Psykosyntesens Sjæl

PSYKOSYNTESENS

sjæl

EN VEJ TIL STØRRE: Frihed, nærvær, power, fokus, flow, overflod og kærlighed

AF KENNETH SØRENSEN

DEDIKERET TIL Roberto Assagioli

PSYKOSYNTESENS SJÆL De syv kernebegreber og veje til større: Frihed, nærvær, power, fokus, flow, overflod og kærlighed

Af Kenneth Sørensen

3

Copyright: Kentaur Forlag 2015 Forfatter: Kenneth Sørensen Trykt hos: Toptryk Grafisk Layout: Tina Kristensen Forsidefoto: Anna Lund Sørensen Bagsideportræt: Are Simensen Kentaur Forlag: www.psykosyntese.dk 1. oplag EAN: 9788792252135 ISBN: 978-87-92252-13-5

4

Bogen er dedikeret til Roberto Assagioli5

INDHOLDSFORTEGNELSE FORORD af Kenneth Sørensen ............................................................................side 7 KAPITEL

I

Psykosyntesens sjæl – de syv kernebegreber......................... side 11

KAPITEL

II

Psykosyntesens personlighedsteori ......................................... side 27

KAPITEL

III Psykosyntesens udviklingsteori................................................ side 41

KAPITEL

IV Disidentifikation – vejen til frihed ............................................ side 57

KAPITEL

V

KAPITEL

VI Viljen – vejen til power .............................................................. side 91

KAPITEL

VII Idealmodeller – vejen til fokus ................................................ side105

KAPITEL

VIII Syntese – vejen til flow ........................................................... side 119

KAPITEL

IX Det overbevidste – vejen til overflod ...................................... side 135

KAPITEL

X

Selvet – vejen til nærvær.......................................................... side 75

Det transpersonlige Selv – vejen til kærlighed ..................... side 151

APPENDIKS A. Roberto Assagioli – en kort biografi .......................................................... side 167 B. Træning – en udtalelse fra Roberto Assagioli .......................................... side 179 C. Assagiolis disidentifikationsøvelse ............................................................ side 182 D. Nærværsmeditation ................................................................................... side 187 E. Skabende meditation på idealmodellen................................................... side 190 F. SoulFlow metoden ...................................................................................... side 192 G. Skabende meditation på intuitive indtryk................................................. side 194 H. Referencer .................................................................................................. side 196

6

FORORD Jeg har siden færdiggørelsen af min MA i psykosyntese (Sørensen, 2008), haft lyst til at skrive en bog om psykosyntese, fordi jeg opdagede en række ubesvarede spørgsmål, som jeg ikke havde tid til at undersøge i den forbindelse. Jeg kunne se, at Roberto Assagioli (1888-1974) kort før sin død havde defineret syv kernebegreber, som han fastslog var essensen af Psykosyntesen. Jeg kunne dog ikke finde litteratur, der uddybede disse begreber ud fra Assagiolis eget værdigrundlag1. Jeg følte derfor, at der fortsat manglede litteratur, der går til kernen af Roberto Assagiolis opfattelse af psykosyntesen.

Jeg havde med andre ord lyst til at skrive en bog om psykosyntesens sjæl, således som Assagioli udfoldede den ud fra sin vision og forskning, men samtidig tilbyde mine egne indsigter fra alle de år, jeg har arbejdet med personlig og spirituel udvikling.

Jeg opdagede også, at hans syv kernebegreber meningsfuldt kunne kobles til syv udviklingsveje, der fører til større Frihed, Nærvær, Power, Fokus, Flow, Overflod og Kærlighed. Det er disse kernebegreber og udviklingsveje, der er hovedfokus i denne bog.

Jeg forstod også, at opgaven ville blive svær, fordi hans psykologi rummer så enorme perspektiver, at man let kommer til at fortabe sig i kosmologiske tanker omkring verdens skabelse og vores plads i den. Assagiolis metafysiske filosofi var dog også et spørgsmål, som jeg begyndte at fornemme konturerne af i forbindelse med min MA-afhandling. Jeg opdagede, at psykosyntesen opfyldte alle de integrale kendetegn, som den amerikanske tænker Ken Wilber definerer i forhold til sit eget begreb om integral spiritualitet. Dermed blev psykosyntesen også placeret inden for rammen af en bestemt filosofisk tradition i historien, som jeg blot ikke havde tid til at uddybe i min MA. Når man læser den psykosynteselitteratur, der kommer efter Assagiolis død, ser man ofte psykosyntesen sammenlignet med en lang række forskellige metafysiske og filosofiske skoler som fx yoga, jødisk mysticisme, gnosticisme, neoplatonisme, teosofi og esoterisme. Det er ikke forkert, for Assagioli var en integral tænker, der inddrog mange forskellige filosofier. Det er dog svært at komme ind til en essens ud fra sådanne overordnede sammenligninger. Jeg kommer derfor ikke uden om at forsøge at besvare det centrale spørgsmål om psykosyntesens metafysik, hvis formålet med denne bog skal tydeliggøres.

1 John Firman (død 2008), har været en af de mest kreative psykosyntetikere, siden Assagioli døde. Han

har behandlet de syv kernebegreber og retter forskellige steder en stærk kritik af Assagiolis ideer og foreslår fundamentale ændringer i Assagiolis personlighedsteori og udviklingsteori. Se Firman 1991 og 2004, samt Sørensen, 2008.

7

I introduktionen til sin bog Psykosyntese – en samling af grundlæggende skrifter finder vi følgende kendte citat af Roberto Assagioli: ”Psykosyntese har ikke som mål og forsøger ikke på at give en metafysisk eller teologisk forklaring på det store Mysterium – psykosyntesen fører frem til døren, men standser her”. (1975, s. 6-7) Samme sted skriver han, at psykosyntesen forholder sig ”neutral til de forskellige religiøse former”, fordi den er baseret på videnskab.

Det er en påstand, man i høj grad kan debattere, for når man har læst de få bøger han skrev, og de artikler som er tilgængelige, så bliver det meget tydeligt, at Assagioli kommer vidt omkring i metafysiske overvejelser. Han åbner døren på vid gab med begreber som kosmisk syntese, emanation, involution og evolution, Atman, Brahman, Universelt Selv etc.

Det ligger fast at Assagiolis tilgang til spiritualitet er teistisk, det vil sige Gud, Brahman, det Universelle Selv, er en realitet for ham. Disse begreber er ikke neutrale, for det bliver svært at bringe en klassisk buddhistisk opfattelse ind under denne filosofiske ramme.

Han var dog først og fremmest et menneske, som selv udforskede det store mysterium, og han gør det tydeligt, at hans psykologi er baseret på hans egne fænomenologiske erfaringer.

Mit bedste bud på den metafysiske forståelse, som Assagioli skriver sine perspektiver ud fra, er evolutionær panenteisme. Det er et begreb, som også Wilber og medstifteren af Esalen Institute, Michael Murphy, bruger til at forklare deres filosofi ud fra. I sin artikel om evolutionær panenteisme viser Murphy, hvordan nogle af historiens største intellektuelle giganter er kommet frem til dette begreb. De har kaldt det forskellige navne, men der er nogle fællestræk som går igen (Murphy, 2012).

Kort fortalt betyder det, at Gud (Brahman, Ånden, den Ene) gennemtrænger og transcenderer universet, således at Gud er såvel transcendent som immanent tilstede i skabelsen. Gud er i alt, men er samtidig større end det skabte univers. Det er gennem evolutionen og dermed også menneskeheden, at Gud udfolder sine iboende potentialer. Den menneskelige sjæl og alle andre væsener er ifølge denne teori ”emaneret” fra Gud eller ”Pleroma,” eller psykologisk set fra Selvet. Emanation kommer fra ”emanare”, som betyder at ”flyde ud fra” Guds overflod eller fylde. Alle væsener er på den måde ”udstrømmet” fra samme guddommelige kilde og ned gennem de forskellige indre bevidsthedsniveauer til den fysiske verden, hvor mennesket glemmer sin oprindelse. Det er den ubevidste/bevidste længsel efter den oprindelige enhed, som ifølge teorien får alle levende væsener til at søge tilbage til kilden, og det kaldes

8

for evolution. Når det evolutionære perspektiv bringes med ind, så bliver hele formålet med den menneskelige eksistens at vågne op til det guddommelige potentiale, som vi er kommet for at udfolde, så vi kan manifestere det på jorden.

Jeg har i forbindelse med udgivelsen af denne bog samlet en omfattende række citater fra Assagiolis bøger og artikler, som jeg stiller til rådighed for den gruppe af læsere, som har lyst til at verificere baggrunden for mine tanker. Min egen vurdering er, at citaterne meget entydigt peger på, at Assagioli har skrevet sin psykosyntese ind i den evolutionære panenteisme. (Sørensen, 2015) Jeg vil løbende i denne bog bringe citater fra Assagioli, som demonstrerer, hvorledes han antager, at Gud som transcendent væren er immanent tilstede i skabelsen, og at universet er skabt og opretholdt gennem involution og evolution. At sjælen eller det transpersonlige Selv spiller en integral rolle i den kosmiske dans.

Betyder ovenstående perspektiver så, at man skal tro på panenteismen for at praktisere psykosyntese? Naturligvis ikke, psykosyntesens ånd og Assagiolis klare holdning er netop at: ”Psykosyntese er en videnskabelig opfattelse og er som sådan neutral over for de forskellige religiøse retninger og filosofiske doktriner og undtager kun dem, der er materialistiske, og som derfor afviser eksistensen af den spirituelle virkelighed”.

(1975, s. 6-7) At Assagioli lader sine egne metafysiske holdninger skinne igennem udelukker ikke, at man som psykosyntese-studerende kan være åben over for alle hypoteser, der måtte fremsættes i forhold til det metafysiske.

Jeg er først og fremmest interesseret i den praktiske anvendelse af psykosyntesen, og hvordan den kan bidrage til at skabe større harmoni, fællesskab og god vilje i verden. Jeg har ikke fundet noget bedre værktøj til at formidle en praktisk spirituel psykologi end psykosyntesen. Jeg har undervist ledere, ingeniører, og praktikere i psykosyntese, og forklaringskraften i Assagiolis enkle ovaldiagram er formidabel. Den samme anvendelighed gør sig gældende i forhold til det psykoterapeutiske håndværk, hvor perspektiverne er lette at omsætte i forbindelse med krisehåndtering.

Det, der gør alle store ideer til netop store, er deres enkelthed. Ud af en umådelig kompleksitet kan uddrages en enkelt essens, som rummer en stor forklaringskraft. Jeg håber, at denne enkelhed vil træde frem i løbet af disse kapitler.

9

Jeg har ønsket at skrive en praktisk bog, som kunne anvendes på uddannelserne i psykosyntese psykoterapi, og som er loyal over for Assagiolis originale opfattelse af psykosyntesen. Da jeg overtog stillingen som faglig leder på Norsk Institutt for Psykosyntese, blev behovet for bogen akut. Vi besluttede nemlig at bygge undervisningen op omkring essensen af Assagiolis syv kernebegreber.

Det er med stor ydmyghed, at jeg går til opgaven, og jeg vil på ingen måde påstå, at denne bog indeholder ”sandheden om psykosyntesen”. Assagioli indrømmede, at han kun havde skabt en begyndelse og han var på ingen måde interesseret i at skabe dogmer. Psykosyntesen er evolutionær og vil derfor fortsat udvikle sig, men den er også baseret på nogle grundlæggende antagelser, som jeg vil tage afsæt i.

Nærværende bog er derfor mit forsøg på, efter bedste evne, at finde ind til kernen af den enestående psykologi, som Assagioli startede for over 100 år siden. Her står jeg naturligvis i gæld til alle de psykosyntetikere, der er gået før mig, Piero Ferrucci, Diana Whitmore og John Firman for blot at nævne nogle af de vigtigste. Jeg vil naturligvis også tilbyde mine egne indsigter fra såvel min praksis som psykosyntese psykoterapeut og min spirituelle praksis gennem mange år.

Roberto Assagioli var meget tidligt ude med sine tanker om psykosyntese2. Han var en begejstret tilhænger af psykoanalysen, men allerede i 1910 kritiserede han visse elementer af Freuds teorier i sin doktorafhandling om psykoanalyse, som han i øvrigt kaldte psykosyntese.

Han præsenterede løbende sine ideer i forskellige tidsskrifter fra denne tid, og i 1934 publicerede han for første gang et overblik over psykosyntesen. Han er dermed flere årtier forud for den humanistiske og transpersonlige psykologi, som først så dagens lys i 50erne og 60erne. Assagioli var med andre ord aktiv bidragyder til ikke mindre end tre revolutioner i psykologien, den psykoanalytiske, den humanistiske og den transpersonlige psykologi.

Det er en formidabel arv han giver videre til alle os, der er blevet inspireret af hans arbejde. Jeg håber at mit bidrag kan kaste nyt lys over den arv og tage den videre til nye evolutionære muligheder.

Afslutningsvist vil jeg rette en stor tak til Gunnar Hansen og Annabritt Jakielski for korrekturlæsning af bogen.

Kenneth Sørensen, København, 2015

2

10

Se biografien om Roberto Assagioli i appendikset

KAPITEL I

PSYKOSYNTESENS SJÆL – DE SYV KERNEBEGREBER

” ”

Selvom psykosyntesen tilbydes som en syntese af forskellige terapier og uddannelsesmæssige tilnærmelser, så er det vigtigt at huske, at den har sin egen originale og centrale essens.

(Assagioli) Jeg har kaldt titlen til denne bog for Psykosyntesens Sjæl, fordi psykosyntesen er kendt som en ”psykologi med sjæl”. Den etymologiske betydning af ordet psykologi betyder læren om sjælen, men hvor almenpsykologien i vid udstrækning afviser sjælen som en spirituel essens, dér sætter psykosyntesen den i centrum. Jeg har dog også valgt denne titel, fordi det er et forsøg på fra min side, at identificere hvad der er kernen, essensen eller selve sjælen i psykosyntesen.

Psykosyntesen er så omfattende og inklusiv i sin fremstilling af mennesket og den spirituelle rejse, vi er på, at det er nemt at miste overblikket over de helt centrale antagelser i psykosyntesen. I Roberto Assagiolis første bog, Psykosyntese – en samling af grundlæggende skrifter, træder det tydeligt frem, at han inddrager mange forskellige ideer og psykoterapeutiske teknikker fra mange forskellige retninger. Det kan nemt skabe en forvirring og måske endog en antagelse om, at stort set alt kan betragtes som psykosyntese.

I et berømt interview med Assagioli kort før han døde i 1974, blev han spurgt af Sam Keen, en redaktør på Psychology Today: ”Hvad er begrænsningerne ved psykosyntese?”

Assagioli svarede: ”Jeg vil besvare spørgsmålet på en paradoksal måde. Begrænsningen ved psykosyntese er, at den ikke har nogen begrænsninger. Den er for omfattende og dybtgående. Dens svaghed er, at den accepterer for meget. Den ser for mange sider på samme tid, og det er dens bagside”. (Keen, 1974)

11

PSYKOSYNTESENS SJÆL

Det er en utrolig rammende udtalelse, fordi psykosyntesen netop er så integrativ. Den er et forsøg på at inkludere Østens dybe visdom om Selvet med den moderne vestlige psykologi og dens indsigt i det ubevidste.

PSYKOSYNTESENS OVERORDNEDE IDEGRUNDLAG Der er imidlertid en række centrale kerneideer, som går igennem alt hvad Assagioli skriver; en rød tråd, som binder hele historien sammen, og det er: syntese, bevidsthedens evolution, energipsykologi og åndens manifestation. Disse perspektiver er netop indeholdt i evolutionær panenteisme, som er den metafysiske filosofi, som jeg formoder Assagioli skrev sine bøger og artikler ud fra. (Sørensen, 2015) For at forstå disse perspektiver må vi turde male det store billede, så alle de mangfoldige teknikker og teoretiske delelementer giver mening, som led i en overordnet proces.

I hans første bog Psykosyntese udfolder han dette perspektiv på følgende måde: ”Set ud fra et endnu mere vidtfavnende og omfattende synspunkt viser det universelle liv sig for os at være en kamp mellem mangfoldighed og enhed – et arbejde og en aspiration mod forening. Hvad enten vi tolker det som et guddommeligt væsen eller en kosmisk energi, synes vi at opfatte ånden, der arbejder på og gennem hele skabelsen, som det der former skabelsen henimod orden, harmoni og skønhed. Ånden forener alle væsener (nogle er villige, men hovedparten er blinde og rebelske) med hinanden gennem bånd af kærlighed. Langsomt og stille, men kraftfuldt og uimodståeligt, skabes den højeste syntese”. (1975, s. 31) Syntese er med andre ord en naturlov, det er selve livets intention, en udviklingsproces som alle levende væsener er underlagt. Den søger at forene disse væsener med det guddommelige ophav gennem kærlighedens og viljens energier (2005, kap. 8-10).

Assagioli relaterer denne naturlov til det princip, der inden for videnskaben kaldes for syntropi. Her refererer han til matematikeren Luigi Fantappiè, men også til ideer af Buckminster Fuller og Teilhard de Chardin. (2005, s. 34) Bevidsthedens evolution. Assagioli antager, at der står en skabende guddommelig intelligens bag livets udfoldelse, og at denne kraft virker i os som en længsel mod en større og mere vidtfavnende kærlighed. Det er denne indre kraft, der får os til at udvikle os gennem nogle universelle udviklingsstadier fra krops-, psyke-, sjæls- til åndelig bevidsthed. Det handler kort sagt om at udvide sin bevidsthed fra egocentrisk til kosmocentrisk kærlighed. Disse stadier bliver beskrevet i kapitel III. Det er ikke kun

12

PSYKOSYNTESENS SJÆL – DE SYV KERNEBEGREBER

mennesket, der udvikler sig, det er hele skabelsen. Assagioli antager, at vi udvikler os gennem en række indre energiverdener fra det fysiske plan, gennem de psykologiske og til de spirituelle og transcendente niveauer. Disse energiverdener kalder han for et af de ”essentielle træk ved psykosyntesen”. (Udateret, 2) Assagioli fortæller følgende: ”Vi kan sige, at den store involutionsproces kulminerede i mineralet, så vidt vi ved, og derpå startede den modsatte bevægelse eller evolutionsprocessen. Lidt optimistisk kan vi sige, at vi er midtvejs. Vi har passeret gennem mineral-, plante-, dyre- og delvist menneskeriget. Så vi må fortsætte dette evolutionære arbejde hen imod den ”Ene”, men det er stadig langt væk". (Udateret, 2) Assagioli omtaler bevidsthedens evolution mange steder, (1975, s. 214, 2005, s. 177)1 og han beskriver denne såvel individuelt som socialt. I enhver nation er der mennesker, som bevidsthedsmæssigt udlever de basale drifter og behov, mens andre (tænkerne) udvikler nationens selvbevidsthed gennem deres præstationer. Endelig er der de inspirerede i enhver nation, som udtrykker nationens sjæl. (Assagioli, 1965, udateret, 4) Assagiolis psykologi er i den henseende nært beslægtet med den indflydelsesrige amerikanske filosof Ken Wilber og den nutidige forskning, han trækker på2.

Psykosyntesen er med andre ord en psykologi, der bevidst søger at samarbejde med evolutionen, da menneskeheden som de første på planeten er vågnet op til denne proces. Det gør psykosyntesen ved at anvise perspektiver og metoder til harmoni og enhed. Syntese er en gradvis proces, der starter inden i mennesket, først ubevidst, senere bevidst, når vi påbegynder vores egen personlige og transpersonlige psykosyntese. Det handler med andre ord om at harmonisere og forene de konflikter og splittelser, vi oplever indeni, mellem mennesker og med planeten som helhed.

Energipsykologi. Et andet væsentligt træk ved psykosyntesen er, at det er en energipsykologi. Det, Assagioli håbede på ville udvikle sig, var en ”videnskab om Selvet, dets energier, manifestationer og hvordan disse energier kan udfoldes, kontaktes og anvendes til konstruktive og terapeutiske formål”. (1975, s. 194).

Han er naturligvis klar over, at der ikke kan føres empirisk bevis for denne antagelse, selvom den nutidige forskning i bevidstheden og dens virkninger på hjernen i forbindelse med mindfulness giver tydelige indikationer i retningen af en klar kroppsyke sammenhæng.

Psykosyntesen har derfor i vid udstrækning en fænomenologisk tilgang til energiernes verden, forstået på den måde, at det er noget, vi kan opleve i vores bevidsthed gennem introspektion. Vi kan direkte erkende og lære at anvende disse fysiske, 1 I citatsamlingen: Psykosyntese og evolutionær panteisme er der mange kildereferencer til evolution.

2 Læs min MA-afhandling: Integral Psychosynthesis, en sammenligning af Ken Wilber og Roberto Assagioli

teorier: http://psykosyntese.dk/a-198/

13

PSYKOSYNTESENS SJÆL

psykologiske og spirituelle energier gennem de mange metoder, som psykosyntesen anvender. Det er i virkeligheden en forudsætning for psykosyntese, at vi begynder at arbejde i og med energier. For på den måde lærer vi at mestre de fysiske, emotionelle, mentale og spirituelle energier og dermed vores liv. Åndens manifestation. Det sidste overordnede perspektiv, som jeg her indledningsvis vil trække frem er, at psykosyntesens formål ikke nødvendigvis er at få en mystisk oplevelse. Det er ikke tilbagetrækning fra verden eller den introverte transcendens ind i en ”himmelsk” verden, som tilstræbes. Assagioli gjorde det helt klart, at psykosyntese handler om at komme ind i verden med alle de kreative ressourcer, vi har til rådighed.

Det er netop på den måde, vi bidrager til livets udvikling. (1975, s. 207) Syntesen, der sigtes mod, er en forening, der inkluderer kroppen, og som manifesterer de spirituelle energier i verden. Det er åndens manifestation på jorden, som er den storslåede vision, og i den henseende deler han perspektiv med mange nutidige evolutionister og ikke mindst den østlige mystiker Sri Aurobindos integrale yoga.

ASSAGIOLIS ”SIDSTE VILJE” Fra de overordnede perspektiver vil vi nu gå til en langt mere detaljeret forståelse af, hvad der er helt enestående ved psykosyntesen og specielt træningen i psykosyntese.

Vi må til det formål tage udgangspunkt i et centralt dokument, som Assagioli skrev kort før sin død.

I udtalelsen som var henvendt til psykosynteseinstitutioner rundt omkring i verden (se appendiks) beskriver han kortfattet, at psykosyntesen har ”sin egen originale og centrale essens”. John Firman og Ann Gila (2007) fortæller, at Assagioli i maj 1974, nogle måneder før sin død, følte sig kaldet til at diktere nogle noter om, hvad der udgør den essentielle træning i psykosyntese. Dette dokument bliver af nogle opfattet som hans ”sidste vilje”.

Han slår fast, at psykosyntese først og fremmest baserer sig på en oplevelsesmæssig tilgang til de ”kendsgerninger”, som psykosyntesen baserer sig på. Disse kan enhver eksperimentere med i bevidsthedens laboratorium, og det er en forudsætning for at forstå psykosyntese, at man gør det. Assagioli skriver følgende: ”Selvom psykosyntesen tilbydes som en syntese af forskellige terapier og uddannelsesmæssige tilnærmelser, så er det vigtigt at huske, at den har sin egen originale og centrale essens. Det er det for at undgå en udvandet eller forvrænget version eller en, der overbetoner de andre skolers begreber og tendenser. Der eksisterer visse

14

PSYKOSYNTESENS SJÆL – DE SYV KERNEBEGREBER

fundamentale kendsgerninger, og en uddybning af disse begreber, den dybe erfaring og forståelse af disse, er central og helt uundværlig i enhver psykosyntese træning.

Det er oplevelsen af: Disidentifikation, Det personlige selv, Viljen, den gode, stærke og intelligente, Idealmodellen, Syntese (i dens forskellige aspekter), Det overbevidste, Det transpersonlige Selv (i langt de fleste tilfælde er det ikke muligt at have en fuldkommen oplevelse af dette, men det er godt at have en teoretisk viden om dets karakteristika og en erfaring af dets vejledning)”.

Det er ovenstående syv ”kendsgerninger” og fundamentale træk, som er Assagiolis eget bud på et pensum til enhver psykosyntese træning, og det må være disse kernebegreber, som kendetegner psykosyntesens sjæl.

Vi kan med god ret sige, at træning i psykosyntese og uddannelse heri må indeholde den direkte erfaring med disse områder, hvis den skal være autentisk. Det vil sige i overensstemmelse med Assagiolis egen forståelse. Dermed ikke sagt, at psykosyntesen ikke videreudvikler sig, det må og skal den naturligvis gøre, ellers vil den netop ikke være psykosyntesisk. De syv kernebegreber er et nødvendigt fundament, som træningen må tage udgangspunkt i.

Assagioli definerer endvidere i samme papir de anvendelsesområder, hvor han gerne ser psykosyntesen anvendt: ”Psykosyntesen opererer inden for fem hovedområder: Det terapeutiske; terapeut/ klient relationer. Personlig integration og aktualisering; realisering af egne potentialer.

Uddannelse, det vil sige den psykosyntese der skabes af forældre og undervisere i uddannelsessystemet på alle niveauer. Det interpersonelle; ægteskab, par etc. Det sociale; rette sociale relationer inden for grupper og mellem grupper”.

Alle de ovenstående områder må tage afsæt i den personlige psykosyntese, det vil sige den personlige erfaring med at integrere de syv kernebegreber i praksis i det personlige liv. Når psykosyntese først og fremmest er en oplevelsesorienteret og praktisk tilgang til personlig og spirituel udvikling, så kan den kun forstås og videreformidles gennem egne erfaringer. Det er endvidere uhyre interessant, hvad der kommer ud af praktiseringen af disse kernebegreber. Hvad er fx det direkte udbytte af at praktisere disidentifikation og at udvikle selvet og viljen etc.?

Mit bud er, at hvert kernebegreb åbner en udviklingsvej til syv specifikke bevidsthedsdimensioner, nemlig frihed, nærvær, power, fokus, flow, overflod og kærlighed.

Denne påstand vil jeg forsøge at sandsynliggøre i de respektive kapitler.

15

PSYKOSYNTESENS SJÆL

DE SYV KERNEBEGREBER I PSYKOSYNTESEN Jeg vil nu kort opridse, hvordan jeg forstår Assagiolis syv kernebegreber, baseret på mine egne oplevelser og refleksioner. Jeg vil i de efterfølgende kapitler uddybe begreberne og ikke mindst eksemplificere, hvordan man kan arbejde med disse områder, som led i den personlige og transpersonlige psykosynteseproces og inden for det terapeutiske anvendelsesområde.

Disidentifikation – vejen til frihed Evnen til at disidentificere, som trænes gennem selvidentifikationsøvelsen, er moderen til alle de andre teknikker, som psykosyntesen er kendt for at anvende. Det er derfor, at Assagioli foreslår, at psykoterapeuten ”så tidligt som muligt” begynder at anvende selv-identifikationsøvelsen, fordi den skaber de fornødne evner til at anvende alle de andre psykoterapeutiske teknikker. (1975, s. 119).

Træningen i disidentifikation har til formål at opdage selvet, og Assagioli definerer vores identitet, selvet eller det bevidste ”jeg” som ”et punkt af ren selvbevidsthed”.

(1975, s. 18) Vores identitetsoplevelse er dog ofte farvet af vores identifikation med bestemte sociale roller (forældreroller, faglige roller, kønsroller) eller med bevidsthedens indhold af forskellige tanker, følelser og sansninger. Dette betyder, at vi ikke opdager, hvem vi dybest set er. Assagiolis pointe er, at vores inderste identitet ikke er disse roller og dette indhold, men den iagttager og den bevidsthed, der oplever og udtrykker sig gennem disse roller.

Det, der kendetegner vores roller og bevidsthedens indhold er, at de er i konstant forandring, medens bevidstheden og iagttageren altid er konstant; et permanent center der ikke forandrer sig.

En forudsætning for at opleve dette stabile og permanente center af bevidsthed er, at vi formår at disidentificere os fra vores roller og bevidsthedens indhold. Det vil sige, at træde et skridt tilbage i bevidstheden, så vi kan opleve disse sider af vores natur (tanker, følelser, sansninger) som objekter, der kan iagttages. Dette er naturligvis en proces og en særdeles vanskelig proces, fordi vores tilknytning og bindinger til de mange ubevidste og halvbevidste identifikationer er svære at slippe. At slippe identifikationen er dog kun første skridt, for dybest set handler processen om, at vi identificerer os med bevidstheden selv, subjektet og iagttageren, der oplever bevidsthedens indhold.

Hvorfor skulle det være vigtigt? Assagioli formulerer svaret på følgende måde: Vi er domineret af alt det, som vi identificerer os med, og kan mestre og styre alt det, som

16

PSYKOSYNTESENS SJÆL – DE SYV KERNEBEGREBER

vi kan disidentificere os fra. (1975, s. 111) Det er med andre ord et spørgsmål om at blive frie nok til at mestre alt, hvad vi indeholder.

Assagioli er tydeligvis inspireret af den østlige praksis, der kaldes for Vipassana (Keen, 1974), hvor man disidentificerer sig fra alt, hvad der optræder som objekter i bevidstheden for på den måde at få en direkte oplevelse af selvet, som ren bevidsthed.

Psykosyntesen er med andre ord en radikal psykospirituel retning, som kan sidestilles med de gamle yogiske praksisser, som har til formål at opdage selvet som ren selvbevidsthed og tilbyde metoder, hvormed man opdager det (1975, s. 19).

At vågne op til og erkende sig selv som ren selvbevidsthed er en proces og en rejse, for selvom selvet/subjektet altid er til stede som potentiale, så er det gemt bag lag af identifikationer med tanker, følelser og kropslige sansninger. Disse lag må først erkendes for, hvad de er, og gives slip på som identititetsområder, førend den rene identitet som bevidsthed opstår.

Den primære metode som Assagioli anviser til oplevelsen af ren selvbevidsthed er hans selvidentifikationsøvelse (1975, s. 111), som netop indebærer en disidentifikation fra kroppen, følelserne og tankerne, så det bliver muligt at identificere sig med bevidstheden selv. Det er en iagttagelse af kroppens, følelsernes og tankernes tilstande og en bekræftelse af, at man ikke er disse tilstande, men netop iagttageren.

Disidentifikation fører direkte til større frihed, fordi vi nu får mulighed for at vælge at identificere os med alt, hvad vi har mulighed for at blive. I stedet for at være slave af bestemte roller, vi spiller. Disidentifikation er en frihedsteknik, fordi den åbner op til selvets bevidsthed, der er frihed, fordi den er åben og uden indhold. Vi vil senere gå langt dybere ind i selvidentifikationsprocessen under kapitlet om disidentifikation.

Disidentifikation er med andre ord en forudsætning for sand identitet med selvet som ren selvbevidsthed. Lad os således rustet vende os mod det andet kernebegreb, som Assagioli nævner, nemlig selvet.

Selvet – vejen til nærvær Assagioli brugte forskellige betegnelser til at beskrive selvet. Han kalder det henholdsvis for det personlige selv, det bevidste ”jeg” og endog for egoet. (1975, s. 7, 18,) Det kan naturligvis skabe forvirring, hvis læseren sammenligner begrebet ego med andre psykologiske retninger, hvor det ofte betyder noget helt andet. I denne bog kalder jeg det personlige selv for selvet eller iagttageren, og det betyder altid ”et center af ren selvbevidsthed og vilje”, således som Assagioli definerede det. (2005, s. 178) Selvet er som allerede beskrevet ovenfor ikke en tanke, en følelse eller en sansning, men den

17

PSYKOSYNTESENS SJÆL

dynamiske bevidsthed, der kan iagttage og lære at mestre bevidsthedens indhold.

Jeg vil i næste sektion definere viljen, så lad os her fokusere på selvet som ren selvbevidsthed og uddybe, hvorfor den psykosyntesiske tilgang er så enestående sammenlignet med andre vestlige psykologier. Oplevelsen af selvet som ren selvbevidsthed er ikke noget, der normalt opstår spontant. Det kræver introspektion og øvelse at disidentificere sig fra bevidsthedsstrømmen, fordi vi er så identificerede med alt, hvad der sker i bevidstheden, og helt overser bevidstheden selv. Det er en pointe, som Assagioli ofte selv trækker frem (1975, s. 112), men hvorfor er den rene selvbevidsthed så vigtig?

Formålet med disidentifikation er at finde et center, hvoromkring vi kan integrere alle personlighedens ressourcer. Psykosyntese er netop den proces, hvormed vi erkender, udvikler, og udfolder alle vores psykologiske ressourcer til glæde og gavn for os selv og andre. Selvet er dette center. Det er gennem selvets nærvær, at vi opdager os selv som en indre iagttager, der har kapaciteten til at skabe et harmonisk og virkeligt frigjort liv.

Når vi identificerer os med iagttageren, så har vi fundet et udsigtspunkt, hvorfra vi kan erkende, hvad vi indeholder. Vi har med andre ord fundet den kilde til lys, som oplyser og skaber klarhed indeni. En forudsætning for frihed er, at vi kan foretage valg baseret på bevidste indsigter i vores ressourcer, behov og værdier. I modsat fald bliver vi ofte styret af ubevidste drifter, frygt og emotioner, som måske slet ikke kommer fra os selv.

Når vi opdager selvet som iagttageren, så får vi mulighed for at evaluere, hvorfor vi handler som vi gør, hvilket ikke udelukker spontane selvudtryk, men blot sikrer, at vi handler ud fra vores egne dybeste værdier og sande behov.

Selvets bevidsthed er nærvær – evnen til at være vågen og opmærksom tilstede i nuet på en ubundet måde. Det er et kærligt nærvær, som venligt rummer, observerer og interagerer med, hvad der nu er oppe i bevidstheden. Udviklingen af selvet bliver derfor en udviklingsvej mod større og større nærvær; evnen til at være helt hjemme i os selv og i vores vågne væren. I kapitlet om selvet vil vi uddybe dette og eksemplificere det gennem den nærværsbaserede psykoterapi.

Viljen – vejen til power Det tredje kernebegreb, som Assagioli nævner som essentielt for psykosyntesen, er viljen. Der er ikke mange psykologiske pionerer i verden, som har skrevet så fyldestgørende om viljen, som Assagioli formåede. Derfor forekommer det også indlysende, at viljen må være et af de vigtigste træk ved psykosyntesen. Specielt når man forstår den centrale position han giver viljen ved at knytte den direkte til vores inderste identitet.

18

PSYKOSYNTESENS SJÆL – DE SYV KERNEBEGREBER

Han beskriver selvet som ”et center af ren selvbevidsthed og vilje”, og at opdagelsen af viljen som et indre eksistentielt faktum foregår i tre faser. Først erkender man, at viljen eksisterer, så opdager man, at man har en vilje, mens det sidste og fuldendte stadie er at blive en vilje. (2005, s. 13) Det er dette sidste stadie, som er målet for selvrealiseringsprocessen, så vi opdager at: ”Jeg er en vilje; Jeg er en bevidst, kraftfuld, dynamisk vilje”. (2005, s. 148) Man kan indskyde, at der faktisk er et stadie før erkendelsen af viljen, hvor man oplever, at man ikke har nogen vilje, men at ens liv udvikler sig som følge af tilfældigheder og ubevidste tilskyndelser.

Da viljen er tæt knyttet til identiteten, så handler den i vid udstrækning om viljen-tilat-være-sig-selv, og netop derfor er den forbundet med længslen efter autenticitet og at være et unikt individ. Det er min erfaring fra min undervisning, at når vi forbinder viljen direkte med identiteten, som viljen-til-at-være-sig-selv, så bliver oplevelsen af viljen langt hurtigere eksistentiel. Det vil sige en direkte indre oplevelse. Jeg vil uddybe denne vigtige pointe i kapitlet om viljen.

Når viljen kommer fra selvet, er den forbundet med den dynamiske kraft, hvormed man udtrykker sig selv. Når Assagioli taler om viljen, peger han altså på noget helt andet end den victorianske vilje, der ofte handler om at undertrykke begær og drifter. Viljen er derimod den centrale kraft, der – hvis den er udviklet – kan dirigere og regulere begær i overensstemmelse med det, som det pågældende individ oplever er autentisk.

Viljen er altså ikke begær, for ofte kan begær gå stik imod et menneskes vilje, når man fx ikke ønsker at gøre noget, fordi det er ydmygende for selvagtelsen, men man gør det alligevel, fordi man er blevet slave af begæret. Viljen er med andre ord selvbevidst; den er forbundet med et bevidst valg, et samtykke, en kraft der har iagttagerens samtykke. Viljen er derfor dybest set viljen til at være sig selv, men det er ikke altid, vi kan udtrykke denne vilje, fordi vi er blevet afhængige af en adfærd, der ikke længere er i overensstemmelse med vores selvopfattelse.

Vi må derfor opdage og udvikle vores kontakt til viljen, hvis vi ønsker at være os selv.

Selvbevidsthed (iagttageren) er en uomgængelig forudsætning for individualitet, fordi den skaber erkendelse, men viljen er lige så vigtig, fordi den styrker os med friheden til at være os selv. Viljen åbner op til en udviklingsvej mod større og større kraft. Der findes nemlig ikke nogen større kraft end at være sig selv.

Viljen er ofte den sidste psykologiske funktion vi opdager, fordi det kan være skræmmende at blive sig selv, da vi skal lære at stå alene. Friheden har en pris, og det er det bevidste fravalg af flokbevidstheden og dens afhængighed af sociale roller, konformitet

19

PSYKOSYNTESENS SJÆL

og normalitet. Det er viljen, der giver os modet til at træde ud af flokbevidstheden og ind i det selvbevidste og individualistiske udtryk. Det er derfor ikke nok for os at erkende at vi hver især er enestående, vi må også udtrykke det igennem de valg, vi træffer. Identitet er altså ikke noget vi blot er, det er noget vi aktivt vælger og udfolder.

Vi har behov for viljen, som den kraft hvormed vi samler, koordinerer og udtrykker de mangfoldige ressourcer, vi er i besiddelse af. Det er først når vi opdager viljen-til-atvære-sig-selv, at vi begynder at få stabil retning på vores liv og træder i karakter som et frit og uafhængigt menneske. Denne opnåelse kaldte Assagioli for den personlige psykosyntese. I kapitlet om viljen vil vi vende tilbage til dens udviklingsvej, dens stadier, kvaliteter og aspekter.

Idealmodellen – vejen til fokus Idealmodellen er det fjerde centrale kernebegreb, som Assagioli nævner i sin udtalelse.

Det er en teknik, der på linje med selv-identifikationsøvelsen er en vigtig hjælp til at skabe en harmonisk og integreret personlighed. Det er en visualiseringsteknik, som skaber et billede af, hvad man kan blive, og som man samler sine ressourcer for at virkeliggøre. Det overordnede formål er netop at skabe syntese – at samle og koordinere alle kræfter i mennesket til en samlet enhed, så vi får en frigjort, levende og spontan evne til at udfolde alle vores kreative ressourcer i livet. Inden jeg kort skitserer idealmodelteknikken, så er det vigtigt at fremhæve Assagiolis egne ord i sin udtalelse: ”Psykosyntesen er ikke identificeret med en teknik eller praksis. På trods af den kendsgerning, at man ofte i gruppesammenhænge benytter sig af guidede forestillinger og visualiseringsøvelser, kan psykosyntesen under ingen omstændigheder koges ned til disse teknikker”.

En idealmodel er som sagt et realistisk billede af, hvad man har mulighed for at blive, når man fokuserer sin vilje og begejstring på at opnå det. En idealmodel er et autentisk selvbillede, som guider ens forestilling og handlemønstre i en bestemt retning. Det er en teknik som forener selvindsigt, vilje, visualiseringsevne og passion med det formål at blive den bedste udgave af én selv.

Det er en teknik, der udnytter naturens eget design, forstået på den måde at vi allerede består af en række selvbilleder og selvopfattelser, som vi bevidst/ubevidst har ”indspillet” i løbet af vores livsforløb. Disse indre selvbilleder styrer vores liv, fordi de får os til at handle i overensstemmelse med deres indhold. Assagioli henviser til psykologisk forskning, som underbygger denne tese og opstiller denne ”mekanisme” i en psykologisk lov: ”Billeder eller mentale forestillinger og ideer er tilbøjelige til at frembringe de fysiske betingelser og ydre handlinger, der svarer til dem”. (2005, s. 49) Han opstiller en lang række psykologiske love, men i forhold til idealmodellen er denne den vigtigste.

20

PSYKOSYNTESENS SJÆL – DE SYV KERNEBEGREBER

Denne lov bliver flittigt udnyttet af reklameindustrien, som ved at billeder har en suggererende effekt på forbrugerne, som påvirkes til en bestemt adfærd.

Assagioli nævner seks forskellige kategorier af falske selvbilleder (1975, s.167), herunder typer af selvopfattelser, hvor vi enten undervurderer eller overvurderer os selv. Det psykosyntesiske arbejde består i at afsløre disse falske selvbilleder, der ofte er baseret på en tilpasning til omgivelserne. Dernæst at formulere og skabe en ny idealmodel, som er ”billedet af ham selv, som han kan og til sidst vil nå frem til, når psykosyntesen er gennemført”. (Assagioli, 1975, s. 164) Idealmodelteknikken baserer sig på visualisering, som udnytter forestillingsevnen/ fantasien, som er en af de syv psykologiske funktioner Assagioli anvender i psykosyntesen. Skabende visualisering er en de stærkeste teknikker, vi kan tage i anvendelse, fordi den skaber syntese mellem alle de andre psykologiske funktioner.

(1975, s. 144) Når vi visualiserer et billede af, hvad vi realistisk set har mulighed for at blive, så udvikler vi koncentration og vilje. Vi vækker følelser og passion til live, som vil tilskynde os til at handle i overensstemmelse med billedet, hvilket igen forstærker selvbilledet. Kort sagt, vi bygger en ny personlighed op omkring idealmodellen, baseret på vores indsigt i allerede tilgængelige psykologiske ressourcer og oplevelsen af mening. Det er indlysende, at dette arbejde skaber et stærkt fokus på at blive sig selv, og i den forstand er arbejdet med idealmodeller en vej til større fokus. At blive sig selv er det vigtigste fokus vi kan have, for det indebærer, at vi udfolder dette selv i kreativitet til glæde og gavn for os selv og andre.

Assagioli anbefaler, at vi starter med at anvende idealmodelteknikken på delmål, det vil sige til at udvikle bestemte psykologiske kvaliteter eller til at styrke svage sider af vores natur, så vi opnår mere ro, vilje, empati, eller hvad nu vores behov er. I kapitlet om idealmodellen vil vi undersøge, hvordan vi praktisk kan anvende denne potente teknik til større fokus.

Syntese – vejen til flow Syntese er naturligvis et helt centralt fokusområde i psykosyntesen og er allerede beskrevet i indledningen til dette kapitel i forhold til det helt store kosmiske perspektiv, som Assagioli tager udgangspunkt i. Syntese er en naturlov og kommer til udtryk som den bevægelse mod harmoni, helhed og enhed, vi ser overalt. Det er den energi, der står bag bevidsthedens evolution.

Historisk kan vi se, hvordan menneskeheden organiserer sig i større og større grupper udtrykt gennem det, vi kalder for globaliseringen i dag. Det har naturligvis både gode

21

PSYKOSYNTESENS SJÆL

og dårlige konsekvenser. Den samme bevægelse mod helhed udfoldes i individet, når behovet for at kende sig selv opstår. Som resultat af dette ønske samles personligheden omkring udvalgte mål, værdier og behov. Behovet for personlig udvikling og selvrealisering har aldrig været større.

Livet er dog også konflikt, krig og kamp, når modsatrettede kræfter i mennesket og mellem de forskellige grupper i samfundet tørner sammen. Dualitet er et faktum og har været det, siden universet blev skabt. Der findes dualitet på alle niveauer af eksistensen, fysisk, psykologisk og spirituelt, men netop igennem disse kampe opstår muligheden for harmoni gennem konflikt.

De psykologiske dualiteter mellem lyst-smerte, tillid-frygt, tiltrækning-frastødning, kærlighed-had kender vi alle, når de udspiller sig i vores relationer og i os selv. Det er harmoniseringen af disse indre konflikter, som psykosyntesen tilbyder indsigt i og teknikker til at håndtere. Princippet er, at konflikten ikke kan løses på det forståelsesniveau, den er opstået på, men må løses på et højere. Det er netop her, at erkendelsen af iagttageren og vores evne til at disidentificere bliver vigtig. Når vi disidentificerer fra vores identifikation med de konfliktende poler, opstår der et højere bevidsthedscenter (iagttageren), som gennem erkendelse, accept og kreative teknikker kan forene de konfliktende kræfter på et højere niveau.

Når vi fx tager en ny udfordring op i vores liv, kan vi opleve, at vi reagerer med både begejstring og med frygt. Løsningen er ikke at fortrænge frygten, men at forløse den side af os, som bliver bange gennem indsigt og kærlighed. Dermed kan den blive en samarbejdspartner til begejstringen, og der kan skabes en syntese mellem de to poler, som ikke blot er en balance mellem dem, men en helt ny sammensmeltet tilstand. I dette tilfælde kunne det måske blive til fornuftigt engagement.

Resultatet af syntese opleves som et flow, en evne til spontant og frigjort at udtrykke sig på det pågældende område. Derfor er arbejdet med syntese en udviklingsvej, der fører til større og større flow på en lang række områder. Vi vil undersøge disse flowtilstande, og hvordan de skabes, i kapitlet om syntese.

Det overbevidste Psykosyntesen er en transpersonlig psykologi, der inddrager de såkaldte højdepunktsoplevelser, som er mystiske og transcendente bevidsthedstilstande. Historien er fuld af vidnesbyrd om mennesker, der har haft oplevelser af inspiration, som ændrede verden. Det kan også være forening med en altomfattende kærlighed eller dybe indsigter i eksistensens love. Disse ekstraordinære oplevelser er, selvom de er mere sjældne, dog lige så naturlige som de mere basale og normale oplevelser af fx sult, aggression og seksualitet.

22

PSYKOSYNTESENS SJÆL – DE SYV KERNEBEGREBER

Assagioli nævner det overbevidste som det sjette centrale kernebegreb i psykosyntesen, fordi udforskningen og udviklingen af de transpersonlige tilstande er i fokus. Det overbevidste er en etage i vores indre hus (personligheden), som rummer energier, værdier og tilstande, der giver os adgang til holistiske og universelle erfaringer. Det er her, vi forstår og direkte oplever, hvordan verden er ét sammenhængende netværk af energier, som alle levende væsener er forbundet med.

I næste kapitel vil vi fordybe os i Assagiolis ovaldiagram, hvor han beskriver de forskellige ubevidste områder eller etager i personligheden. Her og nu kan vi sige, at de forskellige ubevidste niveauer i mennesket er forskellige typer af energi, som gennemtrænger hinanden (1975, s. 200), og at det overbevidste består af energier, som har en højere frekvens end indholdet i det normale ubevidste. (1975, s. 198) Det er gennem de store oplyste digtere, politikere, kunstnere, undervisere, forskere, mystikere og skabere, at det overbevidste viser sine kvaliteter. De viser en mere vidtfavnende etik og humanisme, en genialitet og dybde i indsigt, som former vores civilisation og kultur, så den får større sammenhængskraft. Disse mennesker er ofte, uden selv at vide det, et udtryk for syntesens ånd og peger på de højere åndelige muligheder, som vi alle har mulighed for at tilegne os.

Psykosyntesen har udviklet en filosofi baseret på erfaring, som gør det muligt at tappe de overbevidste verdener for deres skønhed, kærlighed og kraft, så de kan manifesteres i verden gennem vores kreative virke. På samme måde som de basale ubevidste kræfter skal integreres, så skal de spirituelle energier det også, for at vi kan høste hele det menneskelige potentiale. Det overbevidste er sjælens indre skatkammer, den etage der indeholder en overflod af kreative potentialer, som vi kan åbne op og udfolde i vores liv. Set fra dette perspektiv kan vi sige, at de teknikker, der fører til det overbevidste, er en udviklingsvej mod større overflod. I stedet for at leve ud fra et tomrum der skal fyldes, skaber vi et liv ud fra en overflod, der skal deles med verden. Det er dette mål, Assagioli beskriver som den transpersonlige psykosyntese. Vi vil i kapitlet om det overbevidste beskrive vejen til denne overflod.

Det transpersonlige Selv – vejen til kærlighed Vi er optaget af at undersøge, hvad der er de essentielle elementer i psykosyntesen, så vi kan få en ide om, hvad der må være fundamentet i et pensum i forbindelse med træning og uddannelse i psykosyntese. Når vi kommer til det sidste punkt – Det transpersonlige Selv – erkender Assagioli, at det er svært at skabe en fuldkommen oplevelse af dette Selv. Den teoretiske forståelse af det transpersonlige Selv er dog vigtig og af dets vejledning. Assagioli brugte forskellige begreber om det transpersonlige Selv og

23

PSYKOSYNTESENS SJÆL

kaldte det også for det højere Selv, eller blot Selvet (med stort S) og sjælen. Jeg har valgt i denne præsentation at kalde det for det transpersonlige Selv eller sjælen.

Utallige er de mennesker, som har båret vidnesbyrd om sjælen, og Assagioli skriver da også: ”Uanset hvad, så har tusinder af mennesker, måske millioner, haft oplevelser med Selvet og har givet vidnesbyrd om det. I Indien kaldes det traditionelt ”Atman”.

Nogle af de dybere kristne mystikere har været klar over det og har givet det forskellige navne: menneskets ”guddommelige gnist”, ”Toppunktet”, ”Grunden”, ”Centret” og den ”Inderste essens”. (Miller, 1973) Vi har ikke et transpersonligt Selv, vi er dette selv. Når Assagioli skelner mellem det personlige selv og det transpersonlige Selv, så er det ikke fordi han antager, at der er to selv’er. Det personlige selv er en svag refleksion eller emanation af dets kilde. Så det han peger på er den fænomenologiske forskel, når vi oplever selvet i personlighedens verden gennem det mentale filter og sjælen i dets egen transcendente verden (det transpersonlige Selv). Selvet er altid et center af ren selvbevidsthed og vilje, uanset hvilket vi taler om. Assagioli forklarer forskellen på følgende måde: ”Den virkelige adskillende faktor mellem det lille selv og det højere Selv er, at det lille selv er meget opmærksom på sig selv som et klart adskilt individ, og en følelse af ensomhed eller adskillelse kan til tider opstå som en eksistentiel oplevelse. Omvendt er oplevelsen af det højere Selv en følelse af frihed, af ekspansion og af kommunikation med andre Selv’er og med virkeligheden, og der opleves en følelse af universalitet. Det føler sig på samme tid som individuel og universel”. (1975, s. 87) Det er det transpersonlige Selv, som skaber det overbevidste (2005, s. 206) med alle dets kreative processer af lys, skønhed og kærlighed. Sjælen er et statisk center af ren væren og selvbevidsthed, som udstråler sine energier, og han sammenligner det med solen og dens udstråling – vi ser kun solens stråler, ikke dens stabile kerne. (udateret 2.)

Sjælen er i Assagiolis terminologi et levende guddommeligt væsen, og når vi oplever denne essens, er det som en stille universel væren, der er i intim forbindelse med hele det kosmiske universelle liv. I Sjælens kerne, oplever vi os selv som en stille iagttagende og dynamisk væren, som er selve den universelle og statiske vågenhed og bevidsthed. Denne vågenhed og bevidsthed forandrer sig ikke, den er permanent tilstede, som en baggrund. Den er vidnet til alle de bevidsthedstilstande og processer, som den selv skaber ud fra sin vilje-til-at-være og med sin udstråling. Sjælen er også individuel fordi den har et unikt formål, at manifestere den universelle bevidsthed gennem et konkret fysisk udtryk. Sjælen og dens udstråling er forholdet mellem væren og tilblivelse. Sjælen er aldrig noget andet end mig-heden, men hvor det personlige

24

PSYKOSYNTESENS SJÆL – DE SYV KERNEBEGREBER

selv er begrænset af kroppen, følelserne og tankerne, dér ”lever Selvet ovenover og er uberørt af bevidsthedsstrømmen og kropslige betingelser”. (1975, s. 19) Sjælen er ”uden for tid og lever hinsides tiden i evighedens dimension”. (Assagioli, 1973) Selvidentiteten bliver med andre ord udvidet til grænseløse vidder, og det vi normalt identificer os med i personlighedens verden bliver i sjælens verden udelukkende et fragment, som et sandkorn i en ørken af vidtstrakte muligheder og ressourcer. Det transpersonlige Selv kan aldrig forklares fyldestgørende, da det overskrider enhver begrebsdannelse, så vi kan kun pege på kvaliteten af oplevelsen. Der er dog én kvalitet, som mere end noget andet beskriver sjælens væren, og det er kærlighed. Det er en kærlighed, som kan kaldes for en samhørighedsbevidsthed, eller fællesbevidsthed, for sjælen oplever en dyb forbundethed med alle levende væsener. Sjælen oplever ingen adskillelse, for den forstår livets essentielle enhed som et eksistentielt faktum.

Derfor åbner kontakt til det transpersonlige Selv op til en udviklingsvej mod grænseløs kærlighed. Vi vil i kapitlet om det transpersonlige Selv komme nærmere ind på denne udviklingsvej.

Vi har nu skabt det første overblik over de syv centrale kernebegreber og deres udviklingsveje og har berørt de overordnede ideer, Assagioli skrev psykosyntesen ind i. Vi vil i de næste to kapitler præsentere hans personlighedsmodel og udviklingsteori, så vi mere præcist kan relatere de syv kernebegreber til mennesket og dets psykospirituelle opbygning og udvikling.

25

PSYKOSYNTESENS SJÆL

De psykologiske funktioner ifølge Roberto Assagioli

HER ER DER PLADS TIL EN HELSIDES ET ELLER ANDET

26

Vilje

(7)

Intuition

(6)

Tænkning

(5)

Fantasi

(4)

Passion

(3)

Følelse

(2)

Sansning

(1)

KAPITEL II

PSYKOSYNTESENS PERSONLIGHEDSTEORI

” ”

I et af sine breve fortæller Freud: Jeg er kun interesseret i kælderen af mennesket.

Psykosyntesen er interesseret i hele bygningen.

(Assagioli) Roberto Assagioli præsenterede sit ovaldiagram første gang i 1934 (se nedenfor).

Det skete i en artikel under titlen Psicoanalisi e Psicosintesi i The Hibbert Journal.

I denne artikel præsenterede han sin personlighedsteori med udgangspunkt i ovaldiagrammet, og teksten indgik senere i hans første bog: ”Psykosyntese – en samling af grundlæggende skrifter”.

Psykosyntesens ovaldiagram 1. Det lavere ubevidste 2. Det mellemste ubevidste 3. Det overbevidste 4. Det kollektive ubevidste 5. Selvet og iagttageren 6. Bevidsthedsfeltet 7. Bevidsthedsbroen 8. Sjælen og det transpersonlige Selv

Psykosyntesens ovaldiagram

I artiklen vedkender Assagioli sig en række psykoanalytiske, eksistentielle og spirituelle indflydelser, som har formet hans tænkning omkring personlighedsteorien. I den forstand er hans tilgang integral, idet han søger at skabe en ”flerdimensionel opfattelse af den menneskelige personlighed”, hvor han inddrager alle tilgængelige teorier på det tidspunkt. (1975, s. 16)

27

PSYKOSYNTESENS SJÆL

Assagioli var ikke den første, der anvendte begrebet ”psykosyntese”, og han nævner selv en lang række forfattere, som brugte begrebet i større eller mindre grad. Carl Jung anvendte det også som led i sin kamp mod, hvad han så som den ensporede fejl i Freuds teorier: ”Hvis der er en ”psykoanalyse”, så må der også være en ”psykosyntese”, som skaber fremtidige begivenheder ifølge de samme love”.2 Assagioli mener dog, at han selv anvender begrebet på en langt mere omfattende, definitiv og teknisk måde.

Han erkender også, at hans ovaldiagram ”langtfra er perfekt eller endegyldigt”. Den giver kun ”en strukturel, statisk og næsten ”anatomisk” fremstilling af vores indre konstitution, mens den udelader det dynamiske aspekt, der er det allervigtigste og mest essentielle i hele sagen”. (1975, s. 16) Vi vil vende tilbage til psykosyntesens udviklingsteori i næste kapitel og koncentrere os om det ”anatomiske” aspekt af hans personlighedsteori. Assagiolis ovaldiagram beskriver forholdet mellem bevidstheden selv og de forskellige niveauer af energier, som den menneskelige psyke indeholder. Som nævnt i kapitel I håbede Assagioli, at der ville udvikle sig en videnskab om energi. Psykosyntesen er hans bidrag i den retning, og ovaldiagrammet er derfor et forsøg på at fremstille mennesket som et multidimensionelt væsen, der indeholder en række bevidstheds- og energiniveauer, der ifølge Assagioli er et ”essentielt træk ved psykosyntesen”.(Udateret 2) Når vi taler om bevidsthedsniveauer, er der tale om fysiske, følelsesmæssige, mentale og intuitive niveauer, hvor der eksisterer forskellige typer af energier, der kan bevidstgøres. Vi oplever de fleste af disse energier, når vi sanser, føler, tænker og får intuitive ideer. Det, vi er bevidste om, udgør dog kun toppen af isbjerget, hvad der var en af Freuds helt store opdagelser. Assagioli opdelte sit diagram i tre sektioner, som er mere eller mindre bevidste eller ubevidste, afhængig af hvor bevidst det pågældende menneske er, og hvor bevidstheden er fokuseret i et givent øjeblik.

Det, at vi kalder områderne for ubevidst, betyder ikke, at alt hvad de indeholder, er ubevidst, for vi oplever kontinuerligt en kontakt med de mangfoldige typer af behov, som de indeholder. Det gælder specielt de to nederste områder af ovalen (1 og 2 i diagrammet). Assagiolis beskriver det således: ”De basale og normale personlige behov handler om det lavere og midterste psykologiske liv, såvel bevidst som ubevidst”.

(2005, s. 99) I centret af ovaldiagrammet (5) placerer han selvet som et punkt af ren selvbevidsthed og vilje, men ofte er vi som tidligere omtalt slet ikke vågnet op til os selv som selvbevidst iagttager. Det betyder, at vi kun har en meget begrænset oplevelse af, hvad vi indeholder.

Selvet har et bevidsthedsfelt (6), som er området, hvor de forskellige energier bliver 2 Jung, citeret i J. Kerr, A Dangerous Method (2012) pp. 214-5

28

PSYKOSYNTESENS PERSONLIGHEDSTEORI

bevidste for os; man kunne også kalde det for opmærksomhedsfeltet. Vi er naturligvis ikke bevidste om alt vi ved hele tiden, men henter det frem i opmærksomhedsfeltet (6), når vi skal bruge det. På nogle områder kan man sammenligne det med den funktion en skærm har i forhold til en computer. Langt de fleste processer foregår nede i ROMog RAM-lageret og på harddisken (1+2) og kommer slet ikke til syne på skærmen(6).

Det, der vises på skærmen, er udelukkende det, som brugeren vælger at fokusere på eller systemet (som her sammenlignes med det ubevidste) er programmeret til.

Assagioli beskriver det på denne måde: ”Det lavere ubevidstes indhold, nye informationer fra det mellemste ubevidste og ligeså impulser fra overbevidstheden strømmer ind i dette bevidsthedsfelt”. ”(Miller, 1973) Med den metafor i hukommelsen vil vi nu gå gennem de forskellige ubevidste områder for at undersøge, hvad det er for energier, ressourcer og behov, vi finder der. Det kan give god mening at betragte ovaldiagrammet som et indre hus i forskellige etager, en metafor Assagioli også selv brugte. På et spørgsmål om, hvordan psykosyntesen adskilte sig fra psykoanalysen, fortæller han: ”Vi har langt mere opmærksomhed på det højere ubevidste og på udviklingen af det transpersonlige Selv. I et af sine breve fortæller Freud, ”Jeg er kun interesseret i kælderen af mennesket”. Psykosyntesen er interesseret i hele bygningen. Vi forsøger at bygge en elevator, som vil gøre det muligt at få adgang til alle personlighedens niveauer. En bygning med kun en kælder er trods alt meget begrænset. Vi ønsker at åbne op til terrassen, hvor du kan solbade eller kigge på stjerner. Vores mål er syntesen af alle personlighedens områder”. (Keen, 1974)

DET LAVERE UBEVIDSTE I bunden af ovaldiagrammet (1) finder vi det lavere ubevidste, som jeg foretrækker at kalde for det basale ubevidste pga. den negative ladning, som begrebet ”lavere” ofte får. Det område svarer til det, som psykoanalysen kalder det ubevidste. Fra det lavere ubevidste rejser der sig fra bunden af ovalen strømme af fysisk velvære, ubehag, sultfornemmelser, seksuelle behov, lyst, aggression, og mangfoldige behagelige og ubehagelige drifter. Disse kræfter strømmer ind i bevidsthedsfeltet og påvirker selvets adfærd. Mange af disse drifter er mere eller mindre blinde, instinktive eller ubevidste.

De styrer vores kostvaner, søvnrytmer og mangfoldige fysiologiske processer. Det er også i dette område, at mange af vores fortrængte og traumatiserede oplevelser fra barndommen ligger gemt. De aktiveres af forskellige omstændigheder og rejser sig

29

PSYKOSYNTESENS SJÆL

som frygt, angst, skam, smerte og diverse hæmninger, vi ikke umiddelbart kan forklare.

Det, der karakteriserer alle disse energier er, at de er egocentriske, de varetager vores legitime behov for overlevelse, tryghed og sikkerhed. Der er overvejende tale om fysiske drifter, basale følelser, begær og fantasier. De knytter sig især til den tidlige barndom, og derfor repræsenterer dette område i vid udstrækning barnets bevidsthed i os på godt og ondt.

Det lavere ubevidste rummer en utrolig vitalitet, som er afgørende at være i kontakt med, når vi skal udfolde vores liv. Det er fra dette område, at vi lærer at skabe intime relationer og udfolder en spontan og legende adgang til livet. Det gør os i stand til at møde verden med tillid og tryghed. Vi henter også her vores basale kampenergi til at kæmpe for det, vi har behov for, så det basale ubevidste er hele fundamentet, som personlighedens bygning rejses på. Det er vigtigt at pointere endnu engang, at dette område ikke er fortrængt i sin helhed. Det er i forbindelse med den personlige psykosyntese, at vi udforsker dette område, udvikler det og integrerer dets værdifulde ressourcer i vores liv.

Jo mere selvet er identificeret med energier fra dette område, des mere vil det naturligvis være styret af dette områdes behov og værdier. Det tryghedsorienterede menneske, som har sit overvejende fokus på materiel sikkerhed og trygheden i en familie, vil i vid udstrækning hente sin identitet fra dette område.

DET MELLEMSTE UBEVIDSTE Det mellemste ubevidste (2) består af indhold, som ligner den vågne bevidsthed, når vi har at gøre med et forholdsvist rationelt menneske, en ung eller voksen, der har modtaget uddannelse3. I det område bliver mange af vores psykologiske processer bearbejdet i ”baggrunden”, før de bliver tilgængelige for bevidstheden. Det er de ”elementer, der er latente, hvilende eller aktive i personligheden, men som vi ikke er bevidste om i øjeblikket”. (Assagioli, Miller, 1973) Det er det før-bevidste område.

Fra det mellemste ubevidste strømmer energierne ind fra alle de områder, der er forbundet med vores mere bevidste relationer, status og selvværd. Disse energier er mere knyttet til det højere følelsesliv og vores rationelle overbevisninger omkring livet, de politiske, religiøse, sociale livsanskuelser. Kort sagt, alle de mere eller mindre bevidste værdier, vi har tilegnet os på alle livsområder, som følge af vores uddannelser og almene dannelse. Det er i dette område, at vi har lagret de mere bevidste selvbilleder, vi opretholder. Vi etablerer i dette område en selvbevidst identitet, der kan sætte grænser og udtrykke sig individuelt i livet. Her findes behovene for venskab, 3 I næste kapitel bliver ovaldiagrammet sat i relation til Assagiolis udviklingspsykologi og i forhold til

30

Abraham Maslows behovspyramide, og så giver alderstrinet mening.

PSYKOSYNTESENS PERSONLIGHEDSTEORI

gruppetilhørsforhold, og det at finde sin egen plads i gruppen og samfundet. Vi udvikler således vores talenter og kreativitet inden for det arbejdsområde, som er vores livsbane. I dette område kan der også eksistere hæmninger, frygt og meget vanskelige typer energier, som følge af udfordringer og traumer i ungdomsperioden, hvor vi former vores selvbevidste personlighed og bliver voksne. Det giver sig især udslag i identitetsproblematikker og nedsat selvværd, der påvirker forholdet til kærlighed, arbejde og status.

Når selvet er identificeret med dette område og derfor har sit fokus her, betyder det naturligvis ikke, at det lavere ubevidste ikke er vigtigt. Det træder blot i baggrunden som identitetsfaktor, med mindre man har uløste temaer omkring sikkerhed, tryghed osv. I så fald vil man i perioder, hvor temaerne aktiveres, kunne være fikseret her, indtil man får løst sin tryghedsproblematik. I det tilfælde vil man på bestemte områder opføre sig ”barnligt”, fordi der netop er uløste barnebehov, som kræver opmærksomhed.

Integrationen af disse energier gør selvet mere reflekteret og selvbevidst.

I den øverste del af det mellemste ubevidste eksisterer de mere helhedsorienterede mentale energier, som får behovet for selvaktualisering til at melde sig. Det er herfra, personligheden kulminerer, det vil sige henter inspirationen til virkelig at gøre fyldest i livet på et eller andet område.

DET OVERBEVIDSTE Når vi kommer til det tredje og øverste område af ovalen, kaldet det overbevidste (3), så bevæger vi os ind i det transpersonlige område. Transpersonlig betyder netop det, der ligger hinsides det personlige. Her møder vi energier, der bringer os i kontakt med forståelser og oplevelser, som udvider bevidstheden fra det individuelle til det mere universelle. Dette niveau er det første ægte helhedsbevidste niveau, fordi det kan give os oplevelser af at være en integreret del af en helhed, der rækker ud over vores afgrænsede selv.

Det kan være tale om oplevelsen af en kærlighed, hvor alle grænser udviskes, og man føler sig ét med menneskeheden i et intimt broder- og søsterskab. Det kan også være dybe indsigter i eksistensens sammenhænge, som er universelt gældende for alle levende væsener. De universelle menneskerettigheder er helt sikkert inspireret fra dette felt. Vi taler derfor om universel etik, der altid mindst er verdenscentrisk i sin bevidsthed, det vil sige, at energien er upersonlig og omfatter alle. Mange store videnskabelige opdagelser, kunstneriske inspirationer eller heroiske impulser, der kalder mennesker til at ofre sig for en større sag, udgår fra dette niveau af bevidsthed.

31

PSYKOSYNTESENS SJÆL

Det er via det overbevidste, at vi forbinder os med noget der er større end os selv, så det er her længslen efter mening og et højere kald udgår.

Der er forskel på om det er selvet, som fx i meditation løftes ind i det overbevidste og dermed får udvidet sin identitet, eller om det er indhold fra det overbevidste, der strømmer ned i den personlige bevidsthed med forskellige typer af inspiration uden at udvide identiteten. Vi vil i kapitlet om overbevidstheden uddybe den forskel.

Når psykoanalysen og psykosyntesen sammenlignes, kan man støde på den opfattelse, at Freuds overjeg og den samvittighed, der udgår fra den indre stemme, er sammenlignelig med værdierne og vejledningen fra det overbevidste. Men det er to helt forskellige niveauer af bevidsthed, som her blandes sammen. Ifølge Assagioli er overjeget: ”I stor udstrækning introjiceret fra forældreforbud og -påbud. Den type af samvittighed hører til på personlighedens niveau”. (1975, s. 232)4. Overjeget er meget ofte drevet af frygt, “mens oplevelserne i den overbevidste verden udelukker frygt … i den ophøjede atmosfære i det overbevidste kan disse følelser (frygt, aggression, had) ikke eksistere”. (1993: 29) (parentes min tilføjelse) Det overbevidste eller det højere ubevidste er kun ubevidst, så længe det er uudforsket.

Når først vi bevidst søger at forbinde os med disse områder, kan de blive lige så permanent tilgængelige som det lavere og mellemste ubevidste. Det er vigtigt at tilføje, at energierne fra disse områder også kan fortrænges og bliver det, når selvet er for identificeret med de personlige behov og værdier.

Det er meget vigtigt at skelne mellem den sammensmeltning, der foregår i det lavere ubevidste mellem mor og barnet, som er præ-rationel, og den transrationelle sammensmeltning i det overbevidste. De blandes ofte sammen og forveksles, så man tror begge er spirituelle. Barnets tilstand er afhængig og egocentrisk og kan derfor ikke række ud over sine egne behov. Det, der kendetegner spiritualitet, er netop evnen til at have omsorg for andre end sig selv og sine nærmeste.

De transpersonlige energier giver os en universel etik, fordi vi bevarer de kognitive strukturer og værdier, men udvider perspektivet til det universelle. Det gør naturligvis ikke barnets tilstand til noget dårligt, den er helt naturlig for barnets udviklingsstadie.

Der er altså forskel på den smelten sammen i flokbevidsthed, som en begejstret fanskare oplever til en fodboldkamp (etnocentrisk), og den fællesbevidsthed, man som en gruppe kan opleve i en meditation, hvor man føler sig et med hele menneskeheden (verdenscentrisk)5.

4 Læs også (Miller, 1973)

32

5 Jeg har behandlet hele den problematik udførligt i (Sørensen, 2008) under navnet pre/trans-fallacy, der er Ken Wilbers begreb for emnet.

PSYKOSYNTESENS PERSONLIGHEDSTEORI

DET KOLLEKTIVE UBEVIDSTE Det kollektive ubevidste (4) med alle dets niveauer fra det lavere ubevidste til overbevidstheden er vores kontakt med det omgivende psykologiske miljø. Vi står i en kontinuerlig telepatisk kontakt med omverdenen og påvirkes af alt, hvad menneskeheden har oplevet og oplever i dette nu. I forbindelse med det psykoterapeutiske arbejde eller i meditationer kan vi opleve, at det vi troede var individuelle energier i vores personlige bevidsthed, i virkeligheden også er kollektive energier. Vi opdager fx, at vi kan være bærere af mønstre og personlighedstræk, som har været en del af vores familie i generationer. Vi kan også opleve, at psykologiske begivenheder i vores sociale miljø smitter os, selvom vi ikke er i umiddelbar kontakt med hinanden. Kærlighed, had, frygt og tillid er helt upersonlige energier, der flyder gennem æteren mellem os. Vi har dog hver især vores egne historier og ”kroge”, som giver disse energier en personlig drejning.

SELVET – ET CENTER AF REN BEVIDSTHED OG VILJE Vi har tidligere berørt selvet, så jeg vil kun lige opridse de vigtigste punkter. Det centrale punkt i midten af ovalen (5) er selvet eller iagttageren.

Det udgør centret i personlighedens verden og er subjektet i os, den vågne nærværende bevidsthed.

Iagttageren er punktet af ren selvbevidsthed og vilje, men den har også et bevidsthedsfelt (6), som er det runde lysende felt. Det er selve opmærksomhedens område, og det er her, bevidsthedens indhold opleves.

Det vi tænker, føler og sanser, kommer ind i dette område fra de fire ubevidste områder og intuition Ovaldiagrammet og direkte fra sjælen (8). Her opleves og fortolkes indkommende indtryk alle energierne af iagttageren ved hjælp af de psykologiske funktioner. Det er her, vi erkender, hvad vi tænker, føler og sanser på et givent tidspunkt. Vi kan derefter handle på indholdet eller lade være, hvorefter det forsvinder, med mindre vi opretholder et aktivt fokus. Langt de fleste mennesker er ikke disidentificeret fra bevidsthedens indhold. De tror, de er deres tanker og følelser og er endnu ikke vågnet op til den fundamentale forskel, der eksisterer mellem bevidstheden selv og dens indhold. Det er et faktum enhver oplever, når de sætter sig ned og iagttager deres bevidstheds indhold.

33

PSYKOSYNTESENS SJÆL

Vi er naturligvis ikke adskilt fra vores tanker og følelser, men vi er noget væsensforskelligt fra dem.

At nå frem til denne skelnen er et af de første primære trin i den personlige psykosyntese, fordi det skaber et stabilt iagttagende center, hvorfra såvel personlighedens som sjælens mangfoldige energier kan begynde at mestres. Et af Assagiolis kerneudsagn er: ”Det, vi identificerer os med, styrer os. Det, vi disidentificerer os fra, kan vi lære at mestre”. Når vi oplever en stærk følelse, så siger vi ofte: ”Jeg er vred”, eller ”Jeg er ked af det”. Vi identificerer os med følelsen. Hvis vi i stedet siger: ”En bølge af vrede påvirker mig”, så er der en skelnen mellem følelsen og iagttageren. Vi kan herfra langt lettere finde ud af, hvad vi vil gøre med den.

Vi kan eje og tage ansvar for den. Centret af ren Ovaldiagrammet og selvets projektion bevidsthed og vilje, selvet, er derfor et utrolig vigtigt psykologisk ståsted, som er værd at udvikle. Det giver os nærvær, integritet og ikke mindst identitet, så vi ved hvem vi er, og kan stå ved det.

Det er vigtigt at pointere, at selvet naturligvis også kan projicere sin bevidsthed ind i alle de forskellige ubevidste områder (se diagram). Det er ikke kun en passiv modtager af impulser, men også en opdagelsesrejsende, som udforsker og udvikler alle disse områder. Det er til det formål, at psykosyntesen tilbyder så mange forskellige teknikker og metoder, som forvandler og integrerer energierne i de pågældende områder.

EGOET, JEGET OG PERSONLIGHEDEN Inden vi går videre til det transpersonlige Selv, er det en god ide at få defineret, hvordan nogle af de gængse betegnelser i psykologien relaterer til psykosyntesen. Nedenfor redegør jeg for min egen forståelse af nogle klassiske grundbegreber om menneskets psykiske struktur, og hvorfor der er tale om en helt ny og anderledes tænkemåde hos Assagioli.

Egoet (iflg. Freud o.a.) kan opfattes som den personlige struktur, der samler identiteten omkring nogle rationelle værdier. De er meget ofte beslægtede med de herskende værdier i den kultur, individet lever i. Egoet fungerer som et organiserende center, hvoromkring individet samler sin normalitetsidentitet. Det vil ofte bestå af op til flere dominerende sociale roller, som individet er identificeret med. Det kan være rollen som mor, hustru og arbejdsidentiteten. Egoet er derfor noget helt andet end Assagiolis selv.

34

PSYKOSYNTESENS PERSONLIGHEDSTEORI

Egoet kan også defineres langt bredere, som den tendens tankesindet har til at afgrænse og isolere sig i en ”sammentrækning”. Der er noget i tankesindets natur, som får det til at gribe fat og adskille sig fra alle andre selver. Det er en meget nødvendig funktion for at udvikle selvbevidsthed, men et stort problem, når vi skal udvikle sjælsbevidsthed, hvor identiteten også er forbundet med universalitet. Vores ego vil bestå, lige så længe vi er identificerede med tankesindet.

Jeget kan være noget andet end egoet, der ofte er baseret på ydre normer og værdier. Jeget kan være en meget selvbevidst identitet bygget op omkring en lang række forskellige værdier og perspektiver, som også kan have forankring i det overbevidste område. Jeget er kort sagt udtryk for den identitet, man har skabt på det bevidsthedsniveau, man fungerer på. De selvbilleder, man på ethvert givent tidspunkt er identificeret med. Er man identificeret med sit ego, fungerer det som jeget, men er man i berøring med det overbevidste, så vil man have et langt mere individualiseret, frit og humanistisk orienteret jeg. Der findes jeger på alle de stadier, der eksisterer fra kropsbevidsthed til sjælsbevidsthed. Ken Wilber kalder det for ”stadieselver” i sin psykologi.

Overjeget er en samling af opdragende roller, man har identificeret sig med i forbindelse med opvæksten. De indeholder de moralbegreber, kulturen har givet videre, og som har til hensigt at normalisere barnet omkring nogle adfærdsnormer. Overjeget består, lige så længe individet har behov for den tryghed og begrænsning, det indeholder.

Personligheden er det samlede udtryk for den fysiske krop, følelserne og tankesindet med alt, hvad de indeholder. Den opstår først, når viljen opdages, og individet samler sine ressourcer omkring bevidst udvalgte mål. Indtil da er individet blot en række mere eller mindre selvbevidste roller, der tilpasser sig de sociale omstændigheder, man befinder sig i. Set ud fra den betragtning er det ikke alle der har udviklet deres personlighed, da den forudsætter en modning af mennesket. Integrationen af personligheden kalder Assagioli for den personlige psykosyntese.

Det er tydeligt, at ingen af ovenstående definitioner er det samme som Assagiolis selv, der er den rene selvbevidsthed og vilje i centret af personligheden.

SJÆLEN OG DET TRANSPERSONLIGE SELV Nu er vi ved selve kilden til selvet og bevidstheden i mennesket. Det, som jeg foretrækker at kalde for sjælen (8), fordi det minder os om, at vi er et levende guddommeligt væsen. Assagioli kaldte det primært for ”det transpersonlige Selv” af hensyn til den videnskabelige tilgang, som var så vigtig for ham.

35

PSYKOSYNTESENS SJÆL

Vi har allerede i kapitel I berørt sjælen, så lad mig her uddybe det vigtigste. Der er som nævnt ikke tale om to selver, men om at selvbevidstheden kan opleves på to forskellige niveauer af bevidsthed. I personlighedens verden, hvor vi oplever selvet som ren selvbevidsthed, men fortsat med en oplevelse af adskilthed fra andre menneskers bevidsthed. I overbevidsthedens verden, hvor vores selvoplevelse udvider sig næsten ubegribelig stort, for vi bliver en del af en fællesbevidsthed, men uden at miste et individuelt formål.

Tusindvis af mennesker har beskrevet, hvordan de gennem meditationer eller spontane oplevelser har haft kontakt med en identitet, der var langt større og mere omfattende end den afgrænsede bevidsthed, de normalt var identificeret med. En bevidsthed, som ikke er begrænset af nogen personlig identitet, men som mere er en væren, der er upersonlig, universel og essensen i alle mennesker.

Det er vigtigt at pointere, at Assagioli omtaler sjælen som et levende væsen, og at han har en teistisk tilgang til spiritualitet. Når kontakten til sjælen opleves, så er det som at ”deltage i det guddommeliges natur”. (1975, s. 44) Overalt i hans bøger og artikler finder man referencer til specielt kristendom og hinduisme. Han citerer St. Augustin for følgende: ”Når sjælen elsker noget, bliver den som det, den elsker. Er det jordiske ting, bliver den jordisk, men hvis den skulle elske Gud, da må vi spørge, om den ikke bliver Gud?” (1975, s. 44) En af de pointer, han lagde stor vægt, på var dog dualiteten mellem det personlige selv og sjælen, og mellem sjælen og det universelle Selv (Gud). Han advarede i stærke vendinger mod den illusion at forveksle selvbevidstheden på de forskellige niveauer. Det vil sige at tro, at man er Gud eller sjælen, førend man har realiseret denne bevidsthed, det vil sige, demonstreret det i praksis. Det vil svare til at forveksle et agern med et egetræ og glemme, at et potentiale ikke er en fuldt realiseret sandhed.

I hans ovaldiagram placerer han netop det transpersonlige Selv i toppen af diagrammet for at indikere den rejse og den ekspansion af bevidsthed, som det kræver at sammensmelte det personlige og transpersonlige Selv. Med Assagiolis ord: ”En manglende forståelse af denne vitale sondring kan have absurde og farlige konsekvenser”. (1975, s. 45) Han peger ikke mindst på ego-opblæsthed, og derfor er det ikke hensigtsmæssigt at fjerne stjernen fra toppen af ovalen, som nogle psykosyntetikere er begyndt at gøre6.

6 Dette emne bliver udførligt behandlet i (Sørensen, 2008)

36

PSYKOSYNTESENS PERSONLIGHEDSTEORI

Sjælen står i direkte kontakt med selvet gennem den lysende kanal, der fungerer som en bevidsthedsbro (7) mellem de to områder af bevidstheden. Den bevidsthedsbro er skabt ved, at sjælen har projiceret en del af sin bevidsthed ned i personlighedens verden. Assagioli skriver: ”Egoet, eller det bevidste “jeg”, er en emanation eller projektion af Selvet”. (1967b) Dette er et eksempel på evolutionær panenteisme, for ligesom sjælen er en emanation (udstrømning) af det Universelle Selv (Gud), så er det personlige selv det også.

Denne forbindelse er også blevet kaldt for den stille sti, fordi det er igennem stilheden, at de højere bevidsthedsniveauer kontaktes og erkendes. Set i det lys kan man sige, at sjælens højere bevidsthed reflekteres i hjernen gennem en svag afspejling. Det er en svag afspejling, indtil den spirituelle proces sætter ind, hvorefter den overskyggende sjæl mere og mere kan manifestere sig gennem hjernen og det fysiske nervesystem.

I praksis opleves bevidstheden ikke som noget, der bor et bestemt sted i hjernen, for vi oplever normalt bevidstheden gennem tankesindet, der ikke er afgrænset af den fysiske krop.

Man skal forestille sig, at der over hovedet er et strålende nærvær, som er velbeskrevet i de østlige spirituelle skrifter. Dette er det virkelige menneske i den indre verden.

Dette nærvær er sjælen, som er den udødelige del af os. Sjælen søger dybest set at manifestere overbevidstheden i samspil med kræfterne i det mellemste og lavere ubevidste. I den forstand har vores personlige selv den opgave at formidle et samarbejde mellem sjælen og det underbevidste.

På et tidspunkt er der naturligvis ikke noget personligt afgrænset selv længere, når sjælen fuldt ud kan manifestere sig i personligheden. Der er på det tidspunkt ikke længere nogen dualitet mellem sjæl og selv. Der er flere stadier i denne oplysning, men når det sker, har vi et oplyst menneske, der træder frem, og Assagioli giver eksempler på mange af verdens oplyste, der har realiseret dette niveau: ”Gandhi, Florence Nightingale, Martin Luther King, Albert Schweitzer”. (2005, s. 99) Der er dybest set ikke nogen væsensforskel mellem sjælens bevidsthed og selvets bevidsthed. En god analogi, Assagioli brugte (Udateret 2.), var forholdet mellem solen og dens lys, reflekteret i et spejl. Lyset i spejlet har de samme kvaliteter som solen; det oplyser og giver varme. I en vis forstand er lyset i spejlet en illusion, hvis vi kun ser genskinnet i spejlet, for da ser vi ikke kilden. Sådan forholder det sig også med selvet, hvis ikke vi er vidende om Sjælen. Det er her, meditation kommer ind som den metode, der fører os til kilden.

37

PSYKOSYNTESENS SJÆL

Sjælen kan gennemtrænge hele ovalen med sine energier og gør det, og der er mange eksempler på, at børn oplever overbevidste energier. Men det betyder ikke, at sjælen selv befinder sig i bunden af ovaldiagrammet, ligesom solen heller ikke er på jorden, selvom dens udstråling når her til.

Den afgørende forskel mellem sjælen og selvet handler mere om bevidsthedens intensitet og vidde. Sjælen lever i en højere verden over de mentale niveauer og er fuldt bevidst om sin samhørighed og bevidsthedsmæssige enhed med alle andre sjæle og verdenssjælen. Stjernen i toppen af diagrammet (8) relaterer til det, Østen kalder for ”juvelen i lotussen”, som er den centrale kerne i sjælen. (2006, s. 93) Denne kerne er den statiske ubevægelige vidnebevidsthed. Det i os, der altid er vågent og som lever i det evige nu, fuldt bevidst om sin kosmiske natur og uden for tid og rum. Hvis selvet er en 100 watt pære, der stråler i hjernens midte, så er sjælen en 1.000.000 watt pære, der stråler i evigheden.

Oplysning er at få det lille lys i hjernen til at skinne med samme intensitet, som lyset i ”himlen”. De aktive energier og potentialer i det overbevidste er de kreative kræfter, som sjælen udstråler som visdom, kærlighed, skønhed osv. På samme vis som selvet i personlighedens verden også er det udstrålende center for tanker, følelser og fysiske handlinger. (2005, s. 106) Sjælen har adgang til universalitet i sin bevidsthed, og derfor placerede Assagioli stjernen halvvejs inde i ovalen og halvvejs ude vendt mod kosmos. Dermed indikerer han sjælens dobbeltrettede bevidsthed henholdsvis mod individualitet og universalitet.

Sjælen udtrykker en fællesbevidsthed på sit eget niveau, fordi den er identificeret med helheden, men den har også et individuelt formål at skulle udtrykke, derfor er den også formålsbevidst. Dette formål er et udtryk for den transpersonlige vilje og kaldes også for sjælens kald og betegner den rejse, den må foretage på egen hånd i samarbejde med andre. Det er gennem de valg sjælen træffer, at den indhøster erfaringer og opnår visdom. Sjælen er viis og god på sit eget niveau, men kan ikke bringe det igennem i personligheden, når den skal manifestere sig gennem en krop. I ”kødet” må den først udvikle evnen til at udfolde kærligheden og visdommen.

Sjælen er ikke blot bevidsthed, som åbner den op mod det universelle. Den er også potent vilje til at være sig selv og udtrykke denne identitet som et unikt formål. Det er på den måde, at sjælen bliver et unikt Selv og bevarer sin individualitet på trods af bevidsthedens universalitet. Assagioli citerer Radhakrishnan:

38

PSYKOSYNTESENS PERSONLIGHEDSTEORI

”Det menneskelige selvs særegne privilegium er, at det bevidst kan deltage i og arbejde for helheden, og i sit eget liv legemliggøre helhedens formål. … Individualitetens to elementer: Særegenhed (hver-for-sig-hed), og universalitet (altsammenhed) vokser sammen, indtil det mest unikke til sidst bliver det mest universelle”. (2005, s. 113) Lad dette være de sidste ord om sjælen. Det må indrømmes at disse perspektiver ikke er nemme at formidle eller forstå, for dybest set kan sjælen ikke begribes med intellektet, kun opleves. Vi vil vende tilbage til sjælen i kapitel X og underbygge, hvordan vi arbejder med sjælen i praksis.

ASSAGIOLIS ALTERNATIVE PERSONLIGHEDSMODEL Assagioli kom med ideer til alternative personlighedsmodeller rundt omkring i sit forfatterskab, som kompletterede hans ovaldiagram. Disse modeller er gode at have med, når vi skal forstå nuancerne i hans mangefacetterede psykosyntese. Et af de symboler, han anvendte til at beskrive forholdet mellem sjælen og personligheden, beskrev han på følgende måde: ”Abstrakte geometriske symboler er ofte kombineret med symbolet på solen eller en stjerne; eksempelvis ved visualiseringen af en ligesidet triangel, der symboliserer personlighedens tre aspekter – det fysiske, det emotionelle og det mentale – og over trekantens toppunkt en strålende sol eller stjerne, der symboliserer Selvet. Dette er et meget velegnet symbol til at illustrere processen frem mod tilegnelsen af spirituel psykosyntese, ved at Selvet gennemtrænger den rekonstruerede eller fornyede personlighed”. (1975, s. 203)

Sjælens oplysning af personligheden

39

PSYKOSYNTESENS SJÆL

I diagrammet sjælens oplysning af personligheden, som jeg har udarbejdet til at illustrere denne ide, ser vi den ligesidede trekant, som repræsenterer den integrerede personlighed. Det vil sige, at energierne fra det lavere og mellemste ubevidste er samlet omkring selvet. Denne integration kaldte Assagioli for den personlige psykosyntese.

De tre grundlæggende aspekter af den personlighed består, jævnfør ovenstående, af kroppen, følelserne og det mentale.

I midten af trekanten har jeg tilføjet punktet for selvet – som punktet af ren selvbevidsthed og vilje. Ovenover trekanten ser vi solen, som et symbol på sjælen.

Den søger at gennemtrænge personligheden med sine stråler, det vil sige med indholdet i det overbevidste, og på den måde fremkaldes den spirituelle psykosyntese.

Dette er stadiet, hvor sjælen og personligheden er forenet, således at vi manifesterer det overbevidste gennem krop, følelser og tanker.

Den stiplede linje mellem selvet og sjælen er den bevidsthedsbro, som gradvist udvikler sin kapacitet til at formidle sjælens bevidsthed i personligheden. Jeg har med andre ord kombineret de kendte elementer fra ovaldiagrammet for på den måde at illustrere, at udviklingen kommer såvel ovenfra og ned, bistået af selvet, som arbejder nedefra og op.

Assagioli underbygger ovenstående billede og idé i et andet citat: “De åndelige elementer kommer ned som solstråler og ind i menneskets personlighed – ind i den personlige bevidsthed – hvorved der dannes en forbindelse mellem den almene menneskelige personlighed og det åndelige ”Jeg”, den åndelige virkelighed. Det er lysstråler i forskellige farvenuancer, der trænger ind i vores personlige bevidsthed alt efter, hvor gennemtrængelig og transparent den er”. (2006, s. 255) I næste kapitel skal vi se på, hvordan personligheden bliver transparent for de overbevidste energier, som en del af selvets udviklingsrejse. Vi skal med andre ord fordybe os i psykosyntesens udviklingsteori for på den måde at skitsere den rejse, som det personlige selv udfolder fra selvbevidsthed til sjælsbevidsthed.

40

KAPITEL III

PSYKOSYNTESENS UDVIKLINGSTEORI

” ”

Maslow har præsenteret et oplysende forslag til en fremadskridende evolutionær udvikling i fem stadier.

(Assagioli)

I sidste kapitel citerede jeg Assagioli for, at ovaldiagrammet: ”udelader det dynamiske aspekt, der er det allervigtigste og mest essentielle i hele sagen”.

Det dynamiske aspekt er naturligvis udviklingsteorien, og i hans første bog Psykosyntese, giver han kun et skitseagtigt overblik over de brede linjer i hans udviklingsteori, men i hans senere bog Viljens Psykologi giver han langt flere detaljer.

Når vi taler om udviklingspsykologien, så handler det om at beskrive selvets rejse fra ubevidst, selvbevidst til sjælsbevidst og transcendent væren. Jeg vil kun beskrive det store overblik, da teorien er for omfattende til at beskrives i detaljer i et enkelt kapitel.

Assagioli var tydeligvis inspireret af den Italienske digter og forfatter Dante Alighieri (1265-1321) som han betragtede, som en stor oplyst. Han relaterer derfor psykosyntesen til Dantes Guddommelige Komedie, som han kalder for ”et vidunderligt billede på en komplet psykosyntese”. (1975, s. 211) Dantes fortælling er et episk digt om en rejse gennem helvede, skærsilden og paradiset. Assagioli fortæller: ”Den første del – pilgrimsrejsen gennem helvede – indikerer den analytiske undersøgelse af det lavere ubevidste. Den anden del – opstigningen ad skærsildens bjerg – indikerer processen med moralsk renselse og den gradvise højnelse af bevidsthedsniveauet ved anvendelsen af aktive teknikker. Den tredje del – besøget i Paradis eller Himlen – betegner på en uovertruffen måde de forskellige tilstande med overbevidst realisering frem til den endelige vision af den universelle Ånd, af Gud selv, hvor kærlighed og vilje er smeltet sammen”. (1975, s. 211)

41

PSYKOSYNTESENS SJÆL

I dette citat fortæller han klart, at han tager udgangspunkt i en stadiemodel, hvor vi udvikler os fra bunden af ovaldiagrammet og op i gennem niveauerne mod selvrealisering. I min masterafhandling Integral Psychosynthesis (Sørensen, 2008), giver jeg mange andre relevante kilder til denne opfattelse. Stadiemodellen er naturligvis en grov skitse, for som vi skal se i dette kapitel, tilføjer han mange nuancer.

Assagioli udviklede løbende nye ideer omkring sin personlighedsmodel og inddrog teorier fra kollegaer, når de så dagens lys. En af disse var den amerikanske psykolog Abraham Maslow, som skrev en række indflydelsesrige bøger i 50erne og 60erne.

Han var en vigtig person i forbindelse med udviklingen af den humanistiske og transpersonlige psykologi. Han var specielt kendt for udviklingen af sin behovspyramide, som blev en vigtig udviklingspsykologisk teori.

Assagioli omtaler flere steder Maslow som en vigtig pioner og opfordrede sine studerende til at studere hans bøger grundigt. (Udateret 2) I Viljens Psykologi, som udkom i 1973 kort før hans død i 1974, tager Assagioli skridtet fuldt ud og integrerer Maslows behovspyramide i sit ovaldiagram. (2005, kap. 8-10) Maslow bliver citeret ikke mindre end 25 gange i denne bog, så der er ingen tvivl om det tætte forhold, der eksisterede mellem Assagiolis og Maslows udviklingsteorier.

Dette er et særdeles vigtigt skridt, fordi han her komplementerer sin personlighedsmodel med en forholdsvis detaljeret udviklingspsykologisk forståelse, baseret på Maslows opdagelser og sine egne fund. Han placerer dermed også psykosyntesen inden for en stadiemodel, hvor selvet udvikler sig gennem en række naturlige udviklingsstadier, fra bunden af ovalen og op mod sjælen. Disse er universelt gældende for alle mennesker.

Der hersker tydeligvis stor forvirring om dette forhold i psykosyntesemiljøet, da især de to indflydelsesrige psykosyntetikere John Firman og Ann Gila i deres bøger, har foreslået store og afgørende ændringer i Assagiolis originale fremstilling af psykosyntesen.

Der er to forskellige udviklingsteorier inden for den transpersonlige psykologi, som er ret forskellige, og Assagioli hører til samme retning som Maslow og den nutidige amerikanske tænker Ken Wilber. Det er udførligt behandlet i min masterafhandling, og jeg vil derfor ikke komme nærmere ind på det her. Den hollandske tænker Frank Visser har skrevet en glimrende artikel om de to konkurrerende udviklingspsykologier.

(Visser, 1998)

42

PSYKOSYNTESENS UDVIKLINGSTEORI

UDVIKLINGEN GENNEM DE TRE UBEVIDSTE OMRÅDER Lad os nu beskrive selvets udvikling fra bunden af diagrammet og op igennem alle niveauerne ud fra Assagiolis beskrivelse og Maslows opdagelser. Den centrale kerne i Maslows udviklingspsykologi er opdagelsen af de behov, der driver selvets motivation igennem livet fra basal behovstilfredsstillelse af sult til de mest transcendente behov for mening og oplysning. Maslow opdagede den mekanisme, at tilfredsstillelsen af en type behov på et givent niveau, på et tidspunkt vil føre til opvækkelsen af et højere behov, som så vil drive selvet til det næste niveau. Denne opdagelse skitserede han i sin behovspyramide, som her er indsat i ovaldiagrammet, ud fra Assagiolis egne udtalelser. (2005, s. 89, 93, 99) Vi vil kun berøre stadierne kortfattet, men således forklarer Assagioli det: ”Maslow har klart beskrevet ”behovenes hierarki” i Motivation and Personality. Han omtaler først de basale psykologiske behov, derefter de personlige behov som tilhørsforhold, kærlighed, selvværd og selvaktualisering, og endelig en tredje gruppe: De transpersonlige behov eller metabehovene. Når de første to grupper af behov er opfyldt, afføder det paradoksalt nok en følelse af kedsomhed, livslede, tomhed og meningsløshed. Det fører til en mere eller mindre blind søgen efter ”noget andet” og noget mere”. (2005, s. 93) Ovaldiagrammet og Maslows behovspyramide

Her forklarer Assagioli, hvordan Maslows behov passer ind i ovaldiagrammet:

”Vi kan se på diagrammet over menneskets psykologiske konstitution (ovaldiagrammet). De basale og normale personlige behov handler om det lavere og midterste psykologiske liv, såvel bevidst som ubevidst. Imidlertid er der også et tredje og højere niveau, området for det overbevidste, der kulminerer i det Transpersonlige Selv”. (2005, s. 99) Vi kan ud fra disse citater konkludere, at de basale behov i Maslows pyramide: de fysiologiske behov og sikkerhedsbehov hører til det lavere ubevidste, mens tilhørsforhold, selvværd og selvaktualisering hører til det mellemste ubevidste. Behovet for mening og transcendens hører til det overbevidste.

43

PSYKOSYNTESENS SJÆL

I nedenstående citat fortæller Assagioli, hvordan behovene i det mellemste ubevidste vækker selvets vilje til at tilfredse disse behov og dermed sættes behovene i direkte sammenhæng med udviklingen af viljen: ”Alle behov opvækker tilsvarende drivkræfter mod deres tilfredsstillelse. De drifter, der vedrører de basale og elementære behov, er mere eller mindre blinde, instinktive og ubevidste. Men når vi taler om de mere personlige behov, fører drifterne gradvist til bevidste, viljesbetonede handlinger, rettet mod deres tilfredsstillelse. Derfor vil ethvert behov før eller senere opvække en tilsvarende vilje”. (2005, s. 99) Udviklingen i det mellemste ubevidste kulminerer i det, som Assagioli kalder for den personlige psykosyntese. Det er den harmoniske integration af alle ressourcerne i det lavere og mellemste ubevidste omkring selvet, som et center af ren selvbevidsthed og vilje. Dette udviklingsstadie sammenligner han med Maslows selvaktualisering.

(2005, s. 108) Det stadie kendetegner det målrettede og selvbevidste menneske, som er frigjort i sit personlige liv og formår at udleve sine personlige behov og drømme.

Selvaktualisering er ikke primært båret af behov for anerkendelse (selvværd), men mere et behov for at udforske sin kreative rækkevidde. Hvor meget kan jeg udrette i livet, når jeg samler alle mine ressourcer omkring nogle få udvalgte områder? Det er spørgsmålet, man stiller sig. Det er i denne fase af livet, den modne voksenalder, at viljen for alvor begynder at slå igennem. Det sker naturligvis kun, hvis man udviklingsmæssigt formår at aktivere disse potentialer og ikke hænger fast i de tidligere stadier, som uigennemtrængelige komfortzoner af tryghed. Det er i denne fase, at vi begynder at trække på de første helhedsbevidste energier. Vi integrerer så at sige alle personlighedens kræfter for at nå nogle overordnede mål. Derfor kunne man også kalde dette stadie for det integrale, men uden at der nødvendigvis er nogen spirituel eller humanitær motivation til stede.

Det selvaktualiserede menneske kan nemlig fortsat være selvisk, så stadiet åbner ikke nødvendigvis op til nogen højere humanitær motivation, men kan handle om driften mod succes og det at fremvise sine personlige kræfter og magt.

Selvrealiseringsprocessen begynder, når selvet åbner op til energierne i det overbevidste, ofte på baggrund af en forudgående eksistentiel krise. Assagioli beskrev tidligere: ”Når de første to grupper af behov er opfyldt, afføder det paradoksalt nok en følelse af kedsomhed, livslede, tomhed og meningsløshed”. Når Selvet bevæger sig gennem denne værdikrise, kommer det til at være bestemmende for, om det er personlighedens eller sjælens behov, der skal bestemme den fortsatte kurs i livet.

44

PSYKOSYNTESENS UDVIKLINGSTEORI

Dybest set handler det om at finde en ny motivation for at leve og udfolde sig; en motivation der udspringer af værdierne i det overbevidste.

DE SYV UDVIKLINGSSTADIER Assagioli definerede allerede sin overordnede udviklingsmodel i 1934, hvor han skelnede mellem den personlige og transpersonlige psykosyntese. (1975, s. 30) Her fortæller han, at det er den transpersonlige udvikling, der fører til Selvrealisering, og den definerer Assagioli meget specifikt som foreningen mellem selvets selvbevidsthed og sjælens. (1975, s. 202) Men det er først i Viljens psykologi, at han med hjælp fra Maslows opdagelser beskriver alle stadierne i ovaldiagrammet. Assagioli skriver: ”Maslow har præsenteret et oplysende forslag til en fremadskridende evolutionær udvikling i fem stadier”. (2005, s.

107) Disse fem stadier beskriver forskellige typer af mennesker, og hvad der motiverer dem. Han definerer dem på følgende vis: De to første mennesketyper og stadier er styret af mangelbehovene i det lavere ubevidste og mellemste ubevidste. De næste to typer og stadier relaterer til selvaktualiseringsfasen, og dermed energierne i den øverste del af det mellemste ubevidste. Der er to typer af selvaktualisering, en mere selvisk selvaktualiseringsfase og et højere udviklingsstadie, hvor selvaktualiseringen orienterer sig mod de transcendente værdier. Dernæst er der den femte type og stadiet, som er selvrealiseringsfasen, hvor livet er målrettet den kreative udfoldelse af energierne i det overbevidste og den direkte identifikation med sjælen.

Assagioli inddeler det femte selvrealiseringsstadie i tre veldefinerede processer, så vi opnår i alt syv stadier på vejen mod fuld selvrealisering. De tre transpersonlige stadier er: 1. Aktiveringen og udfoldelsen af potentialerne i det overbevidste, og han eksemplificerer dette stadie gennem nogle af historiens fremtrædende genier. Leonardo da Vinci og Goethe hører til dette stadie.

2. Den direkte identifikation med sjælens selvbevidsthed, hvor selv og sjæl smelter sammen. Gandhi, Florence Nightingale, Martin Luther King og Albert Schweitzer hører til dette niveau.

3. Den direkte kontakt og forening mellem sjælen og det Universelle Selv (Gud, Brahman, Enheden). De højeste mystikere gennem alle tider hører til her. Buddha og Kristus med flere.

45

PSYKOSYNTESENS SJÆL

Selvrealisering er med andre ord primært en proces, der går gennem det overbevidste, mod sjælen og det Universelle Selv. Der er dog en langstrakt renselsesfase, som er den del af selvrealiseringsprocessen, hvor vi forædler personlighedens energier, så de kan udtrykke den universelle kærlighed-visdom, der strømmer ned fra det overbevidste.

Assagioli beskrev denne fase i forbindelse med stadierne i Dantes Guddommelige fortælling.

Det er det personlige selvs aspiration og vilje i kombination med kaldet fra det Transpersonlige Selv, der fører til, at selvet transcenderer begrænsningerne i den ”normale” bevidsthed. Men den spirituelle udvikling manifesterer sig ikke kun som en psykospirituel opdagelsesrejse. Der er andre typer af transcendens, der ser helt anderledes ud og som relaterer til forskellige mennesketyper. Assagioli nævner følgende: 1. Transcendens gennem transpersonlig kærlighed.

Her udvikler mennesket sig gennem at udtrykke nogle af de højere former for kærlighed: altruistisk, selvopofrende og hengivenhed til natur, mennesker og Guddommen. Man kunne kalde det for kærlighedens vej til sjælen.

2. Transcendens gennem transpersonlig handling.

Her udvikler mennesket sig ved at skabe godgørende konkrete aktiviteter, der gør en forskel i verden. Det er typer af humanitær social aktivisme, som ofte er forbundet med personlige ofre og risici, fordi det kræver, at man giver alt til sagen. Det kunne kaldes for handlingens vej til sjælen.

3. Transcendens gennem skønhed.

Dette er æstetikkens vej, og det er velkendt, at kunstnere er villige til at gennemgå utrolige lidelser for at realisere den skønhed, som de er i intuitiv kontakt med.

4. Transcendens gennem selvrealisering.

Dette er oplysningens vej og relaterer til de mennesker, som bevidst søger at realisere de potentialer, der eksisterer i det overbevidste, og som har deres oprindelse i sjælen.

Disse typer af transcendens kan også udtrykkes i viljesbegreber, den fundamentale vilje til at transcendere personlighedens begrænsninger gennem forening med nogen eller noget større og højere. Mere præcist, vi finder en forening af vilje og kærlighed i dem alle. (2005, s. 103)

46

PSYKOSYNTESENS UDVIKLINGSTEORI

UDVIKLINGEN ER IKKE LINEÆR Assagioli var udmærket klar over, at mennesker ikke udvikler sig på en énsporet og lineær måde, hvilket behovspyramiden kunne indikere. Nogle mennesker har udviklet transpersonlige kvaliteter i deres personlighed, samtidig med at de slet ikke er integreret i det personlige område. De er idealister, men har ikke særlig stor styrke til at leve det ud. (2005, s. 107) Det betyder dog ikke, at den overordnede rejse ikke går gennem en række universelle stadier. Det er blot ikke en trappe, man bevæger sig op ad et skridt ad gangen. Det er mere en proces, der indebærer to skridt frem og et tilbage, hvis processen skal være sund. Det vil sige integrativ og transformativ. Hver gang selvet erobrer et nyt og højere stadie, må det tilbage og integrere de foregående stadier ud fra de nye værdier og behov, som det nye stadie indebærer.

Ethvert skridt frem vil altid indebære en konflikt med de foregående stadiers behov, indtil de er integreret og samarbejder med det nye stadie.

Når vi begynder at vågne op til de dybe spirituelle niveauer i det overbevidste, stilles vi over for kravet om at kunne reflektere denne bevidsthed i vores fysiske adfærd. Vi må med andre ord indlede en proces, hvor kroppen og alle de underbevidste dele må udvikles, så de kan leve op til den nye virkelighed.

Ovaldiagrammets spiraludvikling

47

PSYKOSYNTESENS SJÆL

Det er en dyb transformativ proces at få vores følelses liv til at reagere med favnende kærlighed og visdom i alle situationer. Det ved enhver, der praktiserer en spirituelt orienteret livsstil. Det er en helt naturlig orden i den evolutionære proces, at vi må vekselvirke mellem opstigning og nedstigning. I denne optik opstår der gradvist et bevidst samarbejde mellem selvet, sjælen og alle de underbevidste kræfter, vi indeholder.

Jeg har forsøgt at illustrere denne udviklingsproces i illustrationen ovaldiagrammets spiraludvikling. Jeg har indsat personlighedens tre grundlæggende aspekter i diagrammet og stadiet for den integrerede personlighed. Når udviklingen er sund, foregår der en kontinuerlig udveksling og udvikling mellem energierne i top og bund af ovalen, som udvikler vores seksualitet, forhold til penge og magt, efterhånden som vores værdier og perspektiver på livet ændrer sig.

Når de basale energier ikke løbende inddrages i den spirituelle udviklingsproces, opstår der mange skyggesider, som udspiller sig destruktivt i livet. Det ser man ofte i mange transcendensorienterede, spirituelle miljøer.

Det er vigtigt at huske på, at det overbevidste skal manifesteres gennem det lavere ubevidste, førend vi kan bringe det gennem kroppen og ud i livet som tjeneste for menneskeheden. Derfor er det ikke nok at transcendere de personlige behov; vi må inkludere seksualitet, aggression og selvhævdelsesenergierne i processen, men bringe disse energier ind under den dybere kærligheds domæne, som sjælen repræsenterer.

Assagioli understregede igen og igen, at hele formålet med at søge oplysning er tjeneste for menneskeheden, og at de mystiske, ekstatiske højdepunkter, samt kontakt med sjælen skal anvendes til det formål (1975, s. 207, 210, 2006, s. 251, 270). Det er menneskehedens syntese og i yderste forstand en kosmisk syntese, som er hele evolutionens endemål. (Udateret 7) Dette er ligeledes formålet i forhold til evolutionær panenteisme. Den transcenderende bevægelse op mod højere bevidsthed afbalanceres af bevægelsen ud mod menneskeheden. Så i en vis forstand går vi op på bjerget (mod det overbevidste og transcendente) for at gå ned af bjerget og dele ud af vores inspiration, kærlighed og vilje, fordi vi har erkendt, at menneskeheden, planeten og kosmos er en sammenhængende guddommelig enhed.

Assagioli anerkendte, at mennesker er på forskellige evolutionære udviklingstrin og talte for, at man i undervisningen forsøger at fastslå et barns evolutionære niveau. (1960) Han er også klar over, at det er en holdning som vækker modstand, bl.a. siger han:

48

PSYKOSYNTESENS UDVIKLINGSTEORI

”En anden grund eller pseudo-grund til modvilligheden … er en fejlagtig opfattelse af, at alle mennesker er lige, samt det demokratiske ideal. … Det forekommer at være næsten en fornærmelse at indrømme, at der er mennesker af højere psykologisk såvel som åndelig statur”. (Besmer, 1973) Alle mennesker har naturligvis lige stor værdi essentielt set, men deres perspektiver og synspunkter er ikke lige gyldige eller værdifulde set fra et evolutionært perspektiv.

Kønnenes ligeberettigelse er fx et bedre perspektiv end et mandschauvinistisk perspektiv, fordi det inkluderer flere menneskers velfærd. Der er mere kærlighed i ligeberettigelsesperspektivet, derfor er det bedre. Mennesker der har dette perspektiv har dermed en højere bevidsthed på dette område.

Inden vi går til næste emne, vil jeg lige vise en anden spændende måde at illustrere de forskellige niveauer på. Det er gennem holarkier (helheder inden i helheder, se diagram), hvor kroppen (1) omsluttes af følelser (2), der omsluttes af tanker (3), der omsluttes af personlighed (4), der omsluttes af sjælen (5) i den yderste oval. Det overbevidste hører i denne forbindelse med til sjælens udstråling, og det universelle Selv (Gud) er hele baggrunden, den universelle væren. Ånd kan opleves som henholdsvis universel væren (et felt) og et universelt Selv (kerne).

UDVIKLINGSLINJER I PSYKOSYNTESEN

Ovaldiagrammet og holarkier

Det, vi hovedsagelig har beskrevet ovenfor, er selvets udviklingsstadier, belyst gennem de styrende behov, som selvet til enhver tid identificerer sig med. Psykosyntesen har dog også et langt mere nuanceret udviklingsperspektiv, som omhandler, hvordan de syv psykologiske funktioner udvikler sig – de funktioner selvet oplever og udtrykker sig gennem.

Den schweiziske psykiater C.G. Jung arbejdede med fire funktioner: følelse, tænkning, sansning og intuition. Roberto Assagioli anvendte syv, og dem vil vi tage udgangspunkt i. Assagioli viser sit stjernediagram og de psykologiske funktioner i sin bog Viljens Psykologi. (2005, s. 17) De psykologiske funktioner er de evner, selvet tager i anvendelse på sin rejse gennem livet. I diagrammet ser vi funktionerne sat ind i Assagiolis stjernediagram. I midten har vi selvet med viljen, og ud fra det center udspringer de øvrige psykologiske funktioner, der modtager og formidler energierne fra selvet.

49

PSYKOSYNTESENS SJÆL

Psykosyntesen arbejder med: Vilje Intuition Tænkning Fantasi Passion Følelse Sansning

(7) (6) (5) (4) (3) (2) (1)

Tallene relaterer til deres position i stjernediagrammet.

Stjernediagrammet

Disse funktioner er alle mennesker i besiddelse af. De er vigtige at kende, fordi det er gennem udviklingen af de evner, som de indeholder, at vi lærer at mestre de forskellige energier, og dermed vores liv. De psykologiske funktioner er selvets handleredskaber, når den skal manifestere sig i verden, såvel som når den skal søge indsigt i de indre verdener. I centret af stjernen finder vi selvet, som en ubevægelig vågenhed og væren.

Assagioli kalder, med Aristoteles ord, selvet for den ubevægelige bevæger. Det gør han, fordi der ud fra dette stille center strømmer aktive kræfter gennem de psykologiske funktioner. De udfolder den bevidsthed og intention, som selvet er et udtryk for på ethvert givent udviklingsniveau.

Viljen er den instans i os, som giver energien retning gennem formål, valg og beslutning.

Viljen er den bagvedliggende motivation, som sætter alt andet i bevægelse, men ofte er den så subtil, at vi ofte ikke bemærker den. Vilje forudsætter selvbevidsthed førend det er sand vilje og ikke blot ubevidst begær. Gennem viljen træffer vi beslutninger og viser, hvad vi vælger at identificere os med på ethvert givent tidspunkt gennem valget af vores handlinger.

Følelsen er vores sensitivitet, som registrerer og fornemmer kvaliteten af den psykologiske atmosfære, vi til enhver tid befinder os i. Den fortæller os, om noget føles behageligt eller ubehageligt. Den sætter os i sensitiv kontakt med omverdenen, så vi mærker, hvad der sker inden i og uden for os selv.

Tanken fortæller os, hvad noget er, den indsamler viden, systematiserer den og sætter navn på og giver en mental helhedsvurdering af alle de andre indtryk, som kommer

50

PSYKOSYNTESENS UDVIKLINGSTEORI

ind fra de øvrige funktioner. Den fortolker vores virkelighed ud fra den til enhver tid eksisterende viden. Den giver os endvidere mulighed for at kommunikere vores virkelighed ud til omgivelserne gennem sproget.

Fantasien. Det er den legende og fabulerende evne til at skabe billeder, der er stærkt stemningsmættede. Vi anvender fantasien, når vi visualiserer og forestiller os virkeligheden, som den kunne være. Disse forestillinger har, uanset hvor ”uvirkelige” de er, en stærk påvirkning på vores følelses- og tankeliv, og i den forstand virker de – er virkelige.

Passion, Assagioli kaldte funktionen begær, og den inkluderer alle de instinkter, drifter, ønsker, begær og behov, der opleves som tiltrækning og frastødning. Passion er det, der bevæger os. Det er den magtfaktor, som får ting til at ske. Der findes mange niveauer af passion, fra overlevelsesinstinktet til den brændende kærlighed til Gud. Sansning er kroppen med dens fem sanser og selvets evne til at handle i den fysiske verden. Kroppen forankrer alle de andre funktioners energier i et ydre handleindtryk, men giver også informationer omkring hvad der sker i den ydre verden, og hvordan det påvirker kroppen. Sansning og kroppen giver energi og livskraft, som holder os sunde.

Intuition findes på flere niveauer, men Assagioli omtaler den fortrinsvis som en transpersonlig funktion. Den giver os en direkte indsigt i helheden og hvordan vi, en situation, eller en ting passer ind i et større mønster. Intuition er den direkte adgang til sandhed og vores evne til at opleve, hvordan alt i universet hænger sammen i et indbyrdes forbundet netværk.

Det er disse psykologiske funktioner som psykosyntesen anvender metoder til at udvikle. Et af de fundamentale træk ved psykosyntesen er ”udviklingen af de aspekter af personligheden, som er enten utilstrækkelig eller mangelfuld”. (1975, s .29) Assagioli er meget opmærksom på den ”ubalancerede udvikling”, som mange mennesker gennemløber, og har udviklet mange aktive teknikker til at udvikle de svage psykologiske funktioner. (1975, s. 57) I Viljens Psykologi argumenterer han for den hierarkiske natur1 af alle de psykologiske funktioner, det vil sige, at de kan være svagt eller højt udviklet. Maslow organiserede behovene i et hierarki, hvor de øverste behov i pyramiden er mere komplekse end de basale, og derfor udtryk for en højere udvikling. Assagioli gør det samme med de psykologiske funktioner: ”Forekomsten af forskellige eksistensplaner, der har forskellige værdier, er en indlysende og ubestridelig manifestation af evolutionens storslåede lov, 1 Assagioli er på linje med Maslow og Wilber i forhold til at opfatte virkeligheden som hierarkisk opbygget.

Hans anvendelse af Maslows behovspyramide er det tydeligste eksempel. Han tilslutter sig hierarkier flere steder i sit forfatterskab: 2006, s. 180, 199, 201, 222, Keen 1975.

51

PSYKOSYNTESENS SJÆL

som udvikler sig fra simple og grove til stadig mere raffinerede og højt organiserede stadier”. (2005, s. 88) Set i forhold til kærligheden kan den være egoistisk eller empatisk eller med Assagiolis ord: ”en kærlighed, der er dominerende, besiddende, jaloux og blind, er på et lavere niveau end den, der er blid og opmærksom på den elskede som person, som søger denne persons velfærd… ”. (2005, s. 88) Han trækker også denne parallel til alle de andre psykologiske funktioner, således at de bliver udviklingslinjer, der kan udfoldes fra bunden af ovalen til sjælens niveau. Jo højere et niveau den psykologiske funktion udvikles til, des mere inklusiv bliver den, det vil sige universel i sin funktion. Assagioli er klar over modstanden mod hierarkier og citerer C.G. Jung for følgende: ”Jung beklager med rette denne pseudo-humanitære opfattelse og forkerte forståelse af demokrati: ”Ønsket om bringe alle mennesker på samme niveau og reducere dem til samme status som får ved at undertrykke den naturlige aristokratiske og hierarkiske struktur (bemærk venligst: i den psyko-spirituelle betydning) fører uundgåeligt før eller senere til en katastrofe”. (1967b) Når vi medinddrager selvets egen udvikling, når vi op på otte grundlæggende udviklingslinjer. I diagrammet udviklingslinjer er de 8 linjer ikke lige udviklede, og det illustrerer den kompleksitet, som kendetegner menneskets udvikling.

Ken Wilber har gjort et stort arbejde med at udbrede kendskabet til de forskellige udviklingslinjer, og jeg kan varmt anbefale hans bog Integral Psychology, hvis læseren ønsker et detaljeret studie af disse stadier og linjer.

Ovaldiagram med udviklingslinjer

52

Konklusionen er, at vi kan være meget højt kognitivt udviklede, men samtidig meget ubevidste omkring vores følelsesliv eller have svært ved at føre vores tanker ud i livet. De otte udviklingslinjer er de primære linjer, der har relation til selvets udvikling. Vi kan dog sagtens finde mange andre udviklingslinjer, som opstår ud fra en kombination af en eller flere funktioner.

PSYKOSYNTESENS UDVIKLINGSTEORI

Vores værdier, seksualitet, æstetik og mange andre områder har hver deres eget udviklingstrin, men det bliver for vidtgående at komme ind på her.

I diagrammet udviklingslinjer ses en person, hvis selvlinje (5) er udviklet til det rationelle selvbevidste niveau. Vedkommende har dog en meget høj grad af empati og medfølelse (2), og idealisme (7). Hvis hans selvlinje krydsede grænsen til det overbevidste, ville hans oplevelse af adskilthed med andre mennesker opløses. Vi kan med andre ord sagtens have en høj udviklet idealisme, ved fx at arbejde for dyrs velfærd, men uden at vores selvidentitet er blevet udvidet til det universelle.

Lad mig kort beskrive selvets og tre af de primære funktioners udviklingslinjer, ud fra min egen forståelse af dem.

Selvets udviklingslinje (5) er et udtryk for vores bevidstheds vidde og højde; kort sagt: på hvilket niveau af bevidsthed i ovaldiagrammet har vi vores tyngdepunkt. Fra kropsbevidsthed til Åndens enhedsbevidsthed handler selvets udvikling om, hvor meget vi kan iagttage eller være nærværende med og inkludere fra egocentrisk til kosmocentrisk bevidsthed. Selvet vågner op til de enorme indre landskaber af energier, når vi fx mediterer, derfor er nærværsmeditation, som indebærer disidentifikation, en af de primære metoder til den udvikling.

Viljens udvikling starter, når vi begynder at tage bevidste reflekterede valg. Før da er vi mere styret af drifter, tryghed og tilpasning til omgivelserne. På personlighedens niveau er viljen orienteret mod at få magt over sit liv og at få succes. Når viljen bliver motiveret af den gode vilje i overbevidstheden, så får vi evne til at skabe harmoni, fællesskab og syntese i verden. Det vil sige, samle mennesker, organisationer og nationer omkring godgørende formål og humanistiske værdier, som forener verden.

Følelsernes udvikling vedrører udviklingen af vores sensitivitet, og hvor meget vi følelsesmæssigt kan leve os ind i – hvor mange mennesker og levende væsener, vi kan rumme. Det er udvikling af empatisk forståelse, men ikke kun i horisontal forstand, som større og større sociale cirkler. Der tænkes også på at løfte følelserne ind i den overbevidste verden, så de kan udtrykke den upersonlige, universelle og ubetingede kærlighed. Rummeligheden handler også om at kunne ”bære” de destruktive og tunge følelser og den smerte, de forvolder.

Tankens udvikling handler om, hvor meget vi forstår, hvor store og forskelligartede perspektiver vi har på vores virkelighed. Det er såvel forståelse af de ydre sociale sammenhænge, vi indgår i fra familie til verdenssamfund, men også forståelse af

53

PSYKOSYNTESENS SJÆL

de indre kulturelle værdier, som vi bevidsthedsmæssigt er indlejrede i. ”Vertikalt” handler det om at udvide vores perspektiver til også at kunne forstå vores plads i den kosmologiske sammenhæng og hele det energiunivers, vi er en del af. Tankens udvikling handler om kvaliteten af vores fortolkninger af virkeligheden, hvor integrale vi er, hvor mange perspektiver vi kan trække på, når vi skal forstå et aspekt af virkeligheden.

Jean Hardy tilbyder i sin bog A Psychology with a Soul, en alternativ udviklingsmodel, der også er hierarkisk. I den (se illustrationen) ser vi, hvordan selvet udvikler sig gennem stadierne krop, følelser og tanker frem mod sjælen.

Set i forhold til ovenstående bliver det formentlig tydeligt, hvor mange facetteret psykosyntesens udviklingsteori er.

Selvets opstigning gennem stadier

Der er et sidste element, vi endnu ikke har berørt, og det er udviklingen i forhold til det kollektive ubevidste. Det område uden for ovaldiagrammet, vi deler med resten af menneskeheden og skabelsen.

DET KOLLEKTIVT UBEVIDSTE De forskellige ubevidste niveauer er ikke opstået som følge af fortrængning, men er ontologiske virkelighedsniveauer, forskellige frekvenser af energi, som mennesket deler med resten af skabelsen.

Den enkelte kan meget vel have fortrængt den bevidste adgang til nogle af disse områder. Men det er ikke på den måde, at disse områder er blevet skabt, set ud fra dette perspektiv. Assagioli baserer sin psykologi på det, som Huston Smith (1976) har kaldt for ”the Great Chain of Being”, som er de bevidsthedsplaner, der med Assagiolis ord ”er en essentiel del af psykosyntesen”. (Udateret 2)

54

PSYKOSYNTESENS UDVIKLINGSTEORI

Eksistensens hierarkiske opbygning er en universel opfattelse, man finder inden for de fleste spirituelle traditioner (Smith, 1976). Ken Wilber har i sine bøger ligeledes inkluderet en lang række moderne forskere, som kommer frem til samme konklusion.

Den store værenskæde opstod i forbindelse med verdens skabelse (The Big Bang), hvor der ikke blot blev skabt en materiel verden, men også en række indre verdener gennem åndens involution. Denne involution blev omtalt i starten af kapitel I, og Assagioli beskriver disse verdener således: (2006, s. 87-88) ”Den tredje symbolgruppe, der ofte ses, omfatter elevation, opstigning eller erobring af det “indre rum” som en opstigende proces. Der findes en række indre verdener med hver sine specielle egenskaber, og de består både af højere niveauer og af lavere niveauer. Den første er lidenskabens og følelsernes verden, hvor der er stor afstand og en markant forskel i niveau mellem blind lidenskab og de højere følelser.

Så kommer intelligensens eller sindets verden. Her findes også forskellige niveauer, fx niveauet for det konkrete, analytiske sind, og niveauet for den højere filosofiske fornuft (nous). Endvidere er der forestillingsevnens verden med et lavere og et højere område, intuitionens verden, viljens verden og derefter de endnu højere og ubeskrivelige verdener, der kun kan omtales som “transcendente verdener”.

I nedenstående diagram (s. 56) har jeg udarbejdet en grundlæggende skitse over de forskellige indre verdener. I artiklen Psykosyntese og panenteisme (Sørensen, 2015), har jeg samlet alle de relevante citater, som Assagioli nævner. Modellen viser en gruppe af hierarkier eller holarkier, hvor de højere verdener transcenderer, og samtidig inkluderer de foregående.

Det er med andre ord en model over det kollektive ubevidste, for at bruge det jungianske begreb. Assagioli fortæller følgende: ”Det kollektive ubevidste er en enorm verden, som strækker sig fra det biologiske til det spirituelle niveau, hvorfor der må skelnes mellem oprindelse, beskaffenhed, kvalitet og værdi”. (1967b) Diagrammet viser at selvet, sammen med resten af menneskeheden, må foretage rejsen gennem de forskellige verdener for at forene sig med sin spirituelle kilde. I første omgang med det transpersonlige Selv eller sjælen og senere med det universelle Selv, som jeg her har valgt at kalde Spirit-in-action for at bruge et udtryk fra Ken Wilber. Forestillingsverdenen er en syntesisk funktion og kan befinde sig på flere niveauer samtidig, fra forestilling af lydindtryk, til intuitive forestillinger. (1975: 143)

55

PSYKOSYNTESENS SJÆL

“The Great Chain of Being - Den store værenskæde”

Dette var de afsluttende kommentarer omkring psykosyntesens udviklingsteori. Det har desværre ikke været muligt at give en detaljeret beskrivelse af alle de mange stadier, men jeg håber, at læseren selv vil studere de kildehenvisninger, som er givet undervejs.

Vi er nu klar til at tage fat på hver af de syv centrale kernebegreber i psykosyntesen, og vi starter med disidentifikation. Lad os afslutte med et citat af Assagioli, der betoner hvad der er det grundlæggende motiv i psykosyntesen: ”Jeg retter en inderlig appel til alle terapeuter, psykologer og pædagoger om aktivt at engagere sig i det nødvendige arbejde i forbindelse med forskning, eksperimenter og deres anvendelse. Lad os føle og følge det store behov for at helbrede de alvorlige sygdomme, der for øjeblikket plager menneskeheden. Lad os forstå det bidrag, som vi kan yde til dannelsen af en ny civilisation, der er karakteriseret af harmonisk integration og samarbejde – og gennemsyret af syntesens ånd”. (Assagioli, 1975, s. 9).

56

KAPITEL IV

DISIDENTIFIKATION – VEJEN TIL FRIHED

”

”

Den bevidste og formålsrettede brug af selvidentifikation – eller disidentifikation – er grundlæggende inden for psykosyntesen.

(Assagioli) I kapitel I redegjorde jeg for nogle af de væsentligste argumenter for at praktisere disidentifikation som et middel til at give slip på identifikationer med sociale roller, eller ensidige områder af vores personlighed. Psykosyntese praktiseres såvel i forbindelse med vores egen psykosyntese og i arbejdet som psykoterapeut. Jeg vil derfor i den kommende tekst skifte mellem de forskellige perspektiver, fordi vi aldrig som psykoterapeuter må glemme, at vores vigtigste redskab er vores personligheds udstråling.

Disidentifikation er evnen til at give slip på alt, hvad man identificerer sig med i sin bevidsthed, at gøre ”subjekt til objekt”, som Ken Wilber beskriver det. Filosofien er, at det man observerer, er man ikke, man er derimod iagttageren. Vi er normalt så identificeret med bestemte psykologiske tilstande eller bestemte sociale roller, som kommer til at udgøre ”mig’et”. Disidentifikation er at give slip på det ”mig” ved at iagttage det, og gøre det til objekt i bevidstheden. Dermed opdager vi os selv som iagttageren – punktet af ren selvbevidsthed og vilje. Gevinsten ved denne praksis er, at vi får adgang til langt flere sider af vores mangfoldige natur, vi får flere strenge at spille på. Disidentifikation er dermed en vej til større frihed, fordi iagttageren er ubundet af indholdet i bevidstheden. Det forudsætter dog, at vi lærer at identificere os med selvbevidstheden i stedet for med tanker, følelser og krop.

Kort fortalt er disidentifikation en træning i at observere indholdet af sin bevidsthed: sansninger, følelser og tanker. Dette er en praksis, der kan foregå med åbne eller lukkede øjne, og i princippet hvor som helst. Den baserer sig på introspektion og en kærlig, men bestemt bekræftelse af, at man ikke er det, man iagttager i sin bevidsthed.

Man er netop subjektet, iagttageren og ikke bevidsthedens indhold. Det er en træning,

57

PSYKOSYNTESENS SJÆL

hvor vi lærer at rumme vores indhold uden at identificere sig med det. Disidentifikation afsluttes med, at man undersøger hvad vågenheden er, hvad selvbevidstheden er.

Man bliver så at sige bevidst om, at man er bevidst og identificerer sig derefter med denne selvbevidsthed. Når vi finder vores identitet som iagttageren, opdager vi friheden til at vælge en helt ny måde at udtrykke os på. At erkende dette er naturligvis ikke det samme som at kunne gøre det. Derfor kræver det arbejde at frigøre vores selv, fra gamle roller og ubevidste betingninger.

Teknikken er beslægtet med mindfulness, men er også anderledes, fordi psykosyntesens filosofi inkluderer et selv, hvilket buddhismen ikke gør. I dette kapitel vil vi se på, hvordan disidentifikation anvendes i forbindelse med psykosyntese psykoterapi. Assagioli beskriver formålet med psykosyntesen således: ”Psykosyntesens basale formål er at frigøre, eller hjælpe med til at frigøre, Selvets energier. Forud for det er formålet også at hjælpe til med at integrere eller at syntetisere individet omkring det personlige selv, for herefter senere at fremkalde syntesen mellem det personlige ego og Selvet”.(1975, s. 65) Det ovenstående citat er blot en anden måde at beskrive de to store overordnede udviklingsmål, som psykosyntesen arbejder med, nemlig den personlige og transpersonlige psykosyntese. Først en integration af det lavere og mellemste ubevidste omkring selvet, som iagttager og vilje, hvilket resulterer i selvaktualisering. Dernæst frigøre energierne i det overbevidste for at udtrykke dem i tjeneste og berede personligheden for den egentlige selvrealisering, som er sammensmeltningen af selvet og sjælen.

Vi har allerede under beskrivelsen af udviklingsteorien i kapitel III understreget, hvor ubalanceret man kan være, således at der sagtens kan være en stærk adgang til det overbevidste, samtidig med at personligheden slet ikke er integreret på vitale områder.

Det kan fx være en kunstnertype, som har et utroligt talent på et område, men slet ikke formår at sætte grænser i sine personlige forhold. De overordnede udviklingsstadier, skal derfor mere ses som et generelt landkort, terapeuten kan orientere sig efter.

Psykoterapien må altid tilrettelægges individuelt ud fra de behov, ressourcer og værdier klienten møder op med. ”Vægten er lagt på en holistisk eller integral opfattelse af behandlingen” (Assagioli, 1975, s. 66), det vil sige, hvor teknikker og den terapeutiske indsats bliver kombineret ud fra et helhedsperspektiv på klienten.

Anvendelsen af teknikker må derfor ikke overbetones. Det er ifølge Assagioli den ”menneskelige faktor”, den ”levende interpersonlige forbindelse mellem terapeuten og patienten”, som er central (1975, 67). Men alligevel er anvendelsen af teknikker særdeles vigtige inden for psykosyntesen, fordi viljen spiller så stor en rolle. Det vil

58

D I S I D E N T I F I K AT I O N – V E J E N T I L F R I H E D

sige klientens evne til selv at medvirke aktivt til sin psykosyntese gennem brugen af aktive teknikker. Assagioli fortæller da også, at: ”Den bevidste og formålsrettede brug af selvidentifikation – eller disidentifikation – er grundlæggende inden for psykosyntesen”. (1975, s. 111) Lad os nu se på de terapeutiske faser, som Assagioli opstiller i forbindelse med udøvelsen af psykosyntese psykoterapi. Det er vigtigt ikke at blande disse faser sammen med den overordnede udviklingsteori, som vi gennemgik i kapitel III. De nedenstående faser skal nemlig ikke nødvendigvis følges i rækkefølge, fordi klienterne altid har forskellige forudsætninger. (1975, s. 29) Jeg definerer selv målet med psykosyntese psykoterapi som at hjælpe klienten med at: 1. Opleve sig selv som et kærligt vidne, der kan iagttage, rumme og eventuelt forvandle bevidsthedens tilstande.

2. Opleve sig selv som en handlekraftig iagttager, der er i kontakt med viljen-til-atvære-sig-selv og ud fra den kontakt sætter sin styrke ind på at realisere denne viljes behov, ressourcer og værdier.

Der er mange niveauer og aspekter af ovenstående virkeliggørelse, men grundlæggende set er det kernen i psykosyntese psykoterapi. Assagioli beskriver de terapeutiske faser, som leder frem til psykosyntese således: 1. Grundig viden om sin egen personlighed 2. Kontrol af personlighedens forskellige elementer 3. Erkendelse af sit eget sande Selv – opdagelsen eller dannelsen af et forenende center 4. Psykosyntese: Dannelse eller rekonstruktion af personligheden omkring dette nye center Lad os nu undersøge disse faser og se, hvordan disidentifikation spiller en væsentlig rolle i den forbindelse.

1. Grundig viden om sin egen personlighed Denne fase indebærer en undersøgelse af de forskellige ubevidste områder i ovaldiagrammet, og hvad de indeholder af ressourcer og hæmninger i forhold til klientens aktuelle behov. Assagioli anbefaler, at man først skaber sig et overblik over klientens livshistorie og temaer, samt hvordan de eventuelt er knyttet til familie og kulturelle indflydelser. Det vil sige, at først indsamles det, som klienten er bevidst om ved sig selv.

59

PSYKOSYNTESENS SJÆL

Der kan være farer forbundet med at undersøge især det lavere ubevidste, hvis det sker for hurtigt. Der kan være traumer og fortrængt materiale, som kan virke meget overvældende for en uforberedt klient, specielt hvis personen står svagt i sig selv.

Derfor anbefaler Assagioli, at der først skabes et overblik over de kendte områder af personligheden ved hjælp af selvbiografi, dagbog og interviews. (1975, s. 99) Egentlige personlighedstests kan også være en effektiv måde at skabe dette overblik på. Den tillidsfulde relation mellem psykoterapeut og klient er også vigtig at få konsolideret i den første fase.

Når undersøgelsen af de ubevidste områder indledes, så vil der normalt være tale om en fokuseret undersøgelse af de temaer, som klienten bringer frem i terapien.

Der er ikke tale om, at hele det ubevidste skal analyseres, men kun de områder som direkte er berørt af det eller de temaer, som klienten har valgt at fokusere på. Hvor omfattende den undersøgelse er, afhænger derfor af klientens ønske og af de økonomiske ressourcer, der er til rådighed.

Dette kræver at klienten har en vis erfaring med at være iagttager, først indirekte gennem de undersøgelser der foregår i terapien i samspil med terapeuten, men ”senere i terapiens forløb kan og bør denne holdning antages mere og mere bevidst og fuldstændigt”. (Assagioli, 1975, s. 69) Jeg vil i næste kapitel give en grundig indføring i nærværsbaseret psykoterapi, som viser, hvordan udviklingen af iagttagerens bevidsthed kan foregå i terapien.

I praksis betyder denne metode, at klienten trænes i at disidentificere sig fra de roller, overbevisninger og indre stemmer, som dukker op i undersøgelsen. Klienten oplever, at han/hun ikke er sin krop, følelser, begær, tanker, eller fantasier, men den kærlige iagttager, der rummer og kan lære at mestre dem. I starten af psykoterapien kan det ifølge Assagioli være en god ide at introducere en kort undervisning i ovaldiagrammet, men uden at indoktrinere. (1975, s. 85) Denne undervisning skal introduceres som en hypotese, som klienten løbende kan verificere med sin egen indsigt. Målet er netop at træne klienten i at være kærligt vidne til sine psykologiske processer i hverdagen, og her er disidentifikation den primære metode. Senere i dette kapitel vil vi se, hvordan det foregår i praksis.

2. Kontrol af personlighedens forskellige elementer Den næste fase i terapien kan sagtens opstå i direkte forbindelse med, at den første fase afslører fortrængte sider af ens personlighed. Det er vigtigt ikke at se de fire faser som adskilte processer i tid, de kan sagtens kombineres løbende i den samme session og bliver det ofte.

60

D I S I D E N T I F I K AT I O N – V E J E N T I L F R I H E D

Målet med fase to er at lære at mestre de ofte smertefulde og hæmmende indflydelser i det ubevidste, som forhindrer klienten i at være sig selv. Det vil sige: at være et frigjort menneske, som kan udleve sine mangfoldige ressourcer, behov og værdier.

Disidentifikation er kun det første skridt mod frihed, de næste trin er at frigøre selvet fra de indre fængsler.

Det er på dette tidspunkt også nødvendigt at tage et forbehold i forbindelse med det sprog, som Assagioli bruger i beskrivelsen af denne fase. Der bliver brugt ord, som i dag er negativt ladede, når han taler om at ”dominere” og ”kontrollere” indholdet i det lavere ubevidste. (1975, s. 22) Derudover beskriver han processen med at mestre de ubevidste hæmninger, tabuer og komplekser, nærmest som en psykologisk krigsførelse. Lad mig give et par eksempler.

Der findes visse stærke tilbøjeligheder, visse vitale elementer som, ”uanset hvor meget vi end forklejner og fordømmer dem, hårdnakket hænger ved”. (1975, s. 24) Det gælder især de seksuelle og aggressive drifter. I kapitlet efter ovenstående udtalelse taler han dog indtrængende om ikke at fortrænge eller fordømme de forskellige impulser. (1975, s. 51, 56) Han taler også om at observere drifterne i det ubevidste med en ”kold, upersonlig observation”, så vi skaber en ”psykologisk distance”. (1975, s. 23) I forbindelse med den kritiske analyse af drifterne bruger han en voldsom retorik: ”Det er velkendt, at for megen kritik og analyse har en tendens til at paralysere og endda dræbe vore emotioner og følelser. Denne kritiske evne, som vi ofte anlægger ukritisk og til skade for vore højere følelser og kreative potentialer, burde i stedet anvendes til at frigøre os fra uønskede impulser og tilbøjeligheder”. (1975, s. 23) Der er flere eksempler på denne, efter min mening ufrugtbare tilgang, i samme afsnit, og de står i meget skarp kontrast til det dominerende indtryk af Assagiolis holdning.

I et berømt interview med Sam Keen siger han følgende: “Selvbevidsthed indebærer, at vi er et vidne – et rent, objektivt og kærligt vidne – til det, der sker indenfor og udenfor”. (Keen, 1974) Det er netop visdommen i at anvende det ”kærlige vidne”, som jeg vælger at tage udgangspunkt i, for det harmonerer med mine egne erfaringer og ligeledes med Assagiolis primære tilgang til psykoterapi. Jeg skal ikke gøre mig klog på, hvad det er for motiver, der fik Assagioli til at anvende den harske retorik, som han gjorde.

I forbindelse med det stadie, som vi undersøger her, tager Assagioli udgangspunkt i denne indsigt: ”Vi er domineret af alt, hvad vort selv identificerer sig med. Vi kan dominere og kontrollere alt, som vi kan disidentificere os fra”. (1975, s. 22)

61

PSYKOSYNTESENS SJÆL

Assagioli definerer, hvad han mener med kontrol i dette citat: ”Undertrykkelse har tendens til at presse driften tilbage i det ubevidste, hvorimod kontrol hverken lægger op til frygt eller fordømmelse, men herredømme og regulering. Kontrol giver med andre ord mulighed for, at man kan udtrykke sig på en harmløs og nyttig måde. Kontrol sikrer en ”pause” og giver den nødvendige tid til at arbejde videre med opgaven, der tager sigte på at bruge energien fra drifter og emotioner på en nyttig måde”. (1975, s. 108) Selvom jeg er enig i Assagiolis nuancering af kontrol, så undgår jeg så vidt muligt begreberne dominans og kontrol i forbindelse med den terapeutiske holdning over for drifter og hæmninger. De har en negativ ladning og kan derfor være modsætningsfyldte at bruge i forbindelse med udviklingen af den ”kærlige iagttager”. Jeg anerkender dog, at vi kan være domineret af disse kræfter. Jeg foreslår derfor denne sætning: ”Vi er domineret af alt, hvad vort selv identificerer sig med. Vi kan mestre og dirigere alt, som vi kan disidentificere os fra”. Assagioli bruger selv begrebet mestring og dirigering i forbindelse med de forskellige energier, vi møder indeni (1975, s. 6, 56).

Disidentifikation er den grundlæggende teknik i forhold til at mestre det ubevidste.

Det kan dog ofte være nødvendigt at lade klienten identificere sig midlertidigt med fx en traumatisk oplevelse, førend det er muligt at disidentificere. Denne fremgangsmåde skaber en udrenselse og afladning af den emotionelle intensitet, som gør disidentifikation nemmere efterfølgende. (1975, s. 102) Lad os ikke gå dybere ind i de andre teknikker, som Assagioli anbefaler under denne fase (katarsis, kropslig afladning, kritisk analyse etc.) men alene fokusere på disidentifikation. Vi er i denne terapeutiske fase optaget af at finde ud af, hvordan vi kan lære klienten at mestre de forskellige psykologiske indflydelser som et middel til at finde sig selv og udfolde dette selv i et frigjort udtryk.

Disidentifikation hjælper os til at få en større og dybere indsigt i, hvem vi er, ved at vi kærligt lærer at give slip på de ubevidste og bevidste identifikationer, som indtil videre har udgjort vores identitet. Sagen er, som Assagioli pointerer, at vores identitet ofte i vid udstrækning er baseret på ensidige elementer i vores personlighed, som kun udgør en forsvindende lille del af vores indre ressourcer. Vores identitet kan være baseret på tre forskellige typer af identitet: (1975, s. 112-113) 1. De psykologiske funktioner og sociale roller 2. Selvet som ren selvbevidsthed og vilje 3. Sjælen som ren selvbevidsthed og vilje

62

D I S I D E N T I F I K AT I O N – V E J E N T I L F R I H E D

Lad mig uddybe pkt. 1: Vi kan være identificeret med en eller flere af de psykologiske funktioner: Vores krop, hvis vi identificerer os med vores udseende, kropslige talenter eller styrke.

Vores følelser, hvis vi er identificeret med vores temperament, at være fx sød, livlig, hård etc.

Vores intellekt, hvis vi er identificeret med vores viden, uddannelse eller holdninger.

Vores sociale roller som mor, far, kvinde, mand, arbejdsroller mv. Ubevidste roller, som vi måske har identificeret os med: offer, klovn, pæn pige, oprører, dum etc.

Det, der er problemet med en identitet, der er baseret på ovenstående funktioner og roller er, at de er partielle, de er meget ustabile og kan være helt usande. En mand, der er identificeret med at være stærk, må udelukke de elementer af sin natur, som strider mod den begrænsende manderolle. En kvinde, der er identificeret med at være mor, kan opleve en identitetskrise, når børnene flytter hjemmefra. Disse typer af ensidig identitet kan også være årsag til en mængde indre konflikter, når de modstridende elementer i personligheden kommer op til overfladen. Vi vil gå langt mere ind i denne problemstilling under kapitel syv, hvor vi vil undersøge teknikken til syntese.

Disidentifikation er den kontinuerlige given slip på den ensidige identifikation, så vi kan tage den fulde personlighed i anvendelse. Når klienten fx siger: ”jeg er ikke særlig god til at relatere”, så kan terapeuten replicere, ”hvilken side af dig taler nu? ”Dernæst kan man undersøge, hvad det er for en overbevisning som taler, og klienten kan opleve, at hun kan iagttage denne ”stemme” som et objekt, mens hun selv er noget helt andet – nemlig iagttageren. Gennem disidentifikation opnår vi en frihed til at se på vores selvopfattelser, så vi kan revaluere vores identitet og mere bevidst vælge vores identitet.

Disidentifikation fører til, at vi opdager selvet som iagttager og vilje, hvilket er et af de helt centrale mål for psykosyntesen. Det indebærer en kontinuerlig evne til at være et kærligt vidne, hvilket aldrig er en tanke, en følelse, en sansning eller en rolle. Det kærlige vidne er bevidstheden selv og ikke bevidsthedens indhold. Endelig er der den storslåede mulighed for at identificere sig med sjælen, hvilket vil være genstand for vores undersøgelse i kapitel X.

63

PSYKOSYNTESENS SJÆL

I denne sammenhæng vil vi fokusere på udviklingen af den personlige selvbevidsthed, som er erkendelsen af selvet som iagttageren, et permanent, ubevægeligt center. Et kærligt vidne, hvorfra vi kan lære at rumme og mestre de mangfoldige indflydelser, vi konstant påvirkes af. Den gradvise opdagelse af denne identitet giver os større og større frihed til at vælge vores midlertidige roller og udtryk ud fra det, vi vurderer er mest autentisk i det pågældende øjeblik. Det udelukker ikke den spontane og frigjorte handling, den vil blot udfolde sig under supervision af et kærligt samtykkende indre vidne.

Når vi opdager hvad vi ikke er, giver det lejlighed til at definere nye autentiske roller og udtryk. Er vi forældre, træder vi ind i en universel rolle som far og mor, men vores opgave bliver at definere og udleve denne rolle på en autentisk måde, som ingen andre er i stand til.

Der er netop ikke andre, der kan fylde denne universelle rolle med indholdet af vores bevidsthed! Det samme gør sig gældende med alle de andre roller vi skal spille i livet. Hvordan finder man så frem til, hvad der er autentisk? Det handler næste terapeutiske fase om.

3. Erkendelse af sit eget sande Selv – opdagelsen eller dannelsen af et forenende center I denne fase af terapien skal klienten definere, hvad der er autentisk, eller vi skal selv til at gøre det, når vi arbejder med vores egen psykosyntese. Det er tidspunktet, hvor vi på baggrund af de to foregående faser udstikker en ny kurs, som bliver fokuspunkt for udvikling. Det kan være vi arbejder med at styrke oplevelsen af selvet og dets kontakt med sjælen. Det kan også være en mere specifik side af os selv, som vi bevidst søger at udvikle. Et talent, en social rolle, en psykologisk kvalitet – mod, tillid, autoritet, eller en af de psykologiske funktioner, som viljen, fantasien eller vores kropsbevidsthed.

Essentielt set skal vi definere og vælge, hvad der er sand identitet i forhold til det sted, vi er i livet. I forrige afsnit definerede Assagioli tre typer af identitet baseret på de roller vi spiller i livet, vores identifikation med selvet og med sjælen. Vores roller kan man kalde for vores aktuelle selv, det vi er her og nu, men i virkeligheden kunne man tilføje en fjerde og femte kategori, som vi kunne kalde for de falske og fremtidige selver. Lad os kigge på dem: De falske selv: Er baseret på ubevidste eller bevidste selvopfattelser, som ikke svarer til den vi er. Assagioli definerer seks typer af falske selvopfattelser, som fx opfattelser hvor vi undervurderer eller overvurderer os selv. Hvad vi ideelt set ville ønske vi var, men ikke er, og selvopfattelser som er skabt på baggrund af projektiv identifikation mv.

Disse forskellige sider optræder i os som delpersonligheder – indre ”stemmer” – som styrer vores adfærd på forskellige områder. (1975, s. 167) Vi vil gå i dybden med disse delpersonligheder i kapitel VII.

64

D I S I D E N T I F I K AT I O N – V E J E N T I L F R I H E D

Det fremtidige selv. Dernæst er der den kategori, som Assagioli kalder for idealmodeller.

Vi har allerede defineret dem i kapitel I som: ”Et realistisk billede af hvad man har mulighed for at blive, når man fokuserer sin vilje og begejstring på at opnå det”. Vi vil vende tilbage til disse vigtige fokuspunkter for identitet i kapitel VI. De aktuelle selv: Lad os lige gentage denne kategori. Den repræsenterer vores realistiske selvopfattelser baseret på det udviklingsniveau, vi har på nuværende tidspunkt. Dette er identifikationer, der er midlertidige og forandrer sig med vores udvikling, og som er afhængige af de sociale roller, vi aktuelt spiller i livet. Ideelt set ved vi, at vores sociale eller faglige roller ikke er dækkende for alt, hvad vi er. Rollen som psykoterapeut og underviser kunne være et godt eksempel. De aktuelle selv er autentiske i den udstrækning, at de er bevidstgjorte, det vil sige, at vi i frihed og selvstændighed har valgt at spille disse roller. Dernæst at vi har fyldt rollen med psykologiske kvaliteter, behov og værdier, som er et sandt udtryk for den, vi oplever vi er. Dette gælder også de mere uformelle eller arketypiske roller, vi kan spille i livet, som fx ”diplomaten”, ”hjælperen” eller ”organisatoren”. Vi kunne også kalde disse selver for stadie-selver, således som Ken Wilber gør, fordi de henter deres motivation på et eller andet stadie i ovaldiagrammet.

Selvet. Er naturligvis det personlige selv, iagttageren, og da det er en refleksion, en emanation af sjælen, så er det et sandt selv, selv om det er et begrænset selv. Dette selv er altid det samme – et center af selvbevidsthed og vilje. Det er permanent og stabilt, fordi det baserer sig på selvbevidsthed uden indhold, den indre iagttager.

Selvom vores evne til at identificere os med sjælen udvikler sig og selvidentiteten bliver individuel-universel, vil oplevelsen af nærværet og den dynamiske kraft være den samme. Mig-heden, ”I-amness” er den samme.

Sjælen – Det transpersonlige Selv. Dette er det sande selv, det evige uforgængelige kærlige og vise vidne, som vejleder, beskytter og styrker os med sit nærvær og inspiration. Sjælen er altid i baggrunden, også selvom vi ikke har nogen direkte bevidst kontakt med den.

I forhold til at definere identitet spiller disidentifikation en afgørende rolle i denne fase, fordi vi kontinuerligt må give slip på selvopfattelser, vi ikke er. Disidentifikation hjælper os med at afsløre de falske selv, ved at vi stiller spørgsmålstegn ved deres sandhedsværdi. Vi træner os i at træde et skridt tilbage og undersøge hvilke behov og værdier, de taler ud fra. Handler deres behov om fx tryghed, kærlighed eller selvværd, jævnfør Maslows behovspyramide, og er de eventuelt baseret på udefrakommende opfattelser?

65

PSYKOSYNTESENS SJÆL

Disidentifikation kan også støtte os i at minimere en rolles indflydelse, hvis den fylder for meget. Nogle kvinder er så identificeret med deres moderrolle, at de forsømmer forholdet til sig selv, deres mand og deres arbejde, hvilket kan give store konflikter på alle de berørte områder. I dette tilfælde kan det handle om at udvikle en større balance, så kvinden bliver mere frigjort i sin moderrolle og kan hente glæde og inspiration ind fra de andre roller, som så kan smitte positivt af i forholdet til barnet.

Der er mange metoder til at fremkalde denne disidentifikation, og vi vil se på dem nedenfor. Når udviklingsmålet er klarlagt, og vi har et klart indre billede af, hvad vi vil opnå, fører det til næste fase.

4. Psykosyntese: Dannelse eller rekonstruktion af personligheden omkring dette nye center I denne fase handler det om at virkeliggøre den idealmodel, vi har defineret, og som kommer til at fungere som et center, hvoromkring personligheden opbygges. Det kan være en langstrakt proces, afhængig af hvor stort målet er, men oftest arbejder man med at udvikle bestemte områder, som fx selvværd. Det er i denne fase, at de mange aktive teknikker tages i anvendelse for at realisere den nye identitet. Det kan være visualisering, nærværsmeditation og målrettet handling, som følger en mere eller mindre detaljeret plan. Assagioli er bevidst om de forskellige psykologiske typer, der fungerer forskelligt, og anerkender, at nogle er mere spontant anlagt. Det er derfor vigtigt at tilrettelægge denne proces så specifikt til det enkelte menneske som muligt.

Det, der især kendetegner denne fase, er anvendelsen af viljen og dens evne til at motivere de andre psykologiske funktioner. Når målet er autentisk, vækker det en glæde og et behov til live, som giver energi og motivation til at realisere det. Det er denne glæde, som viljen henter energi fra. Vi skal huske, at det primært er viljen-til-atvære-sig-selv, der styrer denne proces.

Disidentifikation spiller også en stor rolle i denne fase, for vi må kontinuerligt træne os i at disidentificere fra den modstand, der opstår, når vi søger at realisere vores udviklingsmål. Det er en uomgængelig psykologisk lov, at fremtiden vil vække fortiden til live. Når vi søger at realisere en ny identitet, vil den gamle identitet, der står i modsætning til den nye, komme op til overfladen for at blive renset ud. Det kan opleves som forskellige typer af frygt, der rejser sig, eller en træthed og nedsat energi, når vi skal til at handle vores nye side ud i livet.

Lad os nu kigge på den praktiske anvendelse af disidentifikation.

66

D I S I D E N T I F I K AT I O N – V E J E N T I L F R I H E D

ASSAGIOLIS DISIDENTIFIKATIONSØVELSE For Assagioli er disidentifikation et afgørende element at praktisere i forbindelse med at opnå psykosyntese. Derfor anbefaler han også, at man så tidligt som muligt introducerer øvelsen i terapien, og han opfordrer til at det bliver en ”daglig psykospirituel metode til sundhed”, fordi vi så ofte lever på ydersiden af os selv frem for i centret.

(1975, s. 118) Der er ingen tvivl om, at han er inspireret af østens praksis, Vipassana, Raja yoga og formodentlig også den metode, som er blevet kaldt for neti neti. Det er et udtryk fra sanskrit, som anvendes i hinduismen og betyder ”ikke dette, heller ikke dette”. Det er en metode, som oprindelig blev brugt til at forstå Brahmans natur, ved først at forstå hvad Brahman ikke er. Man skelner mellem bevidstheden selv og alle bevidsthedens fænomener eller objekter, som ikke er bevidsthed.

Assagiolis version af øvelsen til disidentifikation er inkluderet i appendiks, så jeg vil udelukkende kommentere hans version og dernæst tilbyde min egen variant. Øvelsen går i alt sin enkelthed ud på at observere sine sanser, følelser og tanker, og hver gang man har gjort det, bekræfte at man har en krop, men ikke er sin krop; man har følelser, men man er ikke sine følelser; man har tanker, men man er ikke sine tanker. Dernæst iagttager man bevidstheden selv og det subjekt, der opretholder viljen til at meditere og bekræfter, at man er ”et center af ren selvbevidsthed og vilje”.

Når Assagioli fx foreslår bekræftelsen: ”Jeg har en krop, men jeg er ikke min krop”, så er det ikke ment som en afvisning af kroppen, for i øvelsen opfordrer han til at sige: ”Jeg behandler den godt og sørger for, at den er sund, men jeg er ikke kroppen”. Han er meget opmærksom på, at denne bekræftelse kan vække modstand: ”Hos visse patienter, især amerikanere, er der en del modstand mod tanken om disidentifikation af sig selv i forhold til krop, følelser og tanker, samt en dyb frygt for at blive splittet i forskellige dele herved”. (1975, s. 122) Assagiolis argument er, at vi meget ofte er så identificeret – nærmest besat – af en lille del af os selv, som styrer hele personligheden, at vi bliver nødt til at træde helt ud af identifikationen, så vi får en oplevelse af vores center (iagttageren), som har potentiale til at kunne samle, inkludere og syntetisere alle aspekter af vores natur. (1975, s. 123) Assagioli fik endvidere følgende spørgsmål: ”Nogle mennesker kan ikke lide, at man siger ”jeg har en krop, men jeg er ikke kroppen” og så videre. De føler, at det er en afvisning”.

67

PSYKOSYNTESENS SJÆL

RA: ”Det er en af de mange misforståelser, som følger af den centrale misforståelse.

Der er overhovedet ikke tale om afvisning, men om at tingene anbringes, hvor de hører til. Vi har brug for kroppe her, og vi bør tage os godt af dem og sætte pris på dem. …

I dag gælder det for mange mennesker, at det er kroppen, der har dem. De er slaver af deres krop. Så til at begynde med er det, der psykologisk er brug for, et adskillende trin. Vi må for en stund gå i den anden grøft for at opnå det. Og det gælder alle slags besiddelser”. (Udateret, 2) Der er naturligvis ikke tale om, at vi skal separere os helt fra kroppen, så vi dissocierer.

Tværtimod er opgaven, at være et kærligt vidne, som påskønner kroppen. Vi bor i kroppen, den er bevidsthedens tempel, men fundamentalt set er vi ikke kroppen. Den omfattende forskning i nærdødsoplevelser og ud-af-kroppen-oplevelser bekræfter, at bevidstheden kan eksistere uden for kroppen. Kroppen er endvidere under konstant forandring, alle dens celler udskiftes kontinuerligt, og dens tilstande veksler mellem træthed, vitalitet, smerter etc. Det er derfor ikke kroppen, vi skal identificere med, hvis vi ønsker at finde et permanent center af frihed, kærlighed og væren. Det er ligeledes min personlige erfaring, ud fra mere end 25 års daglig meditation, at det er et afgørende trin, at man helt disidentificerer sig fra kroppen (og de øvrige funktioner), hvis man vil opleve den rene bevidsthed uden indhold.

Vores krop, følelser og tanker er redskaber for selvet og sjælen (Assagioli, 1975, s. 117), og det er via disse værdifulde sider af vores natur, at vi manifesterer alle selvets og sjælens ressourcer i verden. Vores mål er, at få en kærlighedsrelation til disse sider og bringe dem ind under viljens vise og stærke styring. (1975, s. 119) Det giver heller ikke mening at ændre sætningen, som nogle forfattere gør, til: ”Jeg har en krop, men jeg er mere end kroppen”. Denne bekræftelse fører bort fra oplevelsen af ren selvbevidsthed, fordi den antyder, at min identitet både er kroppen og endnu mere af mit bevidsthedsindhold. Man opnår med andre ord det stikmodsatte af det, der var Assagiolis oprindelige intention med disidentifikationsøvelsen.

Der er dog et problem med visse af Assagiolis formuleringer i hans øvelse, som meget let kan få folk til at have den opfattelse, at vi skal skabe en mental kølig distance til vores krop, følelser og tanker. I beskrivelsen af iagttagerbevidsthed siger han følgende: ”Det er en holdning, der meget ligner eller næsten er identisk med holdningen hos naturvidenskabsmanden, der objektivt, tålmodigt og vedholdende iagttager vaner og livsmønstre hos myrer”. (1975, s. 114) Vi har tidligere set, hvordan Assagioli forslog en ”kold, upersonlig observation” af vores forestillingsbilleder og komplekser. Det er

68

D I S I D E N T I F I K AT I O N – V E J E N T I L F R I H E D

sammenkoblingen mellem naturvidenskaben og dens kolde analytiske tilgang med disidentifikation, som kan skabe et meget utiltalende scenarie for mange mennesker.

Det står også i kontrast til anvendelsen af ”det kærlige vidne”, som han beskrev ovenfor.

PROCESSEN MED AT DISIDENTIFICERE Vi har tidligere beskrevet, hvordan sjælen aldrig er adskilt fra personligheden, fordi den er immanent tilstede som en vejledende og beskyttende faktor. Sjælen har sin bolig i det overbevidste, men gennemstrømmer som en sol alle de ubevidste niveauer med sin udstråling. Det sker, selvom vi ikke nødvendigvis er bevidst om det. Det er præcis den samme opgave selvet har på det bevidste niveau. Vi må gennemstrømme alle personlighedens funktioner og processer med kærlig bevidsthed. Derfor er opgaven ikke at skabe adskillelse til kroppen, følelserne og tankerne, men tværtimod at rumme og udvikle dem med en kærlig viis bevidsthed. Det gør vi bedst fra centret, når vi klart erkender, at vi er noget helt andet end kroppen, følelserne og tankerne.

En forudsætning for at vi kan elske noget er, at vi først skaber en afstand, en dualitet, mellem den elskende og den elskede. Det er hvad disidentifikation gør, og dernæst kan vi fylde den afstand med kærlig bevidsthed. På den måde skaber disidentifikation såvel individualitet som fællesskab.

Når jeg træner mine studerende eller klienter i disidentifikation, så fortæller jeg at målet med psykosyntese er at blive en kærlig iagttager, som mestrer sit liv. Det kræver, at vi kan iagttage, rumme og være kreative med alle vores psykospirituelle energier.

Disidentifikation er kun forberedelsen til selvidentifikation, så det handler derfor om at kunne: Iagttage, hvad der sker i kroppen, følelserne og tankerne i ethvert givent nu, samtidig med at man er bevidst om, at man ikke er det, der iagttages. Det er en dobbeltrettet opmærksomhed, som indadtil er opmærksom på iagttageren, og udadtil med objekterne i bevidstheden. Iagttagelse kaster lys ind i personlighedens indre hus, på alle etager og i alle rum, når vi retter bevidsthedens søgelys mod de forskellige områder af personligheden. Iagttagelse skaber oplysning gennem erkendelse.

Rumme, er at acceptere det vi indeholder uden forbehold. Det kræver, at vi kan aktivere en bestemt type kærlighed, som eksisterer i det overbevidste, og som manifesterer sig gennem hjertecentret i brystområdet. Det er en upersonlig betingelsesløs kærlighed, der er hævet over sympati og antipati, og som skaber et kærligt rum for alle de tilstande, vi møder; uanset om de er behagelige eller ubehagelige. Denne kærlighed vil skabe et helt nyt harmonisk klima i vores indre hus. Accept betyder ikke, at vi nødvendigvis

69

PSYKOSYNTESENS SJÆL

samtykker med følelsens intention (fx vrede, had etc.), men blot at vi tillader tilstanden at være her, men nu i en kærlig bevågenhed.

Trække vejret bevidst. Bevidsthed på åndedrættet skaber et anker for opmærksomheden, som betyder, at vi ikke mister orienteringssansen i bevidsthedens mange fænomener. Når vi bevidst trækker vejret gennem bevidsthedens tilstande – ned i kroppen, gennem følelser og tanker, så tilfører vi liv og bevægelse i forstenede mønstre og de bliver lettere at forløse. Åndedrættet er altid her og nu, ikke i fortiden eller i fremtiden og derfor hjælper det med at være nærværende i nuet.

Give slip på identifikation. Dette er det afgørende element, og det er en viljeshandling, som slipper bindingen til tanke-, føle- og sansevaner. Når vi konstant har en holdning om ikke at gribe fast i bevidsthedens indhold, men giver slip på alt, hvad der dukker op, skaber vi mere rum i det indre hus. Bevidsthedens rum udvider sig spontant, og der bliver ganske enkelt mere plads til at rumme og udtrykke de elementer, som fylder.

Derudover vågner vi gradvist op til bevidstheden selv, som den vi er og den intention (viljen-til-at-opdage-selvet), som holder fokus. Det er vigtigt at pointere, at denne praksis kan foregå med åbne øjne i en elevator, midt på gaden eller i dyb meditation.

Den kan praktiseres når som helst og hvor som helst. Resultatet er frihed; frihed til at vælge nye perspektiver og måder at være på.

I en kort form er disidentifikation at iagttage – rumme – trække vejret og give slip. Der er to identitetslag, vi skal igennem, før vi når ind til den rene indre iagttager. Dette er en meget vigtig pointe, som Assagioli klarsynet betonede (1975, s. 121). Det første lag er ifølge Assagioli de forskellige sociale roller, vi spiller i livet, og som skaber en lang række forskellige tilstande. En af de stemmer jeg hører, når jeg mediterer, er underviseren.

Jeg fungerer som underviser i det daglige, og når jeg mediterer og oplever nye indre fænomener, kan den stemme begynde at undervise, som om den stod foran en gruppe studerende. Denne stemme skal slippes, før jeg kommer videre. Enhver type af delpersonligheder hører ligeledes til denne kategori. Stemmerne fra det indre barn, den indre kritiker osv. er ikke selvet. Den næste indre stemme, som vi møder, er den inderste kommentator, som er vores egen stemme; den vi er vant til at høre, og som vi forbinder med os selv. Den kan være virkelig subtil at opdage, fordi vi er så identificeret med denne evige kommentator. Assagioli kalder denne stemme for den indre person i ovennævnte henvisning. I nogle illustrationer af ovaldiagrammet tegner man et sæt briller inde tæt på iagttageren i ovaldiagrammet for at antyde denne kommentator, der ikke er iagttageren. Når også den ”støj” ophører, opstår den stille væren – en klar stabil og åben iagttagelse. Dette er selvet.

70

D I S I D E N T I F I K AT I O N – V E J E N T I L F R I H E D

Er man nybegynder vil man normalt ikke nå ind til denne ro med det samme, men derfor kan man godt være disidentificeret alligevel. Der er forskellige niveauer af disidentifikation, og på nuværende tidspunkt beskriver jeg kun de tilstande, der hører til det personlige selv. De tre følgende niveauer jeg arbejder med er: Disidentifikation med stærk binding.

Dette er den mest almindelige form for iagttagelse, hvor man fx er bevidst om, at man er stærkt påvirket af en eller anden emotion eller forestilling. Man kan ikke give slip på den, men er alligevel bevidst om, at den foregår. Der er en mental distance til tilstanden, men man er ikke herre over den og er måske oven i købet slave af den.

Iagttageren ser på indefra og kan herfra forberede sig på at gøre sig fri. Det er vigtigt at påpege, at disidentifikation kan udløse en krise, når man slipper identifikationen med en stærk rolle, man har været identificeret med. Hvem er man, hvis ikke man længere skal være den selvudslettende pige? Disidentifikation kan skabe et indre vakuum og en følelse af tomhed, indtil man har fundet et nyt autentisk center for identiteten.

Disidentifikation med moderat binding.

Her er personlighedens psykologiske funktioner i rimelig ro, og man oplever en afklaret ro og væren, samtidig med at tanker, stemninger og sansninger kommer og går. Der er en tydelig klar opmærksomhed og en følelse af at være i god kontakt med sig selv. Der er ofte en dobbeltrettet opmærksomhed på tilstande, som kommer og går, samtidig med en åbenhed over for selvbevidstheden uden indhold.

Disidentifikation uden binding.

Når det lykkes at give helt slip på alt, der opstår i bevidstheden, og viljen er fokuseret på rent nærvær – på selve vågenheden – bliver alt stille. Det er som om bevidsthedens overflade bliver fri for krusninger, og der kun er dette nu, dette øjeblik fuld af stille, klar væren. Fornemmelsen af ”mig-heden” bliver intens og samtidig helt åben. Der er en styrke (vilje), som kommer fra intentionen i selvet, som opretholdes på formålet, at opdage og opleve sig selv. Der er en fuldkommen åbenhed, som er selvbevidstheden, der ikke griber fat i andet end selvoplevelsen uden indhold. Der er en oplevelse af at være fri – fri til at vælge og være helt sig selv.

TEKNIKKER TIL DISIDENTIFIKATION Jeg vil nu gennemgå en række teknikker, som jeg har erfaring med virker i forbindelse med at skabe disidentifikation som psykoterapeut.

71

PSYKOSYNTESENS SJÆL

Disidentifikationsøvelsen.

I forbindelse med mit psykoterapeutiske arbejde, tilbyder jeg ofte at lave en disidentifikation og selvidentifikation sammen med klienten. Den optager jeg som regel på deres telefon, så de altid har den tilgængelig ved hånden. Jeg opfordrer ligeledes til, at de praktiserer denne øvelse så ofte som muligt, men mindst en gang om dagen. Vi afklarer i fællesskab, hvor lang tid den skal vare og ofte bliver det 10-15 minutter. Jeg har inkluderet en nærværsmeditation i appendikset, som indeholder de elementer, der er gennemgået ovenfor.

Spejling af klientens kærlige iagttager.

I den første time instruerer jeg alle mine klienter i, at jeg har tænkt mig at træne dem i, at være en kærlig iagttager til deres bevidsthedstilstande. Jeg fortæller dem kort, at jeg skelner mellem dem som iagttager og de indre sider og tilstande, som kommer frem under terapien. Dernæst gør jeg dem opmærksom, hver gang de identificerer sig med en indre tilstand eller rolle, med mindre det giver mening at tillade identifikationen, hvis de har behov for katarsis. Når klienten siger: ”Jeg er så vred på min mor”, så siger jeg: ”Der er en side af dig, som er vred på din mor; du er den kærlige iagttager. Hvem er det i dig, som er vred?”. ”Kan du rumme og acceptere den vrede side?” Denne praksis lærer klienten at indtage positionen, som det kærlige vidne, der rummer sine forskellige sider. Det vil sige, at disidentificere sig fra tilstanden og identificere sig med det kærlige vidne. Jeg vil vende tilbage til denne praksis i næste kapitel.

Eksternalisering af bevidsthedens indhold: Når klienten sidder fast i stærke bindinger til en bestemt side af sig selv, fx en offerbevidsthed, kan det være nødvendigt at eksternalisere denne rolle og tilstand i det ydre rum. Det kan gøres på mangfoldige måder: Stolearbejdet: At stille en stol ud i lokalet og placere offeret der, er en effektiv teknik til at træne disidentifikation. Den stol, klienten sidder i, er det kærlige vidnes stol, og stolen i lokalet er offerets. Man kan dernæst lade klienten bringe fokus frem og tilbage mellem stolene og træne positionerne at identificere sig med offeret og disidentificere fra det.

Håndarbejdet: Man kan også bede klienten om at lægge begge sine hænder på lårene med håndfladen opad. Nu placerer man ofret i den ene hånd og måske en anden reaktion, den der er vred over at være offer, i den anden hånd. I midten sidder klienten, som kærligt vidne og kan gå henholdsvis til den ene og anden pol. Det er nemt for psykoterapeuten at facilitere denne proces, når man selv er øvet i disidentifikation.

72

D I S I D E N T I F I K AT I O N – V E J E N T I L F R I H E D

Fri tegning: Det er også en særdeles effektiv teknik, at lade klienten tegne sine tilstande ud på et stykke papir. Derved gøres tilstanden til objekt og eksternaliseres på papiret. Der kan farver og former analyseres og føles ind i af det kærlige vidne.

Set i forhold til ovenstående præsentation, så bliver det formentlig klart, hvorfor Assagioli valgte at nævne disidentifikation, som det første enestående kernebegreb i psykosyntesen. Disidentifikation er en forudsætning for selvidentifikation. Det bliver med andre ord umuligt at praktisere psykosynteseterapi, hvis ikke vi mestrer den teknik. Disidentifikation er det første trin på vejen mod frihed, som er friheden til at være sig selv. De næste trin er at stabilisere evnen til nærvær, at kontakte den kraft, som bor i viljen-til-at-være-sig-selv og at sætte sig et mål for sin psykosyntese.

Det er disse trin vi vil undersøge i de kommende kapitler, hvor vi vil fokusere på selvet og den nærværsbaserede psykoterapi; på viljen og den viljesbaserede psykoterapi.

73

Roberto Assagioli, 1888-1974 74

KAPITEL V

SELVET - VEJEN TIL STØRRE NÆRVÆR

”

Da en god personlig psykosyntese er alt, vi kan håbe på hos mange af vores patienter, er den idé hvoromkring hele den personlige psykosyntese drejer sig, det personlige selv som et center af selvbevidsthed.

Den realiseres sammen med erkendelsen og anvendelsen af dets styrende vilje, som er af største vigtighed.

(Assagioli, 1975, s. 87)

”

Da jeg første gang mødte Maja i min psykoterapeutiske praksis, var det tydeligt, at hun levede i sit hoved. Jeg kunne også mærke, at jeg hurtigt blev irriteret over hendes rationaliseringer og manglende kontakt med sin krop og sit følelsesliv. Hun var i ordets egentlige forstand ”overfladisk”, fordi hendes verden bestod af fornuftige koncepter, som manglede følelsesmæssig dybde og kropslig erfaring. På den anden side var hun kommet til mig, netop fordi hun var ulykkelig over sit manglende kærlighedsliv. Hun var nu 33 år og havde endnu ikke stiftet familie. Det var 5 år siden, at hun var i et forhold sidst, så hun mærkede, hvor desperat hun efterhånden var blevet, fordi hendes venner fik børn og etablerede sig i familier. Det vil sige, hun havde et forhold til en gift mand, men det var tydeligt, at han aldrig havde tænkt sig at forlade konen, så det forhold bragte for tiden mere smerte end lykke.

Jeg vidste, at vores rejse straks måtte indebære en ”nedstigning” til de kropslige og følelsesmæssige områder, og at nærvær og intimitet måtte være første destination.

Når hun fortalte, at hun var ulykkelig, var der ingen følelsesmæssig ladning i ”rummet”, og når hun fortalte om sin kærlighed til manden, så kunne jeg heller ikke mærke hende.

Vi måtte med andre ord bringe nærvær og bevidsthed ned i kroppen. Jeg måtte pege på det faktum, at hun kunne identificere sig med iagttageren og sanse sig ind i alle de kropslige og følelsesmæssige reaktioner, der lå bag ord som: ”Jeg er ulykkelig”, ”Jeg elsker ham” etc. Jeg ønskede, at hun fik dybde på sin oplevelse, så hun bevidst kunne 75

PSYKOSYNTESENS SJÆL

vælge at inkludere en langt større del af sin indre verden. Jeg ville kort sagt træne hende i at blive et nærværende center af ren selvbevidsthed og vilje. Det vil sige et kærligt vidne til sine psykologiske processer.

I kapitel I definerede vi selvets bevidsthed som nærvær – evnen til at være vågen og opmærksom tilstede i nuet på en fri måde. Et kærligt nærvær, som venligt rummer, observerer og interagerer med det, der nu er oppe i bevidstheden. I kapitel VI vil vi uddybe, hvordan selvet også er vilje – viljen-til-at-være-sig-selv, men her og nu vil vi fokusere på nærværet. Nærværet som den fokuserede selvbevidsthed. Assagioli lagde stor vægt på bevidsthed (awareness)1 og udtaler følgende: ”Jeg taler meget om bevidsthed.

Bevidsthed er blot dette – at være bevidst hele tiden er ikke ”ren bevidsthed” eller noget transcendent. Det er det naturligvis også. Men den første type bevidsthed, vi må blive opmærksom på, er samspillet mellem personlighedens elementer”. (Udateret 2) For psykosyntetikere er det vigtigt at forstå, hvordan man styrker dette nærvær og arbejder med en nærværsbaseret psykoterapi, fordi det i særlig grad udgør Psykosyntesens sjæl. Det personlige selv er det andet kernebegreb, som Assagioli nævner i sin udtalelse. Det er også klart, hvorfor han betragter sin definition på selvet som enestående for psykosyntesen. I forhold til mange andre psykoterapeutiske tilgange er det netop defineringen af den centrale identitet som ren selvbevidsthed og vilje, som skiller sig ud. Selvet som noget helt andet end bevidsthedens indhold af tanker, følelser og sansninger. Assagioli er som tidligere nævnt dybt inspireret af Østens og især yogafilosofiens opfattelse af selvet. Han skrev bl.a. forordet til den italienske udgave af den engelske esoteriker Alice Baileys kommentar til Patanjalis Yogasutraer.

Ren bevidsthed, vågenhed og nærvær er alle ord, der peger på den fundamentale kendsgerning, at vi er bevidste. At vi kan iagttage bevidsthedens indhold eller bevidsthedsstrømmen fra et kærligt observerende sted. Faktisk er det ikke et sted, men den vi fundamentalt set er, for når vi i meditation søger at iagttage iagttageren, eller vender bevidstheden mod dens egen kilde, så finder vi intet andet end bevidsthed (og vilje, men derom senere).

Iagttageren 1 Det danske sprog har ikke samme grænser mellem presence (nærvær), awareness (opmærksomhed)

76

og consciousness (bevidsthed), men i denne kontekst oversættes awareness med bevidsthed, da det kædes sammen med selvbevidsthed

S E L V E T – V E J E N T I L N Æ R VÆ R

Det er med andre ord muligt, at iagttage alle de psykologiske processer, der foregår i vores indre, og værdien af det er indlysende i en psykoterapeutisk kontekst. Når jeg arbejder med klienter, bruger jeg metaforen ”det indre hus” om ovaldiagrammets tre niveauer, som er bunden, midten og toppen af ovalen (se ovaldiagrammet s. 27).

Det lavere ubevidste er kælderen, det mellemste ubevidste er første etage, og det overbevidste er anden etage. På hver af disse etager er der forskellige energier og behov, som påvirker selvet (iagttageren) i forskellige retninger. Der er endog rum, hvor der bor delpersonligheder, som påvirker stemningen i hele huset.

Det var tydeligt, at Maja i overvejende grad opholdt sig på den etage i hendes indre hus, der var styret af rationalitet og logik. Det vil sige første salen. Hun var slet ikke klar over, den rigdom af nuancer, som hun indeholdt ”under sig” og ”over sig”. Når vi vender bevidsthedens lys mod det indre, så sker der en oplysning; vi begynder med andre ord at erkende, hvad vi indeholder, og hvad der påvirker vores adfærd i mangfoldige retninger. I praksis er det dog langt sværere end det lyder, fordi det ofte er ubehageligt at gå ind i de mørke rum, hvor gamle smertefulde tilstande bor, men omvendt er det en forudsætning for frihed. Vi er nemlig i mange tilfælde slavebundet til reaktionerne i det ubevidste.

Nærværsbaseret psykoterapi handler om at træne sin klient i at være nærværende og opmærksom på, hvad der sker i kroppen, følelserne og tankerne, når vi taler om et bestemt tema. Helt praktisk beder jeg klienten om at vende opmærksomheden mod sit indre, efter jeg har introduceret personen for ideen om det indre hus og sig selv som iagttageren. Det, jeg konsekvent kalder for det kærlige vidne.

Klienten kan sidde med lukkede øjne eller åbne, afhængig af temperament, og ganske langsomt guides klienten ind i en rolig opmærksom iagttagelse af åndedrættet, kropslige sansninger, stemninger og tanker, som relaterer til det tema, vi arbejder med.

Det, der foregår i denne tilstand er en art refleksiv meditation over indholdet i klientens bevidsthed, samt en træning i at sætte de rigtige ord på de energier, der sanses og iagttages. Effekten af det arbejde er at ”komme hjem i sig selv”, tage alle etager i brug og skabe en ny og bedre atmosfære i de indre rum.

Når Maja fortalte om sin tristhed, så brugte vi tid på at mærke, hvor i kroppen den føltes.

Var den varm, kold, tung, skærende, sugende … Vi undersøgte hvilke følelsesnuancer, der var i tristheden, hvilket resulterede i, at hun faktisk opdagede, at hun også var vred. På sig selv og ”manden”, fordi hun følte sig udnyttet og lod sig udnytte. Maja var, hvad jeg vil kalde for en følelsesmæssig og kropslig analfabet, fordi hendes oplevelse var reduceret til et lille rationelt udsnit af hendes indre virkelighed. Af samme grund

77

PSYKOSYNTESENS SJÆL

indeholdt hendes sprog få ord, der kunne beskrive, hvad der foregik indeni. Men gradvist som sessionerne skred frem, begyndte hun at opleve en større intimitet med sig selv og sin indre verden.

At komme hjem i sig selv er at kunne være med det der er, uden at ville fixe det eller løbe væk fra det. Dernæst er opgaven at kunne mestre det, for det er ikke nok blot at være vidne til sine oplevelser. At være hjemme, men bevidst slave af sine reaktionsmønstre er ikke særlig attraktivt, så derfor må vi gøre os til ”herre i eget hus”.

Det er det, psykosyntese handler om.

Mesterskab kræver kærlighed og vilje, og det er netop sådan Assagioli definerer selvet i et af mine favoritcitater: ”I hjertet af selvet er der såvel et aktivt som et passivt element; en aktør og en iagttager.

Selvbevidsthed indebærer, at vi er et vidne – et rent, objektivt, kærligt vidne – til det, som sker inde og ude. I denne betydning er selvet ikke dynamisk, men et punkt der er et vidne, en iagttager, der observerer bevidsthedsstrømmen. Men der er en anden del af det indre selv – den villende eller dirigerende del – som aktivt intervenerer for at orkestrere personlighedens forskellige funktioner og energier. Den del som forpligter sig og foretager handlinger i den ydre verden. I centret af selvet er der en forening af det maskuline og feminine, vilje og kærlighed, handling og iagttagelse”. (Keen, 1974)

KÆRLIGHED ER ET MUST At kunne være med det der er, er grundlaget for nærværsbaseret psykoterapi, men at iagttage processerne er kun det første stadie. Det næste er at kunne rumme, acceptere og inkludere det, der iagttages. Kærligheden må med andre ord inddrages i processen, da mange af de tilstande og delpersonligheder vi møder i det indre hus, er hjemløse, efterladte og udstødte. Min metode er: Iagttag, hvad der er …

Elsk, hvad der er …

Træk vejret gennem det …

Giv slip …

78

S E L V E T – V E J E N T I L N Æ R VÆ R

Vi gennemgik disse stadier i forrige kapitel, så her vil jeg blot uddybe den rolle kærligheden spiller.

Empati er nøgleordet i denne sammenhæng, for det at kunne leve sig ind i tilstandene og forstå dem indefra er netop det, der samler og heler. Kærligheden er magnetisk; den skaber en integration og dybest set en syntese eller en sammensmeltning mellem den elskende (selvet) og det, der elskes (objektet). Den skaber intimitet.

I starten er det ofte psykosynteseterapeuten, der må holde det inkluderende rum af accept, fordi klienten er så identificeret med det i sig, som frastøder eller fortrænger de uønskede energier og delpersonligheder. Men nærværet og det at indtage perspektivet – eller jeg vil hellere sige identiteten som det kærlige vidne – vil langsomt forløse det indre spændingsforhold mellem udstøderen (en delpersonlighed) og det udstødte (en delpersonlighed). Det sker, fordi det kærlige vidne kan holde begge i et kærligt rum og på sigt facilitere et samarbejde.

I forhold til Maja var opgaven at hjælpe hende til at opdage sine følelser og blive i stand til at eje dem, det vil sige rumme, at de tilhørte hende og var vigtige at forholde sig til. I starten skulle jeg fungere som det rummende center af empati. Men nærværsbaseret psykoterapi vil, så hurtigt som det er muligt, lægge ansvaret over på klienten. Det gøres ved at styrke klientens identifikation med den kærlige iagttager, der rummer de sårbare sider. Den nærværsbaserede psykoterapi vil med andre ord guide klienten ind i en åben, opmærksom og accepterende værensmåde, ved at pege på det fundamentale faktum, at klienten eksistentielt set er det kærlige vidne. Det er i denne proces, at vi gradvist etablerer centret af ren bevidsthed og vilje, og her rører vi ved et af de helt centrale elementer i psykosyntesen.

Psykosyntesen adskiller sig fra fx gestaltterapien og andre retninger, der også anvender nærvær, ved at pege på, at klienten eksistentielt set er nærværet. Nærvær, som ren selvbevidsthed og ikke et analytisk nærvær, som de fleste psykoterapier anvender.

Vi peger på, at der er et center, der er et subjekt, en indre identitet bag ved tanker, følelser, sansninger. Dette center kalder vi for selvet. Dette selv er et levende væsen, hvis grundlæggende træk er selvbevidsthed og vilje. Psykosyntese handler om at integrere, harmonisere, syntetisere alle elementer i de tre ubevidste områder omkring iagttageren. Iagttageren er derfor et center og selve forudsætningen for, at vi kan samle de løsrevne sider af os selv, der ofte er i konflikt med sig selv. Denne iagttager er ikke en ide eller en teori; den er en fundamental kendsgerning, som alle kan vågne op til.

I starten af processen er iagttageren naturligvis mere en teori eller et perspektiv, man indtager. De fleste klienter forstår godt, at de kan iagttage deres bevidsthedsindhold, for det oplever de netop i den nærværsbaserede tilgang.

79

PSYKOSYNTESENS SJÆL

Det er dog ikke det samme som den opvågning, der sker når klienten vitterligt erkender, at hun er selvbevidstheden – bevidstheden, der véd, den er bevidstheden. At deres fundamentale identitet altid er bevidsthed, vågenheden, ubundet af bevidsthedens processer tanker, følelser og sansninger. Dette er en revolution for klienten, når det sker, for nu er der fundet et sted, der altid er roligt, stabilt, nærværende, det samme.

Klienten har fundet øjet i orkanen, og at selve opdagelsen er så enkel og ligetil er næsten chokerende. Virkningen er først og fremmest frihed og en evne til at træde et skridt tilbage i forhold til alle de stærke dragende kræfter, som virker inden i. En evne til at være mere og mere nærværende i dybden (lavere ubevidste), i højden (det overbevidste) og i den ydre periferi (grænsen til det kollektive ubevidste) af sit væsen.

Når der fortsat er en stærk identifikation med det mentale, kan iagttagelsen blive mental, kølig og helt neutral. Men når kroppen og følelseslivet inkluderes, bliver oplevelsen af iagttagelsen intim og nærværende. Det skyldes, at bevidstheden virker gennem alle tre grundlæggende funktioner: Tanke, følelse og krop. Når iagttagelsen virker gennem det intuitive felt, opleves alt som lysfyldt væren af forbundethed.

Maja oplevede med tiden en øget evne til at være langt mere tilstede her og nu med det, hun oplevede i et givent nu. Hun fik et mere nuanceret sprog og en evne til at træde ud af identifikationen med bevidsthedsstrømmen ved at iagttage, hvad der sker – rumme, trække vejret og herfra vælge, hvordan hun skulle forholde sig.

Kombinationen af disidentifikation og identifikation med det kærlig vidne er det, som gradvist udvikler den stabile kærlige iagttager.

FRIHEDEN VED DISIDENTIFIKATION Vi har allerede berørt, hvor afgørende det er at træne klienten i disidentifikation.

En forudsætning for, at det overhovedet kan lade sig gøre er, at psykoterapeuten selv arbejder som iagttager og kan fastholde denne identitet. Det kræver en skarp iagttagelse at høre alle de steder, hvor klienten har identificeret sig, for det afsløres igennem kommunikationen, hver gang klienten bekræfter sin identitet med en tanke, følelse eller sin krop”.Jeg er vred, frustreret, grim, dum” etc. Når psykoterapeuten selv fungerer som iagttager, bliver det muligt at pege på identifikationen og iværksætte en disidentifikationsproces.

I nogle situationer er klienten ganske enkelt ikke i stand til at disidentificere sig, fordi smerten er for stærk, eller gevinsten er for stor, som den ofte er, når man fx er offeridentificeret. I disse tilfælde kan psykoterapeuten holde muligheden åben i feltet og gradvist træne klienten i at møde tilstanden med et åbent hjerte. Når klienten igen og

80

S E L V E T – V E J E N T I L N Æ R VÆ R

igen oplever friheden til at vælge, hvordan hun vil forholde sig til en given tilstand, vil det skabe et behov for mere frihed. At gå fra en stærk identifikation med at være offer, til at være et kærligt vidne, som rummer offeret, er som at bo i et skab og så få adgang til en 200 m2 lejlighed. Tilstanden er der fortsat, men den er ikke ”helt oppe i ansigtet”, og der er langt mere indre rum til at arbejde med den i.

I praksis arbejder man med tre perspektiver i en nærværsbaseret tilgang: første-, andenog tredjepersons perspektiv. I førstepersons-perspektivet er man fuldt identificeret med tilstanden; man går bevidst ind og oplever, hvordan det er at være i fuld kontakt med alle tilstandene eller delpersonlighedens processer. Er klienten opmærksom på sig selv som iagttager, vil der dog i realiteten være reserveret et iagttagende rum, hvor man reflekterer over oplevelsen, mens man dykker ned i den. I andenpersonsperspektivet er man i dialog med tilstanden, stiller spørgsmål og lytter til svar. Her er formålet at opnå et samarbejde og en kærlig udveksling mellem iagttager og delpersonlighed/tilstand. I tredjepersons-perspektivet ser man tilstanden på afstand og beskriver, taler om den.

Der er ofte et flow og en fleksibel vekslen mellem de forskellige perspektiver, og når de mestres af terapeuten, er de et værdifuldt værktøj til indsigt og integration.

NÆRVÆRETS DYBDE, HØJDE OG VIDDE SKAL UDVIKLES Nærværet som den ubundne kærlige iagttager er ikke blot noget, som opstår spontant.

Det er et center, vi må træne for at stabilisere det. Der findes så mange kræfter i os, som griber ud og holder fast i bestemte psykologiske tilstande. Hver gang vi glemmer os selv som bevidsthed, gør vi os mindre og begrænser os selv til den rolle eller tilstand, vi er bundet af.

Iagttageren har potentielt set muligheden for at være transcendent og immanent tilstede i enhver tilstand. Transcendens er, når iagttageren har en distance til det, der iagttages. Immanens er, når iagttageren er i en levende og kærlig relation til det, der opleves. Transcendens er at se noget fra oven eller på afstand, immanens er at være inde i noget gennem empatisk indlevelse i det.

Når iagttageren er transcendent i forhold til en psykologisk tilstand, er den vidne til den pågældende tilstand. Der er en form for afstand og distance til tilstanden, som betyder, at man er disidentificeret. Det betyder ikke nødvendigvis, at man er ubundet af tilstanden; som nævnt i forrige kapitel, er der frihedsgrader af disidentifikation. Når vi anvender transcendens i denne betydning, er det altså ikke nødvendigvis forbundet

81

PSYKOSYNTESENS SJÆL

med oplevelsen af høje spirituelle lag af formløshed, sådan som transcendens ofte bliver beskrevet. Iagttageren kan sagtens være transcendent en tilstand af vrede, jalousi eller misundelse i det lavere ubevidste.

Det samme gør sig gældende i forhold til immanens, for iagttageren har også potentiel mulighed for at være i en dyb og bevidst relation til det psykologiske eller spirituelle indhold. Årsagen til at det forholder sig sådan er, at iagttageren altid er noget andet end bevidsthedens indhold. Det gælder uanset hvilken etage af det indre hus, vi besøger.

Det er utrolig vigtigt at understrege, at det er et potentiale som iagttageren har; ikke et realiseret faktum. I praksis skal iagttagerens nærvær – dvs. nærværets dybde, højde og vidde – udvikles, førend det bliver en fuldbyrdet realitet. Hvor nærværende selvet kan være i forhold til ovaldiagrammets tilstande afhænger af det pågældende menneskes udvikling på det pågældende område. Selvets og dermed nærværets udvikling er en selvstændig udviklingslinje i forhold til de andre psykologiske funktioner således som vi beskrev det i kapitel III. Iagttageren (det personlige selv) er netop ikke reelt transcendent-immanent i forhold til alle de områder i det lavere ubevidste, som ligger under den i dybet. Det vil sige de tilstande, der lever i det lavere ubevidste, og som er fortidige betingninger. Der eksisterer adskillende barrierer af smerte og frygt i disse områder, som iagttageren først må opbløde gennem kærlighed og oplyse gennem bevidsthed, førend de bliver tilgængelige for iagttageren. Det vil i praksis sige at udvikle den immanente og transcendente relation til området. Når vi har udviklet denne relation, kan vi udtrykke os frigjort i dette område. Derved opstår der et flow, som er den spontane og frigjorte evne til at udfolde de pågældende energier; det være sig seksuelle eller kampbetonede energier.

Iagttageren kan heller ikke være nærværende i højden, det vil sige iagttage alle de overbevidste ressourcer og være i intim relation til dem. Det er ligeledes en proces at erobre de kreative højder og de indre verdener af kærlighed og lys. Dybest set er det, hvad selvrealisering handler om: at udvide og fordybe kontakten mellem selvet og sjælen gennem den bevidsthedsbro, der forbinder de to.

Iagttagerens viddeperspektiv, det vil sige evnen til at være nærværende i en ydre forstand og iagttage hvad der sker politisk, socialt og kulturelt, er også begrænset af, hvor store områder selvet kan overskue (transcendens) og leve sig ind i (immanens).

Vidden handler også om evnen til at erkende alle de indflydelser der kommer til os udefra på psykologiske og spirituelle niveauer fra det kollektive ubevidste.

82

S E L V E T – V E J E N T I L N Æ R VÆ R

Når vi taler om nærværet, selvets rene selvbevidsthed, er det naturligvis vigtigt at pointere, at det udvikles i samspil med de psykologiske funktioner. Vi anvender det mentale til at tilegne os viden, følelserne til at mærke ind i, og kroppen til at handle.

Den nærværsbaserede psykoterapi er en af de metoder, hvormed vi styrker klientens evne til at være nærværende – vågen, rummende, trække vejret, give slip – i det, der er til stede i et givent nu. Det skal dog blive en daglig praksis, før at det på afgørende vis kan udvikle sig. Assagioli anbefalede netop at anvende disidentifikationsøvelsen dagligt.

Når vi skal styrke nærværet, kommer vi ikke uden om meditation. Assagioli fortæller, at meditation er ”den centrale teknik, som hjælper med at bruge alle de andre teknikker effektivt” (Freund, 1983). Endvidere: ”Det er nødvendigt at have perioder med indre stilhed for at styrke og stabilisere iagttagerens rene selvbevidsthed, og de må gradvist gøres længere for at skabe det, som er blevet kaldt for tomrummet i bevidsthedsfeltet” (Udateret 2).

I interviewet med Sam Keen (1974) bekræfter han, at teknikken til disidentifikation er beslægtet med Vipassana (buddhistisk indsigtsmeditation), og at ”målet er at træne sig i at disidentificere på ethvert givent tidspunkt af dagen, så selvet kan lære at blive ubundet fra enhver overvældende følelse, person, tanke eller rolle og indtage udkigspunktet som den ubundne iagttager”. Denne øvelse leder frem til opdagelsen af selvet, som et center af ren selvbevidsthed og vilje.

Det er indlysende, hvor central nærværsmeditation er i forhold til at praktisere og opnå psykosyntese. Men det er også vigtigt at pointere, at teknikken med at centrere sig som iagttager er noget, vi kan udøve midt i dagligdagens gøremål. Det giver ikke en højdepunktsoplevelse, men styrker nærværet. I forbindelse med arbejdet med klienter er det også en proces, der kontinuerligt må udøves af psykoterapeuten selv. Det er en indre iagttagelse af, hvad der sker i ens eget felt og i klientens. Det er en praksis, man opfordrer klienten til at udøve, når hun arbejder med sine temaer. Jeg opfordrede igen og igen Maja til at iagttage og mærke, hvad der skete indeni, når hun beskrev sine processer.

Det er fra iagttageren, at vi kan harmonisere og syntetisere alle de konflikter, vi bærer i vores indre. Iagttageren er det stabile omdrejningspunkt, hvoromkring vi kan observere, elske og mestre alle vores mangfoldige energier. Derfor fastslår Assagioli: ”Psykosyntese er for det første, det andet og det tredje et arbejde fra centret” (Assagioli, Udateret 2).

83

PSYKOSYNTESENS SJÆL

Det er muligt at komme et stykke af vejen uden meditation, når intellektet anvendes som en neutral objektiv analytiker. Intellektet er den ”indre person” og kommentator, som Assagioli nævnte i forrige kapitel. Det er naturligvis selvet identificeret med intellektet, der i dette tilfælde udgør centret. Det er en begrænset frihed, der tilbydes fra dette center, fordi vi bliver styret af de ubevidste rationaler og overbevisninger, som intellektet altid er udrustet med. Men ofte er det, hvad der er muligt, fordi klienten eller psykoterapeuten ikke har den nødvendige motivation til at udvikle det virkelige center.

Man kan sammenligne vanskeligheden ved at styrke nærværet med at lære at spille violin. Når først vi har opdaget iagttageren med dens dynamiske vilje-til-at-være-sigselv, begynder vi at spille på alle personlighedens strenge, og vores liv bliver musik.

PERSONLIGHEDENS INTEGRATION I psykosyntesen tales der meget om integration, fordi det er et af de centrale mål at forene personlighedens mangfoldige kræfter og energier omkring selvet. I kapitel III beskrev vi den selvaktualiserede personlighed som et menneske, der er forholdsvist frigjort og er trådt i karakter. Når et menneske har ”samlet sig selv”, bliver det målrettet, selvstændigt, autentisk, grænsesættende og får autoritet.

Der eksisterer dog vidt forskellige typer af integration, og det er oftest ikke iagttageren, som udgør centret for disse typer af integrationer. At have sin identitet i den nærværende selvbevidsthed er et ret avanceret udviklingsniveau, så ofte vil det være en eller flere roller baseret på en af de psykologiske funktioner, som vil udgøre centret, hvoromkring livet organiseres og leves.

Den kvinde der helt har fundet sig selv i rollen som mor, baseret primært på følefunktionen, vil organisere hele sit liv omkring børnene og familiens liv. I forhold til dette område vil hun udvise autoritet, målrettethed og selvstændighed. Det er naturligvis en identitet, der hviler på et meget begrænset fundament, for denne kvinde indeholder mange indre ressourcer, der ikke bliver aktiveret og levet ud. Der er ikke noget forkert ved dette valg; det kan være udtryk for et sandt og autentisk livsvalg, set fra det sted hun befinder sig i livet. Der vil naturligvis være konsekvenser ved sådan et valg, nemlig at hun på et tidspunkt vil møde en krise, når børnene flytter hjemmefra.

Måske står hun uden uddannelse eller ydre socialt netværk, hvilket kan gøre hende afhængig af manden og sociale ydelser.

Der findes andre former for integration, der baserer sig på ensidige og dominante roller. Det kan være et menneske, der bruger hele sit liv på sin karriere, sin idræt eller sit sociale liv. De virker måske stærke, integrerede og målrettede i disse funktioner,

84

S E L V E T – V E J E N T I L N Æ R VÆ R

men i praksis og bag facaden, vil de meget ofte gennemleve store indre konflikter.

Deres identitet er netop skabt på baggrund af en udelukkelse af væsentlige sider af deres natur, som ikke stiltiende fortrækker til det ubevidste. Det kan være kunstneren, som lider af mindreværdskomplekser, fordi hun aldrig fik en uddannelse. Det kan være erhvervslederen, som ikke formår at få sit kærlighedsliv til at fungere. Eksemplerne er utallige og er ikke et udtryk for den personlige psykosyntese.

Majas dominerende roller

I Majas tilfælde var der tre sider af hendes natur, som hun ubevidst vekslede imellem, og som udgjorde hendes center. Jeg har valgt at illustrere hendes situation ved hjælp af følgende diagram, som er udarbejdet af Assagioli (1983c). Jeg har dog tilføjet et sæt briller tæt på selvet, for at illustrere den indre kommentator. Assagioli beskrev i forrige kapitel hvordan vi består af tre identitetslag: Delpersonligheder, den indre person (kommentatoren) og den rene selvbevidsthed (se 1975, s. 121). Illustrationen viser derudover, hvordan tre dominerende roller (delpersonligheder) optager det meste af bevidsthedsfeltet og udgør centret; det vil sige dét, hun identificerer sig med.

Der var hendes selvopfattelse som kvinde og hele hendes længsel efter et varmt og nærende Majas dominerende roller kærlighedsforhold. Denne side var i dyb krise og var den primære årsag til, at hun opsøgte mig.

Rollen udgøres af den nederste cirkel og henter sine primære behov fra det område jævnfør Maslows behovspyramide.

Den midterste cirkel repræsenterer hendes arbejdsidentitet som IT-ansvarlig i et stort mediebureau, og denne side trivedes hun i. Hun var dygtig til sit arbejde og fik jævnligt anerkendelse for det, så hun udviklede selvtillid og økonomisk uafhængighed i denne funktion. Hendes arbejde var i hendes egen vurdering det mest stabile i hendes liv.

Den øverste cirkel er hendes ”indre filosof”, der er hendes interesse for livets store spørgsmål, som hun havde haft i en del år. Hun beskrev sig selv som meget nysgerrig, især i forhold til de eksistentielle spørgsmål om liv og død, meningen med livet osv.

Hun læste en del selvudviklingslitteratur, men også klassisk filosofi af de gamle græske filosofer. Den øverste cirkel rækker ind i det overbevidste for at illustrere den

85

PSYKOSYNTESENS SJÆL

abstrakte tankes evne til at forbinde sig med ”noget større” gennem refleksioner.

Hendes verden var overvejende mental, det var her hun trivedes, men det var også den ensidige identifikation med intellektet, der var årsagen til problemerne i hendes kærlighedsliv.

Selvet som iagttageren/nærværet var hun ikke bevidst om, da hun startede i psykoterapi, og viljen var primært bundet op på hendes arbejdsidentitet. Placeringen af de tre cirkler i ovaldiagrammet viser kun, hvor de har deres tyngdepunkt i forhold til den primære motivation, de henter deres energi fra. I praksis kan disse roller opleve elevation og nedstigning i ovaldiagrammet afhængig af de psykologiske tilstande, der flyder gennem dem på et givent tidspunkt. Der er naturligvis langt flere sider end de tre skitserede, som fungerer i baggrunden eller i specielle situationer. I kapitel VIII vil vi gå langt dybere ind i disse delpersonligheder2.

Når selvet som iagttager begynder at slå igennem som center for personlighedsintegrationen, så viser det sig som en særlig indre ubundethed i forhold til alle de roller, vi spiller. Vi har lettere ved at gå ud og ind af rollerne og ændre os på områderne. Der opstår en frihed til at lege med livet, fordi vi véd, at vi dybest set ikke er afhængige af de roller, vi spiller. Man når ikke frem til denne frihed uden en hel del kampe og nederlag, som man netop har gennemlevet, fordi man på det tidspunkt var for afhængig af en bestemt rolle. Vi har måske oplevet tab i forbindelse med kærlighedslivet, arbejdslivet eller vores sociale status. Disse tab kan i bedste fald skabe en tiltro til viljen og en erkendelse af, at vi ikke må identificere os for stærkt med noget ydre. Den indre ubundethed skaber en større evne til at være fleksibel i livet og tage risici, fordi vi kan håndtere de naturlige kriser der opstår, når vi rækker ud efter noget nyt. Det gør os mere kreative, modige og engagerede, hvilket netop er kvaliteter der er forbundet med den selvaktualiserede personlighed.

Det ubundne center opstår ikke spontant ud af det blå, men er noget som vindes gennem livets kampe. De ekstroverte typer kan nå frem til en høj grad af introspektion og indre iagttagelse, uden at de nødvendigvis ved noget om disidentifikation. De lærer at disidentificere sig gennem livets lektier, når de brænder sig på afhængighedens smerte og forstår, at de må give slip på deres tendens til at involvere sig for stærkt. Det er naturligvis en stor fordel at kende til eksistensen af iagttageren, men det er ikke en uomgængelig nødvendighed, for iagttageren er et eksistentielt faktum, som vi vågner op til på den ene eller anden måde. Det siger sig selv, at den målrettede udvikling af iagttageren kan spare os for mange unødvendige kampe og konflikter. Den store interesse for meditation og yoga i tiden er da også et stærkt tegn på, at selvets natur som ren selvbevidsthed kalder på menneskeheden.

2 Assagioli, 1983c, giver mange illustrerende eksempler på ovenstående scenario.

86

S E L V E T – V E J E N T I L N Æ R VÆ R

Den personlighedsintegration, der baserer sig på selvet som en kærlig dynamisk iagttager, der instruerer, dirigerer og kærligt faciliterer personlighedens mange energier, er naturligvis den optimale løsning. Det er det mål, Assagioli kalder for den personlige psykosyntese. Det er som tidligere nævnt ikke nødvendigvis humanistiske eller altruistiske værdier, som styrer dette stadie, men måske blot at få det bedste ud af livet for sig selv og sine nærmeste.

PSYKOTERAPEUTEN SOM ET YDRE FORENENDE CENTER Det er en stor udfordring at udvikle selvbevidstheden på egen hånd, fordi nærværet og viljen er så subtil og gemt bag identifikationer med tanker, følelser og ydre ting.

Derfor er den levende kontakt til et andet menneske, som allerede har realiseret selvbevidstheden i nogen udstrækning, helt afgørende. Det behøver naturligvis ikke at foregå i en psykoterapeutisk sammenhæng, da en meditationslærer eller en god ven sagtens kan bidrage til at udvikle iagttageren. Når det handler om at forløse og transformere de dybe bindinger til fortidige oplevelser, er sagen derimod en helt anden. Her kræves der professionel assistance fra en psykoterapeut, der er trænet i at arbejde med fortrængninger, modstande og overføringer.

Assagioli definerer psykoterapeutens rolle på følgende måde: ”Terapeuten udpeger og foreslår … målet for hans ”individuation”. Han opmuntrer og træner ham lige fra starten i brug af aktive metoder til at opnå en tiltagende klar selvbevidsthed og udvikle en stærk vilje, så klienten kan beherske og bruge sine impulsive emotionelle, forestillingsmæssige og mentale energier. Desuden trænes klienten i at benytte sig af alle midler til at opnå uafhængighed af terapeuten”. (1967b) Ovenstående er naturligvis noget som afklares i tæt samarbejde med klienten. Assagioli nævner først udviklingen af selvbevidstheden og derefter viljen. Da psykosyntesen har så stort fokus på at arbejde fra centret, giver det mening, at vi først må påbegynde denne udvikling. I praksis handler det om klientens evne til at være en kærlig iagttager, der træffer selvstændige valg (viljen) og gennemfører dem i livet. Udviklingen af selvet er noget, som foregår i den spejling eller feedback, som psykoterapeuten kontinuerligt giver klienten.

Når psykoterapeuten selv er et autentisk eksempel på en ubundet iagttager, der træner klienten i at være et kærligt vidne, bliver iagttageren set i klienten af terapeuten. Når psykoterapeuten igen og igen træner klienten i at disidentificere sig fra begrænsende selvopfattelser som ”ingen elsker mig”, ”jeg er så vred”, og ”jeg føler mig ikke attraktiv”, får klienten en kontinuerlig oplevelse af den frihed, der er i disidentifikationen. Når

87

PSYKOSYNTESENS SJÆL

psykoterapeuten konsekvent undlader at tage beslutninger på klientens vegne, men hele tiden spejler det ansvar tilbage til klienten, styrkes klientens selvstændighed og viljen-til-at-være-sig-selv.

Kort sagt, psykoterapeutens opgave er at være et autentisk spejl for klientens egen ubundne selvbevidsthed, og i en endnu videre forstand for udviklingen mellem selvet og sjælen. Denne rolle definerer Assagioli på følgende måde. Terapeuten: ”skal i nogen grad udføre rollen og opgaven som beskytter, rådgiver og guide. I drømmesymbolikken viser han sig hyppigt som den ”gamle, vise mand” ifølge Jung, og svarer til hvad inderne kalder ”guru”. (1967b) Psykosyntesen er en transpersonlig psykologi og indebærer i princippet samme høje spirituelle realisationer som dem, man søger inden for de traditionelle spirituelle traditioner. Det er set fra dét perspektiv, at Assagiolis ”guru” metafor skal ses. En guru er i ordets oprindelige betydning en spirituel lærer. Psykosynteseterapeuten har fra dét perspektiv såvel rollen som healer og som lærer.

Denne relation illustrerer Assagioli i nedenstående diagram, hvor han samme sted også beskriver de fire forskellige relationer, som terapeutklient relationen kan indeholde (1967b).

I diagrammet er terapeuten angivet ved en stjerne uden for individets psyke (2).

Terapeuten arbejder som et link eller bro mellem individets selv (1) og sjælen (3).

Når klienten ikke selv er i direkte kontakt med sjælen ”vertikalt”, kan terapeuten hjælpe med at etablere denne kontakt.

Terapeuten bliver for klienten en ”rollemodel”, eller endog en ”katalysator”, for udviklingen af sjælsbevidsthed. I den forstand bliver terapeuten et ydre forenede center, som hjælper klienten med at finde sit eget center. Placeringen af terapeutens lys på grænsen til det overbevidste indikerer, at han/hun holder et transpersonligt perspektiv og ideelt set udstråler den væren i mødet med klienten.

Terapeuten som ydre forenende center

88

S E L V E T – V E J E N T I L N Æ R VÆ R

I mit arbejde med Maja var fokus i det år, terapien varede, at udvikle hendes feminine side og dermed hendes følefunktion. Det handlede dybest set om at styrke hendes selvværd som kvinde, og i den forbindelse var mit køn som mand ikke uvæsentligt.

Hun havde med egne ord behov for at blive set af en mand, som kunne forstå og rumme hendes fortvivlelse over sit kærlighedsliv.

Den nærværsbaserede tilgang lærte hende at iagttage en større del af sin personlighed end den mentale ”etage”, hun primært var identificeret med. Hun oplevede, at identiteten som kærlig iagttager paradoksalt nok gav hende en bedre kontakt med sine følelsesmæssige behov og kroppen. Hun landede mere i sin krop, selvom hun disidentificerede sig fra den, fordi vi arbejdede på at påskønne og styrke kropsbevidstheden. Det vigtigste udbytte var beslutningen om at forlade det hemmelige forhold, hun havde til den gifte mand. Hun forstod, at hun måtte stå op for sig selv og sin egen værdighed som kvinde. Hun ville vælges 100% af en mand og det krævede, at hun valgte sig selv. Arbejdet med viljen-til-at-være-sig-selv gav hende styrke nok til at stå alene og blive fri til at finde den rette mand.

FORHOLDET MELLEM SELVET OG SJÆLEN Lad os afslutningsvist kort berøre forholdet mellem selvet og sjælen for senere i kapitel X at afrunde det. Der er kun ét selv. Assagioli var meget klar i mælet om, at der dybest set ikke er tale om flere selv, men kun det samme selv, der udfolder sig på forskellige niveauer. Det vil sige bevidstheden, det indre lys, nærværet er det samme. Det er omfanget af bevidstheden, og hvor meget selvet kan rumme og inkludere i sin bevidste identifikation, der afgør hvor stort selvet er. Et oplyst menneske vil vide med vished og ud fra indre erfaring, at den bevidsthed der kigger ud i gennem hendes øjne er den samme bevidsthed, der kigger ud igennem mine. Det, der udgør forskellen i mellem os, er det individuelle formål (viljen), vi har i forhold til helheden – det universelle Selv.

Forskellen mellem det personlige selv og det transpersonlige Selv er derfor dybest set, hvor frigjort iagttageren er; hvor transcendent og immanent vi kan være i forhold til bevidsthedens indhold på alle etager. Når vi oplever det personlige selv som ren bevidsthed, er der fortsat en oplevelse af adskilthed. Der er en klar oplevelse af, at ”jeg” er noget helt andet end ”dig”. Det skyldes, at iagttagelsen fortsat fungerer igennem det mentale felt, som begrænser og skaber dualitet.

Når bevidstheden derimod krydser grænsen til det overbevidste, så udvider bevidstheden sig spontant langt ud over kroppens grænser og ud i det uendelige. Der opstår et fuldkomment ophør af tanker, og dermed slipper man ud af det adskilte

89

PSYKOSYNTESENS SJÆL

fængsel, som det mentale skaber. Det er en tilstand af fred, frihed og en evne til at være her-og-nu. Det at tænke opleves, som at tage en spændetrøje på. Det kan sagtens lade sig gøre at tænke, men det er som at begrænse det ubegrænsede i en alt for lille form. Der er fortsat en oplevelse af ”mig-hed” (I-Amness), så der er fuld identitet. Selvbevidstheden er aldrig noget andet end ”mig”, det er blot et langt mere frigjort ”mig”, der ikke er bundet til den personlige historie, som personligheden er identificeret med.

Det er naturligvis særdeles sjældent, at man i en nærværsbaseret psykoterapi får lejlighed til at pege på den mere spirituelle selvoplevelse. Det sker dog engang i mellem, især hvis psykosynteseterapeuten har en seriøs meditationspraksis og jævnligt praktiserer nærværsmeditation. En meget stærk metode er at holde en øjenkontakt med klienten gennem lang tid og blot være. Give helt slip ind i bevidstheden på den anden.

Disse dybe øjenkontakter kan skabe oplevelser af fred og frihed, især hvis psykosynteseterapeuten ved, hvordan tilstanden skal transmitteres. Det er en praksis jeg privat gennem lang tid har trænet, og indimellem er der en klient, der spontant opdager den mulighed eller blot får et behov for at holde nærværet. I en session opstod det spontant, og vi sad i 45 minutter uden at ytre et ord. Vi vidste begge, at noget transpersonligt, en dybere væren, var aktiveret. Tiden ophører, og to sjæle er blot sammen i et tidløst nu, og resultatet er dyb fred. Klienten sagde efterfølgende: ”Det er første gang nogensinde, at et andet menneske har kunnet være med mig i min dybeste væren”.

I næste kapitel vil vi nu vende blikket mod viljen og undersøge, hvordan vi kan styrke vores egen og klienternes frihed til at være sig selv.

90

KAPITEL VI

VILJEN - VEJEN TIL POWER

”

”

Viljen er vores individualitets centrale kraft, den allerinderste essens af vores selv.

Derfor betyder opdagelsen af viljen i en særlig grad, at vi opdager vores sande væsen.

(Assagioli, udateret 12) Viljen – den stærke, gode og intelligente – er det tredje kernebegreb, som Assagioli nævner. Viljen er forbundet med vores essentielle identitet, for som vi har set i de foregående kapitler, er selvet ikke blot et observerende selv; det er også et dirigerende selv. Det er en pointe, som Assagioli konstant vender tilbage til, og det må anses for en af de allervæsentligste hjørnestene i psykosyntesen. Hvis selvet kun var iagttageren, det kærlige vidne, måtte vi se magtesløst til, når indre dominerende kræfter eller personer søgte at styre os. Det er opdagelsen af viljen, som får os til at erkende, at vi har reel mulighed for at bestemme over vores liv. Viljen handler med andre ord om at mestre de psykologiske indflydelser, som kommer både inde og ude fra. Den handler om friheden til at udfolde sig selv og opdagelsen af den power, der bor i autenticitet.

Der findes ingen større kraft end at være sig selv.

Assagioli beskriver det på følgende måde: ”Mennesket med en svag vilje er som kork på et ocean, der smides rundt af enhver bølge; eller som en vejrhane, der følger enhver vind. Det menneske er ikke blot slave af andre menneskers viljer og ydre omstændigheder, men også af sine egne drifter og begær. Det bliver umuligt at anvende sine talenter og muligheder eller at leve op til sine egne overbevisninger”.

(Udateret 12) Assagioli pointerer, at vi ikke blot har en vilje; vi er en vilje. Det er med andre ord: ”Viljen, som udgør det allerinderste center i mennesket. Det, som i sandhed gør os til den, vi er” (Assagioli, udateret 12). Det er et udsagn, som kan være næsten umuligt at forklare teoretisk, fordi viljen er en eksistentiel oplevelse. Viljen er som skønhed en subjektiv

91

PSYKOSYNTESENS SJÆL

erfaring. Hvem kan give et menneske en skønhedsoplevelse af en solnedgang, hvis dette menneske ikke er i intim kontakt med naturen? Viljen er et begreb, der peger på en dynamisk levende kraft indeni, som dybest set er viljen-til-at-være-den-man-er.

Jeg havde på et tidspunkt følgende erfaring: ”Det var den femte time i meditation, kun afbrudt af 10 minutters interval, og jeg havde udelukkende haft fokus på at iagttage min bevidstheds indhold. Jeg mediterede uden mål, der var ikke noget bestemt, der skulle ske, udover at være nærværende i nuet. I starten var mit sind fyldt af en kakofoni af indtryk fra alle mulige områder, men nu var der opstået en klar neutralitet, hvor indtrykkene ikke længere forstyrrede mig.

I denne klarhed, hvor tanker, stemninger og sansninger fortoner sig i baggrunden, var det tydeligt, at der kun er bevidsthed. Jeg er bevidsthed. Dette vågne, nærværende rum af stille eksistens.

I det tomme rum opstod spørgsmålet: Hvad ville jeg være uden bevidsthedens indhold? ”Ingenting”, kom det prompte. Jeg genkendte svaret og dog … Hvem spurgte? Hvem vælger at sidde i denne meditation? Hvem opretholder intentionen om at sidde på puden og blot iagttage? Hvem vælger at træde ud af meditationen? Hvem vælger at tillade disse spørgsmål at opstå? …”

Denne refleksion afslørede krystalklart for mig, at så længe jeg er i en krop og skal fungere i et manifesteret univers, må jeg handle. Ikke at handle er også en handling, for man opretholder intentionen om ikke at handle, og det er en handling. Der er en vilje indeni, som altid vil noget ... en vilje, som træder i aktivitet, så snart jeg skal handle. Det vil sige vælge nærværet, en tanke, en følelse, en fysisk handling. Hvad er det for en kraft? Hvem er det? ... Dette spørgsmål var for interessant til ikke at forfølge, så mit meditationsfokus skiftede karakter, noget i mig traf et valg, og min rejse blev ny”.

Selvet som kærligt vidne kunne man kalde for det åbne selv, fordi bevidstheden dybest set er grænseløs og universel. Bevidstheden er vågenhedens baggrund, det nærvær som er vidne til bevidsthedens indhold. Viljen derimod er en dynamisk kraft, som udtrykker sig gennem individualitet. Det er viljens levende kraft, som giver bevidstheden en retning. Vi er dybest set et formål, en bevidsthed med et formål og dette formål er viljen-til-at-være-sig-selv. Der er med andre ord en levende dynamisk kraft inde i alle mennesker, som insisterer på at udfolde selvet-sjælen i al den storhed, den formår.

Det gør viljen – selvets dynamiske ansigt – gennem formål, intention, valg og retning.

Viljen er den kraft, der udtrykker det universelle i os som individualitet. I den forstand kan vi kalde viljen for det unikke selv. Oplevelsen af den rene vilje kan kun beskrives

92

VILJEN – VEJEN TIL POWER

som formål, som et indre kraftfelt, der i modsætning til bevidsthedens åbenhed centraliserer energierne i et punkt. I energiterminologi betyder det, at vores inderste identitet er såvel et felt (åbenhed) som en partikel (et punkt). Det er – indrømmet – en meget subtil beskrivelse, som kun kan forstås gennem direkte oplevelse.

Assagioli beskriver det på denne måde: ”Når vi oplever os selv som ”selver”, som ”subjekter”, har vi ofte en oplevelse, der kan opsummeres i sætningen: ”Jeg er en kraft, en årsag”. Dette er en oplevelse af den menneskelige vilje”. (Miller, 1972) Viljen kan opleves på forskellige niveauer, og i det helt store perspektiv er der ud fra denne filosofi én universel bevidsthed (Gud, Brahman, Den Ene), der søger at udfolde sin universalitet gennem individualitet. Det betyder, at hvert eneste menneske, hvert eneste væsen, hvert eneste skabelse, potentielt set er et unikt udtryk – en emanation – af en bagvedliggende enhed. Når dette realiseres gennem et menneske, så kaldes det ud fra et kristent perspektiv: ”Gud, der blev menneske gennem Kristus”. Vi har dog alle kristus- og buddhanatur, men det betyder ikke, at vi skal kopiere Buddha eller Kristus. Vi skal realisere vores egen unikke guddommelige natur. Viljen er den kraft i os, der virkeliggør denne hensigt. Når vi oplever dette aspekt af viljen, mærker vi sjælens transpersonlige vilje. Viljen banker dog på personlighedens dør, lang tid før vi bliver optaget af spirituelle tanker.

OPDAGELSEN AF VILJEN Når vi begynder at mærke viljen for første gang, som det unikke selvs kald, er det først og fremmest gennem et dybtliggende ønske om at være sig selv. Det er et frihedskald, som ofte bryder igennem i forbindelse med en krise, som handler om at blive selvstændig. Viljen er længslen efter frihed og autenticitet, og som oftest vokser den frem gennem en indre og ydre frigørelseskamp, hvor vi gør op med en række afhængigheder på forskellige områder. Assagioli beskriver det på følgende måde: ”En af viljens grundtoner er frihed – frihed til at vælge og handle, som vi vil”. (Miller, 1972) Det er altså oplevelsen og smerten over ikke at kunne være sig selv i forskellige sammenhænge, der ofte føder viljen i mennesket. I mange tilfælde handler det om, at vi er blevet afhængige af ydre bekræftelser, som understøtter vores identitet. Vores identitet står med andre ord på særdeles usikker grund, som gør det svært at sætte grænser over for andre. Vi kan også være blevet slave af indre tilbøjeligheder, som går stik imod vores selvopfattelse. Vi er ikke herre i eget hus, men bliver kastet hid og did af vaner og begær, som i virkeligheden ofte krænker vores selvrespekt. Disse afhængigheder betyder, at vi ikke kan sætte grænser for vores afhængigheder og ikke formår at leve op til vores egne overbevisninger.

93

PSYKOSYNTESENS SJÆL

Disse eksempler viser os, at vilje og begær er to helt forskellige typer kræfter. Man vil en ting, men gør noget helt andet. Såvel viljen som begæret kan være kraftfulde, men viljen handler altid om identitet. Hvem er jeg? Hvad vil jeg? Begæret handler ofte om noget ydre, man enten vil have eller undgå, selvom man selvfølgelig også kan begære at være sig selv. Et meget vigtigt begær.

Viljen er dybt forbundet med at sætte grænser, for gennem disse afgrænsninger definerer vi vores individualitet og det at vi er enestående. Det er paradoksalt, at vi får frihed ved at begrænse os, men det er netop friheden til at være os selv, der er central.

Når vi ophører med at kopiere andres adfærd og i stedet retter fokus mod vores egen eksistentielle væren, får vi mulighed for at vælge vores identitet, og dermed afgrænse os fra uønsket adfærd.

Assagioli beskriver, hvordan vi i særlige situationer kan opleve, at viljen rejser sig i os som en kraft til at stå inde for os selv. Altså for de værdier og behov, vi identificerer os med på et givent tidspunkt. Vi kunne kalde denne kraft for jeg-styrke, og den giver os rodfæste og integritet. Viljen er også på den måde en vej til større power.

Det kan være, at vi gennem viljen får mod til at bryde ud af et parforhold eller et arbejdsforhold, fordi det ikke længere er et sandt udtryk for den, vi er. Denne stærke vilje er ofte båret af en fornemmelse af værdighed, en levende kontakt med, at man er et værdifuldt udtryk for noget stort og vigtigt – sjælen. Det indebærer, at vi bliver nødt til at vælge os selv, hvis vi skal kunne genkende os selv, hvilket ofte indebærer en krise, hvor vi ofrer vores afhængigheder på frihedens bål.

Vores aktuelle identitet, de roller og selvopfattelser vi har på et givent tidspunkt, fødes netop gennem de valg, vi træffer ubevidst eller bevidst. Disse roller kan være falske selv, hvis de er kopieret fra omgivelserne, eller sande selv, hvis de er et udtryk for et bevidst valg. Viljen er med andre ord den evne vi har til at disidentificere og identificere.

Det er den kraft, hvormed vi siger: ”Jeg er ikke det eller det – men dét”. I den forstand kan vi sige, at vi er som vi har valgt at tænke, føle og handle. Det er uvæsentligt, om vores valg har været ubevidste og baseret på sociale og kulturelle indflydelser; bevidst eller ubevidst - de har den samme virkning. De skaber identitet, så vores valg har altid konsekvenser, og i opdagelsen af det bevidste valg ligger friheden til at vælge nyt.

Det har konsekvenser at vælge nye selvopfattelser, for de gamle valg har skabt bindinger og indre tilstande, som vil gøre oprør mod den nye vilje. Det er disse polariteter, vi vågner op til i smerte; spændingen mellem fortidens valg og nutidens valg, der vil forme den fremtidige identitet. Det er her, den personlige psykosyntese tager sit afsæt.

I beslutningen om at blive sig selv som et enestående individ.

94

VILJEN – VEJEN TIL POWER

VILJESBASERET PSYKOTERAPI Når ovenstående perspektiver omsættes i en nærværs- og viljesbaseret psykoterapi, får psykoterapeuten et særligt fokus på klientens identitet, fordi nærvær og vilje netop handler om essensen af klientens identitet. Derfor må vi vide hvem klienten er, inden vi begynder at løse alle de umiddelbare problemer, som klienten bringer frem. Dette er netop Assagiolis første terapeutiske stadie: Grundig viden om klientens personlighed.

Psykosyntese handler om at hjælpe klienten frem til en autentisk personlighed, uanset hvor identiteten har sit tyngdepunkt i ovaldiagrammet. Da klientens udfordringer kan løses på mangfoldige måder, afhængigt af klientens værdier og behov, må kendskabet til klientens selvopfattelse først afdækkes. I modsat fald er der en fare for, at klienten tilpasses psykoterapien i stedet for omvendt.

Det første, jeg spørger klienten om, er altid: Hvor går rejsen hen? Hvad er det for en vækst, du ønsker i dette forløb? Jeg bruger metaforer som at blive kaptajn i eget liv, hvor klienten selv sætter sin kurs og styrer det. At blive herre i eget hus er også en god metafor. Jeg peger på den fundamentale kendsgerning, at der er en kraft tilstede i klientens liv, som vil være sig selv. Denne kraft er Viljen-til-at-være-sig-selv og er en af de vigtigste drivkræfter at udforske. Jeg fortæller, at denne vilje gemmer sig bag behovet for autenticitet, individualitet og friheden til at være sig selv.

Når klienten med psykoterapeutens hjælp finder ud af sit mål, opstår der er et viljesfokus.

Det kan handle om alt fra større væren, spontanitet, fred eller mod til at sætte grænser.

Det kan være mål, som normalt ikke forbindes med viljen, men det er netop, fordi viljen ofte bliver misforstået. Den ses ikke som det den er, nemlig intentionen bag enhver bevidst handling. Når et menneske holder et tilstrækkeligt stærkt viljesfokus, opbygger det et indre kraftfelt, som dirigerer de psykologiske energier i en bestemt retning.

Maja var optaget af at få sit kærlighedsliv til at fungere. Hun ville have kærligheden til at lykkes, og de første sessioner handlede om, at hun bevidst tog ansvar for det. Det gjorde hun ved at definere, hvad et godt kærlighedsforhold er. Dernæst ved at forpligte sig på at sætte handling bag sine erkendelser. I sessionerne er det vigtigt aldrig at træffe beslutninger på sine klienters vegne, netop fordi klienten styrkes af det ansvar, der følger med at træffe beslutninger.

I Majas tilfælde handlede det om at afslutte affæren med den gifte mand, som hun havde et seksuelt forhold til. Forholdet var uværdigt i forhold til hendes behov og værdier. Det havde hun længe vidst, for sammen med ham følte hun sig ikke værdifuld.

Han var et ydre symbol på, at hun ikke havde valgt sig selv og dermed ikke stillede krav til den kærlighed, hun delte i et forhold. Hun var klar over, at hun var afhængig af den

95

PSYKOSYNTESENS SJÆL

bekræftelse hun fik, og at hun opretholdt et illusorisk håb om, at han en dag ville blive hendes. Hun havde blot ikke haft vilje til at leve sin erkendelse ud.

Der var med andre ord en konflikt mellem hendes vilje og hendes begær. Viljen fortalte, at hun fortjente bedre, fordi den er selve den levende energi, som bærer oplevelsen af frihed og storhed i sig. Viljen kommer direkte fra sjælen og bliver som selvbevidstheden afspejlet i selvet. Det er den evolutionære kraft, som kontinuerligt skubber os ud over vores komfortzoner og får os til at ønske mere frihed, mere kærlighed, mere storhed.

Viljen bærer kraften fra den arketypiske konge og dronning, som dybest set er sjælen og det universelle Selv. Vores individuelle fortolkning af denne kraft, det vil sige de værdier, billeder og behov vi kobler på kraften, er et udtryk for, hvor i ovaldiagrammet vi henter vores nuværende identitet.

Når viljen er vækket og erkendt, uanset om det er på det personlige eller transpersonlige niveau, kommer der en tydelig retning i et menneskes liv. For Maja betød det et opgør med et mindreværd, som fastholdt hende i relationer, hvor hun ikke blev set og valgt i kraft af, hvem hun var. I løbet af terapien forstod hun, at det var en direkte afspejling af, at hun ikke værdsatte sig selv. Maja valgte nu at fokusere sin vilje på at udvikle sin kønsidentitet, sin værdsættelse af sig selv som kvinde, for det var her, hun oplevede sin største begrænsning.

Når vi arbejder med at styrke en klients vilje, anvender vi ifølge Assagiolis definition faderterapi: ”Terapeuten har hovedsagelig to roller: Moderrollen og faderrollen. Terapeutens moderrolle er i orden i den første del af behandlingen, særlig i mere alvorlige tilfælde.

Den består i at give en følelse af beskyttelse, forståelse, medfølelse og opmuntring.

Det, som en klog moder gør. Det er en direkte hjælp fra terapeuten til klienten.

Faderrollen kan på den anden side opsummeres som træning til selvstændighed. Den sande faderrolle, som jeg ser den, er at opmuntre, at vække barnets indre energier og vise ham vejen til selvstændighed. Faderfunktionen er derfor at vække klientens vilje”.

(Miller, 1972) Vi har tidligere set, at det er viljens funktion at regulere alle de andre psykologiske funktioner, således at vi skaber en helstøbt, personlig og spirituel udvikling, der fører til en frigjort personlighed. En forudsætning for at det kan lade sig gøre er, at vi træner klienten i aktive teknikker, hvormed de kan mestre de psykologiske energier. Vi kan alle opleve frygt, modstand, oprør eller passivitet, når vi skal til at udfolde helt nye sider af os selv.

96

VILJEN – VEJEN TIL POWER

Assagioli var inspireret af de østlige yogateknikker, specielt Raja Yoga, som er kendt for sin ottefoldige vej til frigørelse. Det er i det lys, at anvendelsen af de mange teknikker skal ses og især disidentifikation, visualisering og viljen.

Assagioli beskriver, at psykosyntesens: ”principielle målsætninger og opgaver er: 1. Eliminering af konflikter og forhindringer, bevidste eller ubevidste, som blokerer for psykosyntese, 2. Brug af aktive teknikker til at stimulere de psykologiske funktioner, som stadig er svage og umodne”. (1967a) Derudover fortæller han, at de: ”mange aktive teknikker er skabt til at: 1. Vække latente energier, særlig i det højere ubevidste, 2. Udvikle de konstitutionelt svage psykologiske funktioner, og de som er forblevet på et infantilt stadie, 3. Transformere de overvældende bio-psykiske energier samt de, som ikke kan udløses eller udtrykkes på en direkte måde, 4. Disciplinere og regulere (uden at fortrænge eller fjerne) alle de psykiske energiers udfoldelse på ethvert niveau, idet deres konstruktive, effektive og kreative udtryk understøttes, 5. Harmonisere de forskellige funktioner og energier, hvorved en integreret menneskelig personlighed dannes, 6. Fremme individets funktion i samfundet ved hjælp af harmoniske mellemmenneskelige og gruppe-relationer”. (1967a) Viljen fører til frihed, og derfor er den modpolen til afhængighed og offerroller.

Faderterapi er med andre ord et frihedsprojekt, der understøtter klientens selvaktualisering og selvrealisering. Når viljen ikke inddrages i det terapeutiske rum, er der en fare for, at klienterne regredierer til et umodent niveau, specielt hvis psykoterapeuten ensidigt fokuserer på omsorg og moderterapi. Dermed fastholdes klienten i et afhængighedsforhold til psykoterapeuten, hvilket står i direkte modsætning til psykosyntesens værdigrundlag. Assagioli sagde tidligere, at ”klienten trænes i at opnå uafhængighed af terapeuten ved hjælp af alle midler”. (1967b) I praksis giver det virkelig god mening at starte med at styrke selvets nærvær og vilje, de centrale aspekter af klientens identitet, der skal styre livets kurs. Når psykoterapeuten spejler klientens viljesnatur, er det en god ide at kalde stolen, klienten sidder i, for ”direktørstolen”, ”kaptajnens stol”, eller ”instruktørens stol”; kort sagt den stol, hvor

97

PSYKOSYNTESENS SJÆL

der træffes beslutninger. Det handler om at få klienten til bevidst at identificere sig med at være det bevidste kærlige vidne, som træffer beslutninger. Alle andre sider af klienten kan objektiviseres ved at placere stole i rummet, som repræsenterer de forskellige delpersonligheder. De kan enten samarbejde med klientens mål eller være modstandere af det.

Den væsentligste spejling sker dog i relationen mellem klient og psykoterapeut.

Når psykoterapeuten er en god autentisk autoritet, såvel fagligt som menneskeligt, transmitteres denne power til klienten. Når klienten oplever, at psykoterapeuten søger at frisætte hende til at være alt det, hun selv vælger og har mulighed for at blive, da oplever hun at blive set i sin styrke.

Det betyder ikke, at terapeuten giver klienten ret i alle hendes overbevisninger.

Tværtimod må den viljesbaserede psykoterapeut turde udfordre klientens antagelser, så overbevisningernes styrke testes mod de værdier og behov, der er blevet afdækket i det psykoterapeutiske forløb. Der er et aspekt af undervisning i den psykosyntesiske tilgang, hvor psykoterapeuten åbent ligger filosofien frem. Hvis målsætningen accepteres af klienten, må psykoterapeuten løbende fungere som vejleder og healer i forhold til den. Healerfunktionen handler om at tilføre kærlighed og indsigt til de psykologiske processer (moderrollen), mens vejlederfunktionen træner klienten i at blive et kærligt vidne, der handlekraftigt lever sin identitet ud (faderrollen).

Transmissionen eller overførslen af styrke er et helt centralt fokus i en nærværs- og viljesbaseret psykoterapi. Transmissionen baseres på psykoterapeutens evne til at se sin klients storhed, se alle de ressourcer, som endnu ikke er bragt til blomstring.

Psykoterapeutens tro på og vished om, at klienten kan blive fri til at være sig selv, er afgørende i den psykoterapeutiske relation. Den hjælper klienten til at se sig selv, som psykoterapeuten gør og at identificere sig med den vision. I den forstand bliver psykoterapeuten et ydre forenende center, som spejler klientens dybeste værdier og behov tilbage.

Den vise vilje er vigtig at holde i fokus. Når vi har et evolutionært perspektiv på livet forstår vi, at hele livet er en rejse mod større og større bevidsthed. Derfor vil vores identitetsopfattelse løbende udvikle sig, da de værdier og behov, vi mærker, løbende vil tage nye former. Vi bliver derfor nødt til at vælge vores identitet med omhu og at holde den let i bevidstheden. Det vil sige ikke identificere os med, eller binde os for stærkt til noget, hvis vi ønsker at vokse i visdom. Denne lethed kan introduceres i psykoterapien ved at anvende udsagn som: ”Det er sandt på nuværende tidspunkt”.

98

VILJEN – VEJEN TIL POWER

STÆRK, GOD OG INTELLIGENT VILJE Vi vil nu nuancere beskrivelsen af viljen kortfattet og opfordre læseren til selv at uddybe nedenstående i Assagiolis bog: Viljens Psykologi. Assagioli skelner mellem de tre aspekter af viljen og de tre niveauer. De tre aspekter af viljen handler om, at viljen kan være stærk, god og intelligent. De tre niveauer af viljen er dens udtryk personligt, transpersonligt og universelt. Dybest set er der kun én vilje, den universelle vilje, der er den evolutionære drivkraft bag universets skabelse. Denne vilje udfolder sig på mangfoldige måder afhængig af det pågældende menneskes udviklingsniveau. Hvis vi starter med at skelne mellem den stærke og gode vilje, kan vi tage afsæt i Assagiolis citat: ”I centret af selvet er der en forening af det maskuline og feminine, vilje og kærlighed, handling og iagttagelse”. (Keen, 1974) Selvet indeholder den samme polaritet mellem maskulin-feminin, som er universelt gældende i kosmos. I Østen kaldes den for YinYang, eller Shiva-Shakti. Viljen kan med andre ord være maskulin eller feminin, hvilket Assagioli også bekræfter her: ”Viljen er ikke kun hævdende, aggressiv og kontrollerende. Der er også en accepterende vilje, en eftergivende og dedikeret vilje. Man kan sige, at der er en feminin polaritet til viljen – den villige overgivelse, den glædesfyldte accept af personlighedens andre funktioner”. (Keen, 1974) Den stærke vilje er det mest basale og kendte udtryk for viljen; den maskuline hævdelse af identitet. Den er dynamisk kraft og jeg-styrke, som gør det muligt for selvet at udfolde sig i frihed. Denne vilje har et dårligt rygte, fordi kraften bliver misbrugt overalt i verden. Det er dog særdeles vigtigt at anerkende, at den dybest set er viljentil-at-være-sig-selv. Den er helt uundværlig i forhold til at blive et frigjort menneske. Når mennesket er selvcentreret, kan viljen udfolde sig ødelæggende i forhold til de sociale relationer og i andre sammenhænge. Kraften er dog ikke i sig selv ond, den udfoldes blot i overensstemmelse med de værdier (bevidsthedens visdom eller mangel på samme), der styrer den.

Den stærke vilje relaterer til selvets ”ild-aspekt”, som kommer direkte fra den levende ånd. Den kraft insisterer på at blive alt det, den har mulighed for. Styrken af viljen afhænger af, hvor stort et fokus man kan bringe ind bag et mål. Hvor stærkt man ønsker at være sig selv. Det, der afgør, om den bliver destruktiv eller konstruktiv, er balancen med den gode vilje. Når den stærke vilje kommer under indflydelse af selvets kærlighedspol, bliver den også god.

99

PSYKOSYNTESENS SJÆL

Den gode vilje ”kan siges at være et udtryk for kærlighed” (Assagioli, 2005, s. 94). Viljen handler dybest set om at udfolde sin identitet i handling, ved at sætte sig mål og realisere dem gennem handlekraft. Den gode vilje gør viljen mere effektiv, fordi den lærer os at samarbejde og skabe gode konstruktive relationer, som hjælper os med at nå vores ofte fælles mål. Mennesker er ofte polariseret i enten kærligheds- eller viljesaspektet af selvet. De der er kærlige, mangler stærk vilje, og de der er stærke, mangler god vilje. Vi må derfor skabe en balance og en syntese mellem kærlighed og vilje, hvilket ikke er helt let. Assagioli skriver: ”Det kræver en vedholdende årvågenhed og en konstant opmærksomhed fra øjeblik til øjeblik. … Men denne opmærksomhed, den indstilling at opretholde et bevidst indre ”nærvær”, stopper ikke ved observationen af det, der ”sker” inden i en selv og i den ydre verden. Den gør en aktiv intervention og engagement mulig for Selvet, for Selvet er ikke kun en iagttager, men også en der vil; en ledende kraft i forhold til de forskellige funktioners og energiers samspil”. (2005, s. 90) Vi er her tilbage til kombinationen af nærværs- og viljesbaseret psykoterapi, som træner klienten i at være et kærligt vidne, som mestrer sit liv gennem viljens stærke, gode og intelligente virke. Vi skal huske, at selvet i sin kerne er statisk, ubundet nærvær og power. Når selvet derimod udfolder sig i handling, sker det gennem de syv psykologiske funktioner. Her spiller den intelligente vilje en stor rolle.

Den intelligente vilje. Det er en almen erfaring, at vi sjældent kun oplever indre begejstring, når vi har besluttet at udtrykke os på en ny autentisk måde. Vi mødes ofte af frygt, inerti, eller andre modstande inden i os selv. Når vi derfor ønsker at gennemføre viljen-til-at-være-sig-selv i praksis, bliver vi ofte for ubalancerede i vores tilgang. Er vi polariseret i den stærke vilje, har vi måske en tendens til at undertrykke de konfliktende følelser, hvilket kan skabe en hård og kontrolleret personlighed. Er vi polariseret i den gode vilje, er vi måske slet ikke i stand til at gennemføre vores vilje, fordi vi er for eftergivende over for den indre modstand og foretrækker at lade os flyde med.

Vi må derfor også tage den intelligente vilje i anvendelse, som Assagioli definerer på følgende måde: ”Den vigtigste funktion, der er forbundet med den intelligente vilje, og den som vi skal opdyrke, er evnen til at udvikle den strategi, der er mest effektiv, og som har den bedste økonomi set i forhold til indsatsen”. (2005, s. 45) Strategi er altså nøgleordet. Hertil kommer evnen til at økonomisere med sine kræfter.

Mange kræfter spildes på de konflikter, den stærke vilje kan skabe, og på den manglende styring som den gode vilje kan medføre.

100

VILJEN – VEJEN TIL POWER

Assagiolis vigtige pointe omkring viljens styrke er, at den ikke baserer sig på viljens direkte kraft eller styrke, men som en funktion, der kan opvække, regulere og dirigere alle de andre funktioner, så de kan føre os til målet. Det vil sige den kraft, der er i kroppen, følelserne, begær, forestillinger, tanken og intuition.

Assagioli gennemgår en lang række forskellige psykologiske love, som opvækker disse psykologiske kræfter i Viljens Psykologi. Vi kan ikke behandle disse her, men blot give et eksempel. Visualiseringens kraft er et velkendt fænomen inden for mental træning og meditation. Den baserer sig på fantasiens eller forestillingsevnens skabende kraft. Visualisering opvækker og dirigerer psykologiske energier i den retning, visualiseringen målrettes. Visualiserer vi en sol i brystkassen, som sender kærlighed ud til personligheden og omgivelserne, da vil vi gradvist opleve den virkelighed. Billeder har en stærk påvirkende faktor, som reklameindustrien på et ydre plan udnytter.

Et andet aspekt af den intelligente vilje er viljens seks stadier. Disse stadier handler om, hvordan man fører en idé ud i praksis fra dens undfangelse, overvejelse, planlægning og praktiske udførelse. Vi kan heller ikke her gå ind i de stadier, men de ligner den form for procestænkning, vi finder inden for coaching. Når vi igen retter fokus mod den viljesbaserede psykoterapi og relaterer den til ovenstående ideer, hvordan kan vi så anvende den i praksis?

TRÆNING AF MAJAS STÆRKE, GODE OG INTELLIGENTE VILJE I forbindelse med Majas udfordring var mit første fokus at styrke hendes stærke vilje, det vil sige hendes identitetskraft som kvinde. Det gjorde jeg ved konsekvent at pege på hendes vilje-til-at-være-sig-selv og gå på nærværsopdagelse inden i. Hvordan oplevede hun sin vilje til at få et godt kærlighedsliv? Hvordan føltes det i kroppen, i følelserne, og hvilke billeder havde hun af det?

Vi arbejdede også med den intelligente vilje. Jeg objektiviserede hendes vilje til kærlighed i rummet ved hjælp af en stol, som repræsenterede det, hun kaldte for den ”værdige kvinde”. Stolen hun normalt sad i over for mig var direktørstolen, som varetog behovene for alle de ”indre medarbejdere”. Det var selvets stol, det kærlige og stærke vidne. Stolen der blev sat ud i rummet var hendes idealmodel af den indre kvinde. (se diagrammet den værdige kvinde s. 102) Jeg bad hende ofte i forbindelse med vores sessioner sætte sig ud på stolen, som repræsenterede hendes indre kvinde.

Dette rollespil og den indre visualisering af sig selv vakte Majas følelser og hendes begær efter at udfolde sin kvindelighed med selvværd. På den stol kunne hun mærke, hvilke

101

PSYKOSYNTESENS SJÆL

værdier og behov hun havde i forhold til sit kærlighedsliv. Hun udforskede hvilken type mand, hun var tiltrukket af.

Hun tegnede også et billede af sin indre kvinde, som hun scannede ind og brugte som baggrundsskærm på sin PC. Vi optog en kort meditation på hendes mobiltelefon, hvor hun forbandt sig med sit hjerte og visualiserede sig selv som ”Værdig kvinde”. Der var noget dronningeagtigt over den energi, som øvelserne var med til at skabe. Resultatet af dette arbejde, som vi vævede ind under forskellige sessioner, var fødslen af en værdig og autentisk indre kvinde. Denne indre kvinde fik større Idealmodel af den værdige kvinde og større kraft til at handle sig selv ud i alle sine forskellige relationer, med Maja som det kærlige og dirigerende vidne. Det var det arbejde som bidrog til, at hun på et tidspunkt kunne afslutte forholdet til den gifte mand.

Den viljesbaserede psykoterapi støtter klienten i at handle på sine erkendelser. Vi planlagde derfor scenarier, hvor hun skulle sætte grænser og være direkte omkring sine behov. Disse aftaler fulgte vi efterfølgende op på i terapien. Vi lavede rollespil, hvor hun skiftevis sad på forskellige stole og indøvede imaginære samtaler med personer.

Dette arbejde afslørede hvad der skete inden i hende, når hun skulle være autentisk i mødet med verden.

Når viljen sættes ind på at udvikle et nyt personlighedstræk og en adfærdsændring, er reglen altid, at processen frembringer modstand. De psykologiske kræfter, der før holdt personligheden i sin magt og inden for sin komfortzone, vil gøre modstand.

De gamle overbevisninger, selvbilleder og tryghedsbehov vil gøre oprør. Det er disse oppositionelle kræfter, som klienten ved hjælp af den intelligente vilje kan håndtere effektivt.

Når Maja overvejede at handle på sine erkendelser, kunne hun mærke, at hun blev bange. Det vakte især frygt i månederne forud for bruddet med manden. Vi stillede stole ud i rummet, som delvist blokerede vejen til idealmodellen (se diagram s. 103)

102

VILJEN – VEJEN TIL POWER

og begyndte at undersøge disse indre stemmer. Det viste sig hurtigt, at det var hendes ”indre børn” og ”indre teenagere”, som skabte frygten. Disse indre sider af personligheden kalder Assagioli for delpersonligheder, og de bliver hovedfokus i kapitlet om Syntese.

Maja var ikke i stand til at handle på sine erkendelser, så længe frygten var så stor. Vi arbejdede med disse sider af hendes væsen ved hjælp af de tre perspektiver, jeg beskrev i forrige kapitel. Vi placerede fx imaginært hendes bange teenagere på stolene, og derefter beskrev hun dem en ad gangen fra iagttagerens stol (3. person). Hun Idealmodellen vækker indre modstand gik derefter i dialog med dem ved skiftevis at placere sig fysisk i de forskellige stole og derfra tale med de andre aktører i rummet (2. person). Hun tillod også at identificere sig helt med den stol og delpersonlighed, hun spillede, og fik på den måde værdifuld indsigt i den aktuelle frygt (1. person). I diagrammet ovenfor er disse indre modstande illustreret, repræsenteret ved de bange teenagere i dette eksempel.

Disse øvelser skabte en udladning af de ophobede følelser (katarsis) og gav Maja indsigter i de forskellige identitetslag i hendes personlighed. Det er også en illustration af, hvordan vi kan arbejde med Assagiolis synspunkt om at: ”transformere de overvældende bio-psykiske energier samt de, som ikke kan udløses eller udtrykkes på en direkte måde”. Hendes indre teenagere var dybt præget af savnet af hendes far, som ikke havde været nærværende, da hun voksede op. Dette savn var forbundet med stor skam og kunne derfor ikke udtrykkes direkte i forbindelse med hendes forhold.

Hendes indre teenagere havde lært at tilpasse sig og ikke være besværlig i forhold til mænd. Denne lidt underkuede og behagesyge rolle er et klassisk eksempel på et falsk selv, der er opstået i en situation, hvor de autentiske behov ikke er blevet tilfredsstillet i det omgivende miljø.

Vi ser, hvordan Majas vilje i denne situation som udgangspunkt tilfredsstiller alle behovene i såvel idealmodellen som hos de konfliktende delpersonligheder. Maja fungerer som iagttageren, der med sin vilje sætter fantasien, følelserne, kroppen og

103

PSYKOSYNTESENS SJÆL

tanken i sving, som redskaber til at forløse de ophobede energier, samt udvikle helt nye sider af sin personlighed. Assagiolis beskriver denne funktion på følgende måde: “I det normale menneske kan viljen minimere eller eliminere konflikter ved at anerkende en behovspyramide og arrangere en situation, hvor alle behovene bliver tilfredsstillet.

Den centrale vilje uddelegerer opgaverne til andre sider af personligheden. Lad mig give en analogi, der er helt central for min tænkning. Viljen er som en dirigent af et orkester. Han er ikke selvhævdende, men mere den ydmyge tjener for komponisten og partituret”. (1974, Keen) Vi arbejdede også direkte i den indre verden med disse forskellige delpersonligheder, som var bange for konsekvenserne af at handle en autentisk kvindeidentitet ud. I guidede meditationer gik hun på opdagelse i sit indre hus og identificerede de forskellige indre billeder af sig selv på forskellige aldersstadier. Disse meditationer skabte et større kærligt rum for de indre delpersonligheder, fordi Maja blev trænet i at være kærligt vidne. Hun fik også indsigt i, hvordan hun kunne gå i dialog med disse ”stemmer” og tilfredsstille deres behov ved at sende forskellige typer af energi fra sit hjerte. Det psykosyntesiske arbejde med den intelligente vilje kan sammenlignes med de psykospirituelle teknikker, der anvendes inden for yogafilosofien. Efterhånden som sessionerne skred frem, og hendes vilje-til-at-være-sig-selv blev stærkere, mere kærlig og intelligent, oplevede hun en evne til at sætte sig mere igennem. Hun oplevede et større flow og en ubesværet vilje til blot at være sig selv, specielt i sine interaktioner med mænd.

Det var et stort øjeblik den dag, hun kunne fortælle, at hun nu havde gjort det forbi med manden. Hun følte ikke nogen bitterhed over det, hun tidligere havde oplevet som et svigt fra hans side. Hun kunne se, at de begge hver på sin måde havde ”brugt” hinanden til at opfylde nogle behov, de ikke ellers troede, ville være mulige at tilfredsstille. Hun var nu klar til at se fremad og få testet sin nye idealmodel af i praksis. Hun følte sig mere fri til at være sig selv og var fast besluttet på, at hun ville få kærligheden til at lykkes.

I kapitlet om sjælen vil vi gå dybere ind i den transpersonlige viljes funktion og formål, men nu er tiden kommet til at beskæftige os med idealmodellen.

104

KAPITEL VII

IDEALMODELLER – VEJEN TIL FOKUS

” ”

Den personlige psykosyntese består i sin kerne af aktualisering af ens idealmodel.

(Assagioli, 2005, s.155)

Vi er nået til det fjerde kernebegreb, som Assagioli definerer som essensen af psykosyntesen. Vi har allerede berørt idealmodellen i kapitel I, så vi vil her uddybe, hvad der tidligere er sagt, og ikke mindst komme med praktiske tilgange. Det kan måske undre, hvad der fik Assagioli til at nævne idealmodellen ud af de mange teknikker, han anviser i sin bog: Psykosyntese. Den er dog i samme kategori som disidentifikation, der også nævnes og derfor helt central. Det ovennævnte citat af Assagioli forklarer, hvorfor idealmodellen er så vigtig: Den skaber et klart fokus på målet for psykosyntesen.

Idealmodellen er ”billedet af ham selv (klienten), som han kan og til sidst vil nå frem til, når psykosyntesen er gennemført”. (Assagioli, 1975, s. 164) Det er en teknik, som tages i anvendelse, når klienten arbejder med den tredje og fjerde fase i psykoterapien. Det Assagioli kalder for: Erkendelse af sit eget sande Selv – opdagelsen eller dannelsen af et forenende center Psykosyntese: Dannelse eller rekonstruktion af personligheden omkring dette nye center Idealmodelteknikken er en direkte forlængelse af arbejdet med viljen. Den hjælper klienten med at centrere sig og sætte sig mål for sin psykosyntese. Denne målsætning kan udtrykkes gennem et indre eller et ydre billede af, hvad man ønsker at realisere. I den forstand kan man sige, at idealmodelarbejdet tager udgangspunkt i viljens evne til at anvende fantasien til at nå sine mål. Det er netop viljens opgave at regulere og dirigere de andre psykologiske funktioner for at nå sine mål. Kunsten er at skabe motivation, følelsesmæssig opbakning og fysisk vitalitet bag en ønsket handling. Det gør viljen bl.a. ved at anvende de psykologiske love, som Assagioli definerer i Viljens psykologi.

105

PSYKOSYNTESENS SJÆL

De vigtigste er i denne forbindelse: Lov I”.Billeder eller mentale forestillinger og ideer er tilbøjelige til at frembringe de fysiske betingelser og ydre handlinger, der svarer til dem”. (2005, s. 49) Lov II: ”Idéer, tanker og forestillinger er tilbøjelige til at vække emotioner og følelser, der svarer til dem”. (2005, s. 51) I eksemplet med Maja fik hun i løbet af sessionerne et stærkere og stærkere indre billede af sig selv som ”værdig kvinde”. Dette billede blev løbende justeret og uddybet, efterhånden som hun under sessionerne talte fra den værdige kvindes stol. Hun så sig selv stå i en stor sal fyldt af mennesker, som deltog i en vigtig ceremoni eller prisuddeling. Hun stod i en knaldrød gallakjole og strålede af værdighed og graciøsitet.

Hendes tegning af denne idealmodel brugte hun som baggrundsbillede på sin PC, og den mødte hende hver gang hun åbnede den og var en slags reklame for sig selv. Den vigtigste hjælp var dog den skabende meditation, som jeg guidede ind på hendes mobiltelefon sammen med hende. Hun kunne på den måde altid tage 15 minutters meditation på billedet. Dette er et eksempel på nogle af de aktive teknikker, psykosyntesen anvender for at fremme klientens evne til psykosyntese.

Idealmodellen skabte et koncentreret fokus på det, som var hendes store ønske, at etablere et kærligt og ligeværdigt kærlighedsforhold, baseret på hendes egen udviklede selvfølelse som kvinde. Meditationen udviklede gradvist hendes evne til at føle selvværd. De to psykologiske love stimulerer ifølge Assagiolis filosofi såvel vores evne til at handle i overensstemmelse med billedet, som til at føle det. Det er netop disse virkninger, som gør visualisering og skabende meditation til et så effektivt redskab i forbindelse med at opbygge nye psykologiske kvaliteter og ændre adfærd.

Viljens styrke kan måles i, hvor meget energi vi kan bringe ind bag et fokus. Når viljen er i stand til at anvende ikke bare sin egen energi, men også kan mobilisere de kræfter som kroppen, følelser, begær, billeder, tanker og intuitive ideer bidrager med, da får vi et utroligt potent fokus, som kan bringe os vidt. Denne psykologiske lov og indre mekanisme anvendes også inden for mental træning, hvad enten det foregår i erhvervslivet eller i eliteidrætten. Dybest set kan teknikken dog spores tilbage til de gamle yogafilosofier, der intensivt studerede disse psykospirituelle love.

De billeder, vi baserer vores psykosyntese på, må naturligvis opleves som autentiske.

Nogle gange opstår disse billeder og idealmodeller spontant, og andre gange vokser de gradvist frem, nærmest stykkevis. Der findes visse typer af arketypiske billeder,

106

IDEALMODELLER – VEJEN TIL FOKUS

som har en potent kraft og rammer direkte ind i hjertet af sjælens formål. De kommer fra det overbevidste, hvor sjælen har lagt visse frø, som på det helt rigtige tidspunkt kan ”downloades” af selvet. De kan blive fokuspunkt for psykosyntese i mange år. De kan hentes frem gennem forskellige typer af øvelser, som åbner op til det overbevidste.

I min praksis anvender jeg forskellige typer af guidede visualiseringer.

Op på bjerget og mødet med den víise person. I denne guidning bringes klienten gradvist op på toppen af et helligt bjerg, startende nede i en smuk dal. På toppen møder klienten en víis person, der viser idealmodellen til klienten.

Ind i sjælens tempel. I denne visualisering står klienten i en dal og ser sjælens tempel på toppen af en høj. Klienten guides op og ind i templet, hvor der eksisterer et magisk spejl, som viser klientens sande jeg. I det spejl ser klienten sin idealmodel.

Ind i sjælens teaterbygning. Visualiseringen guider klienten fra en dal ind i en lys og åben skov, som fører ind til et helligt sted i skovens midte. Her står sjælens teatersal, og klienten guides ind i salen og sætter sig i instruktørens stol. Bag scenetæppet høres lyden og stemningen af alle klientens delpersonligheder. Nu beder klienten om, at den delpersonlighed, der er den sandeste repræsentant for idealmodellen, kommer frem på scenen, hvor de kan have en dialog.

Piero Ferrucci har i sin fremragende bog om psykosyntese: What We May Be (1982) givet mangfoldige eksempler på, hvordan visualiseringer kan anvendes kreativt i psykoterapien. Jeg vil derfor henvise til den bog for yderligere inspiration.

Alle disse idealmodeller kan enten være et reelt billede af én selv i en bestemt situation.

Eller det kan være et indre billede af et helt andet menneske, som har de kvaliteter, man selv ønsker (Buddha, Kristus, Maria etc.). Det kan også være et symbolsk billede, et dyr, en flamme, en stjerne etc. Vi vender senere tilbage til symbolerne.

Jeg arbejdede i flere år med en idealmodel af mig selv som yogi. Jeg fik spontant arketypen frem under en meditation, og der var en øjeblikkelig genkendelse af mig selv og det navn, som yogien havde. Jeg så figuren sidde under et træ på et helligt sted, og der var en perfektion over den lotusposition, han sad i, og de energier han udstrålede til verden. Det var i høj grad et billede, som appellerede stærkt til min psykologiske type. I starten så jeg blot billedet udefra i tredje person og noterede dets udstråling og kvaliteter. Jeg reflekterede over hans navn, og hvad det mon var for en livshistorie, der lå bag, og hvad der motiverede ham i hans yogiske praksis. Denne refleksion gav mig en lang række data, som enten var reelle oplevelser eller blot nyttige

107

PSYKOSYNTESENS SJÆL

associationer. Det hjalp mig med at bygge den indre figur op, så han blev så levende som muligt i min bevidsthed. Der gik ikke lang tid, før jeg mærkede feltet af hengivelse over for Brahman. Jeg skulle blot tænke på navnet Brahman, så opstod der en salig kærlighed og overgivelse til dette gigantiske transcendente og immanente væsen, der er universets uudgrundelige årsag. Jeg havde ikke tidligere oplevet denne form for inderlig kærlighed til en hinduistisk gud, men den blev udfoldet i forbindelse med dette billede. I andre faser af meditationen så jeg igen udefra, hvordan yogien interagerede med mennesker omkring ham, og der kom mange vigtige erkendelser ud af dette studie, som relaterede til min nuværende personlighed.

I perioder identificerede jeg mig med at være yogien (første personsperspektivet) og holdt billedet af ham i midten af mit hoved eller i hjertecentrets midte. Jeg kunne ved andre lejligheder forestille mig, at jeg var ham, med hele min krop. At jeg faktisk sad ved Ganges og kiggede ud over livets flod. I den forbindelse spillede jeg ofte indiske ragaer og brændte røgelse, så stemningen blev intens. Det, der var udbyttet af disse meditationer, var en kontakt med de kvaliteter, som yogien repræsenterede, og en identifikation med den funktion, han havde. Det gav mig en indre opbakning til at undervise i meditation og spirituel psykologi, fordi det var den mest naturlige ting i verden.

I andre variationer så jeg mig selv udstråle visdom og kærlighed til mit nutidige netværk og kursister, så idealmodellen blev integreret i alle livsområder. Disse indre visualiseringer skabte gradvist en dybere kontakt til yogiens kvaliteter, uden at jeg på noget tidspunkt var i stand til fuldkomment at manifestere hans væsen gennem mig. Der er ingen grænser for, hvor mange kreative variationer, vi kan udvikle, når vi har fundet en idealmodel, som virker. Denne yogi er i dag en levende del af min indre verden og vil altid være en delpersonlighed og arketype, jeg kan trække på, når jeg har behov for at gå rigtig dybt i meditation.

Psykosyntesen er en særdeles avanceret transpersonlig psykologi, fordi den inkluderer alle stadierne fra fødsel til fuld oplysning. Det er naturligvis ikke alle, der er i stand til eller ønsker at bruge så meget energi på et visionært mål om oplysning. Psykosyntesen holder dog visionen levende – en fuld selvaktualisering og selvrealisering – og tilbyder metoden til at realisere den.

FORSKELLIGE TYPER AF SELVBILLEDER Hele vores personlighed hviler på allerede eksisterende selvbilleder eller selvmodeller, som strukturerer vores identitet i bestemte typer af selvopfattelser. Disse opfattelser er skabt op igennem livet på baggrund af indtryk fra omgivelserne og vores egne

108

IDEALMODELLER – VEJEN TIL FOKUS

iboende karaktertræk. Assagioli beskriver det ubevidste som et stort filmarkiv af eksponerede billeder, hukommelsesindtryk mv., som definerer vores selvopfattelse.

Der er dog også enorme områder af ueksponerede ”film”, som vi bevidst kan præge med vores billedskabende funktion: fantasien. Assagioli beskriver, at vi kan opdage: ”den umådelige reserve af samlet psykisk energi, der findes latent i hver af os; det vil sige den formbare, plastiske del af vort ubevidste, som står til vores rådighed, og som udstyrer os med ubegrænsede muligheder for at lære og at skabe”. (1975, s. 22) Det er med udgangspunkt i det ubevidstes indtryksmodtagelighed, at idealmodelarbejdet tager sit afsæt. Vi kan ved hjælp af visualisering og skabende meditation bevidst præge det ubevidste med billeder af det, vi ønsker at være. Det er naturligvis nøjagtig den samme mekanisme, som reklameindustrien udnytter. De kan få os til at købe deres produkter ved at gentage deres slogans og billeder igen og igen.

Assagioli nævner seks forskellige typer af selvopfattelser, som vi kunne kalde for falske selv, fordi de ikke er en sand afspejling af, hvem vi er. De er meget ofte i indbyrdes konflikt og udgør delpersonligheder og indre stemmer, som konkurrerer om at tiltrække sig vores opmærksomhed. Disse falske selv er det vigtigt at få afdækket og forvandlet i den første og anden terapeutiske fase. Det vil vi komme nærmere ind på i næste kapitel. Assagioli beskriver følgende typer (1975, s. 167): 1. Hvad vi tror, vi er.

Disse opfattelser kan opdeles i 2 grupper: Den gruppe, hvor vi overvurderer os selv, og den gruppe, hvor vi undervurderer os selv.

2 Hvad vi kunne tænke os at være. De idealistiske og uopnåelige selvopfattelser.

3. Hvad vi kunne tænke os at være, set med andres øjne. Her findes forskellige opfattelser, der afhænger af de forskellige vigtige interpersonelle forbindelser.

4. De opfattelser, som andre projicerer på os. De lever i os, men vi afviser dem.

5. Det andre ville ønske, vi var – deres idealbillede af os. De lever i os, men vi afviser dem.

6. Forestillinger, som andre fremkalder i os, og som vi identificerer os med. Det kaldes for projektiv identifikation, og de kan være meget skadelige. Er vi vokset op i et stærkt moraliserende miljø, der fordømmer os, kan vi få opfattelsen: “Jeg er ond”.

Afslutningsvist nævner Assagioli den sidste kategori af selvopfattelser: 7. Idealmodellen af det, vi realistisk set kan blive til.

109

PSYKOSYNTESENS SJÆL

Der er naturligvis en ottende gruppe af selvopfattelser, og det er de selvbilleder, som er et realistisk billede af, hvem vi er på nuværende udviklingsniveau.

Det bliver formentlig klart, at arbejdet med idealmodeller baserer sig på naturens eget design, det er blot en bevidst anvendelse af det ubevidstes naturlige formbare og billedskabende funktion. Vi udnytter med Assagiolis ord: ”billedets formbare, skabende og dynamiske kraft, især i forbindelse med visuelle billeder” (1975, s. 166).

En autentisk idealmodel er en nedtrapning af en ide, for som nævnt tidligere eksisterer der i det overbevidste en række arketypiske ideer af alt det, vi har mulighed for at blive.

Disse abstrakte ideer er potente levende kræfter, som kan ”inkarnere” i et mentaltfølelsesmæssigt billede, og dermed bliver de et ideal. Idealet stimulerer begær og impulsen til fysisk handling, hvilket fører til handling og realisering af ideen.

Det er dog vigtigt at indføje, at det ikke sker uden at opvække en konflikt med de andre konkurrerende selvbilleder, og derfor vil arbejdet med idealmodellen teste vores vilje til at være os selv. Er modstanden for stor, vil idealmodellen ofte ikke kunne overleve, og visualiseringen vil derfor blive opgivet. Man kan sige, at idealmodellen i så fald er dødfødt. Derfor er det vigtigt sideløbende at arbejde med at forløse og transformere de konfliktende selvbilleder, som ”kommer op fra dybet”, når fokus rettes mod idealmodellen. Det betyder, at der også bliver arbejdet med de konfliktende delpersonligheder i den tredje og fjerde fase af terapien.

Assagioli anbefaler en vigtig tilgang i forbindelse med at forvandle den modstand, der kommer op, når man arbejder med en nærværsbaseret psykoterapi: ”Hvis emotioner med frygt eller vrede spontant dukker op, må klienten ikke forsøge at bekæmpe emotionerne. Pointen er ikke at kæmpe imod dem, men at være eftergivende, at acceptere og gennemleve dem. Det må gøres igen og igen tilstrækkeligt mange gange.

Ved at gøre det sker der en spontan – ikke fremtvungen – frigørelse fra det, der kunne kaldes for ”psykologisk allergi”; og efter tilstrækkeligt mange gange oplever klienten sig uden besvær frigjort fra de negative emotioner”. (1975, s. 174) I Majas tilfælde opstod der dybe konflikter med hendes indre barn, som var overbevist om, at hun ville blive forladt og udstødt, når hun udtrykte sine intimitetsbehov.

Vi arbejdede på, at Maja kunne rumme og møde det indre barn i sin frygt. Det vil sige, give den side af hendes indre natur den kærlige omsorg, som ikke var tilstede i hendes opvækst. Ved hjælp af den nærværsbaserede tilgang iagttog hun de kropslige og følelsesmæssige fornemmelser, når hun reflekterede over at stille krav til sin kommende kæreste. Billedet af den ”værdige kvinde” udfordrede hendes overleverpersonlighed, som var den gruppe af selvbilleder og delpersonligheder, som

110

IDEALMODELLER – VEJEN TIL FOKUS

søgte kærlighed gennem sin hjælper-adfærd. Dette er et eksempel på den dynamik, vi beskrev under udviklingspsykologien i kapitel III. Når højere bevidsthedsstadier skal manifesteres, fx gennem en ny idealmodel, må vi ned i det lavere ubevidste for at transformere de tidlige identitetslag, som ofte er indlært i barndommen.

I visse tilfælde bliver mennesker ydre rollemodeller for os. Der kan være et element af dette i forhold til terapeut-klient relationen. Psykoterapeuten kan i en vis udstrækning være rollemodel i den forstand, at hun/han indeholder kvaliteter, som klienten har behov for at integrere. Når psykoterapeuten holder det kærlige rum i moderterapien og er vejleder i faderterapien, så bliver hun/han rollemodel for klientens evne til at være far og mor for sig selv. På den måde fungerer psykoterapeuten som et ydre forenende center for klienten, hvilket blev illustreret i forrige kapitel. Der er naturligvis en oplagt fare i denne rolle, og det er at klienten bliver for afhængig af psykoterapeuten. På den anden side minimerer psykosyntesens betoning af klientens egenvilje dette betragteligt. Da psykosyntesen også arbejder med iagttageren og objektiviserer delpersonlighederne i rummet eller via kreativ tegning, minimerer teknikken ligeledes overføringen på psykoterapeuten.

Assagioli nævner også hele området af idoler (1975, s. 169), som en klient kan være identificeret med. Det kan være popstjerner, sportsstjerner, rige mennesker eller andre, som har ”succes” ud fra klientens værdier. Disse idoler kan være særdeles indflydelsesrige og kan stå i vejen for en autentisk psykosyntese, hvis man forbruger en stor del af sin energi på dem. Det er et kendt fænomen, at man kan leve sig ud igennem et andet menneskes succes, det være sig ens egne børn, en partner eller et idol. Den energi kunne med rette anvendes på at udvikle egne kvaliteter og ressourcer.

Assagioli er fortaler for, at psykoterapeuten tager disse idoler under kritisk analyse for at skabe en frigørelse fra den ”besættelse”, der nogle gange kan være tale om. Det sker ved at sætte fokus på de uattraktive sider af idolerne.

Der var sider af Maja, som var dybt fascineret af den mand, hun havde et forhold til.

Han havde en indflydelsesrig position, så godt ud og var karismatisk. Det var tydeligt fra starten, at hun led af ”tunnelsyn”. Hun så overvejende det, hun var fascineret af og idealiserede ham. Da vi gennem sessionerne fik gravet os ned i detaljerne omkring deres forhold blev det tydeligt, at han havde brudt sine løfter på en lang række områder. Han var tydeligvis seksuelt fascineret af Maja, men det var svært at se, at engagementet rakte videre. Når jeg pointerede hans sårende bemærkninger og det mønster af svigt, der kom frem i sessionerne, kunne hun godt forstå det intellektuelt. Der var dog en side af hende, der var fuldkommen immun over for den kritiske analyse.

111

PSYKOSYNTESENS SJÆL

Det var her, at arbejdet med disidentifikation og stolearbejdet gjorde en forskel. Vi lod igen og igen den hengivne side af hende sidde på en stol i rummet og tale sin sag. Det viste sig at være hendes indre teenager, som ville elskes af ham og nærmest var besat af sin romantiske overføring. Vi vidste, at strategien måtte være, at hendes kærlighedsbehov skulle overføres fra manden til Maja, som kærligt vidne. Det blev mere og mere tydeligt for Maja, at hendes indre teenager, og dermed hende selv, ville forblive fastlåst i en ulykkelig kærlighed, så længe ”teenageren” var bundet af manden.

Disidentifikationen og arbejdet med at være kærligt vidne lærte efterhånden Maja, at hun kunne rumme teenagerens smerte uden selv at blive identificeret med den. Det var urealistisk at forestille sig, at hun kunne forlade forholdet, uden at det ville medføre smerte, men vi kunne ruste hende til at bære smerten, for alternativet var værre. Det var det arbejde, som gjorde det muligt for Maja at forlade forholdet og vælge sin egen vej mod et fuldbyrdet kærlighedsforhold. Hendes indre teenager bifaldt efter et stykke tid dette valg, selvom den også frygtede bruddet.

DEN INTELLIGENTE ANVENDELSE AF IDEALMODELLERNE I arbejdet med idealmodellerne er det vigtigt ikke at ”skyde gråspurve med kanoner”, det vil sige at introducere for idealistiske idealmodeller, der rækker langt ud over det behov, som klienten har. Den mest almindelige form for idealmodeller retter sig mod at udvikle bestemte sider af klienten, som vi har set det med Maja. Det er de færreste klienter, der i starten af deres proces har glæde af at fokusere på et billede af deres fuldkomne personlighed. På den anden side er det også vigtigt, at man ikke møder klientens aspiration med en reduktionistisk holdning. Er det en dyb spirituel længsel, som motiverer psykosyntesen, er det vigtigt at møde denne med en passende idealmodel.

I praksis er der dog ofte tale om, at klientens umiddelbare problemer skyldes, at de ikke har udviklet vigtige kvaliteter som accept, empati, mod eller mental klarhed. Der kan også være tale om identifikation med negative kønsroller, forældreroller eller faglige roller, som går hårdt ud over selvværdet. Det siger sig selv, at det er vigtigt først at få opløst disse negative identifikationer til en vis grad, før man indleder et arbejde med idealmodeller. Assagioli anbefaler, at vi kan arbejde med idealmodeller i forhold til alle de psykologiske funktioner, som ikke er tilstrækkeligt udviklet (2005, s. 88-89).

I kapitel III om udviklingspsykologien beskrev vi, hvordan hver af de psykologiske funktioner udgør en selvstændig udviklingslinje. Set i det lys er det vigtigt at udvikle en: ”model, der repræsenterer det næste og meget vigtige skridt eller stade. Det handler

112

IDEALMODELLER – VEJEN TIL FOKUS

om at udvikle en uudviklet psykologisk funktion, med fokus rettet mod en enkelt specifik egenskab eller kvalitet, eller lille gruppe af egenskaber eller evner, som patienten mest har brug for til at opnå og fortsætte med sin psykosyntese”. (Assagioli, 1975, s. 170) Der er tale om to forskellige typer af idealmodeller: Dem, der vedrører billedet af den komplette selvaktualiserede personlighed eller den oplyste personlighed, som er en del af den spirituelle psykosyntese. Dernæst de mere specialiserede modeller. Der er visse typer af spirituelt orienterede mennesker, som bliver mest motiverede af at anvende en meget idealistisk idealmodel. Her kan det være en god ide at indføre stadier på vejen mod det fuldkomne ideal i stedet for helt at fraråde sin klient at anvende det. Det kan være en klient, som ønsker at identificere sig med sin buddha-natur. Her kan det være en ide at foreslå en idealmodel af en visdomsfyldt lærerfunktion, som klienten kan søge at realisere i praksis.

Arbejdet med Idealmodeller søger at udvikle den psykologiske funktion: fantasi, fordi dens effekt på de andre psykologiske funktioner er så markant. Baggrunden for den sammenhæng har vi allerede illustreret gennem de psykologiske love, vi nævnte ovenfor. En anden årsag til at Assagioli betoner vigtigheden af fantasien, er at den i sig selv er en syntesisk funktion. Den kan fungere på både det fysiske, følelsesmæssige, mentale og intuitive niveau. Vi kan ved hjælp af fantasien forestille os fysiske lyde, følelsesmæssige tilstande, mentale begreber og menneskehedens samhørighed.

Derfor er træningen af fantasien ”en af de bedste måder at syntetisere de forskellige funktioner” (Assagioli, 1975, s. 144).

Der er to typer af meditation, som Assagioli især betoner i sit forfatterskab. Nærværsmeditation, således som den udtrykkes gennem øvelsen til disidentifikation og selvidentifikation. Den beskrev vi i kapitel IV, og der er givet et eksempel på den type meditation i Appendiks. Dernæst er der den skabende meditation, som baserer sig på visualisering, og som i særlig grad kan anvendes til at udvikle de psykologiske funktioner. I nærværsmeditationen vågner vi op til selvet som ren selvbevidsthed og vilje. Den skabende meditation udvikler derimod de psykologiske funktioner, så vi kan udfolde dette selv i en frigjort personlighed.

Skabende meditation baserer sig på evnen til at visualisere. En forudsætning for, at vi kan gøre vores idealmodel stærk nok i konkurrencen med alle de andre selvbilleder, der eksisterer i vores indre hus, er vores evne til at holde dette billede i vores sind. Det gør vi gennem visualisering. Visualisering træner vores koncentrationsevne til at holde fokus på det, der er det essentielle i vores liv. Derfor er arbejdet med idealmodeller en vej til større fokus på vores autentiske personlighed.

113

PSYKOSYNTESENS SJÆL

SKABENDE MEDITATION PÅ IDEALMODELLER Det er måske vigtigt endnu engang at betone, at psykosyntesen benytter sig af aktive metoder, hvor det forudsættes, at klienten kan arbejde sig hen imod sin psykosyntese uden for sessionerne. Psykosyntesen styrker klientens vilje til at gøre dette, og den skabende meditation er en af de centrale metoder, der tages i anvendelse i den forbindelse.

De fleste spirituelle traditioner har som led i deres kontemplative praksis anvendt visualisering. Tankens kraft er også et velkendt fænomen i mange selvudviklingsmiljøer, hvor man siger, at energi følger tanken. Vi kan dog med lige så stor vægt sige, at energi følger vores forestillinger, og da psykosyntesen er en energipsykologi, har vi i den skabende meditation et potent værktøj til at mestre vores psykologiske energier.

Den skabende meditation er en enestående metode, som i vid udstrækning trækker på visualiseringens kraft. En af de første typer af meditation, jeg udøvede, var visualiseringen af en sol i min brystkasse, som udstrålede transpersonlige kvaliteter til verden. Jeg så accept, tillid og medfølelse strømme fra denne sol, og den var omdrejningspunktet for de første 10 år af min meditationspraksis. Visualisering skaber billeder i den psykologiske verden, som bærer de energier, der tillægges dem. I den forstand er den et af de vigtigste redskaber til at harmonisere og syntetisere vores personlighed. Visualisering er uundværlig i forbindelse med sjælens manifestation i verden, fordi den gradvist opbygger og skaber en helt ny personlighed, som sjælens overbevidste energier kan udtrykke sig gennem.

Jeg vil nu gennemgå de stadier, der normalt er en del af den skabende meditation og vise, hvordan idealmodellen kan anvendes som fokuspunkt for visualiseringen. I forbindelse med de fleste meditationer arbejder jeg med følgende stadier: a. Centrering, b. Opstigning, c. Meditation og d. Forankring.

Disse stadier hjælper os til at meditere ud fra vores højeste bevidsthedsmæssige tyngdepunkt, og dermed undgår vi, at meditationen bliver for påvirket af vores hverdagsbevidsthed. Det sker ved, at vi starter med at hæve bevidsthedsfeltet så højt op mod det overbevidste som muligt, inden vi påbegynder selve meditationen.

Dette er stadiet for centrering. Det er med andre ord, som om vi først går op på et stille bjerg og dernæst påbegynder en meditation. Denne indledende proces har også en anden væsentlig funktion, nemlig at bygge en klar kommunikationskanal mellem selvet og den overskyggende sjæl. Denne kanal og bevidsthedsbro er illustreret i ovaldiagrammet af den stiplede linje mellem selvet og sjælen. Den udvides blandt

114

IDEALMODELLER – VEJEN TIL FOKUS

andet gennem forskellige typer af visualiseringer, som gradvist styrker forbindelsen, med det resultat at vores bevidste sjælskontakt styrkes. I Appendiks har jeg inkluderet en skabende meditation, hvor disse stadier er medtaget.

Centrering: Dette stadie handler om at stilne personlighedens legemer: kroppen, følelserne og tankerne, harmonisere dem med det kærlige vidnes opmærksomhed og derefter indtage den bevidste position som iagttager. Det er her vi går op på bjerget.

Meditationen i Appendiks fortæller, hvordan man gør det.

Opstigning: Dette stadie har til formål at bygge en kanal mellem den inkarnerede sjæl, fokuseret i det stille iagttagende tankesind, og den overskyggende sjæl, der rummer hele det overbevidste felt skabt af sjælen.

Opstigningen starter ofte med en visualisering, hvor man forankrer sig i en sol i hjertet, der udstråler en accepterende væren. Den giver Jeg-styrke og en fornemmelse af at hvile i sit værenscenter af urokkelig kærlig kraft. Derefter trækkes bevidstheden ind i den centrale del af hjernen, hvorefter der åbnes op til endnu en sol i hjernens midte.

Dernæst åbnes bevidstheden 360 grader rundt, og der tages kontakt til alle andre opvågnede sjæle i verden. Afslutningsvist trækkes energilinjen ud af hjernens midte og op til den strålende sfære af lys og kærlighed, som er sjælens nærværende sfære af bevidsthed. Her forankrer man sig i en identifikation med dette store væsen, som er det essentielle guddommelige selv.

Meditation: Nu er vi nået til selve meditationsstadiet og den idealmodel, som er udvalgt som hovedfokus for den skabende meditation. Det er kun fantasien, der sætter grænser for, hvad man kan meditere på. Det kan være en god idé at basere meditationen på udviklingen af de kvaliteter, som idealmodellen indeholder, og som man har erfaring for bør styrkes i personligheden. Dermed opnår man en direkte sammenhæng mellem det aktuelle liv, man søger at leve, og dagens meditation. I den skabende meditation i Appendiks er idealmodellen fredens og harmoniens lotus.

Den vedvarende forestilling om en strålende hvid lotus i hjertecentret, som sender en duft af fred og harmoni ud til alle levende væsener, vil fx bygge en imaginær lotus i hjertet, som vil transmittere fredens og harmoniens energier fra det overbevidste. Vi bygger med andre ord en form eller et fartøj, som de højere energier kan legemliggøre sig i. Denne effekt vil alle, der har praktiseret skabende meditation, nikke genkendende til. De fleste øvede i meditation kender virkningen af en lang visualiseringspraksis, man forlader og vender tilbage til. Det er, som at besøge et fuldt færdigt hus, man har bygget op indeni, og hvor alle energierne er næsten øjeblikkeligt tilgængelige.

115

PSYKOSYNTESENS SJÆL

Den skabende meditation vil gennem visualiseringen gradvist bygge en kanal til det overbevidste, hvor de pågældende energier eksisterer i overflod. I hverdagen vil vi opleve, hvordan der efterhånden opstår et flow i forbindelse med disse energier. Det er dog også på sin plads at nævne, at modpolen naturligvis vil rejse sig. De energier og delpersonligheder, som skaber ufred, vil komme op til overfladen for at blive transformeret. Det er en naturlig konsekvens af det meditative arbejde, og derfor kaldes processen i denne type meditation for ”harmoni gennem konflikt”. Når meditationen er ved at være færdig, er tiden inde til at forankre energierne i verden.

Forankring: Dette stadie er særdeles vigtigt, fordi det stræber efter at sikre, at energierne ikke ophobes i det individuelle energisystem, men netop kanaliseres ud i det umiddelbare netværk, vi er en del af. Ophobninger kan give forstoppelse i de forskellige energicentre, som kan skabe overstimuleringssymptomer: hovedpine, brændende fornemmelser, træthed, irritation og rastløshed. Derfor afsluttes alle meditationer med at gøre energien tilgængelig for verden. En meget enkel måde at gøre det på, er at fremsige – helst højt – tre gange OM. På hvert OM ser man, hvordan energien strømmer ud til verden, gennem de netværk, vi er en del af. Sjælen er kun motiveret af at bringe lys ud til verden, og dette arbejde skaber derfor en stærk rensende strøm af lys, som opløfter og styrker det netværk, vi manifesterer os gennem.

OM er en meget skabende lyd, som direkte opbygger de energier, vi mentalt fokuserer på, mens vi fremsiger lyden.

IDEALMODELLEN SOM ET BINDELED MELLEM SELVET OG SJÆLEN En idealmodel kan fungere som center for såvel den personlige som den transpersonlige psykosyntese. Når idealmodellen bruges i den personlige psykosyntese, tjener den det formål at være et fokuspunkt for mere personlig succes. Her trækker idealmodellerne ofte på billeder i den kollektive bevidsthed, som er forbundet med succes, det vil sige såkaldte statussymboler på succes. Det afhænger naturligvis af hvilke behov, der motiverer arbejdet.

Den følgende visualisering, som foreslået af Assagioli, er måske et godt eksempel, som kan understøtte såvel den personlige som den transpersonlige psykosyntese: ”Forestil dig levende, at du er i besiddelse af en stærk vilje; se dig selv gå med faste og bestemte trin og handle i enhver situation med beslutsomhed, fokuseret hensigt og ihærdighed. Se, hvordan du med held modstår ethvert forsøg på intimidering og fristelse, og visualisér hvordan du vil være, når du har opnået indre og ydre mesterskab”. (2005, s. 38)

116

IDEALMODELLER – VEJEN TIL FOKUS

Når idealmodellen er rettet mod den transpersonlige psykosyntese, bliver det muligt at trække på de arketypiske symboler, som eksisterer i det overbevidste. Assagioli giver en lang række eksempler på symboler, som kan anvendes i begge disse forbindelser (1975, s. 181). Jeg har tidligere illustreret, hvordan et billede af solen og en yogi kan tjene som idealmodeller i den skabende meditation.

Disse idealmodeller kan tjene som et indirekte bindeled mellem selvet og sjælen. Den direkte vej er bevidsthedsbroen mellem selv og sjæl. Her opleves kommunikationen som en umiddelbar intuitiv vished, der opstår ud af den ”blå luft”. Det vil sige erkendelse, som opstår ud af bevidstheden selv, hvor der ikke er farver, stemninger eller symboler, som skal fortolkes først. Vi vil komme nærmere ind på dette i kapitel X. Den indirekte vej er en bro, der etableres mellem indholdet i det overbevidste og den idealmodel, som der mediteres over. Indholdet i det overbevidste er den arketypiske ide, som inspirerer idealmodellen. Yogien og solen er fx begge symboler på den arketypiske ide om oplysning. I diagrammet illustreres det, Ovaldiagrammet og idealmodeller hvordan sjælen kan aktivere en arketypisk ide, som selvet kan meditere på gennem sin idealmodel. Assagioli citerer den schweiziske psykiater C.G. Jung vedrørende anvendelsen af symboler til idealmodeller: ”Symbolet er det psykologiske maskineri, der forvandler energi”. Der findes en stor variation af symboler, som har en anagogisk (opløftende) virkning, der kan bringes til at understøtte den proces. Her udgør de menneskelige forbilleder eller ”modeller” en betydningsfuld gruppe. To typer af disse idealmodeller, der er forskellige og på en måde modsatte, er egnede til henholdsvis mænd og kvinder. En mand kan visualisere en helt eller et menneskeligt-guddommeligt væsen, såsom Kristus, eller han kan bruge billedet af idealkvinden som Beatrice eller Madonna. Omvendt kan en kvinde som model vælge den højeste form for kvindelighed, som hendes forestillingsevne kan mønstre, eller et billede af idealmennesket. Påvirkningen fra sådanne ”billeder” udtrykkes på smukkeste måde i den indiske talemåde: ”Ganges (den hellige flod) renser det sete og rørte, men De Hellige renser, når de blot erindres”. (1975, s. 275)

117

PSYKOSYNTESENS SJÆL

Det er formentlig blevet klart, hvordan idealmodeller er et særdeles effektivt værktøj til at skabe større fokus på den autentiske personlighed. Vi lever i en verden, hvor der konstant trækkes i vores opmærksomhed og dermed vores energier. Idealmodellerne hjælper os med at holde kursen, de tjener som pejlemærker på det indre søkort, så vi som kaptajn kommer sikkert i havn og når vores egen selvvalgte bestemmelsessted.

Vi er nu kommet til arbejdet med syntese, som er kunsten at harmonisere, integrere og syntetisere de mangfoldige kriser, konflikter og barrierer, vi møder på vores livsrejse.

118

KAPITEL VIII

SYNTESE – VEJEN TIL FLOW

” ”

Ej dig selv og transformer dig selv.

Alle de teknikker der anvendes i psykosyntesen har dette som deres mål.

(Assagioli, 1983c) Syntese er naturligvis et af de helt centrale kernebegreber i psykosyntesen, og vi har i kapitel I defineret det, som en filosofi der antager, at livet udvikler sig mod enhed gennem bevidsthedens evolution. Der findes med andre ord en bagvedliggende spirituel kraft, som er ånden eller livet i alt, hvad der eksisterer. Den ”forener alle væsener (nogle er villige, men hovedparten er blinde og rebelske) med hinanden gennem bånd af kærlighed. Langsomt og stille, men kraftfuldt og uimodståeligt, skabes den højeste syntese”. (Assagioli, 1975, s. 31) Jeg vil lade Assagioli uddybe syntesens væsen i nedenstående citat, hvor han på en kort og præcis måde beskriver den menneskelige tilstand og vejen til større harmoni og syntese: ”Hvorfor er psykosyntese nødvendig? Fordi vi alle rummer forskellige og modsætningsfyldte elementer, som veksler og kolliderer. De antager ofte en sådan styrke, at det nærmest har karakter af selvstændige personligheder eller delpersonligheder, der kæmper om overtaget i os. Dette resulterer i en række modsætninger, konflikter, kampe og omvæltninger, som udsætter os for alvorlige nervemæssige vanskeligheder, og som ofte giver personen en smertelig og voksende følelse af utilfredshed, ustabilitet og disharmoni.

Men denne ”menneskelige tilstand” er på ingen måde endegyldig eller uundgåelig; vi kan påvirke og afhjælpe den, hvis vi er villige til at undersøge os selv indgående, og hvis vi anvender de metoder, der er nødvendige for at forene de adskilte og modsætningsfyldte elementer og transformere dem til en rig og harmonisk syntese.

119

PSYKOSYNTESENS SJÆL

Syntese er et organiserende og enhedsskabende princip, som er gældende inden for alle naturrigerne. Vi ser det manifesteret i uorganisk stof i form af kemiske sammensætninger. Den virker på en mere åbenlys og kompliceret måde i organisk liv som den levende organismes selvregulerende kraft, og som den fine og imponerende balance mellem vævets nedbrydning og opbygning.

I det psykologiske liv finder princippet om syntese anvendelse på forskellig måde: Ved at forene vitale modsætningsfyldte interesser og aktiviteter såvel i menneskets ydre som indre verden (det ekstroverte og introverte). Ved at skabe en syntese af tanker og følelser og andre psykologiske elementer omkring et synteseskabende center i personligheden og på den måde frembringe dens psykosyntese.

Dernæst er der udfordringen med den spirituelle psykosyntese, som finder sted mellem personligheden og Selvet eller sjælen, som er det højeste mål og aspiration hos alle, som ikke stiller sig tilfreds med udelukkende materielle værdier.

Et andet aspekt af syntese er det, der på utallige måder forener et menneske med andre mennesker. Først og fremmest er der parrets psykosyntese, det evige problem med forholdet mellem kønnene, som vi senere skal uddybe nærmere. Dernæst er der syntesen inden for familiegruppen, inden for sociale grupper, nationale grupper, og endelig – som det sidste ideal – menneskehedens psykosyntese”. (Udateret 10) I forhold til ovenstående kan vi konkludere, at syntese indebærer en forening af de konflikter, der eksisterer: ○ I personligheden mellem forskellige delpersonligheder og psykologiske funktioner ○ Mellem personligheden og sjælen ○ I parforholdet, familien, de sociale grupper, nationer og i menneskeheden som helhed.

I dette kapitel vil vi udelukkende beskrive det første område, der naturligvis også vil udspille sig i vores relationer, fordi det er her, de mangfoldige delpersonligheder ofte bliver aktiveret og udlevet. Jeg vil i næste kapitel berøre syntesen mellem sjæl og personlighed.

SYNTESE FØRER TIL FLOW Set fra et udviklingspsykologisk perspektiv kan vi sige, at der i mennesket eksisterer en lang række indbyrdes konflikter i personligheden mellem de forskellige typer af behov fra bunden til toppen af ovaldiagrammet. Vi kan fx opleve disse konflikter som ambivalenser eller konflikter mellem vores forskellige roller og behov: at være en god mor og have en ambitiøs karriere; finde tryghed hos en mand og samtidig være en

120

SYNTESE – VEJEN TIL FLOW

selvstændig kvinde; være unik og anderledes, men samtidig have behov for social accept. Eksemplerne er mangfoldige, og det er løsningen af disse konflikter, som skaber en helstøbt personlighed i harmoni med sig selv. En forudsætning for at det kan lade sig gøre er, at vi finder et selvbevidst, organiserende center, og dette er selvet i personlighedens verden. Et center af ren selvbevidsthed og vilje, der træffer valg om hvilke værdier, behov og ressourcer, der skal nyde fremme, og handler på det.

Når personlighedens mangfoldige ressourcer, behov og energier udvikles, organiseres og dirigeres ud i en skabende livsudfoldelse, da bliver vi selvaktualiserede. Dette fører til det spontane frigjorte selvudtryk og er målet for den personlige psykosyntese. Vi kan også beskrive synteseprocessen på en anden måde. Vi må vide, hvem vi er, og hvad vi vil; det er første stadie. Dernæst må vi virkeliggøre det i handling, så viljen kan udfolde sig gennem de psykologiske funktioner i praksis. Det kræver i starten disciplin, organisering, fokus og ikke mindst – mod til at være sig selv, hvilket netop er nogle af viljens kvaliteter. (Assagioli, 2005, s. 23) Syntese er noget, vi udvikler gradvist på de forskellige niveauer af vores personlighed.

En sund krop er en velreguleret organisme, der opretholder sine mange processer ubesværet, når den får en god diæt, og hvad den ellers har behov for. Det, der gør en krop syg, er ofte valg af forkert livsstil, der gør kroppen afhængig af usunde vaner. Det er således kroppens vellykkede syntese, der holder den i live og velfungerende. Når det handler om at anvende kroppen som redskab for viljen og de andre psykologiske funktioner, så skal den naturligvis oplæres til at gøre dette. Vi må koordinere kroppens funktioner, når vi skal lære at tale, skrive, bevæge os og udtrykke os kropsligt. Det samme gør sig gældende for alle de andre psykologiske funktioner, de skal udvikles til at kunne udfolde deres talenter og samarbejde indbyrdes.

Resultatet af denne syntese opleves som en evne til at udfolde sig ubesværet på det pågældende område. Træner vi kroppen som danser, opstår der en evne til at udfolde kroppen ubesværet i bevægelse. Træner vi følelserne som psykoterapeut eller skuespiller, så kan vi ubesværet udfolde os empatisk og dramatisk. Træner vi vores tankesind som kommunikator, så kan vi udfolde os ubesværet inden for vores vidensområde. Disse eksempler viser, at syntese er inden for rækkevidde for de fleste mennesker, men det er ikke noget, der opstår spontant. Forud for den ubesværede frigjorte udfoldelse ligger en disciplineret, målrettet udviklingsproces, som skaber forudsætningen for syntese og dens resultat – flow.

Flow kan defineres som den ubesværede, spontane udfoldelse af en handling. Der er naturligvis grader af flow, afhængig af handlingens kompleksitet. En balletdansers

121

PSYKOSYNTESENS SJÆL

flow har en højere grad af kompleksitet og organisering end et barns ubesværede og legende dans. En Kung Fu-mester vil i kamp udfolde en større grad af integration af de psykologiske funktioner end en voldelig kriminel, der spontant angriber et menneske.

De oplever måske begge en ubesværethed i kamp, men Kung Fu-mesteren udfolder sig fra et højere bevidsthedsniveau og med en større perfektion.

Jo flere funktioner viljen skal udfolde sig igennem, des større er arbejdet med at integrere og syntetisere dem til en enhed, så der opstår flow. Når vi taler om hele personlighedens flow, der er den frigjorte spontane og ubesværede udfoldelse af det autentiske personlige selv, da bliver det et tidskrævende arbejde. Når vi ud over dette tilføjer sjælens flow, der er den spontane og ubesværede udfoldelse af visdom, medfølelse og tjeneste, da bliver opgaven livslang. Assagioli omtaler dette som foreningen af den personlige vilje med den transpersonlige og universelle vilje: ”Den personlige vilje er ubesværet … når den villende er så identificeret med den transpersonlige vilje, eller på et endnu højere og mere inklusivt niveau: Med den universelle vilje, at hans aktiviteter bliver udført med en fri spontanitet. En tilstand, hvori han føler sig som en villig kanal, hvorigennem kraftfulde energier flyder og virker.

Dette er wu-wei, eller den ”taoistiske tilstand””. (2005, s. 24-25, 115) I disse ophøjede tilstande bliver væren og gøren en enhed. Dette er det ultimative flow, for selv den selvaktualiserede personlighed vil på et tidspunkt opleve indre konflikter med sjælen og dens transpersonlige vilje, nemlig konflikten mellem de egocentriske og de uselviske værdier og behov. Den kamp der afgør, hvilke motiver i mennesket, der har herredømmet. Ifølge Assagioli har Kristus eksemplificeret den højeste syntese: ”Den mest direkte og højeste udtalelse om viljen til forening er givet af Kristus: ”Ske ikke min vilje, men Din” og dens opnåelse i hans triumferende bekræftelse ”Jeg og Faderen er ét”. (2005, s. 115)

DELPERSONLIGHEDER – VORES FORSKELLIGE SIDER Vi vil nu gå fra de overordnede perspektiver om syntese til de mere specifikke og praktiske tilgange. Det, der står i vejen for syntese og flow, er de indre konflikter, der opstår mellem delpersonligheder. Det er et område Assagioli ikke skrev meget om, men som har fået stor opmærksomhed i psykosyntesemiljøet efter hans død. Forfattere som Rowan (1990), Ferrucci (1982), Sliker (1992), og Rueffler (1995) har uddybet teorierne siden Assagiolis død. Den amerikanske forfatter Gordon Davidson har i sin meget anbefalelsesværdige bog Joyful Evolution (2011) givet den mest omfattende og nutidige beskrivelse af disse delpersonligheder.

122

SYNTESE – VEJEN TIL FLOW

Assagioli peger på, at de er et velkendt fænomen inden for psykologien, hvor såvel William James omtaler dem, som ”de forskellige selver”, og C.G. Jung kalder dem for personaer (1975, s. 71 og 1967b). John Rowan (1990) giver en god oversigt over de mange forskellige betegnelser, de er kendt under inden for psykologien.

Assagioli definerer dem på følgende vis: ”Det er svært at forstå, men hver delpersonlighed, der er udviklet nok til at have en vilje, til at være konsistent, til at tænke og føle, er en miniaturepersonlighed, som har de samme kvaliteter som hovedpersonligheden. En delpersonlighed er i sig selv en lille personlighed, som lever på temmelig dybt vand. Det drejer sig om princippet om personificering … alle psykologiske elementer, især alle grupper af psykologiske elementer, hvilket vil sige det man i psykologien kalder ”komplekser”, har en tendens til at personificere sig. Og det er ikke teori. Det kan vi iagttage”. ”Lad os tage det enkleste af alle eksempler, rollerne. En kvinde identificerer sig ofte med sin moderfunktion i det omfang, hun føler sig og handler som moder. Det er en delpersonlighed i sig selv – som kan komme i konflikt med de feminine træk. Et emne af praktisk betydning – som jeg ikke går ind i – er konflikten mellem hustrurollen og moderrollen. Det tager vi op en anden dag, men det viser, at alle delpersonligheder har en slags ego”. (Udateret 2, 1975 s. 74-77, 1983 c) I ovenstående tekst omtaler Assagioli delpersonlighederne som de sociale roller, vi spiller, og de forskellige typer af ”komplekser”, som psykologien beskriver. Assagioli nævner forskellige typer af komplekser fx: mindreværds-, fader-, moder-, seksuelleog jalousikomplekser (1975, s. 72-74). Delpersonlighederne kommer med andre ord til udtryk gennem vores forskellige typer af adfærd og reaktionsmønstre i livet. De kan opleves som indre selvbilleder, eller med Assagiolis ord: ”Når vi observerer os selv, vil vi opleve en vedvarende indre stemme – der kommer bestandigt stemmer fra delpersonligheder eller fra det ubevidste, en vedvarende indre støj”. (2006, s. 36) Vores personlighed indeholder en mangfoldighed af disse selvbilleder og indre stemmer, som vi har skabt eller internaliseret gennem opvæksten og den kultur, vi har været en del af. De kan udgøre den type falske selv, som vi behandlede i sidste kapitel om idealmodeller. Da de ofte er forbundet med de sociale roller, vi har taget eller fået påtvunget, så opstår de i krydsfeltet mellem ydre påvirkning og vores egne indre ressourcer og behov. Delpersonlighederne er derfor knyttet til de forskellige udviklingsstadier, som vi gennemlever fra fødsel til død, og som vi gennemgik i kapitel III.

123

PSYKOSYNTESENS SJÆL

Vores personlighed er som en stor bygning med flere etager, og på hver etage er der ”aktører”, som hver især varetager de forskellige behov, den pågældende etage har.

Vi oplever dem som indre modstande, overbevisninger, begær og faste genkendelige mønstre af psykologisk adfærd. Det er tydeligt, at der ikke altid hersker harmoni i bygningen, for ofte er der indre konflikter, som giver os fornemmelsen af at leve i et hus, der er i splid med sig selv. Vi kan opleve de indre tilstande som ren energi, stemninger og vibrationer af forskellig karakter, der ikke har nogen særlig form. Vi kan også opleve de psykologiske tilstande, som mere konkrete former – indre personer, der taler og agerer i os. Ofte er der til en stemning af fx ensomhed, knyttet en konkret delpersonlighed – ”den ensomme” – som skaber og opretholder denne stemning.

Vi kan konkret opleve dem som det indre barn, teenageren, den unge og den voksne.

De er selvbilleder, opbygget omkring rollen som far, mor, mand, kvinde, barn, ung, bror, søster, og alle de faglige og statusbetonede roller, vi indtager. Vi former nye delpersonligheder, når vi får nye funktioner i livet eller indgår i nye sociale roller. Når vi taler om en delpersonlighed, mener vi altså et karaktertræk, et forholdsvis stabilt adfærdsmønster, som gentager sig igen og igen, indtil vi ændrer det.

En vigtig pointe er, at delpersonligheder skabes som et led i vores identifikation med disse roller. Når vi identificerer os med noget gennem længere tid, skaber vi et indre psykologisk billede med alle de psykologiske kvaliteter, der er tilknyttet identifikationen.

Det betyder også, at vi har skabt mange uformelle roller, som ofte præger os, uden at vi måske er helt klar over det. Er vi blevet mobbet i skolen, skaber vi måske et indre selvbillede, som svarer til denne rolle. Det indre barn vil i den situation skabe en offeridentitet. Den rolle vil præge barnet, indtil andre oplevelser langsomt opløser rollen, eller vi direkte går ind og ændrer den.

Vi kan også udvikle roller baseret på identifikation med en eller flere af de psykologiske funktioner, vi har følt os mest tiltrukket af. Disse typer af adfærd kan komme til udtryk som bestemte psykologiske typer: ”klovnen” (fantasi), ”skeptikeren” (logik), ”helten” (vilje), ”hjælperen” (følelse), ”romantikeren” (passion), ”praktikeren” (sansning) og ”drømmeren” (intuition).

Uanset hvilke typer roller vi taler om, så er de opstået på et tidspunkt i vores liv, hvor vi identificerede os med en bestemt type adfærd. Vi kan derfor kalde denne type delpersonligheder for: Aldersrelaterede roller. Vi har alle haft rollen som barn, teenager og ung. Vi får formentlig også rollen som kæreste, far, mor, og de faglige roller vi vælger. Alle disse roller præger os med de kvaliteter og holdninger, de er baseret på. Assagioli betoner vigtigheden af aldrenes psykosyntese, og “de består i

124

SYNTESE – VEJEN TIL FLOW

at holde de bedste aspekter af hver alder eller fortidig udviklingsstadie i live – bevidst og operativt”. (1983c) Hvert udviklingsstadie indeholder vigtige psykologiske kvaliteter, som vi har behov for at udtrykke os igennem.

Vi kan også støde på en anden type delpersonligheder, som vi kan kalde arketypiske roller. Disse arketyper er billeder fra det kollektive ubevidste, og de kan påvirke os meget, hvis vi på et tidspunkt har identificeret os med dem. Film, litteratur og medier påvirker os gennem deres indflydelse og skaber varige indtryk i det ubevidste. Børn kan være identificeret med Pippi, Batman eller Snehvide. De kan også være mørke og dæmoniske som heksen, skurken eller monsteret. Det er heller ikke usædvanligt at se mennesker identificere sig med dyr som fx ulven, bjørnen eller uglen. Disse arketyper indeholder potente energier, som påvirker os på godt og ondt med deres kvaliteter.

I mit arbejde med Maja påbegyndte hun skabelsen af en helt ny delpersonlighed, som skulle bære hendes kønsidentitet. Hun kaldte den for sin ”værdige kvinde”, som omtalt i sidste kapitel. Hun gav den liv og form ved at meditere på den og handle den ud i praksis. Vi arbejdede også med de delpersonligheder i hende, som identificerede sig med uværdighed og følelsen af utilstrækkelighed som kvinde. Der var specielt en særdeles mørk side af hendes kvindelighed, som kom frem i sessionerne. I en nærværsbaseret session, hvor hun fornemmede ind i følelsen af uværdighed, så hun en udstødt kvinde, som boede helt alene i en lille ussel lejlighed. Hendes klæder var forhutlede, og der var en dyb følelse af skam omkring hendes person. Denne kvinde fortalte en dramatisk historie om ensomhed i ægteskabet til en kold mand, og hvordan hun var blevet afsløret i utroskab. Kvinden var gået helt i forfald og identificerede sig med den fordømmelse og udstødelse, som hun oplevede i sine omgivelser. Den empatiske kontakt til kvinden udløste bølger af smerte og kartarsisk forløsning. Maja fortolkede den som et arketypisk symbol på hendes indre uværdighed. Den ”faldne kvinde” er en arketypisk figur, som lever stærkt i mange kvinders ubevidste, og som er nedarvet gennem generationer fra mor til datter. Nærværsarbejdet hjalp Maja til at disidentificere sig fra følelsen af uværdighed. Hun kunne mærke en lettelse, når hun talte om den ”faldne kvinde”, fordi disidentifikationen skabte en afstand til stemningen af uværdighed. Den gjorde det muligt at påbegynde en healing ved som kærligt vidne at holde kvinden i et medfølende indre rum.

En tredje kategori af delpersonligheder kan man kalde relationsdele. De er indre repræsentationer af alle de vigtigste ydre relationer, vi har haft.

Der er flere interessante ting, vi kan udlede af ovenstående antagelse. Vi indeholder ikke kun delpersonligheder fra vores egne udviklingsstadier. Vi har også internaliseret

125

PSYKOSYNTESENS SJÆL

de vigtigste relationer, vi har haft. Det vil sige far, mor, søskende, legekammerater, kærester, venner osv. Det kaldes for objektrelationer i den psykoanalytiske litteratur og de giver barnet og den unge mulighed for at føle sig tryg, når fx far og mor ikke er til stede. Når Assagioli omtaler psykoterapeuten som et eksternt forenende center i sin model, som skildret i kapitel V, så baserer det sig på samme funktion. Psykoterapeuten internaliseres i klientens psykologiske miljø og bliver forhåbentlig en viis og empatisk stemme, som vejleder klienten i dennes forskellige livssituationer. Dette er i særlig grad tilfældet med de voksne, der i fortiden har spillet rollen som forældre i et barns liv.

Disse relationsdelpersonligheder lever i barnets psyke og bærer alle de ydre personers værdier og roller og tror som udgangspunkt, at de er den ydre mor, far osv. Lad os et øjeblik dvæle ved den påstand, at de handler og agerer i os som selvstændige væsener.

Psykosyntesen antager på baggrund af indre observationer, at delpersonlighederne lever i os som ”levende væsener” i den forstand, at de eksisterer, lige så længe vi er identificeret med dem og tænker på dem bevidst eller ubevidst. Det gør vi, hver gang vi gentager den rolle og det mønster, de repræsenterer i os. I den situation giver vi dem ny energi og nyt liv.

Det kan lyde utroligt, at det psykologiske liv rummer en sådan mangfoldighed, og Assagioli taler ikke symbolsk, når han taler om delpersonligheder: ”Almindelige mennesker skifter fra den ene personlighed til den anden uden en klar viden herom, og kun en tynd hukommelsesstråd forbinder dem, men i alle praktiske henseender er de selvstændige væsener – de handler selvstændigt, og de fremviser forskellige karaktertræk”. (1975, s. 75) I artiklen ”Træning af viljen” beskriver Assagioli hvorledes: ”Idéer, tanker, forestillinger, emotioner, følelser og drifter kombinerer og grupperer sig selv, og danner “psykologiske komplekser”. På den måde skabes psykologiske grupperinger, som kan vokse til det punkt, hvor de faktisk bliver “delpersonligheder”, der har et semi-uafhængigt liv. De udvikler sig som de forskellige “selv”, som beskrevet af William James (familieselvet – det professionelle selv – det sociale selv)”. (Udateret 12) I Viljens Psykologi går han så langt, at han udtaler: ”Alle de forskellige funktioner og deres mangfoldige kombinationer i komplekser og delpersonligheder bruger midler til at nå deres mål uden for vores opmærksomhed og uafhængigt af, eller sågar imod, vores bevidste vilje”. (2005, s. 55) Set fra det perspektiv er det ikke underligt, at vi til tider har svært ved at styre vores reaktioner, for der er en mangfoldighed af indre stemmer, som kæmper om herredømmet over vores liv. Assagioli beskriver også, hvordan delpersonlighederne arbejder i det ubevidste og kommer til udtryk gennem vores drømme. (2006, s. 55) Som en støtte til forståelsen har jeg indsat et diagram, som viser delpersonlighederne i de forskellige områder af ovalen. De vil naturligvis være i bevægelse og skiftevist indtage 126

SYNTESE – VEJEN TIL FLOW

en position i bevidsthedsfeltet, når vi identificerer os med de roller, som de repræsenterer. “Hver delpersonlighed er i stand til at “hæve” eller “sænke” sig i forhold til den aktivitet, de er engageret i”.

(Assagioli, 1983c) At de ydre relationer lever inden i, er en meget afgørende opdagelse, for vores forældre har en slags ”kopi” inde i os. De forsøger på godt og ondt at opretholde vores forældres normer og værdier inden i os. Vi kan opleve det, når vi fx hører vores forældres stemmer inde i hovedet.

Der er en anden vigtig erkendelse omkring disse levende væsener. De sidder fast i en tidslomme.

De tror faktisk, at de fortsat lever på det tidspunkt, de blev skabt. De handler og agerer i os, som om fortiden fortsat eksisterede. Vi udvikler naturligvis mange af disse delpersonligheder op Ovaldiagrammet og delpersonligheder igennem livet, som følge af alle de nye indtryk og udfordringer, livet giver os. Men mange delpersonligheder lever helt uberørte under bevidsthedens tærskel og søger at leve deres historie ud.

Den sidste kategori af delpersonligheder, som jeg vil introducere, er måske også den mest kontroversielle. Den baserer sig på forestillingen om reinkarnation og er derfor et individuelt trosspørgsmål. Der findes klienter som oplever, at de kommer i kontakt med tidligere liv, når de guides ind i kontakten med stemninger, der personificerer sig som en delpersonlighed. Den ”faldne kvinde”, som Maja oplevede, ville en anden person måske fortolke som et tidligere liv. Det er naturligvis et individuelt valg, om man vil fortolke disse oplevelser, der ofte kommer op som komplette historier og identiteter, som en arketype eller et tidligere liv. Faktum er, at de hyppigt dukker op i sessionerne. Disse delpersonligheder vil derfor med den fortolkning kunne opfattes som selvbilleder og personligheder fra tidligere liv, der lever i os som selvstændige identiteter.

Som afslutning på dette afsnit vil jeg nævne, at delpersonlighederne kun optræder i det lavere og mellemste ubevidste, fordi disse områder, der indeholder de mentale, følelsesmæssige og fysiske områder, giver energierne form. I det overbevidste område findes de formløse energier, som mere opleves som lysfænomener, inspiration og energi end som egentlige billeder eller tankeformer.

127

PSYKOSYNTESENS SJÆL

DELPERSONLIGHEDERNES UDVIKLING Delpersonlighederne udvikler sig naturligt i alle mennesker som led i de udfordringer og nye situationer, vi møder i livet. Disse udfordringer (nye jobs, relationer, større ansvar) tvinger os til at lære nye roller eller udvikle eksisterende, og på den måde får delpersonlighederne nyt liv. Det opleves ofte som en indre konflikt mellem ydre krav og en begrænset evne til at leve op til disse krav.

Vi behøver dog ikke udvikle os i det forholdsvis langsomme tempo, som den naturlige udviklingsproces indikerer, hvor vi gennemlever den ene ydre krise og konflikt efter den anden. Det er ofte en meget opslidende proces, hvor vi lever vores delpersonligheder ud gennem alle de projektioner, vi har på omgivelserne. Når vi trækker projektionerne tilbage gennem disidentifikation, så behøver vi ikke udleve konflikterne i det ydre. Vi opdager gradvist, at de ydre omgivelser primært tjener som et spejlkabinet, der viser os hvilke delpersonligheder, vi indeholder, gennem de reaktioner, der vækkes i os. Vi bliver mere interesseret i at ændre vores egne reaktioner og delpersonligheder end i at ændre andres adfærd. Kigge på bjælken i vores eget øje, snarere end på splinten i vores medmenneskes øje.

Assagioli foreslår, at vi udvikler delpersonlighederne ved at betragte livet som et stort skuespil. ”Startstedet er den komplette fordybelse i hver delpersonlighed … Målet er det frigjorte selv, jeg-bevidstheden, der bevidst kan spille forskellige roller”.

(1975, s. 75). Når vi spiller rollen som mor, kvinde eller underviser og bringer vores værdier, ressourcer og personlige kvaliteter ind i rollen, bliver den autentisk. Når vi samtidig er bevidste om, at vi ikke er rollen, får vi en langt større frigjorthed i rollen og ”jo mindre vi identificerer os med en bestemt rolle, des bedre spiller vi den”.

(Assagioli, 1975, s. 75) Assagioli bringer et meget værdifuldt perspektiv i spil, som beskriver dette arbejde og det optimale forhold, der burde eksistere mellem sjælen, selvet og delpersonlighederne (1983c). Perspektivet kan udtrykkes gennem mange værdifulde metaforer, og jeg anvenderdem alle i psykoterapien. De tilpasses til de mennesker, perspektivet skal kommunikeres til, og det er et godt eksempel på den undervisning, som er en vigtig del af psykosyntesen. Psykoterapeuten er ikke kun en healer, men også en vejleder eller lærer.

Jeg anvender følgende metaforer på forholdet mellem sjælen, selvet og delpersonlighederne i nævnte rækkefølge:

128

SYNTESE – VEJEN TIL FLOW

Forfatteren, instruktøren og skuespillerne Kaptajnen, styrmanden og matroserne Bestyrelsen, direktøren og medarbejderne Komponisten, dirigenten og musikerne Sjælen skal være den inspirerende kraft, der holder det store perspektiv, og som formidler meningen og det overordnede formål. Den rolle har forfatteren, kaptajnen, bestyrelsen og komponisten i de nævnte sammenhænge.

Selvet skal være den ledende kraft, som organiserer og koordinerer arbejdet mellem delpersonlighederne. Det er også her fra udviklingsarbejdet faciliteres. Den rolle har instruktøren, styrmanden, direktøren og dirigenten i de nævnte sammenhænge.

Delpersonlighederne skal være den udøvende kraft, der gennem de talenter og kompetencer, de besidder, bringer arbejdet ud i livet. Den rolle har skuespillerne, matroserne, medarbejderne og musikerne i de nævnte sammenhænge.

I virkelighedens verden eksisterer dette samarbejde ofte ikke, fordi kontakten til sjælen fx ikke er udviklet, så der mangler mening og formål. Der kan også være tale om, at personligheden ikke er integreret, så selvet ikke kan koordinere og styre de forskellige delpersonligheder. Dette er meget ofte tilfældet. Det indre hus er i splid med sig selv, så konfliktende behov fra forskellige delpersonligheder resulterer i spild af energi eller fastlåste handlemønstre. Der findes naturligvis også den mulighed, at delpersonlighederne ganske enkelt ikke har de fornødne evner til at realisere de planer, som bestyrelsen (sjælen) giver direktøren (selvet). Disse årsager vil alle resultere i en oplevelse af konflikt og en manglende evne til at realisere sine behov.

Når vi begynder at opdage disse delpersonligheder, fører de paradoksalt nok til opdagelsen af selvet: ”Afsløringen af de forskellige roller, karaktertræk m.m. betoner realiteten af det observerende selv. Under og efter erkendelsen af delpersonlighederne forstår man, at det observerende selv ikke er nogen af disse, men noget helt andet i forhold til dem. Dette er afgørende i forhold til at opnå psykosyntese”. (1975, s. 76) Der er en proces, som bringer delpersonlighederne ind under selvets kærlige og stærke ledelse. En proces som fører til personlighedens syntese, og Assagioli foreslår følgende faser (1983c):

129

PSYKOSYNTESENS SJÆL

Opdagelse. Første fase er at opdage de mangfoldige aspekter af personligheden gennem disidentifikation. Dette forudsætter ligeledes erkendelsen af Selvet som et center af ren selvbevidsthed og vilje.

Forvandling og ledelse. Den anden fase handler om at forvandle delpersonlighederne og bringe dem ind under selvets ledelse. Det forudsætter en ”klar og stabil selvbevidsthed og anvendelsen af en stærk og beslutsom vilje, hvor selvbevidstheden som subjekt og dirigent er konstant”. (1983c) Når vi taler om at syntetisere delpersonligheder, betyder det i praksis, at man arbejder med at bringe et ”kompleks”, et lidelsesfuldt livstema (ensomhed, angst etc.) til ophør ved at frigøre og anvende de positive potentialer og energier i komplekset. Alvorlige livsproblematikker ændres ikke ved at arbejde med en enkelt delpersonlighed.

Det kræver ofte et længere forløb, hvor samspillet mellem en hel gruppering af delpersonligheder skal forløses gennem mindst fem faser. De skal erkendes, accepteres, transformeres, integreres og syntetiseres. Disse faser kan ganske kort formuleres på følgende vis1: Erkendelsen er baseret på iagttagerens evne til at være disidentificeret vidne til delpersonligheden, hvilket skaber den indledende frihed. Delpersonligheden opdages, og selvet har gennem disidentifikationen transcenderet delpersonligheden, dermed bliver det muligt at iagttage delpersonligheden som objekt i bevidstheden Accepten bringer kærligheden i spil, hvor delpersonligheden holdes i et kærligt rum, og man lever sig empatisk ind i dens situation. Det skaber en opblødning af forsvarsmekanismer og en kærlig relation mellem iagttager og delpersonlighed.

Man forstår delpersonlighedens primære behov. Selvet er immanent tilstede i delpersonligheden som empatisk bevidsthed.

Transformation bringer kreativiteten i spil gennem et indre samarbejde med delpersonligheden, som gennem dialog og visualisering opdager sit transpersonlige potentiale, der er delpersonlighedens indre lys.

Integrationen bringer viljen i spil. Delpersonlighedens primære behov for tryghed, kærlighed, status, frihed etc. inkluderes ved at finde måder at bringe dem ud i livet på. Selvet er dirigent for delpersonligheden.

Syntesen er resultatet af et langvarigt arbejde, hvor hele grupperingen af delpersonligheder er inkluderet, forvandlet og integreret. På området, der før var blokeret, 1 Jim Vargui, (1974), giver sit perspektiv på faserne i sin glimrende artikel, selvom eksemplet med

130

klienten er meget optimistisk

SYNTESE – VEJEN TIL FLOW

opleves der nu flow og spontan frigjorthed til at være sig selv. Selvet er i flow med delpersonlighederne.

DET PRAKTISKE ARBEJDE MED DELPERSONLIGHEDER Der findes en mangfoldighed af metoder til at arbejde med delpersonligheder.

Stolearbejdet er allerede beskrevet, og her er det især vigtigt at betone den stol, som klienten normalt sidder i. Dette er selvets stol som kærligt dirigerende vidne, der rummer alle siderne. De øvrige stole, som sættes ud i lokalet, repræsenterer delpersonlighederne. Det er herfra, at delpersonlighederne får mulighed for at ytre sig, når klienten placerer sig der og italesætter dem. Sjælens stol kan være overalt i rummet, men ofte beder jeg klienten om at stille sig op med hånden på hjertet og kigge ud over stolene. Positionen oppe symboliserer det transcendente og hånden på hjertet repræsenterer det immanente perspektiv. Der kommer ofte stærke indsigter fra denne position.

Tegnearbejdet er også et effektivt værktøj til at identificere og forløse energierne fra delpersonligheder. Klientens valg af farver og former giver stor indsigt i de energier, der er i delpersonligheden. Man beder klienten om at tegne sin delpersonlighed eller den stemning, man arbejder med, på en spontan og frigjort måde uden at tænke for meget. Tegningen hjælper med at disidentificere og tune ind på de forskellige områder af problemet ved at undersøge farvernes indvirkning på klienten.

Den guidede visualisering er dog efter min mening en af de mest effektive metoder til at arbejde med delpersonligheder. Det kræver, at klienten er i stand til at være iagttager til sine tilstande. Guided visualisering baserer sig på evnen til at se indre billeder af delpersonlighederne, men evnen til at føle dem og italesætte dem er også helt central. Jeg har i samarbejde med min ven og kollega Søren Hauge, inspireret af Gordon Davidsons arbejde, udviklet en metode vi kalder SoulFlow2. Dette er en metode, der bringer en delpersonlig igennem alle faserne: erkendelse, accept, transformation, integration og syntese. I Appendiks har jeg inkluderet hele fremgangsmåden i en oversigt. Lad mig som afslutning på dette kapitel eksemplificere, hvordan SoulFlow foregår i praksis. Jeg vil løbende vise, hvordan nogle af de ovenstående principper om delpersonligheder kan omsættes i det psykoterapeutiske arbejde.

I en session med Maja valgte vi at lave en SoulFlow med hendes ”fortabte kvinde” – se oversigten i Appendiks.

2 Se www.soulflow.nu

131

PSYKOSYNTESENS SJÆL

Vi startede med at opbygge healingssøjlen, som skaber et kærligt nærværende felt, hvor det transformative arbejde kan foregå. Healingssøjlen er et arbejde, hvor sjælen og det undervidste forbindes med selvet, som kærligt vidne. Det er også en træning i, at klienten lærer at holde kærligt rum for sig selv, ved at sende en accepterende væren fra sit hjerte ud til alt, hvad personligheden indeholder.

Fra denne meditative tilstand, hvor klienten har lukkede øjne, beder man nu den aktuelle delpersonlighed om at træde frem for klientens indre blik. I Majas tilfælde havde hun allerede billedet af den faldne kvinde, derfor kunne hun forholdsvist nemt mærke den følelsesmæssige tilstand og se omridset af personen. I denne fase er det vigtigt at forholde sig til delpersonligheden som et levende væsen, og med en ubetinget accept af delpersonlighedens tilstand. SoulFlow baserer sig på en radikalt påskønnende tilgang, hvor delpersonlighedens måske destruktive træk fortolkes som en overlevelsesstrategi, fordi den ikke er blevet mødt og set i kærlighed. Delpersonligheden er i denne fase nu blevet erkendt, og den accepterende fase opbygges derefter.

I denne fase beder jeg Maja fortælle delpersonligheden gennem en indre dialog, at den er en levende og værdsat del af hendes ubevidste. Maja fortæller også, at hun er kommet for at lytte til dens livshistorie og finde ud af hendes behov. Maja lytter til historien og holder det kærlige åbne rum, mens hun rummer smerten og fortvivlelsen.

Her bryder Maja sammen i gråd og har svært ved at holde fokus. Jeg må kærligt minde hende om, at hun er det kærlige vidne, og at hun må holde det indre rum for sin delpersonlighed. Det lykkes Maja at disidentificere fra smerten med min hjælp, så hun kan sende den kærlighed fra sit hjerte. Vi brugte en del tid på at forstå, hvordan hendes delpersonlighed havde identificeret sig med fordømmelsen. Hvad der havde fået hende til at være utro, og hvilke konsekvenser udstødelsen havde haft. Maja trænes kort sagt i at være en god mor – en varm empatisk person for sine egne sårede dele. Dette er første trin i den transformative fase.

På et tidspunkt, da smerten har fået lov til at blive forløst og mødt, instruerer jeg Maja i at fortælle den faldne kvinde, at hun sidder fast i en tidslomme. Maja fortæller, at hun i dag lever i Danmark og viser billeder af sit nutidige liv i det indre bevidsthedsfelt.

Kvinden bliver meget forundret og overrasket, da hun erfarer, at hendes virkelighed ikke længere eksisterer. Det er en form for opvågning som fra en drøm, og det har ofte en stor indvirkning på delpersonligheden. Det er en realitetsopdatering, som er uhyre vigtig, fordi delpersonligheden nu begynder at disidentificere fra sin situation. Maja fortæller, hvordan hun ser på utroskab fra et nutidigt og medfølende perspektiv, og det påvirker helt klart hendes indre kvinde. Dette er andet stadie af den transformative fase.

Assagioli fortæller, at delpersonlighederne kan betragtes både som refleksioner af

132

SYNTESE – VEJEN TIL FLOW

selvet og af sjælen (Udateret 2). De har samme kvaliteter som hovedpersonligheden, men en forudsætning for at de kan afspejle sjælen er, at delpersonligheden opdager sit eget lys. Sjælen er immanent tilstede i hele personligheden gennem sin udstråling, men personlighedens dele må kunne afspejle denne udstråling. Det kan de, når de opdager deres eget lys. Jeg beder derfor Maja fortælle kvinden, at hun også har et lys i sit hjerte, ligesom Maja har et lys i sit hjerte. Maja beder kvinden om at erkende sit lys, og sammen går de på opdagelse i de kvaliteter, som lyset udstråler. Dette er en stor begivenhed i delpersonlighedens verden og derfor også for Maja. Endnu engang fik tårerne frit løb, men denne gang i glæde. Lyset var fuldt af skønhed, harmoni og æstetisk sans. Der sker nu en spontan ændring af kvindens fremtoning, hun skifter form og bliver til en udgave, som næsten ligner hendes idealmodel. Hun stråler af værdighed og graciøsitet, hvilket gør dybt indtryk på Maja. Maja kan tydeligt mærke kvaliteten af ”Grace”, som hun nu spontant omdøber kvinden. Dette er den tredje transformative fase.

Det næste stadie i SoulFlowmetoden er at få integreret Grace i hjertet. Maja får besked om at fortælle Grace, at hun har et sted i hjertet, hvor alle dem hun elsker bor. Maja inviterer Grace ind i det hjerterum, og hun tager straks imod tilbuddet. Der er en fornemmelse af flow og ynde, da hun langsomt forlader de mørke regioner af hendes ubevidste og træder ind i hjerterummet. Maja viser herefter Grace billeder af sit nutidige liv og fortæller, at hendes formål er at få et ligeværdigt og udviklende kærlighedsforhold til en mand. De aftaler at være i kontakt, og Grace forstår, at hun spiller en væsentlig rolle i Majas liv. Hun skal bringe værdighed og ynde ind i Majas relationer til specielt mænd, men naturligvis også i alle andre områder. Dette er den integrative fase.

Denne session blev et vendepunkt for Maja, for hun var nu i langt højere grad i stand til at føle sin værdighed. Hun havde nu indre billeder af sig selv, som hun løbende kunne lade sig inspirere og vejlede af i forskellige situationer. Hun var ikke i mål i den forstand, at hun spontant og frigjort kunne udfolde sin værdighed, men hun havde taget et vigtigt skridt.

Ovenstående session viser, hvor vigtigt arbejdet med delpersonligheder er. Det er en af de måder, hvorpå sjælen inkarnerer med sine overbevidste kvaliteter i det underbevidste. Når det lavere ubevidste kan afspejle kvaliteterne i det overbevidste, er sjælen som udstråling virkeligt tilstede i personligheden.

Vi vil i næste kapitel fordybe os i de overbevidste kvaliteter, og hvordan vi kan høste den overflod, de indeholder.

133

134

KAPITEL IX

DET OVERBEVIDSTE – VEJEN TIL OVERFLOD

”

”

Det, som adskiller psykosyntesen fra mange andre psykologier, er vores holdning til eksistensen af det spirituelle Selv og det overbevidste.

De er lige så basale som de instinktive energier.

(Assagioli, 1975, s. 193) Det overbevidste eller højere ubevidste er det sjette essentielle kernebegreb, vi skal undersøge. Viljen og det overbevidste er formentlig de områder, som Assagioli har skrevet mest om. I hans bog Transpersonlig Udvikling, der udkom tretten år efter hans død i 1974, behandler han udførligt de transpersonlige tilstande, og hvordan vi skaber kontakt til dette vitale område.

Vi har allerede berørt det overbevidste i de tre første kapitler af nærværende bog, defineret som kontakt med energier, der udvider vores bevidsthed fra det personlige til det transpersonlige. Der findes utallige vidnesbyrd fra mennesker, som har oplevet samhørighed og forbundethed med hele planeten, menneskeheden og eksistensen som en helhed. Det overbevidste er også kilden til alle typer videnskabelige, kunstneriske, teknologiske, psykologiske og kulturelle ideer, som er originale i ordets egentlige forstand. Ideer, der er kulturskabende og bringer civilisationen op på næste evolutionære trin. Det er forankringen af disse bevidsthedstilstande, som giver håb om en verden, hvor mennesker kan leve i fred og harmoni med hinanden. Det er gennem det overbevidste, at vi får en direkte oplevelse af den intime forbindelse, der eksisterer mellem natur og menneske. Det er den forståelse, der skal frelse menneskeheden fra at ødelægge planeten og dermed sig selv. Set i det lys bliver det indlysende vigtigt at udvikle vores højere bevidsthed. Assagioli beskriver det på denne måde: ”En af de største årsager til lidelse og uhensigtsmæssig adfærd er frygt. Det kan være individuel nervøsitet eller en kollektiv frygt, der kan føre en nation ud i krig.

Oplevelsen af den overbevidste virkelighed udelukker frygt, for enhver følelse af frygt

135

PSYKOSYNTESENS SJÆL

er uforenelig med en erkendelse af livets fylde og uforgængelighed. En anden årsag til fejltagelser og forkerte handlemåder er trangen til at kæmpe. Den er baseret på tanken om adskillelse, aggression og følelser som fjendtlighed og had. I den afklarede, overbevidste atmosfære kan sådanne følelser imidlertid ikke eksistere. Enhver, som har oplevet en bevidsthedsudvidelse, som har en følelse af at deltage, og som føler samhørighed med alle væsener, kan ikke længere kæmpe. Et sådant menneske ser det som en absurditet: Det ville være som at kæmpe mod sig selv. De mest alvorlige problemer, der er årsag til de største lidelser, løses og elimineres af selve udviklingen, hvor bevidstheden udvides og stiger op til niveauet for en højere virkelighed”. (2006, s. 25-26) Det overbevidste er vores adgang til det spirituelle, så lad os nu rejse spørgsmålet: Hvad er spiritualitet?

Psykosyntesen skelner mellem den normale bevidsthed i det lavere og mellemste ubevidste og de spirituelle energier i det overbevidste. Denne opdeling skaber en klarhed omkring, hvad spiritualitet er, fordi det bliver nemmere at skelne de egocentriske og de mere uselviske energier fra hinanden.

Det er væsentligt at kunne definere forskellen, fordi der i det overbevidste er rigdomme og ressourcer, som kan løse de mest fundamentale menneskelige problemer.

Psykosyntesen har som formål at skabe harmoni og fred i verden. Dette formål kan dog kun realiseres gennem det enkelte menneskes egen vilje-til-syntese, derfor må vi starte med os selv. I det overbevidstes indre skatkammer finder vi den overflod af energier, som kan bygge broer af forståelse og harmoni – for os selv og i verden.

Der er dog også i vores indre, at vi oplever kræfter, som skaber splittelse og konflikter i vores liv. Assagioli peger på at: ”Selviskhed udgør den fundamentale forhindring.

Selviskhed udspringer af et begær efter at eje og dominere. Den er et udtryk for den basale selvopretholdelsesdrift og selvhævdelse”. (2005, s. 78) Det er selvhævdelse og aggression, som får mennesker til at bekrige sig selv og andre.

Det er vigtigt ikke at fordømme og fortrænge disse energier, da de blot er et udtryk for menneskets helt basale behov for overlevelse. Hele personligheden er motiveret af det, Maslow kaldte for mangelbehov. Det er behov, som er motiveret af et ”indre hul”, en indre psykologisk ”sult”, og som er selvcentrerede. De er helt nødvendige drivkræfter for at udvikle individualitet, men vi må lære at mestre og forædle dem, hvis vi skal leve i harmoni med os selv og verden. De behov, der eksisterer i det overbevidste, kaldte Maslow for vækstbehov, og de udspringer fra en kilde af overskud og overflod.

136

DET OVERBEVIDSTE – VEJEN TIL OVERFLOD

Assagioli giver en definition på spiritualitet, som det giver mening at undersøge: ”At være spirituel betyder ikke kun, at vi er i stand til at transcendere det lille selv i en vertikal retning gennem en forening med Gud. Det inkluderer også en horisontal holdning, som er foreningen med alle medskabninger gennem tanke, kærlighed og harmonisk samarbejde. Denne udvidelse må opnås gennem koncentriske cirkler der gradvist inkluderer større grupper, fra familien til menneskeheden som en helhed”. (Udateret 1) Ken Wilber giver et eksempel på, hvordan den moralske udvikling forløber gennem fire stadier i tråd med Assagiolis koncentriske cirkler. Moralsk udvikling er i denne sammenhæng, hvor mange mennesker man inkluderer i sin omsorg. Han baserer sin teori på Lawrence Kohlberg og Carol Gilligans forskning og kalder den for medfølelsens spiral (Wilber, 2000d). Set ud fra den forskning, så udvider selvidentiteten sig fra egocentrisk omsorg (mig), til etnocentrisk omsorg (os), verdenscentrisk omsorg (os alle) til kosmocentrisk omsorg (alt). De første to stadier vedrører individet selv og dem, man umiddelbart sympatiserer med og er afhængig af. Disse basale moralske stadier hører personligheden til. Det næste verdenscentriske stadie udvider bevidstheden og evnen til at identificere sig med menneskeheden i tiltagende grad. Her starter det transpersonlige område, i den holistiske opfattelse af menneskeheden som en familie. De universelle menneskerettigheder og de mange humanistiske bevægelser er grundlagt på den bevidsthed. Det at tro på disse ideer er naturligvis ikke det samme som at kunne praktisere dem i hverdagen.

Assagioli er enig i, at det spirituelle er forbundet med praktiseringen af en høj etik: ”Enhver, der går fremad på den spirituelle vej, skal ikke alene iagttage menneskehedens store etiske principper, men rent faktisk også have en renere, mere fuldstændig og bevidst opfattelse af moralitet end det almindelige menneske. …”Du skal kende træet på dets frugter”. Moralsk renselse er nøglen til at forstå, hvorfor vejen er så lang gennem de indre verdener”. (2006, s. 160) En forudsætning for at vi kan praktisere denne moralitet, der udspringer af et verdenscentrisk perspektiv, baserer sig på selvets evne til at identificere sig med højere værdier, der ligger ud over det normale. Assagioli definerer spiritualitet som: ”Alle de bevidsthedstilstande, alle de funktioner og aktiviteter, der har det til fælles, at de besidder værdier, der er højere end det gennemsnitlige. Etiske, æstetiske, heroiske, humanistiske og altruistiske værdier”. (1975, s. 38) Det giver måske mening at slå fast, at vi bliver idealistiske i ordets bredeste betydning, når den transpersonlige bevidsthed bryder frem. Den transpersonlige psykosyntese har derfor ikke ”til formål at trække sig tilbage, men at vi kan bidrage med en endnu mere effektiv tjeneste for menneskeheden”. (Assagioli, 1975, s. 210)

137

PSYKOSYNTESENS SJÆL

DET PSYKOTERAPEUTISKE ARBEJDE MED DET OVERBEVIDSTE I forbindelse med det psykoterapeutiske arbejde er det vigtigt at kunne vejlede de klienter, der kommer med en spirituel åbning, og som oplever de kriser, der er forbundet med en sådan. Assagioli nævner fire typer af kriser, som udviser symptomer, der kan forveksles med normalitetskriser: 1. Kriser forud for den spirituelle opvågning 2. Kriser forårsaget af den spirituelle opvågning 3. Reaktioner som følge af den spirituelle opvågning 4. Faser i forvandlingsprocessen (1975, s. 40) Før vi kort behandler disse kriser, og hvordan vi kan møde dem, er det vigtigt at kunne skelne mellem to forskellige typer af mennesker og dermed to forskellige typer af problematikker. Assagioli skelner mellem mennesker, der har et ideal om at være normal og andre, som ikke længere kan tilpasse sig normaliteten. (1975, s. 54) Den første type har måske oplevet vanskelige opvækstvilkår, som betyder, at de ikke har fået gennemlevet en harmonisk normaludvikling og dermed ikke er blevet integreret i det omgivende samfund. Disse mennesker skal hjælpes til at få skabt en god, stabil tilværelse, så de får opfyldt deres behov for sikkerhed, tryghed, gode relationer og status i samfundet. Den personlige psykosyntese er målet for denne type mennesker, og her giver det slet ikke mening at tale om højere bevidsthed.

Den anden type mennesker står enten i en eksistentiel krise eller har været igennem den og har ofte problemer med, at normaliteten ikke længere giver mening. Deres higen efter en højere mening eller manglende interesse for normalitetens værdier bliver ofte mødt med undren eller direkte afvisning af deres omgivelser. De er dog vågnet op til værdier, der rækker ud over det normale, som: Hvad er meningen med mit liv? Hvordan lever jeg mit kald? Hvordan udvikler jeg mig til den bedste udgave af mig selv? Disse mennesker har naturligvis også behov for tryghed, sikkerhed og status, men de spørgsmål er ikke længere hovedmotivet i deres liv.

Det er naturligvis en grov og meget unuanceret opdeling for “et menneske kan have ægte spirituelle oplevelser uden at være integreret, det vil sige uden at have udviklet en velorganiseret og harmonisk personlighed”. (Assagioli, 1961) I praksis vil arbejdet med transpersonlige spørgsmål ofte kræve et sideløbende arbejde med at befæste oplevelserne ved at udvikle personlighedens evne til at leve visionen.

Det er dog vigtigt at kunne skelne mellem de to typer problematikker. Anvender vi guidede visualiseringer med det sigte at åbne op til det overbevidste på meget sårbare 138

DET OVERBEVIDSTE – VEJEN TIL OVERFLOD

mennesker med en svag egostruktur, så gør vi ofte ondt værre. De har ikke den nødvendige kognitive og følelsesmæssige modenhed til at håndtere det overbevidstes energier, der netop udvider grænserne for personligheden. Sådanne mennesker har netop behov for at etablere sunde egogrænser. Lære at sige fra og mærke deres personlige behov etc. De er ofte heller ikke i stand til at være iagttager til deres oplevelser, så deres evne til at disidentificere er ligeledes reduceret. De kræver ofte et længerevarende moderterapiforløb, hvor psykoterapeuten holder det kærlige rum og giver omsorg og accept, indtil en modning gradvist vokser frem.

Der er naturligvis også mange markante undtagelser fra ovenstående, og eksemplet med Maja er godt. Hendes overordnede fokus var at få udviklet sin kønsidentitet, uden at der var transpersonlige aspekter involveret i den problematik. Hun var en velfungerende kvinde med et forholdsvis harmonisk socialt liv og gode kognitive forudsætninger. Det, vi primært udviklede gennem sessionerne, var hendes sunde kærlighed til sig selv og sin kvindelighed. Der kunne naturligvis være transpersonlige aspekter involveret i udviklingen af parforholdet, hvis ønsket var at få et parforhold, som også inkluderede et fællesskab omkring idealistiske værdier. Det var blot ikke tilfældet med Maja, som var konventionel på dette område, på trods af at hun havde en filosofisk side. Hun ønskede en god mand, hun kunne stifte familie med og være bedste ven og elsker med. Det var, hvad vi arbejdede på. Hun var dog åben over for, at hun havde et indre sted af kærlighed og visdom, som vi kaldte for sjælens stemme. Jeg lod hende stå i rummet som sjælen, der kiggede ud over stolene med delpersonligheder. Jeg bad hende lægge højre hånd på hjertet og herfra skulle hun fortælle, hvad det var for en udvikling, der var på vej frem i hendes liv. Hvad det var for en kvinde, hun kunne tænke sig at blive? Denne type øvelser har klare transpersonlige elementer, men motivet for at gøre det var helt personligt: At udvikle en god selvkærlighed og få et velfungerende parforhold. Det vil sige gode, konventionelle værdier, som bidrager til at skabe en sund og velfungerende personlighed.

Lad os nu ganske kort beskrive de fire spirituelle kriser, og hvordan vi kan vejlede klienten igennem dem ved hjælp af psykosyntesens transpersonlige perspektiver og øvelser.

1. Kriser forud for den spirituelle opvågning Denne type krise har alle, der interesserer sig for transpersonlige perspektiver, oplevet på et eller andet tidspunkt i deres liv. Assagioli kalder krisen for et eksistentielt tomrum (2005, s. 95). Det er en fase, hvor personen oplever, at behovene forbundet med normalitet ikke længere giver mening, som primær motivation. Der er en længsel efter noget andet, og ofte er det forbundet med symptomer som kedsomhed, depression og fortvivlelse på grund af manglende retning i livet. Disse symptomer kan ofte ligne helt almindelige kriser, men er det ikke, fordi længslen bag krisen er af en helt anden 139

PSYKOSYNTESENS SJÆL

karakter. Der er et behov for mening og at finde sin plads i en større helhed, hvor man kan gøre godt. Der er med andre ord en tydelig humanitær motivation, hjertet er blevet vakt eller åbnet. Motivet om tjeneste, ”at gøre en forskel”, er et af de tydeligste tegn på, at klienten er kommet under sjælens indflydelse på en mere bevidst måde.

Det er vigtigt at kunne møde klienten på dette sted og spejle længslen tilbage med accept og påskønnelse. Klientens symptomer er netop fødselssmerter for en ny bevidsthed, som er ved at bryde igennem.

Det er også almindeligt ved den type oplevelser, at der er en konflikt mellem personlighedens behov og sjælens. Klienten kan måske ønske at finde et nyt job, der giver mere mening (sjælen), men har problemer med at tage springet, fordi det er materielt utrygt, giver tab af status, eller man frygter social afvisning (personligheden).

I denne situation er psykoterapeutens evne til at forstå klientens spirituelle proces helt afgørende. Når klienten forstår, at hun gennemgår en helt naturlig udviklingsproces, som psykoterapeuten i øvrigt selv har gennemlevet, så styrker det klientens evne til at ”følge hjertet”.

Når længslen er meget ukonkret giver transpersonlige øvelser stor mening. Visualiseringer, der guider klienten ind i sjælens tempel, hvor hun kan lytte til sin længsel, kan være nyttige. Klienten kan også guides op på bjerget og tale med en viis person, som giver meningsfulde perspektiver. I den eksisterende psykosynteselitteratur er der mangfoldige øvelser til dette formål, og jeg vil anbefale Assagioli (1975), Ferrucci (1982, 2014) og Schaub (2013). Det, som er hovedfokus i denne fase af processen, er at hjælpe klienten med at udvikle en ny vision for sit liv, sætte vilje bag den og håndtere de indre modstande/delpersonligheder, der frygter for forandringen.

Der kan også være tale om, at klienten præcis ved, hvad hun vil, men mangler evne til at gøre det. De psykologiske funktioner kan ofte være uudviklede og specielt viljen.

Det giver sig udslag i, at der mangler viden, passion eller fantasi til at realisere sin drøm. Her kan der sættes målrettet ind på at udvikle den funktion, hvor den største blokering har sit udspring. I eksemplet med Maja var det specielt følefunktionen, som var uudviklet. Det overvejende fokus handlede derfor om at forløse den smerte, der var ophobet og træne hende i at være nærværende i sit følelsesliv. Når klienten begynder at sætte vilje bag sin vision og aktivt søge at udleve den, så stiller det naturligvis helt nye krav til personlighedens funktioner. Klienten forlader sin komfortzone og bevæger sig ind i helt nyt landskab, hvilket kræver udvikling af nye evner, som indtil da har ligget slumrende i klientens bevidsthed. Det er fornemmelsen af mening og autenticitet, der gør det hele værd.

140

DET OVERBEVIDSTE – VEJEN TIL OVERFLOD

2. Kriser forårsaget af den spirituelle opvågning Det er vigtigt at betone, at vi alle har vores egen måde at gå gennem disse kriser på.

Vi berører derfor kun de overordnede temaer på rejsen, som handler om de reaktioner, personligheden har på den spirituelle indstrømning. I denne fase, hvor de nye værdier og energier fra overbevidstheden strømmer ned i den ofte uforberedte personlighed, kan der forekomme mange symptomer på overstimulering. Når vi møder klienten i denne fase, har hun ”set lyset”, og det giver sig udslag på forskellige måder, afhængig af hendes psykologiske type.

En type reagerer med egoinflation, fordi hun identificerer sig med sit transpersonlige potentiale og føler sig måske kaldet til en stor og vigtig mission. Der er ofte en manglende erkendelse af forskellen på at have et potentiale, og aktualisering af dette potentiale. Jeg arbejdede på et tidspunkt med en kvinde, som havde en lederposition inden for undervisningssektoren. Hun var overbevist om, at hun skulle reformere uddannelsessystemet, fordi hun havde fået de helt rigtige ideer. Hun var dog løbet ind i den ene afvisning efter den anden og stod til at miste sit job pga. samarbejdsvanskeligheder. Hun var tydelig offeridentificeret og følte sig slet ikke set og forstået. Der brændte helt sikkert en flamme i hende, og hendes motiver var også gode, hvad angik højnelsen af undervisningen. Hun havde dog et fanatisk og enerådigt element i sin personlighed, som gjorde det vanskeligt for hende at finde samarbejdspartnere. Det handlede for meget om hendes ide, og det er et godt eksempel på, hvordan transpersonlige ideer kan blive kapret af egoets behov for selvhævdelse.

Andre typer kan reagere med kærlighedsinflation, som bringer dem ind i forhold til en spirituel lærer eller en kæreste, hvor der ikke er grænser for hengivelsen. Deres motiver er ofte motiveret af den store kærlighed til det spirituelle, som nu skal leves ud i et spirituelt forhold. De kan nærmest være kærlighedsbesat af ideen om forholdet og slides op af frustrationer over, at det ikke lykkes. Denne type klient mangler helt jordforbindelse i sin idealisering af forholdet, og de kan være svære at nå, fordi de føler kærligheden så stærkt. En godt eksempel på denne type var en mand, jeg arbejdede med. Han var normalt en tør teknisk type, som var ingeniøruddannet.

Nu var han imidlertid blevet forelsket i en alternativ kvinde som boede i et spirituelt bofællesskab, hvor hun havde lagt hans horoskop. Kvinden havde åbnet ham helt op til idealistiske visioner, han aldrig havde haft før. Han ville sikre rent drikkevand til udviklingslande og gøre det sammen med kvinden. Kvinden var dog ikke forelsket i ham og ville udelukkende have et venskab med ham, hvor hun kunne støtte ham i at leve sin idealistiske vision ud. Her var det en uudviklet følefunktion, som kaprede den transpersonlige idé gennem den romantiserende idealisering af kvinden.

141

PSYKOSYNTESENS SJÆL

De ovenstående eksempler viser nødvendigheden af en viis, afbalanceret tilgang i psykoterapien. Det er ofte ikke muligt at imødegå ubalancen fra et udelukkende rationelt perspektiv, hvor man søger at tale klienten til fornuft. De ophobede energier må sikres et passende udtryk, så de ikke løber løbsk i personligheden. På den ene side må klienten mødes i sin gode intention, og på den anden side er der behov for at bringe den ind i et realistisk udtryk. Det er ofte en god ide at gå med på den sunde del af visionen og bringe den ind i et viljesfokus. Det vil sige støtte klienten i at realisere sin vision gennem afklaring af formål, værdier og planlægning. Dernæst den praktiske udførelse.

Det er også et meget værdifuldt arbejde at afklare hvilke delpersonligheder, der er aktiveret i processen, for at afdække deres motiver og reaktioner. I den proces vil klienten meget ofte af sig selv kunne forstå hvilke typer af behov, som driver dem. I sådanne eksempler kan der være tale om en sammenblanding af transpersonlige tilstande, og indre børn med basale behov, som hver især kæmper om opmærksomheden.

Det er ofte ikke en god ide at lave øvelser, som åbner klienten op til nye visioner, når de befinder sig i denne fase. De har allerede problemer med at håndtere de nuværende energier. Derimod er arbejdet med at styrke den kærlige iagttager helt afgørende.

Den transpersonlige åbning kræver et stærkt center, som kan håndtere og facilitere de indstrømmende energier fra et stabilt sted. Dette center er selvet, og ved hjælp af disidentifikation kan klienten trænes i at disidentificere fra de transpersonlige energier.

Det er netop identifikationen med ideerne og det transpersonlige indhold, som skaber problemet med overstimulering. Dette er et godt eksempel på de problemer, der opstår, når man ensidigt identificerer sig med en enkelt etage af sit indre hus, uden af have helheden med.

3. Reaktioner som følge af den spirituelle opvågning Sjælens og personlighedens ”bryllupsrejse” afsluttes på et tidspunkt, når virkelighedens realiteter igen melder deres ankomst. Personligheden er ikke forvandlet, selvom man måske har haft en periode med spændende og opløftende nye visioner.

De nye indstrømmende energier stiller helt nye krav til personlighedens etik og reaktionsmønstre. Assagioli fortæller: ”Det kan ske, at de basale tilbøjeligheder og drifter, der hidtil har ligget slumrende i det ubevidste, bliver belivet af den indstrømmende højere energi og opvækkes til en voldsom modstand mod indvielsen af det opvågnende menneske”. (1975, s. 47).

I disse situationer kan personen opleve det, som om hun er på helt fejl kurs, fordi hendes reaktioner på livet generelt er blevet voldsommere. Det er, som om hun er faldet ned fra toppen af en højt bjerg med en vidunderlig udsigt, og nu er det blevet

142

DET OVERBEVIDSTE – VEJEN TIL OVERFLOD

hverdag igen. Følelser af vrede, udmattelse, tristhed og ofte mindreværd kendetegner mennesket i denne situation. Denne fase er blevet kaldt for dualitetskrisen, fordi personen er spændt ud imellem sit ideale jeg og sit hverdags-jeg.

Når vi møder klienten i denne fase, er det væsentligt at betone hjertets vækkelse. Det er ikke usædvanligt at møde mennesker, der er blevet ualmindeligt selvkritiske, fordi de dømmer deres personlighed langt hårdere, efter de har fået et glimt af sjælens natur.

De kan være identificeret med en idealiseret udgave af sig selv på en umoden måde, som udvikler sig til at blive en hård indre kritiker. Dette er et eksempel på, hvordan overjeget kan kapre de transpersonlige energier og på en nærmest nådesløs facon kræve perfektion. Klienten har behov for at forstå, at denne indre stemmes værdier er udtryk for det stik modsatte af spirituel udvikling. Det er en fattigdomskærlighed, der kun kan elske det, der er perfekt. Hjertet kan derimod udvikle det uperfekte ved at rumme, acceptere og elske det op i en højere frekvens. Kærlighed bringer kærlighed frem. Psykoterapeuten må derfor i denne fase holde det kærlige rum for klienten og samtidig fungere som viis lærer, der forstår opvågningen, fordi hun selv har gennemlevet den. Det er ofte en fase, hvor man hjælper klienten med at genopleve de transpersonlige oplevelser af væren, dybde og autenticitet. Samtidig med at man betoner nødvendigheden af at forvandle de indre tilstande, som vækker smerte i klienten.

Den nærværsbaserede tilgang kan bringe healing og kærlig accept ind i de smertelige tilstande. Klienten lærer at iagttage smerten, acceptere og trække vejret gennem den og give slip ind i smerten. Klienten lærer også at stole på sin vilje-til-at-være-sig-selv og tage de udfordringer op i livet, som det medfører. Det kan føre til sammenstød med omgivelserne, der ikke er vant til denne nye udgave af klienten. Det er ligeledes en værdifuld praksis at arbejde med de delpersonligheder, som naturligvis lider i klientens underbevidste, fordi de nu skal lære at udfolde sig på et meget højere niveau.

Klienten oplever ofte markante skift i sit ydre liv, hvor relationer opbrydes, og nye kommer til. Det er heller ikke usædvanligt, at der optræder et kaos, hvor livet virker uoverskueligt, fordi man fortsat har et ben i begge lejre: det gamle liv, der ikke længere giver mening, og det nye liv, man ikke kan finde ud af at leve. Der findes naturligvis langt mere harmoniske måder at gennemleve denne krise på, men det er ofte ikke dem, man møder i den kliniske praksis. Denne fase leder naturligt over i den næste, som dybest set handler om at træne klienten i at have en spirituel praksis i sit liv.

4. Faser i forvandlingsprocessen Opvågning til sjælen har sin pris, og prisen er forvandlingen og forædlingen af personlighedens energier. Assagioli kalder denne fase for renselsens vej, fordi bindinger til

143

PSYKOSYNTESENS SJÆL

gamle utilstrækkelige adfærdsmønstre skal udrenses. Det handler i høj grad om en moralsk renselse, som er motiveret af hjertets værdier. Det vil sige en øget evne til at handle ud fra helhedens interesser også i sine personlige anliggender. Det kan være i forhold til intimitet, penge og magt, at klienten oplever sig udfordret. En hjertebaseret intimitet vil sætte grænser for selviskheden i relationerne til andre mennesker, fordi sensitiviteten og empatien udvikles. Man kan ikke længere acceptere at blive udnyttet eller selv manipulere, da samvittighedens stemme bliver stærkere og stærkere. Etikken kan også handle om, hvordan man tjener sine penge, og hvad man bruger dem på. Det vil sige, at de personlige forbrugsvaner bliver et emne, der granskes i samvittighedens lys. Hjertet giver en oplevelse af at hænge sammen med verden, samhørighedskraften bliver stærkere, hvilket sætter fokus på, hvad man støtter gennem sit forbrug. Sjælen ønsker indflydelse i verden, men også hvordan vi anvender vores magt i forhold til vores relationer og verden er et varmt emne. Når vi vågner op til sjælens værdier, kommer vi ind under den transpersonlige viljes indflydelse, som udøver et kontinuerligt indre pres. Det er en levende kraft, som skubber os ud over den ene komfortzone efter den anden, fordi den insisterer på, at vi kan blive større. Dens vedholdende appel er, at vi har endnu mere kærlighed, styrke og kreativitet at give til verden. Sjælens hovedmotiv er tjeneste for verden.

Dette evolutionære pres skaber naturligvis reaktioner i personligheden, som reagerer med frygt, protest og oprør, når nye krav om autenticitet indfinder sig. Når vi møder klienten i denne fase, har hun fundet ”vejen”, men har behov for hjælp til at forvandle sine indre modstande. Det er i denne fase, at psykoterapeuten med stor nytte kan målrette arbejdet mod de delpersonligheder, som reagerer mod klientens transpersonlige vilje-til-at-være-sig-selv. Vi har allerede tidligere beskrevet dette arbejde med delpersonligheder i kapitel VIII. Der er dog et perspektiv i den forbindelse, som er utrolig vigtigt at gentage: Delpersonlighederne skal opfattes som mulige samarbejdspartnere i den spirituelle psykosyntese. De har et iboende lys, som gør det muligt for dem at spejle det overbevidstes energier. Hvis sjælen er solen, og det overbevidste er solstrålerne, så skal delpersonlighederne være som måner, der spejler solens lys.

Assagioli beskriver det på denne måde: ”De åndelige elementer kommer ned som solstråler og ind i den personlige bevidsthed. Dermed dannes der en forbindelse mellem den almene menneskelige personlighed og det åndelige ”jeg”, den åndelige virkelighed. Det er lysstråler i forskellige farvenuancer, der trænger ind i vores personlige bevidsthed, alt efter hvor gennemtrængelig og transparent den er”. (2006, s. 255) Når psykosyntesens formål er at manifestere det overbevidste i verden, må vi bringe disse energier igennem det lavere ubevidste. Der eksisterer ofte den illusion, at vi kan

144

DET OVERBEVIDSTE – VEJEN TIL OVERFLOD

hæve os over det lavere ubevidste, men vi glemmer, at vi fungerer gennem det fysiske nervesystem og kroppen. Den befinder sig på et lavere frekvensniveau end det lavere ubevidste, set fra et energiperspektiv.

De transpersonlige energier er lysstråler, det vil sige kvaliteter, som – når de integreres i personligheden - forædler den. Visionen er, at vi lærer at reagere spontant med kærlighed og visdom, når vi interagerer med omgivelserne. Assagioli beskriver målet således: ”Vi må bestræbe os på at udvikle såvel sympati, kærlighed og indsigt, som neutralitet, selvforglemmelse og følelsesmæssig ubundethed. På den måde opnår vi et af de vigtigste formål med vores evolution – en viis kærlighed uden bindinger, en sand kærlighed som giver frihed og gør os frie”. (1934) I kapitel III beskrev Assagioli de indre verdener, og herunder de øverste niveauer af dette energispektrum. Ud fra disse beskrivelser vil jeg foreslå, at det overbevidste indeholder energier, vi kan kalde abstrakte tanker, og herfra kan vi komme i kontakt med videnskabelige, kulturelle og politiske ideer. Der findes også en forestillingsverden af visuelle indtryk, lyd og sansninger, vi kan kalde for æstetiske. Dernæst er der intuitionsverdenen, der giver os adgang til altings sammenhæng, og hvorfra der udspringer etiske, altruistiske og visdomsbetonede indtryk. I viljens verden opstår de heroiske og selvopofrende energier. Det der kendetegner alle disse energier er, at de kommer fra holistiske, universelle og enhedsskabende bevidsthedsfelter, hvor vi erkender, at alt er forbundet med alt. De er derfor upersonlige, da de vedrører hele menneskeheden og planeten som helhed. Hvilke tilstande, vi kommer i kontakt med i forbindelse med opvågningen, afhænger af den psykologiske type, vi tilhører. Assagioli anvender syv forskellige typer, nogle er baseret på vilje, kærlighed, æstetik og videnskab etc. (Udateret 16, Ferrucci 1990).

Når vi får kontakt med disse energier, er det dog ikke ensbetydende med, at vi nødvendigvis har et transpersonligt værdisystem. Vi kan sagtens anvende disse indtryk på en selvisk måde, hvilket der er mange eksempler på. Assagioli bruger diagrammet kreative talenter til at illustrere, når en person har adgang til transpersonlige elementer, samtidig med at bevidsthedens tyngdepunkt fortKreative talenter sat hviler i personlighedens område (1975, s. 201).

145

PSYKOSYNTESENS SJÆL

Han bruger Mozart som et eksempel på et menneske, der var et åbenlyst geni, med en meget umoden personlighed. Vi er her inde på området med forskellige udviklingslinjer, som også blev berørt i kapitel III. I denne kategori, har vi med mennesker at gøre, som har et åbenlyst kreativt talent. De bringer noget helt nyt til verden, som er originalt og banebrydende inden for deres felt. Men samtidig kan de udvise en dominerende og selvisk adfærd på grund af et opblæst ego. Dette er klassiske eksempler på, at egoet kaprer de transpersonlige energier og spænder dem for sin vogn.

Når selvlinjen, det vil sige selvets bevidsthedsmæssig tyngde, nærmer sig det transpersonlige område, så har vi de store universelle genier, som former kulturen med deres tænkning, æstetik og store hjerte. Assagioli nævner Pytagoras, Platon, Dante, Leonardo da Vinci og Einstein som fremtrædende eksempler. I det tilfælde præsenterer han os for dette diagram: Selvets opstigning (1975, s. 200). Det indikerer, at selvbevidstheden har fundet et stabilt leje i det overbevidste område. Personen er universel i sin værensform og oplever en betydelig samhørighed med menneskeheden og dermed en opblødning af følelsen af adskilthed.

Der er derfor forskel på, om det er selvet som fx i meditation løftes ind i det overbevidste og får udvidet sin identitet, sin evne til at identificere sig med den indre sammenhængskraft. Eller om det er indhold fra det overbevidste, der strømmer ned i den personlige bevidsthed med forskellige typer af inspiration uden at udvide selvidentiteten.

Selvets opstigning

TRANSPERSONLIGE METODER Lad os nu afslutningsvis vende os mod nogle af de metoder, som vi kan anvende til at udvide bevidstheden mod det overbevidste. Når psykoterapeuten har en spirituel praksis, vil hun være i stand til at vejlede sin klient på denne rejse. Den indebærer tre overordnede opgaver i forbindelse med den transpersonlige psykosyntese og det, Assagioli kalder for selvrealisering. Vi må hjælpe klienten med at:

146

DET OVERBEVIDSTE – VEJEN TIL OVERFLOD

○ Rense og forædle personlighedens reaktioner på de transpersonlige energier, ○ Udvikle en større modtagelighed for den overflod af transpersonlige energier, som er tilstede i klientens overbevidste, ○ Rense kanalen mellem selvet og sjælen, så klienten vågner op til sin identitet som sjæl.

Vi har allerede givet eksempler på den første opgave i kapitel VIII, og den tredje vil vi gennemgå i næste kapitel. Vi vil derfor afslutte dette kapitel med at give eksempler på metoder på den anden opgave ovenfor, vi kan tage i anvendelse.

Assagioli nævner to vigtige kategorier af øvelser: ”De teknikker, som fremmer ”jeg’ets” eller egoets, selvbevidsthedens, opstigning til niveauer, der sædvanligvis er overbevidste; mod en forening med det spirituelle Selv.

De teknikker, som fremmer bevidsthedens åbning mod det ”nedstrømmende” materiale og energier fra det overbevidste”. (1967b) I min bog Storhedens Kald (2012) har jeg beskrevet 14 forskellige typer af meditation, som retter sig mod ovenstående mål. Der er dynamiske, sensitive, refleksive, iagttagende og skabende meditationer, som retter sig mod forskellige psykologiske typer og formål. Bogen er baseret på psykosyntese og kan betragtes som en guide til transpersonligt arbejde. Jeg vil derfor her begrænse mig til at beskrive værdien af at arbejde med udviklingen af såvel psykoterapeutens som klientens intuition. Assagioli skriver følgende: ”Man kan ikke forestille sig en sand og succesfuld terapeut, der ikke har udviklet og bruger intuitionen. Af den grund bør denne teknik gives særlig opmærksomhed i enhver didaktisk psykosyntese”. (1975, s. 221) Intuition er, som beskrevet i kapitel III, en basal psykologisk funktion på linje med de andre funktioner, der hver på deres måde giver et indblik i virkeligheden. Intuitionen er en syntesisk funktion, fordi den ”opfatter totaliteten i en given situation eller psykologisk virkelighed … direkte, i dens levende eksistens”. (Assagioli, 1975, s. 217) Intuition giver med andre ord den intuitive en direkte indre oplevelse af et menneske, en situation eller et objekts indre levende virkelighed. ”Intuition assimilerer selve essensen af det, objektet virkelig er”. (2006, s. 66) Den er en spontan helhedsforståelse, som et indre øje, der åbner sig og ser virkeligheden, som den er. Begrebet intuition kommer etymologisk set af in-tueri, der betyder at se indeni.

147

PSYKOSYNTESENS SJÆL

Intuition er, når den er ægte, ufejlbarlig og sand, men Assagioli skelner mellem hverdagsintuition og spirituel intuition. Den første kan være fornemmelser og mavefølelser, som kan være sande eller ej, fordi personens eget subjektive følelsesliv er iblandet. Den spirituelle intuition kan være helt blottet for følelse, som at træde ind i et helt nyt rum, hvor alt er oplyst, og man forstår meningen med rummet.

I forhold til det psykoterapeutiske arbejde er intuitionen uundværlig. Assagioli skriver: ”Kun intuitionen giver en sand psykologisk forståelse af sig selv og af andre. Når man ønsker at opnå en sand forståelse af essensen af de særlige kvaliteter, der er knyttet til et menneske, en gruppe eller en relation, kan intuition anvendes eller være nødvendigt”. (1975, s. 220-221) En af de vigtigste forudsætninger for at fremme intuition er, at man rydder vejen for det, der står i vejen for den. Det forudsætter, at vi kan gøre personlighedens funktioner rolige og modtagelige ved at praktisere stilhed og disidentifikation. Det er urolige tanker, følelser og sansninger, der skaber et indre ”skydække”, som solens stråler (intuitionen) ikke kan gennemtrænge. Her tænkes der på de intuitive glimt, der kan komme ned fra det overbevidste. Det kan være en spontan oplevelse af samhørighed med et menneske, man aldrig har mødt før, og man ved med sikkerhed, at ”dette er min livsledsager”. Det kan også være en øjeblikkelig vished om, at man skal skifte job nu og vælge en anden karriere, uden forudgående refleksioner. Intuition har en sådan sandhedskraft, at den nærmest er uimodsigelig. Den kan dog fortrænges, hvis modstanden i det lavere ubevidste bliver for stor.

Der er også muligheden for at løfte sin bevidsthed til den intuitive dimension i det overbevidste og få et længerevarende intuitivt indblik. I en meditationsgruppe, jeg faciliterede, fik flere af deltagerne samtidig en oplevelse af solsystemet som en levende organisme, på vej mod et fastlagt evolutionært mål. Planeterne var levende væsener, som vi var dybt forbundet med, og en stor usynlig hånd førte os mod vores fælles mål. Denne oplevelse var mere virkelig og intens nærværende, end den fysiske virkelighed normalt opleves. Uanset hvilken metode vi anvender, så er viljens funktion helt nødvendig i forhold til at give slip på det forstyrrende indhold og afvise dem, når de søger at okkupere bevidsthedsfeltet.

I appendiks er der et omrids til en skabende meditation, der fremmer intuitive indtryk.

Når vi søger at forstå sandheden omkring et emne, må vi se emnet i dets totalitet og dermed i sammenhæng med den helhed, det indgår i. Et emne kan være: ”Hvad er meningen med mit liv? ”, ”Hvad er årsagen til den lidelse jeg oplever? ” Det er kun intuitionen, der kan give den slags indblik. Meditationen, som der henvises til, bygger

148

DET OVERBEVIDSTE – VEJEN TIL OVERFLOD

en kanal mellem tre vigtige punkter i vores indre åndelige opbygning. Et værenscenter i midten af brystkassen (hjertecentret), et visdomscenter i midten af hjernen (hovedcenter), og den strålende sjæl over hovedet. Denne type praksis opbygger kanalen mellem selvet og sjælen, der er den ”elevator”, som Assagioli beskriver eksisterer mellem de forskellige etager i det indre hus. Intuitionens område er solterrassen, i toppen af ovalen. Her kan vi se på stjerner og opdage vores intime forbindelse til de kosmiske himmelhvælv og dybderne i Moder jord.

Det er forhåbentlig blevet klart, at der i det overbevidste er en overflod af ressourcer, som kobler vores motivation i livet op på en overskudsenergi. Der er herfra, vi henter den åndelige inspiration og aspiration til at tage det sidste skridt. Foreningen af selvet og sjælen, den forening der er det essentielle mål for vores spirituelle psykosyntese.

Den rejse er emne for næste kapitel.

149

“Der er ingen sikkerhed … kun en eventyrlig rejse” Roberto Assagioli

150

KAPITEL X

DET TRANSPERSONLIGE SELV – VEJEN TIL KÆRLIGHED

”

”

Det Transpersonlige Selv i enhver er i intim forening med det Transpersonlige Selv i alle andre individer, uanset hvor ubevidste de måske er om dette. Alle Transpersonlige Selv’er kan betragtes som ”punkter” inden i det Universelle Selv.

(Assagioli, 2005, s. 219) Det transpersonlige Selv er det sidste af Assagiolis syv kernebegreber, og det er også det sværeste at beskrive. Den identitet, der gemmer sig bag lag af tanker, følelser og sansninger, er af en helt anden orden. Den åbner op til en virkelighed, som nærmest er ubegribelig for intellektet, fordi sjælens natur først og fremmest er lys, energi og formløs væren.

Ikke desto mindre er sjælen, som et ontologisk væsen, sat på pensum i enhver didaktisk træning i psykosyntese. Assagioli fortalte i sin udtalelse fra kapitel I, at det ofte ikke er muligt at få en fuldkommen oplevelse af sjælen. Vi må begynde med at have en teoretisk viden om dens natur og en erfaring af dens vejledning. Vi vil derfor begynde med at give nogle perspektiver på, hvordan den direkte erfaring med sjælen opleves.

Assagioli fortæller følgende: ”Jeg plejer altid som det første at få spørgsmålet: Hvad er psykosyntese, og hvori adskiller den sig fra andre terapier og opfattelser af den menneskelige personlighed. Ét: den er baseret på erfaring. Den er empirisk og eksistentiel i den forstand, at den er et resultat af mine egne og andres erfaringer.

Beskrivelsen af teorierne er ikke teoretiske. Den er en beretning om subjektive erfaringer”. (Besmer, 1973) Hans erfaringer er dog ikke noget, han direkte fortæller om i sine bøger eller artikler.

Det var først efter hans død, at man i hans arkiver fandt notatoptegnelser, som beskriver disse erfaringer. En af disse optegnelser er fra hans fængselsophold under 1 Se biografien i appendiks

151

PSYKOSYNTESENS SJÆL

krigen1, hvor han blev fængslet af det fascistiske styre i Italien pga. sit fredsarbejde og sin jødiske baggrund. I en fascinerende artikel af Schaub og Gulino (1994), fortæller Assagioli, hvordan han opnåede indre frihed i fængslet. Han besluttede at gøre sit fængselsophold til en retræte til trods for, at fængslingen kunne føre til hans død.

I sine noter beskriver Assagioli følgende: “En fornemmelse af grænseløshed, ingen adskillelse fra altet, en sammensmeltning med helheden. Først en udadgående bevægelse, men ikke mod noget bestemt objekt eller individuelt væsen – en overflod eller udstrømning i alle retninger, som en evig ekspanderende sfære. En fornemmelse af universel kærlighed. Dernæst en evne til at fokusere udstrålingen (af universel kærlighed) mod et objekt eller en person: … en medfølende kærlighed til fangerne i mit fængsel … en blid kærlighed til medlemmerne af min familie, en broderlig kærlighed til mine venner… ” (Schaub, Gulino, 1994) En forudsætning for at begribe, hvad Assagioli oplever i ovenstående, er, at vi skelner mellem følgende aspekter af Sjælen: Sjælen i dens statiske væren og aktive udstråling Sjælens individuelle og universelle natur Sjælen i dens feminine og maskuline polaritet Lad os i nedenstående afsnit se på nogle perspektiver der beskriver de forskellige aspekter, og lad os starte med sjælens statiske og aktive natur.

SJÆLENS STATISKE VÆREN OG AKTIVE UDSTRÅLING Assagioli beskriver i ovenstående citat en ”sammensmeltning med helheden” og en ”udstrømning i alle retninger”. Denne dobbelthed er central for sjælens værens- og aktivitetsaspekt. Sjælens natur er præcis som selvet – et statisk, ubevægelig center af ren selvbevidsthed og vilje, blot med den forskel at sjælens selvbevidsthed bliver grænseløs, når den smelter sammen med det universelle Selv. Dette værensaspekt er oplevelsen af at være et kærligt ubundet vidne, forbundet med helheden.

Sjælen har dog også en kontinuerlig udstråling af kvaliteter, nemlig de højere bevidsthedstilstande, vi kan opleve i det overbevidste. I Assagiolis eksempel er det udstrålingen af universel kærlighed til sine omgivelser. De potentialer, vi kan komme i berøring med i det overbevidste, har deres oprindelse i det transpersonlige Selv (2005,

152

D E T T R A N S P E R S O N L I G E S E LV – V E J E N T I L K Æ R L I G H E D s. 106).

Set i det perspektiv er oplevelsen af de overbevidste energier i vid udstrækning en erfaring af sjælens egen udstråling. I det overbevidste oplever vi med andre ord vores egen udstråling, kommende fra et højere bevidsthedsniveau. Vi fortolker det måske som Gud, en engel eller et uforklarligt fænomen, når vi møder det.

I Samtaler om Selvet (Udateret 2), der er en af de mest oplysende samtaler om Selvet, uddyber Assagioli over for en gruppe studerende forskellen mellem sjælen og dens udstråling: ”Selvet udstråler. Aristoteles kaldte det på en fin paradoksal måde den ”Ubevægelige bevæger”. Det er ubevægeligt, men det sætter alting i bevægelse. Jeg foreslår, at I mediterer på den ubevægelige bevæger, og på vores centrum, solen, det ukendte mystiske væsen, der sender enorme stråler ud over hele vores solsystem og længere endnu. En juvel er også statisk, men den funkler. Juvelen modtager lys, reflekterer det og sender det tilbage. Også et almindeligt spejl reflekterer det meste af det lys, det modtager, så det er ikke så svært at forstå paradokset, den ubevægelige bevæger”.

I et andet citat uddyber han forskellen mellem statisk væren og aktivitet: ”Der er en grundlæggende forskel mellem manifestationens flow, den kosmiske plans tilsynekomst, og det transcendente. Det transcendente deltager ikke i noget flow – kernen, den indre juvel og det virkelige center, er ikke i noget flow, det udstråler”.

(Freund, 1983)

Jim Vargui har også skrevet en inspirerende artikel, baseret på notater fra et interview med Roberto Assagioli, som han kalder for Det overbevidste og Selvet. (Assagioli, udateret 3) I denne artikel skriver han at: ”Selvet er i sin essens uforanderligt, og dog sender det sine energier ud. Disse bliver nedtrappet i intensitet og formidlet gennem det overbevidste, hvorefter de modtages, absorberes og anvendes af personligheden”.

Det er erfaringsmæssigt nemmere at begribe sjælens udstråling af overbevidste tilstande af inspiration og kærlighed, fordi de ligner personlighedens tilstande. De er begge foranderlige processer, der påvirker os, selvom deres kvaliteter er meget forskellige. Når det kommer til erkendelsen af sjælens rene selvbevidsthed, er det ofte meget svært at forstå uden direkte erfaring. Lad mig dog tilbyde en af mine egne meditationsoplevelser: I 2010 faciliterede jeg en meditationsretræte, hvor vi blot iagttog vores selvbevidsthed uden andet mål end at være her og nu. I den femte time blev stilheden intens og tankerne gled mere og mere i baggrunden. Jeg mærkede en blød fornemmelse i toppen af hovedet og en fløjlsblød fornemmelse af ekspansion og frihed brød igennem.

153

PSYKOSYNTESENS SJÆL

Jeg vågnede op til en indre himmel af bevidsthed, som strakte sig ud i det uendelige og en fredfyldt væren brød igennem. Denne himmel var ikke noget jeg så, det var min identitet, en ubunden, upersonlig væren, som syntes grænseløs. Jeg mistede ingen af mine normale psykologiske funktioner, men at tænke blev som at bevæge sig ned i en spændetrøje af begrænsning. I denne udstrakte vidnetilstand var der en direkte forståelse – en sandhedserkendelse uden ord – af min identitet som bevidsthed uden fysisk form. Personlighedens historie og min personlige identitet blev iagttaget fra evighedens baggrund og syntes ubegribelig lille og dog vigtig. Der var et komplet fravær af personlige kærlige følelser, de var erstattet af en samhørighedsbevidsthed; en vished om, at bevidstheden i alle er den samme. Jeg var ikke blevet en anden; det var tydeligt at min ”jeg-hed” var præcis den samme. Der var fortsat den samme oplevelse af identitet, men nu var identifikationen ikke længere bundet til personlighedens funktioner og tilstande. Den var frigjort i det åbne felt af nærvær, og end ikke de overbevidste tilstande af fredfyldt væren kunne binde den.

At bevæge sig fra selvet til sjælens bevidsthed er som at tage et fly en overskyet dag og så opdage himlen, når man bryder gennem skydækket til det blå firmament. Det er naturligvis en metafor, der ikke fortæller det faktum, at vi er himlen. Når vi oplever selvet eller sjælen i dens statiske aspekt som ren væren, er der blot ren vågenhed, som er mig. Med Assagiolis ord kan vi sige, at: “Det transpersonlige Selv er ”udenfor” tiden og hinsides den. Den eksisterer og lever i evighedens dimension”. (1973) Vi har indtil videre overvejende beskrevet sjælens statiske aspekt som ren selvbevidsthed, der stråler. Denne side af sjælen kunne vi også kalde for det åbne selv, fordi det åbner os op til større og større sfærer af forbundethed med livet overalt.

I sit mest transcendente aspekt virker denne identitet helt uden form og åbner os op til det universelle. Den er blot en vidtstrakt åben bevidsthed, en slags nulpunkt uden ende og begyndelse. Den er blevet kaldt for værensgrunden – (The Ground of Being).

Dette aspekt af sjælen er blevet betonet bl.a. inden for Buddhismen, Vedanta og i Vesten af den kristne Mester Eckehart.

SJÆLENS INDIVIDUELLE OG UNIVERSELLE NATUR Sjælen er dog ikke blot universel, den er også individuel, og det bliver den efter min erfaring gennem den transpersonlige vilje-til-at-være-sig-selv. Når det aspekt af sjælen opleves, får vi en helt anden oplevelse af vores identitet end universel åbenhed.

Assagioli citerer fader Gratry: ”Jeg er særlig glad for Auguste Gratry’s beskrivelse af kontakten med det transpersonlige Selv, fordi den er så levende: Jeg følte det, som om det var en indre form …fuld af

154

D E T T R A N S P E R S O N L I G E S E LV – V E J E N T I L K Æ R L I G H E D

styrke, skønhed og glæde …en form af lys og flamme, som understøttede hele mit væsen: en stabil, uforanderlig form, der altid var den samme, og som jeg genfandt igen og igen i løbet af mit liv. I perioder mistede jeg den af syne og glemte den – men altid genkendte jeg den igen med glæde og proklamationen: ”Dette er mit virkelige væsen”. (Miller, 1973) I ovenstående citat får vi et helt andet billede af sjælen. Det er en indre form fuld af styrke, lys og flamme, der altid er den samme. I Assagiolis ovaldiagram ser vi, at sjælen er placeret henholdsvis inden for ovalen og udenfor, netop for at indikere, at den både er individuel og universel. Det er fra dette punkt, at den stråler sine kvaliteter ud: ”Selvet udstråler. Det stråler nedad mod personligheden, horisontalt mod andre levende væsener og vertikalt mod det ene Selv”. (Assagioli, Freund, 1983) Assagioli beskriver, hvordan individualiteten aldrig fuldkommen tabes selv i de mest universelle tilstande.

Han citerer Lama Anagarika Govinda for følgende: ”Individualitet er ikke kun den nødvendige og komplementære modsætning til universalitet, men det fokuspunkt gennem hvilket universaliteten alene kan opleves”.

(2005, s. 113) Individualiteten er et fokuspunkt, så det mest unikke bliver til det universelle. Det bliver klart, når vi ser på dette citat af Radhakrishnan, som Assagioli også bringer: ”Det menneskelige selvs særegne privilegium er, at det bevidst kan deltage i og arbejde for helheden, og i sit eget liv legemliggøre helhedens formål. … Individualitetens to elementer: Særegenhed (hver-for-sig-hed), og universalitet (altsammenhed) vokser sammen, indtil det mest unikke til sidst bliver det mest universelle”. (2005, s. 113) Det er viljen, som udvikler vores individualitet gennem de valg, vi træffer. Det gælder såvel fravalg af det, vi ikke er, som tilvalg af det, vi oplever vi er. Det er med andre ord gennem viljen, at vi udvikler det unikke selv ved at udtrykke det livsformål og de autentiske kvaliteter, vi intuitivt fornemmer er udtryk for vores sande identitet. Der er aldrig et øjeblik i livet, hvor vi ikke holder en hensigt, et formål, uanset hvor ubesværet og uanstrengt vores væren end måtte være.

Ved at bruge en kvantefysisk analogi kan vi sige, at sjælen såvel er partikel som felt.

Viljen er vores partikelnatur, og selvbevidstheden er et åbent felt. Det giver derfor mening, når Assagioli i det indledende citat fortæller, at: ”Alle Transpersonlige Selv’er kan betragtes som ”punkter” inden i det Universelle Selv”. I meditation kan denne vilje opleves som en indre levende kraft, en formålsrettet energi der vil noget. Denne formålsenergi kan enten være sjælens egen transpersonlige vilje til udvikling og tjeneste eller Guds vilje – det universelle Selvs vilje. Jesus’ omtale af Faderens vilje er et eksempel på denne kraft.

155

PSYKOSYNTESENS SJÆL

Sjælens vilje er rettet mod at transcendere personlighedens begrænsninger med henblik på at kunne udfolde større tjeneste: ”Vi må modigt og villigt konfrontere de krav, der er nødvendige for at transcendere den personlige bevidstheds begrænsninger, uden at miste kernen i den individuelle bevidsthed. Det er muligt, fordi individualitet og universalitet ikke gensidigt udelukker hinanden, de kan forenes i en lyksalig synteseskabende erkendelse”. (Assagioli, 2005, s. 101) Et andet aspekt ved sjælens virkelighed er en: ”kommunikation med andre Selv’er” (1975, s. 87), fordi ”Det Transpersonlige Selv i enhver er i intim forening med det Transpersonlige Selv i alle andre individer” ifølge det indledende citat af Assagioli. Der foregår med andre ord en levende udveksling imellem sjælene i den indre verden, og for Assagioli er erkendelsen af gruppeselvet et stadie mod det universelle Selv. (Udateret 2)

SJÆLENS MASKULINE OG FEMININE KERNE I interviewet med Sam Keen, som vi tidligere har bragt, fortæller Assagioli, at: ”I centret af selvet er der en forening af det maskuline og feminine, vilje og kærlighed, handling og iagttagelse”. (Keen, 1974).

Det der kommer frem i dette citat er, at maskulin, vilje og handling sidestilles, ligesom feminin, kærlighed og iagttagelse sidestilles. Sjælen er fra dette perspektiv dobbeltpolet, da den både har en maskulin og en feminin side.

Den maskuline og feminine polaritet har naturligvis også sin statiske og aktive funktion.

Den maskuline statiske form er den guddommelige ild og kraft, vi er i vores essens.

Den statiske feminine pol er den universelle åbenhed – oplevelsen af os selv som ubundet og frigjort kærligt vidne.

Den maskuline statiske form relaterer til oplevelsen af formålsbevidsthed, det vil sige, at vi er en unik individualitet med en særlig funktion i det universelle Selvs virke. Vi er et punkt i det universelle Selvs bevidsthed.

Sjælens maskuline udstråling og dens stille vilje kan opleves som en indre kraft, der tålmodigt men ubønhørligt skubber os ud over vores tryghedszoner, fordi den insisterer på, at vi kan være større, end vi går og forestiller os. Det kommer til udtryk som længslen efter autenticitet og udvikling af større fuldkommenhed i vores personlige udtryk. Det er ”kongen” i hjertet, som vågner op til sit spirituelle ansvar – en urokkelig vilje til det gode, det sande og det skønne. En kontinuerlig indre kraft, som ikke accepterer at være mindre end den, man dybest set er. Den udvider grænserne for, hvad man troede var menneskeligt muligt at udfolde. Det er ikke svært at forbinde maskulin vilje og handling med hinanden.

156

D E T T R A N S P E R S O N L I G E S E LV – V E J E N T I L K Æ R L I G H E D

Det kræver dog en dybere refleksion at forbinde feminin kærlighed og bevidsthed.

Hvordan er den rene selvbevidsthed udtryk for femininitet og kærlighed? Mit bud er, at bevidstheden er åben, og det er netop dét kærligheden gør; den åbner os, så vi kan identificere os med mennesker, natur og kosmos.

Når åbenheden udfolder sig gennem de forskellige psykologiske funktioner, får kærligheden forskellige kvaliteter og udtryk. Kropsligt bliver vi afslappede og modtagelige for berøring. Følelsesmæssigt bliver vi sensitive og kan overgive os til noget andet end os selv. Mentalt får vi et åbent sind, som kan tage nye perspektiver ind. Intuitivt åbner vi op til den bagvedliggende guddommelige virkelighed, som forbinder hele eksistensen i ét levende netværk. Åbenhed udvider vores værensfelt og identifikation med større og større helheder. Dette er klart feminine kvaliteter.

I sit feminine udtryk udfolder sjælen sig derfor som den insisterende længsel efter samhørighed, fællesskab og enhed i sin yderste grad. Den er et udtryk for den sammenhængskraft, der åbner de lukkede hjerter, og som går gennem de adskillende barrierer for at realisere den enhed, som åbenheden i sin essens er. Den feminine del af sjælen véd, at der kun er én sjæl – verdenssjælen. At den bevidsthed, der kigger ud gennem ét menneskes øjne, dybest set er den samme bevidsthed, som kigger ud gennem et andet menneskes øjne. ”Elsk din næste som dig selv” kan fra det perspektiv betyde, at vor næste netop er os selv! Det er i den forstand, at sjælen primært er en vej til større kærlighed, for selv viljen er dybest set viljen til kærlighed, fordi Gud er kærlighed.

Den universelle sjæl udfolder sig gennem mangfoldige individuelle ”lyspunkter”, der varierer i kvalitet og udviklingsgrad af lys, men menneskehedens sjæl er i sin bevidsthedsessens én. Det er et paradoks, som vi intuitivt aner, og som mystikerne har realiseret, men som intellektet på ingen måde kan forstå. Det er i en religiøs forstand realiseringen af vores buddhanatur og kristusbevidsthed, eller det man kalder for Selvrealisering i psykosyntesen.

Den maskuline del af sjælen søger at fuldkommengøre den individuelle opgave og udvikling. Den er netop en individuel emanation af det universelle Selv. Den feminine del af sjælen søger at genskabe kontakten til helheden gennem identifikation med medmennesket, naturen og verden. Den søger at åbne verden op til den samhørighedsbevidsthed, den dybest set er. Det gør den ved at tjene eksistensen, for derved tjener den dybest set sig selv. I fællesskab udfolder den maskuline og feminine polaritet sig som skabende kreativitet af det gode, det sande og det skønne, vi ser udfoldet i kulturen til alle tider.

157

PSYKOSYNTESENS SJÆL

I det ovenstående afsnit har vi gennemgået sjælens anatomi i sine overordnede aspekter. Der er mange ubesvarede spørgsmål i ovenstående, som vi dybest set kun kan besvare ved selv at vågne op til vores identitet som sjæl. Det kan virke ubegribeligt for intellektet, men konklusionen på ovenstående kunne være, at vi er et ”punkt af lys i et større lys, der manifesterer sig gennem en fysisk krop, med det formål at bringe kærlighed til verden”.

Vi vil i næste afsnit beskrive, hvordan Assagioli ser på selvrealiseringsprocessen.

SELVREALISERINGSPROCESSEN På et spørgsmål om, hvorfor vores personlige liv ikke bare afspejler vores bedste sider i det overbevidste, svarer Assagioli: ”Fordi der er så mange ting ind imellem. Mellem det personlige selv og det højere Selv er der er alle mulige ting – uigennemsigtige og ikke transparente. Det forhindrer lyset eller bryder det”. (Freund, 1983) Med dette citat i hukommelsen, lad os nu vende tilbage til den rejse, som sjælen foretager fra kropsbevidsthed til enhedsbevidsthed, for at se hvad det er for barrierer, der skal forløses. Vi har tidligere været ind på, at Assagiolis filosofi indbefatter en forestilling om sjælens emanation. I dette citat taler han om symbolet på genopstandelse: ”Det forudsætter en teori om sjælens emanation; sjælen, der stiger ned og bliver ét med stoffet og derefter vender tilbage til sit “hjem” i Himlen – ikke som den var forinden, men nu beriget med erfaringer af selverkendelse, der blev udviklet og modnet gennem kampe og konflikter”. (2006, s. 98, 80) Set i forhold til ovaldiagrammet, der er illustreret i begyndelsen af kapitel II, er sjælen steget ned fra toppen af ovalen til selvet i personlighedens verden, og derfor har vi den stiplede linje imellem de to niveauer af selvbevidsthed. Det giver derfor mening, når han skriver følgende: ”Vort spirituelle væsen, Selvet, der er den essentielle og mest virkelige del af os, er skjult, indesluttet og ”omsluttet”, først af vort fysiske legeme med dets sanseindtryk, herefter af utallige emotioner og forskellige drifter (frygt, begær, tiltrækninger og afvisninger), og til sidst af sindets rastløse aktiviteter. En frigørelse af bevidstheden fra alle disse forviklinger er en absolut nødvendig optakt til åbenbaringen af det spirituelle center”. (1975, s. 214)

158

D E T T R A N S P E R S O N L I G E S E LV – V E J E N T I L K Æ R L I G H E D

Selvrealiseringsprocessen indebærer en frigørelse af vores identifikationer med personlighedens mange tilstande, og her er disidentifikationsøvelsen den primære teknik. Vi må dog også udvikle helt nye kvaliteter i vores personlighed, som kan afspejle sjælens egen udstråling, og det gør vi gennem idealmodellerne og arbejdet med delpersonligheder.

Oplysning gennem det overbevidste

Assagioli anviser to forskellige veje til sjælen, som dog må kombineres. Den ene vej går gennem forankringen af det overbevidstes mange tilstande i personligheden. Det gør vi ved at arbejde med idealmodeller og symboler. Det forudsætter en sideløbende renselse af personlighedens mange reaktioner på disse højere værdier og bevidsthedstilstande. Dette arbejde opbygger gradvist nye kvaliteter i personligheden, så vi i højere grad kan udfolde sjælens åbne bevidsthed og vilje. Dette var temaet i forrige kapitel om det overbevidste og vi kan kalde det for oplysning gennem det overbevidste.

Den direkte opvågning til sjælen beskriver Assagioli på følgende måde: ”Selvrealisering, i denne veldefinerede betydning, er den glimtvise eller mere eller mindre midlertidige identifikation og sammensmeltning af jeg-bevidstheden med det åndelige Selv. På den måde bliver jeg-bevidstheden, der er en refleksion, genforbundet og forenet med det åndelige Selv”. (1975, s. 24, 202) ”Det forudsætter, at vi kan udvide selvets bevidsthed: ”række op og følge tråden eller strålen til stjernen”. (Assagioli, 1975, s. 24) Den tråd eller stråle, som Assagioli taler om, er bevidsthedsbroen mellem sjælen og selvet, og som er markeret med (7) i ovaldiagrammet på side 27. Det er meget sparsomt, hvad han fortæller om denne tråd, men den er særdeles vigtig, fordi den er den direkte kommunikationskanal til sjælen. Vi ved, at selvet er en emanation, en projektion eller udstråling af sjælen, så bevidsthedsbroen må derfor have samme karakteristika som sjælen. Det må være en kommunikationskanal af ren selvbevidsthed og vilje, som øjet i orkanen, et stille center der forbinder ”jord og himmel” med hinanden.

159

PSYKOSYNTESENS SJÆL

Det er med andre ord den samme ovennævnte polaritet af maskulin-feminin energi, som udgør kommunikationskanalen. Jeg oplever selv kanalen som den ubevægelige vågenhed, som altid er her og nu. Det er det åbne feminine aspekt af kanalen.

Dernæst er der selve den dynamiske kraft fra viljen og selve Livet. Dybest set er der kun én vilje, den universelle vilje, som er selve det evolutionære liv, der beliver hele eksistensen. Vilje og liv er synonymer, og derfor kan man sige, at: ”Vores Selv er livet, og personligheden er i flowet. Personlighedens kvaliteter skal gå med flowet, men ikke Selvet. Det virkeligt store er, at selvom det er svært, så er det dog muligt at leve i det evige og det timelige på samme tid”. (Assagioli, Freund, 1983) Det er ifølge Assagioli selve livet, som frembringer syntese på såvel et biologisk som et spirituelt plan (2005, s. 33, 110, 115). Derfor er åbningen ind til sjælen også forbundet med en vital og potent væren, som har en ildagtig natur, der vil noget med vores liv.

Assagioli giver følgende beskrivelser af kanalen: ”Den er elastisk” (Udateret 2), ”den er en kommunikationskanal” (Assagioli, Freund, 1983), og ”en elevator” (Assagioli, Keen, 1974). Vi kan anvende den til at ”opstige” til sjælen. Lad os et øjeblikke samle os omkring de få fakta, som Assagioli giver omkring denne kanal, så vi kan danne os et billede af dens natur.

I bogen Psykosyntese beskriver han nogle af virkningerne, når kanalen aktiveres: ”Åbningen af kanalen mellem det bevidste og det overbevidste niveau, mellem egoet og Selvet, og strømmen af lys, glæde og energi, der følger efter, skaber ofte en vidunderlig befrielse”. (1975, s. 43) Et andet sted beskriver han den gradvise tilnærmelse mellem selvet og sjælen: ”Inden man når til foreningspunktet, så kommer der en dramatisk tid med ”indre dialog” – appeller, spørgsmål og svar – efterfulgt af en tid, hvor de gradvist nærmer sig hinanden med stadig flere levende gnister mellem de to poler, efterhånden som de når tættere på hinanden til det tidspunkt, hvor de mødes. Derefter fjerner de sig igen fra hinanden, indtil det øjeblik af stor fred, hvor de to bliver En”. (2006, s. 81) Det er altså gennem bevidsthedsbroen, at sjælen udøver sin direkte indflydelse på selvet. Den indirekte vej går gennem det overbevidste. Selvet oplever denne direkte indflydelse som et indre ”kald” eller et ”træk” i retning af at fokusere sit liv i en bestemt retning. Dette tema skriver Assagioli detaljeret om i Viljens Psykologi i kapitel IX. Det næste spørgsmål som opstår er, hvordan tager vi bevidsthedsbroen i anvendelse?

Vi har tidligere set, hvordan Assagioli beskriver, at bevidsthedsbroen må renses, så den bliver gennemsigtig for sjælens bevidsthed. Der findes ifølge Assagioli to primære metoder til at åbne denne kanal. Den ene er gennem praktiseringen af disidentifikation og nærværsmeditation, som opøver den indre stilhed. Den anden er gennem invokation

160

D E T T R A N S P E R S O N L I G E S E LV – V E J E N T I L K Æ R L I G H E D

eller påkaldelse af sjælens intervention og den efterfølgende stille modtagelse af sjælens svar. Lad os se på disse metoder hver for sig.

Assagioli beskriver virkningen af stilheden således: ”Dernæst kommer perioden, hvor man stiler mod at opnå og udøve den “mentale stilhed”, der fjerner alle hindringer fra den kanal, som sammenkæder sindet med de højere erkendelsesmæssige funktioner, det vil sige med intuitionen og den indre oplysning. I et videre perspektiv betyder dette, at alle urenheder elimineres fra den kanal, der sammenkæder det personlige “jeg” med det transpersonlige Selv. Dette betyder dybest set, at der foregår en renselse af hele personligheden, og at man bevidst ophører med at identificere sig med denne personlighed ved at udvikle en “guddommelig neutralitet” over for dens krav, så man i stedet bliver i stand til at identificere sig med Selvet”. (2006, s. 166) I en samtale med studerende giver han følgende meditationsinstruktion: ”Med hensyn til Selvet kan vi hver dag bruge et øjeblik først til en hurtig samling af det personlige selv. Vi kan gøre det så stille som muligt, slappe af i kroppen, få ro i følelserne og spørge sindet, om det ikke vil være så venlig at forholde sig i ro. I forhold til den grad af succes, vi har med det, kan det elastiske træk virke mellem den tråd, der forbinder det personlige selv og det transpersonlige Selv. Den kan betragtes som elastisk, og en god elastik. Når alle de ting, der binder det personlige selv til det almindelige plan, til en vis grad er fjernet, vil trækket virke uafbrudt, og det personlige selv vil glad blive draget opad mod Selvet.

Lad os i stilheden prøve at komme så tæt på Selvet, som det er muligt, uden anstrengelse eller ængstelse, men rolig, glad og let, hjulpet af den centrale bekræftelse: ”Vi er dette Selv, Dette Selv er vi”. ”Prøv at virkeliggøre dette i stilheden”. (Udateret 2) Assagioli fortæller, at det er en særdeles radikal proces at opnå denne direkte sammensmeltning med sjælen, fordi det forudsætter, at vi ikke blot disidentificerer os med alle personlighedens tilstande, men også med alle de transpersonlige tilstande.

Vi kan fortabe os i de ekstatiske højdepunktsoplevelser og glemme, at sjælens kald handler om at bringe lyset ud til menneskeheden. (Udateret 2) Når det lykkes at disidentificere sig fra alle tilstande i bevidstheden, uanset hvor behagelige de end måtte være, så vågner vi op til det statiske aspekt af Sjælen. ”I disse tilfælde glemmes indholdet i bevidstheden; her tænkes på alt det, der danner personligheden både på de normale niveauer og hos den syntetiserede personlighed”.

(1975, s. 216) Vi har tidligere været inde på, at for at styrke iagttagerens rene selvbevidsthed og gøre den stabil, er det nødvendigt med perioder af indre stilhed, som bliver

161

PSYKOSYNTESENS SJÆL

gradvis længere, for at skabe det, der kaldes det tomme rum i bevidsthedsfeltet. Det er ud fra den betragtning, at kommunikationskanalen også er blevet kaldt for den ”stille sti”.

I en samtale med en af sine studerende foreslog Assagioli en fremgangsmåde, som støtter evnen til at disidentificere: ”Der er nogle teknikker, som kan hjælpe med disidentifikationen. Den første og mest effektive er erkendelsen af uendeligheden, evigheden og universaliteten. Og dette er helt videnskabeligt. Universet er praktisk talt uendeligt. Universet har ikke nogen ende eller begyndelse, måske i millioner af år, men det er en evighed for os. Dernæst er det universelt, fordi alt handler og reagerer på alt.

Hvis du mediterer eller bare tænker og søger at erkende denne uendelighedens, evighedens og universalitetens kendsgerning, så vil det skabe en atmosfære af fred, af sindsro”. (Besmer, 1983) I den samme samtale med Diana Freund beskriver Assagioli den anden metode til at rense kommunikationskanalen gennem invokation, som betyder selvets påkaldelse af sjælens intervention: ”Invokation er den kongelige vej. Invokation rydder kanalen. Den tråd, der eksisterer mellem det personlige selv og det transpersonlige Selv, er i virkeligheden en kommunikationskanal. Den mest Oplysning gennem invokation effektive metode til kommunikation er invokation.

Der er to hovedmetoder til at rydde denne kanal – den ene er at opstige til Selvet gennem teknikker og disciplin. Det personlige selv aspirerer og hæver sig op imod det transpersonlige Selv, og nogle gange når det overbevidste niveau og kan dér have en højdepunktsoplevelse, en udvidelse af bevidstheden og en oplysning.

Den anden metode er at tiltrække de nedstrømmende energier, det som religiøse mennesker kalder for nåde, men det er ikke nåde, det er videnskabeligt. ”Det er et svar på en appel. Denne tiltrækning kan ofte udføres endnu mere effektivt, når det personlige selv er i vanskeligheder. Du kender udtrykket: menneskets yderste nød, Guds mulighed. Oversat til videnskabelige begreber betyder dette: I en psykologisk krise kan det personlige selvs appel give det transpersonlige Selv en mulighed for at nedsende sin energi eller sit lys og kærlighed”.

162

D E T T R A N S P E R S O N L I G E S E LV – V E J E N T I L K Æ R L I G H E D

Roberto Assagioli afbryder sig selv for at sige, at naturligvis er de to måder ikke adskilte. Den kanal de begge ryddede, var den samme; det var kun tilnærmelsen, der var forskellig. ”Ofte er det således, at det personlige selv forsøger at hæve sig op til et bestemt punkt, og det lykkes, men så kan det ikke gå videre. Ved dette punkt påkalder det. … Receptiv meditation kommer umiddelbart efter invokation. Først påkalder du, og derefter indstiller du dig på at modtage”. …

Roberto Assagioli fortsætter samtalen med eksempler på specifikke invokationer, jeg kunne anvende: ”Må Selvets lys oplyse mig” ”Må Selvets kærlighed gennemtrænge mig” ”Må Selvets fred omslutte mig” (Freund, 1983).

DET TERAPEUTISKE ARBEJDE MED SJÆLSKONTAKT Det centrale arbejde, vi kan hjælpe klienten med i forbindelse med at rense kanalen mellem selv og sjæl, er at instruere dem i nærværsmeditation på stilhed. Først en disidentifikation fra personlighedens tilstande og en samling omkring iagttageren.

Dernæst en periode med stilhed2, hvor viljen kontinuerligt giver slip på de tilstande, der fanger opmærksomheden og vælger at vende tilbage til den stille iagttagelse. Vi kan praktisere stilhed med og uden invokation, men det anbefales at bruge påkaldelsen som et fokuspunkt for den opmærksomme modtagelse af indtryk.

Den største udfordring i dette arbejde er, at personligheden ofte begynder at kede sig eller bliver utålmodig, og der opstår tanker som: ”her sker jo ikke noget”, eller ”det er for ubehageligt at sidde stille”. Her er det vigtigt, at klienten ved, at disse stemmer netop er bindinger til personlighedens tilstande. Når man iagttager, accepterer og giver slip på disse tilstande, så skabes der et indre kærligt rum, som gradvist bliver større og større. Det er særdeles virkningsfuldt at lade bevidstheden udstrække sig 360 grader rundt i en uendelig vidde.

Et andet vigtigt element er, at stilheden er mættet med sjælens kvalitet. Når selvet kigger ”op”, ser sjælen ”ned”, og denne kontakt, kan i vid udstrækning opleves som stilhedens kvalitet. Nogle oplever stilheden som et umådeligt stort bjerg. Andre som at befinde sig på havets bund, eller på toppen af verdens højeste bjerg. Dette er naturligvis metaforer på det, som er uudsigeligt; en stille åbning til det store mysterium.

2 Se nærværsmeditationen i appendiks

163

PSYKOSYNTESENS SJÆL

Det er tilstrækkelig at anvende 15 minutter til sådanne instruktioner, hvor klienten lærer at holde fokus og bære den ubevægelige stilhed. I det tidsrum kan vigtige indtryk registreres, for stilheden er som overfladen på en spejlblank sø, den kan spejle solens og månens stråler. De 15 minutter er naturligvis ikke nok, hvis det indre tomrum af stilhed skal forankres mere permanent. Her er der ofte behov for en daglig praksis gennem flere år, hvor der bruges langt mere tid på at udvikle den sensitivitet, som kræves.

Essensen af psykosyntesen er foreningen af kærlighed og vilje i mennesket. Der findes ingen større kunst i livet end at skabe denne levende syntese i hjertet af sit inderste væsen. Det er det, vi er kommet her for at demonstrere, at vi er lyspunkter i et større lys, med det formål at forankre kærligheden på jorden.

Lad os afslutte dette kapitel og bogen med en instruktion fra Roberto Assagioli selv, som på smukkeste vis illustrerer, hvordan disidentifikation kan afløses af identifikation med sjælen. ”I det mørklagte rum sad vi begge med vores globus af universet tændt, vores øjne var lukkede, kroppene afslappede, og vi var i en behagelig position parate til at meditere.

Roberto begyndte at tale langsomt: ”Mere strålende end solen” (Assagioli: Lad mig kommentere dette: Det betyder, at den åndelige udstråling, udstrålingen fra det højere plan, er større end den enorme udstråling fra den fysiske sol.

Er du klar over hvad det betyder, mere strålende end solen?) ”Renere end sneen”.

(Det betyder fuldkommen disidentifikation fra alle former for lavere indhold.

Selvet er disidentificeret fra endog den reneste ting, vi kan forestille os, som fx sneen). ”Mere subtil end æteren”.

(For et væsen på det høje plan af væren er vibrationerne tyndere og mere kraftfulde). ”Er Selvet, Ånden i os”.

(Men vi er i ånden og i sandhed, og det er vi i evighed).

164

D E T T R A N S P E R S O N L I G E S E LV – V E J E N T I L K Æ R L I G H E D

”Jeg er dette Selv, dette Selv er jeg”.

(Ved at virkeliggøre Selvet i os erkender vi vores enhed med det Universelle Selv, for på dette niveau er der ingen adskillelse, ingen ensomhed, ingen afstand). ”Nu erkender du bedre betydningen af dette.

Lad os derfor meditere på det og erkende… ” Ganske langsomt intonerede han: ”Mere strålende end solen Renere end sneen Mere subtil end æteren Er Selvet, ånden i os Vi er dette Selv, Dette Selv er os”.

(Besmer, 1973)

165

“Du er her med din fortid.

Jeg er her med hele min fortid.

Herfra går vi ind i fremtiden, men vores sjæle er et.”

Roberto Assagioli

APPENDIKS A. ROBERTO ASSAGIOLI – EN KORT BIOGRAFI B. TRÆNING – EN UDTALELSE FRA ROBERTO ASSAGIOLI C. ASSAGIOLIS DISIDENTIFIKATIONSØVELSE D. NÆRVÆRSMEDITATION E. SKABENDE MEDITATION PÅ IDEALMODELLEN F. SOULFLOW METODEN G. SKABENDE MEDITATION PÅ INTUITIVE INDTRYK H. KILDEHENVISNINGER 166

ROBERTO ASSAGIOLI – EN KORT BIOGRAFI

Af Kenneth Sørensen Roberto Assagioli var meget tilbageholdende med at give interviews om sit liv, da han mente, at det var forkert at fokusere på ham som person, frem for på udviklingen af psykosyntesen. Under pres fra sine kolleger indvilgede han i at få lavet en biografi, og valgte Boston psykoterapeuten Eugine Smith til at lave den. Assagioli døde kort tid efter i 1974, og biografien blev aldrig til noget. Det vi ved om Assagiolis personlige liv og i det hele taget, har vi fra hans egne publikationer og fra mennesker, som har arbejdet sammen med ham eller på anden måde har haft kendskab til ham.

Hovedtræk i Assagiolis opvækst og ungdom Roberto Marco Grego blev født i Venedig i Italien den 27. februar 1888, hvor han tilbragte sin barndom. Faderen døde da Roberto var 2 år, og hans mor Elana Kaula (1863-1925) giftede sig igen i 1891 med doktor Alessandro Emanuele Assagioli, hvorfra Roberto fik sit efternavn.

Assagioli voksede op i et velstående jødisk hjem med interesse for kunst, musik og litteratur, og hvor han modtog privatundervisning, som det var almindeligt i den tids miljøer. Hans behov for skønhed, kunst og musik blev således tidligt stimuleret og ses også tydeligt at være en del af grundlaget i psykosyntesen.

Hans mor studerede teosofi, og det var måske en af årsagerne til, at hans store interesse

167

PSYKOSYNTESENS SJÆL

for de østlige filosofier blev vakt ganske tidligt. Teosofi er en filosofi, som blev formuleret i slutningen af 1800-tallet og udviklede sig til en bevægelse, som indledtes i Nordamerika og siden bredte sig til Europa. Filosofien er endnu ældre, idet den har rødder tilbage til tidlige mystiske traditioner fra både øst og vest.

I hjemmet taltes der italiensk, engelsk og fransk. Han var et nysgerrigt og videbegærligt barn og lærte sig senere græsk, latin, tysk, russisk, og sanskrit, inden han var 18 år gammel.

Han elskede at skrive og formulere sig, og allerede som femtenårig publicerede han artiklen Ubevidste ønsker og bevidst arbejde i tidsskriftet ”Giornale di Venezia”.

Han begyndte tidligt at interessere sig for internationale forhold og rejste meget, også alene. Han rejste bl.a. til Rusland og oplevede den russiske revolution. Denne oplevelse var med til at præge hans idealer om frihed skabt ved ikke-vold og ikkedogmatiske samfundssystemer. Gennem sine mange rejser så han, at mennesker er de samme, uanset hvilket land de kommer fra, og at der dybt i alle mennesker findes en længsel efter at udvikle deres højeste potentialer.

Hans forældre flyttede i 1905 til Firenze, hvor han boede det meste af sit liv. Assagioli kunne derfor studere på det medicinske fakultet, Istitutio di Studi Superiori, hvorfra han modtog sin medicinske grad med speciale i neurologi og psykiatri.

Efter 1. verdenskrig boede og arbejdede han nogle år i Rom, hvor han giftede sig med Nella i 1922. De fik en dreng samme år, som blev døbt Ilario Assagioli. Deres ægteskab var nært og kærligt og varede i 50 år til hustruens død i 1973.

Assagioli med sin familie

Uddannelse og første artikler I 1907 påbegyndte han sin doktorafhandling, og da han færdiggjorde den på universitetet i Firenze i 1910 kaldte han den ikke for ”Psykoanalyse”, men derimod for ”Psykosyntese” (’La Psicosintesi’). Det var et vigtigt vidnesbyrd om, at han allerede på det tidspunkt bevægede sig videre fra Freuds psykoanalyse.

168

ROBERTO ASSAGIOLI - EN KORT BIOGRAFI

I sin afhandling fremlagde han en vision om en holistisk tilnærmelse til psykologien med fokus på menneskelig vækst og de indre spirituelle dimensioner. Målet med den holistiske tilnærmelse var at leve et mere fuldstændigt og rigt liv, og som han selv siger: ”At leve så godt man kan og se på sig selv med et smil.”

Næsten samtidig færdiggjorde han en kritisk artikel om psykoanalysen, som han opfattede som begrænset og ufærdig. Han var dog dybt engageret i udforskningen og udviklingen af Freuds opdagelser om barndommen og det ubevidste. I et interview af Sam Keen fra Psychology Today, december 1974, beskriver han forskellen mellem psykosyntesen og psykoanalysen: ”Vi lægger meget større vægt på det højere ubevidste og på udviklingen af det transpersonlige Selv. I et af sine breve skrev Freud, ”Jeg er kun interesseret i menneskets kælderetage.” Psykosyntesen interesserer sig for hele bygningen. Vi forsøger at bygge en elevator, som kan give personen adgang til alle niveauer af personligheden. Ærlig talt, så er en bygning med kun kælderetage meget begrænset. Vi ønsker at åbne op til tagterrassen, hvor man kan solbade og kigge på stjerner.” (Keen, 1974) Hans kritik gik hovedsagelig på, at psykoanalysen var for fokuseret på det patologiske i mennesket frem for at studere og styrke det raske, som en vej til heling og helbredelse.

Endvidere mente Assagioli, at den menneskelige bevidsthed rummede flere bevidsthedslag, end Freud opererede med. Han arbejdede på at skabe en psykologi som rummede drifterne, men også kærlighed, vilje, kreativitet, visdom og spiritualitet.

En psykologi med fokus på det hele menneske.

I samme periode, hvor han skrev på sin doktorafhandling, havde han sin psykiatriske praktik på San Salvis psykiatriske sygehus. I 1909 fik han udgivet sine nye ideer i tidsskriftet ”La Psicologia delle idee-forze e la Psicagogia”. Det akademiske miljø var på dette tidspunkt meget tilbageholdende med at acceptere Assagiolis hypoteser.

Allerede i begyndelsen af 1900-tallet udgav han flere artikler, som grænsede op til både medicin, pædagogik, filosofi, kultur og religion, og som senere kom til at udgøre grundlaget i psykosyntesen. I 1906 udgav han sin første omfattende artikel om psykosyntese i Farraris tidsskrift, inspireret af Freuds artikel: ”Jokes and their relation to the unconscious”, med titlen: ”Gli effetti del riso e le loro applicazioni pedagoiche”.

Den handlede om latterens betydning og dennes forhold til undervisning. Artiklen er i dag kendt som ”Smilende Visdom”. (Assagioli, Udateret 8) Assagioli havde en bred interesse for filosofi og kultur og var med i en del grupper af unge liberale fritænkere i datidens Firenze. Han var et af de mest aktive redaktionsmedlemmer på kulturtidsskriftet ”Leonardo” i Firenze frem til 1907. Tidsskriftet, som var mødested 169

PSYKOSYNTESENS SJÆL

for de unge intellektuelle i Firenze, blev grundlagt i 1903 af en af hans nære venner, selvlærd forfatter og intellektuel Giovanni Papini. Assagioli havde tidligt en åbenbar fornemmelse af, at mennesket ikke er et højtstående dyr eller en maskine. Det stod i modsætning til den herskende opfattelse, som var, at medicin og psykologi kunne opfattes på lige fod med andre tekniske områder.

I 1911 begyndte han at formulere psykosyntesens begreber og resten af sin karriere dedikerede han til dette arbejde.

Redaktionen på Leonardo: Assagioli, Papini og Vailati

Psykiatrisk karriere og udvikling af psykosyntesen Efter endt studie i 1910 studerede og trænede Assagioli psykiatri i Schweiz hos Eugen Bleuler på det psykiatriske sygehus Burghölzli i Zürich. Bleuler var den pioner, som definerede skizofreni og var en af de første læger, der accepterede psykoanalysen. Samtidig åbnede Assagioli som den første psykoanalytiker praksis i Italien. Han var efter sigende ikke tilfreds med hverken sit arbejde eller resultaterne af sit kliniske arbejde. Parallelt med sine studier hos Bleuler videreudviklede han sin psykologi i Italien, som han i første omgang kaldte for bio-psykosyntese og senere psykosyntese. Han var ikke den første som anvendte ordet ”psykosyntese”; det blev også brugt af Bezzola, C.G. Jung og andre.

I sin tidlige kliniske praksis anvendte Assagioli psykoanalytiske teknikker, men hans model af mennesket tilskyndede ham til at udarbejde Roberto Assagioli som moden mand et større sammenhængende begrebsapparat, der kunne inkludre kærlighed, visdom, kreativitet og vilje. Han havde ikke den holdning, at psykoanalysen var forkert, men snarere at den var ufuldendt.

170

ROBERTO ASSAGIOLI - EN KORT BIOGRAFI

Allerede mens han arbejdede i Zürich, fordybede han sig i psykologiske studier med speciel interesse for William James og Henri Bergsons arbejde. Her mødte han Carl Gustav Jung og blev gode venner med ham. Ifølge Assagioli var det Jungs psykologi, der stod psykosyntesen nærmest, sammenlignet med Freuds. (Assagioli, 1967b) Assagioli var som den eneste italiener en del af Freud Society i Zürich, som bestod af pionerer inden for psykoanalysen. Endvidere var han medlem af International Psychoanalytic Society. Han var dybt engageret i udforskningen af psykoanalysen og det ubevidste og bidrog sammen med Freud og Jung til forordet i den officielle Årbog for psykoanalyse og psykopatologisk forskning, i hvilken han også skrev en artikel med titlen: ”Freuds teorier i Italien.” Han leverede artikler og kommentarer til Freuds andet tidsskrift, Psykoanalyse. Han startede en studiegruppe med 19 medlemmer for at fordybe sig i forståelsen af den menneskelige psyke.

I et offentliggjort brev fra Jung til Freud, fremgår det, at der var en forhåbning om, at Assagioli skulle bringe psykoanalysen til Italien: ”… Vores første italiener, Dr. Assagioli fra den psykiatriske klinik i Firenze, er et meget behageligt og måske værdifuldt bekendtskab. Prof. Tanzi (professor ved universitetet i Firenze, red.) overlod ham vores arbejde til en afhandling. Den unge mand er meget intelligent og virker ekstremt vidende og er en entusiastisk tilhænger, som træder ind i det nye territorium med den rette vitalitet. Han ønsker at besøge Dem næste forår.”

(Kilde: Roberto Assagioli 1888-1988, udgivet af det italienske psykosyntese institut. ) Assagioli mødte imidlertid aldrig Freud personligt, men korresponderede med ham.

I psykoanalysens historie optræder hans navn som en af de første italienske pionerer.

Det alene gjorde ham opsigtsvækkende i en tid, hvor alle former for studier af psykologi opfattedes med skepsis. Derudover arbejdede han, som vi har set, parallelt med at udvikle psykosyntesen. Sine ideer og tanker fik han blandt andet formidlet via sit tidsskrift ”Psyke” (”Psiche”) i perioden 1912 til 1915, hvor det måtte lukke på grund af krigen. Hans artikler blev senere udgivet i et andet tidsskrift, ”Ultra”, som siges at have haft en eksplosiv virkning på datidens kultur. I ”Psiche” udgav og oversatte han de første af Freuds skrifter på italiensk, godkendt og autoriseret af Freud.

Under 1. verdenskrig gjorde han militærtjeneste som læge og psykiater.

Psykosyntesen udvikles I 1926 oprettede Assagioli det første institut ”Istituto di Cultura e Terapia Psichica” i Rom, som senere blev til ”Istituto de Psicosintesi”. I invitationen til indvielsen fremgår det, at hans indvielsestale vil handle om, hvordan viljen kan udvikles. Den ene af hans to vigtigste bøger fik senere titlen ”Viljens Psykologi”. Men den blev først udgivet kort inden

171

PSYKOSYNTESENS SJÆL

hans død i 1974. I 1927 udgav skolen en bog som hed ”A New Method of Treatment – Psychosynthesis”. Og i 1933 fik han tilladelse til at kalde sin skole i Firenze for ”Istituto de Psicosintesi”.

Instituttet blev ledet af comtesse Spalletti Raspoini, som også var præsident i The National Council of Italian Women.

I 1928 holder han en forelæsningsrække på instituttet – ”De i os latente energier og deres anvendelse i uddannelse og lægevidenskab” – som kom til at udgøre det teoretiske grundlag for arbejdet med indre modpoler. Kort fortalt arbejdes der i I militærtjeneste psykosyntesen ud fra den hypotese, at enhver følelse eller reaktion har en modpol, opgaven er så at forene og skabe en syntese imellem disse poler. Det, der fremkalder syntesen, er det aktive handlende jeg – iagttageren – den styrende faktor i mennesket, som på et senere udviklingstrin erstattes af sjælen.

(Assagioli, 1983c) Assagioli var enig med Freud i, at healing af barndommens traumer og udviklingen af et sundt ego var nødvendige mål. Men hele hans arbejde gik i store træk ud på at vise, at den menneskelige udvikling ikke stopper der, og at det raske menneske har et potentiale for udvikling, som Abraham Maslow senere betegnede som selvaktualisering. Assagioli gik dog endnu videre og sammen med Maslow m.fl. pegede han på, at det menneskelige potentiale også rummer mulighed for erfaringer med spirituelle og transpersonlige dimensioner. Assagioli går så langt at han sætter det transpersonlige Selv eller sjælen i centrum af den menneskelige bevidsthed. Vi er åndelige væsener, der har en personlighed, er et af kernepunkterne i hans psykologi.

Assagioli var en af de allerførste pionerer for 1950ernes og 60’ernes humanistiske og transpersonlige psykologi, som udgør den 3. og 4. bølge i den vestlige psykologis historie.

Allerede i 1910 fremlagde han, som vi har set, sine første tanker om psykosyntesen.

På den baggrund blev han medredaktør på såvel Journal of Humanistic Psychology og Journal of Transpersonal Psychology, initieret af Abraham Maslow.

Det var vigtigt for Assagioli, at psykosyntesen blev betragtet som et åbent psykologisk system i fortsat udvikling, frem for en religiøs lære eller filosofisk doktrin. I sin første bog ”Psykosyntese” skriver han: ”Psykosyntese sigter ikke på eller bare forsøger at give en metafysisk eller teologisk forklaring på det store mysterium – den leder til døren, men stopper der.” Vi har i nærværende bog set, at der kan sættes spørgsmålstegn ved Assagiolis egen overholdelse af dette citat, men ånden i sætningen, at bevare en åben holdning til alle retninger, var hans ledetråd gennem hele livet.

172

ROBERTO ASSAGIOLI - EN KORT BIOGRAFI

Det var derfor også vigtigt for ham, at de forskellige skoler og institutter, som opstod rundt omkring i USA og Europa, var selvstændige og ikke styret centralt. Han var ikke det mindste interesseret i at lede nogen form for bevægelse eller organisation og nægtede at have administrativ kontrol med udviklingen af psykosyntesen.

Assagiolis grundsyn indbefatter både individet og samfundet med fokus på syntese og helhed frem for analyse og opdeling i mindre enheder. Assagioli forsøger at skabe en psykologi, hvor der er en syntese mellem østerlandsk mysticisme og filosofi og den vesterlandske psykoanalyse og logiske tænkning. Det var vigtigt for Assagioli, at psykosyntesen forblev videnskabelig.

Assagiolis inspirationer Assagioli var ligesom C.G. Jung påvirket af østlig og vestlig mysticisme og esoterik. Som nævnt var hans mor og hans hustru teosoffer. Og teosofiens udspring fra især den hinduistiske/nyplatoniske tradition er også central for hans tænkning. Slægtskabet med de østlige og vestlige mysterietraditioner er tydelige i forhold til hans opfattelse af sjælen, som i høj grad ligner Østens beskrivelse af Atman. For Assagioli er sjælen en kerne af bevidsthed og vilje, som ikke er kroppen, følelserne og tankerne. Selvrealisering er for Assagioli endvidere en bevidsthedsmæssig evolution, hvor højere og højere bevidsthedsudvidelser fører til forening med det Universelle Selv. Disse tanker er også karakteristiske for de østlige yogatraditioner. Det nyplatoniske slår igennem i hans forestilling om emanation. I bogen ”Transpersonlig Udvikling” skriver han: ”Vi er nu nået til den femtende symbolgruppe, der illustrerer den genopstandelse og tilbagevenden, der omtales i evangelierne som “Den fortabte søn vender tilbage til sin Faders hus.” Dette er en tilbagevenden til et tidligere stadie og markerer en tilbagevenden til den oprindelige og primære væren. Det forudsætter en teori om sjælens emanation, sjælen, der stiger ned og bliver ét med stoffet og derefter vender tilbage til sit “hjem” i Himlen – ikke som den var forinden, men nu beriget med erfaringer af selverkendelse, der blev udviklet og modnet gennem kampe og konflikter.”

(2006, s. 98) Assagioli har dog også talrige henvisninger til vestlige mystikere, herunder Johannes af Korset og Frans af Assisi. Inden for vestlig psykologi er der ingen tvivl om, at William James, Carl G. Jung, Abraham Maslow og Viktor Frankl var nære åndsbeslægtede fæller. I hans forståelse af de patologiske tilstande i det lavere ubevidste trak han hele livet på mange af de psykodynamiske teorier. Han mente, at der forud for den spirituelle udvikling måtte gennemføres en psykoanalyse – ikke i klassisk forstand – men en dybdepsykologisk transformation.

173

PSYKOSYNTESENS SJÆL

Når vi skal fastslå, hvor hans egentlige åndelige tilhørsforhold lå, så står teosofien stærkest.

Han var en af esoterikeren Alice Baileys nære venner og tilsluttede sig hendes Arcane School allerede i starten af trediverne.

Assagioli skrev blandt andet forordet til den italienske udgave af Alice Baileys kommentar til Patanjalis Yoga Sutraer.

Roberto Assagioli sammen med Alice Bailey m.fl.

Det var ikke noget, han ønskede for meget opmærksomhed omkring, da han først og fremmest ønskede at blive opfattet som videnskabsmand. Da psykologen Jim Fadiman besøgte Assagioli i 1972 bemærkede han, at der hang et portræt af Madame Blavatsky, stifteren af teosofien, i hans venteværelse. På spørgsmålet om hvorfor det var nødvendigt at være tavs omkring hans esoteriske tilknytninger, udtalte Assagioli: ”Det er min religion, og indtil jeg dør ønsker jeg tavshed omkring det.” (Schuller, 1988) At hans tro også indeholdt reinkarnation, lagde han ikke skjul på. I et interview med Sam Keen fortæller han følgende: ”Døden er for mig først og fremmest som en ferie. Der er mange hypoteser om døden, og ideen om reinkarnation forekommer mig at være den mest fornuftige. Jeg har ikke nogen direkte viden om reinkarnation, men med min tro kommer jeg i godt selskab med hundreder af millioner af Østens mennesker, med Buddha og mange andre i Vesten.” (Keen, 1974) Men Assagioli skelnede klart mellem sin egen religion og sit arbejde som transpersonlig psykolog og psykiater. Han var ikke intellektuel i ordets egentlige forstand; han var langt mere mystiker, og hans teorier om mennesket baserede sig i høj grad på hans egne indre oplevelser. I nærværende bog har jeg endvidere argumenteret for, at evolutionær panenteisme er den overordnede filosofi, som Assagioli ubevidst eller bevidst skrev Psykosyntesen ind i.

Vigtige udviklinger I 1930erne publicerede han flere artikler, der senere indgik i hans første bog: Psykosyntese fra 1965. Blandt dem de måske to vigtigste artikler om psykosyntese, der findes:

174

ROBERTO ASSAGIOLI - EN KORT BIOGRAFI

Dynamisk psykologi og psykosyntese og Selvrealisering og psykologiske forstyrrelser.

I artiklen Dynamisk psykologi og psykosyntese fra 1933 præsenterede han for første gang dels sit ovaldiagram eller, som det også kaldes, ”æg-diagrammet”, som et billede på den menneskelige psyke, hvor forholdet mellem det bevidste, det ubevidste og det kollektive ubevidste skitseres, og dels stadierne i psykosyntese. Den anden artikel handler om kriser i forbindelse med spirituel udvikling.

I 1938 blev Istituto de Psicosintesi i Firenze lukket af Mussolinis fascistiske regering.

Den var kritisk over for Assagiolis jødiske baggrund, hans humanisme og internationale sindelag, og han blev samme år arresteret, fængslet og anbragt i isoleret fangenskab i en måned.

Dette skulle vise sig at få betydning for psykosyntesens videre udvikling. Han skulle have fortalt sine venner, at fængselsopholdet var en interessant og værdifuld oplevelse, som gav ham mulighed for at udøve specielle psykospirituelle øvelser. Han følte sig magtesløs, men gjorde sig en vigtig erkendelse om viljen. Han opdagede, at han kunne vælge, hvordan han ville forholde sig til fængslingen.

Han forvandlede fængslingen til en gunstig mulighed for at udforske de indre bevidsthedsområder ved at meditere flere timer dagligt og skrive artikler om sine erfaringer. Han fortalte senere, at han aldrig før havde følt en sådan fred og nydt at være i live på en sådan måde. Ved tidspunktet for sin død arbejdede han på en artikel, der behandlede denne oplevelse med titlen ”Frihed i fængsel”. Årene under 2. verdenskrig var hårde for familielivet, idet Assagioli levede under jorden og ofte måtte sove i det fri. I 1943 blev han igen aktivt forfulgt og måtte gemme sig i fjerne bjergegne. Her fandt han sammen med en engelsk faldskærmssoldat og flere bortløbne fanger. Han havde to faretruende flugtepisoder fra fascisterne, som var efter ham personligt. De plyndrede og ødelagde hans families landejendom nær Firenze.

Livet under anden verdenskrig var formentlig med til at svække både hans eget og hans søns Ilarios helbred, således at hans søn allerede som 28-årig døde af en svær lungesygdom.

Da krigen var slut i 1945 kunne Assagioli genoptage sit arbejde med at sprede og udvikle psykosyntesen. The Institute of Psychosynthesis blev reetableret i Firenze, hvor det fortsat opererer den dag i dag. I 1951 stiftede han The Italian Union for Progressive Judaism under World Judaism Union for Progressive Judaism. Den var baseret på en opfattelse af åbenhed og af forståelse og samarbejde med andre religioner. Den havde til formål at skabe en organisk og kreativ syntese af hele menneskeheden.

175

PSYKOSYNTESENS SJÆL

Roberto Assagioli på sine ældre dage

Psykosyntesen begyndte at sprede sig til USA og Europa i årene efter krigens afslutning. I 1957 blev The Psychosynthesis Research Foundation stiftet i Delaware USA. Det blev senere overflyttet til New York, og denne fond udgav adskillige af Assagiolis artikler på engelsk. I 1958, i forbindelse med Roberto Assagiolis besøg, blev der oprettet en skole i Valmy USA med psykosynteseuddannelse og psykosyntese forskning. Psykosynteseskoler blev sidenhen endvidere oprettet mange steder i USA, Schweiz, Østrig og Storbritannien. Assagioli havde i disse år et godt samarbejde med Abraham Maslow, hvis artikel The Creative Attitude blev udgivet af ovenstående fond.

I 70’erne og 80’erne ekspanderede psykosyntesen i Nordamerika og Europa. Mange forskellige skoler opstod, hvoraf flere af dem senere er blevet lukket. I dag er det muligt at tage en MA i psykosyntese fra de to institutter i London. I Skandinavien er der Psykosyntese institutter i Sverige, Norge og Finland.

I dag er Psykosyntesen endvidere godkendt i den Europæiske Sammenslutning for Psykoterapier (EAP) og har sin egen paraplyorganisation under EAP, som kaldes for European Federation for Psychosynthesis Psychotherapy.

I løbet af sin karriere skrev Assagioli flere hundrede artikler og essays, hvoraf mange er blevet oversat til flere sprog. Der findes et stort udvalg af disse på www.psykosyntese. dk. De mest kendte af hans bøger er Psykosyntese, som udkom i 1965, og Viljens Psykologi fra 1974.

Abraham Maslow kom med følgende udtalelse i Assagiolis første bog: ”Denne vigtige bog vil helt sikkert være en stor hjælp til de mennesker, der ønsker at udvikle sig selv og udvide deres bevidsthed. Jeg anbefaler den også til psykoterapeuter, som søger at gå videre end blot at fjerne symptomer.” (1975, bagsiden)

176

ROBERTO ASSAGIOLI - EN KORT BIOGRAFI

Han arbejdede på en bog op til sin død, som efterfølgende blev udgivet under navnet: Transpersonlig Udvikling. Derudover er der udgivet en mindre bog: Psykosyntesens Typologi, hvor skitsen til hans psykosyntese typologi er udformet. Alle fire bøger er i dag oversat til dansk og sælges fra Kentaur forlag: www.psykosyntese.dk Piero Ferrucci om Assagioli Lad os afslutte denne biografiske beskrivelse af Assagiolis liv og arbejde med en udtalelse af Piero Ferrucci, som var en af Assagiolis studerende og selv en prominent lærer og forfatter. Han er vel den person, som kendte Assagioli bedst på grund af hans flerårige samarbejde med ham. Han er blandt andet forfatter til Bli den du er (norsk titel), og Åndelige højdepunkter i store mænd og kvinders liv.

I sit forord til ”A Psychology With a Soul” af Jean Hardy skriver Piero Ferrucci: “Så vidt jeg ved, er Roberto Assagioli det eneste individ, der personligt har deltaget aktivt i udfoldelsen af to forskellige og fundamentale revolutioner inden for det 20. århundredes psykologi. Den første revolution var fødslen af psykoanalysen og dybdepsykologien i begyndelsen af århundredet. Assagioli var på det tidspunkt en ung medicinstuderende, der præsenterede sin doktorafhandling om psykoanalyse, skrev i den årlige Jahrbuch side om side med Freud og Jung og var en del af the Zurich Freud Society, der udgjorde gruppen af de tidlige psykoanalytiske pionerer.

Ideen om de ubevidste processer i sindet gjorde et varigt indtryk på ham; et indtryk som han senere udviklede til en række hypoteser, som gik langt ud over rammerne for ortodoks psykoanalyse.

Den anden revolution, som Assagioli deltog i, var skabelsen af den humanistiske og transpersonlige psykologi i 1960erne. A.H. Maslow var pioneren bag disse nye udviklinger. Hovedideen var simpel: I stedet for at fokusere på sygdomme som en måde at definere mennesket på (som psykoanalysen alt for ofte har gjort), eller på de strukturelle ligheder mellem menneskers og dyrs nervesystemer (som behaviorismen foreslog), var det humanistiske og transpersonlige syn, at man hovedsageligt skulle betone organismens stræben mod helhed, på menneskets potentiale for vækst, udvidelse af bevidstheden, sundhed, kærlighed og glæde uden at fornægte de andre skolers opdagelser. Rigdom i kontraster og udvekslinger var særdeles vigtigt for Assagiolis baggrund: Betragt sådanne forskellige bekendtskaber (nogle af dem korte, andre blivende) som den italienske idealist Benedetto Groce, den russiske esoteriker P.D. Ouspensky, den tyske filosof Hermann Keyserling, Indiens poet Rabindranath Tagore, Sufi-mystikeren Hazrat Inayat Khan, Zen forskeren D.T. Suzuki, Tibet opdagelsesrejsende Alexandra David Neel, psykologen Viktor Frankl, stifteren

177

PSYKOSYNTESENS SJÆL

af Logoterapi, Robert Desoille, skaberen af den guidede dagdrøm, og endelig C.G. Jung før og efter sit brud med psykoanalysen. Sådanne kontraster, kombineret med et liv fuldt af eksperimenter og refleksioner, skabte utvivlsomt vide perspektiver for Assagiolis egen skabelse; det han kaldte psykosyntesen”.

KILDER: Assagioli, Roberto, Life As a Game And Stage Performance. Psychosynthesis Training Center, 1983.

2. Ferrucci et. al, Roberto Assagioli 1888-1988, Instituto di Psiconsintesi, 1988 3. Firman, John, Vækstens dimensioner, http://www.psykosyntese.dk/a-129/ 4. Firman, John, A psychology of the Spirit, Suny, 2002 5. Hardy, Jean, A Psychology With a Soul, Woodgrange Press, 1996 6. Keen, Sam, Assagiolis Gyldne Middelvej, Psychology Today, December 1974, http://www.psykosyntese.dk/a-103/ 7.

Löfwendahl, Peter, Upptäck Psykosyntesen, Huma Nova Förlag, 2003.

8. Russell, Douglas, Psykosyntese og vestlig psykologi, http://www.psykosyntese.dk/a-69/ 9. Schuller, Michael, Psychosynthesis in North America, hæfte 1988 udgivet af forfatteren 10. Ukendt, In Memoriam: Roberto Assagioli (1888-1974), Synthesis Journal II,1975 11. The Life and Work of Roberto Assagioli, Sunypress.edu (forfatter ukendt) 1.

178

TRÆNING

– EN UDTALELSE FRA ROBERTO ASSAGIOLI

Oversat af Kenneth Sørensen 1.

At modtage træning i psykosyntese betyder, at vi begynder at lære om psykosyntesen og eksperimenterer med den på os selv for senere at kunne hjælpe andre med at anvende den på sig selv. Før vi er i stand til at kommunikere psykosyntesen til andre, må vi have eksperimenteret dybt med den selv.

Intellektuel viden er ikke tilstrækkelig. Enhver af teknikkerne må være afprøvet over længere tid på én selv. Kun på den måde kommer vi i en position, hvor vi kan kommunikere den videre med autoritet.

2. Selvom psykosyntesen tilbydes som en syntese af forskellige terapier og uddannelsesmæssige tilnærmelser, så er det vigtigt at huske, at den har sin egen originale og centrale essens. Det er nødvendigt for at undgå en udvandet eller forvrænget version eller for ikke at overbetone de andre skolers begreber og tendenser. Der eksisterer visse fundamentale træk, og en uddybning af disse begreber, den dybe erfaring og forståelse af disse, er central og helt uundværlig i enhver psykosyntese træning. Det er oplevelsen af: Disidentifikation Det personlige selv Viljen, den gode, stærke og intelligente Ideal modellen Syntese (i dens forskellige aspekter Det overbevidste Det transpersonlige Selv (i langt de fleste tilfælde er det ikke muligt at have en fuldkommen oplevelse af dette, men det er godt at have en teoretisk viden om dets karakteristika og en erfaringen af dets vejledning).

179

PSYKOSYNTESENS SJÆL

3. Der er forskellige niveauer af mening knyttet til hver af disse oplevelser, men ingen af dem bliver nogensinde nøje afgrænset eller fuldendt. En videreførelse af ens træning vil på den anden side altid afsløre nye og flere interessante aspekter, der binder oplevelserne sammen. Det betyder, at hver oplevelse ikke er isoleret, men vil indbefatte andre. Derfor er det urealistisk at tale om at ”have forstået eller ikke forstået”. Forståelsen er altid partiel, og enhver tro på at man har forstået det hele indikerer en mangel på forståelse; der er tale om en gradvis proces.

4. De forudgående punkter viser tydeligt, at den bedste holdning, man kan indtage, er en kombination af ydmyghed, tålmodighed og eksperiment. Den er på samme tid også mere realistisk, ærlig og effektiv i forhold til at opnå hurtige fremskridt i psykosyntese træningen.

5. Psykosyntesen er ikke identificeret med en teknik eller praksis. Trods den kendsgerning, at man ofte i gruppesammenhænge benytter sig af guidede forestillinger og visualiseringsøvelser, kan psykosyntesen under ingen omstændigheder koges ned til disse teknikker.

6. Man kan kende alle de vigtigste punkter uden at have opfattet psykosyntesens ånd. Virkelig træning indebærer såvel ovenstående faktorer som en intuitiv forståelse af psykosyntesens ånd og en sund teknisk viden.

Psykosyntesen opererer inden for fem hovedområder: Det terapeutiske: terapeut/klient relationer. Personlig integration og aktualisering: realisering af egne potentialer. Uddannelse, det vil sige den psykosyntese der skabes af forældre og undervisere i uddannelsessystemet på alle niveauer. Det interpersonelle: ægteskab, par etc. Det sociale: rette sociale relationer inden for grupper og mellem grupper.

Vi kan hver især vælge et specifikt arbejdsområde at specialisere os indenfor.

Men at være bekendt med de andre områder er værdifuldt, eftersom de alle er forbundet med hinanden. Men da selvaktualisering og integration er hjertet i psykosyntesen, er et grundigt kendskab til dette område nødvendigt for alle, der virker inden for de andre områder.

7. Opnåelsen af en vis grad af mental polarisering er et krav for at blive en psykosyntetiker. Det betyder ikke, at sindet skal udvikles og følelserne undertrykkes eller ignoreres. Tværtimod betyder det, at sindet skal kultiveres og ikke kun følelserne, således at man opnår et personligt tyngdepunkt, der udgør et center, hvor der hersker en slags afbalanceret og kærlighedsfyldt fornuft – i den videste og dybeste betydning af ordet, i stedet for en ukontrolleret emotionalitet.

180

TRÆNING

8.

Psykosyntesetræning har ikke nogen ende. På et tidspunkt erstattes den træning, man modtager af andre, med en selvtræning. Denne selvtræning i psykosyntese stopper aldrig. Psykosyntesen er et åbent system, der aldrig ender, men kun har midlertidige stoppesteder.

9. Først når man har modtaget en grundig træning (og det vurderes af den, der måtte lede træningen) er det klogt selv at påbegynde et professionelt engagement med individer eller grupper. Den tid det måtte kræve er umuligt at forudsige, da der er så mange variabler involveret.

10. Da træningen er uendelig, er det klogt at tilpasse såvel længden og intensiteten af den træning, der modtages af en psykosyntese vejleder. Med intensitet menes det antal sessioner, der modtages om måneden.

11. Da vi hver især kun kan være et delvist udtryk for ”psykosyntese”, er det tilrådeligt at opnå erfaring med psykosyntese gennem forskellige psykosyntetikeres metoder og personligheder.

12. Som enhver anden træning kan psykosyntese træningen efter en periode blive udvandet eller forvrænget, specielt når den ikke aktivt opretholdes og fortsættes. Derfor kan det betale sig at gennemgå en genopfriskende træning nu og da.

181

SELV-IDENTIFIKATIONSØVELSE DISIDENTIFIKATION OG SELV-IDENTIFIKATION

Af Roberto Assagioli Vi er domineret at alt, som vores selv identificerer sig med. Vi kan dominere og kontrollere alt, som vi har disidentificeret os fra.

Den centrale og grundlæggende oplevelse af selvbevidsthed, opdagelsen af jeg’et, ligger implicit i den menneskelige bevidsthed. Det er det, der kendetegner vores bevidsthed frem for dyrenes, der er bevidste, men ikke selvbevidste. Men denne selvbevidsthed er almindeligvis implicit, snarere end eksplicit. Den opleves på en tåget og forvrænget måde, fordi den ofte er blandet med og skjult af bevidsthedens indhold.

Dette konstante input af påvirkninger fordunkler bevidsthedens klarhed og får selvet til at skabe falske identifikationer med indholdet i bevidstheden frem for med bevidstheden selv. Hvis vi skal gøre selvbevidstheden eksplicit, klar og levende, må vi først disidentificere os fra bevidsthedens indhold.

Mere specifikt er den vanemæssige tilstand for de fleste af os en identifikation med det, der på et eller andet givent tidspunkt giver den største oplevelse af at leve, det der virker mest virkeligt eller intenst.

Denne identifikation med kun en del af os selv er sædvanligvis forbundet med den dominerende psykologiske funktion eller der, hvor bevidstheden er fokuseret, nemlig i den fremherskende rolle, vi spiller i livet. Den kan antage mange former. Nogle mennesker identificerer sig med deres krop. De oplever sig selv, og ofte taler de hovedsagelig om sig selv i sansebegreber og fungerer med andre ord, som om de var deres kroppe. Andre identificerer sig med deres følelser; de oplever og beskriver deres indre tilstand i følelsesbegreber og tror, at deres følelser er den mest centrale og intime del af dem selv, mens tanker og sansninger opfattes mere fjernt og måske på en eller anden måde adskilt fra dem. De, der identificerer sig med deres sind, vil sandsynligvis beskrive sig selv med intellektuelle begreber, endog når man spørger, hvordan de føler. De betragter ofte følelser og sansninger som noget perifert, eller er stort set ubevidste om dem. Mange identificerer sig med en rolle og lever, fungerer og oplever 182

S E L V - I D E N T I F I K AT I O N S Ø V E L S E

sig selv i forhold til den rolle, som fx ”moder”, ”ægtemand”, ”hustru”, ”studerende”, ”forretningsmand”, ”underviser” etc.

Identifikation med kun en del af vores personlighed kan være midlertidigt tilfredsstillende, men den har alvorlige ulemper. Den forhindrer os i at opleve jeg’et, den dybe oplevelse af selvidentifikation, og at vide hvem vi er. Det udelukker eller nedsætter i betragtelig grad evnen til at identificere sig med alle de andre dele af vores personlighed, at nyde dem og udnytte dem i deres fulde udstrækning. På den måde er vores ”normale” udtryk i verden begrænset på ethvert givet tidspunkt til kun at være en brøkdel af det, vi kan være. Den bevidste – eller endog ubevidste – erkendelse, at vi på en eller anden måde ikke har adgang til meget af det, der lever i os, kan forårsage frustrationer og smertefulde følelser af utilstrækkelighed og nederlag.

Endelig leder en vedvarende identifikation med enten en rolle eller en dominerende funktion ofte og næsten uundgåeligt til en uholdbar livssituation, der før eller senere fører til tab, og endog desperation. Det kan fx iagttages hos en atlet, der bliver gammel og mister sin fysiske styrke; en skuespiller, hvis fysiske skønhed toner ud; en moder, hvis børn er vokset op og forlader hende; eller en student, der må forlade skolen og se ny ansvarlighed i øjnene. Disse situationer kan skabe alvorlige og ofte meget smertefulde kriser. Det kan betragtes som en mere eller mindre delvis psykologisk ”død”. Det nytter ikke forkrampet at klynge sig til aftagende gamle ”identiteter”. Den rigtige løsning kan kun være en ”genfødsel”, det vil sige at træde ind i en ny og mere omfattende identifikation. Det involverer ind i mellem hele personligheden og fører til en opvågning eller ”fødsel” ind i en ny og højere tilstand af væren. Døds- og genfødselsprocessen blev symbolsk udspillet i forskellige mysterieriter og er blevet gennemlevet og beskrevet i religiøse begreber af mange mystikere. På nuværende tidspunkt bliver den genopdaget gennem de transpersonlige oplevelser og erkendelser.

Denne proces sker ofte uden en klar forståelse af dens mening, og ofte mod det pågældende menneskes ønske og vilje. Men et bevidst, formålsrettet villigt samarbejde kan i høj grad bidrage til at nære og fremskynde processen.

Det kan bedst gøres ved bevidst at træne i disidentifikation og selv-identifikation.

Gennem det opnår vi friheden og dermed kraften til at vælge, så at vi kan identificere os med og disidentificere os fra et hvilket som helst aspekt af vores personlighed i overensstemmelse med det, der synes mest passende i hver situation. På den måde kan vi lære at mestre, styre og anvende alle vores personlighedselementer og -aspekter i en inkluderende og harmonisk syntese. Derfor bliver denne øvelse betragtet som grundlæggende inden for psykosyntesen.

183

PSYKOSYNTESENS SJÆL

Identifikationsøvelse Denne øvelse er tænkt som et redskab til at opnå bevidsthed om selvet og evnen til at fokusere vores opmærksomhed efter tur på hvert af vores vigtigste personlighedsaspekter, roller etc. Vi bliver derved opmærksomme på og kan undersøge deres egenskaber, mens vi opretholder iagttagerens synsvinkel og erkender, at iagttageren ikke er det, der iagttages.

Den første fase af øvelsen handler om disidentifikation og består af tre dele, der retter sig mod det fysiske, emotionelle og mentale aspekt af opmærksomheden. Det fører til selvidentifikationsfasen. Når først der er opnået erfaring med den, kan øvelsen udvides eller tilpasses efter behov, hvilket bliver beskrevet senere.

Fremgangsmåde Indtag en behagelig og afslappet kropsposition og tag et par langsomme dybe åndedrag (forudgående afspændingsøvelser kan være nyttige). Udfør nu den følgende bekræftelse, langsomt og eftertænksomt: ”Jeg har en krop, men jeg er ikke min krop. Min krop kan befinde sig i forskellige sundheds- og sygdomstilstande, den kan være afspændt eller træt, men det har intet at gøre med mit selv, mit virkelige jeg. Jeg værdsætter min krop som mit værdifulde erfarings- og handleredskab i den ydre verden, men den er kun et redskab. Jeg behandler den godt, og jeg søger at holde den i god form, men den er ikke mig. Jeg har en krop, men jeg er ikke min krop.”

Luk nu øjnene og genkald kort i din bevidsthed det overordnede indhold i denne bekræftelse. Fokusér nu gradvist din opmærksomhed på det centrale begreb: ”Jeg har en krop, men jeg er ikke min krop”. Forsøg, så meget du kan, at erkende dette som en erfaret kendsgerning i din bevidsthed. Åben derefter øjnene og fortsæt på den samme måde med de næste to stadier: ”Jeg har emotioner, men jeg er ikke mine emotioner. Mine emotioner er forskelligartede, foranderlige og nogle gange modsætningsfyldte. De kan svinge fra kærlighed til had, fra ro til vrede, fra glæde til sorg og dog forandrer min essens – mit sande væsen – sig ikke. ”Jeg” forbliver. Selvom en bølge af vrede midlertidigt kan overvælde mig, ved jeg, at det med tiden vil gå over. Derfor er jeg ikke denne vrede. Siden jeg kan iagttage og forstå mine emotioner, og derefter gradvist lære at styre, udnytte og integrere dem harmonisk, er det klart, at de ikke er mit selv. Jeg har emotioner, men jeg er ikke mine emotioner.” ”Jeg har et sind, men jeg er ikke mit sind. Mit sind er et værdifuldt redskab til opdagelse og udtryk, men det er ikke essensen af mit væsen. Dets indhold forandrer sig konstant, 184

S E L V - I D E N T I F I K AT I O N S Ø V E L S E

når det optager nye ideer, viden og erfaringer. Ofte nægter det at adlyde mig! Derfor kan det ikke være mig, mit selv. Det er et redskab til viden i forhold til såvel de ydre og indre verdener, men det er ikke mit selv. Jeg har et sind, men jeg er ikke mit sind.”

Dernæst kommer identifikationsfasen. Bekræft langsomt og eftertænksomt: ”Efter at have disidentificeret mig selv, jeg’et, fra bevidsthedens indhold, som fx sansninger, emotioner og tanker, erkender og bekræfter jeg, at jeg er et center af ren selvbevidsthed. Jeg er et viljescenter, der er i stand til at observere, styre og anvende alle mine psykologiske processer og min fysiske krop.”

Fokuser din opmærksomhed på den centrale erkendelse: ”Jeg er et center af ren selvbevidsthed og vilje.” Forsøg i så vid udstrækning du kan at erkende dette som en erfaret kendsgerning i din opmærksomhed.

Da formålet med denne øvelse er at opnå en specifik bevidsthedstilstand, kan mange af de proceduremæssige detaljer udelades, når først formålet er opfattet.

Derfor kan man, efter at have praktiseret øvelsen et stykke tid – nogen kan gøre det fra starten – modificere øvelsen ved at gå hurtigt og dynamisk gennem hvert af disidentifikationsstadierne og kun anvende den centrale bekræftelse ved hvert stadie og koncentrere sig på den oplevelsesmæssige erkendelse.

Jeg har en krop, men jeg er ikke min krop.

Jeg har emotioner, men jeg er ikke mine emotioner.

Jeg har et sind, men jeg er ikke mit sind.

Her er det værdifuldt at foretage en dybere overvejelse over selv-identifikationsstadiet således: ”Hvad er jeg da? Hvad bliver tilbage, efter jeg har disidentificeret mig fra min krop, mine sansninger, mine følelser, mine begær, mit sind, mine handlinger? Det er essensen af mig – et center af ren selvbevidsthed. Det er den permanente faktor bag mit personlige livs altid foranderlige strøm. Det er det, der giver mig en fornemmelse af væren, af bestandighed og indre balance. Jeg bekræfter min identitet med dette center og erkender dets bestandighed og dets energi.” (pause) ”Jeg erkender og bekræfter mig selv som et center af ren selvbevidsthed og af kreativ, dynamisk energi. Jeg erkender, at fra dette center af sand identitet kan jeg lære at observere, styre og harmonisere alle de psykologiske processer og den fysiske krop.

Jeg vil opnå en konstant opmærksomhed på denne kendsgerning midt i hverdagslivet og anvende den til at hjælpe mig og give mit liv en større mening og retning.”

185

PSYKOSYNTESENS SJÆL

Efterhånden som opmærksomheden mere og mere skifter over til bevidsthedstilstanden, kan identifikationsstadiet også forkortes. Målet er at opnå tilstrækkelig færdighed med øvelsen, så man kan gå gennem hvert disidentifikationsstadie hurtigt og dynamisk på kort tid og derefter forblive i jeg-bevidstheden, så længe det ønskes. Man kan derefter – med sin vilje og på ethvert givent tidspunkt – disidentificere sig fra enhver overvældende emotion, forstyrrende tanke, uhensigtsmæssig rolle, etc. Man kan fra den ubundne iagttagers udsigtspunkt opnå en klarere forståelse af situationen, dens betydning, dens årsag og den mest effektive måde at håndtere den.

Denne øvelse er erfaringsmæssigt mest effektiv, hvis den praktiseres dagligt og helst i løbet at dagens første timer. Når det er muligt, bør den udføres kort efter opvågnen og betragtes som en symbolsk anden opvågnen. Det er også af stor værdi at gentage den i sin korte form adskillige gange i løbet af dagen og dermed vende tilbage til den disidentificerede jeg-bevidstheds tilstand. Øvelsen kan på passende vis tilpasses i overensstemmelse med ens egne formål og eksistentielle behov ved at tilføje andre disidentifikationsstadier, der inkluderer andre funktioner udover de tre grundlæggende (fysisk, emotionel, mental), såvel som delpersonligheder, roller, etc. Den kan også begynde med disidentifikation fra materielle besiddelser. Her følger nogle eksempler: ”Jeg har begær, men jeg er ikke mine begær. Begær opvækkes af drifter, fysiske og emotionelle og af andre indflydelser. De er ofte foranderlige og modsætningsfyldte, vekslende mellem tiltrækning og frastødning. Derfor er de ikke mit selv. Jeg har begær, men jeg er ikke mine begær.” (Den placeres bedst mellem det emotionelle og mentale stadie). ”Jeg er involveret i forskellige aktiviteter og spiller mange roller i mit liv. Jeg skal spille disse roller, og det gør jeg gerne, så godt jeg formår, det være sig rollen som søn eller far, hustru eller mand, lærer eller elev, kunstner eller leder. Men jeg er mere end sønnen, faderen, kunstneren. Dette er specifikke, men delvise, roller, som jeg, mit selv spiller, er enig i at spille og kan iagttage, at jeg spiller. Derfor er jeg ikke nogen af dem.

Jeg er identificeret med mig selv, og derfor er jeg ikke kun skuespilleren, men spillets instruktør.

Denne øvelse udføres meget effektivt i grupper. Gruppelederen fremsiger bekræftelsen, og gruppen lytter med lukkede øjne og lader betydningen af ordene trænge dybt ind.

186

NÆRVÆRSMEDITATION

Af Kenneth Sørensen Fysisk disidentifikation Luk øjnene og sæt dig godt til rette, så du kan give helt slip på kroppen. Etabler dig selv som iagttager, der observerer kroppens forskellige sansninger. Kroppens kontakt med tøjet, stolen, luften … høresansninger… duft og smag. Iagttag nu dit åndedræt uden at ændre det, blot iagttag det uden at gribe ind i det.

Iagttag at du synker helt ind i din krop og favner den med kærlig påskønnelse …

Iagttag at selve det, at du kan iagttage din krop og dens sansninger, er et sikkert vidnesbyrd om, at du ikke er din krop, men den indre bevidsthed, der anvender kroppen som et redskab til oplevelse og handling.

Bekræft over for dig selv: Jeg har en krop, jeg påskønner den, men jeg er ikke min krop.

Sid et øjeblik og lad den erkendelse synke ind.

Flyt nu din iagttagelse ind i følelsernes verden.

Følelsesmæssig disidentifikation Iagttag din følelsesmæssige tilstand uden at dømme den. Undlad helt bevidst at vurdere, om følelsestilstanden er god eller dårlig, iagttag den blot som en midlertidig tilstand, der er foranderlig. Er du opstemt, nedtrykt, neutral eller noget helt fjerde?

Bring din accept ind i mødet med dine følelser og skab et kærligt rum, hvor de kan være her og nu. …

Iagttag at det, at du kan observere dit følelseslivs stemninger, er et sikkert vidnesbyrd om, at du ikke er dine følelser, men den indre bevidsthed, der anvender følelserne som et redskab til oplevelse og handling.

Bekræft over for dig selv: Jeg har følelser, jeg accepterer dem, men jeg er ikke mine følelser.

187

PSYKOSYNTESENS SJÆL

Sid et øjeblik og lad den erkendelse synke ind.

Flyt nu din iagttagelse ind i tankens verden Mental disidentifikation Iagttag helt neutralt din mentale tilstand – de tanker, forestillinger og billeder, som er i dit bevidsthedsfelt lige nu. Hvis du tænker, at der ikke er nogen tanker, så vid at det også er en tanke. Iagttag derfor dine tanker nærmest som skyer, der driver forbi på himlen.

Iagttag også den indre kommentator, som er den stemme indeni, som du ofte forbinder med din egen stemme. Giv også slip på den …

Bring nu din accept ind i mødet med dine tanker og skab et kærligt rum, hvor de kan være her og nu,indtil de forsvinder … og giv slip …

Vær nu bevidst om, at du kan iagttage dine tanker, og at det er et sikkert vidnesbyrd om, at du ikke er dine tanker. Dine tanker er objekter. Du er tænkeren – ikke tankerne.

Bekræft over for dig selv: Jeg har tanker, jeg accepterer dem, men jeg er ikke mine tanker.

Selvidentifikation Hvem er det, der har iagttaget kroppen, følelserne og tankerne? Det er iagttageren – dig som ren selvbevidsthed. Hvem er det, der har foretaget denne indre handling? Det er dig som vilje. Du er med andre ord et center af ren bevidsthed og vilje.

Sig mentalt til dig selv: Jeg er et center af ren selvbevidsthed og vilje.

Meditation på ren iagttagelse – og vidnet Saml nu din bevidsthed om at iagttage iagttageren. Det er naturligvis ikke muligt, men selve øvelsen vil åbne dig op til vågenhedens kilde. Gå ind i det evige nu og det, der altid er vågent. Intet er vigtigere i dette øjeblik end at opleve den rene vågenhed.

Lad alt være, som det er, og giv slip 360 grader rundt og ud i det uendelige.

188

N Æ R VÆ R S M E D I T AT I O N

Ethvert objekt, der kommer ind i dit bevidsthedsfelt, giver du kærligt slip på uden at vurdere. Uanset om det er en følelse, et billede eller en tanke. Uanset hvor smuk og interessant det måtte være, så giver du slip på det, kærligt og bestemt.

Lad dit åndedræt være dit anker, træk vejret gennem din krop, følelser og tanker, hvis du mister fokus eller bliver identificeret med bevidsthedens indhold.

Lad hele din vågenhed være optaget af dette stille nu, der er altings baggrund.

Forankring Afslut meditationen ved at du sender vågenhed og positive energier ud til hele dit netværk.

189

SKABENDENDE MEDITATION PÅ IDEALMODELLEN ”FREDENS OG HARMONIENS LOTUS”

Af Kenneth Sørensen Centrering Indtag en behagelig fysisk position, hvor du kan give helt slip på kroppen. Etabler dig selv som iagttager, der observerer kroppens forskellige sansninger. Brug lidt tid på at afspænde kroppen.

Iagttag nu dine følelser, den stemning du sidder i. Du skal ikke ændre den, men blot iagttage og acceptere den, som den er. Træd ligesom et skridt tilbage og rum stemningen.

Iagttag nu dine tanker og indre kommentarer. Træd et skridt tilbage, bliv bevidst om de indre tankerækker og giv slip på dem efterhånden, som du opdager tankestrømmen.

Opgaven er ikke at ændre tankerne, blot at lade dem passere, som skyer på himlen.

Iagttag nu vågenheden, vend bevidstheden mod dens kilde og erkend, at du er iagttageren.

Etablering af selv-sjæl forbindelse Flyt nu din opmærksomhed til hjertecentret i midten af din brystkasse og fornem et strålende blåhvidt lys, som sender en blid, mild og feminin væren ud i hele dit væsen.

Når du har fået fornemmelsen af denne væren, så trækker du en blåhvid strøm af energi fra dit hjertelys og op til midten af hjernen, hvor du også ser et blåhvidt lys. Den begynder nu at oplyse og afspænde alle dine hjerneceller.

Fra dette her punkt forbinder du dig med alle de opvågnede sjæle i verden. Fornem, hvordan du bliver en del af et netværk af hjælpende kræfter, som støtter hinanden.

Når du har fornemmelsen af dette, så trækker du den blåhvide energi op til en vidunderlig lyssfære over dit hoved. Dette er din sjæl, dit guddommelige Selv, som rummer alt det gode, sande og skønne, som du indeholder.

190

S K A B E N D E M E D I T AT I O N

Påkald nu på din egen måde det guddommelige.

Fornem, hvordan du stille og roligt bliver fyldt op med den blide og milde sjælsværen gennem den søjle af væren, der går fra det blåhvide lys i dit hjerte, til dit hoved og op til den overskyggende lyssfære over dit hoved.

Identifikation med fredens og harmoniens lotus Vend nu din opmærksomhed mod hjertecentret, et center mellem skulderbladene, som forplanter sig ind i midten af brystkassen. Vær her bevidst om en blød fornemmelse af væren – at synke ind i centret af dig selv. Fornem, hvordan denne feminine væren ganske langsomt bliver stærkere og fylder hele brystområdet. Fornem, hvordan den flyder gennem dit hjerte og forbinder dig med alle levende væsener.

Mærk, hvordan der i denne væren er en indre skønhed og ynde; en kærlighed, der vil åbne alle hjerter gennem skønhedens milde kraft.

Se nu den skønneste hvide lotusknop i midten af det blåhvide lys og fornem, hvordan den indeholder hele essensen af fredens og harmoniens energier.

Mærk, hvordan den ganske langsomt åbner sig, kronblad efter kronblad, og hvordan en duft af fred og harmoni spreder sig ud i hele din indre atmosfære.

Gå dybere og dybere ind i identifikationen med denne hvide lotusblomst, indtil du smelter helt sammen med essensen og bliver fredens og harmoniens ånd.

Forankring Nu sender du fredens og harmoniens energier ud til hele dit netværk og alle levende væsener gennem tre gange OM, som du siger højt på tre lange udåndinger.

191

SOULFLOW METODEN

Af Søren Hauge og Kenneth Sørensen Nedenstående punkter følges ikke nødvendigvis i den nøjagtige rækkefølge, de er angivet, da sessionerne kan udvikle sig meget forskelligt. Men hovedtrækkene følges.

1. Vælg en kendt delpersonlighed, du kan arbejde med, eller beslut at lade den dukke op senere ved at tage bevidst udgangspunkt i en aldersdel (fx teenager) eller en relationsdel (fx indre far).

Centrering og etablering af healingssøjle 1. Etabler dig som iagttager. Afspænd kroppen. Iagttag åndedrættet og bliv stille.

2. Visualiser en sol i hjerteregionen, som stråler af accepterende væren – en upersonlig kærlighed, som sendes ud til hele personligheden.

3. Se nu en gylden strøm, som går fra denne sol op igennem halsen og ud gennem toppen af hovedet, til en gylden sol over dit hoved. Dette er din sjæl og højere bevidsthed, som indeholder al din opsamlede visdom. Påkald sjælens vejledning og visdom.

4. Mærk, hvordan solen sender en varm strøm af lys og kærlig visdom ned over dig.

5. Mærk, hvordan strømmen af energi flyder ned igennem kroppen, helt ned til sædet, derefter ud igennem benene, fødderne og ned til kernen af jorden, til Gaia.

Her kontakter du de healende energier fra Moder Jord og trækker dem gradvist hele vejen op i hjertet ad samme kanal.

6. Centrér energien fra sjælen og moderen i hjertet i midten af brystkassen.

7. Send nu fra dit hjerte en varm, kærlig og påskønnende energi til alle dine delpersonligheder i det ubevidste og bed om deres samarbejde. Ret energien ned mod solar plexus.

Identifikation af delpersonlighed 1. Fokuser nu på problemstillingen, en situation, en kendt delpersonlighed eller en følelse og lad nu delen dukke spontant op i lyset (sindets øje).

192

SOULFLOW METODEN

2. Undersøg delpersonlighedens situation, dens miljø, dens strategi (ønsker) og behov gennem spørgsmål. Betragt den som et levende væsen, du kan føre en dialog med.

Transformation af delpersonlighed 1. Hold delpersonligheden i hjertet ved at sende en bølge af kærlighed og lys mod den.

2. Fortæl, at den er en værdsat og levende del af dig og din indre familie af delpersonligheder.

3. Fortæl, at den er blevet skabt på det pågældende alderstrin, men at den sidder fast i en tidslomme. Den skal bringes fra år x til nutiden (spørg, om den forstår det).

4. Fortæl, at den har samme sjæl og sjælsformål, som du har: At leve et meningsfuldt liv i større kærlighed og vækst (eller hvordan du nu vil formulere det) (forstår den det?).

5. Fortæl, at den har mulighed for at vokse til alt, hvad den vil gennem det lys, der lever i dens hjerte – alt har lysnatur, jævnfør kvantefysikken.

6. At den skal finde ind til hjertet af dig gennem den bro af lys, der går fra dit hjerte til dens hjerte. Se dens lys. Få den til at bekræfte, at den kan se lyset. Undersøg lysets kvaliteter.

7. Spørg, om den vil ind i dit hjerte og her finde sit sande transpersonlige potentiale, som er at blive den bedste udgave af sig selv (fuldkomment indre barn, teenager osv.).

8. Se nu lyset strømme fra sjælen til dit hjerte, fra dit hjerte til delpersonlighedens hjerte, fra delpersonlighedens hjerte til solen over dit hoved og rundt i trianglen.

Integration af delpersonlighed 9. Se delpersonligheden gradvist glide ind i hjertet og overgiv hele processen til sjælen og se integrationen ske.

10. Forankr den i den indre virkelighed ved at tale med den om dens nye situation ude af tidslommen.

11. Forankr den i den ydre virkelighed – her og nu – ved at anvise den rolle, den har i det nuværende liv. På hvilken måde dens kvaliteter kan spille en positiv rolle i livet.

Syntese 12. Når det livshæmmende mønster, som klienten og delpersonligheden har været fanget i, er ændret til den positive modpol, så er syntesen gennemført. Når fx følelsen af ensomhed er blevet til oplevelsen af at være forbundet med verden, så er syntesen gennemført.

193

SKABENDE MEDITATION PÅ INTUITIVE INDTRYK

Af Kenneth Sørensen Forberedelse Vælg et meditationsemne, som du gerne vil have en dybere forståelse af.

Centrering Indtag en behagelig fysisk position, hvor du kan give helt slip på kroppen. Etabler dig selv som iagttager, der observerer kroppens forskellige sansninger. Brug lidt tid på at afspænde kroppen.

Iagttag nu dine følelser og den stemning, du sidder i. Du skal ikke ændre den, men blot iagttage og acceptere den, som den er. Træd ligesom et skridt tilbage og rum stemningen.

Iagttag nu dine tanker og indre kommentarer. Træd et skridt tilbage, bliv bevidst om de indre tankerækker og giv slip på dem efterhånden, som du opdager tankestrømmen.

Opgaven er ikke at ændre tankerne, blot at lade dem passere, som skyer på himlen.

Iagttag nu vågenheden, vend bevidstheden mod dens kilde og erkend, at du er iagttageren.

Etablering af selv-sjæl forbindelse Flyt nu din opmærksomhed til værenscentret i midten af din brystkasse og fornem et strålende gyldent lys, som sender en blid, mild og feminin væren ud i hele dit væsen.

Når du har fået fornemmelsen af denne kærlige væren, trækker du en gylden strøm af energi fra dit værenscenter og op til midten af hjernen, hvor du også ser et gyldent lys. Det begynder at oplyse og afspænde dine hjerneceller og åbner dit indre øje op til visdom.

Når du har fornemmelsen af dette, så trækker du den gyldne energi op til en vidunderlig lyssfære over dit hoved. Dette er din sjæl, dit guddommelige Selv, som rummer alt det gode, sande og skønne, som du indeholder.

194

S K A B E N D E M E D I T AT I O N

I denne væren finder du et stille sted af ophøjet ro og beder din sjæl kaste lys hen over dit meditationsemne. Du kan vælge at hvile din bevidsthed i punktet over hovedet, i hjernen eller i midten af brystkassen. Fornem, hvor du bor.

Du træder helt ind i en modtagelig årvågen tilstand, hvor du afventer de spontane glimt af forståelse, som din sjæl kaster ind over emnet. Vær tålmodig og tillidsfuld.

Undlad at tænke, men hav tillid til at svaret kommer i sin helhed.

Vær parat til at acceptere, at svarene kan komme senere, når du går en tur eller slapper af i en anden sammenhæng.

Forankring Nu sender du din indre ophøjede ro ud til hele dit netværk og alle levende væsener gennem tre gange OM, som du siger højt på tre lange udåndinger.

195

KILDEHENVISNINGER

(Alle artikler markeret med * kan findes pĂĽ www.psykosyntese.dk) Assagioli, Roberto, Assagioli, Roberto, Assagioli, Roberto, Assagioli, Roberto, Assagioli, Roberto, Assagioli, Roberto, Assagioli, Roberto, Assagioli, Roberto, Assagioli, Roberto, Assagioli, Roberto, Assagioli, Roberto, Assagioli, Roberto, Assagioli, Roberto, Assagioli, Roberto, Assagioli, Roberto, Assagioli, Roberto, 196

1934, Loving Understanding, The Beacon * 1942, Spiritual Joy, The Beacon * 1960, The Education of Gifted and Super-Gifted Children, Psychosynthesis Research Foundation. Issue No. 8 * 1961, Self Realization and Psychological Disturbances, Psychosynthesis Research Foundation Issue No. 10 * 1963, Creative Expression in Education (It’s Purpose, Process, Techniques and Results) Psychosynthesis Research Foundation * 1965, Psychosynthesis: Individual and Social (Some Suggested Lines of Research), Psychosynthesis Research Foundation, Issue No. 16 * 1967a, Psychosomatic Medicine and Bio-Psychosynthesis, Psychosynthesis Research Foundation, Issue No. 21* 1967b, Jung and Psychosynthesis, Psychosynthesis Research Foundation. Issue No. 19 * 1968a, Notes on Education, Psychosynthesis Research Foundation * 1968b, The Science and Service of Blessing, Sundial House * 1969, Symbols of Transpersonal Experiences, Psychosynthesis Research Foundation, Reprint No. 11 * 1970, The Technique of Evocative Words, Psychosynthesis Research Foundation, Issue No. 25 * 1972, The Balancing and Synthesis of Opposites, Psychosynthesis Research Foundation, Issue No. 29) * 1973, The Conflict between the Generations and the Psychosynthesis of the Human Ages, Psychosynthesis Research Foundation, Issue No. 31 * 1974, Training a Statement, Florence: Istituto di Psicosintesi * 1975, Psychosynthesis, Turnstone Press

KILDEHENVISNINGER

Assagioli, Roberto, Assagioli, Roberto, Assagioli, Roberto, Assagioli, Roberto, Assagioli, Roberto, Assagioli, Roberto, Assagioli, Roberto, Assagioli, Roberto, Assagioli, Roberto, Assagioli, Roberto, Assagioli, Roberto, Assagioli, Roberto, Assagioli, Roberto, Assagioli, Roberto, Assagioli, Roberto, Assagioli, Roberto, Assagioli, Roberto, Assagioli, Roberto, Assagioli, Roberto, Assagioli, Roberto,

1975b, The Resolution of Conflicts and Spiritual Conflicts and Crises, Psychosynthesis Research Foundation, Issue No. 34 * 1983a, Psychosynthesis Typology, Institute of Psychosynthesis * 1983b, Cheerfulness (A Psychosynthetic Technique), Pasadena Calif.: Psychosynthesis Training Center * 1983c, Life as a Game and Stage Performance (Role Playing) Pasadena Calif.: Psychosynthesis Training Center * 2006, Transpersonlig Udvikling, Kentaur Forlag 2005, Viljens Psykologi, Kentaur Forlag Udateret 1, Psychosynthesis in Education, Psychosynthesis Research Foundation, Reprint No. 2 * Udateret 2, Talks on the Self, (Handed out from The Psychosynthesis and Education Trust, London) * Udateret 3, The Superconscious and the Self, The Psychosynthesis and Education Trust, London. Written by Jim Vargui, based on interview with RA * Udateret 4, From the couple to the community, (unknown source) * Dateret 5, A Psychological Method for Learning Languages, Psychosynthesis Research Foundation, Issue No. 3 * Udateret 6, Discrimination in service, (The Institute of Psychosynthesis, London) * Udateret 7, Music as a Cause of Disease and as a Healing Agent, Psychosynthesis Research Foundation, Issue No. 5 * Udateret 8, Smiling Wisdom, Psychosynthesis Research Foundation, Issue No. 4 * Udateret 9, Synthesis in Psychotherapy, Psychosynthesis Research Foundation, Issue No.15 * Udateret 10, The Psychology of Woman and Her Psychosynthesis, Psychosynthesis Research Foundation. Issue No. 24 * Udateret 11, The Self a Unifying Center, The Psychosynthesis and Education Trust, London * Udateret 12, Training of the Will, Psychosynthesis Research Foundation, Issue No. 17 * Udateret 13, Transpersonal Inspiration & Psychological Mountain Climbing, Psychosynthesis Research Foundation, Issue No. 36 * Udateret 14, Transmutation and Sublimation of Sexual Energies, Psychosynthesis Research Foundation, Issue No. 13 * 197

PSYKOSYNTESENS SJÆL

Assagioli, Roberto, Assagioli, Roberto, Besmer, Beverly,

Udateret 15, What Is Synthesis? (Handed out from The Psychosynthesis and Education Trust, London) * Udateret 16, The Seven Ways (Handed out from The Psychosynthesis and Education Trust, London) * Height Psychology: Discovering the self and the Self, Interpersonal Development, 4, 1973-4, pp. 215-225 *

Brown, Molly Young, 2004, Unfolding Self, the Unfolding of Psychosynthesis, Helios Press Davidson, Gordon,

2011, Joyful Evolution, Golden Firebird Press

Ferrucci, Piero, Ferrucci, Piero, Ferrucci, Piero,

1982, What We May Be, Tarcher/Putnam 1990, Inevitable Grace, Tarcher/Putnam 2014, Your Inner Will, Tarcher/Putnam

Firman, John Firman, Gila, Firman, Gila, Firman, Gila, Firman, Gila,

1991, “I” And Self – Re-Visioning Psychosynthesis 1997, The Primal Wound, SUNY 2002, Psychosynthesis – A Psychology of the Spirit, SUNY 2004, A Suggested Change in the Egg Diagram 2007, Assagiolis Seven Core Concepts for Psychosynthesis Training

Freund, Diana,

1983, Conversations with Roberto, Psychosynthesis Digest Spring issue *

Hardy, Jean,

1996, A Psychology with a Soul, Woodgrange Press

Miller, Stuart,

1972, The Will of Roberto Assagioli, Intellectual Digest * 1973, Miller, Stuart, The Rebirth of the Soul, Intellectual Digest *

Murphy, Michael,

2012, The Emergence of Evolutionary Panenteism: http://www.itp-international.org/library/print/emergence-evolutionary-panentheism

Keen, Sam,

1974, The Golden Mean of Roberto Assagioli, Psychology Today Interview * 2006, Psychosynthesis: The Elements and Beyond, PS Avalon

Parfitt, Will,

198

KILDEHENVISNINGER

Rowan, John,

1990, Subpersonalities – The People Inside Us, Routledge

Rueffler, Margret,

1995, Our Inner Actors, PPPI Press

Schuller, Michael,

1988, Psychosynthesis in North America

Schaub, Gulino, Schaub, Gulino, Schaub, Gulino,

1994, Freedom in Jail, Assagiolis Notes. Bragt i onlinemagasinet Psychosynthesis Quarterly, Marts 2015.

2003, Dante’s Path, Gotham Books 2013, Transpersonal Development, Florence Press

Servan-Schreiber, Claude,

1974, A Higher View of The Man-Woman Problem, Synthesis 1*

Sliker, Gretchen,

1992, Multiple Mind: Healing the Split in Psyche and World, Shamballa

Smith Huston,

1976, Forgotten Truth: The common Vision of the Worlds Religions, Harper San Francisco

Sørensen, Kenneth, 2008, Integral Psychosynthesis a comparison of Wilber and Assagioli * Sørensen, Kenneth, 2015, Psykosyntese og Evolutionær Panteisme, http://www.psykosyntese.no/artikler/panenteisme.pdf Tolle, Eckhart,

2004, The Power of Now, Namaste Publishing

Vargui, James,

1974, Subpersonalities and psychotherapy *

Visser, Frank,

1998 Transpersonal Psychology at a Crossroad, http://www.integralworld.net/esseng2.html (20.5.2008) 2003, Thought as Passion, SUNY

Visser, Frank, Washburn, M.

1990, Two Patterns of Transcendence. Journal of Humanistic Psychology, 30 (3), pp. 84-112.

Wilber, Ken,

1999a, The Collected Works of Ken Wilber, Volume Two, Shambhala

199

PSYKOSYNTESENS SJÆL

Wilber, Ken, Wilber, Ken, Wilber, Ken, Wilber, Ken, Wilber, Ken, Wilber, Ken, Wilber, Ken, Whitmore, Diana,

200

1999b, The Collected Works of Ken Wilber, Volume Three, Shambhala 2000a, The Collected Works of Ken Wilber, Volume Seven, Shambhala 2000b, The Collected Works of Ken Wilber, Volume Eight, Shambhala 2000c, Integral Psychology, Shambhala 2000d, A Theory of Everything, Shambhala 2003, Excerpt G: Toward A Comprehensive Theory of Subtle Energies, 2006, Integral Spirituality, Shambhala 2004, Psychosynthesis Counselling in Action, third edition, Sage

KENNETH SØRENSEN, 1962, er faglig leder på Norsk Institutt for Psykosyntese, forfatter og forlægger. Han har en MA i Psykosyntese fra University of East London og er uddannet psykoterapeut i psykosyntese.

Han har i gennem flere år undervist i psykosyntese, meditation og energipsykologi, og har udviklet uddannelser inden for området.

Han har skrevet flere bøger om esoterisk filosofi og meditation. De to seneste er Storhedens Kald – integral meditation og vejen til frihed, samt nærværende bog; Psykosyntesens Sjæl.

Han har endvidere arbejdet i 10 år inden for socialpsykiatrien som pædagogisk konsulent for psykiatribrugere.

OM PSYKOSYNTESENS SJÆL Kort før sin død i 1974 beskrev Dr. Roberto Assagioli, hvad han betragtede som essensen af psykosyntesen.

Han var på daværende tidspunkt 85 år og faderen til en af de tidligste transpersonlige psykologier i verden. Han introducerede allerede psykoanalysen i Italien i 1910, samtidig med at han lagde grunden til en helt ny psykologi, hvor sjælen som et spirituelt væsen, blev sat i centrum.

Det er ikke underligt, at psykosyntesen siden da er blevet kaldt for en psykologi med en sjæl.

KENTAUR FORLAG

I Psykosyntesens Sjæl præsenteres essensen af psykosyntesen ud fra de syv kernebegreber, som Assagioli definerede, og som nogle opfatter som hans ”sidste vilje”.

KENNETH SØRENSEN PRÆSENTERER HER PSYKOSYNTESEN SOM EN VEJ TIL STØRRE: ○ Frihed – til at vælge den du er ○ Nærvær – til at være her og nu ○ Power – i viljen-til-at-være-dig ○ Fokus – i længslen mod autenticitet ○ Flow – gennem frigjorthed og syntese ○ Overflod – i din sjæls skatkammer ○ Kærlighed – i samhørighed med verden

9 788792

252135