U LV EN K OM M ER
VLADIMIR NABOKOV
ULVEN KOMMER LITTERÆRE ESSAYS
Udvalgt og oversat af Henrik G. Poulsen
TIDERNE SKIFTER
Ulven kommer Litterære essays Copyright © 2016 Vladimir Nabokov Dansk udgave: © Tiderne Skifter 2016 Forlagsredaktion: Claus Clausen Sat med Aldus hos An:Sats, Espergærde og trykt hos Printinghouse „pozkal“, Poland ISBN 978-87-7973-537-8
Udgivet med støtte fra Statens Kunstfond
TIDERNE SKIFTER · Læderstræde 5, 1. sal · 1201 København K Tlf. 33 18 63 90 · Fax 33 18 63 91 e-mail: tiderneskifter@tiderneskifter.dk · www.tiderneskifter.dk
Indhold Oversætterens forord . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 9 I. Litteratur Skrivekunsten og commonsense . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Gode læsere og gode forfattere . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Kunsten at oversætte . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Småborgere og småborgerlighed . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Russiske forfattere, censorer og læsere . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
13 24 31 40 45
II. Russiske forfattere Kvadet om Igors Hærtog . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 61 Aleksandr Pusjkin og duellens kunst . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 66 Mikhail Jurjevitj Lermontov . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 81 Fjodor Dostojevskij . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 96 Lev Tolstoj . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 119 Maksim Gorkij . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 134 III. Vladimir Nabokov Indledning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Interview med Bayerischer Rundfunk . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Interview med New York Times Book Review . . . . . . . . . . . . . . . . . Interview med BBC-2 Release . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Interview med The Paris Review . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Interview med Vogue . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Inspiration . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Om en bog ved navn „Lolita“ . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
147 149 156 158 162 175 180 186
Fra „Speak, Memory“ – Mine første vers . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 193
„Litteraturen blev født, ikke den dag en dreng, der råbte ulven kommer, kom løbende ud af store Neanderdal med en grå ulv i hælene: Litteraturen kom til verden den dag, en dreng råbte ulven kommer, og der ikke var nogen ulv efter ham.“ V.N.
Oversætterens forord
Dette udvalg af Vladimir Nabokovs litterære essayistik, der er et forsøg på at samle nogle af hans væsentligere tanker om skønlitteratur under én hat og samtidig give eksempler på hans rigt facetterede skrivekunst, falder groft set i tre afsnit: et om skønlitteratur generelt, et andet der handler om nogle af de store russiske forfattere, og et tredje som tager sit udgangspunkt i Vladimir Nabokov og hans eget forfatterskab. De enkelte indslag er af ret forskellig karakter og er hentet mange forskellige steder fra, men stammer alle fra tiden efter 1940, hvor Nabokov slog sig ned i USA for at leve som amerikansk forfatter, og er følgelig alle sammen skrevet på og ergo også oversat fra engelsk. Der er stykker, man ikke vil have svært ved at godtage som ren essayistik – således om at skrive, om at læse, om at oversætte, om inspiration, etc. – og der er andre, såsom uddrag hans bøger, forord og efterskrifter, biografiske indslag, forelæsninger, interviews, et sammenklip af fodnoter og et kapitel fra hans erindringer, hvor betegnelsen umiddelbart kan forekomme mindre indlysende. Fælles for dem, selv de „mundtlige“ indslag, er imidlertid, at de alle er minutiøst nedskrevet på forhånd fra Nabokovs hånd. Det er skik og brug i forordet til en oversættelse at give nogle oplysninger om forfatteren selv, men da der herom i det store hele kan henvises til afsnit III, kan de på dette sted indskrænkes til de hovedpunkter, som han selv fandt relevante i en ultrakort selvbiografi bagerst i Nikolai Gogol: „Jeg er født den 23. april 1899 i Sankt Petersborg, Rusland. Min bedstefader var justitsminister for Aleksandr den II. Min fader var en kendt politiker fra den liberale gruppe, professor i kriminalret og medlem af det første russiske parlament. Min skolegang foregik i Tenisjevskolen i Sankt Petersborg. Efter at 9
have forladt Rusland i 1919, gik jeg på universitetet i Cambridge, Trinity College, hvor jeg (i 1922) tog eksamen med udmærkelse i fremmedsprog (fransk, middelalder- og moderne, og russisk). Fra 1922 til 1937 boede jeg i Berlin, Tyskland, hvor mit hovederhverv var at skrive. Jeg gav også undervisning i sprog og havde adskillige privatelever. I 1937 så jeg mig nødsaget til at forlade Tyskland og tog til Frankrig. I maj 1940 emigrerede jeg til U.S.A., hvor jeg først underviste i russisk litteratur ved Wellesley College og dernæst, fra 1948 til 1959, i russisk og europæisk litteratur ved Cornell University. Jeg er gift siden 1925 og har en søn. Min livslange hobby er sommerfugle. Jeg laver også skakopgaver. Jeg er god til sport, især tennis.“ Efter at Nabokovs Lolita i 1959 havde gjort ham i stand til at leve af sit eget forfatterskab, slog han sig ned i Montreux i Schweiz, hvor han boede til sin død i 1977. Et par praktiske bemærkninger: Fodnoterne i bogen er signeret Ed., når de stammer fra de amerikanske udgivere, og VN når de hidrører fra Nabokov selv; når der ingenting står, er det for oversætterens regning. Enkelte redaktionelle overspringshandlinger er markeret med (…) Henrik G. Poulsen
I . LI TTE R A T U R
Teksterne i denne del stammer alle fra Nabokovs efterladte manuskripter til hans „Lectures on Literature“ (1980) og „Lectures on Russian Literature“ (1981), som blev udgivet efter hans død med bistand af hans enke, Véra Nabokov, og deres søn, sangeren Dmitri Nabokov. Nabokov ville gerne selv have bearbejdet disse forelæsninger til udgivelse, på samme måde som med hans vidunderlige „Nikolai Gogol“ (1944) om Gogols liv og forfatterskab, men nåede det aldrig. I udvalget her forekommer et enkelt tilfælde af genbrug, nemlig „Gode læsere og gode forfattere“, som er den indledende tekst i „Lectures on Literature“ og også er medtaget i udvalget „Timer i litteratur“ (Forlaget Vandkunsten, 2007). Den sidste af teksterne i denne del, „Russiske forfattere, censorer og læsere“, som her markerer overgangen fra I. til II. del, er en festforelæsning, holdt på Cornell University i april 1958, der optræder som indledning til „Lectures on Russian Literature“.
Skrivekunsten og commonsense
Nu og da, når tidens strøm med tingenes udvikling bliver til en mudret flod, og historien laver oversvømmelser i vores kældre, begynder alvorsfulde mennesker at undersøge det indbyrdes forhold mellem forfatteren og det nationale eller internationale samfund; og forfatterne selv begynder at spekulere over deres forpligtelser. Jeg taler om en abstrakt type forfattere. De af dem, vi konkret kan forestille os, især de lidt ældre, er for opblæste af deres talent eller for selvtilfredse med deres middelmådighed til at tage sig af forpligtelser. De ser tydeligt, på mellemlang afstand, hvilken skæbne der venter dem – marmorsoklen eller gipsnichen. Men lad os tage en forfatter, som faktisk undrer sig og faktisk spekulerer. Kommer han ud af sit sneglehus for at se sig omkring? Hvad med lederskab? Bliver han, eller bør han blive god til at blande sig? Der er meget, der taler for indimellem at blande sig med folk i almindelighed, og det måtte være en ret tåbelig og kortsynet forfatter, som ville give afkald på den rigdom af iagttagelser, humor og medfølelse, han professionelt kan tilegne sig ved en nærmere kontakt med sine medmennesker. På samme måde kan det være en god kur for visse rådvilde forfattere, der famler efter, hvad de håber kunne være nogle morbide emner, at trylle sig tilbage til deres små fødebyers idylliske normalitet eller konversere i apostroferet dialekt med den stovte mand bag ploven, hvis han altså findes. Men i det store og hele ville jeg stadigvæk anbefale – ikke som et digterfængsel, men blot som fast adresse – det meget forkætrede elfenbenstårn, forudsat naturligvis at der er elevator og telefon for det tilfælde, at man skulle få lyst til at løbe ned efter en eftermiddagsavis eller invitere en ven op til et parti skak; det sidste på en eller anden måde antydet af det valgte domicils form og tekstur. På denne måde er det et godt og rart sted at være med en storslået udsigt 13
hele vejen rundt og masser af bøger og rigeligt med nyttige hjælpemidler. Men før man bygger sit elfenbenstårn, kommer man ikke uden om at sluge et par elefanter. Det udsøgte eksemplar, jeg har tænkt mig at indfange til ære for dem, der gerne vil se, hvordan man gør, er tilfældigvis en temmelig usandsynlig krydsning mellem en elefant og en hest. Dets navn er – commonsense, eller den sunde fornuft. Da Noah Webster i efteråret 1811 støt arbejdede sig gennem c’erne, definerede han commonsense som „god, gedigen, jævn fornuft … uden følelsesmæssige fordomme eller intellektuel spidsfindighed … hestefornuft“. Dette er et temmelig flatterende syn på dyret, for dets biografi er ubehagelig læsning. Commonsense har trådt mangt et velmenende geni under fode, hvis øjne havde frydet sig ved en for tidlig månestråle af en for tidlig sandhed. Den sunde fornuft har sparket skidt bagud på de dejligste blandt mærkværdige malerier, fordi et blåt træ var vanvid for dets velmenende hove. Den sunde fornuft har fået grimme, men stærke nationer til at knuse deres smukke, men svage naboer i det øjeblik, en lakune i historien gav dem en mulighed, det ville være dumt ikke at benytte sig af. Den sunde fornuft er dybest set uden moral, for menneskets naturlige moral er lige så irrationel som de magiske ritualer, det udviklede i tidernes tågede morgen. Commonsense er, når den er værst, fornuft, der er gjort almindelig, så alting bliver billigt ved berøringen. Den sunde fornuft er firkantet, mens alle de fundamentale værdier og visioner i tilværelsen er smukke og runde, så runde som universet selv eller øjnene på et barn til sin første cirkusforestilling. Det er lærerigt at tænke på, at der ikke er et eneste menneske i dette lokale, eller for den sags skyld noget som helst andet lokale her på jorden, som ikke på et givet punkt i historisk tid/rum ville være blevet slået ihjel på stedet af et sundtfornuftigt flertals retfærdige harme. Arten af ens tro, lommetørklæder, øjne, tanker, manerer, tale er sikker på, et eller andet sted i tid eller rum, at blive udsat for en dødelig modvilje fra en menneskemængde, som hader netop denne nuance. Og jo mere fremtrædende, jo mere usædvanlig manden er, desto nærmere er han galgen. Det, der er anderledes, er altid farligt. Den fromme profet, alkymisten i hans hule, den begejstrede kunstner, den utilpassede lille skoledreng, alle er de udsat for denne hellige trussel. Og når det nu er sådan, lad os da lovprise dem, lad os lovprise afvigerne; for som tingenes naturlige udvikling er, ville aben måske aldrig være blevet til menneske, hvis ikke der var dukket en afviger op i familien. Enhver, der har tilstræk14