Fra Kirken

Livets perspektiver

Sommeren i Danmark er dejligst! Lyse nætter og solrige dage. I år har budt på byger, der går og kommer, men også på varmerekord i juli måned, så august bliver spændende at følge. Der er ét sted, hvor der efter sigende næsten altid er sol, og det er selvfølgelig solskinsøen Bornholm. På Bornholm i Gudhjem, ligger der et lille museum om kunstneren Oluf Høst (1884-1966). Høst er kendt for sin særlige stil, der er svær at sætte i bås, men som nogle har kaldt lyrisk- realisme. Han holdt af at male ildebrande og sankthansbål, ligesom også sildekonerne og røgerierne var et yndet motiv. Men allerflest gange malede han gården Bognemark. Oluf Høst havde et særligt forhold til denne gård, og da den kom til salg i 1935, købte han den lige for næsen af en anden kunstner Niels Lergaard. Alle kunne nemlig se, at stedet havde maleriske muligheder: udsigt ud over Østersøen til svenske kirkespir, kig gennem vognporten mod vest og de himmelske solnedgange. Og en smuk gammel, næsten sammensunken længe bygget op af strandings-gods og med hvid kalk, sorte stolper, kampesten og stråtag. Sådan ser en dansk bondegård ud. Høst malede gården utallige gange, i al slags vejr og i al slags lys. Han malede gården fra to vinkler. Den mest kendte er; længen på langs af det brede lærred og med vognporten i midten – enten som mørkt hul eller med åben dør hvorfra lyset, ofte aftensolen, kunne falde ind. Oluf Høst var et menneske fyldt af længsler. Han har sagt et sted, at naturen er ren melankoli. Han beskrev flere steder, at når han malede Bognemark, var det som om, han malede noget af sig selv, noget af hans eget indre. I sin dagbog skrev han. ”På Bognemark der maler jeg min egen uro til ro.” Oluf Høst og hans billeder af Bognemark handler om perspektiv. De utallige billeder af gården i al slags vejr og lys er en smuk illustration til Det gamle Testamente Prædikerens lyrisk-realistiske tale om, at alting har sin tid. For alt hvad der sker under himlen, er der et tidspunkt. En tid til at fødes, en tid til at dø. En tid til at plante, en tid til at rydde. En tid til at rive ned, en tid til at bygge op. En tid til at holde klage, en tid til at danse. Med Oluf Høst kan vi sige, en tid til at længes, en tid til at finde ro. Ja, måske er det et grundvilkår for os mennesker, evigt at længes efter at den indre uro vugges til ro, om så blot for et splitsekund. Høst's mange billeder af Bognemark viser, hvordan vores livs forskellige tider fejer hen over os, griber os, skyller igennem os. Der er skumringstid, der er aftenstjernens fred. Der er lyse sommernætter, og der er lange mørke vinterdage, hvor sneen dækker alt på jord. Der er dage, hvor vi bliver stumme af rædsel, når tragedien rammer uskyldige i et indkøbscenter i København, eller når krigen hærger i Ukraine. Livet kan være så skrøbeligt, kan på et splitsekund ændre sig. Vores liv er både gråd, klage og mørke. Men heldigvis også glæde, latter og mildhed. Der er denne livets evindelige vekslen. En vekslen der sættes ord på i kirkens rum. At der af ethvert menneske kan males tusindvis af billeder i skiftende vejrlig, skiftende sindsstemninger, skiftende tider. Som de tusinde billeder af Bognemark. I kirkens rum tales vores uro og fortvivlelse til ro. Og i det løfte får vi mod til at leve det menneskeliv, der nu engang blev vores, i tidernes vekslen mellem mørke og lys, mellem skumringstid og morgengry, mellem lyse nætter og vintermørke. Susanne Munk Hjørlund