Kirkeblad for Havnbjerg Sogn Marts – April – Maj 2022 • 62. årgang
At sige verden ret farvel Et forhold i vores liv, der ikke er til at komme udenom – når først vi er her, skal vi også herfra engang. Døden indhenter os alle før eller siden. Menneskets forhold til døden har været meget forskelligt gennem tiderne. Herskere, konger og stormænd/kvinder byggede pyramider, mausoleer, stendysser, kapeller. Mere almindelige mennesker havde også der ideer til, hvor og hvordan livets sortie skulle forløbe. Fra at være noget man forberedte og tog stilling til længe inden det overhovedet var slut, har døden i mange år været tabu og et emne man ikke taler om. Døden kan også være tabubelagt, det er noget vi ønsker at skubbe fra os og helst ikke vil tænke på. Men døden er et faktum i vore liv, den er uundgåelig og derfor bør den også tages alvorligt. I mit arbejde som sognepræst står jeg omtrent ugentligt over for familier, der har mistet et familiemedlem. Rigtig mange står famlende overfor, hvad der skal ske, begravelse eller bisættelse, hvilke salmer skal man synge, skal der medvirke en præst, hvad med gravsted?
Spørgsmålene vælter ind over disse mennesker, som i forvejen er i sorg. Både bedemand og præst er selvfølgelig behjælpelige, men alligevel kan man ofte føle, at de pårørende til en afdød helt er på ”Herrens mark”. Jeg opfatter højtideligheden i forbindelse med begravelse eller bisættelse som en slags fest, nuvel ikke sådan et gilde eller bal, men dog en fest. Langt de fleste mennesker har haft en dejlig og indholdsrig tilværelse og er elsket og savnet af deres kære. Derfor skylder man også de afdøde at gøre noget ud af deres, med et gammeldags ord, ligfærd. Af og til har den afdøde selv gjort sig notater fx i salmebogen, hvor der er kryds ved alle yndlingssalmerne. Det kan også være i deres bibel, hvor der er markeret ved nogle tekststeder. Og endelig har afdøde eventuelt sagt eller nedskrevet, om man ønsker at blive begravet eller brændt. En del udfylder det lille hæfte ”Min sidste vilje”, som man kan få hos bedemændene/begravelsesforretningerne. Nogle har reserveret gravsted eller ytret ønske om, at deres aske skal i fællesgraven, det vi førhen kaldte ”De ukendtes”.