Willie Nelson af Christian Braad Thomsen

WILLIE NELSON AMERIKAS STEMME

7,'(51(B:LOOLH 1HOVRQ LQGG

7,'(51(B:LOOLH 1HOVRQ LQGG

Christian Braad Thomsen

WILLIE NELSON Amerikas stemme

“Hvis Amerika kunne synge med én stemme, ville det være Willie Nelsons.”

Emmylou Harris

TIDERNE SKIFTER

7,'(51(B:LOOLH 1HOVRQ LQGG

Willie Nelson Amerikas stemme Copyright © 2013 Christian Braad Thomsen/Tiderne Skifter Forlagsredaktion: Claus Clausen Sat med Janson hos An:Sats, Espergærde Trykt hos Holm Print Managementm Tjele ISBN 978-87-7973-526-2 Printed in Denmark 2013

TIDERNE SKIFTER · Læderstræde 5, 1. sal · 1201 København K Tlf. 33 18 63 90 · Fax 33 18 63 91 e-mail: tiderneskifter@tiderneskifter.dk · www.tiderneskifter.dk

7,'(51(B:LOOLH 1HOVRQ LQGG

FORORD

I min generation glemmer vi som bekendt aldrig, hvor vi opholdt os, da John F. Kennedy blev myrdet i Dallas 1963. Men jeg glemmer heller ikke, hvor jeg var, da jeg hørte min første plade med Willie Nelson. Det var i 1975 hos min gode ven, journalisten Jan Aghed i Malmø. Han var netop vendt hjem fra USA, hvor han havde været konsulent for svensk tv på en serie om country-musik – og med i kufferten havde han Red Headed Stranger.

Jeg havde i mange år været temmelig afvisende over for den slags musik. Op gennem 1960’erne havde jeg overvejende lyttet til jazz og rock, og specielt i jazzmiljøet blev country-musik opfattet som indbegrebet af amerikansk racisme. Sandt er det da også, at en del af country-musikkens stampublikum var de såkaldte rednecks, dvs. hvide racister i de amerikanske sydstater, – men jeg kender faktisk ingen racistisk country-sang.

Sammenlignet med den psykedeliske rockmusik, som brød frem i slutningen af 1960’erne, var country-musikken ekstremt corny – og dog skyldtes det rockmusikken, at jeg efterhånden kom til at sætte countrymusikken højt. Gram Parson og The Byrds overraskede os alle med deres skelsættende album Sweetheart at the Rodeo (1968), og andre af tidens førende kunstnere vendte ligeledes tilbage til countrymusikken, Bob Dylan med Nashville Skyline (1969), Country Joe McDonald fra Country Joe and the Fish med soloalbummet Tonight I’m Singin’ Just for you (1969) og Grateful Dead med American Beauty (1970). Med den psykedeliske syremusik var mange kommet længere ud, end de kunne bunde, og søgte derfor tilbage til rødderne, dvs. til countrymusikkens enkelhed. Et skelsættende album var The Nitty Gritty Dirt Bands Will the Circle Be Unbroken (1972), hvor de 5

7,'(51(B:LOOLH 1HOVRQ LQGG

langhårede hippier havde inviteret en række af country-musikkens veteraner med i studiet, deriblandt Mother Maybelle Carter, Roy Acuff og Doc Watson.

En ny verden åbnede sig for mig – men det var samtidig en hjemkomst. Det viste sig nemlig, at mange af de sange, jeg havde elsket i min barndoms Giro 413 med Gustav Winckler og Raquel Rastenni, var fordanskninger (og forvanskninger) af amerikanske countryklassikere. På sin hyldestplade til Woody Guthrie siger Country Joe, at Woodys storhed lå i, at han fortalte os noget, vi allerede vidste.

Disse ord fik en helt konkret betydning for mig.

Lastbilchaufføren Uncle Dave Macon (1870-1952) og jernbanearbejderen Jimmie Rodgers (1897-1933) var countrymusikkens to første store pladesolister. Deres sange var ofte baseret på netop landevejens og jernbanens rytme, men også på den følelse af hjemvé, som hører udlængslen til. The Carter Family (1927-44) grundlagde musikkens familiefølelse og dens religiøse længsel, mens Hank Williams (192353) gjorde countrymusikken til en fandenivoldsk honkytonk-musik om værtshusenes ensomme sjæle fortabt i umulig kærlighedslængsel.

Bob Wills and the Texas Playboys spillede til dans over hele Texas og Oklahoma i 1930’erne, og i countrymusikkens hellige hal, The Grand Ole Opry i Nashville, bragte Roy Acuff, Bill Monroe, The Stanley Brothers og mange andre musikken ud til millioner af radiolyttere.

Men Willie Nelson er utvivlsomt den største af dem alle. Han bragte countrymusikken til en kulmination med albums som The Party’s Over (1967), Yesterday’s Wine (1971) og Red Headed Stranger (1975), før han definitivt udvidede hjemstavnsmusikken og lod den smelte sammen med en lang række globale musiktraditioner.

Normalt er man ikke på fornavn med verdensstjerner, som man aldrig har truffet. Men Willie har en særlig evne til via sine sange at inddrage os alle i sin storfamilie, og i hvert fald mener jeg at kende ham godt nok til at vide, at han ville føle sig krænket, hvis jeg omtalte ham som Nelson. Derfor hedder han i denne bog Willie.

Og jeg har i hvert fald oplevet ham ved samtlige hans koncerter i København, Ringsted og Randers, liegsom jeg også har hans autograf.

Den fik jeg efter en koncert i København, som jeg overværede sammen med Jytte Rex og vores datter Rose samt vores to gode venner Asger Schnack og Betty Crone, der havde deres børn Christine og 6

7,'(51(B:LOOLH 1HOVRQ LQGG

Rosita med. Efter koncerten skrev Willie Nelson rundhåndet autografer fra scenen, mens vi stod og kullede af i foyeren. Pludselig kom lille Rosita styrtende, og med stolthed i blikket viste hun os, at hun lige havde scoret Willies autograf ved at manøvrere sig frem mellem benene på alle de kvinder, der stod i kø. Efter at Rosita havde solet sig lidt i vores beundrende blikke, sagde hun de uforglemmelige ord: “Christian, du må godt få den, for jeg kan mærke, at den betyder mere for dig end for mig.”

Der er skrevet mange bøger om Willie, men mærkeligt nok ingen, hvor hele hans pladeproduktion bliver gennemgået. Dette er den første. Og det har sine grunde, for ingen har overblik over hans ekstremt omfattende produktion, heller ikke jeg. Jeg har fundet frem til 134 plader, han har udgivet i sit eget navn, men listen over de 235 plader, hvor han gæsteoptræder med andre musikere, er næppe komplet, og som det fremgår har jeg heller ikke kunnet fremskaffe eller lytte til alle dem, der er registreret her. Opsamlingsplader har jeg udeladt, idet de normalt kun rummer materiale, som kendes fra originalpladerne. I enkelte tilfælde har jeg dog været nødt til at inkludere en opsamlingsplade, fordi den også rummer sange, som ikke tidligere har været udgivet.

Jeg takker Rasmus Tue Jørgensen for via nettet at have fundet frem til en lang række Willie Nelson-plader, som jeg regnede for uopdrivelige.

7

7,'(51(B:LOOLH 1HOVRQ LQGG

BARNDOM OG UNGDOM

Willie Nelson er født 30. april 1933 i den lille landsby Abbott, Texas, der beskrives som en flÌkke, man kun kan holde af, hvis man er født der.1 Der boede 350 mennesker i Abbott, da Willie blev født, og det gør der fortsat i dag, hvor Willie stadig har et hjem i Abbott og ejer den jord, han voksede op pü.

Willies familieforhold var fra starten kaotiske – og har stort set vÌret det lige siden. Hans mor var 15 og hans far 16, da de giftede sig, og hun var 16, da hun fødte hans storesøster Bobbie, og 18, da Willie kom til verden – men seks müneder senere forlod hun hjemmet for at ernÌre sig i de større byer som tjener, danserinde og kortspiller. Det stillesiddende liv var ikke noget for hende; hun havde indianerblod i ürerne, idet hendes mor var trekvart Cherokee.

Willies far blev i Abbott og ernÌrede sig som landarbejder, men holdt mest af at spille og synge pü de lokale vÌrtshuse, hvorfra han som regel kom fuld hjem. Da Willie var fire ür, forlod ogsü faderen hjemmet til fordel for en ny kvinde, som han fik to børn med, og dem foretrak han for Willie og Bobbie, som han overlod til deres bedsteforÌldre.

BedsteforÌldrene Alfred og Nancys hjem var meget religiøst, og de forbød Willie og Bobbie at besøge deres udsvÌvende forÌldre.

De tillod dog, at moderen nogle gange kom forbi for at hilse pü sine børn. Familien hørte til de fattigste i den ludfattige landsby: Alfred hutlede sig igennem som smed for landmÌndene, men havde ogsü et par køer og nogle høns. Nancy var musik- og sanglÌrer pü sit 1. Graeme Thomson i Willie Nelson. The Outlaw (Virgin Books, 2006)

8

7,'(51(B:LOOLH 1HOVRQ LQGG

primitive stueorgel, og i sin fritid gav hun Willie undervisning i sang og Bobbie i orgelspil. Willie fik sin første guitar som 6-årig.

Den musikalske smeltedigel Abbott var et stærkt raceopdelt samfund. Mexicanerne og de sorte var uglesete, og i café-vinduerne hang der skilte med tekster som “No dogs or Mexicans”. En lille koloni af tjekkiske indvandrere var også ret isolerede, idet de var katolikker, mens de hvide i Abbott var protestantiske metodister. For Bobbie og Willie var raceopdelingen absurd, for uanset hudfarve og tro spillede alle jo musik. Søskendeparret var vant til at høre countrymusik over radioen: Jimmie Rodgers, The Carter Family, Roy Acuff og frem for alt Bob Wills and his Texas Playboys. Men Bobbie og Willie sneg sig også ud i byen for at høre mexicanernes og de sortes musik i deres kirker og tjekkernes polkaer i forsamlingshuset. En ny og spændende verden åbnede sig, og på den måde fungerede barndomsbyen som en musikalsk smeltedigel.

Alfred døde, da Willie var syv år. Det betød, at Willie var nødt til at arbejde i bomuldsmarkerne for at hjælpe med at forsørge familien, – og her lærte han at holde af de sortes blues og work songs. Bedstefaderens død var traumatisk, og Willie begyndte nu at skrive hjerte/ smerte-sange om at blive forladt af pigerne. Det havde han ingen erfaring med, men han vidste, hvordan det føltes at blive forladt af sine to faderfigurer. Fra 10-års alderen tjente han lidt håndører ved at spille i et band med lokale tjekkiske musikere, og her lærte han sig mellemeuropæiske polkaer og valse. Som 12-årig samlede han 15 af sine egne sange i et hefte, der bar den stolte titel “Songs by Willie Nelson, Waco, Texas.”

Bobbie giftede sig i 1947, da hun var 16 år – et år ældre end moderen havde været ved sit bryllup. Barneægteskaber var ganske normalt i Texas, hvor det tilbage i 1891 havde været lovligt at gifte sig som 10-årig. Nu gik grænsen ved 16. Bobbies mand stiftede Bud Fletcher and the Texans med Bobbie som pianist og den 13-årige Willie som sanger og guitarist, – mens Bud nøjedes med at opildne musikerne med sine “hollers”, som han havde lært det af Bob Wills. Willie afleverede sin ugeløn derhjemme til sin bedstemor som en slags aflad 9

7,'(51(B:LOOLH 1HOVRQ LQGG

for, at han spillede på disse ugudelige værtshuse, hvor slagsmål og sex hørte til nattens orden.

Willie lærte sit repertoire på juke box’ene, hvor de populære country-sangere var Hank Williams, Lefty Frizell – og frem for alt Ernest Tubb, der fra starten opfyldte Willies drøm om, hvordan en sanger fra Texas skulle lyde: maskulin og følsom. Willie optrådte nu på alle omegnens værtshuse, kaldet honky tonks, også på de mest rå som The Nite Owl, hvis indehaverske Marge Lunde blev som en reservemor for Willie og Bobbie. Mens Bobbie var på scenen, klarede Marge bag bardisken både at skænke sprut og at være babysitter for hendes to små børn, men lige ved siden af børnelegetøjet lå nogle knojern, som hyppigt måtte tages i brug, når der opstod slagsmål blandt gæsterne. Willie blev som 16-årig kæreste med en pige, der havde organiseret en High School Fan Club for ham. Det holdt ikke længe: på vej hjem fra en våd aften på The Nite Owl blev hun dræbt i en bilulykke.

I 1981, da Willie forlængst havde lagt The Nite Owl bag sig og stod på toppen af sin karriere, blev Marge Lunde anklaget for drab: hun havde skudt sin svoger med en revolver. Han havde i Koreakrigen pådraget sig en skizofren paranoia, og Marge frygtede for sit liv, da han en nat gik løs på hende, mens hun sov. Da Willie hørte om tragedien, ringede han straks til Marge og lovede, at han ville være karaktervidne. Hun blev da også frikendt for at have handlet i selvforsvar: “Han fortalte juryen på seks kvinder og seks mænd, at han havde kendt mig, siden jeg var barn, og at hvis jeg havde dræbt min svoger, måtte jeg have haft en forbandet god grund til det, for ellers ville jeg aldrig have gjort det. Hvor mange af dine venner bliver superstjerner og ender i Hollywood – og så alligevel straks flyver hjem og hjælper dig, når du står i lort til halsen.”2

2. Willie Nelson with Bud Shrake: Willie. An Autobiography (Simon and Schuster, 1988).

10

7,'(51(B:LOOLH 1HOVRQ LQGG

Bob Wills and the Texas Playboys Den største aften i Willies unge liv var, da det lykkedes ham og Bud Fletcher at hyre Bob Wills and His Texas Playboys til et lokalt dansested for 1200 gæster. De var naturligvis selv opvarmningsband for deres helt – og de var vildt imponerede over, at Bob Wills spillede fire timer i træk uden pause. Bob Wills (1909-75) var “The King of Western Swing” og blev Willies største inspirationskilde. Western swing var en bastardgenre udviklet af Bob Wills, der i 1930’erne havde centrum i Tulsa, Oklahoma. Med The Texas Playboys blandede han alskens populærmusikalsk materiale i sin smeltedigel, og ud kom en munter dansemusik, som på én gang var velkendt og dog forfriskende ny. Bob Wills spillede selv violin og havde Tommy Duncan som forsanger. Han var inspireret af swingjazz-musikere som Earl Hines, hos hvem han lånte et hit som Rosetta, og af Fats Waller, med hvem han delte en humor, der var som en tidsindstillet bombe under enhver tåreperser. Men også New Orleans-jazzen stod hans hjerte nær, og han kombinerede traditionelle jazzinstrumenter som trompet, klarinet og basun med countrymusikkens violiner og banjo. Hawaii-musikkens steel guitar blev mesterligt spillet af Leon McAuliffe, tex-mex-musikken dukkede op i South of the Border og Mexicali Rose, fra en bluessanger som Robert Johnson lånte han Milk Cow Blues, og også tidens pop-hits indgik i hans repertoire. Violinister som Jesse Ashlock og Johnny Gimble improviserede som jazzmusikere, mens croonere som Tommy Duncan og Leon Rausch lagde op til kinddans. Bob Wills skrev selv nogle af sine største hits, San Antonio Rose og Stay All Night (Stay a Little Longer), der siden indgik i Willies repertoire. Med et fint ord: Bob Wills var eklektiker, men det vidste hverken han eller hans store publikum. De vidste bare, at det var svært at få plads på dansegulvet, når han var på scenen med sine Texas Playboys.3

3. Ove Sopp og hans Sopptimister var i 1950’erne en spøjs og ærkedansk pendant til Bob Wills and the Texas Playboys, og det samme var den tyske gruppe Comedian Harmonists i 1930’erne.

11

7,'(51(B:LOOLH 1HOVRQ LQGG

Ægteskabet og værtshuset Da Willie var 18, faldt han for en 16-årig servitrice, Martha Jewell Matthews, som var Cherokee-indianer lige som hans mor. De blev gift efter et par måneders bekendtskab, men det betød ikke, at der kom ro over hans tilværelse. Oprindelig var han lige som sine bedsteforældre medlem af baptistkirken, og en overgang scorede han lidt håndører ved at undervise i kirkens søndagsskole. Men han blev fyret, da præsten hørte rygter om, at Willie lørdag aften spillede på det lokale værtshus. Willie syntes, det var ironisk, at blikkenslagere og landarbejdere godt kunne beholde deres erhverv, selv om de var medlemmer af den kristne kirke, men at han måtte droppe sit lige så legitime arbejde på værtshuset, hvis han ville tjene kirken. Han konstaterede desuden, at præstens kilder ikke havde rygterne fra fremmede, for han havde selv set dem på værtshuset: “Jeg blev desillusioneret over, at religionen fordømte folk som mig. Dybt i mig havde jeg et mægtigt spirituelt behov, men jeg kunne ikke kalde det religiøst, for ‘religiøs’ henviser til kirken og til at følge de regler, som nogle folk ved magten havde opfundet for at holde deres undersåtter på plads. Disse religiøse kirkeregler havde ofte ikke noget at gøre med, hvad Jesus lærte.”4 I stedet begyndte Willie nu at læse bøger som The Aquarian Gospel, der handler om, at Jesus som ung tog på rejser til Egypten og Indien, hvor han stiftede bekendtskab med reinkarnation. Tanken om, at vi får mere end én chance behagede Willie, for han var godt klar over, at hvis han kun havde dette liv alene, ville han ikke kunne nå den form for perfektion, som han stræbte efter. Således opblødte Willie barndommens strenge protestantiske kristendom med elementer fra mellemøstlige religioner og fra buddhismen, f. eks. troen på karma.

Dette regnes normalt for uforeneligt med kristendommen, men der findes dog mindst ét sted i Biblen, hvor også Jesus synes at tro på reinkarnation, nemlig hvor han beskriver Johannes Døberen som den genfødte Elias (Matthæus 17/11-13).

I 1954 lod Willie sig indskrive på Baykor University, som lå få 4. Willie Nelson with Bud Shrake: Willie. An Autobiography (Simon and Schuster, 1988) side 114.

12

7,'(51(B:LOOLH 1HOVRQ LQGG

kilometer fra Abbott, idet han havde nogle vage forestillinger om at blive advokat. Det eneste fag, som interesserede ham, var imidlertid “Speech and Radio”, fordi han hellere ville være disc jockey og således bevare kontakten til musikken.

Samme år flyttede han med sin familie til San Antonio, hvor han blev hyret som guitarist af sangeren og trommeslageren Johnny Bush, der kaldte sin gruppe The Mission City Playboys for at markere slægtskabet med Bob Wills’ Texas Playboys. De sluttede venskab for livet, og oprindelig blev Willie manager for Bush, men op gennem 1960’erne brugte han desuden hyppigt Bush, både i sit road band, og når der skulle indspilles plader. Til gengæld kunne Willie ikke leve af at turnere med Bush og forsøgte samtidig at ernære sig som omrejsende sælger af bibler, encyklopædier og støvsugere, mens han lejlighedsvis fik jobs på de små spillesteder som solist.

Bud Fletcher blev dræbt i en trafikulykke, efter at han og Bobbie var gået fra hinanden. Også Willies ægteskab var stormfuldt. Martha var ikke vild med, at han så ofte kom fuld hjem og med læbestift på skjorten. Mere alvorligt var det, da Martha under et job som bartender i Nashville smadrede et ølglas i hovedet på Willies gode ven og drukbror, sangskriveren Hank Cochran. Da hun siden knaldede en whiskyflaske i hovedet på Willie på grund af hans utroskab, havnede hun i spjældet. Flere år senere mindedes han: “Martha was a sixteen-year-old full blooded Cherokee maiden, and every night was like Custer’s Last Stand.” 5 Med denne bemærkning henviser Willie til kavallerilederen George Armstrong Custers nederlag og død ved Little Bighorn i en legendarisk kamp mod en række indianerstammer under anførsel af høvdingen Sitting Bull og strategen Crazy Horse. Willie overlevede imidlertid og fik jobs som disc jockey ved adskillige lokale radiostationer, og i perioder parkerede han Martha og deres efterhånden tre børn hos enten sin far i Fort Worth eller hos Marthas mor i Waco.

5. Willie Nelson with Turk Pipkin: The Tao of Willie (Gotham Books, 2006).

13

7,'(51(B:LOOLH 1HOVRQ LQGG

Venner for livet Mens Willie arbejdede på en lokalradio i Pleasanton ved San Antonio i 1955, optog han med radioudstyret When I’ve Sang My Last Hillbilly Song6 og The Storm Has Just begun, hvoraf han havde skrevet den sidste som 12-årig til heftet “Songs by Willie Nelson, Waco, Texas.”

Han sendte sangene til et pladeselskab, men fik aldrig svar. Så tog han sagen i egne hænder: i 1957 indsang han sin egen No Place for Me og Leon Paynes Lumberjack, og dem udgav han på Willie Nelson Records samt faldbød dem billigt over radiostationen – sammen med et signeret foto. Det gav pote: han solgte i alt 3.000 stk. Alligevel har sangene ikke været til at opdrive, før de blev genudsendt på den tre-dobbelte cd-boks Willie Nelson. A Classic & Unreleased Collection (Rhino Records, 1993).

I de år lærte Willie country-musikere at kende, som blev hans venner for livstid. Violinisten Johnny Gimble, der havde spillet med Bob Wills and His Texas Playboys, hørte en aften Willie i Waco og gav ham et job som guitarist i sit band. Guitaristen Larry Butler var så imponeret over Willies første sange, at han inviterede ham til at synge dem i Houston. Og mandolin- og dobrospilleren Paul Buskirk ansatte Willie som underviser på sin nyoprettede musikskole i Pasadena, hvad Willie havde stort udbytte af: han har fortalt, at han lige klarede at holde sig en side foran sine elever i en begynderbog for guitarister, og på den måde konsoliderede han også sit eget guitarspil.

Men mere afgørende var det, at Buskirk kunne høre et særpræget talent i de sange, Willie ikke var i stand til at sælge til pladeselskaberne. Han købte Family Bible for $50 og Night Life for $150 – og sørgede for, at de blev store successer i andres indspilninger. Men Willie fik ikke del i disse royalties.

Begge sange er stærkt selvbiografiske: Family Bible er inspireret af hans tid som bibelsælger og skildrer det rodfæstede, kristne familieliv, Willie er udrundet af, og Night Life fortæller, hvad der siden hændte: “When the evening sun goes down, / You’ll find me hanging 6. When I’ve Sang My Last Hillbilly Song er udgivet på 4-cd antologisættet Oner Hell of a Ride (2008, CBS/Epic) og The Storm Has Just Begun på Naked Willie (2009, Legacy).

14

7,'(51(B:LOOLH 1HOVRQ LQGG

around. / The night life ain’t no good life, / But it’s my life.” Night Life er indspillet i mindst 70 forskellige versioner og har solgt over 30 millioner eksemplarer. Alligevel var Willie taknemlig for de 150 dollars, han fik for sangen: han havde brug for pengene. Hans egen yndlingsversion er Aretha Franklins (på Aretha Arrives, 1967).

Da Gimble, Butler og Buskirk med årene havde vanskeligere ved at få jobs, glemte Willie aldrig, at de havde hjulpet ham, da han selv hutlede sig igennem – og han brugte dem igen og igen på sine pladeindspilninger.

Gennembrud i Nashville I 1960 tog Willie endelig til country-musikkens højborg Nashville.

Pladeselskaberne var stadig afvisende over for hans stemme, men på det legendariske værtshus Tootsie’s Orchid Lounge fik han hul igennem til en række af tidens store country-sangere. Tootsie’s lå lige over for The Grand Ole Opry, som var country-musikkens fornemste spillested, og på Tootsie’s slukkede stjernerne efter. Willies ægteskab gik gradvist i opløsning, fordi han foretrak Tootsie’s frem for Martha og børnene. Her mødte han sangeren og sangskriveren Hank Cochran (1935-2010), som havde sans for Willies stemme og tog ham med til Pamper Music, der havde specialiseret sig i at finansiere demo-bånd med nye talenter. Cochran troede så fast på Willie, at han bad Pamper Music om at lade sin egen lønforhøjelse på 50 dollars om ugen gå ubeskåret til den arbejdsløse Willie. Det var mange penge. Willie kunne nu forsørge Martha og børnene, og grundstenen til hans sangerkarriere var lagt.

Den populære sanger Ray Price (født 1926) var medejer af Pamper Music og ansatte Willie som bassist i sit turnéband The Cherokee Cowboys, et navn, der syntes skabt til Willie i betragtning af, at han var gift med en Cherokee-indianer. Willie havde aldrig spillet bas før, men var en glimrende guitarist, så han kastede sig ud i det, og på de steder, hvor Ray Price normalt optrådte, druknede bassen alligevel i den almindelige larm. Willie fik også lov at synge et par sange, frem for alt San Antonio Rose.

Willie forsøgte at sælge en ny sang, Hello Walls, til et af tidens hotte navne, Faron Young (1932-96), som gerne ville indspille sangen, 15

7,'(51(B:LOOLH 1HOVRQ LQGG

men nægtede at købe den – af hensyn til Willie. Han tilbød i stedet at låne Willie de penge, han ville have for sangen: “I made him raise his hand and swear to God that if I loaned him some money, he wouldn’t sell it, and then I loaned him 1500 dollars.

His first royalty check seven weeks later for something like 600.000 copies sold was 20.000 dollars.”7 Faron Young sang i 1961 Hello Walls ind på en førsteplads på country-musikkkens hitliste, hvor den holdt sig i ni uger. På sin langplade The Young Approach (1961) medtog Faron Young yderligere fem sange af Willie, og nu kørte det for alvor. Billy Walker (1929-2006) fik et hit med Funny How Time Slips Away, men endnu vigtigere var det, at Hank Cochran fik etableret en kontakt til tidens største kvindelige country-sanger, Patsy Cline (1932-63). Cochran havde skrevet to store hits for hende, Walking after Midnight og I Fall to Pieces, og en aften på Tootsie’s sang Willie sin nye sang Crazy for Cochran og Patsy Clines mand Charlie Dick. Willie beretter selv: “Charlie Dick and I and Hank Cochran were drinking beer at Tootsie’s, and after Tootsie’s closed, they decided it was time to wake up Patsy and play Crazy for her. I was hesitant to get out of the car.

I stayed in the car, and in a little while she came out and made me come in the house. This was like two or three in the morning. She recorded it the next day.” 8 Det er nu næppe rigtigt, at Patsy Cline indspillede sangen den næste dag, for hun kunne faktisk ikke døje den, da hun hørte Willies demo. Men hun lod sig overtale af sin mand og af sin producer Owen Bradley. Den endte som en millionsælger og blev hurtigt Patsys signatursang. Nu behøvede Martha og børnene ikke længere at bo hos famlie og venner. Nu havde Willie råd til at købe et hus til hele familien. Men jo fastere grund han kunstnerisk fik under fødderne, jo længere ud i kviksandet havnede hans ægteskab.

7. Faron Young i Graeme Thomson: Willie Nelson. The Outlaw (Virgin Books, 2006).

8. Willie Nelson i Graeme Thomson: Willie Nelson. The Outlaw (Virgin Books, 2006).

16

7,'(51(B:LOOLH 1HOVRQ LQGG

Pladedebut og nyt ægteskab I 1961 fik Willie endelig kontakt til det Los Angeles-baserede pladeselskab Liberty Records. Igen var det Hank Cochran, der banede vejen. Han spillede Willies demo-bånd for selskabets country-chef Joe Allison (1924-2002), som var den første, der ikke blot faldt for Willies evner som sangskriver, men også for hans helt usædvanlige stemme. Han arrangerede tre indspilningssessions med Willie, som resulterede i en snes sange. Allison forsøgte sig i første omgang med en single, The Part Where I Cry/Mr. Record Man, der ikke blev bemærket ret langt uden for Texas. Dengang udbredtes countrymusikken via singler, fordi det først og fremmest var jukeboksene og lokalradiostationerne, der holdt musikken i live. Alligevel samlede Allison i 1962 en række af Willies indspilninger til hans lp-debut … and then I wrote. Nu var countrymusikken ikke mere den samme – og det var Willies liv heller ikke.

Joe Allison havde nemlig også inviteret en af selskabets mindre kendte sangere, Shirley Collie (1931-2010), med i studiet for at bløde lidt op på Willies tristesse. Skønt de begge var gift, blev det kærlighed ved første blik, og efter pladeindspilningen tog hun med Ray Price på en længere turné i Canada, idet Willie stadig var medlem af The Cherokee Cowboys. Da lp’en udkom, betød det, at Willie nu kunne danne sit eget band med Shirley som bassist og backup-sanger. De indsang 1961-63 seks single-plader, hvoraf Hank Cochrans Willingly blev en stor succes. Den knytter uhæmmet an til biografien: Willingly I fell in love with you.

Willingly I learned to love you too, Though we both knew that it was wrong.

To someone else we both belong.

Willies og Marthas ægteskab sluttede definitivt den aften, da han efter nogle nætters fravær kom fuld hjem og faldt omkuld i dobbeltsengen. Hun viklede lagenet om ham og bandt det sammen med børnenes sjippetov, hvorpå hun gennembankede ham med kosten.

Hun havde i forvejen pakket sine kufferter, inklusive Willies tøj, og skred nu, så han ikke havde noget at tage på, da han fik viklet sig ud af lagenet.

17

7,'(51(B:LOOLH 1HOVRQ LQGG

Willie og Shirley blev gift 1963, og pĂĽ den bryllupsring, han satte pĂĽ hendes finger, indskrev han deres kĂŚrlighed i det reinkarnationsunivers, der var blevet en del af hans panreligiøse tankegang: “I promise you love forever and after forever.â€?

I sin kĂŚrlighedsrus havde han ĂĽbenbart glemt alt om, at han ĂĽret før havde indspillet en skilsmissesang med den mere illusionsløse titel How Long Is Forever? Men mange ĂĽr senere opsummerede han sin kĂŚrlighedsopfattelse pĂĽ en mere inkluderende mĂĽde – og mĂĽske med et mildt sideblik til muslimernes flerkoneri: “There is no such thing as an ex-wife, there are only additional wives. It’s an accumulation. It’s a fact: there is some reason you married the first one, and there’s some reason you’re going with the next one.â€?9 Nu kom der gang i hans egen pladeproduktion, og over den nĂŚste halve snes ĂĽr fornyede han countrymusikken og bragte den frem til en kulmination med langpladen Red Headed Stranger (1975). Derefter udvidede og opløste han sine egne og countrymusikkens grĂŚnser, idet han knyttede an til en lang rĂŚkke lokale og globale musikformer, frem for alt til The Great American Song Book, men ogsĂĽ til jazz, rock, tex-mex, reggae, musical, spansk pop, irsk folklore, midteuropĂŚisk polka, mongolsk strubesang, Hawaii-musik, rap og hip hop – og han indspillede sĂĽgar sine egne klassikere med et helt symfoniorkester: “The main thing is, I think we’re all the same. People that I’ve sung to all over the world, there’s no difference – from London to Houston. As you get more into it, you realize that this is a universal thing; the universal mind and your mind is the same thing. We’re all thinking basically the same thing, we’re all basically the same person, and once you realize that, everything is kinda simplified.â€?10 Countrymusikkens publikum blev voldsomt fornyet ved Willies koncerter. Her blandede rednecks sig med hippier og hjemmegĂĽende husmødre med Hells Angels. OgsĂĽ USAs prĂŚsidenter valfartede til hans koncerter, selv en sĂĽ konservativ stivnakke som Ronald Reagan.

Willie blev venner med flere af dem, bl.a. Jimmy Carter og Bill Clinton. Og hans aura rakte langt ud over musikken. Flere af hans 9. Willie Nelson i Graeme Thomsons Willie Nelson. The Outlaw (Virgin Books, 2006).

10. Willie Nelson i Graeme Thomsons Willie Nelson. The Outlaw (Virgin Books, 2006).

18

7,'(51(B:LOOLH 1HOVRQ LQGG

medarbejdere mener, han har en udstråling som Messias, og hans kollega Kinky Friedman har kaldt ham “en hillbilly Dalai Lama”.

Men Emmylou Harris er nok den, der er kommet tættest på med sin smukke konstatering: “Hvis Amerika kunne synge med én stemme, ville det være Willies.”

Willie bemærkede engang, at han jo sådan set ikke behøver at skrive sin selvbiografi, for pladerne udgør hans biografi. Derfor vil vi fra nu af koncentrere os om dem.

19

7,'(51(B:LOOLH 1HOVRQ LQGG

7,'(51(B:LOOLH 1HOVRQ LQGG

… and then I wrote (1962, Liberty)

****

Producer: Joe Allison.

Nr. 1-2: Grady Martin, Ray Edenton, Kelso Herston, Harold Bradley – guitars. Pig Robbins – piano. Joe Zinkan – bass. Buddy Harman – drums.

The Anita Kerr Singers. Nr. 3-11: Billy Strange, Roy Nichols, Johnny Western, Glen Cambell – guitars. Jim Pierce, Russell Bridges (alias Leon Russell) – piano. Red Wooten, Ray Pohlman – bass. Roy Harte – drums.

B. J. Baker Chorus.

The Part Where I Cry. Touch Me. Mr. Record Man. Three Days. Undo the Right. Darkness on the Face of the Earth. Wake Me When It’s Over.

Hello Walls. Funny How Time Slips Away. Crazy. One Step Beyond.

Where My House Lives. ... and then I wrote er en bemærkelsesværdig debutplade.11 Willie Nelson giver ikke ved dørene, han forsøger ikke at være indyndende for at få publikum med sig. Alle sangene er depressive rapporter fra et frysende skilsmissehelvede, og i sin frygtløse venden ryggen til publikum indskriver Willie kompromisløst pladen i det 20. århundredes modernistiske kunsttradition frem for i countrymusikkens vanemæssige leflen for publikum.

Hvis man for alvor vil værdsætte Willie Nelsons debut-lp, må man forestille sig det musikalske klima i begyndelsen af 1960’erne.

Countrymusikken havde centrum i Nashville og solgte ud til tidens tarveligste popsmag, sangene blev sovset ind i indsmigrende kor og strygere.

Willies problem var, at i en tid, hvor den ekstreme sentimentalitet kulminerede, insisterede han på at synge country-sange med en blufærdig afstand til følelserne for netop på den måde at lade følelserne komme til deres ret. Vi ved alle, at hvis en person griner af sine egne vittigheder, er de ikke så sjove mere, for han stjæler latteren fra os. Det er ikke anderledes, hvis en country-sanger skruer op for følelserne og hulkende lader sig rive med af sangene: han fratager os smerten og gråden og lader os sidde uberørte tilbage. Willie gør det modsatte.

11. ...and then I wrote er genudgivet 2012 på Amra Record.

21

7,'(51(B:LOOLH 1HOVRQ LQGG

Han foredrager snarere end synger sine hjerte/smerte-sange med en uironisk og solidarisk distance til følelserne, som giver dem mulighed for at gå rent ind hos lytterne.

Willies stemme var fra starten præget af en nøgternhed, som lå meget fjernt fra, hvad musikindustrien i Nashville anså for god tone.

Og også hans fraseringer var usædvanlige: han lå oftest en anelse efter taktslaget, men bevægede sig ellers utvunget ind og ud mellem slagene med en frigjorthed, der var præget af hans kærlighed til jazzen.

Alle sange på ...and then I wrote er skrevet af Willie selv, og de er utvivlsomt inspireret af skilsmissen fra hans første kone Martha.

Willies distance er på original vis indarbejdet i de to sange, som udsendtes på hans første officielle single, og som er med på lp-pladen, The Part Where I Cry og Mr. Record Man. I begge sange bruger han en kunstnerisk situation til at skabe afstand til følelserne. I The Part Where I Cry stiliserer han sit liv ud i en film, hvor han mestrer hovedrollen til fuldkommenhed: Life is a picture and I play the lead.

But my biggest line was goodbye.

Now my leading lady has walked out on me, And this is the part where I cried.

I was great in the scene where she found someone new.

You should have seen my look of surprise.

And if you have just walked into the picture, This is the part where I cry Willie gør det samme i Mr. Record Man, som er inspireret af hans tid som disc jockey. Det er en metasang i den forstand, at den handler om sig selv: den er nemlig identisk med den sang, som en lytter i sangen efterlyser.

Mr. Record Man, I’m looking for a song, I heard today.

There was someone blue singing about someone who went away.

Just like me his heart was yearning for a love that used to be.

It’s a lonely song about a lonely man like me.

22

7,'(51(B:LOOLH 1HOVRQ LQGG

Højdepunkterne på ...and then I Wrote er imidlertid de tre Willie Nelson-sange, som lytterne kendte i forvejen med henholdsvis Patsy Cline, Faron Young og Billy Walker: Crazy, Hello Walls og Funny How Time Slips Away. Det er interessant, at Willie skrev nogle af sine bedste sange på et tidspunkt, hvor han endnu ikke var brudt igennem som sanger. Gennem hele karrieren har de været en del af hans koncertrepertoire, og også i pladestudiet har han ofte taget dem op, fordi han ikke følte, de var udtømte. I dag har de klassikerstatus.

Crazy er sikkert hans berømteste sang overhovedet. Leon Russells indledende klavertakter fremkalder samme milde genkendelsens smil hos countryfolket, som jazzlytterne får ved Duke Ellingtons indledningsakkorder til Take The A-Train og Duke Jordans forspil til Parker’s Mood. Og dog afviger Crazy fra de fleste andre countrysange ved sin meget prosaiske melodi, der snarere antydes end synges – og ved et lakonisk “refrain”, der først dukker op som afslutning: “I’m crazy for crying/ And crazy for trying /And I’m crazy for loving you.”

I Hello Walls er sangeren blevet så “crazy” af kærlighedstabet, at det regulære vanvid truer. I den forladte lejlighed har han i sin ensomhed kun væggene, vinduerne og loftet at tale med, men denne patetiske situation holdes i ave af en indbygget ironisk distance. Et pigekor svarer på væggenes vegne med et “hello, hello”, og det samme gør vinduerne, når han forundret spørger: “Is that a teardrop in the corner of your pane?/ Now don’t you try to tell me that it’s rain.”

Denne lyriske association tog Jerry Jeff Walker siden op i Little Bird, hvor han ser på en såret fugl i vinduet og spørger: “Now is it tears I see, or is it rain?”12 Hello Walls blev allerede i 1965 medtaget på Bing Crosby Sings the Great Country Hits – naturligvis uden Willies distance, men til gengæld med et stadigt flow af royalties til ophavsmanden.

Debutpladen rummer et andet tidligt mesterværk, Darkness on the Face of the Earth, som Willie også gang på gang vender tilbage til på senere pladeindspilninger. Den handler om, hvordan den romantiske kunstner oplever sit private kærlighedstab som intet mindre end universets sprængning, sådan som også Lars von Trier jo beskriver det i Melancholia: 12. Den smukkeste version af Little Bird er indsunget af Ronnie Hawkins og genudsendt på Wounded Bird Records, 2011.

23

7,'(51(B:LOOLH 1HOVRQ LQGG

The stars fell out of heaven, and the moon could not be found.

The sun was in a million pieces scattered all around.

Why did you ever leave me? You knew how it would hurt.

And now there’s darkness on the face of the earth.

Hvis Willie er forud for sin tid, må man desværre sige, at det akkompagnement, han er belemret med, er særdeles tidstypisk. Forunderligt nok kan man godt leve med de to backingkor under ledelse af Anita Kerr og B. J. Baker. Willies stemme fremtræder endnu mere nøgen og sårbar, når den spændes op imod disse kommercielle Nashvilleklichéer. Derimod er det svært at forlige sig med den gumpetunge forsamlingshusrytme, som de skiftende trommeslagere lægger under Willies svævende stemme. De to vidt forskellige musikalske opfattelser kan hverken forenes eller indgå i et frugtbart modspil.

I bagsidenoterne til Willies debutplade kommer disc jockey Charlie Williams med en tidstypisk betragtning: “It is rare that a truly great songwriter is also an outstanding vocalist. Johnny Mercer, Hoagy Carmichael, and a handful of others.

Now, with great pride, Liberty Records presents the latest member of that select group.”

Det er interessant, at Willies debut falder sammen med en udvikling i den rytmiske musik, som fuldstændigt sætter denne iagttagelse ud af kraft. Jimmie Rodgers, Hank Williams, Woody Guthrie og de gamle bluessangere havde lagt grunden til den singer/songwritertradition, der blomstrede i Greenwich Village med Bob Dylan som førende eksponent. Generationen omtaltes som Woody Guthries børn og talte sangere som Tom Paxton, Phil Ochs, Gordon Lightfoot, og Richie Havens. I London manifesterede de samme tendenser sig i gruppesammenhæng omkring Lennon/McCartney og Jagger/ Richards.

Men i Texas stod Willie Nelson helt uden for denne udvikling – og befandt sig dog midt i den.

24

7,'(51(B:LOOLH 1HOVRQ LQGG