Trianglen af Jokum Rohde by Tiderne Skifter

TRIANGLEN

Tiderne_Trianglen_P.indd 1

01/04/16 13.43

Af samme forfatter: Jonas’ bog. Roman, 1994 Guder: Fantomsmerter. Drama, 1997 Nero. Drama, 2001 Falkonmysteriet. Roman, 2001 Seance. Drama, 2001 Pinocchios aske. Drama, 2005 Löwenlandet. Noveller, 2005 København Con Amore, s.m. Søren Ulrik Thomsen. Fotobog, 2006 Rød Oresti, efter Aischylos. Drama, 2008 Manson. Drama, 2011 Kong Arthur. Drama, 2016

Tiderne_Trianglen_P.indd 2

01/04/16 13.43

Jokum Rohde

TRIANGLEN Roman

TIDERNE SKIFTER

Tiderne_Trianglen_P.indd 3

01/04/16 13.43

ISBN 978-87-7973-788-4 Printed in Poland 2016

Tak til Statens Kunstfond og Kunstrådets Litteraturudvalg

Tiderne Skifter Forlag · Læderstræde 5, 1. sal · 1201 København K Tlf.: 33 18 63 90 · Fax: 33 18 63 91 e-mail: tiderneskifter@tiderneskifter.dk · www.tiderneskifter.dk

Tiderne_Trianglen_P.indd 4

01/04/16 13.43

1 – Hvorfor skriver du ikke en bog om Sally? Nu hvor du alligevel ikke laver noget? Der er ikke noget der forhindrer dig i at gøre det, er der? Sæt dig ned og skriv den. Du er fortabt, uanset hvad du gør, så hvorfor ikke bruge tiden nyttigt? – Jo, jo. Men du får mig ikke til at skrive den! Vi stod på Trianglen, Thomsen og jeg, og fumlede med vores kameraer. – Har du set din familie så? – Nej. – Har du i det mindste fundet ud af hvor de er? – Ja. – Nå, det er da gode nyheder. Hvor er de så? – På Mars! Jeg satte irriteret mit nyindkøbte engangskamera op til øjet og fotograferede suppeskålspavillonen, men det var alle rede blevet for mørkt over det hele. Den svage blitz nåede ikke længere end til busstoppestedet. Mine evner som fotograf slipper op lidt før skumring. Jeg smed kameraet fra mig i den nærmeste skraldespand. – Det er blevet for mørkt. – Lad os gå op på Pension Trianglen, Jerome. Så tager vi nogle billeder derfra. Med mit kamera. 5

Tiderne_Trianglen_P.indd 5

01/04/16 13.43

Lyset blev grønt. Blæsten slog i husene og bilerne, i alt hvad der var hult. Vi trak over lyskrydsstriberne og flåede i døren ind til Østerbrogade 74. Men døren var låst. På etagetavlen derinde kunne vi se, at pensionen ikke var der mere. Nu boede der folk med lange efternavne. Vi gik rundt i den forkerte by, i den forkerte tid. Sådan var alle mine venskaber endt, siden jeg for to år siden var vendt tilbage til København. De var venskaber fra en anden tid, og jo mere vi gjorde, som vi plejede, jo mere følte jeg mig som en fremmed, en der burde holde sig for sig selv, indtil tiden slap op. Thomsen sagde: – Jeg tror ikke vi kan komme ind. Der er lukket og slukket. Alt er låst af. Han rev en sidst gang i døren men nej. Vi kom ikke nogen vegne, og det plagede mig. Det tvang mig til at høre på Thomsens forslag om at genfinde min familie, om at skrive Sally-bogen, om at genoptage min dramatik, og hvad han ellers mente, jeg skulle tage mig til. Jeg så mig omkring i Trianglen, fra hjørne til hjørne, og sagde: – Desuden er der ingen Sally-bog. Du vil bare have mig til at skrive om steder som altid. Men med Sally er der ingen by, kun kulisser. Ja, sådan er det, at skrive om Sally er at skrive om teater. – Så gør dog det! Jeg så op mod de efterårsmørke bygninger. Folk var ved at gå i seng. Her og der gik lyset ud bag hvide gardiner. Nogen slukkede det. Engang lå jeg selv inden døre om natten og lyttede til min tinnitus. Spild af tid. Nu gik jeg for det meste rundt, undertiden med Thomsen. Vi var et mærkeligt par, han i frakke og habit, jeg i forstadskluns, købt her og der. 6

Tiderne_Trianglen_P.indd 6

01/04/16 13.43

Vinden skubbede os om ad Blegdamsvej. Thomsens stok rallede mod lygtepæle, jerngitre og lyskasseriste. På et tidspunkt, jeg tror det var omkring Rigshospitalet, mumlede jeg for mig selv: – Med Sally er der ingen steder. Ingen. Og uden steder, ingen fortælling. – Er du nu sikker på det? Hvad så med hjertet, Jerome? Er hjertet ikke et sted? Vi krydsede over Tagensvej nu, kurs mod den sorte firkant, og blæsten fulgte os, hus for hus, sidegade for sidegade. Den kunne åbne det hele, hvis den ville. Den kunne vælte døre og mennesker, den kunne tage mig derhen, jeg nødig kom i mine tanker. Men nu var det alligevel for sent. Sally. Sally Jünger. Et navn digtet af guder og rendestenssymbolister, et tegnenes gadekryds, en europaplads fyldt med alt fra famøse hoteller, nationalteatre, snuskede kollektiver, fløjlsbarer og hundrede plakater proppet til randen med hendes skønhed og de magiske spøgelser der beboede hende: Hedda Gabler, Antigone, Kassandra, Sonja Nylon. Jeg så hende første gang i et gammelt laset gyserstykke helt tilbage i vinteren 2007. På det tidspunkt var jeg, efter min skilsmisse, flyttet til Stockholm og havde nu boet i denne ensomme stad i næsten et år. Mine penge fra min tid som dramatiker i København holdt mig oven vande, mens jeg som en ådselsæder cirklede omkring små sidegadeteatre efter lugten af sår. Det var undertiden lykkedes mig at lande et novelledrama eller en eventyrbearbejdning til et børneteater, nok til at overbevise mig selv om at der var en retning i min forkludrede gang rundt og rundt i Stockholms frosne gader 7

Tiderne_Trianglen_P.indd 7

01/04/16 13.43

og trapper. Men den februar, mindes jeg, var jeg begyndt at tvivle, så dér sad jeg og søgte, som sædvanligt, efter håb på den bageste række på Det svenske Statsteater. Skuespillerne gjorde entré, de forstillede sig, gjorde fagter og grimasser, de var udklædte i en sort/hvid victoriansk stil, overgjort med for lange sko, handsker, hatte og kravatter, som i en Tim Burton film. Der var hovedpersoner. Der var bipersoner. Der var dramatisk skrue, der var forventning om katastrofe, der var sprog og skuespil. Og så på en kirkegård mellem gravstene og lavtliggende tågebanker stod hun der, Sally Jünger. Og som var dette ikke nok, at hun med sin 27-årige skønhed og skrøbelighed invaderede hele skuespillet med en dæmonisk sitren af liv og erotik, med død og tristesse, med hele sin Lady Stardust-lignende balanceren mellem frelse og fornedrelse, så begyndte hun også at tale. Og en stemme bredte sig i det enorme Elværks rum, således at selv mit døve øre svævede i nydelse og terræn. Hvem fanden er hun? tænkte jeg. Skuespillet, rummet, dramaet forsvandt fra mit åsyn, tilbage var kun hende, den lidt krogede næse, de høje markante kindben, de bølgende ulige læber og det sorte døende blik der så sig omkring på den forladte teaterkirkegård efter sit barns gravsten. Hvem er hun? For hvem hun end er, så skal hun være min. Sådan tænkte jeg, mens jeg fulgte hende med øjnene, hver entré, hver sortie, frem til applaus, til sidste fremkaldelse, hvor hendes smil pludselig rungede som et tordenskrald ud over 300 mennesker – hvorefter hun forsvandt om bag scenen. Jeg satte kursen hjemad og brugte et par dage på at glem8

Tiderne_Trianglen_P.indd 8

01/04/16 13.43

me dette genfærd af skønhed og teater, og da jeg ikke havde programmet fra forestillingen, fandt jeg ikke ud af hvad hun hed, hvem hun var. Samme forår lavede jeg et forstokket kriminalskuespil, Ka´ De li´ Mord?, til et hotelteater i Norrkjöping. Senere dramatiserede jeg Kvinden i Hvidt af Wilkie Collins til en af de mere ansete scener i Stockholm efter omsider at have fået støttemidler til produktionen. Jeg gik ind til Statsteatret og sagde, jeg ville lave en ny version af Dr. Jekyll og Mr. Hyde, hvor de var to personer og ikke én. Jeg fik bestillingen, og jeg gik i gang. I disse måneder, hvor jeg ihærdigt forsøgte at bryde gennem den mur der adskiller klassikere fra nutidsdramatik, var en besynderlig og umoden stemme begyndt at blande sig i debatten om repertoire, der særlig under skuespilchef Stefan Boll var oppe i de svenske medier på grund af hans erklærede sympati for det nyskrevne. En ung skuespillerinde ved navn Sally Jünger udtalte sig i aviser og blade om, at hun var fuldkommen uinteresseret i at spille ny dramatik og kun følte sig hjemme i klassikerne. Hvem fanden er hun? tænkte jeg ofte, når jeg på centralbanegården bladrede gennem aviser og magasiner der lagde tryksværte til hendes åndssvage udtalelser og overgjorte grimasseren for kamera. Hun lignede en pillet fugl. Sikke en idiot. Er hun klar over den ekstreme forskelsbehandling der i forvejen er mellem klassikere og ny dramatik? Et nyt stykke koster teatret mellem 100.000 til 200.000 kroner, mens en klassiker højst koster en ny oversættelse og som regel kun en afgift til oversætterens ophavsret. Er 9

Tiderne_Trianglen_P.indd 9

01/04/16 13.43