DU MÅ IKKE FØLGE MÆNGDEN... Mads Brügger

DU MÅ IKKE FØLGE MÆNGDEN I AT ØVE ONDT

AF MADS BRÜGGER, JOURNALIST OG FORFATTER FOTOS GABRIEL HILL

Noget af det bedste der står i Biblen finder man i Anden Mosebog, vers 23:2, nemlig buddet: "Du må ikke følge mængden i at øve ondt." Det var sandt på Moses tid, og det er stadig en god rettesnor. Når folk handler i flok, er det på tide at skrue op for sin kritiske sans, og det gælder især hvis folk vil gøre godt, for ønsket om at ville gøre godt er som bekendt ofte en genvej til det onde.

I foråret og hen over sommeren har vi alle levet i en dystopisk science fiction roman, der udspillede sig i realtid. Når mennesker er under pres søger de instinktivt mod et fællesskab der kan beskytte dem og tilbyde dem sikkerhed. Derfor har gruppetænkningen kronede dage. Sætter man spørgsmålstegn ved gruppens holdninger vækker man flokkens vrede, og derfor skal man mere end nogensinde kende sin besøgelsestid som kritisk tænkende menneske.

Jeg ved det af egen erfaring: Hver gang jeg på sociale medier lufter den mindste smule kritik af regeringen, Mette Frederiksen, Kåre Mølbak eller Søren Brostrøm, bliver der omgående regnet af ved kasse et: "Luk røven, Mads," skriver én. "Hvor er det et trist skulderklap du giver dem som også passer på dig," bemærker en anden. "Jeg sparker tænderne ud på dig, og tæver dig foran dine børn," skriver en tredje. Som en debattør der ikke er sart, og som både har fremkaldt og gennemlevet en masse shitstorme i tidens løb, mindes jeg ikke at stemningen på de sociale medier nogensinde har været så aggressiv og polariseret som den er nu. Man skal virkelig træde varsomt, og det er med angst og bæven at jeg skriver disse linjer. Det er ikke kun meninger som vækker folks vrede. Det er også handlinger. I Berlingske læste jeg en artikel med overskriften "Danskernes Facebook-politi udskammer naboen: 'Hvis du gør sådan her, så kommer vi efter dig'”. Her skriver journalist Laura Kongsmark Schuldt om hvordan de sociale medier er blevet en folkedomstol under Corona-krisen. Folk deler billeder og oplysninger med hinanden af dem som ikke følger reglerne, som for eksempel naboen der holder fest eller en flok unge mennesker som er lidt for tumultariske ovre i parken. Men det stopper ikke med udskamningen og fordømmelsen på Facebook, for som der står i artiklen: "Hos politiet får man i øjeblikket henvendelser fra borgere, der vil gøre opmærksom på personer, de har bemærket i deres lokalsamfund. Blandt andet ringer borgere for at anmelde mennesker, de mener bryder den såkaldte forsamlingslov om ikke at samles mere end ti personer i det offentlige rum."

Denne omsiggribende sociale kontrol og den tilhørende fjendtlighed overfor helt normal magtkritik fik mig til at tænke på et enormt interessant indlæg jeg faldt over i den britiske avis The Guardian. Under overskriften "Hvad historien kan lære os om at bygge et smukkere samfund efter Corona-krisen", skriver forfatteren og filminstruktøren Richard Power Sayeed om hvordan Den Spanske Syge påvirkede Spanien tilbage i starten af det forrige århundrede. "Da influenzaen nåede den iberiske halvø reagerede landets magthavere med et svar som reflekterede deres reaktionære mål. I sin bog om udbruddet i Spanien, viser historikeren Ryan Davis hvordan politikere, doktorer og journalister forsøgte at kontrollere de uhygiejniske masser med et sanitært diktatur. I Galicien gik politiet på husbesøg sammen med læger, og i Murcia blev der etableret ungdoms-juntaer som havde til formål at slå ned på brud på sundhedsreglementet," skriver Richard Power Sayeed.

I dagene efter nedlukningen af Danmark, forsøgte regeringen at få indført ved lov, at sundhedsmyndighederne kunne få adgang til folks hjem uden en dommerkendelse. Her satte Folketinget trods alt hælene

i, og lovforslaget blev droppet, men regeringen har aldrig begrundet hvad rationalet bag denne skræmmende ide var. Og desuden kan man undre sig over at regeringen overhovedet kan få den tanke, at ville trænge ind i folks hjem uden en dommerkendelse.

Så derfor spørger jeg, helt åbent og ærligt: Er danskerne lige nu statister i en generalprøve til hvordan Danmark vil se ud i et diktatur? Tag for eksempel sagen med de hvide telte som i foråret pludselig dukkede op i Fælledparken i København og andre byer. I flere dage måtte hverken Folketinget eller offentligheden få at vide hvad formålet med disse telte var, og det virkede nærmest som at selve hemmelighedskræmmeriet var pointen med hele øvelsen. I stedet for et frit og åbent samfund er vi pludselig i skred mod et lukket og mørklagt ét. Hvis den amerikanske præsident Thomas Jefferson har ret i at "information er demokratiets valuta", er der ved at være lavvande i kassen.

Samtidigt arbejdes der både i og uden for Danmark hastigt på at få folk til at installere applikationer på deres mobiltelefoner så man kan følge deres gøren og laden, og hermed monitorere om de kommer i forbindelse med smittede. Eller som i andre og mere topstyrede lande, simpelthen at tiltvinge sig adgang til folks elektroniske fodaftryk.

Der er mange gode argumenter for hvorfor elektronisk overvågning af befolkningen på et hidtil uset niveau er nødvendigt hvis vi skal pandemien til livs, og selvom jeg kan tage fejl, tror jeg ikke vores nuværende regering vil misbruge de enorme datasæt om borgerne, som de før eller siden vil få fingre i. Men potentialet for misbrug vil være enormt, og hvem kan vide om en fremtidig regering ikke vil falde for fristelsen til at forbinde nogle af disse datapunkter, og hermed skaffe sig adgang til en viden som kan få katastrofale konsekvenser for demokratiet?

Så hvad gør det kritisk tænkende menneske så? Personligt finder jeg fred og inspiration i at tænke på en af mine helte, nemlig teenagepigen Clarisse McClellan. Hun optræder i Ray Bradburys science fictionroman Fahrenheit 451, som omhandler en verden hvor bøger er blevet forbudt ved lov. Hovedpersonen er en brandmand ved navn Guy Montag der har som sit arbejde at brænde bøger, og jeg behøver vel næppe at gøre opmærksom på, at der er borgere som ringer til brandvæsenet og angiver dem der læser bøger. Clarisse spiller en lille, men afgørende rolle i fortællingen, i det hun giver Guy Montag et afgørende puf i retning af at tænke dybere over, om det er forkert at brænde bøger eller ej. "Hun vil ikke vide hvordan noget bliver gjort, men hvorfor det bliver gjort. Det kan være meget pinligt. Hvis man spørger hvorfor tilstrækkeligt mange gange, ender man med at blive meget ulykkelig," siger Montags chef om Clarisse.

Hun har med andre ord bevaret sin kritiske sans i en verden hvor kun fladpandede klovnerier er tilladt. En verden hvor der er skruet sindssygt op for tempoet, så meget at reklameskiltene langs motorvejen er 200 meter lange, fordi folk kører så hurtigt, at de ikke ville kunne nå at læse dem, hvis de var normal størrelse. Det tempo er Clarisse McClellan ikke med på. Hun insisterer på at tage det så langsomt som muligt, og det som gør så dybt indtryk på Guy Montag er, at hun netop ikke er ulykkelig. Hun er derimod et menneske som gør menneskelige ting og bruger sine sanser. Hun spørger ham om han nogensinde har bemærket at gamle blade, faldet ned fra træerne, lugter af kanel. Hun går ture i skoven, og samler på sommerfugle. Hun giver sig tid til at tænke over tingene, og når det regner, går hun ud i regnen, og læner hovedet tilbage og åbner munden, og smager på regnen. Hun siger at regn smager ligesom vin, og mens jeg skriver disse linjer går det op for mig at det er år og dage siden at jeg selv har smagt hvordan regn smager, sådan virkelig smagt på det, og jeg er slet ikke sikker på om gammelt løvfald virkelig lugter af kanel, for jeg kan slet ikke huske hvordan det lugter. Men jeg ved, at så længe bare nogle af os giver sig tid til at være lidt mere som Clarisse McClellan vil der være kritisk tænkende mennesker, og alene ét kritisk tænkende menneske kan gøre en stor forskel.

MADS BRÜGGER

Journalist, forfatter og dokumentarist. Brügger har i en årrække været ansat som journalist på Danmarks Radio. Han har modtaget en række priser for sit arbejde bl.a. Kryger-prisen i 2002 for radiodokumentaren Skjoldhøjarkivet. Brügger er især kendt for flere satiriske dokumentarfilmserier bl.a. Danes for Bush i 2004, der beskriver højrefløjen i USA, og Det Røde Kapel, hvor han under dække af at være en kommunistisk teaterinstruktør gav et usædvanligt indblik i det

ellers lukkede Nordkorea. Det Røde Kapel vandt bl.a. dokumentarfilmprisen ved Sundance filmfestivalen i 2010. I 2011 blev Mads Brügger sammen med kollegaen Mikael Bertelsen programchef for Radio 24/7.