TO VERDENER
Tiderne_To verdener_P.indd 1
19/03/14 15.55
Af samme forfatter: Rejsen til Albion. Fortælling, 1977 Imago. Fortælling, 1982 Kærlighedens kimære. Roman, 1987 Ukendt herre i landskab. Fortællinger, 1992 Dyremennesker. Historien om et magisk samarbejde, 1995 Hår. Sex, Samfund, Symbol, 1996, 1998 Blod, sved og tårer, 1998 Spejlmageren. Roman, 2000 Stenskoven. Roman, 2002 Mørkets kamre. Roman, 2003 Passionsspil. Roman, 2005 Ulvetimen. Roman, 2008 Ildfødt. Roman, 2009 Dværgkrukken, 2012
Tiderne_To verdener_P.indd 2
19/03/14 15.55
nina bolt
To verdener Roman
tiderne skifter
Tiderne_To verdener_P.indd 3
19/03/14 15.55
To verdener © Nina Bolt/Tiderne Skifter 2014 Forlagsredaktion: Claus Clausen Sat med Palatino hos An:Sats, Espergærde Tryk: Specialtrykkeriet, Viborg ISBN 978-87-7973-646-7
Tiderne Skifter Forlag · Læderstræde 5, 1. sal · 1201 København K Tlf.: 33 18 63 90 · Fax: 33 18 63 91 e-mail: tiderneskifter@tiderneskifter · www.tiderneskifter.dk
Tiderne_To verdener_P.indd 4
19/03/14 15.55
D
er var ikke fløjtet afgang endnu .
Et ur med ubevægelige visere svævede som en måne oppe under halvtaget. Længere nede strakte togstammen sig i hele perronens længde og lidt til – vogn efter vogn dækket af støv og snavs, som om toget havde kørt fra den ene ende af verden til den anden. Ingen synlige skilte på siderne fortalte, hvor det kom fra, eller hvor det var på vej hen. Heller ikke vinduerne lod sig se som andet end mørke firkanter her i skumringen. Men nu skete der noget i et af de bageste felter. En lysning i form af en krum linje ned gennem alt snavset, lidt efter fulgt af en cirkel. Et O eller måske et nul, og ud af dette tegn kiggede et øje. Straks efter gik der et ryk gennem jernbanevognene, og øjet forsvandt. En fløjte udstødte sit signal, og lyden blev hængende nogle sekunder og dirrede som en mobile, påvirket af luftens strømninger. Derefter lød der først et og så flere smæld fra rækken af døre, der lukkedes, og hjulene begyndte at dreje rundt på skinnerne. Snart gled togstammen hen over jorden som en langstrakt skygge. Betonkarréer vekslede med pakhuse og siloer, der rejste sig som ramper for luftskyts mod fjernere destinationer. Endnu var landskabet fladt og uden synderlig vegetation bortset fra enkeltstående træer, der strakte deres grene mod det tiltagende mørke. Men som aftenen faldt på, begyndte der at anes noget i horisonten, der kunne ligne bjerge. Eller måske var det slet ikke bjerge, 5
Tiderne_To verdener_P.indd 5
19/03/14 15.55
det kunne også være bakker af den slags, man ser i gamle morænelandskaber, eller muligvis tunge skyformationer, der havde hobet sig op i stedet for at sprede sig. Lokomotivets lygter hentede hele tiden nye ting frem af mørket – håndgribelige, nøgne og alligevel fulde af forstillelse. Bylten længere fremme på skinnerne. Måske slet ikke en bylt, men en kasse, som banearbejderne havde glemt, og som om lidt ville blive knust under hjulene. Den lodrette væg til højre. Måske indgangen til en tunnel som førte til en anden verden, eller en bropille, eller resterne af et hus efter et tidligere bombenedslag. Toget selv var for længst forsvundet.
Tiderne_To verdener_P.indd 6
19/03/14 15.55
Polen 1969
1 I en kupé i en af de bageste vogne sad en mor med to børn, en pige på syv-otte år og en dreng i tolvårsalderen. Den lille familie var klædt på, som om den skulle ud på en større vandretur. Kraftige jakker. Fornuftigt fodtøj. Oppe på bagagehylden lå der en kuffert, som tilhørte dem. De var de eneste i kupéen. Mens toget holdt stille på perronen, havde Lena, som moren hed, været optaget af at lede efter noget i sin håndtaske og havde ikke set pigen rejse sig op og begynde at skrive i snavset på ruden. Pludselig gik et ryk gennem vognene. Lena fik hurtigt hænderne op af tasken og løftede hovedet. Hun så forskrækket ud: Blikket var stift, munden halvt åben, som var hun på nippet til at skrige. Da datteren tumlede ned på sædet ved siden af hende, drejede Lena hovedet og fik øje på de store blokbogstaver på ruden. SO. Den lidt ældre dreng kiggede stjålent skiftevis på sin mor og på lillesøsteren. Panden var rynket. Måske forsøgte han at tolke deres minespil. Eller måske forberedte han sig på, at der lige straks ville ske noget igen. Toget havde næppe forladt perronen, før pigen rejste sig på ny og fortsatte sit skrivearbejde. SOFIE stod der nu på ruden. Hun vendte sig om mod sin mor med et lille tøvende smil. Smilet blev ikke gengældt. I stedet rejste Lena sig op med en resolut, næsten aggressiv bevægelse 7
Tiderne_To verdener_P.indd 7
19/03/14 15.55
og slettede sin datters navn på ruden med en flad hånd. Og så greb hun Sofies pegefinger, trykkede den mod ruden og skrev et andet navn nedenunder. ZOFIA. „Sådan staves dit navn,“ sagde hun. „Fra nu af staves det sådan. Husk det.“ Hendes stemme dirrede af en ophidselse, hun ikke kunne skjule. Pigen begyndte at græde. Hendes finger gjorde ondt, og hun holdt om den med den anden hånd, mens tårerne løb ned ad hendes kinder. Drengen slog blikket ned. Hvad foregår der, så han ud til at tænke. Lena betragtede usikkert sin datter. Så begyndte hun at stryge hende med kejtede bevægelser over det glatte, brune hår og mumle et eller andet, som drengen ikke kunne høre på grund af larmen fra skinnerne og lokomotivet. „Så, så,“ lød det som. Og: „Græd ikke.“ Men lillesøsteren blev ved med at græde, og med større og større intensitet. Til sidst tog Lena hende om skuldrene og satte hende hårdhændet ned på sædet. „Se så her, begge to,“ sagde hun og gav sig til at skrive på ruden igen. „ZOFIA OG MATEUSZ.“ Hun udtalte z-lydene med en hvislen og hakkede stavelserne i stykker med tungen. „Det hedder I nu. Det er meget vigtigt, I husker det.“ Drengen nikkede kort med et udtryksløst ansigt, uden kommentarer eller spørgsmål. Lidt efter vendte han sig mod vinduet og kiggede ud gennem bogstaverne på noget, der svævede oppe i luften. Han nåede ikke at se, hvad det var, før det forsvandt igen. Mateusz, tænkte han. Det er ikke mig. Jeg hedder Mathias, det har jeg altid gjort. Hvorfor siger hun det? Som om Lena havde læst hans tanker, sagde hun: „Jeres navne skal være til at udtale for mormor, det kan I nok forstå.“ Men hun så mærkeligt forvirret ud, da hun sagde det, og det kunne lige så godt være noget, der bare kom ud af hendes mund, uden at hun vidste af det. 8
Tiderne_To verdener_P.indd 8
19/03/14 15.55
Den foregående dags morgen havde Lena vækket dem og fortalt, at deres mormor pludselig var blevet syg. De skulle ned og besøge hende. Mathias var blevet meget forskrækket. De havde aldrig set deres mormor, så han kunne ikke forbinde sygdommen med et billede af en bestemt person, men alligevel var han blevet meget opskræmt. Mest på grund af morens stemme. Panikken i den. Da han kom ind i stuen, stod der en kuffert henne ved døren ud til entréen. Faren var ingen steder at se, og det var stadig mørkt udenfor. „Er der langt?“ havde Mathias spurgt. Han havde kun en meget uklar forestilling om, at deres mormor boede i et andet land, men han vidste ikke, hvor det lå. Moren havde nikket, set på sit ur og skyndet på dem. De skulle nå et tog om et par timer, havde hun sagt. Da kontrolløren senere kom ind i kupéen, lagde Mathias mærke til, at hans mor rystede på hånden. Var hun bange for manden? Eller måske bare flov over, at hun havde skrevet på ruden som et barn. Men kontrolløren kiggede slet ikke på deres navne. I stedet så han på ham og søsteren med et blik, der på én og samme tid udstrålede mistænksomhed og modvilje, som vidste han, at de ikke hed det, deres mor havde skrevet. At det var løgn. Nu ville der ske noget, tænkte han. Måske blev de sat af ved den næste station. Men der skete ingenting. Han så bare på dem og gik så igen. Senere da mørket sænkede sig udenfor, sagde Lena, at hun ville forsøge at få lidt søvn. Efter nøje at have indprentet dem at de ikke måtte gå nogen steder – UNDER INGEN OMSTÆNDIGHEDER – bad hun dem om at være stille. Musestille. Det lovede de. Derefter tog hun skoene af, lagde benene op på sædet og foldede jakken sammen, som hun anbragte under sit hoved. Det var mærkeligt at se, men der gik kun et øjeblik, fra hun havde lagt sig ned, til hendes ansigt blev slapt. Lidt efter åbnede hendes mund sig i den 9
Tiderne_To verdener_P.indd 9
19/03/14 15.55
ene side, og der sivede lidt spyt ud. Mathias lod blikket glide ned til hendes fødder i de hudfarvede strømper, og et kort nu tænkte han: Mor er død. Men selvfølgelig var hun ikke død. Hun sov bare, var vel træt efter at de havde kørt hele dagen gennem det ene landskab efter det andet. Søsteren sad med knæene trukket op under hagen, så kun hendes øjne sås. Pludselig satte hun fødderne ned på gulvet, vendte sig om mod ham og lagde fingeren på læberne. „Hvad er der?“ mimede han. Hun pegede på sig selv og på ham og derefter hen på døren ud til gangen. UNDER INGEN OMSTÆNDIGHEDER. Ordene genlød i hans ører, men han ignorerede dem. Han nikkede og rejste sig op. Udenfor var der tomt. Den smalle korridor var oplyst af små lamper, der sad på væggen over for vinduerne. Da søsteren begyndte at gå ned mod døren ind til den næste togvogn, rakte han ud efter hende og standsede hende. „Vi er nødt til at blive i nærheden.“ Hun trak på skuldrene og stillede sig ved et af vinduerne, der vendte ud mod mørket. „Tag det helt roligt,“ sagde han. „Mor er bare bekymret for mormor. Det er derfor, hun er sådan.“ I det samme dukkede et billede op i hans erindring. Den lukkede dør ind til badeværelset en dag han var kommet tidligt hjem fra skole. Morens hulken på den anden side. Han havde stået lidt og lyttet. Det lød, som om der var en fremmed derinde. Lydene var hæse og mørke, og vildskaben gjorde ham bange. Han vidste ikke, hvad han skulle gøre. Til sidst var han listet væk og ind på sit værelse. „Jeg vil ikke hedde Zofia,“ sagde Sofie. „Og jeg vil aldrig kalde dig andet end Mathias.“ Hun gjorde en bevægelse med hånden hen over halsen. „Det skal du heller ikke,“ mumlede han ind i væggen. „Men mormor …“ I det samme hørtes trampen fra den anden ende af gangen. De drejede begge hovederne. Tre kontrollører kom 10
Tiderne_To verdener_P.indd 10
19/03/14 15.55
marcherende og stillede sig op bag den fjerneste kupédør, som de bankede på, mens de råbte et eller andet. Da der ikke straks blev reageret, bankede de endnu hårdere på. Et øjeblik efter blev døren åbnet, og et forskræmt ansigt kiggede ud. Efter en kort ordveksling gik mændene videre til den næste dør og bankede på. „Kom.“ Mathias begyndte at trække af sted med sin søster. Han var helt sikker på, at moren måtte advares. Men hvordan gøre det uden at røbe, at de havde brudt deres løfte? Hun sov endnu, da de kom ind i kupéen. Endnu tungere end før, så det ud til. Den ene hånd var gledet ned fra sædet og hang slapt ned mod gulvet. Den anden lå på hendes bryst, der langsomt hævede og sænkede sig. Mens de stod og kiggede på hende, kom trampene ude fra gangen nærmere og nærmere. Buldrende stemmer. Nu kunne han ikke vente længere. „Mor!“ Han ruskede hende i armen. „Vågn op, mor!“ Til hans overraskelse slog hun næsten med det samme øjnene op. „Der kommer nogen.“ Han pegede ud mod gangen. Lena satte sig op. Så sig febrilsk om efter sin håndtaske. Der var kommet to røde pletter på hendes kinder. Tasken var faldet på gulvet og lå ved siden af hendes snøresko. Mændene var nået frem til kupéen ved siden af deres. Døren blev lukket op, kunne de høre, og derefter lød det, som om der opstod tumult på den anden side af væggen. Hun førte en hånd op til munden og stirrede skiftevis på dørhåndtaget og på vinduet. Så rakte hun ud efter begge børnene og trak dem ind til sig. Toget var nået halvvejs gennem en tunnel, bumpene over skinnesammenføjningerne mærkedes tydeligere end før, og stødene sendte rystelser igennem dem. Ingen af dem sagde noget, de var ikke engang klar over, at de befandt 11
Tiderne_To verdener_P.indd 11
19/03/14 15.55
sig i en tunnel, men hvis Lena havde vidst det, ville hun også have vidst, hvor langt de var nået på deres rejse. Hele hendes opmærksomhed var imidlertid rettet mod væggen bag hende. Ved daggry dukkede kontrolløren op igen og meddelte navnet på en by. Ikke en tilfældig by, men en by og et sted, der havde været i hendes tanker, så langt tilbage hun kunne huske. Hun rejste sig op og kiggede ud. I morgendisen fremtrådte alt i grålige nuancer, men hun genkendte det. Møllen. Lunden med birketræer. Træbroen over floden. Stationsbygningen. Og længere væk byen. „Så er vi her,“ sagde hun og løftede kufferten ned fra bagagehylden. „Tag jeres jakker på.“ De fulgte en sti langs banelegemet, uden om bebyggelsen. Lena havde bundet et tørklæde om hovedet med en stram knude under hagen. Hun bar kufferten i den ene hånd og holdt Sofie i den anden. Man kunne have forventet, at hun ville gå raskt til, nu hvor de var så nær deres bestemmelsessted. Men det gjorde hun ikke. Tværtimod var der noget tøvende over hendes gang, eller måske afstemte hun bare sine skridt efter datterens tempo. Toget havde for længst forladt perronen og var kørt videre sydpå. „Er der langt?“ spurgte Sofie, hun var sulten og forestillede sig, at der ventede dem et opdækket bord, og at mormoren ville stå i døråbningen og skygge for øjnene med hånden. „Nej,“ sagde Lena. „Vi skal lige forbi møllen.“ Dengang for tretten år siden, da hun sidst havde været her, blev der stadig malet korn i møllen, men nu så den ikke længere ud til at være i drift. En bleg sol var på vej op på himlen – en sol uden kraft, uden varme. Et sted drejede de væk fra banelegemet og ind i noget kratskov. Her var stien så smal, at der ikke var plads til dem alle tre, og Mathias trak 12
Tiderne_To verdener_P.indd 12
19/03/14 15.55
om bag moren og søsteren. Da de havde gået et stykke tid, lagde han mærke til nogle røde pletter inde i skovbunden. Svampe, måske. Gården lå lige i udkanten af skoven. En trelænget gård med lysebrunt tegltag og to skorstene. På gårdspladsen foran løb et par høns rundt på brostenene og pikkede i nogle græsstrå. En gammel ladvogn holdt foran staldlængen, hvor porten stod åben. Der lå nogle sække på ladet. Fodersække, så det ud til. Lena standsede op og knugede Sofies hånd. Så vendte hun sig om og rakte den anden hånd frem mod Mathias. Hun havde et tomt udtryk i øjnene – hvis man ikke vidste bedre, kunne man ligefrem tro, at hun var bange. Men det var hun selvfølgelig ikke. Hvorfor skulle hun være det? Prustende og snøftende lyde trængte ud til dem inde fra stalden. Og sang. En kvindestemme, der skiftevis nynnede og sang. Mørke ord. Bløde klange. Lena blev fjern i blikket, og et øjeblik løsnedes hendes greb om deres hænder. Længe nok til at Sofie rev sig løs og gav sig til at løbe efter den ene høne, der vildt kaglende flygtede fra hende. Med tre lange skridt var Lena over hende, greb fat om hendes arm og slæbte hende tilbage til Mathias, der var blevet stående uden at røre sig. Hendes ansigt var fortrukket af vrede, og hun rystede på hænderne. „Du bliver her,“ sagde hun. „Forstået?“ I det samme dukkede en skikkelse op i staldåbningen. En kraftig, lavstammet kvinde i overall og skjorte med opsmøgede ærmer og fødderne stukket i et par gummistøvler. Håret var kortklippet, trækkene markerede, men det mest bemærkelsesværdige ved hende var de lyse blå øjne, der hurtigt og forundret, næsten vantro, bevægede sig fra den ene til den anden. „Lena,“ mumlede hun. Sofie og Mathias var uvilkårligt rykket tættere ind til 13
Tiderne_To verdener_P.indd 13
19/03/14 15.55
moren. Efter en lille tavshed slap Lena deres hænder og tog et par skridt hen mod kvinden, mens hun sagde en masse ord på et sprog, som de ikke forstod, og til sidst pegede hun på dem og kaldte dem ved deres nye navne. Mormoren nikkede til dem og gentog, hvad de hed. Men Mathias var mere optaget af, hvorfor hun gik rundt fuldt påklædt og ikke lå i sengen. Hun var jo syg. Det var deres første møde med Irene.
2 Fra soveværelset hørte Lena sin mor skramle i køkkenet med sine potter og pander. Hun anbragte kufferten på forældrenes seng – den seng hun nu skulle dele med hende – og lukkede den op. Kufferten var fyldt til randen med børnenes og hendes tøj foruden skiftesko. Varme sokker. Varme trøjer. Sommeren var jo ved at være forbi. Nederst lå en dagbog og en Mayland-kalender med adresser og telefonnumre. I en af lommerne en konvolut med zlotyer og i en anden hendes pas. Hun tog det frem. Pasfotoet var, som den slags for det meste er. Hun betragtede det lidt. En kvinde med et jaget blik, forekom det hende. Kraftige bryn. Mørkt hår klippet lige af ved ørerne. Ved siden af fotoet stod der Lena Lauritzen, født Wyspianski. Så kiggede hun på stemplet nederst på siden med politimesterens underskrift og udstedelsesdatoen: Gentofte den 10. august 1969. Et øjeblik hvilede hendes tommelfinger i opslaget, så gled den ud, og hun lagde passet på plads. Hun står igen i stuen. Magdalenas stue med de tunge, røde gardiner. De har hørt et foredrag om Krakóws historie. Pludselig mærker hun en hånd under sin arm, og da hun kigger op, ser hun ind i Pjotrs brede ansigt med de 14
Tiderne_To verdener_P.indd 14
19/03/14 15.55
grånende skægstubbe. Han fører hende hen i et hjørne af stuen og stiller sig med ryggen til de andre. „Jeg har dårlige nyheder,“ siger han. Hendes hjerte begynder straks at banke hurtigere. Alle mulige ting løber gennem hendes hoved. Forvirrede. Usammenhængende. „Din far er blevet arresteret af SB, det hemmelige politi, de hentede ham midt om natten.“ Umuligt. Hendes far arresteret! Det kan ikke passe. Alligevel ved hun, at folk forsvinder fra den ene dag til den anden. Måske hører man fra dem igen. Måske ikke. Men det har altid været andre, der er forsvundet. Mennesker, hun ikke har noget forhold til. Jeg må hjem, tænker hun, stadig med billeder af Krakóws gamle bygningsværker siddende på nethinden. Alle de velkendte steder. Markedspladsen, kirken, de smalle gader. Rundt om hende står de andre og snakker lavmælt sammen, intetanende om den meddelelse, hun lige har fået. „Men hvorfor?“ Endelig får hun samlet sig. Pjotr trækker på skuldrene. Hun kender ham ikke særlig godt. Alligevel er han en af dem, hun taler oftest med. Han og Magdalena. „Det ved man ikke,“ svarer han. Man. Hvem man? Et spørgsmål, hun næppe kan få svar på. Men det brænder hende på tungen. Der er noget skræmmende ved, at Pjotr er informeret om anholdelsen af hendes far. Som om han fornemmer hendes usikkerhed, siger han: „Jeg har oplysningen fra en kontakt på det polske konsulat. En god ven,“ tilføjer han. Også det forstærker hendes ængstelse, og hun mærker, at knæene ryster under hende. „Penge, det kan måske opklares mod betaling,“ foreslår han. „Advokatbistand. Man kan altid fremskaffe oplysninger, det er kun et spørgsmål om at ville betale for dem.“ 15
Tiderne_To verdener_P.indd 15
19/03/14 15.55
Han tøver lidt. Lægger en hånd på hendes skulder. Kun en ganske let berøring. „Jeg kender en. Men nu kan du jo overveje det.“ Efterhånden forekom det hende mere og mere magtpåliggende selv at tage ned og tale med advokaten i stedet for at kontakte ham pr. brev, og hun begyndte så småt at forberede sig. Fik fornyet sit pas. Gik i banken. Talte med skoleinspektøren på børnenes skole. For børnene kunne hun naturligvis ikke efterlade hjemme. Leo var jo ofte på forretningsrejser eller kom først sent hjem. „En ferie,“ forklarede hun. „Vi bliver nok væk en måneds tid, måske mere.“ Af en eller anden grund havde hun en fornemmelse af at lyve, men slog det hen. Det var nok nervøsitet over opbruddet, som hun kaldte det i tankerne. Hjem! For første gang i mange år. Først da alle tingene var bragt i orden, besluttede hun sig for at indvie sin mand i planen, og hver aften sagde hun til sig selv: „I aften fortæller jeg det til Leo.“ Men hun kunne ikke blive enig med sig selv om, hvor meget hun skulle fortælle ham, og desuden arbejdede han enten over til langt ud på aftenen, eller der kom andre ting i vejen. I hvert fald fik hun det ikke gjort. Lena lukkede kufferten og stillede den op ad væggen. Så lagde hun sig på sengen, og et kort øjeblik lå hun og kiggede op i loftet. Et blegt lys trængte ind gennem vinduet. Det samme blege lys som altid. Vinduet vendte mod nord, og dermed fulgte også et halvmørke, der havde noget koldt og bortgemt over sig. I denne seng er jeg født, sagde hun til sig selv, men hendes følelser nægtede at forholde sig til det. Lagde låg på smerten. Desuden gjorde det ondt i kroppen efter den lange togrejse og den psykiske anspændelse ved at sidde i kupéen med børnene. Hver gang hun havde hørt nogen ude på gangen, havde hun frygtet for, at sik16
Tiderne_To verdener_P.indd 16
19/03/14 15.55
kerhedspolitiet skulle træde ind, forlange at se hendes pas og anholde hende. Det var ikke usædvanligt, at anholdtes familiemedlemmer blev mistænkt for at samarbejde med dem. Eller hun forestillede sig, at hendes mand pludselig stod i kupédøren og afkrævede hende en forklaring. Hun havde kun efterladt et brev til ham, hvor hun meddelte, at hun havde taget børnene ud af skolen og lejet et sommerhus. Hun ønskede at tænke over deres forhold. Deres ægteskab. Han skulle ikke forsøge at opspore dem – hun havde lejet huset for en måned, og når de kom tilbage, måtte de drøfte tingene. Hun havde brugt en hel nat på at formulere brevet. Mens han var på en konference i Nordsjælland, sad hun bøjet over sofabordet, hvor der efterhånden hobede sig en bunke udkast op. Til sidst fyldte teksten ikke meget mere end ti håndskrevne linjer. Ti linjer som hun i tankerne blev ved med at vende tilbage til. Også nu. Irene viste sig ikke meget den første dag. Hun havde mange gøremål at tage sig af: køkkenhaven, en ko der lige havde kælvet, indkøb. På et tidspunkt hørte Lena hende køre væk for først at vende tilbage flere timer senere. Moren havde stillet mad frem til dem og redt op til børnene inde i kammeret ved siden af soveværelset. Lenas gamle værelse. Som altid gjorde hun tingene med en rutineret husmors raske håndelag, men samtidig var der noget unødvendigt fortravlet ved hendes bevægelser. Noget demonstrativt. Først om aftenen satte hun sig til bords med dem, igen påfaldende hektisk og med et blik, der ikke kunne finde hvile nogen steder. Lena så, at børnene betragtede hende i smug, og på deres spørgende blikke kunne hun gætte, hvad de tænkte. Men hun havde været nødt til at lyve. Hvad andet end sygdom kunne forklare en så hovedkulds afrejse? „Jeres mormor har heldigvis fået det bedre,“ sagde hun 17
Tiderne_To verdener_P.indd 17
19/03/14 15.55
til dem. „Men hun er ikke helt rask endnu. Det må vi tage hensyn til.“ Måltidet blev stort set indtaget i tavshed – Lena følte sig forlegen ved at tale polsk med moren i børnenes påhør, og når hun henvendte et par ord på dansk til børnene, havde hun Irenes stikkende blik siddende på sig som en anklage. Alle virkede beklemte ved situationen. Det var en lettelse, da Sofie og Mathias gik ind på deres kammer og lukkede døren efter sig. Der hviler en tung stemning i køkkenet. Ingen af dem rører sig. Det er, som om de begge er tynget af den og ikke kan rejse sig op. Skumring uden for vinduerne. Madrester på bordet. De tomme stole som børnene har efterladt. Hvordan ånde i denne atmosfære, spørger Lena sig selv. Lige ankommet og samtidig ved at opgive det hele. Det var også naivt af hende at tro, der kunne komme en forsoning i stand mellem hende og moren. Stilheden kommer krybende ind på hende og rammer med sin forbandelse. Ordlyden i det gamle brev: „Jeg og din far kan ikke deltage i festlighederne i anledning af, at vores datter har vendt sit eget land ryggen. Man flygter ikke bare. På den måde ændrer man ikke noget. Det gør man kun ved at blive.“ „Mor, der er noget, jeg vil fortælle.“ Hendes egen stemme kommer langt borte fra. Tøvende. Uden overbevisning. Har hun overhovedet noget at fortælle, synes den at spørge. „Jeg er kommet herned med børnene for at tale med en advokat, som jeg har fået anbefalet, og bede ham opspore far. Vi må vide, hvad der er sket med ham; hvad man anklager ham for, og hvor man har ført ham hen.“ Hun tager en dyb indånding. Et øjeblik svæver ordene som sæbebobler over bordpladen. Skrøbelige. Skabt af luft og drømme. Et „vi“, som hun 18
Tiderne_To verdener_P.indd 18
19/03/14 15.55
slet ikke har ret til at fremsætte. Hun er jo en fremmed. En udenforstående. I et hårdt tonefald: „Du burde vide bedre,“ siger hendes mor. Hun krummer sig sammen og ser ned i bordpladen. Skamfuld som et barn, der lige er blevet sat på plads og erkender sin skyld. „Har du glemt, at politiet har deres egne regler? Hvordan skulle en advokat kunne opspore Karol i det hav af papirer, der ligger rundt om på de offentlige kontorer? Jeg forstår slet ikke, hvordan du kan få den idé.“ Karol, siger hun. Ikke din far. Karol er morens. Hun har ikke længere ret til at kalde ham far og komme her og ville opspore ham. Sådan lyder det. Heller ikke som barn havde hun meget ret til ham. Men mere. Hun havde en plads i familien. Sin egen stol ved bordet. Alligevel er Karol mest morens og kun en lille smule Lenas. Nu er han slet ikke Lenas mere. Ved at flygte, som moren siger, har hun mistet retten til sin far. „Gør dig ingen forhåbninger,“ falder dommen. De tav lidt igen. Måske skulle hun fortælle om børnene. På den anden side gav hendes mor ikke indtryk af at have overskud til at beskæftige sig med dem. Vel ikke så mærkeligt situationen taget i betragtning. „Jeg har bortforpagtet markerne,“ oplyste Irene. Marker ne lå et stykke fra gården og var forældrenes økonomiske fundament. De havde været i familien Wyspianskis eje gennem generationer. „Ja,“ sagde Lena bare. Det pinte hende at tænke på. Måske ville det ligefrem blive nødvendigt at afhænde dem. Moren måtte have det meget svært økonomisk. Lena ville gerne hjælpe hende, men vidste på forhånd, at hun ville nægte at tage imod hjælp. Desuden ville hun sikkert selv få 19
Tiderne_To verdener_P.indd 19
19/03/14 15.55
brug for de fleste af sine penge til advokaten. Forudsat at hun overhovedet kunne få ham til at påtage sig opgaven. Pengene stammede fra en af hendes og Leos konti, hvis indestående hun uden hans vidende havde overført til centralbanken i Kraków. Men selvfølgelig ville hun betale ham hans andel tilbage, sagde hun beroligende til sig selv. En anden stemme hviskede: Hvordan? Hun så sig omkring i køkkenet. Det indvendige bindingsværk. De fire stole. Rigeligt da der næsten aldrig kom gæster. Den nulevende gren af morens familie boede i Poznan, faren havde efterhånden mistet størsteparten af sin, og desuden havde forældrene altid haft nok i sig selv. Bordet med ridsen fra dengang hendes far i et anfald af raseri over en ny landbrugslov huggede en kniv i bordpladen. Der stod den og dirrede med spidsen begravet i træet, indtil hans senede hånd greb om skæftet og vred den løs. „Satans!“ mumlede han. „Satans!“ Lena kunne stadig huske, at moren havde gjort korsets tegn og rejst sig op. Lampen over bordet, der om aftenen tegnede en sort, kuglerund skygge på væggen. Som en vandrende planet. Kommoden, hvor familiens vigtige papirer blev opbevaret: fødselsattester, dåbsattester, vielsesattest, skødet på gården som faren havde arvet efter sin far, og korrespondance med de offentlige myndigheder. En overgang havde hendes far sendt det ene brev efter det andet til regionen Malopolska på grund af nogle afgifter, som han fandt urimelige, men der var aldrig kommet noget svar. Kommoden havde samme gule farve som det modnende korn ude på markerne, og mørkegrønne pyntelister. Det var et møbel, der stod respekt om, og som lille pige havde hun fået strenge forbud mod at åbne skufferne. Men hun havde været lige så pilfingret som sin datter og trodsede igen og igen forbuddet med kontant afregning i form af en lussing fra moren, der efterlod mærker på hendes kind. 20
Tiderne_To verdener_P.indd 20
19/03/14 15.55
Det hørte til morens opgaver foruden alt det, der havde med dyrene og husholdningen at gøre. „Så må vi jo se, hvad fremtiden bringer,“ sagde Irene. I tankerne forsøgte Lena at forestille sig det. Men hver gang hun forsøgte, gik der en klap ned for hende, og hun havde en fornemmelse af at se ind i en mørk tunnel, der aldrig fik en ende. Men hun måtte jo gøre det. Den dag, hun tog toget fra Hovedbanegården med børnene og en kuffert med de vigtigste ting, havde hun allerede taget det første skridt ind i fremtiden. Nu kom de næste, der var meget sværere. Et af dem var at få genetableret forholdet til moren, der vel ikke ligefrem havde slået hånden af hende, så dog undladt at give livstegn fra sig i alle de mellemliggende år. Det havde hun overladt til sin mand ligesom den ubehagelige korrespondance med myndighederne. Det var en af grundene til, at Lena aldrig havde taget initiativ til at besøge forældrene. Det og hendes hadske svar på bryllupsinvitationen. Lena havde længe ligget og lyttet til sin mors vejrtrækning. Nu hvor den var blevet tungere, vendte hun sig forsigtigt. Hun lå på farens plads i sengen, i den fordybning i madrassen, som hans krop havde frembragt i tidens løb. En mærkelig fornemmelse som gjorde ham nærværende. Hun så hans ansigt for sig – næsens kraftfulde bue, de buskede øjenbryn og hagepartiet, som han havde en tilbøjelighed til at skyde lidt frem – og i det samme mærkede hun noget, der gjorde ondt i brystet. Hun turde slet ikke tænke på, hvad der kunne være sket med ham. Hvor han befandt sig lige nu. Igen går hun ved siden af ham. En lille pige. Efterhånden en større pige. Deres eneste barn. Et barn de har fået sent i livet. Han har fat om ploven. Og foran går hesten. En 21
Tiderne_To verdener_P.indd 21
19/03/14 15.55
rolig, vuggende gang. En kraftig bringe. Deres stærkeste arbejdshest. Mågerne følger dem, og somme tider synger de for at overdøve deres skrig. De ser ud over landskabet. Al denne jord er deres. Der hvor den ender, befinder horisonten sig. Endeløse vidder. Og endnu længere ude bjergene. Men dem kan de ikke se. „Der er muld, og der er muld,“ siger hendes far og ler. En lille smule vigtig, fordi mulden netop her er kendt for at være særlig næringsrig. Hun ser op på ham. Denne muldens mand, der har jord under neglene, på hænderne og på tøjet. Af jord er du kommet. Til jord skal du blive. Sådan er han. Hendes far rummer det hele. Tilhører jorden mere end den tilhører ham. Men lige nu tilhører han også hende. Det er et vigtigt ord for ham. At tilhøre. At høre til. Han kan slet ikke forestille sig, at jorden ikke skulle tilhøre ham. Og omvendt. Kun på den måde får man et rigtigt forhold til den. Alt det der med kollektivisering som i de andre østbloklande. De er ikke rigtig kloge. Hun nikker. Synes, det lyder rigtigt. Selvfølgelig må man tilhøre hinanden. Sådan er kærligheden. Enhver ved jo, at den der ikke hører til nogen steder, er uelsket. Og så er det lige meget, om det er jord, dyr eller mennesker. Det handler om at elske. At blive elsket. De går med solen i øjnene, hun ved siden af ham, og han ved siden af hende. De hører sammen. Ligesom hesten hører sammen med dem. Og jorden. Ubrydeligt. I al evighed. Hun skal jo arve gården. Den dag, hun fortalte ham, at hun ville uddanne sig som tolk i Kraków, stivnede hans ansigt. „Tolk?“ gentog han. „Men …“ Han kiggede ud ad vinduet og tav. Pludselig sank hans skuldre. Lidt efter kom det: „Har du nu også tænkt det grundigt igennem?“ 22
Tiderne_To verdener_P.indd 22
19/03/14 15.55
Det var et hjem næsten uden bøger. Bortset fra Bibelen, morens messebog, et par almanakker og farens politiske pamfletter. Men ordene havde tidligt appelleret til hende, lige fra første gang hun sad med en læsebog i hånden. Måden de kunne skabe sammenhæng på. Inddrage en i deres verden. Der var noget organisk ved dem, syntes hun. Ligesom de frø moren såede i sin køkkenhave, og som blev til blomster eller grøntsager. Det med at blive tolk kom selvfølgelig til meget senere. Hun voksede op i krigens skygge og hørte indimellem om forhandlinger mellem de stridende parter, hvor der blev benyttet tolke. Mennesker der forsøgte at gøre tingene forståelige for dem på den anden side af bordet. Vigtigheden af det blev særlig tydelig for hende, når hun indimellem mødte kolonner af russiske eller tyske bæltekøretøjer ude på vejene, eller når jagerflyene krydsede himlen. Det hændte også, at en fjern buldren fortalte om bombardementer. Den dag, Stalin døde, havde faren sagt til hende: „En tyran er død. Verden jubler.“ De havde haft billeder af ham i skolen – en mand med et stort, sort skæg, gerne med et barn i favnen. „Lad dig ikke narre,“ sagde faren. „Han har sat en lavine i gang af offentlige og hemmelige processer, henrettelser og forvisninger uden proces.“ Ord der skulle vise sig at være profetiske, hvad angik hans egen fremtid. Hun forstod ikke så meget af det, men forbitrelsen i hans stemme forstod hun, han havde aldrig glemt den dag, da Den Røde Hær ved krigens afslutning gjorde sit indtog i rollen som befrier. Så jo, hun havde tænkt det grundigt igennem, men vidste også, at hendes beslutning ville såre forældrene. Faren var tavs i lang tid. Der var kommet noget fjernt over hans blik, som syntes at have mistet sit fokus. Af en eller anden grund havde hendes erindring fæstnet sig ved hårtotten i hans venstre øre. En lille strid børste der glimtede i mod23
Tiderne_To verdener_P.indd 23
19/03/14 15.55
lyset. Året var 1951. Hun var lige blevet færdig med skolen og følte sig sprængfærdig af udlængsel. „Jamen, så må vi hellere hjælpe dig økonomisk,“ hørte hun ham endelig sige. Og som sagt, så gjort. Det havde været et offer for dem. Både at acceptere hendes valg og støtte hende økonomisk. Men de gjorde det. Måske fordi de fornemmede, hvor meget det betød for hende. I hvert fald var hun dem taknemmelig. Ikke mange ville have gjort det samme og slet ikke nu, hvor krigen havde forarmet hovedparten af befolkningen. Endelig faldt hun i søvn. Nogle timer efter blev hun vækket af et eller andet. Hun lå helt stille og lyttede. Så svingede hun benene ud over sengekanten, skubbede døren op og listede ind i køkkenet. Det susede i skorstenen, kunne hun høre. Hun lukkede spjældet, og efter at have taget sin jakke uden på flonelsnatkjolen åbnede hun døren til gårdspladsen og satte sig ud på trappestenen. Skyerne fór hen over himlen med vinden i hælene, men indimellem dukkede en flig af månen frem og spejlede sig i staldbygningens ruder. Hun lagde armene om sig selv og sad og rokkede lidt frem og tilbage på trinet. Imens syntes efteråret at komme nærmere og nærmere med den særlige jordslåede lugt, der for hende altid havde kendetegnet den tredje årstid. Et sted ude i natten hørte hun en ugle tude. Det lød, som om den befandt sig lige i nærheden, måske havde den fundet sig en bolig på høloftet i stalden. Hun så for sig, hvordan den sad med sine store, gule øjne og spejdede efter mus og andre byttedyr. Ubevægelig. Fuldkommen stille. Var der ikke noget der? Eller derovre? Og så bredte den vingerne ud og svævede tyst ned på gulvet med kløerne strakt frem. Inde i kammeret ved siden af flakkede en urolig flamme i trækken fra dørsprækken. Så snart der var blevet stille i 24
Tiderne_To verdener_P.indd 24
19/03/14 15.55
huset, havde Mathias rejst sig op fra madrassen på gulvet og tændt et lys. I skæret fra det kunne han lige akkurat skimte søsteren, der lå i en seng langs den ene væg. Han listede hen til hende og sænkede munden mod hende. „Sover du?“ hviskede han. Men han vidste godt, at hun ikke sov. Han havde hørt hende vende og dreje sig, og somme tider mente han ligefrem, at hun snakkede med sig selv. Der var en underlig lugt i huset, især herinde, syntes han. Måske af dyr. Måske af græs. Nu hvor han bøjede sig ned, virkede den endnu mere gennemtrængende, som kom den fra sengetøjet eller gulvbrædderne. „Nej,“ lød det nede under ham. Og lidt efter: „Hvornår tror du, vi skal hjem?“ „Det ved jeg ikke.“ Han satte sig på kanten af sengen i sin pyjamas. Håret var forpjusket, og han strøg det jævnligt til side med en hurtig bevægelse. På væggen bag ham sås en sort, foroverbøjet skikkelse med en lang, tynd hals og et forvokset hoved. Han flyttede sig en anelse. „Vi er jo lige kommet,“ tilføjede han med et forsøg på en latter. Men der var ikke noget at le ad. Sofie satte sig op og anbragte en pude i ryggen. Hun fik øje på skyggen på væggen og ved siden af sin egen, hvor næsen stak frem. Uden at tænke over det løftede hun hånden og følte på den. „Hvad er det, her lugter af?“ spurgte hun i den tro, at hendes bror sad inde med svaret også på det. Han vidste så meget. Hun var både glad og lettet over, at han var kommet over til hende. Hun brød sig ikke om at ligge i den fremmede seng med den tunge dyne og betrækket, der af en eller anden grund virkede klæbrigt. „Høns,“ svarede han vrissent. „Hønsemøg.“ Han brød sig ikke om høns, så meget havde han allerede fundet ud af. Måske fordi de virkede så hjælpeløse. Eller også kunne han ikke lide, at fugle færdedes på jorden. Lige nu virkede verden kaotisk, og de havde svært ved 25
Tiderne_To verdener_P.indd 25
19/03/14 15.55
at sætte ord på deres følelser. Mødet med deres mormor havde forskrækket dem. Hendes ansigt havde. Strengheden i det. Men de havde da ikke gjort noget forkert. Alligevel var der et eller andet i hendes udtryk, der fremkaldte en skyldfølelse hos dem begge. Sofie havde ligget og tænkt på, at mormoren nok var vred, fordi hun havde set hende løbe efter hønen. Mathias var mere i vildrede. Han kunne ikke helt finde ud af, hvad han havde at bebrejde sig selv. Men noget var der. I hvert fald havde han opfanget et isnende blik fra mormoren, da han satte sig på stolen for enden af spisebordet. Måske skyldtes det hendes sygdom, at hun virkede så uvenlig, forestillede han sig. Fra deres andre bedsteforældre var de vant til at blive mødt af større hjertelighed. Og så havde de jo også været lidt spændte. Men nu var de bare skuffede – og forvirrede. „Hun er mærkelig, mormor, synes du ikke?“ hviskede Sofie. „Og det lyder også mærkeligt, når hun taler.“ „Polsk er jo et andet sprog,“ forklarede hendes bror fornuftigt. Men han syntes også, at det lød underligt. Engelsk kendte han. Og tysk. Han var begyndt at lære begge dele i skolen. Desuden talte deres forældre somme tider tysk med hinanden, han havde aldrig forstået hvorfor. Midt i en samtale kunne de pludselig finde på at slå over i det. Men polsk … Irene lå på knæ ude i køkkenhaven. Ryggen var foroverbøjet og begge hænder nede i rækken af rødbeder. Nænsomt skilte hun bladene ad, stak fingrene ned i mulden og trak de røde rodfrugter op, en efter en. Ingen skurv. Ingen rodbrand. Ingen larver. Frøene havde hun sået i maj, kort inden de var kommet efter hendes mand. Ikke tænke på det, sagde en vred stemme i hende. Samme stemme der sendte hende fra det ene gøremål til det andet og ikke et øjeblik lod hende i fred. Alt det Lena havde fortalt om, 26
Tiderne_To verdener_P.indd 26
19/03/14 15.55
at hun ville opsøge en advokat, havde gjort hende mere ængstelig. Hun fandt ingen trøst i tanken om, at hun måske snart ville få vished. Det var, som magtede hun ikke visheden og foretrak at leve i illusionen om, at det hele nok var en fejltagelse, der snart ville blive opklaret. Men inderst inde vidste hun godt, at det ikke forholdt sig sådan. De var kommet om natten. Hun og Karol havde netop lagt sig til at sove, da de blev vækket af støj ude på gårdspladsen. I den tro, at der var sket en ulykke, og nogen kom for at bede dem om hjælp, var de gået ud for at lukke op. Udenfor holdt en lukket vogn, bevogtet af en chauffør. Tre bevæbnede mænd fra sikkerhedspolitiet stod på trappestenen. De fremviste en arrestordre, bad hendes mand klæde sig på og fulgte med indenfor. Af en eller anden grund havde den stærke duft af syrener, der var trængt ind i stuen, fæstnet sig i hendes hukommelse. Og en særlig klar stjerne oppe på himlen. Mens Karol kom i tøjet, stod de ved soveværelsesdøren med deres ladte maskinpistoler og holdt øje med ham for det tilfælde, at han pludselig skulle stikke af gennem vinduet. Hun havde ikke engang fået lov til at tage afsked med ham. De havde gennet ham ud af huset med pistolløbene rettet mod hans ryg, som om han var en forbryder. Kort efter var vognen kørt igen. Men fra det øjeblik var alt forandret. Nattens lyde var med ét blevet truende. Mørket fuldt af farer. Hun havde gået hvileløst rundt, indtil det begyndte at lysne i horisonten, og så gik hun over for at malke køerne. Selv om hendes fremtid var blevet uvis – for det var aldrig til at vide, hvad der skete med folk, som blev hentet ud af deres senge midt om natten – var dagens rutiner der stadig. Det var den måde, hun overlevede på. Ved hårdt arbejde, der gjorde hende for træt til at tænke. Næste gang hun kiggede op fra rækkerne med rødbeder, var mørke skyer trukket op i horisonten. Hun kunne 27
Tiderne_To verdener_P.indd 27
19/03/14 15.55
mærke en forandring i luften, der var blevet mere rå og fugtmættet. Det trak op til regn, ingen tvivl om det. Det havde også regnet i tiden efter, at hendes mand var ført bort – så meget, at mange af grøntsagerne lå og rådnede i jorden, og der var kommet oversvømmelse i kælderen. Hun havde ikke tal på, hvor mange spande hun måtte bære op. På kun tre dage var der faldet lige så meget regn, som der plejede på flere måneder. Dengang havde hun tænkt: Det er Jomfru Marias tårer, for hun vidste, at Guds Moder havde medfølelse med menneskene, og måske kunne hun hjælpe hendes mand. Lidt efter hørte hun de første regndråber ramme bladene, og et øjeblik efter åbnede himlen sine sluser. Hun samlede skyndsomst rødbederne i en spand, løftede trøjen op over hovedet og satte i løb hen til havedøren. Regnen fortsatte til langt hen på eftermiddagen. På et tidspunkt stilnede den af, og hun så gennem køkkenvinduet en svag stribe lys bryde gennem skyerne. „Kære Gud, lad Karol komme hjem,“ mumlede det inde i hendes hoved. „Lad ham stå i døren i morgen og sige, at det hele var en frygtelig misforståelse.“ Lena og børnene magtede hun ikke rigtigt at tænke på. Det var for uoverskueligt og også smertefuldt. Da hun havde set dem stå på gårdspladsen med deres kuffert dagen før, var det ikke et øjeblik faldet hende ind, at det var hendes familie. Lena kunne hun ikke genkende – tænk, at man ikke kunne genkende sin egen datter! – og de to børn sagde hende ingenting. Men senere gjorde de. Drengen i hvert fald. Da han om aftenen intetanende havde sat sig på Karols plads ved bordet, var hun ved at bryde sammen.
28
Tiderne_To verdener_P.indd 28
19/03/14 15.55