Kirkeblad for Havnbjerg Sogn December 2020 - Januar - Februar 2021 • 61. årgang
”For Rosen nu JEG kvæder om kap med Himlens hær…” Om solosang og fællessang ”Giv mig, Gud, en salmetunge” beder vi i Salmebogens nr. 4. Gud hører bøn. Vi har i hvert fald alle hver især fået et næb at synge med. Det er mange glade for, og de kan slet ikke lade være. De synger hvor og når som helst. Andre har det anderledes. De fik måske at vide som børn i skolens musiktimer, at det måske var bedst… Bedst de bare mimede. (Jeg har hørt mange sådanne historier, og hvordan kan man sige sådan til børn?!) Danskerne har været et enormt sangstærkt folk – og med Kingo, Brorson, Grundtvig, Ingemann med flere har vi et nationalt sangmateriale i verdensklasse. Alligevel skriver jeg: ”Danskerne har været….” sangstærke. Siden allersenest 1975 fik sangkulturen dog et grundstød, da den hidtil tætte formelle og ofte også nære sammenhæng mellem kirke og skole blev brudt. Lokalt forblev samarbejdet alligevel ofte godt, fordi gode kræfter i skole og kirke insisterede på at holde sammen, hvad skolepolitik søgte at adskille. Der har altid været dem, der sang særligt godt – ”som en engel” – og altid været dem, der sang mindre godt. Og der har været plads til begge. Med tv’s sangtalent-konkurrencer og nok især med ”X-Faktor” programmet er rummeligheden blevet mindre. Ganske vist gav ”X-Faktor” os stadig de bed-
ste og de værste, men de bedste beundres, mens de værste er og skal være til grin. Det kræver konceptet. Budskabet går ind hos børnene: ”Enten skal du være en stjerne – eller også skal du holde din kæft!” Et meget effektivt og sørgeligt budskab. I konfirmandforberedelsen har jeg kunnet se et før og et efter ”X-Faktor”: Konfirmanderne efter ”X-Faktor” har været mere bevidste om deres sang og synger helst ikke, så det høres. Konfirmanderne før sang langt mere og også højere – og de sang derfor også bedre. Corona har gjort mange ting. Hvis vi holder os alene til det smukke hus på bakken – kirken – så blev det en overgang helt lukket. For første gang i Danmarkshistorien blev der ikke fejret påskegudstjeneste. Begravelser og bisættelser var med begrænset følge. Først 24, så 48. For nylig havde vi dog en bisættelse med cirka 120 mennesker i følget. Var det en overtrædelse af Corona-reglerne? Nej, slet ikke, men der var ikke fællessang. Kun kirkesangeren fik ”luftet” sin salmetunge. August så også afviklingen af to konfirmationer i Havnbjerg kirke. Der var også mange mennesker med, og heller ingen fællessang. Ligeså har jeg – andetsteds i landet – haft en vielse, hvor der kun var solosang.