TIDENS STØJ
TIDERNE_Tidens støj_P.indd 1
03/05/16 12.51
Af Julian Barnes på dansk Flauberts papegøje. Roman, 1987, 1990 Op mod solen. Roman, 1988 En verdenshistorie i 10½ kapitel. Roman, 1990, 1996 En trekantshistorie. Roman, 1993 Pindsvinet. Roman, 1993 Før hun møder mig. Roman, 1995 Over kanalen. Noveller, 1997 England, England. Roman, 1999 Kærlighed osv. Roman, 2001 Citronbordet. Noveller, 2006 Arthur & George. Roman, 2008 Ikke noget at være bange for. Roman, 2009 Som jeg ser det. Essays om billedkunst, 2011 Når noget slutter. Roman, 2011 Puls. Noveller, 2014 Vejen op, vejen ned. Essays, 2015
TIDERNE_Tidens støj_P.indd 2
03/05/16 12.51
JULIAN BARNES
TIDENS STØJ Roman Oversat af Claus Bech
TIDERNE SKIFTER
TIDERNE_Tidens støj_P.indd 3
03/05/16 12.51
Tidens støj Oversat fra engelsk efter „Noise of Time" Copyright © 2016 Julian Barnes Dansk udgave: © Tiderne Skifter, 2016 Forlagsredaktion: Claus Clausen Sat med Bembo hos An:Sats, Espergærde Tryk: Specialtrykkeriet, Viborg ISBN 978-87-7973-784-6
Udgivet med støtte fra
Tiderne Skifter Forlag – Læderstræde 5, 1. sal – 1201 København K Tlf: 22 18 63 90 – Fax: 22 18 63 91 tiderneskifter©tiderneskifter.dk · www. tiderneskifter.dk
TIDERNE_Tidens støj_P.indd 4
03/05/16 12.51
Til Pat
TIDERNE_Tidens støj_P.indd 5
03/05/16 12.51
TIDERNE_Tidens støj_P.indd 6
03/05/16 12.51
En til at høre en til at huske og en til at drikke
TIDERNE_Tidens støj_P.indd 7
mundheld
03/05/16 12.51
TIDERNE_Tidens støj_P.indd 8
03/05/16 12.51
Det skete midt under krigen på en togperron så flad og støvet som den endeløse slette, der omgav den. Det ventende tog var to dagsrejser fra Moskva og på vej østpå; endnu to-tre dages rejse ventede, afhængigt af kul og troppebevægelser. Det var kort efter daggry, men manden – i realiteten kun en halv mand – var allerede begyndt at skubbe sig hen mod passagervognen på en flad plade forsynet med træhjul. Den kunne kun styres ved at rykke i forenden; og for at undgå at få overbalance havde han ført et reb gennem buksernes bæltestropper og ned under pladen. Mandens hænder var ombundet med næsten sorte strimler stof, og hans hud var hærdet efter mange år som tigger på gader og stationer. Hans far havde overlevet den forrige krig. Efter at være blevet velsignet af landsbypræsten havde han begivet sig af sted for at kæmpe for fædrelandet og zaren. Da han vendte hjem, var præsten og zaren forsvundet, og hans fædreland var ikke det samme som før. Hans kone havde udstødt et skrig, da hun så, hvad krigen havde gjort ved ham. Nu var der en anden krig i fuld gang, og den gamle trussel var vendt tilbage, men navnene havde ændret sig, navnene på begge sider. Alt andet var som før – unge mænd blev stadig sprængt i stumper og stykker af kanoner og bagefter flikket sammen af kirurger. Hans ben var blevet sat af på et felthospital mellem nogle sønderskudte træer. Det skete alt sammen i en stor sags navn ligesom sidste gang. Det ragede ham en skid. Det kunne andre slås om; hans eneste bekymring var at overleve, til det blev aften. Han var blevet en overlevelsesmekanisme. Under et vist niveau var det netop det, som alle mænd endte med at blive: en overlevelsesmekanisme. Et par passagerer var steget ned på perronen for at trække lidt ·9·
TIDERNE_Tidens støj_P.indd 9
03/05/16 12.51
støvet luft; andre sad med ansigtet trykket mod ruderne. Da tiggeren kom nærmere, gav han sig til at brøle en sjofel soldatervise i vilden sky. Nogle af passagererne kastede en kopek eller to til ham som tak for underholdningen; andre betalte ham for at gå videre. Nogle kastede med overlæg mønterne på en sådan måde, at de landede på kanten og trillede væk, og så lo de, når han skyndte sig efter dem med knoerne skrabende mod betonperronen. Det fik andre, som blev grebet af medlidenhed eller skam, til at give ham flere mønter. Han så kun fingre, mønter og frakkeærmer og var helt uanfægtet af uforskammetheder. Det var ham, der drak. De to mænd på den bløde klasse sad ved et vindue og prøvede at gætte sig til, hvor de var kommet til, og hvor længe toget ville blive holdende ved perronen: minutter, timer eller hele dagen. Der kom ingen oplysninger, og de vidste, at det ikke nyttede at spørge. Hvis man forhørte sig om togenes bevægelser – også selv om man var passager – risikerede man at blive anklaget for at være sabotør. Mændene var i trediverne, mere end gamle nok til at have gjort den slags erfaringer. Ham, der hørte det, var en mager, nervøs mand med briller; om halsen og håndleddene havde han hvidløgsamuletter. Hans rejseledsagers navn er gået tabt, selv om det var ham, der huskede. Rullepladen med den halve mand kom skramlende hen mod dem. Lystige strofer om voldtægt i en landsby blev brølet op mod dem. Sangeren holdt inde og gjorde tegnet for at spise. Som svar løftede manden med brillerne en flaske vodka i vejret. Det var en unødvendig høflighedsgestus. Hvornår havde en tigger nogensinde sagt nej til vodka? Et minut senere kom de to passagerer ud på perronen til ham. Og så var der tre, det traditionelle antal, når der skulle drikkes vodka. Ham med brillerne havde stadig flasken, og hans ledsager havde tre glas. De blev skænket næsten fulde, og de to rejsende bukkede og udbragte en skål for hinandens sundhed. Idet de klinkede glassene sammen, lagde den nervøse mand hovedet lidt på skrå – den · 10 ·
TIDERNE_Tidens støj_P.indd 10
03/05/16 12.51
tidlige morgensol glimtede kortvarigt i hans briller – og mumlede en bemærkning; hans ven lo. Så hældte de vodkaen ned i én slurk. Tiggeren løftede sit glas for at få mere. De gav ham et glas til, tog glasset fra ham og steg på toget igen. Tiggeren var taknemmelig for det sus af spiritus, der skyllede gennem hans halverede krop, da han skubbede sig hen til den næste gruppe passagerer. Da de to mænd havde sat sig på deres pladser igen, havde ham, der hørte, næsten glemt, hvad han havde sagt. Men ham, der huskede, var kun lige begyndt at huske.
· 11 ·
TIDERNE_Tidens støj_P.indd 11
03/05/16 12.51