trummerum.

Nu er mit eneste ønske at få den tilbage.

Den første uge efter det skete, fungerede jeg nogenlunde godt. Jeg fortsatte mit liv som før og holdt mig til rutinerne. De foregår fortsat omkring mig, jeg hører min familie spise morgenmad nedenunder og ønsker, at jeg stadig var en forudsætning for, at alt fungerer. Jeg ved, at Åsa slider, at hun savner mig. Vi er et godt team, og vores fuldt besatte hverdag kræver, at vi er to for at få det til at hænge sammen.

Nu, hvor jeg er holdt op med at sove, har jeg ikke længere kræfter til at deltage.

Stolene skraber mod trægulvet i køkkenet, og snart skal familien ud ad døren. Jeg hører Åsas hurtige skridt op ad trappen og lægger mig på siden og lukker øjnene. I næste øjeblik går soveværelsesdøren op, hun sætter sig på sengekanten, og jeg mærker hendes hånd mod min pande. „Sover du?“ Der går nogle sekunder, før jeg lader, som om jeg vågner. „Du er ikke helt så varm i dag, har du stadig ondt i halsen?“ Jeg vender mig, laver en synkebevægelse og finder en passende grimasse. „Ja.“ 17

Tiderne_Sommerfugleeffekten-2.kor.indd 17

04/03/14 12.53

„Så ringer jeg til lægen. Du har været syg en uge nu.

Måske skal du have penicillin.“ „Nej, lad os trække den et par dage endnu. Det kan godt være, at halsen er lidt bedre nu, men det er svært at sige, når jeg lige er vågnet.“ Hun har sin iPhone i hånden og ser på uret, råber til William, at han skal pakke sit træningstøj og rejser sig op.

Hastværk i hvert ord og hver bevægelse. „Skal jeg trække gardinerne fra?“ „Nej, jeg sover lidt endnu.“ „Tror du, du har kræfter til at køre drengene til fodboldtræning klokken fem, det er vores tur?“ „Jeg ved det ikke rigtigt.“ Hun undertrykker et suk, men jeg opfatter det. „Jeg prøver Lucas’ forældre. Det må blive take-away i aften, for jeg kan heller ikke nå at købe ind, jeg snupper bare lidt fredagslækkert på vejen hjem. Vi har deadline på en annoncekampagne, og kunden er ikke tilfreds med layoutet.

Jeg ved ikke, hvor længe mødet kommer til at vare.“ „Okay.“ Hun ser på uret igen, og på vej mod døren klapper hun mit ben oven på tæppet. „Jeg ringer til dig i løbet af dagen. Se nu at blive rask. Kys.“ Nogle minutter efter smækker yderdøren i, og umiddelbart efter starter Audien. Jeg kan kende vores to biler fra hinanden på motorlyden. Gruset knaser under dækkene, da den bakker ud gennem lågen, og lyden toner bort. Huset er stille. Jeg bliver liggende og stirrer op i loftet med armene under hovedet.

Endnu en unormal dag. Der er gået en uge, siden jeg 18

Tiderne_Sommerfugleeffekten-2.kor.indd 18

04/03/14 12.53

begyndte at tilbringe tiden i sengen. Hvis dagene havde været normale, ville jeg nu have siddet i bilen for at aflevere børnene i skolen, jeg ville have parkeret ved SaltsjöDuvnäs stationen og taget Saltsjöbanen mod Slussen og derfra fortsat med undergrundsbanen til Rådmansgatan.

Halv ni ville jeg være gået ind på kontoret, hvor jeg og syv andre arkitekter har leaset hver vores arbejdsplads, jeg ville have lavet en kop kaffe og udvekslet et par ord med de andre og derefter omhyggeligt have holdt øje med tiden. Der er næsten altid for lidt af den, børnenes kalender styrer os med hård hånd, og Åsa og jeg deler så lige, vi kan.

Delte.

Hun har en god løn som projektleder på et reklamebureau. Som regel arbejder hun mere end jeg. Inden Maja blev født, drejede vores tilværelse sig om arbejdet, der var lange arbejdsdage, og middagen spiste vi som regel ude.

Jeg blev regnet for en af den nye generations fremadstormende arkitekter, jeg vandt priser og arbejdede med flere prestigeprojekter. Pludselig var jeg et navn i branchen. Årene gik, og vi knoklede på. Opgaverne skiftede, men ugerne lignede hinanden til forveksling. Vi var begge et godt stykke over tredive, da vi fik fornemmelsen af, at der manglede noget. Vore samtaler begyndte at dreje sig om forandring. Jeg mindes en udefinerbar længsel efter noget større, en udfordring, som kunne give mig mulighed for at udvikle andre sider af mig selv. Tendensen kunne også mærkes hos vores jævnaldrende venner. Måske var det et urgammelt kald fra cellerne, som meddelte, at tiden var inde til forplantning. Måske var det så enkelt, for året ef19

Tiderne_Sommerfugleeffekten-2.kor.indd 19

04/03/14 12.53

ter var der lige så mange babyer som par omkring bordet ved vores før så velarrangerede sammenkomster. Åsa og jeg delte barselsorloven. Da tiden var inde til en vuggestueplads, valgte jeg at starte for mig selv. Det var lettere sådan, nu er jeg herre over min egen tid og kan arbejde hjemmefra, når børnene er syge. For Åsa er det sværere ikke at møde op. Mine eneste overordnede er de kunder, som køber mine ydelser, og det betaler de godt for. Jeg er eftertragtet, og indtil for ganske nylig var det en vigtig faktor i mit liv.

Jeg antager, at jeg følte mig betydningsfuld.

Men nu får jeg trykken for brystet, når jeg tænker på hotelprojektet, som kalder på mig fra computeren. Tegningerne er næsten færdige, men når jeg ser på dem, føles det, som om de er lavet af en anden. Jeg kan ikke længere få øje på grundideen. Den træder ikke frem i alle de ejendommelige streger og beregninger.

Min opfundne influenza er mit gemmested. Jeg ved, at jeg skal til at tage mig sammen, mobilen er fyldt med meddelelser, og Åsa tvinger mig snart til at gå til lægen.

Jeg rejser mig op og kommer så langt som til vinduet.

Der bliver jeg stående med panden mod det kolde glas.

Haven ligger hen. Det meste af sneen er smeltet. En kælk er strandet på græsplænen. Vinden har blæst efterårets blade sammen i mørke bunker; de ligner bylder på det flade græs. En glemt fodbold stikker op af den ene snedrive i skyggen ved garagen.

Vi burde gå i haven i weekenden. Rydde op, beskære buske, brænde af. Gøre noget helt almindeligt som vi plejer.

20

Tiderne_Sommerfugleeffekten-2.kor.indd 20

04/03/14 12.53

Jeg er bare så vanvittig træt.

Det blev til en times søvn i nat, måske to. Aldrig med ryggen til døren. Jeg lå vågen med blikket stift rettet mod clockradioens tal, og hver gang jeg faldt hen, var det med et sæt, som vækkede mig igen.

Jeg tør ikke sove.

For så er det, jeg ser dem. Øjnene.

21

Tiderne_Sommerfugleeffekten-2.kor.indd 21

04/03/14 12.53