Aterlierhusene

Atelierhusene

Af Viggo Møller Jensen

Arkitekt professor Viggo Møller Jensen stod bag opførelsen i 1942-43 af Atelierhusene, Grønnemose Allé. Mange vil huske hans foredrag ved omvisningen i kunstnerboligerne i 1995. Viggo Møller Jensen, der nu er 94 år gammel, har skrevet Atelierhusenes historie.

De karakteristiske Atelierhuse spejler sig i den lille sø som ligger op til to af de tre rækker af huse. Den tredje række ligger umiddelbart ud til Utterslev Mose.

vanskelige boligforhold for kunstnerne

Ide og begyndelse (1942)

En lille gruppe bildende kunstnere, billedhuggere og malere, som jeg kendte, drøftede så tit vanskeligheden ved at få ordentlige arbejdsrum til deres produktion og rimelige, selv beskedne, boliger for deres lille familie. I Akademikælderen, det fælles spisested, skitserede vi på papirservietten mulige og umulige løsninger. De to billedhuggere Poul Søndergaard og Johan Galster var dem, der gik mest op i tanken om at søge en lille ny bebyggelse med atelierhuse opført. Det gjaldt om at finde en egnet grund i kanten af København, smukt beliggende med gode trafikforbindelser og ikke for dyr. Og så at finde en bygherre evt. i form af et boligselskab, som turde gå ind i denne vanskelige opgave.

Ved henvendelse i stadsingeniørens afdeling på Rådhuset fik jeg kontakt med ingeniør Poul Vedel (den senere stadsingeniør), som fortalte mig, at en gartnerigrund tilhørende torveinspektør Rannow (Grundejerforeningens første formand; redaktørens tilføjelse) var ved at blive delt ved gennemførelsen af vejen Andemosevej, nuværende Grønnemose Alle ved Utterslev Mose; den burde jeg se på og samtidig tale med ejeren. Jeg fik de to billedhuggere med derud, og vi fandt grunden helt ideel til ”vort projekt”.

Jeg gik derefter op til direktør Rasmus Nielsen, Foreningen Socialt Boligbyggeri, med en bebyggelsesskitse til Utterslev Mose-grunden. Den venlige direktør syntes, ideen var spændende, men vanskelig, og lovede dels at tale med grundejeren og at se på realiseringsmulighederne. Og i de følgende måneder, medens mine skitser fik fastere form, blev sagen støttet af min tidligere Akademilærer professor Ivar Bentsen, som sad i FSB’s bestyrelse og af foreningens sekretær cand.jur. Jørgen Sindballe, der jævnligt holdt mig underrettet om sagens forløb.

Tegneren Alex Secher boede i mange år i Atelierhusene som han naturligt nok i flere tilfælde har anvendt som motiv.

Realiseringen (1942-43)

Jeg ansatte den unge arkitektstuderende Jørgen Stærmose (senere Kgl. Bygningsinspektør i Odense og arkitekt for Rigshospitalet) som min medarbejder, og vi gennemprojekterede de tre hustyper til mindste detalje.

For at vise Boligforeningen behovet for de påtænkte kunstnerhuse havde vi på en liste fået indtegnet ca. 40 evt. beboere blandt bildende kunstnere.

Grundens bebyggelse ville kun give plads til ca. det halve – og vi regnede jo også med, at ca. halvdelen ville falde fra.

I samarbejde med Poul Søndergaard og Johan Galster og et par andre, udformede jeg tre boligtyper, større, mindre, mindst, som med 7 huse i hver kategori, i 3 rækker danner bebyggelsesmønstrets 21 huse. Ved husenes planlægning var det bestemmende, at atelieret på ca. 40 m2 skulle have ovenlysvindue ca. 10 m. mod nord, nordøst, at der blev direkte adgang ad fløjdøre udefra og adgang til et depotskur. Ved forskydningen af atelier og bolighus i de to store typer, opstår gårdspladsen til atelier og boligindgang og den tilbageliggende udeplads mod haven med havedør fra stuen. De små huse har halvtrappe op til stue med havedør, til balkon og halv trappe ned til køkken og bad. Medens de 7 små huse har en fælles grønning mod syd, foran de hævede træbalkoner, har de 14 større huse egen have mod vest. I dag føles manglen på parkeringspladser – dengang havde ingen af beboerne jo bil og kunne næppe drømme om at få det.

Efter en indbudt licitation blev arbejdet overdraget murermester I. Th. Olsen, Lyngby og tømrermester P. Jul Hansen, Rødovre og en række mindre mestre. Ingeniør for bebyggelsen var ingeniørfirmaet Glud og Ellern. Og havearkitekten C. Th. Sørensen tog sig af med nænsom hånd at fælde det nødvendige og supplere med hække og hegn. Et forudset problem ved grunden var, at man måtte pælefundere for de små huse ved ”dammen”; der blev rammet ca. 8 m. lange betonpæle og udført armering i fundamentstøbningen. En senere grundvandsstigning medførte nødvendigheden af tætningsarbejder i flere kældre i mellemtypen.

Finansieringen

Finansieringen blev gennemført med statslån, uden kommunegaranti, op til 85%. De fire banker, Amagerbanken, Privatbanken, Handelsbanken og Haandværkerbanken samt forsikringsselskabet Nye Danske af

Snit af de tre hustyper

Københavns Kommune præmierer bebyggelsen

Atelierhusene, da de kort tid efter opførelsen lå i mere åbent landskab end nu.

1864 stillede i fællesskab en 4. prioritet på gode vilkår. De sidste 5%, der repræsenterede beboernes indskud, blev dækket af en kreds af private bidragydere.

Byggeforetagendet modtog derudover på forskellig måde støtte under udførelsen: A/S Ikas forærede moler til indskud, A/S Vølund gav maskinvaskeri og Danske Eternit Fabrik ydede et kontant tilskud.

Ingeniørarbejderne blev projekteret af civilingeniør Jørgen Glud. Det fælles haveanlæg af havearkitekt C. Th. Sørensen.

Benyttelsen

Da nu atelierhusene stod der og blev beboede, fik de meget smukke presseomtaler og interviews med beboerne med billeder af deres virke i husene, ligesom husene blev præmierede af Københavns Kommune.

Ideen at kombinere bolig og erhverv var ny og har vel stort set fungeret godt gennem årene. En uformel kammeratlig omgangsform falder jo naturligt for kreative mennesker.

Den stramme økonomiske ramme for opførelsen bestemte en simpel, karsk arkitektur og et såre beskedent udstyr – kakkelovnsfyring, enkelt lag glas i vinduerne, fyrretræsgulve og kalkede vægge – alt i alt en malerisk ramme for den kunstneriske udfoldelse, men jo nok til gengæld ved sin beskedne komfort i det lange løb en belastning for beboerne. Under besættelsen i 1942 var det ikke noget problem, sådan boede vi jo alle, med koldt vand i hanerne og tørvefyring i kakkelovnen og primus i køkkenet, hvis man kunne skaffe petroleum. Men gennem årene har beboerne selvfølgelig skaffet sig bedre opvarmningsudstyr og forsatsrammer. Egentlige rumændringer er ikke foretaget, men en enkelt beboer har bygget en glasveranda i indhakket mod haven, et par andre blot en glasoverdækning, begge løsninger går beskedent og pænt ind i helheden og bør fortsat kunne tillades udført.