Nostalgiske postkort digte 2014 by Tommy Flugt

NOSTALGISKE POSTKORT DIGTE Tommy Flugt

NOSTALGISKE POSTKORT DIGTE

TOMMY FLUGT NOSTALGISKE POSTKORT DIGTE

Aurora Tuse Næs 2014

Nostalgiske postkort her var jeg engang her boede jeg her var min barndom herfra gik jeg i skole der var en have bagved som jeg legede i og en lille park foran med en å igennem her skød vi efter naboens tulipaner med luftbøsse og satte skibe ud som vi fulgte langt derud ad om vinteren stod vi på skøjter på åen men foran huset ude på vejen så jeg noget der ikke blev filmet

men talt længe om to kommisser fra brugsen stillede sig ud på vejen hver med en bakke æg og så begyndte de at kaste efter hinanden indtil raseriet havde lagt sig jeg husker det som en film en af mine første

Brugsen

Bageriet lå lige ved siden af mit barndomshjem her var en lille forretning her købte vi brød og kager og i bageriet ude bag ved kunne vi få lov at stå og se ovnen blive åbnet, brød sat ind og så lukket igen foran store måbende barneøjne søndag morgen kunne vi tidligt komme ind bagved og købe varmt og frisk morgenbrød og så var dagen reddet en dag gik jeg forbi indkørslen til bageren og så ind i gården og lige i det øjeblik stak slagteren kniven i grisen og blodet strålede ud

og jeg nåede ikke forbi indkørslen, men måtte bæres hjem og vækkes og bageren gav gratis brunsviger næste dag

Bageriet

Vi stod gerne i kĂ¸ foran billetlugen i landsbyens lille bio der var altid pres pĂĽ nĂĽr der var kommet nye afsnit til vore foretrukne serier om helten over alle Hopalong Cassidy eller Zorro der red ind i vore drengehjerter og reddede byens smukke kvinde og en dag stod jeg ved siden af hende i landsbyen der var mit svĂŚrmeri selvom hun ikke vidste det vi stod op for der var udsolgt

og i mørket skete det at hun tog min hånd så det svimlede for mig og jeg måtte gå ud for at få frisk luft jeg så ikke filmen færdig men husker hendes hånd og at hun havde en lang fletning

Biografen

Hos mekanikeren kunne vi lege ude på værkstedet og prøve værktøjet af fordi deres søn var min ven der lugtede af olie benzin og andet og de havde altid travlt med at skille og samle skrue af og på og fylde benzin i bilerne, men ude bagved lærte jeg at man over en brugt olietønde og med et hønsenet over og halm i bunden og masser af brændenælder oveni kunne lave den fineste

fynske rygeost med mĂ¸nster fra hĂ¸nsenettet

Hos mekanikeren

Vi drenge kom efter skoletid hen til Poul Frederik på snedkerens værksted her måtte vi røre ved og afprøve værktøjet vi høvlede og savede så spånerne fløj vi fik lov at se hans store savklinger der kunne startes med et tryk på en knap men vi brugte dem aldrig det var for farligt men hammer og søm og sav og om vinteren stod vi henne ved komfuret der altid var tændt og varmede hestelimen op

som Poul Frederik brugte til at samle træ i stole og borde og rammer han havde altid træ til overs som vi kunne snedkerere i og få eftermiddagen til at flyve af sted og her kom også voksne og fik en sludder og vi hentede øl til dem og følte os næsten voksne når vi kom med posen klirrende igennem byen her havde vi frikvarter og nede i haven bagved løb åen igennem byen og der var en cementbro over ind til køerne som den hellige i byen havde der hvor

vi hellere ville have en skøjtebane på markerne om vinteren og det fik vi engang da vi over tre nætter havde dæmmet åen op med brædder vi havde lånt på værkstedet to gange fjernede den hellige vor dæmning men tredje gang fik vi oversvømmet marken og dagen efter kom frosten den vinter stod vi på skøjter til langt ud på aftenen cirklende ottetallernes uendelighedsrække i månens projektørlys

Snedkerens vĂŚrksted

Byen fik en sportsplads ved frivillig hjælp og Poul Frederik fik et øgenavn og blev kaldt sanke stene fordi han gik og ryddede stedet for sten i sin fritid og så pludselig var den færdig og lå midt i byen tæt på skolen og få minutters gang hjemmefra vi var der evig og altid især var vi drenge der når pigerne spillede håndbold og der var efterhånden mere end en bold

der hoppede i os det var mageløse aftener og dage hvor vi lagde os efter hinanden og mødte de første spæde berøringer som sendte kuldegysninger igennem os og fik os til at drømme nye drømme

Sportspladsen

De første skoledage var nye og fulde af forventning mens skolegården snart blev et mareridt drilleriet voksede gik over i vold og slagene haglede ned over drengen som ikke kunne forsvare sig for han måtte ikke slå havde han lært og det benyttede de sig af de slog og han tog imod og løb og de løb efter og slog igen og så løb han grædende hjem fortalte hvad der var sket

og moderen forstod ham og hjalp på hans sproglige misforståelse hvis du bliver slået må du slå igen og han løb tilbage i skolen og slog dem der havde slået ham for han vidste han var den stærkeste men havde ikke haft lov til at vise sine kræfter nu brugte han dem en gang for alle og blev ikke siden drillet men fik en anmærkning i skolebogen til forældrene som skrev under og skrev at lærerne skulle undlade at bruge vold i klassen

Skolevold

Der var et hegn bag sportspladsen tæt på den helliges marker og der havde han ænder gående til opfedning til julesalget vi brugte markerne til at lege indianere og havde flitsbuer og spidse pile med i hegnet havde vi bygget tipier og holdt vore møder der og tilrettelagde ture hvor vi var på krigsstien og skulle beskytte os mod nogle nabofjender

så vi sneg os ud og skød efter fjenden som vi udpegede en hegnsstolpe var min klare fjende og jeg skød efter den og pilen ramte lidt skævt og fløj videre i ny retning og borede sig igennem en af ænderne der døde på stedet min far klarede frisag for mig ved at tilbyde dagsprisen for en and til den hellige som tog imod tilbuddet men beholdt anden

I grĂŚsmarken

Der kom to løbske heste ind igennem landsbyen med tøjler og remme og skagler bagud de prustede vildt og var forskrækkede af et eller andet en mand i byen løb op ved siden af dem og fik fat i grimen talte beroligende og fik hestene standset vi børn tog cyklerne for at se hvorfra hestene kom hørte en ambulance nærme sig og kom hen til kirkegårdsbakken der var afspærret af folk men vi så en væltet hestevogn og dampende kartofler

spredt ud over gaden og neden for lå en mand han jamrede sig og ville hjem to mænd holdt ham fast og talte roligt til lægen kom og gav ham en indsprøjtning da ambulancen kom havde de svært ved at få ham ind i bilen men efter nogen tid lykkedes det og den kørte for fuld udrykning nu gik snakken og børnene lyttede og forstod at vognen var kørt op i hestene ned ad kirkebakken og havde forskrækket dem de spængte sig løs og vognstyreren der stod op

blev revet med ud over vognen og havde i faldet fĂĽet en jernstang fra vognen ind igennem sig vi gik hjem i mange dage efter kunne vi hĂ¸re mandens skrig jeg vil hjem jeg vil hjem

Hestevognen

Bag huset var haven en stor køkkenhave græsplæne blomsterbede et vildnis med træer buske og gange og vi kaldte det urskoven og savannen og legede der efter skoletid så tit vi kunne vi måtte lave huse grave og kravle i træer vi lånte tomme Odense æggekasser i Brugsen og byggede borge vi var indianere på krigsstien

med vore hjemmelavede tomahavker af træ og flitsbuer med pile vi delte os op i stammer og bekrigede hinanden en tomahavk ramte en af indianerne i nakken med spidsen og han blødte det så voldsomt ud for han havde en hvid hjemmestrikket bluse på i bryggerset ordnede mor blusen og fik lappet hullet så legen kunne fortsætte i lånt trøje og inden den uheldige indianer skulle hjem og spise var blusen tør og den farlige leg

blev heldigvis ikke afslĂ¸ret

Urskoven

Legen var vores helt egen opfindelse vi fandt p책 noget nyt hver gang vi var sammen i leg og landsbyens rum var vores legeplads at boltre sig frit i uden de voksne de s책s kun ved spisetid og n책r der ved uheld var brug for dem ellers ikke

Vi mødtes i toget efter skoletid løb rundt i gangene for at komme væk fra de andre og så fandt vi en tom kupé trak gardinerne for ruderne og satte os forventningsfulde ved siden af hinanden tog hinandens hænder så ind i hinandens øjne og så skete det vi kyssede dybere og dybere og jeg lod hånden gå fra hendes knæ op til hendes

trussekant og berørte hende og hun lagde hånden på min buks og begyndte at gnide mig og sådan blev vi ved opslugte af hinanden til den nysgerrige kontrollør kom og det gjorde han hver gang

Togkupeen

En nytårsaften holdt vi fest for os selv mens alle forældre selv var ude til fest de havde stillet lidt øl og vin til os men vi havde selv organiseret udenom så der var hvad der skulle til og en af pigerne blev fuld fordi jeg hjalp til og havde hemmelige planer med hende men hun blev dårlig fik ondt i maven og kvalme og jeg så hvor det bar henad og tog min papirfez

og holdt den hen til hende så kun kunne brække sig ned i den og det gjorde hun helt op til kanten og så bar jeg den forsigtigt igennem stuen og de larmende og dansende igennem køkkenet ned ad havegangen og ud på den lille bro og over åen brast den lige ned i åen i det rindende vand

Dagene inden nytårsaften var fuld af eksperimenter op til den store aften vi udvidede det købte med ekstra forstærkninger om en lille bombe kom vi en rulle sejlgarn stramt bundet og afprøvede den henne i krydset under gadelyset som var gået ud fordi vi havde ramt det med et fint skud fra en luftbøsse sådan var en halv snes lamper lukket ned til nytårsmørket

så vi kunne se effekten af vores krudt sejlgarnsbomben forskrækkede os som senere de voksnes store bomber de blev ved at bygge vi nøjedes med denne der efterlod et krater i asfalten og drenge der slog hundredmeter rekorden i løb væk fra åstedet hen til landsbyens park vore de ældre drenge eksperimenterede med blå kanonslag én skilte en cykelpumpe og kom kanonslaget ind tændte det og vi hørte braget og så drengen humpe rundt

og tage sig til benet en metalstump havde ramt ham og han m책tte p책 sygehuset vi andre kom hjem og sprang ind i det nye 책r i sengen

Kanonslag

Den frosne å som strakte sig langs byen kilometervis igennem landskabet ud til havet havde han leget i fra han var lille og nu gjorde han en dag forsøget og skøjtede udad på åens frosne overflade igennem ukendt og smukt bugtende landskab som trak ham længere og længere ud på turen han tænkte på tiden og glemte den igen og endte helt ude hvor hans drømmes længsler mødte ham det frosne hav

den store skøjtebane og han så på den og den trak han gik ud på isen og skøjtede på havet hele aftenen helt alene

Ishavet

Ude på havet og alene på skøjter og mens månen skinnede ned på ham indfandt sig en dyb ro som han aldrig nogen sinde skulle glemme dette spejlglatte frosne ishav under hans fødder og så langt øjet rakte en skønhedsoplevelse der gennemrullede ham han skøjtede som han aldrig før eller siden skulle komme til og bedre end han var i stand til alt kunne lade sig gøre et lille vrid drej med skøjten og den lystrede han var helt hengiven til en lykkefølelse

han aldrig havde oplevet magen til så da trætheden indfandt sig og han vendte hjemad inden uroen greb om sig i hjemmet over hans fravær han ville kunne forklare turens længde men ikke dens langtrækkende virkning og betydning

Opstandelse var der naturligvis da han sent på natten kom hjem moderen havde ikke lukket et øje men været oppe og faderen var også oppe og tog imod ham da han kom listende ind han havde ikke forberedt sig på at moderen græd hun havde været urolig og vidste hvor farligt havet og isen var og skulle have sin vrede

angst og bebrejdelser ud og så stilnede uvejret og han så på faderen at der var en lille sprække af forstående velvilje og han lod den trætte opdagelsesrejsende gå i seng og få hvilet ud vejret var slået om og varmere vinde på vej

En aften havde han besøgt en af kommiserne på værelset og gik henover loftet i mørke hen til lemmen som lå over trappen og han bøjede sig ned i mørket efter hægslet at tage fat i for at løfte lågen op så han kunne føle sig ned ad trappen men der var intet hængsel og ingen låge og intet andet end det sorte hul der sugede og sugede ham nedad da han mistede balancen og faldt ud i mørket

Han lå på køkkenbordet og hørte en stemme grædende sige jeg mister ham og han var langt væk og faldt hen igen og svævede i mørket mærkede noget koldt på panden og hørte stemmen igen og igen langt væk fra og så tydeligere og tættere den blev ved med at jamre og han blev løftet ind i stuen og lagt på en sofa og hørte igen stemmen der manende kaldte og kaldte på ham

men han var for træt til at kunne svare og ville bare sove og sove så træt var han at han ikke kunne vågne efter faldet ned i mørkets sorte hul

Da han vågnede følte han at han havde været ude på en lang rejse han var fortumlet og fik fortalt gang på gang hvad der var sket og at han var faldet direkte ned i mørket havde slået sig bevidstløs fordi lågen ikke var lukket sådan som den altid var eller skulle være men ikke var da han kom og faldt ned i mørket og slog sig bevidstløs og blev båret væk og forsøgt vækket

på køkkenbordet i hjemmet i stuen i barndommen med efterfølgende stilhed omkring hvad der var sket og glæde over at han var der endnu og ikke havde taget skade i hvert fald udvendig men indeni følte han sig anderledes og turde ikke i lang tid fortælle om det til nogen for han var anderledes og måske ikke rigtig klog efter faldet

for han havde hørt at folk blev anderledes når man kom koldt på panden efter et slag og et hårdt fald så han lod være med at fortælle sine forældre at han var anderledes og det slog han sig til tåls med at være

I en drengeskole i Odense lærte vi disciplin på den hårde metode mødte voksnes råhed overfor børn vi gik i lige rækker tavse ind i klasserne ellers vankede der ørefigner vi lavede kun sjov når vi hævnede os knaldperler under katederet eller åbent blækhus i lærerindens taske på trods lærte vi når vi alligevel var der men blev standset af

vold og uforstand og nogle dårlige lærere uden kærlighed til børn en lærer læste historier for os for i næste time at gå amok i salen hvor vi havde sangtime en elev sang muntert sit særlige omkvæd ka’ du li’ røget sild og læreren hørte det standsede sangen og bad eleven hente spanskrøret i lærerværelset og sætte plinten ind foran os alle og så bede drengen lægge sig på den

med bagen ud mod os mens han slog og slog og slog og slog ham frøs vi over mødet med vor første voksne terrorist der uforståeligt slog og slog på et barn

Skolen

Konfirmations tidens forberedelser foregik i et kor i en kirke hos en svovlprædikant der talte skræk og rædsel ind i os ubefæstede sjæle at bande var syndigt og kræften ville æde os hvis vi brugte de ord som vi gjorde og vi sad rædselsslagne og forestillede og kræftsvulster så store som blomkål vokse ud i vore dunkende nakker om aftenen sov vi ind

til mareridt om hvad der kunne ske os fordi vi havde brugt et ord vi ikke forstod men som kunne bruges mod noget det var for galt kraftedeme

Kirken

Der var i gymnasiet en lærerinde som kunne sit historiefag men ikke kunne samle elever op som manglede elementær viden hun kunne ikke fordrage dem og viste det ved uvilje hvorfor var de her de var forstyrrende hun hånede dem og hængte dem ud pressede al sund fornuft ud af dem så de kom bagud og senere som voksne selv måtte indhente det mistede og forhadte fag en dag var han oppe og blev heglende overhørt

og hængt ud foran sine klassekammerater og så besvimede han og blev båret ud ved eksamen bestod han men fortrængte i årevis episoden indtil han mødte hende ved et 25 årsjubilæum og da brød de samme følelser op igen og han blev sat tilbage i tiden og genoplevede smerten hun var den samme uforandret havde ikke lært noget ikke forstået hvordan hun havde skadet med sin undervisning men han tav for nu var det længe siden og tiden havde forandret ham men ikke hende

LĂŚrerinden

Skolen handler også om små mennesker drenge og piger der er ved at udfolde sig indefra en alfeverden af fantasier vokser de op i voksnes uforstand og taber langsomt men sikkert i det møde en del af deres evner og forstand og så er de voksne formede færdige og brugbare i voksenverdenen

men inde i barndommen sidder en ressource af fantasi og kreativitet som bare skal understĂ¸ttes for at folde sig ud og blomstre

At gå i sine egne fodspor tilbage i tiden ned til rødderne og bevæge sig rundt i svundet og glemt stof at fravriste tiden glimt af levet liv i en tåget og dog klar erindring om vigtigheden af at alt er hændt og sket i tæt forbindelse med barndommens land

Tommy Flugt (Født 1941) medlem af Dansk Forfatterforening og Dansk PEN. Har udgivet digtsamlinger, erindringer, romaner, fotobøger og kortfilm. Udgiver Aurora Tidsskrift for Kunst og er optaget af lyrikken og sprogets korte form. Debuterede i Gyldendals tidsskrift Vindrosen i 1969. Medlem i Røde Mor fra 1969-73. Universitetsstudier i litteratur og filosofi og underviser på voksenuddannelsescenter i 35 år. Hjemmeside: Auroraordhave.dk Email: tommyflugt@gmail.com Nostalgi: fra græsk nostos 'hjemkomst' og afledning af algos 'smerte'