Hvad kom du fra og hvortil ? by Tommy Flugt

OPGAVEN Fortæl om tresserne og halvfjerdserne. Fortæl ind i et kamera om dine oplevelser, for vi (Museum Vestsjælland) har sat fokus på de to årtier og vil belyse perioden. Jeg sagde ja tak og lod kameraet køre foran mig, mens jeg fortalte om min ungdoms stærkeste tiårs perioder.

HVAD KOM DU FRA OG HVORTIL? Essay af Tommy Flugt

2017 Aurora Tuse Næs

Hvor kom du fra og hvortil? Essay af Tommy Flugt

08.12.2017

Skrevet som eftertanke ovenpå video interview på Museum Vestsjælland i Odsherreds Kunstmuseum 4.12.2017: At fastholde sin ungdom og stå ved den

Aurora Tidsskrift for Kunst

Hvad kom du fra og hvortil? © Essay af Tommy Flugt For nylig blev opgaven stillet foran mig: Fortæl om tresserne og halvfjerdserne. Opgaven lød: Fortæl ind i et kamera om dine oplevelser, for vi (det var Museum Vestsjælland) har sat fokus på de to årtier og vil belyse perioden. Jeg sagde ja tak og lod kameraet køre foran mig, mens jeg fortalte om min ungdoms stærkeste tiårs perioder. Naturligvis havde jeg lige tænkt igennem hvad der var af faktuelle ting, som jeg var involveret i på den ene eller anden måde, men ellers lod jeg hukommelsen og erindringen flyde frit i en samtale med museumsfolk fra Odsherreds Kunstmuseum og Holbæk Museum, mens en fra Kalundborg Museum filmede. Jeg var spændt på dagen og optagelserne, der varede en times tid. Ville historierne komme i nogenlunde sammenhængende fortællinger. Var der overhovedet en sammenhæng og hvor førte det egentlig hen? Jeg lod erindringen og ungdommens engagement bestemme forløbet, for da jeg først dykkede ned i tiden blev jeg yngre end nu; det blev lidt af en rejse bagud i tid for at sætte nogle milepæle undervejs. Min årgang er 1941. Født i det sydfynske øhav på den lille ø Strynø i 1941. Min far var brugsuddeler dér og vi boede på øen under krigen.

Da jeg var 6-7 år kom vi til Brugsen i Sdr. Nærå på Fyn, hvor jeg havde min opvækst og skolegang, folkeskolen, en drengeskole i mellemskolen i Odense og derfra over til gymnasiet på Katedralskolen, hvorfra jeg blev matematisk- naturvidenskabelig student med trang til det litterære, Odense Teater og byens jazz. Jeg var redaktør af skolens blad PUNCH. Allerede den gang lavede jeg tidsskrifter, som jeg er fortsat med i det meste af mit liv. Var også med i en elevdebatklub, hvor vi drøftede tidens problemer i studentikose vendinger. Jeg var stærkt optaget af teatrets mulighed for at skildre nutiden i klassiske værker og var optaget af det ny teater af Ionesco og Samuel Beckett, og opførelsen af Bertolt Brechts Galileos liv i 1960 med den store norske skuespiller Class Gill (1910-73) i hovedrollen som Galileo Galilei (1564-1642), den store videnskabsmand, der i sine sidste år var fanget af inkvisitionen og havde fået mundkurv på. Sandheden og fornuften mod autoriteterne. Det var et stærkt og bevægende stykke og fulgte mig i årevis ind i tresserne. Stykket blev skrevet i Danmark i 1938, da Brecht var på flugt fra Nazityskland. Jeg så det flere gange. Lige optaget af problematikken hver gang. 3

Tresserne er mit oplysnings årti. Her var mine universiteter, mine oplevelser, mine møder og engagementer som kom til at præge mig og grundlagde mine handlinger i halvfjerdserne og ind i fremtiden. Her var mine møder med kunsten og skriften. Her var vejen ind til mig selv. I 2g på gymnasiet opdagede jeg atomkampagnemarchen fra Holbæk til København. Jeg meldte mig til den anden march og mødte Carl Scharnberg for første gang. Det var af betydning. Var med i marchen der sneede inde i Roskilde, hvor vi blev indkvarteret på skoler. Her talte Scharnberg og højskolemanden Tage Hind. Senere kom vi til København, flere og flere i protest mod atomvåben og a-kraftværker på dansk jord. Var til et stort møde på Tivolis Koncertsal, hvor kirkeminister Bodil Koch talte. Efter den tredje påskemarch lukkede og slukkede bevægelsen og nye opstod, Vietnamdemonstrationerne og senere modstanden mod EU (dengang EF). Ungdommen var kommet i bevægelse og folkemusikken ramte os. Vi havde drømme og vi fik dem næret fra borgerretsforkæmperen Martin Luther Kings store taler

og specielt hans: I have a Dream-talen fra 28. august 1963 få måneder før mordet på præsident Kennedy. Efter studentereksamen blev jeg indkaldt til militærtjeneste og blev soldat på Sjælsmark Kaserne og senere kom jeg på Sergentskolen i Ringsted. Alle der havde en studentereksamen røg den vej. Jeg var indkaldt ved artilleriet og vi skulle lære at skyde med store kanoner bl.a. i Oksbøl. Og senere på Lüneburger Heide i Tyskland i en stor øvelse med engelske veteraner fra anden verdenskrig. En tyveårig knægt der mødte soldater fra Arnhem i kantinen. De havde deltaget i det store slag i 1944. En overvældende og ubegribelig ballast selv for en ung sergent. Militæret skulle overstås. Det var en tid der lærte mig, at de fjender som militæret satte op for mig ikke var mine fjender, så jeg meldte mig ud af militæret efter endt tjeneste og blev militærnægter. Men der skulle lige et halvt års tid på Askov Højskole til for at den beslutning kunne træffes og effektueres. Højskolen gjorde mig til et menneske igen efter militærtiden. Og den forberedte mig på mine universitetsstudier. Jeg var så heldig at have forfatteren Tage Skov-Hansen som lærer i moderne dansk lyrik og senere Brandes forskeren Jørgen Knudsen som lærer. Og så var der Tage Hind, dramalærer som etablerede en forsøgsscene på højskolen. Endelig var der rektoren Knud Hansen, der holdt nogle filosofiske og 5

historiske foredrag. Og pludselig så pigerne anderledes ud, lysere, gladere og smukkere. Det var en opvågningens tid. Hun kom pludselig henover fællesstuen på Askov, løbende og grædende, mens hun råbte: They have Killed him, de har dræbt ham. Det var den 22. november 1963. På den måde fik vi meddelelsen om præsident Kennedys død. Han var blevet skudt af en snigmorders kugler i Dallas, Texas. Det urolige årti var begyndt. I Europa var der uro i Grækenland. Et stærkt højreorienteret styre Karamanlis regeringen havde magten og bekæmpede alt, der lå lidt til venstre for midten. En læge Lambrakis var også politiker og stifter af fredsbevægelsen, blev dræbt i 1963 af militærfolk med forbindelse til Karamanlis. Forfatteren Vassilikos skrev en roman Z om epoken med Lambrakis og om oberst diktaturet senere. Den blev filmatiseret af Costa Cavras i 1969 med musik af Mikis Theodorakis (ham med Zorba film-musikken). Z betyder på græsk: Han lever og det blev skrevet som graffiti rundt på mure for Lambrakis. Karamanlis gik af i uroen efter mordet og et demokrati så dagens lys. Det varede til oberstkuppet i 1967. I Spanien var den fascistiske stat låst fast fra 1939, hvor Franco sejrede i den spanske borgerkrig. Han sad der til sin død i 1975, hvor demokratiet indfandt sig igen.

I 1964 gik Amerika ind i krigen i Vietnam. Og krigen eskalerede og krævede modsvar fra ungdommen. Og den kom. De bevægelser der var startet i begyndelsen af tresserne fandt ny næring og nye mål. Vietnamdemonstrationerne tog til og tog form. Vi havde opdaget at vi kunne vinde, hvis vi stod sammen. Og det gjorde vi så, men det blev en langstrakt kamp. Der skulle allierede til og nye former for oprør mod den bestående uorden. Der skulle skabes Misnøje til skade for mandstugten, som digteren Ivan Malinovski formulerede det.

Oprøret startede i Paris. Studenteroprøret mod de Gaulle. Styrets blodige undertrykkelse af kolonien Algeriet. Filosof og forfatter Frantz Fanon, kritiserede den europæiske kolonialisme og racisme: Den algierske uafhængighedskrig var begyndt i 1954 og sluttede med befrielse og selvstændighed i 1962. Filmen Slaget om Algier havde dansk premiere 1. september 1967 en filmklassiker af Gillo Pontecorvo om den modbydelige krig. Filmen er fremragende at få forstand af. Den store franske filosof og forfatter: Jean-Paul Sartre havde skrevet Eksistentialisme er humanisme. En lille bog som vi i studietiden læste allerede i gymnasiet. Mennesket skaber sig selv igennem sine handlinger og valg var budskabet, der gik rent ind. Samtidig var han marxist og tiltrak sig stor opmærksomhed både gennem sine værker, men også sine holdninger til tidens politiske spørgsmål. Et andet koryfæ fra tiden var Bertrand Russell, den britiske filosof og matematiker, der tog initiativ til Russelltribunalet i 1966, som skulle undersøge formodede krigsforbrydelser begået af USA og dets allierede under Vietnamkrigen. Sartre var naturligt med i det tribunal 8

som blev holdt i Stockholm 1967 og senere i Roskilde, hvor også Ebbe Kløvedal Reich medvirkede. Der blev samlet viden ind om Vietnamkrigen. Og protesterne mod amerikanernes krigsførelse voksede. Richard Nixon var den onde tidsånd og USA's præsident som vi unge protesterede imod. Som ungdommen i Frankrig protesterede mod de Gaulle, der svarede igen: Sois Jeune et Tais Toi – Vær ung og hold kæft. De unge skrev på murene: Fantasien til magten og Tal med din nabo. Besatte universitetet og blev smidt ud.

Hold kæft og vær ung

Oprøret var egentlig kommet fra Berkley universitet i USA. Ramte Europa i revolutionsbyen Paris og blev videreført i Berlin af studenterbevægelsen og Rudi Dutschke, som var studenterleder. Han blev skudt af en højreorienteret, overlevede og kom senere til Danmark og boede til sin død i kollektiv i Knebel. Han var tilknyttet Århus Universitet i perioden. Man mente Springer pressens hetz mod de studerende var medvirkende årsag. Wolf Biermann skrev sangen Drei Kugeln auf Rudi Dutschke som blev hit i venstreorienterede studerendes kredse.

Studenteroprøret bredte sig til Københavns Universitet, hvor jeg var indskrevet og læste Alm. og Sammenlignende Litteraturhistorie og tog Filosofikum. Havde et kollegieværelse nær Rådhuspladsen på H.C. Andersens Boulevard 7 femte sal. På samme gang boede psykologistuderende Finn Einar Madsen, der overrumplede rektor Mogens Fogh og tog talerstolen ved Universitetets årsfest i 1968 og herfra talte han borgerskabet imod og efterlyste studenterindflydelse på studierne. Slogans som Bryd med professorvælden og Medbestemmelse NU.

Alexander Dubček

I 1968 forsøgte det kommunistiske Tjekkoslovakiet at indføre reformer og demokrati i landet. Tiltaget knustes imidlertid brat, da de andre østbloknationer rykkede ind og ituslog foråret i Prag. Socialismen med det menneskelige ansigt blev knust af kampvogne. Jeg hjalp to unge tjekkiske søstre og studerende kvinder i Danmark på det tidspunkt. De boede i en periode hos mig til de fandt ud af hvad de ville og hvad situationen krævede af

dem. Den ene ville blive i Danmark og den anden ville hjem og fortsætte sin uddannelse så hurtigt som muligt. Begivenheden sagde dem ikke så meget. De havde andre planer med deres liv. En sort kvinde Rosa Parks blev anholdt i en bus, fordi hun ikke ville give plads til en hvid. Det var i 1955. Hun gjorde oprør mod raceadskillelsen i bussystemet. Det medførte at borgerrettighedsbevægelsen fik vind i sejlene og Marin Luther King kendte sin besøgelsestid og blev en ledende person imod uretfærdighederne mod de sorte. Og 4. april 1968 gik han ud på en balkon med sine venner, der lød et skud og han var ramt dødeligt i halsen.

Martin Luther King

I 1968 stillede Robert Kennedy, den afdøde præsident Kennedys broder, op til det demokratiske primærvalg som han stod til at vinde, da en kvinde på klods hold skød ham ned og han døde timer efter og kun et par måneder efter at Luther King var død.

Pludselig var verden ikke så enkel mere. Den var dødelig farlig. Og der var tab og indhug blandt engagerede. Jeg læste og skrev og gik hver aften ned på Rådhuspladsen og hentede dagens Politiken. Tog den med ind på Air Bar i bygningen, hvor jeg boede. Læste den og snakkede med folk der var kommet fra arbejde eller skulle på det. Vi drak en øl og raflede sammen. Tove, tjeneren kom beredvilligt med nye forsyninger, når en havde tabt. Jeg talte med hende og fik at vide, at de under baren havde en lukket bowlingkælder med natbevilling. Det tændte mig og jeg tænkte over det i kort tid. Og så havde jeg en idé som hun forelagde ejeren af Ny Rosenborg komplekset. Ejeren syntes om vores ide og vi var tre der gik i gang med at udføre den. Vi fjernede bowlingbanerne og indrettede hyggelige båse i rummet. Blændede vinduerne og indrettede små udstillingsrum til kunst i stedet. Lofterne fik skyer skåret efter tegninger af Alice Faber, som også tegnede døren ned til stedet. Torben Jørgensen lavede lille scene og roterende cirkel ved den og længere inde var baren, som skulle betjene stedet. Og pludselig havde vi et vicevershus i kælderen til folkemusikken. Og så kom åbningen i 1969. Lokalet blev dekoreret med skulpturer og plakater, og især indgangsdøren var et raffinement, der fortjener at blive omtalt, skrev Niels Skriver i sin bog Ali Bali Bi. ”Når man tidligere gik fra Air Bar og ned i kælderen, sluttede 12

trappen med en lille afsats og her var så en dør ind til lokalet. En dørs natur er jo, som de fleste nok ved, at den enten åbner eller lukker – her kom så det raffinerede ind i billedet. I døren var der blevet lavet nogle kunstfærdige udskæringer, som gjorde, at man allerede på vejen ned ad trappen kunne fornemme stemningen i lokalet og se nogle småbidder af publikum og nået næsten ned af trappen, kunne der også anes en bid af scenen. Altså: Den nyankomne gæst får en fornemmelse af lokalet, uden at døren direkte står åben – Sådan! Udskæringen i døren harmonerede samtidig med nogle udskårne figurer, som dekorerede loftet”. Og så blev stedet åbnet under navnet I Mikroskopet, som var et digt af Miroslav Holub som Tommy Flugt havde oversat. Digtet hang i stor størrelse på væggen i rummet. Stedet blev ikonisk og tiltrak sig stort set alle folkemusikere og sangere i en treårig periode. Mange husker med glæde stedet. Her debuterede Knud Christensen, senere Sebastian, Paddy Doyles spillede irske sange. Hermann Brüsch repræsenterede folkemusikken. Per Dich kom til åbningen. Arlo Guthrie kom og holdt pressemøde her i forbindelse med hans film Alices Restaurant. Vi blev omtalt og havde publikum. Mandag var mindre besøgt, så den lavede vi til digtaftener, hvor der blev læst digte op og diskuteret. Vi

fik Kaj Mathisen til at spille et dukketeater her. Og vi havde debataftener om tidens emner. De århusianske studenter præsenterede deres plade med Drei Kugeln auf Rudi Dutschke dernede og der var foredrag om Wolf Biermanns sange. Aftenerne blev delt op så en kunstner fik hver aften og indtægten blev fordelt mellem de optrædende. Ejeren gav som regel natmad til musikerne. Sådan bestod samarbejdet, demokratiet og lysten til noget nyt sin prøve. Og det overlevede langt ud over sin tid som IMIKROSKOPET. Det blev historie.

På Facebook findes en side om stedet: IMIKROSKOPET En e-publikation om stedet af Tommy Flugt: https://issuu.com/auroraflugt/docs/i_mikroskopet_196972_af_tommy_flugt I forbindelse med arbejdet lavede Torben Jørgensen en stor plakat om stedet og kunstneren Jørgen C. Rasmussen udstillede i kælderen. Der var aftale om endnu en udstilling fra kunstnere fra Kunstakademiet med Dea Trier Mørch i spidsen, men det blev en anden historie.

Jeg havde skrevet mange digte i den sidste periode af tresserne og nu udgav jeg mit første: Desperat Generation med Jørgen C. Rasmussen illustrationer. Samtidig havde jeg sendt digte til Gyldendals tidsskrift Vindrosen og pludselig fik jeg et brev om at de ville udgive dem. De kom i deres Vindrosen Nr. 3 1969. Derudover blev jeg inviteret til et møde i Rådkælderen på Kunstakademiet. En ny gruppe ville snakke med mig. Jeg tog derned og det var den nystartede gruppe Røde Mor med Dea Trier Mørch i spidsen, Troels Trier og Ole Finding. Dea ville spørge mig om jeg havde lyst til at være med i gruppen. Hun kunne godt lide mine digte. Jeg sagde overvældet ja til tilbuddet og følte, at her var åndsbeslægtethed. Her var en energi jeg søgte. Da Alice samtidig kom med en annonce, som hun syntes jeg skulle reagere på, så var der fuldt tryk på kedlerne. Jeg var på vej derudad… Og så kom der et brev fra Den Danske Filmskole at jeg var optaget til en tre måneders optagelsesprøve som elev på skolen. Jeg havde søgt ind på instruktørlinjen og det var det annoncen fra Alice handlede om. Efter det lange

forløb blev jeg sammen med tre andre optaget af 40 ansøgere. Jeg følte mig temmelig overvældet. Der var tryg på kedlerne. Jeg var lige debuteret som digter. Var blevet medlem af Røde Mor, administrerede en Folkesangerhule og skulle begynde på Den Danske Filmskole og lære at arbejde med film. Var der noget med en eller flere appelsiner i turbanen?

Røde Mor var et energisk kollektiv. Dea Trier Mørch en dynamisk kunstner med gode forbindelser. Kollektivet var startet med at Ole Finding, maler og fra Vallekilde, Troels Trier, tegner og maler, ligeledes fra Vallekilde og Højskolekredsen af Trier (Ernst Trier grundlagde Vallekilde Højskole) og Dea Trier Mørch ville starte en gruppe sammen og den skulle have et navn. På et møde de holdt, ringede Findings mor op, som hun ofte gjorde og hans svar var stort set de samme hver gang: Ja, søde mor, ja, søde mor. Da det var gentaget nogen tid råbte Dea inde fra stuen ved siden af: Det er det vi skal hedde: Røde Mor. Og så var kunstnerkollektiv navngivet. Jeg blev medlem i Rådskælderen. Og snart kom flere til. 16

Kollektivet udvidede sig gradvist. I starten var vi optaget af diskussioner og vores kollektive billeder. Vi havde valgt at arbejde sammen om linoleumssnit. Et billigt og hurtigt materiale at arbejde i og let at aflevere til trykkeren. Pladerne kunne trykkes mange gange og give samme fine resultat hver gang. Og så ville plakaterne blive billige og kunne sælges så studerende havde råd til at købe dem. På den måde blev de distribueret til kollegier, skoler, ungdomsorganisationer og solgt på vore vandreudstillinger. Vi fik dem trykt hos bogtrykker Flemming Jelstrup i Holbæk. Vi havde valgt at arbejde med faste lino størrelser: A5, A4 & A3 formater. Så mødtes vi med vore værker efter at vi havde aftalt tema og så drejede det sig om at lægge et puslespil af pladerne sammen til en fortælling vi syntes om. Og når vi så i fællesskab havde besluttet, at nu var den plakat klar, så gik den til trykken i Holbæk. Vi mødtes i starten hos Dea Trier Mørchs mor Ibi på Møllebjerg, Tuse Næs, hvor hun havde en gård. Her diskuterede vi værkerne, satte dem sammen, drøftede tiden og begivenhederne i verden. Hvad der optog os var tidens uro og Vietnamkrigen, racismen, de sortes frigørelsesproces, de sorte pantere i Amerika, marxismen, den danske borgerlige regering, Sovjetunionen, Cuba, Kina. Kort sagt: Vi læste aviser og fulgte med i begivenhederne. Vi så også mange film og klippede fotografier fra aviserne ud til inspiration for vore linosnit. Og så skrev vi digte og læste op på vore udstillinger. 17

I 1970 havde jeg en digtsamling klar: Varg i Veum, som blev udgivet på Rhodos Forlag i stort format, med 26 indlagte digte og linosnit af kammeraterne i Røde Mor. Den var på 43x61cm og trykt i 500 nummererede og signerede eksemplarer. Udsalgsprisen var 60 kr. og bogen blev hurtigt udsolgt. Nu ca. 50 år efter er den kommet på museum sammen med mange af plakaterne fra dengang. En stor udstilling på Museum Vestsjælland i Odsherreds Kunstmuseum i Asnæs har i 2017 været et stort tilløbsstykke, hvor også Røde Mor Rok Ork optrådte for fulde huse et par gange. Pludselig var Røde Mor igen på plakaten. Røde Mor udviklede sig hastigt og blev også en musikgruppe som udgav plader. Den historie har med Filmskolen at gøre.

Om efteråret 1970 begyndte jeg på Den Danske Filmskole på instruktørlinjen. Vi skulle lave nogle øvelser og jeg min første 16 mm kortfilm. Dertil havde jeg adgang til skolens lydstudie og her indspillede vi lyd til filmen, musik og 18

sang. Lars Trier, guitarist og komponist, havde skrevet musik til et par af mine digte: Dels Sensommersang (”Jeg står med et vinglas i hånden”) og dels Sangen om Che Guevara som var med i Røde Mor sangbog 1. Det var Che Guevara sangen vi indspillede og jeg lavede en collage film med stils og ugejournalfilm omkring digt og musik. 16mm s/h, optisk lyd, 4 min 20 sek. 1970. Alle medvirkende, minus fotografen Ebbe Knudsen, var medlemmer af Røde Mor. Lydmanden var Jacob Trier, der gik på skolens lydlinje. Lars Trier: Musik og sang. Troels Trier: elbas. Ole Thilo: Orgel. Tommy Flugt var instruktør og klipper på filmen.

Varg i Veum 1970

Under optagelserne optog vi også sange af Troels Trier, og da vi var færdig med optagelserne stod Karsten Sommer (freelancer på DR) klar til at modtage båndet og gik ud i byen med det og fik det overspillet til Røde Mors første plade. Den blev foræret til Demos Forlag som fik en kanonstart på sit virke for venstrefløjen, da pladen blev et hit og solgte i 80.000 eksemplarer.

Vi havde gang i noget og pressen viste sig interesseret. Politiken udgav to plakater om Røde Mor: Opbrug og Oprør. Og snart fulgte Rhodos efter med Sangbøger og vi selv udgav små hæfter i starten om Røde Mor. Og så gik det slag i slag. Der gik måske for meget Trier i familien og Ole Finding meldte sig ud. Der gik for meget Troels i musikken og grupper deltes, Ole Thilo og jeg arbejdede sammen. Jeg bad Ole lave musik til min afslutnings film på Filmskolen i 1972: Marker skal modnes i fred, og det gjorde han. Senere skulle han lave musik til radiojazzgruppen Opportunity under ledelse af Torben Kjær og med Otto Brandenburg som solist. Han manglede bare en suite og bad mig skrive den. Det gjorde jeg så og overværede indspilningen. Otto Brandenburgs stemme var helt fin til mine tekster. Udsendelsen varede en ½ time og hed: Tag Magten og blev programsat til P2 5/7 kl. 18.30 1974. Vi var tilfredse, bortset fra sendetidspunktet lige i radioavisen. Vi var nået et stykke, men også en skillevej. Ole Thilo var en stor jazzmusiker og arbejdede sammen med John Thicai. Udsendte egne plader og havde eget orkester på et tidspunkt. Jeg var flyttet sammen med Alice og vi havde fundet et skovløberhus i Vipperød som vi lejede hos Hørbygårds godsejer på Tuse Næs. Røde Mor e-publikation: https://issuu.com/auroraflugt/docs/aurora_tidsskrift_20 12___6_r_de_mor_1970

Der skete noget nyt i vores liv. Vi var flyttet til Holbæk Kommune. Ved et tilfælde var jeg lige efter filmskolen stødt på en mand på gaden i Holbæk. Han var højskoleforstander og var blevet bedt om af kommunen at oprette en skole for voksne, VUC. Han havde læst en kronik jeg havde haft i Venstrebladet (daværende radikale lokalavis) og han spurgte om jeg kunne tænke mig at undervise der og være med til at starte skolen op. Det kom fuldstændig passende og jeg sagde ja og tak til. Og i 1973 startede så 35 gode år på VUC, hvor jeg underviste i dansk, samfundsfag, psykologi, filosofi og mediefag for voksne. Senere kom jeg i en 10års periode med i planlægningen af Folkeuniversitetets kursusvirksomhed i Holbæk. Og så havde jeg meldt mig ind i DPK i Holbæk lokalafdeling og mødt den gamle formand Aksel Hansen. Han havde et godt øje til mig og brug for en afløser til byrådsvalget. På et møde blev jeg opstillet af partiforeningen og senere valgt ind i Holbæk Byråd 1974. Husker jeg skrev en lille digtsamling, der hed Kommunale Digte og den var mit pr bidrag til valgkampen. Og så skrev jeg i Land og Folk og medvirkede til at sælge avisen i Ahlgade om lørdagen i Holbæk. Vi var unge og energiske. Jeg lavede silketryksplakater til valget og Ole Finding hjalp os med nogle linoleumsplakater. Det gik fint. Venstrefløjen kom ind med to mandater. En fra SF Mogens Brabrand og mig fra kommunisterne. Vi

samarbejdede hurtigt om opgaverne og holdt fint sammen. Det blev et stort arbejde og det opslugte mig. Jeg havde haft brug for nogle strammere holdninger til samfundet end dem der var i kollektivet, hvor vi var en stor og forskelligartet flok. Vores diskussioner var gået i retningen af mere samfundsorienteret og skarpere holdninger, og idet havde resulteret i at jeg meldte mig ind i DPK, hvilket flere og flere i Røde Mor også gjorde. Men i midten af halvfjerdserne blev der kulturoprør i partiet og mange unge trak sig ud. Partiet havde for gammel en top, som sad for bundet af krigens oplevelser og man mærkede som ung nytilkommen at der var uro på de indre linjer. De var ikke i stand til at holde fast i den ungdom de lige havde fået indsluset. De forstod ikke at give plads og så gik det hastigt ned ad bakke. Jeg havde fra starten sagt, at jeg kun ville sidde i to perioder. Det holdt jeg. I 1978 hvor der var valg igen kom jeg og Alice ind med stort antal personlige stemmer. Jeg fik i denne sidste periode formandsposten i Bygningsudvalget og satte straks i værk en restaureringspolitik for bygningsmassen. Derudover koncentrerede jeg mig om kulturpolitikken i Holbæk og nåede en del tilfredsstillende resultater. Alice tog sig af det sociale og miljøet. Sådan fordelte vi opgaverne. Vi fik to drengebørn undervejs, Alice havde job hos øjenlæge, men var begyndt at studere på RUC og blev færdig med sin uddannelse som

socionom og fik straks efter et job. Familien var sikret. Vi fandt et billigt hus på Tuse Næs i begyndelsen af halvfjerdserne, som vi var så heldige at komme først til og fik købt. Derfra har vi udøvet vort virke lige siden. Alice startede i Svinninge Kommune, kom til Vestsjællands Amt og havde Børne- og Unge området i et par år. Blev så i en 13årig periode socialchef i Kalundborg og senere i en 9årig periode direktør i Greve Kommune. Samfundet kunne bruge os og vi ydede vort bidrag fra vor platform. Set i bakspejlet lyder det voldsomt engageret. Det var det vel også, men sådan føltes det ikke den gang. Vi havde noget at byde på, og det var bare om at byde ind med det. Så det gjorde vi. Efter filmskolen arbejdede jeg nogle år ved siden af min undervisning og byrådsarbejde sammen med Ib Makwarth, der havde et lille filmfirma: Telefilm. Der lavede jeg min film Barbarossa og Den Danske Grundlov. En kortfilm om grundlovsbruddet i krigens tid mod kommunisterne. Filmen blev senere købt af SFC og indgik i deres distribution. Jeg medvirkede til nogle kortfilm som instruktørassistent hos Telefilm omkring nogle film om narkoproblematikken i Danmark i halvfjerdserne. Det var barske miljøer vi kom ind i. Og så fik vi filmisk fulgt Helsingør Skibsværfts lukning. Derudover lavede jeg et par af DKPs film til TV i forbindelse med folketingsvalgene. Beskæftigelse manglede vi ikke på den tid. 23

Halvfjerdserne rundede af. Filmskolen varede kun to hektiske år. I Mikroskopet lukkede i 1973-74. Røde Mor lukkede og slukkede i 1978 på højdepunktet med store koncerter. Byrådsarbejdet sluttede i 1982. Så kom firserne, halvfemserne og det store århundrede randt ud – men verden og arbejdet fortsatte på nye måder. Efter undervisningstiden blev det tid til skrivetiden og den er fortsat for mit vedkommende siden. Vort lokale engagement er vokset og blevet til en ny del af vort virke. Det kunstneriske islæt i vort liv er større end nogensinde. Vi bor på en fantastisk halvø Tuse Næs med adgang til en smuk og kulturel egn: Odsherreds rige kulturliv. Herfra vor verden… I det nye årtusinde er det som samler trådene sig fra denne store tid i vor ungdom. Vi har fået kontakt med nogle musikalske venner igen og sange og ord udveksles. Vi optræder sammen. Mødes og inspireres. Og nye legekammerater er kommet til. Det samarbejdende og kreative liv holder aldrig op. Det finder nye former. Og nye modstande der skal overvindes.

Efterskrift, hvor der efterlyses et oprør i nutiden. Bekæmp fremmedhadet, racismen og den gryende fascisme. Ung må verden endnu være. Citat fra ”På genopdragelsesrejse i sin egen ungdom” 1961-1974 af Tommy Flugt udkom 2012: ”De unge, der kan holde fast ved deres uro og ikke lader sig indordne i samfundets beroligelsesbestræbelser, men stadig bevarer deres følelser, deres liv, deres holdninger bevægelige og intakt; de unge, der kan magte at holde deres liv i skabende bevægelse, fordi de valgte uroen (eller uroen valgte dem) – dem er det jeg har kaldt Homo Eruptus – det opbrydende menneske – opbrydende fra det forstokkede, vanedannende, klichéfyldte, forlorne, intolerante, usolidariske, hverdagsagtige leben i provinsen Danmark”.

Videooptagelser i Odsherreds Kunstmuseum 04.12.2017 Røde Mor plakatudstillingen: Røde Mor i Asnæs https://issuu.com/tommyflugt/docs/r__de_mor_i_asn__s_e-bog

Politiken plakat 1970

Fotos af Pia Funder fra Galleri 58 i Ă&#x2026;rhus 1971

Essay af Tommy Flugt Medlem af Dansk Forfatterforening og Dansk PEN Webside: www.auroraordhaven.dk

OplĂŚsning i Finland foto af Pia Funder