SULT
Tiderne_Sult_P.indd 1
29/03/16 12.26
Tiderne_Sult_P.indd 2
29/03/16 12.26
MARTÍN CAPARRÓS
SULT Oversat fra spansk af Rigmor Kappel Schmidt
TIDERNE SKIFTER
Tiderne_Sult_P.indd 3
29/03/16 12.26
Sult Oversat fra spansk efter „El hambre” Copyright © Martín Caparrós 2014 Dansk udgave: © 2016 Tiderne Skifter Forlagsredaktion: Claus Clausen Sat med Times New Roman hos An:Sats, Espergærde Tryk: Printing House „POZKAL“, Poland ISBN 978-87-7973-747-1
Oversættelsen er udgivet med støtte fra Statens Kunstfond
Work published within the framework of „Sur“ Translation Support Program of the Ministry of Foreign Affairs and Worship of the Argentine Republic. Obra editada en el marco del Programa „Sur“ de Apoyo a las Traducciones del Ministerio de Relaciones Exteriores y Culto de la República Argentina.
TIDERNE SKIFTER · Læderstræde 5, 1. sal · 1201 København K Tlf. 33 18 63 90 · Fax 33 18 63 91 e-mail: tiderneskifter@tiderneskifter.dk · www.tiderneskifter.dk
Tiderne_Sult_P.indd 4
29/03/16 12.26
Try again. Fail again. Fail better. Samuel Beckett, Worstward Ho
Tiderne_Sult_P.indd 5
29/03/16 12.26
Tiderne_Sult_P.indd 6
29/03/16 12.26
Begyndelserne 1
Der var tre kvinder: en bedstemor, en mor og en tante. Jeg havde betragtet dem i nogen tid, mens de gik omkring hospitalssengen og langsomt samlede deres to plastiktallerkener, deres tre skeer, deres lille, sodsværtede gryde og deres grønne spand sammen og rakte det hele til bedstemoderen. Og jeg blev ved med at betragte dem, da moderen og tanten samlede tæppet, to-tre små t-shirts og nogle klude sammen til en bylt, som de bandt, sådan at tanten kunne bære den på hovedet. Lidt efter så jeg tanten bøje sig ned over briksen. Hun løftede det lille barn, holdt det op i luften og betragtede det med et mærkeligt ansigt, nærmest forundret og ligesom vantro, holdt det ind mod moderens ryg, sådan som man holder små børn i Afrika ind mod deres mødres rygge – med arme og ben ud til siderne – og moderen bandt et klæde om barnet, sådan som man binder små børn i Afrika ind til deres mødres kroppe. Det lille barn var nu på plads som sædvanlig, parat til hjemturen, død. Det var ikke varmere end ellers. Jeg tror, at denne bog begyndte her, i en landsby lige i nærheden for nogle år siden, dybt inde i Niger, hvor jeg sad sammen med Aisha på en flettet stråmåtte foran døren ind til hendes hytte, svedende midt på dagen – udtørret jord, skygge fra et forkrøblet træ, råbende børn, der løb omkring – da hun fortalte mig om den bolle af hirsemel, hun havde spist hver eneste dag livet igennem, og jeg spurgte hende, om 7
Tiderne_Sult_P.indd 7
29/03/16 12.26
hun virkelig spiste en hirsebolle hver eneste dag. Hendes svar viste kultursammenstødet: – Nå ja, hver eneste dag, når jeg har hirse, sagde hun til mig og så skamfuldt ned i jorden. Jeg følte mig som en lus, og vi blev ved med at tale om deres mad og især manglen på mad, og jeg ignorant mødte for første gang sulten i dens ekstreme form, og efter et par timers forbløffelse spurgte jeg hende – jeg stillede hende for første gang det spørgsmål, som jeg siden skulle stille så ofte – hvad hun ville bede en troldmand om, hvis hun kunne ønske sig hvad som helst, eller hvad hun allerhelst ville have. Aisha var et stykke tid om at svare, som én, der stod over for noget helt utænkeligt. Aisha var 30-35 år gammel, havde krum næse og sørgmodige øjne, mens resten var dækket af lilla klæde. – Jeg ønsker mig en ko, der kan give mig en masse mælk, så kan jeg sælge lidt af mælken og købe, hvad jeg skal bruge for at lave puff-puff og sælge dem på markedet, og så ville jeg i det store og hele kunne slå mig igennem. – Men hvis jeg nu fortæller dig, at troldmanden kan give dig alt, hvad du beder ham om? – Sådan virkelig, alt, hvad som helst? – Ja, uanset hvad du beder ham om. – To køer? hviskede hun til mig og forklarede. – Med to køer ville jeg aldrig mere komme til at sulte. Det var så lidt, tænkte jeg først. Og det var så meget.
2 Vi kender sulten, vi er vant til den: Den melder sig to-tre gange om dagen. Intet er mere almindeligt, mere konstant, mere nærværende i vores liv end følelsen af sult – og samtidig er den for de fleste af os uendelig langt fra den virkelige sult. Vi kender sulten, vi er vant til den: Vi føler sult to-tre gange om 8
Tiderne_Sult_P.indd 8
29/03/16 12.26
dagen. Men mellem den gentagne, daglige sult, der bliver tilfredsstillet et par gange om dagen, og så den fortvivlende sult, som man intet kan stille op med, er der en verden til forskel. Sulten har gennem historien været årsag til sociale ændringer, tekniske fremskridt, revolutioner, kontrarevolutioner. Ingen sygdom, ingen krig har dræbt så mange mennesker som sulten. Endnu har ingen pest været så dødbringende og samtidig så let at undgå som sulten. Det vidste jeg ikke. For mig er de tidligste billeder af sulten et barn med opsvulmet mave og tynde ben et ukendt sted, der blev kaldt Biafra. Dengang i slutningen af 1960’erne hørte jeg for første gang om den mest brutale udgave af ordet sult: hungersnød. Biafra fandtes kun kortvarigt som land: Det løsrev sig fra Nigeria, den dag jeg blev ti år. Før jeg fyldte tretten, var det forsvundet. I den krig døde en million mennesker. Sulten, der blev vist på de sort-hvide tv-skærme, var børn med fluer sværmende omkring deres døende kroppe. I de følgende årtier blev billedet forholdsvis almindeligt i dets insisterende gentagelse. Så jeg forestillede mig i starten, at jeg ville begynde denne bog med en voldsom, barsk og forfærdelig beretning om hungersnød. Jeg ville følge et nødhjælpshold til et ulykkesramt område, sandsynligvis afrikansk, hvor mennesker i tusindvis var ved at dø af sult. Jeg ville fortælle om det ned i de mest skrækindjagende enkeltheder, og efter at have iscenesat den værste af alle rædsler ville jeg oplyse, at man ikke skulle narre sig selv – eller lade sig narre – for situationer som denne var kun toppen af isbjerget, og den skinbarlige virkelighed var meget anderledes. Jeg havde tænkt det nøje igennem og besluttet en disposition, men i de år, hvor jeg arbejdede på denne bog, opstod der ingen ukontrollable sultkatastrofer – kun de sædvanlige problemer: tørkeperioderne i Sahel, de somaliske og sudanesiske flygtninge, oversvømmelserne i Bengalen. På den ene side er det store nyheder. Men på den anden side er det et problem, at sulten har mindre synlighed: Disse katastrofer var sultens eneste mulighed for at nå frem – som billeder på 9
Tiderne_Sult_P.indd 9
29/03/16 12.26
fjernsynsskærmene i de små hjem – til dem, der ikke har sulten som et problem. Sulten som nådesløs katastrofe med begivenhedskarakter dukker kun op under en krig eller en naturkatastrofe. Sulten i øvrigt er langt vanskeligere at vise: Millioner og atter millioner af mennesker, der ikke får tilstrækkeligt at spise, sulter og dør efter kort tid. Det er det isbjerg, som denne bog forsøger at fortælle om og tænke over. Selv om den ikke siger noget, vi ikke allerede ved. Vi ved alle, at der er sult i verden. Vi ved alle, at der er 8-900 millioner mennesker – tallet svinger – for hvem sult er en daglig erfaring. Vi har alle hørt eller læst den slags overslag – og vi kan ikke eller vil ikke gøre noget ved det. Engang fik de barske beretninger om sult omverdenen til at reagere, men sådan er det ikke længere. Hvad er der så tilbage? Tavsheden? Aisha fortalte mig, at hendes liv ville blive meget anderledes med to køer. Hvis jeg skal forsøge at forklare det – og det ved jeg ikke, om jeg skal – var det, der gjorde mest indtryk på mig, at den voldsomste og grusomste fattigdom også berøver folk muligheden for at tænke sig selv anderledes. Den lader dig tilbage uden horisonter og endda uden ønsker: udsigtsløs og dømt til at opleve det samme igen og igen. Jeg siger, jeg prøver at sige, men jeg ved ikke, hvordan jeg skal få det sagt: Du, min læser, der er velmenende og lidt glemsom, kan du forestille dig, hvad det vil sige ikke at vide, om du kan få noget at spise i morgen? Og hvad mere er: Kan du forestille dig, hvordan et liv er, der består af dage og atter dage, hvor man ikke ved, om man vil få noget at spise i morgen? Et liv, der frem for alt består af denne uvished, denne svingning mellem uvisheden og forsøget på at regne ud, hvordan man skal afhjælpe situationen, et liv, hvor du næsten ikke kan tænke på andet, fordi enhver tanke farves af denne mangel? Et liv, der er så indskrænket, så kort, til tider så smerteligt, en evig kamp. Tavsheden har mange varianter.
10
Tiderne_Sult_P.indd 10
29/03/16 12.26
Denne bog rummer mange problemer. Hvordan skal man fortælle om det andet, det langt borte? Det er muligt, at du, læser eller læserinde, kender nogen, der døde af kræft, der blev overfaldet, der mistede en kæreste, et arbejde, stoltheden. Det er højst usandsynligt, at du kender nogen, der sulter og trues af sultedøden. Så mange millioner mennesker, langt borte: det, vi ikke kan – og ikke ønsker – at forestille os. Hvordan skal man fortælle om så megen nød uden at forfalde til jammer og klage, til den tårevædede beretning om fremmed smerte? Og endda: Hvorfor overhovedet fortælle om så megen nød? At fortælle om nøden er ofte en måde at bruge den på. Fremmed ulykke vækker interesse hos mange, der vil bekræftes i, at de ikke har det så ringe endda, eller som ganske enkelt pirres af det. Fremmed ulykke – nøden – tjener til at sælge, til at skjule, til at blande tingene sammen: til at bilde sig ind, at den individuelle skæbne er et individuelt problem, for eksempel. Og frem for alt: Hvordan kan man kæmpe imod ordenes nedslidning? Ordene »millioner af mennesker sulter« burde betyde noget, forårsage noget, fremkalde visse reaktioner. Men for det meste sætter ordene ikke noget i gang. Der ville muligvis ske noget, hvis vi kunne gengive ordene deres betydning. Denne bog er en fiasko. Fordi en udforskning af menneskehedens største fiasko er dømt til at mislykkes. Hertil bidrager selvfølgelig mine begrænsninger, mine tvivl, mine manglende evner. Men alligevel skammer jeg mig ikke over, at jeg kommer til kort: Jeg skulle have fundet frem til flere historier, tænkt over flere spørgsmål, fået en dybere forståelse af visse ting. Men en gang imellem er det umagen værd at lide nederlag. Komme til kort igen, lide nederlag godt og grundigt. »Det er vores århundredes skandale, at et tocifret milliontal af mænd, kvinder og børn hvert år dør af sult. Hvert femte sekund dør et barn på under ti år af sult på en jordklode, der bugner af rigdomme. På det nuværende stade kunne verdens landbrug uden problemer holde 11
Tiderne_Sult_P.indd 11
29/03/16 12.26
liv i 12 milliarder mennesker, næsten det dobbelte af den nuværende befolkning. Så sultedøden kunne godt undgås. Det er mord, når et barn dør af sult,« skrev Jean Ziegler, FNs tidligere rapportør for retten til mad, i sin bog Destruction massive. Géopolitique de la faim. Tusinder og atter tusinder af fiaskoer. Hver dag dør 25.000 mennesker i verden – nutidens verden – af sultrelaterede årsager. Hvis du, læser eller læserinde, gør dig den ulejlighed at læse denne bog, hvis du lader dig indfange og læser den på – lad os sige – otte timer, vil 8.000 mennesker i dette tidsrum være døde af sult: 8.000 mennesker er mange. Hvis du ikke gør dig den ulejlighed at læse, vil disse mennesker alligevel dø, men du vil da stå i den heldige situation ikke at have bemærket det. Du vil med andre ord sandsynligvis foretrække ikke at læse denne bog. Måske ville jeg selv gøre som dig. Det er i al almindelighed bedre ikke at vide, hvem de er, og heller ikke, hvordan eller hvorfor de døde. (Men du læste til gengæld dette lille afsnit på et halvt minut. Du skal vide, at på den tid var der kun otte-ti mennesker i verden, der døde af sult – så du kan ånde lettet op.) Og hvis du så beslutter ikke at læse bogen, vil et spørgsmål måske alligevel blive ved med at svirre rundt i hovedet på dig. Blandt de mange spørgsmål, jeg stiller mig selv, som denne bog stiller, er der ét, der skiller sig ud, der træder frem, der uophørligt presser sig på: Hvordan fanden kan vi leve med vores viden om, at den slags sker?
12
Tiderne_Sult_P.indd 12
29/03/16 12.26