Usa - en rejse af Geert Mak

USA

Tiderne_MAK-USA_P.indd 1

22/08/13 13.27

Af samme forfatter p책 dansk: Min fars 책rhundrede, 2009 Europa En rejse gennem det 20. 책rhundrede, 2010 En hund p책 en isflage Hvad nu hvis Europa kollapser, 2013

Tiderne_MAK-USA_P.indd 2

22/08/13 13.27

Geert Mak

USA En rejse

Oversat af Birthe Lundsgaard

TIDERNE SKIFTER

Tiderne_MAK-USA_P.indd 3

22/08/13 13.27

USA – En rejse Oversat efter Reizen zonder John Opzock naar Amerika Dansk udgave © 2013 Tiderne Skifter Forlagsredaktion: Claus Clausen Sats: An:Sats, Espergærde Tryk: WS Bookwell, Finland ISBN 978-87-7973-568-2 Printed in Finland 2013

The publisher gratefully acknowledges the support of the Dutch Foundation for Literature

TIDERNE SKIFTER · Læderstræde 5, 1. sal · 1201 København K Tlf. 33 18 63 90 · Fax 33 18 63 91 e-mail: tiderneskifter@tiderneskifter.dk · www.tiderneskifter.dk

Tiderne_MAK-USA_P.indd 4

22/08/13 13.27

Til minde om Edith og Louis Laub

Tiderne_MAK-USA_P.indd 5

22/08/13 13.27

Tiderne_MAK-USA_P.indd 6

22/08/13 13.27

Indhold

Første del Sag Harbor – 9 Anden del New York – Connecticut – Massachusetts – Vermont – New Hampshire – Maine – 37 Tredje del New Hampshire – Vermont – Canada – Detroit – 113 Fjerde del Michigan – Chicago – Illinois – Wisconsin – Minnesota – 173 Femte del Minnesota – North Dakota – Montana – Washington – Seattle – 227 Sjette del Oregon – Californien – San Francisco – Monterey – 285 Syvende del Californien – Arizona – New Mexico – Texas – Louisiana – New Orleans – 353 Epilog – 425 Tak – 454 Litteratur – 467 Register – 478

Tiderne_MAK-USA_P.indd 7

22/08/13 13.27

Tiderne_MAK-USA_P.indd 8

22/08/13 13.27

Første del „When the lights go on again all over the world And the ships will sail again all over the world Then we’ll have time for things like wedding rings and free hearts will sing When the lights go on again all over the world.“ Vera Lynn

Tiderne_MAK-USA_P.indd 9

22/08/13 13.27

Tiderne_MAK-USA_P.indd 10

22/08/13 13.27

1 Ingen kunne fortælle præcis, hvornår de store festligheder var brudt løs.

Der var folk, som hævdede, at de allerede begyndte straks efter VJ-Day, umiddelbart efter sejren over Japan den 14. august 1945, hvor alle dansede i gader­ne og en flygtet tysk jøde, Alfred Eisenstaedt fra Life, skød sit livs foto på Times Square: en matros, der, vild af glæde, trykker et kys på læberne af en sygeplejerske.

Det var de måneder, hvor de amerikanske GI’s vendte hjem fra alle verdenshjørner, de år, hvor alle pludselig havde masser af penge, for også i Amerika havde der været knaphed og rationering på alle luksusvarer. Nu kunne man pludselig købe vaskemaskiner igen, og radioer og den nyeste Chevrolet. General Electric oversvømmede landet med luksusopfindelser: køkkenmaskiner, brødristere, elektriske gulvmopper, FM-radioer, elektriske tæpper og så videre. De blev anprist af alle tiders tv-sælger, Ronald Reagan – en afholdt skuespiller, som via dette arbejde også efterhånden lærte at sælge sig selv. Gamle idealer blev tilsidesat, selling out blev et begreb – man udførte arbejde, som man ikke brød sig om, men som man tjente godt ved.

Det var de måneder og år, hvor den britiske Vera Lynn ramte amerikanerne i hjertekulen: „A kiss won’t mean ‘Goodbye’ but ‘Hello to love’“. Jo, dér begyndte det, med det kys på Times Square.

Det hele var langt mindre romantisk, fortæller andre. Det begyndte netop, da alle skulle genoptage hverdagen. „Indled din beretning med Levitt-familiens geniale opfindelse,“ sagde man til mig. „Den satte for alvor gang i det hele!“ Bill Levitt, hans bror Alfred og deres far, Abraham, var de første, der i stor stil lavede præfabrikerede huse. Rækkevidden af deres opfindelse kunne sammenlignes med Henry Fords samlebånd i 1913. Med en gennemtænkt konstruktion og en rasende kløgtig planlægning kunne Bill Levitt bygge et enkelt og solidt hus for små 8000 dollars. Basismodellen var, med to sove­ værelser og et loftsrum, som skabt til en ung familie. Det var virkelig boliger11

Tiderne_MAK-USA_P.indd 11

22/08/13 13.27

nes Ford T-model. Alligevel var der indbygget en hel del luksus: Dagligstuen havde pejs og indbygget fjernsyn, køkkenet havde et isskab, et komfur og en Bendix-vaskemaskine. For 250 dollars ekstra fik man oven i købet en bil med i handelen. Den, der købte nu, var klar til fremtiden.

I 1946 anbragte familien Levitt de første huse på en enorm kartoffelmark i Hempstead, 30 kilometer fra Manhattan. I løbet af to år var det blevet til en hel by. I juli 1948 blev der produceret 180 huse om ugen, i 1951 boede der 82.000 mennesker i 17.000 huse på den gamle kartoffelmark. Navnlig GI’s, der ofte havde en pæn bonus for aftjent værnepligt på lommen, blev lokket til denne splinternye Levittown. Annoncerne var ikke til at misforstå, afbetalingsordningerne var komfortable. „Uncle Sam og den største entreprenør i verden har skabt mulighed for, at De kan bo i et attraktivt hus i dejlige omgivelser, uden at det koster Dem en formue …“ „All yours for $58.

Your are a lucky fellow, Mr. Veteran.“ Det blev et sandt stormløb.

Det var ikke alene husene. I denne mærkelige halvverden af land og by opstod der overalt fællesskaber af mænd og kvinder, der sammen udforskede livet i fredstid. „Foran næsten hvert eneste hus langs de 160 kilometer krogede gader i Levittown står der en trehjulet cykel eller en barnevogn,“ noterede en reporter fra Time i sommeren 1950. „I Levittown går alt i stå mellem klokken tolv og to: tid til en middagssøvn.“ Levittown var begyndelsen til en eksplosion af suburbs – et ord der rummer mere end blot ‘yderkvarter’ eller ‘forstad’, et begreb der står for en hel kultur, en egenartet form for bopæl og samfund. For talløse GI’s var en su­ burb starten på det moderne liv, „time for things like wedding rings“, et trygt eventyr, der bandt alle nytilkomne sammen. Det var unge familier, der ikke længere var bange for at stifte gæld, ivrige købere, fordi de endnu næsten intet ejede, børn af fattige, irske, italienske, jødiske og andre immigranter, der var overbevist om, at alle fremtidsdrømmene nu blev til virkelighed for dem. I Levittown og i lignende bebyggelser lå kimen til en social bevægelse, der skulle vende op og ned på det traditionelle Amerika, begyndelsen på vandringen til suburbia, afslutningen på den gamle by og det gamle bonde­ land.

En anden ny begyndelse, fortalte en gammel amerikaner mig engang, var bilerne. For ham begyndte det alt sammen med bilerne. Eller rettere sagt: med bilernes farver. Ifølge ham var det i efteråret 1954. I det efterår så han pludselig masser af mennesker uden for de lokale bilforhandleres udstillingslokaler. Der foregik noget ganske særligt. Modellerne var ganske vist 12

Tiderne_MAK-USA_P.indd 12

22/08/13 13.27

forskellige fra år til år, men de havde altid været solide og firkantede, for det meste sorte eller mørkegrønne. Pludselig stod der nu en helt ny generation og skinnede, bredere og blidere end nogen sinde.

Jeg har kigget på annoncerne fra det år. Jordfarverne fra førhen var erstattet af pastelfarver, lyserød og lyseblå: Chevrolet Bel Air og Pontiac Star Chief, med deres Strato-Streak v8-motorer, kunne fås både i ‘avalongult’ og i ‘ravnsort’. De nye modeller havde desuden rundede panoramaforruder, og, for den nye Cadillacs vedkommende, en mærkelig bagende, med halefinner som på et jagerfly. Salget steg dramatisk, alene mellem 1954 og 1955 med 37 procent. Det var ikke længere teknikken og holdbarheden, der stod i centrum, men stilen og faconen.

Nu kom der virkelig nye tider, det var den fornemmelse, bilerne gav. Et sted i det årti ændrede det amerikanske samfund pludselig tone og mentalitet, fra et overlevelsessamfund til et forbrugssamfund, fra en verden af slidere til en verden af nydere.

Indvendig var husene stadig fyldt med ting fra 30’erne og 40’erne, men mellem de brunlige møbler og hæklede tæpper groede en ny livsstil frem, med alle elementerne fra den gamle nøjsomhed og samtidig som en slags glædelig overraskelse. „Hvad er det for et eventyrland, vi er havnet i?“ – sådan var den generelle stemning.

Det var årene med det såkaldte babyboom. Fødselstallene røg i vejret med næsten 50 procent – og de forblev høje indtil slutningen af 50’erne. I 1957, hvor babyboomet toppede, fødte 123 ud af 1000 kvinder ét barn – en uhørt procentdel i den amerikanske historie. Og alle de små børn blev oven i købet opfostret i langt større velfærd, end deres forældre nogen sinde havde kendt til. „Aldrig har man set et mere forunderligt land end Amerika,“ skrev den britiske historiker Robert Payne efter et besøg i 1949. „Det sidder overskrævs på verden, som en kolos; aldrig før i verdenshistorien har der været en magt med en så stor og altomfattende indflydelse på andre lande. Halvdelen af verdens rigdom, mere end halvdelen af produktiviteten på verdensplan og næsten to tredjedele af alle maskiner i verden er på amerikanske hænder.

Resten af verden står i skyggen af den amerikanske industri …“ Dette var The American Century, og sådan skulle det blive ved med at være.

Et par tal, der taler for sig selv: Ved begyndelsen af det 20. århundrede var den forventede gennemsnitslevealder for hvide amerikanere lige knap 50 år, hos de sorte lå den omkring de 35. Amerikanerne brugte næsten lige så mange penge på begravelser som på medicin, men et halvt århundrede se13

Tiderne_MAK-USA_P.indd 13

22/08/13 13.27

nere var det omvendt. Den forventede gennemsnitslevealder lå nu omkring de 70, også for den sorte befolkning.

Nationalindkomsten steg i 50’erne med næsten en tredjedel. I 1956 kunne en amerikansk teenager råde over en ugeløn på 10 dollars og 55 cent.

Det var mere end rådighedsbeløbet for en gennemsnitsfamilie i 1940. Middelklassen – den del af befolkningen, der kan bruge penge på unødvendige ting – omfattede næsten halvdelen af de amerikanske husstande.

Livet var, øjensynlig, gudfrygtigt og retskaffent. Næsten 60 procent af de amerikanske familier havde eget hus – det havde man aldrig før set. ­Skils­misse­procenten var påfaldende lav, i 1958 nøjagtig 8,9 per 1000 ægtepar. Ifølge Gallup-målinger gik i 1940 en tredjedel af de voksne amerikanere i kirke hver uge – i 1955 var det antal steget til cirka halvdelen. Til ‘happiness-spørgsmålet’ svarede omkring 1957 over halvdelen af amerikanerne: „Very happy“. Aldrig havde den målelige lykke været så stor, og så stor skulle den heller aldrig blive igen.

Hvis man vil foretage en tidsrejse tilbage til datidens Amerika, skal man gå på YouTube og se den lille familiefilm Disneyland Dream, der blev indspillet i sommeren 1956 af den entusiastiske amatørfilmproducent Robbins Barstow. Barstow registrerede år for år sin families oplevelser, og han gjorde det på en så sjov og original måde, at hans små film med tiden er blevet klassikere.

I Disneyland Dream deltager familien – far, mor, tre børn fra fire til elleve – i en konkurrence udskrevet af producenten af det nye Scotch-klæbebånd.

For vinderne er der udsigt til en rejse – med fly! – til Anaheim, Californien, til det dengang nyåbnede Disneyland. Og minsandten, den yngste søn, Danny, vinder førstepræmien med det superstærke slogan: „Jeg elsker Scotch-klæbebånd, fordi jeg kan bruge det, når noget revner.“ Almindelig begejstring, og alle familien Barstows naboer kommer ud af deres forhaver for at vinke farvel til familien. Så er der den spændende flyvetur på ni timer til Californien, om bord i en TWA-Super Constellation, med plads til helt præcist 64 passagerer. Derefter det nye tivoli, Disneyland, i al dets enkelhed. I hotellet jubler familien Barstow over, at det fornemme svømmebassin nu også er tilgængeligt for dem, ja, de dage er forbi, hvor denne luksus var forbeholdt den elegante elite. Familien løser budgetproblemet ved ikke at gå på restaurant, men spiser medbragt mad i det fri.

Kynisme eller tvivl kan man ikke få øje på nogen steder, hvert minut af filmen er så fyldt med sol, uskyld og en uophørlig begejstring. Og faktisk, 14

Tiderne_MAK-USA_P.indd 14

22/08/13 13.27

således afslutter Barstow sin film, har Walt Disney ret: Disneyland er the happiest place on earth. Og hele familien er „Scotch-klæbebånd evigt taknemmelig“ for denne oplevelse.

Slutkoralen i denne bedårende Amerika-kantate: Fra nu af hører alle men­nesker sammen, og alle kan klare sig godt i disse nye tider.

Vi europæere hørte disse klange fra det fjerne. For os, børn i provinsen, var Amerika et drømmeland, med en afslappet livsstil, hvoraf et brudstykke en enkelt gang kom sejlende over Atlanterhavet. Kort efter Berlinmurens fald logerede jeg hos en familie i Armenien: I årevis havde pigerne samlet på tomme parfumeflasker fra Chanel og Lancôme, og badeværelset var fyldt med dem – et sted dybt i de flakoner hang stadig duften af det rige Vesten.

På samme måde oplevede vi, de europæiske børn i 50’erne, Amerika: via et par glitrende tidsskrifter, via en legetøjsbil af blød og sej plastic – selv svinghjulet var af forbløffende god kvalitet – via et gratis Anders And-blad, der en efterårsdag pludselig dumpede ind ad brevsprækken, hvori 1000 armbåndsure – omregnet til nutidens ungdomsøkonomi: 1000 iPads – blev udloddet. Og så indholdet af det nummer: ‘Anders And som skolelærer’, nevøerne drister sig endda til at mase en is ud på hovedet af deres udmattede onkel! Tænk, at man bare sådan ødelagde en iskage!

Fra det samme Amerika kommer der på et vist tidspunkt nogle pakker med grønt og hvidt pulver, hvoraf en husmor kan fremtrylle en gryde suppe: California hedder det. California hvisker vi, California. I den provinsby, hvor jeg voksede op, slæber vi fra vores kolonihave hjemmedyrket kål, salat og kartofler forbi et par nye fabrikker på Marshallweg, opkaldt efter en general, som, kan jeg forstå, åbenbart har betalt for alle de små virksomheder: Amerika! For vores lommepenge køber vi flade pakker med tyggegummi, smukt indpakket, med et indlagt billede af en filmstjerne – dem samler vi på – og alt dufter fremmed og rosenrødt: Amerika! På kortbølgeradioen skratter en militærsender ind i stuen med en oplæser, der uden videre snakker hen over et swingorkester: Amerika! Lionel Hampton kommer til Nederlandene, i september 1953, og mens saxofonisten ligger på ryggen og spiller, forlader Hampton selv sin vibrafon for at spille lidt på tromme og udføre en lille dans til teksten: ‘Hey Ba Be Re Bop’. Kommentaren i dagbladet De Gelderlander: „Grænseløs må den hjertets tomhed være, hvori længslen efter højere værdier end en sådan negerjammer er gået fløjten.“ Men publikum, som ikke var vant til den slags, er fuldstændig rundt på gulvet. Amerika!

15

Tiderne_MAK-USA_P.indd 15

22/08/13 13.27

Året 1960 udgør højdepunktet i dette susende, lyseblå årti. Den gennemsnitlige amerikanske årsindkomst var på godt 5000 dollars, et nyopført hus kostede 12.500 dollars, en bil 2600 dollars, et par sko 13 dollars, en liter benzin 6,7 cent.

Halefinnerne på de nye Cadillac Eldorado’er var større og skarpere end nogensinde. I april blev den første vejrsatellit sendt op. På Filippinerne forsøgte den japanske regering forgæves at lokke de sidste to japanske soldater ud af urskoven – de kunne ikke overbevises om, at krigen var forbi. X ­ erox sendte den første kommercielle fotokopieringsmaskine på markedet. ­Chubby Checker startede en ny dansemani: twist. I en lille film, Music for Smokers Only, stod Frank Sinatra med en cigaret i hånden og sang, mens han tog et sug efter hver linje: „I get no kick from champagne …“ National Airlines var det første luftfartsselskab, der fløj med jetfly fra New York til Miami, på knap tre timer og for 55 dollars. Bygningen af Interstate Highway System, verdens største motorvejsnet, havde allerede været i fuld gang i fire år.

Den maskinelle bomuldsplukker havde indtaget sydstaterne. Fremkomsten af klimaanlægget gjorde det muligt at stampe en bebyggelse op af jorden selv i ørkenområder. Bondelandet drog til byen, de overfyldte bykerner flyttede ud til forstædernes alléer, den sorte befolkning fra syd flyttede op til fabrikkerne mod nord.

Den 9. maj – Mors Dag – blev det meddelt, at den første svangerskabsforebyggende pille, Enovid, var erklæret sikker og kunne markedsføres.

Pil­lens ophavsmand, dr. John Rock, jublede, at menneskehedens tøjlesløse parringsdrift endelig kunne forblive uden følger: „I øjeblikket er den største trussel mod verdensfreden og en ordentlig levestandard ikke atomenergien, men den seksuelle energi.“ Den kolde krig var genoptaget med fuld kraft efter nedskydningen af et amerikansk u2-spionagefly over Sovjetunionen.

Krigshelten Dwight Eisenhower var stadig præsident, det var hans sidste år.

Valgkampen var et tæt løb mellem arbejdersønnen Richard Nixon, en søn af folket, og John Kennedy, rigmandssønnen.

1960 er det år, hvor denne historie tager sin begyndelse.

16

Tiderne_MAK-USA_P.indd 16

22/08/13 13.27

2 Denne historie er beretningen om to rejser, den ene foretaget i 1960 og den anden i 2010. De øjne, der betragtede Amerika i 1960, var forfatteren John Steinbecks og hans hund, Charleys. Sammen rejste de igennem landet i en grøn gmc-lastbil, Rocinante. Køretøjet var opkaldt efter Don Quixotes hest, for alle syntes, at det var en sammenlignelig ekspedition: en tosset pensioneret ridder, der drog ud alene for at befri landet for vilde, dødsens farlige vindmøller. Øjnene i 2010 er mine.

John Steinbeck var i 1960 en temmelig høj, gråsprængt mand på 58 år.

Med et ansigt, som han selv skriver, som årene ikke var gået sporløst hen over, med ar, furer, rynker og erosioner. Han havde overskæg og hageskæg, og han holdt mest af at gå i arbejdstøj: korte gummistøvler, kakifarvede bomuldsbukser, en jægerjakke og en falmet blå britisk marinekasket. Den havde han fået under krigen af kaptajnen på en torpedobåd – båden skulle kort tid derefter selv blive torpederet under et angreb. Resterne af krigsårene sad, ligesom hos talløse andre, stadig i alle revner og sprækker af Steinbecks eksistens.

Han var gift med Elaine Anderson, en pæn og ordentlig texansk dame, der havde en vis lighed med Lady Bird Johnson, hustru til den indflydelsesrige senator og senere præsident. Damerne var gode veninder – da Lady Bird blev en offentlig skikkelse, kom Elaine oven i købet jævnligt til at gå i butikker og købe tøj til hende, fordi de havde præcis samme mål. De boede størstedelen af tiden i Sag Harbor, en gammel fiskerhavn på østkysten, mellem Long Islands krokodillekæber, to timer sydøst for New York.

Sag Harbor var på den tid en lille fabriksby, en blue collar town. Bulova lå der, en fabrik, hvor man fremstillede urkasser. Grumman havde en flyfabrik i byen, og derudover var der et par skibsværfter. Engang, omkring 1840, var det en af de barskeste hvalfangerhavne i verden. På Old Burying Ground findes der gravsteder for byens tidligste indbyggere fra 1776: soldater i den amerikanske revolution, franske handelsfolk, portugisiske søfolk, irske og engelske hvalfangere. Der går historier om, at mandskabet på visse skibe ikke turde gå fra borde i Sag Harbor, fordi dens utallige barer og bordeller var for risikable. Det var også en af de rigeste havne, og det ses stadig på de luksuøse villaer fra det 19. århundrede, der ligger mellem træerne lige uden 17

Tiderne_MAK-USA_P.indd 17

22/08/13 13.27

for centrum. De har store balkoner og verandaer, græske søjler, vinduer med blyindfattede ruder, der er ingen ende på det. De fleste huse er i de senere år blevet overtaget og restaureret af rige newyorkere, men omkring 1960 lå de ofte forsømte hen.

I 1955 købte Steinbecks et lille hus dér. Det blev meget hurtigt Johns yndlingssted. Dér skrev han fire bøger og utallige breve, grublede over verden og livet, fik en krise og arbejdede sig ud af den igen. Deres hus lå – og gør det stadig – på Bluff Point, en grøn skråning ned til en udløber af havet, omringet af gamle egetræer, med egen anløbsbro til den båd, som Steinbeck altid havde drømt om. Fra huset så man ud over græsplænen, derfra længere ud over bugtens rolige vand, og helt ind til byen og havnen.

Johns liv forløb efter et fast mønster: tidligt op om morgenen, med Char­ ley ved siden af sig i bilen ind til Main Street, hente posten, købe en avis, drikke en kop kaffe i fiskerknejpen Black Buoy, købe et eller andet i Bob ­Barrys isenkramforretning. Steinbeck var vild med alt, hvad der var mekanisk. „Redskaber, mekanik, han kunne ikke få nok af det,“ hørte jeg fra hans gamle venner. „Indretningen af camperen, Rocinante, var typisk for ham.“ Så i gang med at skrive, og om eftermiddagen ned på havnen igen, et par glas sammen med Barry og andre venner i den lille bar i Upper Deck.

Den barske John og den distingverede Elaine var absolut hinandens ligemænd. Ifølge venner havde de kun på ét punkt helt forskellige meninger: Elaine elskede New York, John hadede byen. For ham fandtes der kun én by, San Francisco. Sag Harbor var det ideelle kompromis. I udkanten af haven havde John fået opført en rund skrivepavillon, og til Elaine kom der en lille swimmingpool – der i øvrigt hurtigt blev overtaget af ænderne. Der var småt, men komfortabelt, rart og fredeligt.

Det er forståeligt, at Steinbeck faldt for Sag Harbor fra første øjeblik.

Han var et barn af det andet ocean, af vestkysten, fra Californien. Han stammede fra Salinas, center for et velstående landbrugsområde midt i Californien, cirka to timers kørsel syd for San Francisco. Hans mor var en ambitiøs og dannet lærerinde, hans far en stille lykkejæger, som man så ofte finder dem vestpå, vant til at klare sig selv under vanskelige forhold. Han var ikke særlig heldig i forretningsanliggender, og han gik næsten til grunde i sine spekulationer over penge og familieanliggender. Alligevel skulle sønnen altid bære hans billede med sig, i alle Steinbecks bøger dukkede sådan en skikkelse uvægerligt op. „Han var en mand, der var usædvanlig skuffet over sig selv,“ skrev John senere om ham.

Steinbeck fulgte en håndfuld forelæsninger på Stanford University – ma18

Tiderne_MAK-USA_P.indd 18

22/08/13 13.27

rinbiologi – men holdt hurtigt op, fast besluttet på at lade sig opdrage af det virkelige liv. Han havde fiasko i New York, vendte tilbage til Californien og boede, som vagt, sammen med sin ven Toby Street i to lange vintre i et forladt sommerhus ved Lake Tahoe, midt i vildmarken. Derefter tilbragte han flere år ved havet i Pacific Grove, en lille halv time fra Salinas, tæt op ad den stinkende sardinindustri på Montereys moler.

Dér lærte han Ed Ricketts at kende, en marinbiolog, der tjente til føden ved at indsamle alle mulige havdyr til universitetslaboratorier. Ricketts’ eget laboratorium var centrum for et intenst selskabsliv, fyldt med venner og navnlig veninder og en enorm mængde billig spiritus. Ricketts blev hans livs bedste ven, den ældre bror, der lærte ham at acceptere sig selv, med alle de prætentioner og mangler han nu måtte have.

I de år påbegyndte han en række små romaner, der skulle blive kendt i hele verden, helt ind i Østblokken: Tortilla Flat (1935), Of Mice and Men (1937), The Red Pony (1938), Cannery Row (1945) – med hans ven Ed Ricketts i den romantiske rolle som ‘Doc’ – og The Pearl (1947). De historier foregik for det meste i Californien og handlede altid om enkle liv, om møjsommeligt skabt lykke, om skæbnen, om overlevernes seje karakter.

Han havde en god fornemmelse for titler. The Grapes of Wrath (1939) – om den ulykkelige skæbne, som ramte dem, der i 30’erne blev fordrevet fra deres jord i Midtvesten af den langvarige tørke – og East of Eden (1952) – et næsten bibelsk drama om en kamp mellem to brødre, mere eller mindre baseret på hans egen familiehistorie i Salinas – blev klassikere.

Navnlig The Grapes of Wrath havde en vidtrækkende indflydelse. Hans beskrivelse af de afsavn, som ofrene for den såkaldte Dust Bowl led, og deres landsmænds udnyttelse af dem, blev stærkt kritiseret af den højreorienterede presse. I mange år kunne Steinbeck ikke vise sig på sin fødeegn. Samtidig kunne ingen komme uden om bogens barske budskab. Med dramatikeren Arthur Millers ord: „Joads-familien – bogens hovedpersoner – blev gjort mere realistiske end ens egne naboer, og deres lidelsesvej symboliserede en æra. Måden, hvorpå Steinbeck gestalter de fattige amerikaneres fornedrelse, var hans største præstation, der for en stund provokerede amerikanernes kategoriske uvilje mod at se virkeligheden i øjnene.“ For litteraturhistorikere er Steinbecks værk et væsentligt led i den ame­ rikanske fortælletradition, hvor den almindelige mands liv står i centrum, en kæde, der begynder med Mark Twain og Walt Whitman, og som stadig fortsætter. Steinbeck nægtede konsekvent at lægge sig efter de litterære mode­ fænomener underdrivelse og den skjulte historie. En dialog skulle sprøjte af 19

Tiderne_MAK-USA_P.indd 19

22/08/13 13.27

liv. Han var og blev en historiefortæller. Som E.L. Doctorow skrev: „Steinbecks geni bestod i, at han kunne skabe en fortælling af den totale ruinhob, og den næsten generelle elendighed i 30’ernes Amerika.“ John giftede sig tre gange. Først med sin ungdomskærlighed Carol, derefter med en mislykket skuespillerinde, Gwyn, som han havde et tumultagtigt forhold til i krigsårene. De fik to sønner, Thomas og John Jr. I den periode rejste Steinbeck regelmæssigt langs de europæiske fronter som korres­ pondent for New York Herald Tribune, og mod slutningen af deres ægteskab plagede Gwyn ham jævnligt med den ‘tilståelse’, at John Jr. ikke var hans rigtige søn. Spørgsmålet blev endda til hovedtemaet i teaterstykket Burning Bright. Alt sammen noget vrøvl, ligheden mellem far og søn var i de senere år kun alt for tydelig, men det kunne Steinbeck ikke vide på det tidspunkt.

Han så drengene regelmæssigt, tilbragte endeløse ferier med dem, men på en eller anden måde forblev forholdet mellem far og sønner besværligt, på samme tid nært og distanceret. Som han selv engang skrev til en ven: Heldigvis er der en „dyb og ordløs kærlighed“, der „siver igennem på begge sider af barrikaden“.

Ved skilsmissen – han var midt i trediverne – lykkedes det Gwyn at klæde ham helt af. Fattig og forbitret trak han sig tilbage til det gamle familiehus i Pacific Grove. Mænd og kvinder burde undgå hinanden, mente han i den periode, „undtagen i sengen“, det eneste sted, „hvor deres naturlige had til hinanden ikke er så åbenlyst“. Allerede inden der var gået et år, havde han mødt en ny kærlighed, Elaine.

Steinbeck levede et dobbeltliv. Han boede også på Manhattan, i et brown­ stone-hus i nummer 209 på East 72nd Street. Han kunne pludselig forsvinde, sagde hans venner i Sag Harbor. Så var han i New York eller et andet sted i verden. „Elaine holdt de to liv strengt adskilt,“ fortalte de. Han var på én gang lille og stor, sig selv i Sag Harbor, en offentlig skikkelse i det for­ bistrede New York og resten af verden. På fotos ser John, navnlig i de senere år, ud som en tvær, temmelig gnaven mand, tilsyneladende overbevist om, at han altid har ret. Af hans senere publicerede breve kommer et helt andet billede frem: en mand, der på trods al sin succes stadig tvivler på sig selv og på sit arbejdes værdi, besat af at skrive, men samtidig fuld af skepsis over for sine egne præstationer. „Min store forbrydelse mod litteraturen er, at jeg har levet for længe og skrevet for meget, der desuden ikke var godt nok,“ 20

Tiderne_MAK-USA_P.indd 20

22/08/13 13.27

skrev han i 1958 til sin ven Elia Kazan. „Men jeg elsker at skrive. Jeg synes, det er dejligere end noget som helst andet. Derfor er jeg heller ikke for alvor interesseret i teater eller film.“ Han stræbte ikke efter berømmelse og udødelighed – selvom alt det også blev ham til del. I sit hjerte var han en tilbagetrukken håndværker, en ordsnedker. Han optrådte sjældent eller aldrig for et publikum. Da en interviewer spurgte ham, hvordan han så sig selv som forfatter, kunne han ikke svare på det: „Jeg tror ikke, at jeg nogen sinde har set mig selv som forfatter. Jeg ser mig selv som skribent, for at skrive er det, jeg gør. Jeg ved ikke, hvad en forfatter laver.“ Han udviklede sig til en af de mest kendte amerikanske skribenter. Omkring hans 40. år var hans status urørlig, enhver ny bog fra hans hånd var en begivenhed. Hans bog om besættelsen af Norge, The Moon is Down, blev inden for udgivelsesmåneden i 1942 solgt i en halv million eksemplarer.

Sidst i 50’erne lå han på tredjepladsen på listen over verdens mest solgte og oversatte forfattere.

Samtidig blev han kraftigt undervurderet. „Engang læste og begræd jeg anmeldelserne,“ skrev han i 1954. „Så lagde jeg engang alle anmeldelser ved siden af hinanden, for blot at konstatere, at de ophævede hinanden, hvorved jeg ophørte med at eksistere.“ Det mønster var faktisk kendetegnende: Enten blev han rost til skyerne for sit pragtfulde sprog, sin storartede fortællestil og sin menneskelighed, eller også blev han hængt ud for sin „beskidte og infame sprogbrug“ – fra højre – eller for sin sentimentalitet og sine tegne­ serie­agtige personer – fra venstre.

Hos de akademiske kritikere fik han aldrig rigtig et ben til jorden – en skæbne som han delte med andre gode fortællere. I 30’erne, da han skaffede sig berømmelse med sine historier om vagabonder, prostituerede og det ludfattige, omkringrakkende proletariat, blev han snart anset for at være for ‘proletarisk’ og for ‘realistisk’. Senere fandt man hans værker for naive og navnlig for romantiske, og den dom gav genlyd i flere årtier. „Det særlige ved John Steinbeck er, hvor god han somme tider er, samtidig med at han tit kan være så dårlig,“ skrev Robert Gottlieb så sent som i 2008 i The New York Review of Books.

Alligevel forblev Steinbeck, i både ind- og udland, en usædvanlig populær forfatter igennem alle årene. „Jeg har set min far kigge dystert op på mig fra fremmede menneskers papirkurve, efter at hans portræt var blevet foreviget på et frimærke til femten cent,“ skrev hans egen søn John Jr. senere i den for ham så karakteristiske stil. „I fuld eller høj tilstand så jeg hans navn 21

Tiderne_MAK-USA_P.indd 21

22/08/13 13.27

i forbiflagrende aviser, og jeg ramlede ind i statuer af ham, skønt jeg bare var på jagt efter et roligt, afsides sted at brække mig.“ Hvad det litterære parnas nægtede at se, var Steinbecks store værdi som sin tids krønikeskriver. Det lykkedes ham fantastisk godt at nå det publikum, han havde for øje, og i hans historier genkendte læserne sig selv og deres verden. Hvad de følte, magtede han at udtrykke i ord og historier.

Steinbeck er stadig særdeles nærværende, på en måde som kun få levende forfattere kan leve op til. „Vil du vide, hvad arbejdsløse arbejdere måtte gennemgå under depressionen? Så gå på amazon.com og bestil John Steinbecks depressions-epos The Grapes of Wrath,“ skrev klummeskribenten Ezra Klein i september 2011. The Band, en rockgruppe, der som ingen andre genspej­ lede det almindelige Amerikas livsfølelse, lod sig inspirere af Steinbeck til at skrive deres tekster. De elegante Penguin-pockets med hans værker bliver årligt solgt i oplag på hundredtusindvis af eksemplarer, genoptryk efter genoptryk efter genoptryk. Hans værker er stadig obligatorisk læsning på utallige amerikanske skoler. „Formålet med Deres besøg?“ spørger den kinesiske stempelmand mig i sommeren 2010 i San Franciscos lufthavn. „Arkivundersøgelser.“ „Af hvad?“ „John Steinbeck.“ „Åh, Of Mice and Men, den har jeg engang skrevet en opgave om.“ Hans ansigt lyser op.

Steinbeck selv tvivlede i sine senere år stadig mere på kvaliteten af sit arbejde, fortalte Elaine og hans venner bagefter. Ved hver bog, han udgav, måtte han tåle et par kraftige angreb, ofte fra prominente anmeldere. I al sin tilbagetrukkethed følte han sig stærkt ramt af den slags kritik – og det så mere og mere ud til, at han i sit inderste gav de smålige kritikere ret. Tit spurgte han sig selv, hvorfor ikke en eneste forfatter overlevede en bestseller-succes. Først senere, fortalte han engang, forstod han det. „Man bliver bevidst om sig selv, og så er det slut med at skrive.“ I 50’erne havde han et imponerende forfatterskab bag sig, men han men­ te, at så megen succes blot var tvivlsom: „Er jeg det nu også værd?“ „Betyder jeg i grunden noget?“ Han skrev om det „rastløse Amerika“, men han var selv et eksempel på det, altid søgende, altid i kamp med sig selv. Og det kunne han så igen overdøve med et vis mål bluf.

John var tilbøjelig til at puste sig op, skrev Arthur Miller i sine erindringer, „for på den måde at fremkalde billedet af en stærk og dygtig og gæv westerner.“ Miller tegnede, i et lejlighedsskrift med erindringer om John Steinbeck, et fantastisk portræt af Steinbeck, sådan som han oplevede ham.

Steinbeck nød verdensberømmelse i 50’erne, han var en „berømthed, hvis 22

Tiderne_MAK-USA_P.indd 22

22/08/13 13.27

liv var fyldt med berømte venner og den magt, som berømmelse er parret med.“ På nært hold var Miller imidlertid overrasket over Steinbecks usikkerhed, følsomhed og blufærdighed – navnlig fordi han var så stor, og så kategorisk i sine opfattelser.

Han havde læst meget filosofi, var hjemme i den klassiske litteratur, og han var – fortæller andre – en yndet middagsgæst hos Miller og dennes daværende hustru, Marilyn Monroe. Marilyn og John nærede dyb respekt for hinanden. Hun så i ham den Sande Kunstner, og hun gjorde sig frygtelig store anstrengelser for at være sjov og intelligent; han så en Stjerne med en sexet glamour, som ikke engang denne knudrede mand kunne undgå at lade sig påvirke af. Alligevel lå hans hjerte tydeligvis et andet sted. Der var noget beskedent over ham, og ifølge Miller blev han først virkelig begejstret, når han talte om livet på landet eller i en lille by. „Som indfødt newyorker kunne jeg, med al respekt, kun se en opløben bondeknøs i John,“ skrev Miller.

Det var også tidsånden, der var imod Steinbeck. De sene 50’ere var en periode præget af en utrolig og overdreven patriotisme, kapløbet med Sovjetunionen var på sit højeste, og Steinbeck, der havde indledt sin løbebane som en progressiv forfatter, følte sig tydeligvis i klemme mellem de opfattelser, der tidligere havde bestemt hans liv, og den mentalitet, der herskede nu.

Arthur Miller: „Hvis jeg skal være ærlig, så havde jeg ofte den fornemmelse, at Steinbeck i den sidste del af sit liv som oftest følte sig rodløs – altså ikke ligefrem en verdensborger, der havde hjemme overalt. Men en amerikansk forfatter bliver nu engang sjældent hjemme.“ Steinbeck fortsatte faktisk med at rejse, navnlig til Europa og Mexico.

Desuden fandt han en udvej via en slags åndeligt eksil. År efter år tilbragte han flere måneder i Europa; han lejede et vidunderligt hus i Paris, klagede over pengeproblemer, kørte naturligvis rundt i en Jaguar, skrev for Collier’s Weekly og Saturday Review samt reportager om Spanien, Frankrig, Irland og Italien for rejsemagasinet Holiday. Efterhånden slog han sig imidlertid mere og mere på middelalderen i et storslået forsøg – med The Acts of King Arthur and His Noble Knights – at gøre Le Morte d’Arthur, Thomas Malory’s klassiske 1500-talshistorie, tilgængelig for et bredt samtidigt publikum.

Allerede tidligere havde han gjort et mislykket forsøg på at skrive en slags amerikansk Don Quixote, nemlig Don Keenan – nej, navnet Rocinante var ikke grebet ud af luften. Men med Arthur var det mere end blot en genfortælling. Steinbeck identificerede sig stadig mere med forfatteren fra 1500-tallet, som om han ville være en ny, nutidig Malory. Han søgte efter en fuldstændig ny udlægning af historien, som ville passe til samtiden.

23

Tiderne_MAK-USA_P.indd 23

22/08/13 13.27

Hvad mere var, selve historiens forløb var ikke det vigtigste for ham. Som hans biograf Jackson Benson udtrykte det: „Han var vild med den magiske stemning, der blev fremkaldt af sproget, af den måde, hvorpå ordenes lyd og billede syntes at delagtiggøre ham i historien.“ I februar 1959 lejede han, sammen med Elaine, et beskedent sommerhus i det britiske Somerset for at kunne arbejde så tæt som muligt på sine middelalderlige helte og heltinder. Fra sit arbejdsværelse havde han udsigt over bakker og gamle egetræer, „hvor der i miles omkreds ikke fandtes noget, som ikke havde været der allerede i det 6. århundrede“. Lige i nærheden lå et romersk fort, som ifølge ham selv endda meget vel kunne være Camelot, Arthurs mytiske slot. I de måneder genskrev han fuldstændig middelalderfortællingen, han byggede den så at sige om til moderne, amerikansk brug.

Det blev én stor gang kitsch, den samme slags kitsch som alle imiterede middelalderkatedraler og -slotte, som i tidligere tider er blevet opført i Europa og Amerika. Hans agent og fortrolige, Elisabeth Otis, gjorde, hvad en god agent og forlægger bør gøre, og skrev den bitre sandhed til ham: Det her fungerer ikke, det stemmer ikke, originalens poesi og rytme mangler, der er intet liv i det her.

Han arbejdede videre med den hele sommeren, og så holdt han op. Ikke tilfældigt på det sted, hvor hans store helt, Lancelot, alligevel til sidst falder for Arthurs hustru, den billedskønne Guinevere, og forråder alt: sin herre, sin religion, sin troskabsed.

Til en svirebror, journalisten Joe Bryan, skriver han: „Et menneske skal skrive om sin egen tid, uanset hvilke symboler han bruger. Og jeg har hverken fundet mine symboler eller min form. Det er det kedelige ved det.“ Dybt skuffet sejlede han i oktober 1959 tilbage til Amerika.

Betegnende for Steinbecks fastlåste situation var indretningen af hans skrivepavillon i Sag Harbor. I sin biografi beskriver Benson den i detaljer.

En lænestol i midten, rundt omkring borde og bogreoler, en strålende udsigt, og så lå der instrumenter til hans båd, ting til haven, avisudklip, notitser, have­bøger, historiebøger, ordbøger, hundebøger, skibsbøger, de mest forskel­ligartede ting. Alt det havde han ordnet i fantastiske skuffedarier og andre opbevaringssystemer med påskrifter som Matters of Rubber og Interest­ ing Things.

Han havde, skriver Benson, skabt den ideelle arbejdsplads. Men arbejdet selv kom ikke tilbage. Det havde han mistet et sted undervejs.

24

Tiderne_MAK-USA_P.indd 24

22/08/13 13.27

Steinbeck var på det tidspunkt 57 år gammel. Han havde altid været en sund og kraftig mand, men efter det mislykkede Arthur-projekt begyndte han at skrante. Han blev syg, fik i december 1959 endda et let slagtilfælde, og holdt ferie i en periode for at tænke over tingene. „Vi kommer i en alder, hvor siderne med dødsannoncer rummer en hel del nyheder for os,“ skrev han til sin gamle ven Toby Street. Elaine og han havde altid drukket temmelig meget, men nu forsøgte de at begrænse deres alkoholforbrug til weekenderne.

Derefter fulgte der, som det ofte går med gamle mænd, der mærker kræfterne svinde, pludselig et eksplosionsagtigt aktivitetsniveau. Om morgenen påskedag 1960 satte han sig ud i sin skrivekuppel og skrev de første linjer til en ny roman, The Winter of Our Discontent. Dispositionen broderede videre på en let novelle fra 1959, ‘How Mr. Hogan Robbed a Bank’, om en nydelig borger, der begår røveri mod den lokale bank. I denne udvidede version går det hele imidlertid galt. Som altid arbejdede Steinbeck efter et skema som en anden kontorist, som regel cirka 800 ord om dagen, men nu svang han sig op til mere end det dobbelte. Bogens handling udspillede sig i nøjagtig samme periode som selve skriveprocessen, fra påsken 1960 til 6. juli 1960, dagen før Steinbeck satte det sidste punktum. Enestående, syntes han selv.

Hans breve, bevaret i biblioteket på Stanford University, skrevet med blyant på gult papir med en kompakt håndskrift, viser stadig spor af dette vilde ridt. Til Elisabeth Otis skriver han den 24. juni 1960: „Min bog ødelægger mig. Den hårde knude på min pegefinger, som blyanten har lavet, er på størrelse med et æg.“ En uge senere: „Det her er interessant, men muligvis kun for mig. Jeg skriver ikke blot om nutiden, men om nutiden, nøjagtig som den er.“ Til Toby Street den 6. juli: „Min Winter-bog er blevet en besættelse. […] Det var et træ, som bare voksede, med rødder i mørkt vand.“ Samme forår gik han i gang med endnu en plan. Mens han sad begravet i Winter havde han bestilt en specialbygget lastbil til en rundrejse i Amerika.

Han ville lære dette ‘monsterland’ at kende igen, han havde på fornemmel­ sen, at der var sket fundamentale forandringer, også med hensyn til menta­ litet. Steinbeck havde planlagt at køre fra østkysten til vestkysten via den nordlige del af landet, derefter langs vestkysten fra Seattle og Oregon og så igen østpå gennem Arizona, Texas og de sydlige stater. Cirka tre måneder skulle rejsen var. Storbyer ville han undgå, han ville først og fremmest se små byer og områder uden for byerne, sidde og hænge i timevis på værtshuse og burgerbarer og hver søndag besøge en kirke. Bladet Holiday skulle være parat til at offentliggøre reportagerne afsnitvis. Der kunne sikkert også komme en bog ud af det.

25

Tiderne_MAK-USA_P.indd 25

22/08/13 13.27

Steinbeck ville rejse alene og anonymt, under navnet J.S. America. „Jeg er nødt til at rejse alene,“ sagde han til Elaine – sådan mindedes han det i hvert fald. „Jeg vil netop tale med de mennesker alene, jeg har rejst alt for meget, jeg har mistet kontakten med folk.“ Dog bad han hende om én tjeneste: Han ville gerne have Charley, deres puddel, med.

I et auktionskatalog over genstande fra Steinbecks bo faldt jeg tilfældigt over Charleys stamtræ, og deraf fremgår det, at den engang hed noget andet: Anky de Maison Blanche, formodentlig født i 1951. Den stammede fra den parisiske forstad Bercy, og skønt den ifølge sin ejer senere tilegnede sig en hel del puddel-engelsk, reagerede den altid hurtigst på franske kommandoer.

Da jeg i Sag Harbor talte med datteren af Bob Barry, Gwen Waddington, huskede hun udmærket Charley. Som lille pige havde hun fået lov at være med på de bådture, som Steinbeck og hendes far foretog sammen, og så skulle hun somme tider blive i kahytten sammen med Charley. Hun var bange for det store dyr, men Steinbeck sagde hver gang: „Fortæl ham nogle historier. Det hjælper altid.“ Steinbeck kaldte hele projektet for Operation America, men Elaine og Elisabeth Otis, der på grund af hans helbred var voldsomt imod det, omdøbte det snart til Operation Windmills. Det var også en yderst romantisk plan. Steinbeck havde, i hvert fald ifølge hans søn Thom, aldrig i sit liv camperet, den planlagte rejsetid var noget stram, og det kolde efterår nærmede sig hurtigt. Ganske vist havde han i 1936, under forberedelserne til The Grapes of Wrath, gjort noget lignende. Dengang havde han købt en bager­bil, en pie wagon, som han kaldte den, og bygget den om til mobil skrivestue. Denne gang indrettede han Rocinante som en slags landskib, med alle mulige redskaber, reb, fiskestænger, geværer, skriveredskaber, landkort, et leksikon, snesevis af andre opslagsværker, en talje med blok samt en vandtank med 80 liter vand.

Et halvt århundrede år senere skulle jeg gense køretøjet i National Steinbeck Center i Salinas. Det var en bomstærk pickup med firehjulstræk og en ovn, som man kunne trodse en isvinter med. På ladet var der anbragt en konstruktion af hvidlakeret aluminium, hvis interiør faktisk havde mindelser om et skib: et hyggeligt rum i træ med et stort bord og to sovebænke af brunt læder, en hvid vaskekumme, et kogeapparat og et lille køleskab, brungrønne gardiner, et par billeder af jægere og hunde i aktion, derudover klapper og skabsdøre overalt i væggene. Kabinen, hvor føreren tilbragte dagen, var derimod én stor metalskrammelkasse, som det dengang var almindeligt i erhvervskøretøjer. Det var ikke ret meget mere end et enkelt arbejdssted 26

Tiderne_MAK-USA_P.indd 26

22/08/13 13.27

med en hård, grå bænk foran, kraftige pedaler, uden nogen som helst form for servostyring eller anden luksus.

John var, ifølge hans venner, eksalteret som en skoledreng. I brevet til Toby Street skrev han: „Jeg har en lastbil med et hus på, som kahytten på en lille båd. Uanset hvor jeg standser, vil jeg være hjemme. Der er en kakkel­ ovn, en sofa, et skrivebord og et køleskab. Charley tager med mig. Det her er absolut nødvendigt for mig. Jeg må opleve, hvordan landet ser ud, lugter og lyder.“ Det skulle, kort sagt, være den ensomme helts klassiske rejse, med Charley som Sancho Panza, væbneren, skønt den begrænsede sin nøgterne kommentar til at lette ben, igennem hele Amerika, op ad tusind og ét træer.

3 Fredag den 23. september 1960 tog John Steinbeck og Charley af sted sammen. Det var en klar morgen, og de gulbrune farver viste, at efteråret allerede var i luften. Det var med en vag følelse af ulyst – i hvert fald for Steinbecks vedkommende. Charley var fuldt ud tilfreds, bare den fik lov at sidde ved siden af sin herre på forsædet. Deres ekspedition havde i sandhed alle et Don Quixote-projekts karakteristika, i galop til kamp mod vindmøllerne.

Et halvt århundrede senere følte jeg mig som en lige så stor tåbe. Steinbecks rejseberetning var udkommet i 1962 som Travels with Charley, og blev i 1966 efterfulgt af en række interessante betragtninger under titlen America and the Americans. Hele projektet har altid fascineret mig, og jeg syntes allerede ved første læsning, at Travels var fængslende, fyldt med farver og menneskestemmer, humoristisk og utvungen. Historien springer frem og tilbage som tanker og associationer hos en person, der sidder ved rattet dagen lang: Man kører gennem et efterårslandskab, så dukker en erindring op i hovedet på én, en times tid senere sidder man i en diner mellem nogle tavse farmere, regnen plasker, derefter sidder man så i aftensolen ved en stille flod, og indimellem aflæser man landet.

Hvilken smittende bog! Den gav mig idéen til også engang at foretage sådan en inspektionsrejse gennem Europa – det brugte jeg et helt år på, det blev et helt andet projekt, men oprindelsen til det skal findes i Travels.

Derefter spurgte jeg mig selv, om ikke også Steinbecks rejse burde gentages på et tidspunkt, med nutidens øjne og ører. Men burde netop jeg gøre det, som europæisk journalist?

27

Tiderne_MAK-USA_P.indd 27

22/08/13 13.27

Vi europæere havde i vores luksus og velfærd gennemgået en proces mage til amerikanernes, om end den var mere beskeden, med talløse indbyrdes forskelle og med ballasten fra to ødelæggende verdenskrige. Forandringerne var foregået i et langsommere tempo. Da Steinbeck-parret i sommeren 1959 opholdt sig i det britiske Somerset, havde de dér oplevet et liv, som ikke så ud til at have forandret sig særligt i årevis. Der var næsten ingen biler, bageren og købmanden kom til døren, postbuddet kørte sin rute på cykel, huset blev kun opvarmet med kul, ingen havde køleskab, for slet ikke at tale om vaskemaskine, grønsager dyrkede Steinbecks i deres egen have, græsset slog de med le, elektricitet havde kun lige vundet indpas, og der blev lagt rindende vand ind samme sommer. Omkring 1960 var den store velfærd i Vesteuropa kun lige begyndt, og for de fleste østeuropæere skulle sådan en tilværelse først dukke op i horisonten flere årtier senere.

Amerika fascinerede selvfølgelig os europæere, endda i voldsom grad.

Det var fremtiden, sådan skulle man leve, med det amerikanske vovemod og den misundelsesværdige flair! Allerede i begyndelsen af det 19. århundrede skrev den unge franske aristokrat Alexis de Tocqueville en visionær rejseberetning om det dengang splinternye Amerika. Sammen med sin ven Gustave de Beaumont havde han fra maj 1831 til februar 1832 gennemrejst landet, officielt for at studere det amerikanske fængselsvæsen, i virkeligheden især for at få et indtryk af denne totalt nye verden og af det forunderlige demokrati, hvor alle var ligeværdige.

Hans store værk, La Démocratie en Amérique, er blevet en klassiker, men en guldgrube er navnlig de særskilte breve, notater og dagbogsoptegnelser, som de to frembragte undervejs. De to unge mænd var skarpe og åndrige iagttagere, og de hørte og så meget, netop fordi de var udenforstående.

Som Tocqueville skrev: „Den fremmede erfarer ofte i sin værts hjem vigtige sandheder, som denne måske ikke ville betro sine venner.“ Tocqueville og Beaumont havde værdige europæiske efterfølgere, fra den britiske ambassadør James Bryce, der rejste i Tocquevilles fodspor og i 1888 udgav sin egen klassiker, The American Commonwealth, til svenskeren Gunnar Myrdal med hans legendariske undersøgelse af raceforholdene – An American Dilemma (1944) – og briten Jonathan Raban, der med Bad Land (1996) skrev en fantastisk minihistorie om en farmerfamilie, der havde en lille plet ude på den uendelige prærie.

Og der var snesevis af andre. Foruden, selvfølgelig, alle amerikanerne.

Hvis der i ét land konstant blev skrevet og funderet over egen identitet og rolle i verden, så var det i Amerika selv. Hvad skulle jeg kunne tilføje?

28

Tiderne_MAK-USA_P.indd 28

22/08/13 13.27

På den anden side kan jeg lige så godt tilstå, at Amerika også var min hemmelige kærlighed, og havde været det i mange, mange år. Ligesom mange andre europæere havde jeg et indviklet forhold til vores grandfætre og -kusiner på den anden side af Atlanten, og til vores mægtige og engang så rige Onkel Joakim. Landet var en uudtømmelig kilde af historier og idéer, og alting var altid lidt anderledes, end man troede. Jeg havde rejst rundt derovre i 80’erne og 90’erne, jeg havde bumlet med toget fra øst til vest og tilbage igen, jeg havde rapporteret fra valg og narkokrige, jeg havde snakket og interviewet i endeløse baner, jeg var blevet ven med fredsaktivister, skolelærere og politichefer, jeg havde væltet mig i rodeofestivaler og pen-kongresser, og i sidste ende havnede jeg altid ved køkkenbordet hos min amerikanske anden mor – for somme tider bliver amerikanere uden videre ens familie.

Edith, hed hun, Edith Laub.

Køkkenet hos Edith og hendes mand, Lou, var det første amerikanske køkken, jeg så, og ved deres morgenbord deltog jeg i mine første amerikanske diskussioner, i deres hus oplevede jeg for første gang amerikansk gæstfrihed og generøsitet. Jeg var fuldkommen overrumplet, den kølige morgen i august, hvor vi mødte hinanden.

Jeg havde aldrig før været i USA. Sammen med to venner havde jeg booket en billig og vanvittig lang flyvetur, og i flyet drak vi for mange cuba libre, bare fordi vi syntes, det var sådan et sjovt navn, og efter næsten 20 timer vaklede vi ind i huset hos en eller anden ven af en ven i Berkeley. Der var ikke plads nok, og efter et par opringninger blev jeg bragt hen til nogle andre venners venner, som det nu foregik på den tid. De skubbede mig op ad en smal trappe, og jeg faldt udmattet om på en seng og sov som en sten, næsten et helt døgn.

Det første, der slog mig næste morgen, var lyset. For os fra Nederlandene, hvor det altid er diset, er det mærkværdige, glasklare californiske lys et under. Jeg kunne ikke få nok af det. Og så var der den typiske lugt i sådan et amerikansk træhus, blandet med lugten af de tusindvis af bøger, der var stuvet væk overalt i værelser og på lofter. Igennem det steg den krydrede duft af veltilberedt røræg op. Ediths berømte scrambled eggs, og på en eller anden måde var jeg hjemme. Det var en lykke, der aldrig forlod mig, hver gang jeg vendte tilbage: lyset, duftene, varmen.

Jeg sprang ud af sengen, tog mit tøj på, ned ad trappen til køkkenet, og der begyndte vi at snakke, diskutere og grine. Edith, Lou og jeg. Klokken var syv om morgenen, og pludselig var den ét, og således begyndte et inderligt venskab.

29

Tiderne_MAK-USA_P.indd 29

22/08/13 13.27

Lou døde i midten af 80’erne. Edith blev en værdig gammel dame. Hun var dårligt til bens, men hun fortsatte med at arbejde på et lille bibliotek for tilhængere af marxistisk teologi. Søndag eftermiddag sad vi somme tider og kiggede på gamle fotos, som var hentet frem under sengen, hvor hun allerede på det tidspunkt tilbragte en stor del af tiden. Jeg troede ikke mine egne øjne. „Jeepers Creepers! Where’d ya get those peepers? Jeepers Creepers! Where’d you get those eyes?“ Det var den sang, der passede til den unge Edith, da hun mødte sin Lou i New York, en sommeraften i 1945, hvor alle dansede på Times Square. En fantastisk jødisk pige, skarp og vittig, ingen kunne le som hun.

Som sekstenårig ville hun være filmstjerne, og med de øjne ville det også være lykkedes for hende. En aften kom en onkel på besøg, en fremstående mafioso, men for dem et familiemedlem som alle andre. „Hvad vil du være?“ spurgte onklen Edith. „Jeg vil til Hollywood,“ sagde hun fast. „Okay,“ sagde onklen. „Her har du 1000 dollars som en begyndelse, men så er det også af sted med dig!“ Han talte uden videre pengesedlerne op på bordet. Der blev dødstille i stuen. Edith tøvede et sekund, samlede pengesedlerne sammen, løb ned ad trappen og ud på gaden. Et øjeblik senere skulle hun af sin far og sine brødre hales væk fra det stoppestedsskilt, som hun skrigende af raseri hagede sig fast i.

Tres år senere sad vi sammen og så de store tv-shows. Hun var faktisk rejst til Californien, var havnet i det antikvariat, som hun bestyrede sammen med sin Lou, hun havde opfostret to sønner, hun var blevet temmelig stærkt venstreorienteret – vi diskuterede Sovjetunionen en hel del – men de store glamourshows var hun stadig vild med. Hun var helt igennem amerikansk, min anden mor, opfyldt af amerikanske idealer og den amerikanske drøm, og netop derfor var hun så kritisk over for sit eget land. Edith var 86, da hun døde i 2007.

Måske var det oven i købet hendes død, der fik mig til at overveje Steinbeck-projektet endnu en gang. Hvorfor ikke? Jeg læste Travels for anden gang, nu med henblik på den praktiske side af projektet. Steinbecks rejseplan var glimrende konstrueret, ruten kunne sagtens følges på ny. Og for øvrigt, hvad ville være sjovere end at gennemrejse hans tur præcis 50 år senere, i efteråret 2010, med John og Charley hos mig i tankerne, og med det samme spørgsmål for øje: Hvad er der sket med dette ‘monsterland’ i de mellemliggende årtier?

Dette nære og alligevel så fremmede Amerika har været så afgørende for os europæere. Men så alligevel: Hvad ved vi i grunden om det? Og hvad ved 30

Tiderne_MAK-USA_P.indd 30

22/08/13 13.27

vi ikke? Hvad var ægte, skin, myte? Og nu da Amerikas glorværdige århundrede, det 20. århundrede, er forbi, hvad vil der så ske? Hvordan går det land ind i det 21. århundrede? Viser amerikanerne os stadig vej til fremtiden?

John Steinbeck havde i 1960 al mulig grund til at udforske det. Hans gamle Amerika havde faktisk forandret sig i et utroligt tempo, det var stukket af for øjnene af ham, med rasende fart.

Et år tidligere, den 24. juli 1959, under American National Exhibition, havde der i Moskva fundet en historisk konfrontation sted, en uventet politisk duel mellem den republikanske vicepræsident Richard Nixon og Sovjets premierminister Nikita Khrusjtjov, hvor det amerikanske århundredes dominans endnu en gang var blevet demonstreret. Det havde været et nærmest surrealistisk optrin, den store samtale mellem kommunismen og 50’ernes funklende Amerika, de to store ideologier, som i det øjeblik var afgørende i verden, og alt sammen foran det køkkenbord i den amerikanske modelbolig, som var opført dér.

Alle var blevet benovede over den udstillede luksus, og sovjetpressen havde hånligt skrevet om ‘Taj Mahal’: Denne bolig var lige netop så repræsentativ for gennemsnitsamerikaneren som Taj Mahal var for familielivet i Indien. Nej, sagde Nixon, med en afdragsordning på 100 dollars om måneden er sådan et hus hos os bestemt opnåeligt for en stålværksarbejder.

Khrusjtjov bluffede i sit svar: „I skal bruge dollars for at få sådan et hus, hos os behøver man blot at være født i vores land.“ De to mænd stod stejlt over for hinanden: den trængte ukrainske bonde og sønnen af en californisk tankstationsejer; Nixon viftede med fingeren foran Khrusjtjov, mens han opsummerede Amerikas succeser i 50’erne: de 44 millioner amerikanske familier ejede tilsammen 56 millioner biler, 50 millioner fjernsynsapparater og 143 millioner radioer og mere af den slags. „Disse tal viser,“ råbte Nixon, „at når det drejer sig om fordelingen af rigdom, er USA, det største kapitalistiske land i verden, kommet tættest på idealet med velstand til alle, i et klasseløst samfund.“ Derefter stak Nixon en flaske Pepsi-cola i hånden på Khrusjtjov, og således blev sovjetlederen foreviget – den definitive sejr for Pepsi og Amerika.

Selvfølgelig var Amerika ikke kommet sovende til det. I de første efterkrigsår befandt Amerika sig ikke just i en sejrsrus. Der herskede, foruden glæde, en følelse af ydmyghed. Begivenhederne under krigen havde været så overvældende, havde berørt så mange familier, og ofte splittet dem, at ingen 31

Tiderne_MAK-USA_P.indd 31

22/08/13 13.27

dagligdags bekymringer betød noget som helst i sammenligning med den knusende verdenskrig. „Hvis man i dag ser tilbage på 1945, ser man en helt anden kulturel æra, på den anden side af en slags narcissismegrænse,“ noterede den konservative kommentator David Brooks mere end 60 år senere. „Enkelhed, følelsen af at ingen er væsensforskellig fra en anden, udgjorde en betydningsfuld del af den daværende kultur.“ Den følelse af beskedenhed eksisterede fortsat et stykke tid i 50’ernes Europa, i Amerika forsvandt den temmelig hurtigt.

De voksne amerikanere, som i 50’erne kørte rundt i lyseblå Chevys, havde desuden i fuldt omfang oplevet den svære overlevelse før og under den store depression, deres familier havde somme tider levet på sultegrænsen, og deres livsholdning var bestemt af det. Selv i 20’erne, uanset hvor swinging de var, levede over 40 procent af byboerne i fattigdom.

Jeg kan huske, at Lou fortalte om sin ungdom, omkring 1920, i en stor jødisk familie på Lower East Side i New York. Han havde dårlig hørelse på grund af et anfald af gul feber i ungdommen, og han gik også usikkert på grund af gamle skavanker. Hans far spillede hasard. Han mindedes sulten, og hvordan han til Yom Kippur skulle hente brød, og mens han i smug gumlede på et stykke af det, tænkte han: Der kan ikke være en gud, der lader et barn sulte sådan, og som så vil lade lynet ramme det for en stump brød.

Også de fleste af 50’ernes idoler, fra præsident Eisenhower til Elvis Pres­ ley, kendte til en eksistens på kanten. Dwight Eisenhower voksede op i en isoleret lille by i Midtvesten, Abilene, der ikke engang kendte til brolægning og fortove, og når det regnede, var selv hovedgaden én stor mudderpøl.

Hans far var fejemand ved jernbanen, efter at være gået fallit under en landbrugskrise. Aldrig var der så meget som en cent til overs i hjemmet, alle arbejdede benhårdt, de spiste mest muligt fra deres egen have.

Elvis Presley kom til verden i en selvbygget hytte på den fattigste egn i Mississippis bomuldsområder, hans far sad i fængsel, fordi han havde forfalsket en check, og til sidst flyttede familien i fortvivlelse til Memphis. Elvis: „We were broke, man, broke.“ Også vicepræsident Nixons far gik fallit, han drev senere en lille butik med benzintank, som hele familien var travlt beskæftiget med. Hans kone, Pat, voksede op i en minearbejderhytte i Nevada.

John Steinbeck selv, af herkomst en pæn borgerdreng, tjente næsten ikke noget i sine år sammen med Ed Ricketts i Monterey. „I vores faste venneflok fandtes der ingen jalousi mod de rige,“ skulle han senere fortælle. „Vi kendte ingen, der var rig. Vi troede, at alle andre levede ligesom os, hvis vi overhovedet tænkte over det.“ 32

Tiderne_MAK-USA_P.indd 32

22/08/13 13.27

* Til denne beskedenhed hørte ligeværdsidealet. De fleste amerikanere fra første halvdel af det 20. århundrede så helst sig selv som medlemmer af en mere eller mindre homogen middelklasse. „Den rige mand ryger den samme slags cigaretter som den fattige, barberer sig med samme slags barbermaskine, bruger den samme slags telefon, støvsuger, radio og tv,“ skrev Harper’s Magazine med tilfredshed så sent som 1947. Til det ideal hørte en bestemt relativitetsfølelse: Man behøvede ikke altid at ligne den bedste eller at stå forrest. Som Steinbeck skrev til en af sine venner: „Under den seneste krig, da invasionsbådene nærmede sig kysten, fyldt med sammenstuvede, bange mænd, råbte sergenterne og officererne faktisk ikke til soldaterne: ‘Fremad, og kæmp for ære og udødelighed!’ Nej, de råbte: ‘Ud i brændingen med dig!

Vil du leve evigt?’“ Alligevel begyndte der også at ske forandringer med ligeværdigheden i den amerikanske middelklasse. De nye bilmodeller var for eksempel omhyggeligt ordnet efter rang og stand: For begynderne var der Chevrolet’en, så var der Pontiac, Oldsmobile og Buick, de virkelig rige kørte rundt i en Cadillac.

Og ikke nok med det – at købe og forbruge blev også mere og mere en social norm. Man skulle også køre i en ny Pontiac, og den, der i 1959 stadig kørte i en Pontiac 1956, var en stakkel. En ny bil var belønningen for års afsavn og hårdt arbejde, hvilket reklamerne for Cadillac utvetydigt fortalte igen og igen: „Her er manden, der har erhvervet retten til at sidde bag dette rat!“ Den traditionelle puritanske enkelhed gav man i langt de fleste familier efterhånden slip på. Historikeren William Leach beskrev udviklingen af en „krævementalitet, der forveksler det gode liv med materielle ting“. Og hans kollega David M. Potter klagede i 1954 over, at samfundet nu om stunder forventer, at en mand „konsumerer sin kvote af materielle goder – biler, whisky, tv-apparater – gennem at opretholde en vis levestandard, og betragter ham som en ‘god fyr’, hvis han tager sin del af det, mens alle fniser ad den forsigtige, uselviske, nervøse sparsommelighed, som en tidligere generation ville have respekteret“. Også det var et brud mellem det gamle overlevelsessamfund og forbrugssamfundet: stiftelsen af gæld, hidtil betragtet som en last og endda som en skandale, var pludselig noget fuldstændig normalt – og blev endda stimuleret.

Nu skal jeg være forsigtig med udtrykket ‘brud’. I en vis henseende var der også tale om en kontinuitet. Allerede i 20’erne begyndte der i Amerika at opstå en vis luksuskultur, og i 1928 førte præsidentkandidat Herbert Hoover endda valgkamp under sloganet: „To biler i hver garage.“ Lige før 33

Tiderne_MAK-USA_P.indd 33

22/08/13 13.27

børserne brød sammen, erklærede han, at det daværende Amerika „[var] tættere på den endelige sejr over fattigdommen end noget andet land nogensinde havde været“. Efter 20 år blev denne tråd taget op igen.

Alligevel drejede det sig nu om noget mere. Et overvældende flertal af amerikanere, unge som gamle, tog nu en fuldstændig ny måde at tænke på til sig. Efter alle årene med bekymringer, fare og afsavn nød de nu til fulde al overfloden og den falske lykke. Dette var belønningen efter alle de generationers slid og slæb, det var Amerikas løfte, der nu endelig blev opfyldt, og sådan skulle livet forme sig fremover.

I de samme år blev amerikanerne konfronteret med et andet fænomen, der skulle øve en vidtgående indflydelse på deres samfund. Robert Kennedy sagde engang, at amerikanske børn som små havde tre pejlemærker: hjemmet, skolen og kirken. I 50’erne kom der en fjerde faktor til: fjernsynet.

I 1941 så næsten ikke et eneste menneske i Sag Harbor fjernsyn. Alligevel var der den 10. juli dem, der rettede sig op i stolen: Tv-stationen wnbt-tv i New York afbrød de normale programmer og viste, i hele 60 sekunder, et roligt tikkende armbåndsur. Et Bulova! Fra deres egen Bulova-fabrik i Sag Harbor! Efter et minut gled billedet væk igen. Det var alt. Den allerførste tv-reklame i verden.

I 1947 var der i hele landet kun 44.000 tv-apparater. Der kunne kun sendes lokalt. Men der kom nye sendeteknikker, de første nationale netværk opstod, og derefter gik det lynhurtigt. I valgkampen fra 1952, da Eisen­ hower bragte en række ét minut-spots i stilling mod sin modstander Adlai Stevenson, blev der for første gang brugt politiske reklamer. Der var temmelig mange kritikere, som syntes, at det var uværdigt, „at sælge præsidentskabet som havregryn“.

Eisenhower vandt. Stevenson, der som leder af demokraterne såvel i 1952 som i 1956 skulle føre en forgæves kampagne mod Eisenhower, forblev imidlertid meget afholdt af sine intellektuelle tilhængere, netop fordi han nægtede at kapitulere over for den moderne teknik. Steinbeck var en god ven af Stevenson og skrev endda somme tider taler for ham. Han og hans åndsfæller betragtede valgkampen i 1952 som en sidste ridderturnering, en sidste genoplivning af gammeldags veltalenhed, mens de nye politiske omgangsformer alle kastede deres skygge fremad.

I 1953 havde tv overhalet radioen: Gennemsnitligt var flere tv-apparater end radioer tændt i Amerika. Et afsnit af Ed Sullivan Show trak over 50 millioner seere. Soap operas, de dagligt udsendte, langstrakte familiedramaer, 34

Tiderne_MAK-USA_P.indd 34

22/08/13 13.27

hyppigt afbrudt af sæbefabrikanters reklamer på grund af de mange husmødre, der fulgte med, bestemte i stadig højere grad samtaleemnerne. David Halberstam beskriver, hvordan en ung seer – muligvis ham selv – blev fascineret af det faktum, at et barn i sådan en serie som straf blev sendt ‘ovenpå’.

Selv kunne han på det tidspunkt kun drømme om et hus med et ‘ovenpå’, for slet ikke at tale om at have sit eget værelse. Men det var det konstante budskab i hver eneste sæbeopera: „I morgen kan vi også leve sådan“.

Det massive tv-kiggeri havde også mindre ønskværdige virkninger på amerikanerne. Kurverne fra de år viser et tydeligt knæk: Amerikanere læste mindre, udførte mindre frivilligt arbejde, de blev tykkere, holdt sig mere hjemme. Boligen og det individuelle familieliv kom til at stå i centrum – på bekostning af livet i offentligheden.

I forstæderne blev der bygget nye huse med haven, svømmebassinet og familiens andre herligheder på bagsiden og kun garagen på forsiden. Beboerne vendte sig bort fra gaden. Reklamebudskaber og politik henvendte sig ikke længere til mængden udenfor, men til familien derhjemme. Statistikkerne talte deres tydelige sprog: Amerikanerne gik mindre i biografen og teatret, deltog i mindre grad i møder og andre sammenkomster, brugte mindre tid på sportskampe, gik mindre hyppigt på café, kom mindre sammen med naboerne. Begravelser, der altid havde været et landsby- og nabolagsanliggende, blev i højere grad en privatsag.

I Sag Harbor fortalte John Ward, at han altid affyrede det traditionelle fyrværkeri på Independence Day sammen med John Steinbeck. „Han var vild med det, så snart han hørte noget knalde, var han med på den.“ Men selv den 4. juli, der fra gammel tid var en typisk gadefest med parader, flag og fyrværkeri, antog i 50’erne stadig mere private træk: Fridagen blev tiere og tiere brugt på familie-udflugter, picnics og grillfester. Nada Barry, enke efter Bob Barry, var engang havnet i Sag Harbor for at foretage sociologiske studier dér. En af hendes observationer, allerede dengang, var, at den typisk amerikanske porch culture, hvor familien om aftenen sidder på den store ve­randa foran huset og slår en sludder af med alle, der går forbi, helt var forsvundet i Sag Harbor allerede i 50’erne.

Den store fortælling om Amerika efter krigen handler om tilpasningen til denne totalt nye måde at leve sammen på. På mindre end ti år blev der vendt fuldstændig op og ned på den herskende kulturs grundlæggende værdier.

Amerikanerne gik fra en kultur, hvor man skulle gøre sig til herre over mang35

Tiderne_MAK-USA_P.indd 35

22/08/13 13.27

len – med alt det mådehold og den strenghed der følger med – til en kultur, hvor nydelsen – og stadig mere nydelse – af overfloden stod i centrum.

Den stille revolution i deres samfund, den gennemgribende ændring af prioriteringer, hvorved klassiske, amerikanske værdier som sparsommelighed, beskedenhed og samhørighed forduftede, gjorde temmelig mange amerikanere usikre. De fornemmede, at festen omkring vaskemaskinerne, de lyserøde Buicks og de kække strutskørter markerede et rigoristisk kulturelt brud. Sejren over knaphedens verden var en historisk præstation af første klasse, men de indså også, at overflodens domæne ville medføre nye problemer, og vel at mærke af en art og et omfang, som de endnu ikke havde nogen anelse om.

Det er en klassisk historie, generationernes udvikling: Den første generation kæmper sig fri af fattigdommen, den anden generation erhverver sig rigdom, den tredje generation bliver forvænt og kører af sporet. Her var der endnu mere på færde, nu drejede det sig om deres samfundsfundamenter.

I en overlevelseskultur har et menneske trods alt få valgmuligheder. Nu var alternativerne der, og i stadig større antal. Dermed kom næsten alle traditionelle normer og værdier, som fandt deres rødder i ‘nødvendighedens verden’, til diskussion.

Derfor begyndte det også efter alle de år at gære alle mulige steder i det amerikanske samfund: blandt de sorte borgere, som nu ville have ligeret; blandt studerende og kunstnere, som forsøgte at eksperimentere sig frem til alternativer til forbrugersamfundet; blandt konservative, som på deres egen måde gjorde det samme ved at holde fast ved religion og traditioner; og blandt de kvinder, som var ved at kvæles i deres dukkeagtige forstadstilværelse. „Det, der skete med os, foregik hurtigt og lydløst. Det kom fra alle sider og var så meget desto farligere, fordi det foregav at være noget godt,“ skrev Steinbeck i America and Americans. „Fritid, før i tiden altid forbeholdt guderne, kom til os, før vi vidste, hvad vi kunne stille op med den, og alt det gode, der helt uventet overfaldt os, udgør en katastrofe. Vi har alt muligt, men vi har ikke haft tid til at udvikle en måde at tænke over det på. Vi kæmper med vores liv i nutiden og med vores vaner, der er opstået af et væld af erfaringer, af en lang fortid …“

36

Tiderne_MAK-USA_P.indd 36

22/08/13 13.27