LIVET FORSTÅS FORLÆNS Kaspar Colling Nielsen

L I V E T F O R S T Å S FORLÆNS…

DYSTOPIER ER FREMTIDSSCENARIER DER KASTER LYS OVER SAMTIDEN

Der er dystopier alle vegne: NYE PENGE I litteraturen, film og TV, Et eksempel på kapitalforvaltningens væsentlige rolle endda i teatrene. Genren er i udviklingen af samfundet er boligpriserne. Alle indikke længere en lille underbyggere i de store byer er i dag gældsatte til op over kategori af sci-fi forbeholdt begge ører. Bogligpriserne bunder i en stigende eftersortseende nørder, men spørgsel, men også i at private banker i dag har lov til er blevet en mainstream at producere penge, når folk optager boliglån. Det er genre der storsælger. Man ikke en konspirationsteori, men et helt faktuelt forkan pege på tidens dystohold. Hvis du ikke tror mig, så læs artiklen, der ligger piske tegn som forklaring: gratis på nettet: ”Money Creation in the 21-Century” klimakrisen, Trump, fascismens genkomst i Europa, af Bank of England, hvor fænomenet beskrives indflygtningekriser osv., men jeg tror der er noget mere gående. Kun omkring 4% af pengene i vores moderne grundlæggende på spil. samfund er skabt af Nationalbanken, resten laves af

AFKOBLING AF BEFOLKNINGEN OG DEMOKRATIET har lov til at spejle lånet med en kredit, der ikke fandDen nulevende tyske filosof Peter Sloterdijk har fortes før – altså nye penge. muleret en beskrivelse af vores tid, der giver en forklaring på dystopiens succes, som jeg i hvert fald har Penge opstår af lån. En del af pengene, som banfundet interessant. Sloterdijk mener at der er sket en kerne skaber, skal de holde som sikkerhed, men en afkobling af befolkningen i forhold til samfundsudvikdel af dem, må de investere i aktier i firmaer over lingen. Det kan virke som en underlig pointe, i en tid, hele verden. Det bryder med den traditionelle rolle hvor folk, som ikke før havde en stemme, nu ytrer sig banker havde, hvor de agerede mellemmand mellem om alt mellem himmel og jord på de sociale medier, folk med penge og folk der ville låne penge. Banken men alligevel har han en pointe. Ifølge Sloterdijk var bestemte, hvem der måtte låne penge ud fra en befolkningerne den væsentligste progressive kræft, risikovurdering, og renten var prisen for pengene. I der drev udviklingen af samfundet i det tyvende årdag, låner vi ikke penge af andre kunder, når vi låner hundrede. Det gjorde vi gennem politiske kampe på penge. Banken skaber pengene, når vi låner dem. Den arbejdsmarkedet, i medierne og i parlamenterne, om del af kapitalen, der er tilovers, når banken har holdt det drejede sig om indførelse af mindsteløn, bedre en del som sikkerhed, investerer de som sagt i aktier arbejdsforhold, rettigheder til kvinder, lige løn, et mere og dermed giver de dem tilbage til samfundet, prosocialt retfærdigt eller mere frit samfund etc. Dette blemet er blot at kun ca. 15% af investeringerne går folkelige engagement var forankret i moralske holdtil virksomheden, mens 85% går til aktionærerne. Der ninger og ideer og rodfæstet i politiske ideologier. foregår således i dag en overførsel af kapital fra al

Ifølge Sloterdijk er det i det 21. århundrede teknologiog rigere global elite, på et niveau som ikke kan være udviklingen og kapitalforvaltningen der er de progresovergået i verdenshistorien. Så hvis du undrer dig sive kræfter, mens vi, som befolkninger, men også over, hvor alle de fantasilionerne i verden kommer fra, politikerne, der repræsenterer os, er henvist til en så kommer de altså primært fra vores boliglån. Ingen observerende og adapterende rolle. Lad mig komme politikere har ønsket det skulle være sådan. med to illustrative eksempler ud af mange mulige. private banker, når nogen optager et lån, fordi banken mindelige mennesker via boliglån, til en stadig mindre Google, altså bare ét enkelt firma, har i løbet af en peDet er ikke et politisk designet system, men et syriode på blot ti år vundet alle reklamemidlerne i hele stem der er opstået af dereguleringer og kapitalens verden fra de traditionelle nyhedsmedier og dermed frie bevægelighed over alverdens grænser. Problemet udhulet deres økonomiske fundamenter og svækket er erkendt også af vores politikere, men det er næsten disse helt afgørende demokratiske institutioner med umuligt at gøre noget ved det. Hele verden hænger de implikationer det nu vil få for vores demokratier og finansielt sammen, og hvis man regulerer de danske den demokratiske debat. Det er blot et eksempel ud banker hårdt, og indskrænker deres mulighed for at af mange andre på hvordan teknologi forandrer vores skabe nye penge via boliglån, så vil de i løbet af få samfund. uger blive opkøbt af udenlandske banker, som ikke

KASPAR COLLING NIELSEN

Kaspar Colling Nielsen, født 1974, debuterede som forfatter med Mount København i 2011. I 2013 udkom opfølgeren, fremtidsfortællingen Den danske borgerkrig 2018-24. Begge værker befinder sig i grænselandet mellem roman og novellesamling, hvori det groteske, tragikomiske og samfundssatiriske sammenflettes i unik fortællekunst. I 2017 udkom Det europæiske forår, og i oktober 2019 udkom Kaspar Colling Nielsen med fortællingerne Dengang dinosaurerne var små. Kaspar Colling Nielsen har læst filosofi på SDU og er cand.merc.fil. fra Copenhagen Business School. I 2019 blev han taleskriver i Klima- og Energiministeriet.

er ligeså hårdt regulerede og dermed rigere. Omvendt ville det også været komplet umuligt at indføre globale bankregler, som kan gælde i alle lande uden undtagelse. De bevægelser kapitalsystemet og techvirksomhederne skaber i vores samfund har større effekter end selv de største politiske reformer.

KONTROLTAB OG IDEOLOGISK INDIFFERENS Når vi, som befolkninger ikke længere driver samfundsudviklingen, er det i første omgang udtryk for et demokratisk problem og et oplevet kontroltab – en fornemmelse af magtesløshed. Men det betyder også at udviklingen ikke er funderet i befolkningernes behov og politiske ønsker om en bedre fremtid. Faktisk er udviklingen per definition ikke-normativ - indifferent. Der følger hverken et menneskesyn eller en politisk ideologi med en smartphone, sociale medier, droner endsige de finansielle markeders måder at operere på. De nye teknologier vil intet andet end at findes og udbrede sig og ingen, selv ikke Google og facebook, aner hvilke implikationer deres nye dimser vil have. Konsekvensen af denne afkobling kan blive, at folk i sidste instans kan miste troen på demokratiet. De mest markante demokratiske diskussioner handler da heller ikke om samfundets grundlæggende indretning, men er mere eller mindre sekteriske debatter af identitetspolitisk karakter. Den demokratiske debat er blevet henvist til en lille identitetspolitisk sandkasse i udkanten af samfundet, hvor vi kan lege, at vi diskuterer noget vigtigt, men hvor intet har særlig stor betydning. Det er ikke fordi jeg anser de identitetspolitiske diskussioner for uvæsentlige, men de burde ikke være de mest markante, og at de er det, er udtryk for en demokratisk krise. Måske var det fx produktivt i højere grad at diskutere de sociale og økonomiske forhold, sorte amerikanere lever under, end deres hudfarve.

DEMOKRATISK KRISE Vores vestlige demokratier gennemlever også en anden slags krise i øjeblikket. Efter 1989 troede de fleste, at vores samfundssystem og vores værdier ville brede sig ud over verden som et rationelt lys, fordi vores samfundssystem var dominerende og det mest succesfulde. På samme måde havde vi en forestilling om, at flygtninge og indvandrere, der kom til Danmark automatisk ville blive sekulariserede og totalt assimilerede i løbet af en halv til en hel generation. Så sikre var vi, at vi slet ikke havde integrationsprogrammer i Danmark i 90’erne, men introduktionsprogrammer til det danske arbejdsmarked. I løbet af de seneste tyve år har vi lært, at vores kultur ikke trumfer alle andre kulturer, men at folk der kommer til Europa tværtimod holder fast i deres hjemlands kultur og kun langsomt knytter an til vores.

Der er andre grunde til de vestlige demokratiers krise. Engang forbandt man vækst og fremgang med demokratiet som styreform. Hvis et tredjeverdensland

ønskede at blive rigere, skulle de blive et demokrati først. Demokratiseringen ville med historisk nødvendighed føre til vækst. Jeg læste endda en videnskabelig artikel på et tidspunkt i 90’erne, der mente at kunne dokumentere, at de områder i verden med den højeste frekvens af bøssebarer, var de steder med den højeste vækst. Selv vores seksuelle normer var produktive. Koblingen mellem de liberale demokratier og vækst er ikke en selvfølge længere. I dag er der diktaturer, teknokratier eller demokratiske samfund, hvor borgerne nyder få rettigheder, som har større vækstrater og mere fremgang end os, og på mange måder har vores vestlige, rettighedstunge samfund problemer med at klare sig i den globale konkurrence. Dystopiens opblomstring er en reaktion på disse kriser vesten oplever i øjeblikket, tror jeg.

SAMFUNDSKRITISK NUTIDS-FREMTID Uanset, hvilken fremtid der fremmanes i en dystopi, så er den udtryk for en nutids-fremtid, både i meget praktisk forstand, fordi ingen kan forudsige begivenhedernes gang, men også fordi temaerne knytter sig til oplevede ting i nutiden, tendenser, som man vurderer er vigtige, fx den øgede overvågning, og hvordan den vil kunne udfolde sig over årene. Målestokken i dystopien, er altid det menneskelige: Hvad det betyder for os? Hvordan det vil påvirke os og vores liv som børn, som forældre, som borgere? Hvordan det vil forandre os og vores syn på verden, vores moralbegreber, kærlighedsrelationer osv.? I dystopien er det menneskelige altid en faktor, som det undertrykte eller korrumperede. Dermed er dystopien altid en kritik.

Man kan selvfølgelig spørge sig selv, hvorfor det overhoved har betydning at udpege visse udviklingstendenser, hvis præmissen er, at ingen kan ændre grundlæggende på dem alligevel? Det er bestemt et paradoks, der knytter sig til visse typer af dystopier, især hvis man oplever dem som advarsler, men det er så samtidig også grunden til, at det tit ikke er produktivt at læse dystopier på denne måde. Dystopier bør snarere opleves som måder at begribe verden på, samfundet, vores liv. Det er fremtidsplateauer, som begynder og ender i nutiden. Man kan ikke forstå overvågningen i samfundet lige nu, uden at forestille sig, hvordan den potentielt kan udvikle sig i fremtiden. Det er umuligt at forstå teknologikonkurrencen mellem stormagterne, hvis man ikke forstår, at fremtidens krige sandsynligvis vil blive udkæmpet med droneteknologi og helt uden mennesker. Dystopier er en måde at forstå verden på og forsøge at begribe, hvad der sker i samfundet lige nu, hvor alting udvikler sig hurtigere end nogensinde og intet synes stabilt.