Umiat

UMIAT

Gustav Holms konebådsekspedition til Ammassalik 1883-85

Carl Rasmussens maleri af Gustav Holms konebådsekspedition

UMIAT

Gustav Holms konebådsekspedition til Ammassalik 1883-85

Tekst: Leif Aidt

Illustrationer: Jette Jørgensen

UMIAT

Gustav Holms konebådsekspedition til Ammassalik 1883-85

Polar Editions 2023

Tekst og idé: © Leif Aidt

Illustrationer: © Jette Jørgensen

Tryk: Toptryk, Graasten

Grafisk tilrettelæggelse: L7

Oplag: 500

ISBN 978-87-974689-0-6

I denne bog benyttes det grønlandske ord for konebåd: umiaq, i flertal umiat.

Forsidemotiv: Gustav Holm ankommer til Vilhelm Gardes lejr ved Uummanaq på tilbagevejen fra Ammassalik 1885. Akvarel af Jette Jørgensen

Bagsidemotiv: Jens Rosings frimærke med motivet: umiaq med sejl. Udgivet af Grønlands Postvæsen 1972. Gengives med tilladelse.

Ilisimatusarfiks logo på side 6 og Nunatta

Katersugaasivias logo på side 47 gengives med tilladelse fra de to institutioner.

Kortet på bagsatsen gengives med tilladelse fra TRAP-Danmark A/S og Gads Forlag A/S

Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder f.eks. at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node.

Indledning

Konebådsekspeditionen

6. del: Ekspeditionen deler sig 34

7.del: Rejsens mål: Ammassalik 38

8. del: På opdagelse i det nye land 42

9. del: Vinteren i Ammassalik 46

Indledning

Umiat - inuits fangst- og rejsebåde

For ca. tusind år siden begyndte grønlændernes inuitforfædre at rejse østpå fra Beringsstrædet langs Canadas nordlige kyster med deres succesfulde hvalfangstkultur, der var baseret på umiat, kajakker og hundeslæder. Det er ret fantastisk, at inuit udviklede en fangstteknik, som satte dem i stand til at nedlægge havets kæmper, f.eks. den 70 til 100 tons tunge og op til 18 m lange grønlandshval. Til gengæld gav hvalfangsten masser af spæk og kød til mennesker og hunde, så bopladserne kunne vokse og ekspandere langs Det Arktiske Ocean mod øst. Klimaet var dengang mildere, og havet mere åbent end nu. Man fulgte hvalernes trækruter.

Inuits hvalfangst

Jens Rosing har i bogen “Sagn og Saga fra Angmagssalik” fortalt om fangstteknikken sådan som han har fået den forklaret af tre ældre østgrønlandske fangere. Ganske vist var grønlandshvalen helt forsvundet fra Østgrønland allerede fra midten af 1800-tallet, men erindringen om hvalfangsten var endnu levende mere end 100 år senere.

Når man observerede en sovende grønlandshval, padlede to umiat skråt ind på den fra hver sin side. Mændene var iført springpels, en heldragt i vandskind med stramtsiddende hætte rundt om ansigtet ligesom kajakpelsen, men med luffer og ærmer syet sammen. Man krøb ind i den gennem et ”mandehul” på forsiden. Det blev derefter snøret sammen. Et bælte blev bundet fast

Størrelsesforholdet mellem et menneske og en grønlandshval.

Springpels, en heldragt i vandskind

om livet. På det ene ærme var der monteret en pusteknap, en slags ventil, hvorigennem man kunne puste overdelen op med luft, mens bæltet forhindrede luften i at komme ned i underdelen. Derfor væltede fangeren ikke, men havde hovedet oppe, hvis hvalens fem meter brede hale knuste ders umiaq, og alle røg i vandet. En gammel fanger kunne endnu i 1884 vise Gustav Holm en sådan springpels. Der findes også et eksemplar på Danmarks Nationalmuseum.

I hver af de to umiat stod harpuneren parat med en 8-10 meter lang tilspidset stang af hårdt drivtømmer. De to umiat nærmede sig den sovende hval skråt bagfra på samme tid. Med umiat i størst mulig fart stødte harpunererne de spidse stænger ind i hvalens lunger. På grund af dens op til 45 cm tykke spæklag sank hvalen ikke, heller ikke når den var død, og den kunne ikke dykke med perforerede lunger. Andre umiat padlede sig ind på hvalen, og med skindbådenes fremdrift blev store harpuner drevet ind i dens krop, oftest tre harpuner hver med 60-70 meter svær fangstline skåret af en hel remmesæl. For enden af hver line var fastgjort 6

fangstblærer af hele oppustede netsideskind. Hvalen kunne således være holdt fast af 18 store fangstblærer, der trættede den, når den svømmede fremad. Senere kravlede fangstmænd op på hvalens ryg og stødte deres lanser ned i hvalens næseåbninger øverst på hovedet, ligesom man fra siden forsøgte at ramme den i hjertet.

Nu kom andre umiat til, roet af kvinder og børn og samlede de flydende mænd op. Når hvalen var død, blev den bugseret ind til den nærmeste flænseplads med tilhørende kødgrave.

Omkring år 1200 nåede inuitkulturen frem til Thuleområdet. Derfor kaldes kulturen undertiden også for Thule-kulturen. Herfra fortsatte inuit dels sydpå, hvor de mødte nordbokulturen, dels videre østpå langs Nordgrønlands kyster til Østgrønland. Undervejs kan de her have mødt rester af den sene Dorset-kultur (ca. 700-1350 e.Kr.).

I 1949 blev der i Peary Land fundet et meget velbevaret træskelet til en 11 m lang umiaq, som har været brugt til inuits hvalfangst. Den er dateret til midten af 1400-tallet og er nu udstillet på Nunatta Katersugaasivia/

Grønlands Nationalmuseum i Nuuk. Inuit bevægede sig sydpå ned langs Grønlands østkyst, hvor de på et tidspunkt må have mødt stammefrænder, som med umiat og kajakker var nået frem fra vestkysten. Omkring år 1700 levede der grupper af inuit i store dele af hele Grønland, ikke mindst takket være denne kulturs effektive transportmidler.

Umiat

Det er ikke uden grund, at Ilisimatusarfik / Grønlands Universitet har valgt sejlende umiat og kajakker som sit bomærke eller logo. Det kan forstås som et symbol på fremdrift og udforskning, men også som en henvisning til en vigtig del af Grønlands historiske forudsætninger. Det var netop disse fartøjer, der muliggjorde inuitkulturens opdagelse af

Grønlands Universitet har valgt sejlende umiat og kajakker som sit logo

Grønland og dens overlevelse i det nye land. En umiaq kaldes på dansk konebåd, fordi den bliver roet af kvinder. Det er en fladbundet skindbåd, 8-10 m lang, oval i formen, ca.

1,60 m bred på midten. Siderne måler ca. 0,65 m fra bund til ræling. Den er bygget af et sammensurret træskelet af drivtømmer, som er beklædt med et betræk af afhårede sælskind, helst af remmesæl, men klapmyds bruges også. Sollyset kan undertiden ses igennem det spæksmurte vandskind. Den forsynes med løse bundbrædder. Både skelet og skindbetræk kan give sig meget, hvis båden kommer i klemme mellem isflager. Og hvis der skulle gå hul på skindet, kan man hurtigt stoppe sælspæk i hullet og senere sy skindkanterne sammen med nål og senetråd.

Båden kan forsynes med et lille råsejl i stævnen, når den sejler i medvind. Sejlet laves af tarmskind, i senere tid af lærred. En umiaq har en meget stor lasteevne. Den kan rumme en storfamilies kvinder, børn og gamle samt telte, hunde, slæder, skind og husgeråd m.m. Mændene følger med i kajak.

Efter Hans Egedes ankomst i 1721 brugte missionens og handelens folk også umiat som rejsebåde. Derfor var det stadig helt naturligt for Gustav Holm i 1880’erne at bruge umiat til ekspeditionen gennem de isfyldte farvande i Østgrønland, hvor hverken sejlskibe eller dampskibe på den tid uden den største risiko kunne komme ind til kysten gennem

ismasserne i Den Østgrønlandske Strøm. Så sent som i år 1900 fandtes der 363 umiat i hele Grønland. I 1959 var der 4 tilbage. Jagten på Østerbygden

I 1878 oprettede den danske stat Kommissionen for Videnskabelige Undersøgelser i Grønland. Formålet var at udforske landet på forskellige faglige områder, f.eks. geologisk og geografisk. Store dele af Grønland var slet ikke kortlagt endnu, bl.a. det meste af Østgrønland.

Man kendte området fra Kap Farvel og ca. 600 km nordpå, men ikke resten af den mere end 2.500 km lange østkyst bortset fra egnen

omkring fjorden Scoresby Sund, som englænderen William Scoresby havde undersøgt i 1822. Hvad skjulte der sig mellem Kap Farvel og Scoresby Sund? Var det her, man skulle finde nordboernes Østerbygd? Det var der mange, der mente.

Hans Egede 1723

Allerede to år efter sin ankomst til Grønland rejste Hans Egede i åben båd sydpå fra Håbets Ø med kurs mod Østgrønland. Han var taget til Grønland for at udbrede den lutherske kristendom blandt nordboerne, som jo var katolikker. Indtil videre havde han dog ikke mødt nogen i Vestgrønland. Men han

Inuits hvalfangst illustreret af Hans Egede 1741 i bogen “Det gamle Grønlands nye Perlustration eller Naturelhistorie”.

håbede at finde overlevende nordboer i Østerbygden, og den måtte ganske givet ligge på Grønlands østkyst. Det lå jo i selve navnet, mente han.

Ekspeditionen nåede frem til Kap Farvel-egnen. Så opgav Hans Egede at komme længere. Der var alt for meget is, det var sent

og han fik mange oplysninger af dem, bl.a. at der på østkysten ikke fandtes rester af andre huse end dem, som grønlænderne selv havde bygget.

Walløe nåede ca. 150 km op langs østkysten, før han måtte vende om på grund af ufremkommelig Storis. I løbet af sommeren 1753 nåede hans konebåd tilbage til Paamiut, der dengang var den sydligste koloni i Grønland.

Efter hjemkomsten til København afleverede han sine udførlige dagbøger til direktionen. De findes stadig på Det kongelige Bibliotek.

Løwenørn, Egede og Rothe 1786-87

på året, og det kneb med provianten. Undervejs besøgte han mange af nordboernes ruiner i Sydgrønland. Men han troede, at de hørte til Vesterbygden, og håbet om at finde Østerbygden et sted på den vanskeligt tilgængelige østkyst levede videre.

Peder Olsen Walløe 1751

Direktionen for den grønlandske handel og mission sendte i 1751 Peder Olsen Walløe på opdagelsesrejse til Syd- og Østgrønland. Han nåede frem til østkysten i umiaq, men uden at finde Østerbygden. Derimod traf han den lokale befolkning, østlændingene,

I slutningen af 1700-tallet blev der gjort et par forsøg på at sejle ind til Grønlands østkyst med store sejlskibe ude fra Danmark Stræde. Det første forsøg, Løwenørns ekspedition, nåede så langt ind i Den Østgrønlandske Strøms drivis, at man i 1786 kunne bestemme et højt fjeld inde på kysten. Så måtte man redde sig ud af Storisen igen.

Egede og Rothe kom så tæt på land, at de kunne tegne landkendinger af kysten (skitser af fjeldenes profiler). Nærmere kunne de ikke komme, og kun med stort besvær kom de igen fri af isen.

Det lykkedes således ikke nogen af dem at lande på kysten, hvor man stadig mente, at Østerbygden måtte ligge.

I 1822 var den engelske hvalfanger William Scoresby som nævnt nået ind til østkysten ca. 1.800 km nord for Kap Farvel. Han undersøgte landet, fandt inuit-ruiner, men ingen mennesker. Han beskrev mundingen af den store fjord Kangertittivaq, som senere blev opkaldt efter ham: Scoresby Sund. Han skrev en bog om sine oplevelser i Nordøstgrønland. Den blev også læst i Danmark. Det fik kong Frederik den Sjettes regering i København til at genoptage udforskningen af Grønlands østkyst. I 1828 afrejste derfor søløjtnant W.A. Graah og botanikeren I. Vahl til Grønland med instruks om at undersøge og kortlægge hele strækningen fra Kap Farvel og op til det område, som Scoresby

W.A. Graah 1828-30

W.A. Graah

Grønlandsk konebåd / umiaq ca. 1817-19. Tegnet af J. Arø.

havde besøgt i 1822. Rejsen skulle foregå i umiat, og hele vejen skulle de lede efter Østerbygdens nordboruiner.

Ekspeditionen bestod af to umiat og fem kajakker. Med Graah og Vahl var de i alt 19 mennesker, hvoraf de 15 var grønlændere fra Sydgrønland. Det blev en hård tur.

Mange steder var Storisen helt tæt sammenpakket. Så måtte de gå i land og vente. Vente og vente på en bedring i issituationen. En gang i 25 dage, en anden gang 14 dage –og så igen 17 dage. Da de nåede Puisortoq ca. 300 km nord for Kap Farvel, delte ekspeditionen sig. Vahl returnerede med den ene umiaq til Nanortalik, mens Graah fortsatte nordpå med den anden.

Ekspeditionen kæmpede sig fremad dag for dag gennem Storisen og mængder af isskosser og isfjelde fra de store bræer i land. Her og der traf de mennesker. Nogle havde været på handelsrejse til Sydgrønland, men andre havde aldrig set en europæer før.

Den 18. august opgav W.A. Graah at komme længere nordpå. Han var da nået ca. 600 km nordpå fra Kap Farvel. Hele denne strækning kaldte han Kong Frederik den Sjettes Kyst.

I oktober måned gik ekspeditionen i vinterkvarter ved Imaarsivik, ca. 400 km nord for Kap Farvel, og minsandten om ikke W.A. Graah og hans besætning næste forår igen satte kursen nordpå – i håb om at nå Scoresby Land. Det gik bare ikke. Der var alt for meget is.

Efter flere måneders forsøg var ekspeditionen kun nået ca. 150 km nord for Imaarsivik. Så opgav Graah og vendte om.

Endelig den 16. oktober 1830 nåede de herrnhutstationen Friedrichsthal (Narsarmijit) i Sydvestgrønland. Da havde de mistet to besætningsmedlemmer, og Graah var både syg og stærkt afkræftet. Men han kom sig og overvintrede i Qaqortoq for så at sejle til Danmark næste sommer.

Han besøgte kongen og fortalte om sin rejse. Han var overbevist om, at Østerbygden ikke skulle findes på Grønlands østkyst. Men det spørgsmål blev alligevel fortsat diskuteret blandt tidens videnskabsfolk.

G. Holm og V. Garde 1880-81

Den nyoprettede Kommission for Videnskabelige Undersøgelser i Grønland sendte i somrene 1880 og 1881 de to premierløjtnanter i flåden Gustav Holm og Vilhelm Garde til Sydgrønland. De skulle skaffe oplysninger om de mange nordboruiner i området, og de skulle indhente viden om den sydlige del af Grønlands østkyst.

Fra østlændinge, som var på handelsrejse til de sydligste udsteder Pamialluk og Narsamijit, fik de at vide, at der nord for Graahs nordligste punkt fandtes et stort beboet område, Ammassalik, hvis befolkning ikke kendte noget til europæiske varer. Kun sjældent mødtes folk derfra med sydligere boende østlændinge for at handle og skaffe sig små stumper tøndebånd af jern.

Dette sted, Ammassalik, blev det nordligste mål for den næste ekspedition, som Kommissionen skaffede midler til: Konebådsekspeditionen 1883-85 til Grønlands østkyst med Holm som leder og Garde som næstkommanderende.

W.A. Graahs tegning fra rejsen 1828-30 af et grønlandsk skindtelt.

Den lille istid

For at forstå, hvor vanskelig sejladsen langs østkysten var for både Walløe, W.A. Graah og senere Gustav Holm og Vilhelm Garde, skal man vide, at isforholdene langs Grønlands østkyst dengang var meget anderledes end i dag. Grønland og hele det nordvestlige Europa havde i århundreder haft et koldere klima, end vi har det nu. Vi kalder det Den lille istid. Men hvorfor opstod Den lille istid? Det er der flere teorier om.

En teori er, at det hele begyndte i året 1257. Da havde vulkanen Samaras i Indonesien et gigantisk udbrud, hvor asken i Jordens atmosfære blev så tæt, at sollyset i flere år ikke kunne trænge ordentligt igennem.

Det sænkede temperaturen generelt og bevirkede blandt andet, at havisen i Det Arktiske Ocean rundt om Nordpolen voksede og begyndte at sende store mængder drivis, men også koldt ferskt smeltevand med Den Østgrønlandske Strøm ned forbi Østgrønland. Havis indeholder næsten ingen salt, så smeltevand fra havis er nærmest ferskt vand, der flyder øverst i vandlagene. Sydpå i Atlanterhavet mødte den kolde is og smeltevandet Golfstrømmen, der blev afkølet på sin vej mod Nordvesteuropa. Det påvirkede klimaet i Skandinavien, der nu blev væsentligt koldere. Det er nok ikke tilfældigt, at nordboerne i Grønland allerede i 1261 på fællestinget i

Gardar i Østerbygden besluttede at opgive deres fristat og lægge sig ind under den norske konges beskyttelse som et norsk skatland. Altinget i Island besluttede at gøre det samme i 1262. Man kan have mange teorier om årsagen til Den lille istid. Nogle taler for eksempel om solens indstråling i perioden. Men det er under alle omstændigheder en kendsgerning, at klimaet i Nordvesteuropa fra omkring år 1300 og til begyndelsen af 1900-tallet var koldere end nu. Det kom til at præge livet i Grønland og De Nordiske Lande gennem 600 år. Visse perioder var særligt kolde, især årene omkring 1660, 1770 og 1850.

Konebådsekspeditionen til Ammassalik 1883-85

Beretningen om konebådsekspeditionen genfortælles på de næste 48 sider på grundlag af bogen “Den Danske Konebaads-Expedition til Grønlands Østkyst populært beskreven af G. Holm, Kaptejn i Flaaden og V. Garde, Pr. Lieutenant i Flaaden.” Deres bog på i alt 379 sider med kort og illustrationer blev udgivet af Forlagsbureauet i Kjøbenhavn i 1887.

Bogen er genfortalt på grønlandsk af redaktør John Lynge (Ujuut) og udgivet under titlen

“Tunumut Ilisimasassarsiorneq 1883-85” (331 sider) af Dacapo Publishing i 2010.

Genfortællingen i denne bog består af 12 dele, hver på fire sider. Hver del viser et kort over den tilbagelagte strækning sammen med to siders beskrivelse af turen, et uddrag fra Holms og Gardes bog og en akvarel, der illustrerer det valgte uddrag.

1. del: Forberedelser

Den 2. maj 1883 sejlede Den Kongelige Grønlandske Handels tremastede barkskib ’Ceres’ ud fra København på vej til Grønland.

Om bord var de to søofficerer Gustav Holm og Vilhelm Garde, mineralogen kandidat Knutsen fra Norge, botanikeren student

Eberlin samt to unge grønlændere af blandet herkomst, Hendrik og Johan Petersen (Ujuât), ekspeditionens tolke.

nå vestkysten ud for Håbets Ø lidt nord for Nuup Kangerlua/Godthåbsfjorden. Her fik de en grønlandsk kajakmand om bord som lods, og med kanonskud hidkaldte man både til bugsering inde fra kolonien Godthåb.

høje sider og 1,7 m bred midtpå, som ekspeditionen havde fået foræret af kolonibestyrer Lützens grønlandske mor.

De fire umiat blev lastet med ekspeditionens udstyr og proviant. Man regnede med, at kajakmændene ville bidrage til kosten med fangst af sæler og andet undervejs, men ekspeditionen medførte også en ganske betragtelig mængde europæisk proviant i vandtætte sække, kasser og små tønder. Det drejede sig om hårdt brød, ærter, gryn og kaffe foruden smør, tørrede grønsager, chokolade, tobak og meget andet. Hertil kom ”Meat bisquit” og ”Pemmikan” (tørret kød) samt franske supper i tør form i små blikdåser fra konservesfabrikant Beauvais i København.

Med et sejlskib som ’Ceres’ tog turen over Atlanterhavet sin tid. Først en måned senere nåede de Nunap Isua/Kap Farvel, som de på grund af Storisen passerede langt mod syd, før de sejlede nordpå op i Davisstrædet.

Tolv dage senere lykkedes det ’Ceres’ at komme igennem Storisens isbræmmer og

Med en svag brise i sejlene og bugseret af et antal umiat kunne ’Ceres’ endelig ankre op i koloniens skibshavn den 14. juni efter 6 ugers sejlads. Herfra gik turen senere sydpå til Qaqortoq, hvor ekspeditionens gods blev omladet fra ’Ceres’ til skonnerten ’Aktiv’, og endelig den 17. juli – 2 1/2 måned efter afrejsen fra København – kunne de 6 mænd gå i land i Nanortalik.

Rejsen til Østgrønland, konebådsekspeditionen, skulle udgå fra Nanortalik. Der var i forvejen bygget tre nye umiat efter model af en stor umiaq, ca. 10 m lang med ca. 0,7 m

Skindbådenes lasteevne var imponerende, og hver umiaq kunne laste over 1.000 kg proviant. Hertil kom hele den øvrige udrustning, telte, soveposer osv. samt 6-7 mennesker eller flere i hver båd. En fuldt lastet umiaq havde en dybgang på 30-40 cm.

Den 23. juli forlod ekspeditionen Nanortalik, en hel lille flåde: fire store umiat og 9 kajakker med i alt 19 kvinder og 14 mænd. Målet for rejsen i sommeren 1883 var kun at forberede den egentlige ekspedition til Ammassalik den følgende sommer. Der skulle blandt andet anbringes et depot så langt op ad østkysten som muligt.

Ekspeditionen fulgte W.A. Graahs rute i 1829-30. Det ville den også gøre næste år. Fra Graahs nordligste punkt ca. 600 km nord for Nunap Isua/Kap Farvel skulle den så forsøge at trænge nogle hundrede kilometer længere mod nord til det ukendte Ammassalik-område. Her skulle en del af ekspeditionen overvintre og først rejse tilbage i 1885.

I første omgang fik man ekstra proviant om bord i Pamialluk, det sydligste udsted på vestkysten. Derfra gik turen østpå gennem sundene mellem de høje fjelde ved Nunap Isua/Kap Farvel. Her kunne Storisen blokere i dagevis. Så var der ikke andet at gøre end at

gå i land, rejse teltene og afvente en bedring i isforholdene.

Ekspeditionen brugte europæiske lærredstelte med lodrette endestænger og en rygstang. Et sådant telt blev med barduner spændt fast til sten, der blev lagt rundt om teltpladsen, ligesom der blev lagt sten på teltdugens fod. Roerskerne brugte de løse bundbrædder fra konebådene til en slags lave sovebrikse i deres telte, hvor også mændene sov.

Den 1. august mødte ekspeditionen en umiaq ved Nunatsuk tæt ved Prins Christian Sunds østlige munding. Om bord var en

større skare østlændinge. De var på vej til vestkysten for at handle.

Mændene bar langt hår ned over skuldrene, mens kvindernes hår var sat op i en høj top. Både mænds og kvinders dragter var sælskindspelse, korte bukser og lange kamikker. Lårene var nøgne. De korte bukser var deres sommertøj.

Mødet var venligt og spændende for begge parter. Man var forbavsede, man handlede lidt, og man talte sammen, så godt det nu kunne lade sig gøre, for østlændingenes sprog var en hel del anderledes end vestgrønlandsk.

’I smukt stille vejr roede vi fremad mellem de spredte isskosser. De lette halvt gennemsigtige skindbåde gled hurtigt hen over vandet.

Netop som vi havde klaret en isspærring, hørte vi råbet ’umiat’ (’der kommer en konebåd’) fra vore forreste kajakmænd, og kort efter dukkede en underlig lille konebåd fuld af en masse væsener og fulgt af en mængde kajakker frem mellem isskosserne.

For første gang så vi her mennesker af den slags, som senere skulle spille en så vigtig rolle i vor rejse. I den lille skindbåd –overfyldt af mennesker, hunde, telte, spæk og skind – havde disse mænd, kvinder og børn tilbagelagt den samme vej langs den rå, uvenlige østkyst, som vi fire europæere nu behøvede fire konebåde, ni kajakker og adskillige sække og kasser fulde af proviant for at gennemrejse. Menneskenes behov er sandelig forskellige her på jorden!

Kvinderne i båden sad og stirrede på os og havde desuden nok at gøre med afvekslende at prygle hundene, som tudede i det uendelige, og med at fortære snart en stump spæk, snart lidt af deres næses indhold og snart smådyr fra deres hovedhår.

Kajakmændene lå og betragtede os og gav underlige lyde til bedste. Sproget var det underligste, vi endnu havde hørt, en hurtig snøvlende plapren uden spor variation i tonefaldet.

Underligt nok: Disse mennesker, vi her betragtede som vilde væsner, der halvt manglede menneskeforstand, blev et år efter gode, trofaste venner, der hjalp os ved mangen en lejlighed. Og hvad deres intelligens angår, da måtte vi erkende, hvordan menneskene dog ligner hinanden. Ligesom vort første indtryk af dem var, at de manglede forstand, sådan viste det sig senere, at de mente akkurat det samme om os. De syntes, at vi var nogle underlige nogle og på mange måder dumme.’

2. del: Den første sommer

Den 31. juli nåede ekspeditionen ud på østkysten, anført af Jonathan, der sejlede forrest i sin elegante lille kajak. Jonathan var leder af ekspeditionens grønlændere. Til daglig var han kateket ved herrnhuternes missionsstation Friedrichsthal (Narsarmijit). Samtidig var han en af Sydgrønlands dygtigste fangere, og han kendte desuden lidt til den sydlige østkyst.

søofficerer. Der blev ingen rejse, hvis deltagerne ikke havde lyst til at rejse. Alt afhang af god forståelse mellem parterne. De vidste, at det gjaldt om at undgå farer, og at det gjaldt om at holde humøret oppe. Østkysten var et farligt og ukendt sted for dem alle.

En tid lang lå alle stille og så på hinanden. Der skete ikke noget. Absolut ingenting. Jonathan kendte ikke vejen videre frem. Hvad skulle man gøre? Kvinderne tænkte i tavshed. Vende om? Eller fortsætte?

Østkysten var meget anderledes end vestkysten. Her var ingen skærgård og grønklædte fjelde. Her var en barsk kyst med sneklædte fjelde og store bræer. Havet var fyldt med isfjelde og Storisens strøm af tykke isflager. Heldigvis holdt Storisen sig på afstand af kysten. Den dæmpede bølgerne fra Danmark Stræde og efterlod en åben kanal langs land. Derfor gik det nu ubesværet nordpå, og snart passerede de Aluk.

Den 2. august nåede ekspeditionen nordsiden af Kangerlussuatsiaq (Lindenow Fjord). Her erklærede Jonathan, at han ikke kendte vej længere nordpå. Da holdt roerskerne op med at ro. De gik simpelthen i strejke. Hele ekspeditionen lå stille.

Holm og Garde vidste udmærket, at det ikke nyttede noget at tage på vej og begynde at kommandere, selv om de var nok så meget

Så endelig langt om længe begyndte først en utålmodig kone og så en kajakmand at plaske lidt med sin åre. Der blev ikke sagt et ord, men andre fulgte eksemplet, og langsomt satte ekspeditionen sig i bevægelse fremad igen. Den lydløse demonstration var forbi.

Nogle dage senere, da de lå i lejr i Qarsinngortoq ved Danells Fjord, tog Jonathan nordpå mod øen Iluileq. Han kom tilbage med østlændingen Naffalik, der ville overvintre på øen Ivimmiut foran Iluileq. Han og hans husstand, i alt 23 personer, havde været på vestkysten for at handle og skulle nu hjem til Timmiarmiut. Men der var alt for meget is nordpå, så de ville vente til næste år.

Ekspeditionen fik lov til at anlægge sit depot i Qarsinngortoq tæt ved Naffaliks boplads. Han ville passe på det. Man valgte at bygge

depotet op ad en stor stenblok i stedet for op ad en fjeldvæg for at undgå for meget nedsivende tø-vand til foråret. Depotet blev bygget op i halvcirkelform med de to ender op mod stenblokken. Byggematerialet var græstørv og sten i vekslende lag som i ethvert grønlandsk hus, og på gulvet inden for den solide mur blev der lagt flade sten. Taget var af drivtømmer dækket med vandtætte presenninger og græstørv. Naffalik lovede at sørge for et godt yderste dække af konebådsskind. Depotet blev fyldt op af sække og kasser med proviant til næste års rejse længere nordpå.

Den 7. august delte ekspeditionen sig. Tre umiat afrejste direkte hjem til Nanortalik med tolken Hendrik Petersen som leder. I virkeligheden var det roerskerne, der bestemte. Hvis de kom til et sted med mange sæler, blev der ikke roet længere, uanset hvad Hendrik ellers mente om et sådant ophold på rejsen. Nu skulle der fanges sæler. Den fjerde umiaq med Holm og Garde ville bruge hjemrejsen til at undersøge og kortlægge de fjorde, som de havde passeret på udturen. Desuden ville de være meget opmærksomme på, om der fandtes nordbo-ruiner inde i fjordene.

Den 20. august blev deres rutiner afbrudt af en bjørnejagt. De teltede ved mundingen af Kangerlussuatsiaq (Lindenow Fjord), da en isbjørn gik i land, og så gik den vilde jagt.

Først den 16. september var alle tilbage i Nanortalik, en venlig lille plads med Den kongelige Grønlandske Handels bestyrerbolig, 6-7 små hvidkalkede bygninger til Handelens brug, en lille tjæret bræddekirke og nogle og tredive tørvehuse.

Ekspeditionen fik bygget to huse af de for håndenværende materialer: et beboelseshus og et magnetisk observatorium. Vinteren blev brugt til meteorologiske og magnetiske observationer og til at studere nordlysets bevægelser.

Naffalik. Stregtegning efter fotografi i Holms og Gardes bog

’Den 20. august lå vi på en prægtig teltplads lidt nord for mundingen til Kangerlussuatsiaq. Vejret var smukt og mildt, og vi sad i et af teltene og nød en herlig frokost af stegte ryper.

Midt under frokosten hørte vi et brøl fra kogestedet lidt nærmere stranden, hvor vore grønlændere sad og spiste sælkød. Tolken forklarede os, hvad brølet ’nanoq’ betød: En isbjørn var ved at gå i land lige ved teltene.

Der kom røre i lejren. Alle for efter geværerne, og alle ville skyde. Men isbjørnen, den vilde grumme bjørn, blev bange for al denne alarm. Den havde slet ikke fjendtligheder i sinde, den gjorde omkring, tog fart på og svømmede, så hurtigt den kunne, udad igen. Herefter måtte vi overlade jagten til vore fire kajakmænd.

I en fart var alle i deres kajakker, og en jagt så vild og støjende, som jeg aldrig har set, begyndte. Hvor godt isbjørnen end svømmede, kunne den dog ikke svømme fra kajakkerne. De for som lynet hen over vandet, og den ene lanse og det ene spyd efter det andet ramte den ulykkelige bjørn i hoved og hals. Den brølede, pustede og stønnede, og kajakmændene brølede og lo af jubel for hvert spyd, der ramte deres fjende.

Bjørnen holdt længere ud, end man skulle tro muligt. I stedet for at vende sig mod kajakkerne og med sine vældige labber sætte sig til modværge og kaste de lette fartøjer omkuld, vedblev den at flygte. Til sidst søgte den tilflugt under en stor isskosse. Men det var kun en stakket frist.

En grønlænder kravlede op på isskossen, halede sin kajak op efter sig og lagde sig på lur med sin bøsse. Så snart bjørnen kom frem for at trække vejret, fik den et dødbringende skud i hovedet, og under ustandselig jubel fra kvinderne på stranden blev isbjørnen derefter bugseret ind af alle fire kajakker, der trak den gennem vandet i lange tynde sælskindsremme.’

3. del: Den egentlige ekspedition begynder

Næste forår forlod konebådsekspeditionen igen Nanortalik for at sejle til Grønlands østkyst. Så snart sneen var væk i begyndelsen af april, tog de fat på at gøre hver af de fire umiat i orden. Betrækket blev taget af, og træskelettet blev rettet op, hvor det i vinterens løb havde slået sig og var blevet skævt.

Det krævede et erfarent øje at se og vide, hvordan man med surringer og opspænding her og der kunne give båden sin rette form igen. Men ekspeditionens gode venner Adam og Apollo og hele deres stab af dygtige syersker var særdeles kyndige medarbejdere på ekspeditionens ’bådeværft’, og rundhåndet kaffeservering var med til at holde humøret og arbejdslysten fint kørende.

Skindene blev lagt i blød, før det våde betræk blev anbragt over træskelettet og syet fast. Det skulle sidde stramt og smukt. Når betrækket efterhånden tørrede, lå det udspændt som et trommeskind over træskelettet. Skindbetrækket blev smurt grundigt med spæk på ydersiden, før båden blev sat i vandet.

Den 5. maj 1884 sejlede de fire tungtlastede umiat med tilhørende kajakker af sted fra Nanortalik. Der var i alt 37 mennesker om bord. Planen var, at de tre umiat med 26 personer og med Garde som leder skulle vende tilbage til Nanortalik inden vinteren, når der var landsat et depot så langt mod nord som muligt. Den fjerde umiaq og en kajak med Holm som leder skulle så forsøge at nå helt op til Ammassalik og overvintre 1884-85 blandt den ukendte befolkning der.

Jonathan var blevet afløst af Hansêraq som leder for grønlænderne. Hansêraq, Johannes Hansen, var kateket ved handelsstedet Alluitsup Paa mellem Nanortalik og Qaqortoq. Han var 49 år gammel, ikke så stor, skaldet og med gråt skæg, oldebarn af Tuperna og Anders Olsen, Qaqortoqs grundlæggere. Han forlod nu sin familie i 1 1/2 år, især fordi han følte det som et kald, at han skulle udbrede kristendommen blandt østkystens hedninger.

Hansêraq talte ikke dansk, men hans to nevøer, brødrene Hendrik og Johan Petersen var jo med som ekspeditionens tolke. Deres mor, Karen Margrethe, var Hansêraqs søster, og brødrenes far var den danske udstedsbestyrer i Salliit lidt nord for Nunap Isua/ KapFarvel. Familien havde desuden boet i Danmark i nogle år, så de to brødre var vokset op med begge sprog.

Første etape gik uden problemer til Narsarmijit, men allerede den næste dag mødte de et par kajakmænd, der sejlede dem i møde, mens de råbte: ’Isen kommer, isen kommer!’ Det var Storisen, der masede sig vej østfra gennem de mange sunde i Kap Farvel-området, og som snart gjorde al sejlads umulig. Den 7. maj kunne de ikke komme længere og gik i land på nordsiden af Ikeq-sundet ved

Sammisoq ca. 25 km fra østkysten. Her måtte de blive i 10 dage. Først den 16. maj viste der sig så meget åbent vand, at de kunne gå i bådene og forsøge at sejle over sundet til sydsiden af Ikeq.

Det blev vanskeligt. Strømmen var kraftig, og Storisens tunge flager drev rundt og skurrede mod hinanden. Men kvinderne i bådene tabte hverken hovedet eller modet, og bådstyrerne viste, hvor dygtige de var. Efter en hård kamp gennem ismasserne nåede hele ekspeditionen i sikkerhed på sydsiden af sundet.

Det kom til at tage dem 24 dage at tilbagelægge de ca. 25 km i Ikeq-sundet. Først den 3. juni nåede de frem til åbent vand langs østkysten.

kajakstativ Kajakstativ

’Sejlads med konebåd i isfyldte strømfarvande er som at være overladt til tilfældighederne. Man hører det ene brag efter det andet. Det er de mægtige isskosser, der tørner mod hinanden. Man rejser sig for at se, hvor der er en udvej at finde. Der er tilsyneladende slet ingen.

Men styreren passer sit. Så snart han et øjeblik ser en åbning mellem to ismasser, styrer han gennem hullet. Kort efter brager det lige bag ved en: Det er hullet, der er lukket igen. Kammeraterne tænker man ikke på! Hver båd må sørge for sig. Først når man selv er i behold, vågner ængsteligheden for de andre.

Så ser man snart hist snart her nogle sorte hoveder dukke frem i isen. De forvinder igen. Så ser man hele rækken af roersker fortvivlede trække på årerne for at benytte de kortvarige chancer. Først langt om længe er man så atter samlede i sikkerhed.

Ved sådanne lejligheder må man næsten altid beundre grønlænderinderne for deres åndsnærværelse og fatning. Mens de til daglig kan sludre vel meget og have for mange forretninger, der ikke kommer roningen ved, så må det siges til deres ros, at når det kniber, så overgår de endog selv mændene i ro og koldblodighed. Ofte er kajakmændene ængstelige og prøver også at tage modet fra roerskerne. I sådanne tilfælde må man virkelig dobbelt beundre damerne, at de kan beholde deres fatning.’

4. del: Gudstjeneste i det fri

Ekspeditionen lå pinsen over ved Qipisaqqu. Men den 3. juni drev en frisk vestenvind Storisen østpå og skaffede åbent vand langs kysten. Nu gik det nordpå i strygende fart.

Det var en nydelse at mærke de stødende bevægelser, der gik gennem bådene for hvert af roerskernes åretag – og at se det skvulpende vand gennem bådenes halvt gennemsigtige skindbetræk. Kajakkerne pilede afsted foran og i nærheden af bådene.

Men jo længere de kom nordpå, jo mere nærmede Storisen sig land, og den 11. juni måtte de opgive at komme længere. De gik i land på et fremspringende næs, Qeqertatsiaq nord for Aluk, og her måtte de blive de næste 16 dage.

Det blev nogle lange dage, for der var ikke så meget at foretage sig. Isen forhindrede små rejser i omegnen, og alle skulle hele tiden være parate til at gå i bådene, hvis der skulle vise sig den mindste åbning i isen. Man måtte hygge sig, så godt man kunne, og kødgryderne snurrede over mægtige lyngbål, når kajakmændene havde held med deres fangst.

eller var nødt til at ligge stille. Til gengæld var de flinke ved årerne, når der skulle tages fat, og der var et fint forhold mellem dem og ekspeditionens ledere.

De ’gamle’ damer regerede i teltene. De stod for uddelingen af mad og kaffe, og alle rettede sig efter dem. De unge piger og mændene skulle ikke nyde noget af at blive ofre for de gamles ’veltalenhed’, og der var i det hele taget stor respekt for disse koners autoritet.

Først den 27. juni blev der igen en åben rende langs land. Så gik det atter nordpå i højt humør forbi Kap Huitfeldt, Lindenow Fjord, Kap Walløe og helt frem til depotet ved Qarsinngortoq, som de nåede den 28. juni kl. 12 om natten efter at have sejlet mere end 80 km på en eneste dag. Det svarer til afstanden mellem København og Møn, og man skal huske, at med umiat er der tale om tunge fladbundede både. Der er blevet slidt ved årerne! Alle var glade. I halvmørket så depotet ud til at være i fin stand. Man gik rundt og trykkede hinanden i hånden og sagde ’qujanaq’ (tak) og ’Naffalik pitsaqaaq’ (Naffalik er meget dygtig).

Kvinderne, især de 5-6 lidt ældre koner over 40 år, nød livet. Det gjaldt om at spise, drikke kaffe, snakke og sove. De gik ikke så meget op i, om ekspeditionen kom videre fremad

Næste dag fik man kontakt med Naffalik, der havde overvintret med sin husstand på 23 personer ved Ivimmiut ca. 3,5 km fra Qarsinngortoq. Depotet blev åbnet. Intet mang-

lede, og kun ganske lidt havde taget skade af tøvandet. Man bad om at følges med Naffalik nordpå til hans hjemegn ved Timmiarmiut, og det havde han ikke noget imod.

Den 30. juni forlod så 5 umiat og et stort antal kajakker Ivimmiut. Da de kom rundt om øen Iluileq, der er på størrelse med Møn, så de mod nord en stejl, barsk kyst med høje fjelde og vilde forrevne forbjerge. Og havet var fyldt med is, så langt øjet rakte. Det ville blive en vanskelig sejlads.

Men Naffalik førte dristigt an, og langsomt fik de arbejdet sig nordpå gennem isen forbi fire dybe fjorde: Kangerluluk, Iguttsaat

i Anoritooq-fjordens munding mødte de en større gruppe østlændinge, 27 i alt fordelt på to umiat. Den ene umiaq skulle helt op til Sermilik-fjorden i Ammassalik-området efter en rejse sydpå. Disse østlændinge var forskellige fra de sydligere østlændinge både sprogligt og i udseende. Smukke slanke mennesker med smalle næser, tydelige kindben og sortbrunt hår. Det var disse folk, der var målet for ekspeditionen.

Den 4. juli rejste alle 7 umiat og en sværm af kajakker fra Anoritooq forbi fjordene Paatusoq og Isortoq til Inussuit, hvor isen foreløbig forhindrede dem i at komme videre.

Her ved Inussuit, en lav tange på sydsiden af Napasorsuup Kangerlua, ventede også Oqarluartoq og Kuaniak med deres familier på at komme videre, så det blev en stor lejr med i alt 119 mennesker, heraf 82 østlændinge. Om aftenen holdt Hansêraq gudstjeneste for hele flokken.

Årer fra en umiaq

’Ved Inussuit holdt Hansêrak sin første store missionstale for hele hedningeflokken. Som en apostel sad han oppe på en stor stenblok midt i den store kreds af tilhørere. Hedningene lyttede med dybeste andagt og alvor til hans tale. Men sandt at sige tror jeg ikke, at de forstod ret meget af den.

Det er ikke let at forklare evangeliets indhold for den slags mennesker, og Hansêrak havde det vist ikke i sin magt at fremstille det rigtig klart for dem. Han var for ivrig, for foretagsom og energisk en natur til at tale med den tilstrækkelige tålmodighed og blidhed. Jeg tror nok, at vestlændingenes salmesang gjorde et dybere indtryk på dem end talen. Imidlertid forsikrede de alle, at de gerne ville høre mere af ham.

På rejserne til vestkysten havde de jo hørt så meget dunkelt om den kristne tro og dens saliggørende magt. Derfor ville de gerne lidt mere til bunds i sagerne. Missionærerne ville meget gerne trække østlændingene over på vestkysten. Men det kunne vi ikke gå ind for. Vi havde set, hvor jammerligt man kunne have det på vinterdage på vestkysten med for mange mennesker og for lidt fangst.

For at give vores råd mere vægt tillod vi os derfor at love dem, at der snart ville blive sendt en missionær op til dem på østkysten.’

5. del: Trommedans

Den 6. juli forlod hele flokken Inussuit, 9 umiat og 30 kajakker, i håb om at komme godt forbi den farlige isbræ Puisortoq. Bræfronten går direkte ud i havet, ca. 50 m høj og 5-6 km i længden. Man fortalte, at Puisortoq kan skyde is op fra havbunden til skræk og ødelæggelse for menneskene. Derfor skal man sejle forbi den langt til søs. Det lykkedes at passere Kangeq (Kap Rantzau) og nå frem til Kap Adelaer. Her gik Naffalik til fjelds for at få et overblik over issituationen mod nord foran Puisortoq. ’Ajornartoq!’ (det er dårligt), lød det mistrøstigt fra fjeldet. Man besluttede derfor at afvente situationen ved Karrit Akornat mellem Kap Rantzau og Kap Adelaer, og her søgte hele flotillen ind.

Karrit Akornat er et lavt næs. Her teltede W.A.Graah i 1829. Stenene lå endnu til rette til det europæertelt, som han boede i, da han besluttede at sende den ene umiaq hjem og selv fortsætte rejsen videre nordpå med den anden.

vestgrønlænderne var ikke den bedste. Nogle var bange for turen forbi Puisortoq, andre frygtede, at de ikke kunne nå hjem til Nanortalik, før vinteren var over dem.

Efter 11 dage besluttede Holm og Garde så at sende den ene af ekspeditionens fire umiat og seks kajakker hjem med i alt 15 personer, som ønskede at returnere her og nu. De fik proviant med til 20 dage. De øvrige tre umiat og tre kajakker med i alt 22 personer skulle fortsætte. Da de hjemvendende folk var rejst sydpå, blev der holdt et større kaffegilde for at opmuntre de tilbageblivende, der alle var mere eller mindre bekymrede for at skulle sejle forbi Puisortoq. Samtlige østlændinge, kvinder, børn og hjemmeværende mænd blev inviteret med, så det blev et selskab på over 80 personer. Alle fik kaffe og en klump kandis.

Hver dag gik man til fjelds, men der kom kun dårlige efterretninger fra fjeldtoppene. Isen spærrede for al sejlads, og de måtte blive på stedet i hele 17 dage. Stemningen blandt

Den lange ventetid i Karrit Akornat blev brugt til forskellige arbejder ligesom forbjergene blev besteget og landet opmålt og undersøgt. På et knap 500 m højt punkt ved Kap Rantzau fandt man en dag en gammel varde, som satte spekulationerne i gang. Graah omtaler ikke nogen varde, og den findes heller ikke på hans kort.

Hans Egede fortæller imidlertid i sin bog fra 1741: “Det gamle Grønlands nye Perlu-

stration eller Naturel-Historie,” at hollandske hvalfangere har oplyst ham om, at deres skibe undertiden kunne sejle helt ind under Østgrønlands kyst, når isforholdene ellers tillod det. Her har de handlet med østlændingene og gjort anseelige og profitable forretninger. Holm og Garde er derfor tilbøjelige til at tro, at de har fundet en gammel hollandsk varde.

Kandidat Knutsen, den norske mineralog, har nogle travle dage i Karrit Akornat, for de er havnet i en mineralrig egn, og hans mineralogiske undersøgelser giver et særdeles godt udbytte. Han har desuden held til at finde flere sjældne mineraler i området.

Dagene var således optaget af forskellige arbejder. Men om aftenen mødtes man til fælles underholdning, leg, sang, dans og sport i det fri. En aften oplevede ekspeditionen, hvordan et bryllup fandt sted hos østlændingene. Pigen må under ingen omstændigheder vise, at hun gerne vil giftes med den unge mand. Tværtimod skal det se ud, som om hun bliver røvet af ham. Mens hun jamrer og skriger, haler han hende med sig ind i sit telt, og i flere dage skal hun opføre sig meget genert og ulykkelig. Men lidt efter lidt finder hun sig i sin skæbne, efterhånden ligefrem mærkværdigt godt, og når den tilstand

indfinder sig, er de to blevet gift. Forholdet kan dog let opløses igen blot ved, at de to er enige om at gå fra hinanden, eller at den ene bare forlader den anden.

Noget af det mest spændende, der foregik om aftenen, var trommedans, som her blev vist som ren underholdning. Men tromme dans kunne være ganske alvorlig: en rettergang mellem to parter, hvor den, der bedst kan få publikum på sin side og få tilhørerne til at le ad modparten, har vundet sa gen.

Østgrønlandsk tromme 1:7. Håndtag til tromme 1:1. Gengivet fra Meldgaards bog.

’Når folk mødes på sommerrejserne og morer sig med leg og idræt i de smukke sommeraftener, er noget af det mest yndede at holde trommedans. Men trommedans, som vi så det, er ikke kun til forlystelse. Den rigtige trommedans er en alvorlig sag, den eneste egentlige rettergang, der findes mellem grønlændere.

De to modparter stiller sig op lige over for hinanden i midten af en stor kreds af tilskuere. Den ene tager trommen, en træring med et lille håndtag og med et udspændt skind over træringen. Det kan være maveskindet af en isbjørn. Med særlige taktslag på undersiden af træringen synger han så en hånende smædesang om sin modstander. Derefter er det den andens tur, og sådan kan det fortsætte meget længe.

Tilskuerne holder omkvædet i gang med et monotont ’eja, eja, eja a, eja, eja, eja, eja a’ på højst 4 forskellige toner. Ind imellem ler de og giver forskellige udtryk for deres mening.

Den, der bedst kan få publikum til at le ad den anden på en rigtig hånende måde, har vundet sagen, hvis det er en egentlig rettergang, og man fortalte, at taberen på grund af skamfølelsen i mange tilfælde søger et andet sted hen at leve.

Den syngendes dans er noget af det forunderligste, jeg har set et menneske præstere. Han snor og vrider sig, skærer de forfærdeligste ansigter, ler og græder, gisper og sukker, brøler som en bjørn, snøfter som en sælhund og farer frem og tilbage snart oprejst snart helt sammenkrøbet. Ofte jager han sit hoved frem lige mod sin modstander, men standser lige foran næsen af ham.

Modstanderen står urokkelig stille, men hans tid kommer også!’

6. del: Ekspeditionen deler sig

Den 23. juli mente Naffalik, at de kunne komme forbi Puisortoq, og snart begav alle umiat og kajakker sig på vej.

Østlændingene havde forklaret, at ingen måtte tale, le eller spise, de måtte ikke se på bræen og frem for alt ikke nævne dens navn, mens de sejlede forbi den. Ellers ville bræen blive vred og sende dødbringende is op fra havets dyb og knuse deres skrøbelige skindbåde.

De kom nu alle godt forbi Puisortoq, men tågen kom rullende, og de tabte snart hinanden af syne. Først nord for Kap Bille fik de kontakt med hinanden igen, dog endnu ikke med ekspeditionens tredje umiaq. Men den skulle nok dukke op igen. Naffalik og ekspeditionens to andre umiat fortsatte nordpå og nåede den 27. juli frem til Timmiarmiut, et helt andet landskab med skærgård og frodig lyng- og græsvækst.

Klokken 12 om natten ankom de til en af de små øer på nordsiden af Timmiarmiut-fjorden, hvor de havde set et svagt lys. Gennem tusmørket spurgte de, hvem det var, der modtog dem på stranden? En fremmed stemme svarede: ’Uanga’ (det er mig)! Stemmen kunne dog oplyse, at der ikke var set andre umiat end Naffaliks og ekspeditionens to både. Ekspeditionens tredje umiaq var altså ikke nået frem endnu.

Naffalik satte så kursen mod den store Timmiarmiut Ø, hvor hans vinterhus stod. Her slog de teltene op og faldt straks til ro efter den lange dag, og her oprettede de senere et depot i nærheden af Naffaliks vinterboplads. Han lovede igen at holde øje med ekspeditionens depot indtil næste sommer.

Snart ankom heldigvis den tredje umiaq. Den var blevet skilt fra østlændingene nede ved Kap Bille, fordi den ville vente på ekspeditionens to andre umiat. Da de imidlertid ikke dukkede op, fortsatte den alene. Men styreren, den brave gamle Gedion, for vild, indtil nogle kajakker fandt dem og fik båden på rette kurs. Men alle Gedions roersker var rasende, og de ville ikke rejse videre, når de sådan blev forladt. De ville hjem, direkte hjem, og det skulle være nu - efter tre måneder på farten. Holm besluttede derfor klogeligt straks at sende den tredje umiaq retur fra Timmiarmiut.

Den 30. juli delte ekspeditionen sig. Garde rejste sydpå med den tredie umiaq og to kajakker, i alt 11 personer. På vejen hjem til Nanortalik skulle han om muligt undersøge og opmåle den manglende del af kysten. Næste forår skulle Garde så sejle hovedekspeditionen i møde med proviant. De aftalte at mødes ved Uummannaq nogenlunde midtvejs mellem Nunap Isua/Kap Farvel og Ammassalik.

Holm rejste nordpå med de to andre umiat og én kajak. Med sig havde han kandidat

Knutsen, Hansêraq, tolken Johan Petersen (Ujuât), kajakmanden Samuel og 6 roersker: Eva, Kristiane, Andora, Cæcilie, Debora og Severine. Deres bagage vejede ca. 3.250 kg. Østlændingene rystede betænkeligt på hovederne, da de to tungtlastede umiat og den enlige kajak lagde fra land.

Ved Akerninnaq traf de en gruppe på 21 personer, hvoraf kun 5 var drenge eller mænd. Derfor havde to af pigerne lært at gå i kajak og blive fangere.

Længere nordpå ved Illuluarsuk mødte de tre familier, der kom fra den langt nordligere Sermilik Fjord. Året før var de rejst sydpå på handelsrejse, og nu var de på vej hjem

til Sermilik. Deres ledere Ammagaanak og Iliguaki ville godt følges med ekspeditionen, som på den måde fik nogle erfarne og kyndige vejvisere på turen nordpå gennem ukendt land. Her havde ingen europæere været før.

I løbet af august måned kæmpede de sig dog kun langsomt frem gennem isen. Ofte var det også dårligt vejr med regn og storm. Men den 30. august nåede de endelig frem til den mægtige fjord Sermilik. Sermilikerne prøvede at overtale Holm til at overvintre hos dem, ja, de bagtalte ligefrem Ammassalikerne som både påtrængende og tyvagtige mennesker. Men Holm mente, at Ammassalik var det bedste sted til meteorologiske målinger, og Ilinguaki fortalte ham om et godt sted ved mundingen af Ammassalik-fjorden, hvor de kunne bygge vinterhus og overvintre.

Harpun og kajakåre

’Den 2. august ankom vi til Akerninnaq, den egn, hvor Graah overvintrede i 1829-30 ved Imaarsivik. Herfra forsøgte han 18 gange at komme videre mod nord, men opgav til sidst kampen mod isen og vendte tilbage til Vestgrønland.

På dette sted mødte vi 21 beboere, hvoraf kun 5 var mandlige, mens resten var kvindelige, selvfølgelig mest børn. Der fandtes derfor også her blandt andre seværdigheder to pigebørn, der gik i kajak og fangede sælhunde. Deres fædre havde opdraget dem til denne virksomhed, der ellers alene tilfalder mændene. De to piger opfører sig og klæder sig fuldstændig som mandfolk.

Vi hørte senere, at det ikke var ualmindeligt, især i gamle dage, at fruentimmere, når der et sted var mangel på mandfolk, måtte overtage disses forretninger.

Da de havde vist os deres færdigheder i kajakroning og kasten med harpun og fuglepil, gav vi dem bagefter lov til at vælge nogle sager fra vores kasse med ting, som vi brugte som betaling, når vi handlede med østlændingene.

De valgte selvfølgelig ingen fruentimmersager såsom nåle og perler. Den ene valgte derimod et pilejern, og den anden valgte en kniv.’

7.del: Rejsens mål: Ammassalik

Den 31. august forlod de Sermilik i stille og smukt vejr. Havet var isfrit, og det gik ubesværet nordpå langs den indskårne kyst med 800-900 m høje fjelde forbi Orsulaaik og Tasiusaq. Foran dem lå den høje ø Qalerujooneq med Kulusuk, som Holm gav navnet Kap Dan. Vest for den begyndte selve Ammassalik-fjorden. Inde i landet rejste over 1000 m høje fjeldtoppe sig, så langt de kunne se.

Den næste dag fandt de frem til det overvintringssted, som Ilinguaki havde anbefalet: Tasiilaartik Kitteq ved mundingen af den

lille fjord Tasiilaarteq. Det var en overgroet hustomt, der lå på en skrænt oven for stranden. Dette fælleshus havde ikke været beboet i årevis, fordi en sindssyg mand var død der, og siden spøgte han så slemt, at ingen kunne bo der. Den hustomt valgte de at sætte i stand.

Hele dagen, den 1. september, fik de besøg af en stor mængde østlændinge. Nyheden om de fremmedes ankomst var gået som en løbeild hele fjorden rundt, og folk kom sejlende i umiat og kajakker for at se dem og deres spændende og mærkværdige ting. Først da aftenen faldt på, og alle østlændingene var draget bort, kunne de 11 ekspeditionsdelta-

gere holde et lille gilde for at fejre, at den besværlige rejse til Ammassalik var lykkedes, og at de havde fundet et godt sted at overvintre.

Det viste sig, at der lidt længere inde i Tasiilaarteq-fjorden, kun 20 minutters gang fra deres eget overvintringssted, lå et stor fælleshus. Her havde Qutsuluk indrettet sig for vinteren med sin husstand på 40 mennesker, og det var spændende for ekspeditionens deltagere at besøge dem.

Det lange fælleshus var indrettet med 10 lampesteder, et ud for hver afdeling af briksen langs bagvæggen. Der var udspændt skind som skillevægge mellem de forskellige afdelinger, men disse skind gik ikke helt ind til bagvæggen, så man kunne færdes fra afdeling til afdeling bagom uden at skulle ud på gulvet. Gulvet var belagt med store flade sten, og væggene var beklædt med skind.

Husets forside var forsynet med tre vinduer med tarmskindsruder. Der var smalle brikse under vinduerne. En lang snæver husgang førte op til fælleshusets indgang på en måde, så den virkede som en slags kuldefælde.

Holm ville gerne nå to ting, inden vinteren og frosten satte ind: opbygge husets mure af græstørv og sten – og rejse så meget rundt i området som muligt.

Hustomten ved Tasiilaartik Kitteq var delvis gravet ind i bakken, så bagvæggen flugtede med terrænet. De tykke mure skulle genopføres. Husets indvendige mål var ca. 9 x 3,5 m med en godt 6 m lang husgang, der midt på skulle forsynes med et kogested. Hansêraq lavede straks to vinduer, hver med 6 glasruder i. Men noget smukt hus blev det sikkert ikke, for gulvet var ujævnt og skrånede nedad visse steder, og derfor ville taget også blive noget ujævnt, for at de kunne holde en loftshøjde på 1,65 m. Træværket var drivtømmer sammen med træet fra den ene umiaq, der var slidt op og nu endte som byggemateriale. Betrækket fra denne umiaq skulle bruges til at gøre taget tæt med.

Men det kneb noget med at få fart i byggeriet. Besætningen var trætte efter rejsen, og især roerskerne slappede bare af i deres telt uden at vise sig på byggepladsen. Til sidst troppede Holm op og forklarede dem, at de ikke kunne sejle rundt til de forskellige bopladser i området, før jordarbejdet var færdigt, for når de kom tilbage, ville jorden var frosset. En af kvinderne svarede ham i en bestemt og arrig tone, at de ikke rejste, før huset færdigt! Det blev Holm glad for at høre, og de blev derefter enige om, at når de kom tilbage til Vestgrønland, så skulle de med rette kunne sige, at de havde besøgt alle beboerne på Grønlands østkyst.

Derefter gik kvinderne i gang med arbejdet, og nu skred det hurtigt fremad. Så snart huset var lukket, rejste ekspeditionen igen ud for at undersøge og kortlægge den nærmeste ukendte omegn. Holm ville også gerne rejse nordpå til den tredje store fjord i området: Sermiligaaq-fjorden. Alle steder ville han tuskhandle spæk og anden proviant, hvor der var overflod, men vigtigst når han mødte mennesker: Han ville gøre etnologiske studier.

Grundplan og tværsnit af et østgrønlandsk fælleshus til 8 familier. Ca. 8 x 4 m med en 7-8 m lang husgang. Fra Holms og Gardes bog, s. 296.

’Huset deltes i tre rum, hvoraf hvert af yderrummene var ca. 10 fod i kvadrat og benyttedes som beboelsesrum. Det ene rum var beboelsesrum for kandidat Knutsen, tolk Johan Petersen og mig. Det andet blev benyttet af Hansêrak, Samuel og vore seks roersker.

Langs bagmuren var der i begge disse rum en ca. 10 fod lang, 5 fod bred og 1 fod høj briks lavet af sten og græstørv og dækket med skind. De dannede sovepladserne. I grønlænderrummet fandtes desuden en smal briks langs sidevæggen til sovested for Hansêrak.

Hvert beboelsesrum var forsynet med et vindue med 6 små ruder og omgivet af fortrinlige vindueskarme, som var lavet af pakkasser. Døre var der ingen af, men foran åbningerne, der førte ud til midterrummet, hængtes sejldug.

Det 5 fod brede midterrum blev benyttet til proviantkammer og oplagsrum. Et trin førte fra huset ned i den 20 fod lange husgang med kogestedet, hvorfra et røghul gik op gennem taget.

Bohavet bestod af kasser, vandtønde og grønlandske spæklamper.

Æren for husets gode og snilde bygning samt indre fortrinlige indretning tilkommer vor styrer Hansêrak.’

8. del: På opdagelse i det nye land

Den 13. september forlod ekspeditionen vinterhuset for at undersøge omgivelserne og rejse nordpå til Sermiligaaq-fjorden. En mængde kajakker fra omegnens beboede steder fulgte med, og det gik hurtigt og muntert af sted med en forholdsvis let lastet umiaq og 6 roersker.

Aatsiva, der havde reddet livet under sultevinteren 1881-82 ved at spise kødet af de sultedøde: Qiligassaqs mand, deres 8 børn og 4 børnebørn.

mange med skarpe, takkede spidser. Her udtalte Holm disse ord: ’Dette skal være grænsen for vores rejse. Hele landet vil vi kalde Kong Christian den IX’s Land, og denne ø skal hedde Erik den Rødes Ø, for han var den første europæer, der kom til Grønland.’ Derefter byggede de en ca. 1 m høj varde og anbragte en blikdåse med en beretning inde i varden. Senere gav de naboøen navnet Leifs Ø. Også her byggede de en varde på toppen.

Ved Kangaartik halvvejs inde i Ammassalik-fjorden måtte de telte i flere dage på grund af storm og regn. Til gengæld fik de kontakt over land med folkene i Noorajik, en boplads med 48 mennesker i 5 telte, deriblandt den mor og datter, Qiligassaq og

Landet omkring Kangaartik var frodigt og grønt. Her voksede mange kvaner og sortebær, som alle nød godt af. Men ligesom i de andre grønne områder på Østkysten, som de havde besøgt, var der heller ikke her det mindste spor af nordboer. Østerbygden lå ikke på østkysten.

Den 19. september sejlede de videre og besteg en høj ø ved Sermiligaaq-fjordens munding. Herfra kunne de se kysten nordpå med over 1.000 m høje snedækkede fjeldtoppe,

Da de kom ned fra fjeldet, traf de to mænd fra Sermiligaaq. Det var Maratsuk og Avgo. Maratsuk havde året før dræbt sin stedfar. Han rystede over hele kroppen ved at se Holm og hans folk. Men Hansêraq talte roligt og venligt til Maratsuk og vandt hans tillid. I Ammassalik gjaldt reglerne om blodhævn. Den familie, der var blevet udsat for et drab, skulle før eller siden hævne det, om der så skulle gå en hel menneskealder, før det kunne lykkes.

De blev enige om at følges ad med de to til sermiligaaqernes boplads Nunakitsoq, hvor 14 mennesker netop var ved at flytte ind i fælleshuset. Ekspeditionen blev meget godt modtaget, og der blev handlet: spækposer, tørret kød og skind, som beboerne havde rigeligt af, blev udvekslet med synåle, jernkram, rødt stof og røde bånd.

Overalt, hvor de kom frem og besøgte folk i telte eller fælleshuse, lagde Holm mærke til beboernes redskaber og brugsgenstande. For eksempel så han, hvordan de skaffede sig ild med det, han kaldte ’inuits fyrtøj’. Det bestod af en træpind, som ved hjælp af en rem drejes rundt – frem og tilbage som et drilbor – samtidig med, at en medhjælper med et håndtag presser pinden ned i et hul i et stykke træ, der ligger på jorden. Gnidningsvarmen fremkalder gløder i træmelet, og gløderne pustes behændigt ind i noget tørt mos, der så begynder at flamme op. En mand og hans kone demonstrerede det for Holm. Det tog dem mindre end et minut at skaffe ild på den måde.

Hver gift kone havde en ret stor trekantet fedtstenslampe på en platform foran briksen. Brændstoffet var spæk og tran, og man brugte væger af mos. Over lampen oppe under loftet hang en tørrehæk af tremmeværk, og under den var der ophængt en stor fedtstensgryde, der kunne forskydes frem og tilbage over lampen.

Holm så også vandspande lavet af træstaver i en slags bødkerteknik. Spandene var forsynet med en tværstok, så det var nemt at bære dem, når der skulle hentes vand, is eller sne. En øse af træ med et langt skaft blev brugt til at tage vand fra spanden med. Alle

disse træting lavet af drivtømmer inklusive urinbaljer, spækskåle, kødbakker og mændenes små kasser med redskaber og værktøj havde deres plads under briksen.

Fra Sermiligaaq-fjorden sejlede de gennem Ikatteq-sundet tilbage til Ammassalik-fjorden for at undersøge den indre del. De besøgte de beboede steder og kom også forbi Qingattaq, hvor der fanges ammassat om foråret. Holm gjorde observationer og tegnede kort.

Den 29. september var de tilbage ved vinterhuset i Tasiilaartik Kitteq, men snart efter hentede de en bådfuld drivtømmer fra en stor hustomt ved Nunakittit på en ø ud for Kulusuk. Alle beboerne var døde af sult i 1881-82, og de havde købt tømmeret af arvingerne. Skindbåden blev herefter anbragt med bunden i vejret på nogle solide stolper, surret godt fast, og rummet under den blev brugt som stuverum.

Nu kunne de for alvor flytte ind og tænde lamperne.

Ildbor, tørrehæk, gryde og spæklampe af fedtsten samt forskellige brugsgenstande af drivtømmer. Gengivet fra Meldgaards bog.

samt forskellige brugsgenstande af drivtømmer. Gengivet fra Meldgaards bog.

’Ammassalikerne bagtalte folkene på den nordligste boplads Sermiligaaq og rådede os til ikke at rejse derop. Vi ville nok blive rigtig godt modtaget og beværtet, og vi ville sikkert synes, at beboerne deroppe var meget elskværdige. Men når vi så forlod Sermiligaaq igen, ville de slemme folk tage sjælene fra os, og så måtte vi snart dø.

Den ene af disse folk, Maratsuk, havde for kort tid siden snigmyrdet sin stedfar. Denne stedfar havde nemlig pryglet Maratsuks mor, fordi hun var ham alt for utro og udførte sit husarbejde dårligt. Derfor pønsede Maratsuk på hævn, og da stedfaderen engang var ude i kajak, kom Maratsuk bag på ham og ramte ham med sin harpun, men for lavt. Harpunen gik gennem kajakkens træring og ramte ham i lænden.

Manden skreg og søgte at flygte bort, men Maratsuks fætter Sanimuinnaq sejlede hurtigt frem og gav ham dødsstødet ved at sætte sin harpun i hans ryg mellem skuldrene. Ikke fordi Sanimuinnaq bar nag til manden, men fordi Maratsuk havde truet ham med døden, hvis han ikke gjorde det.

De skar derefter hul på den dødes kajak, så den sank.’

9. del: Vinteren i Ammassalik

Det lykkedes ekspeditionen at besøge alle 12 beboede vinterbopladser i Ammassalik-området langs fjordene Sermilik, Ammassalik og Sermiligaaq. Her boede i alt 413 mennesker. Holm fik at vide, at der ikke boede mennesker nord for Sermiligaaq. Det havde der gjort tidligere, og han fik beskrevet kysten mellem Erik den Rødes Ø og Kangersertuaq-fjorden ca. 300 km længere mod nord så godt, at han kunne tegne en kortskitse af den.

Inuitkulturens overlevelse afhang af, at der var dygtige kvinder, der kunne behandle de skind, som mændene leverede, og af dette materiale fremstille alle mulige brugsgenstande: klæder og fodtøj til børn og voksne, betræk til kajakker og umiat, telte osv.

I fælleshusene hængte kvinderne deres sysager op på de lodrette bjælker, der bar taget, foran briksen. Det var nålehuse, fingerbølholdere, kroge til senetråd, poser, knive og meget andet. Med disse redskaber var kvinderne ustandselig i gang med deres forskellige syopgaver.

Gustav Holm var ikke bare ekspeditionsmand, meteorolog og kartograf, han var også en meget omhyggelig selvlært etnolog. Han undersøgte og beskrev ammassalikerne, som han betragtede som et frit folk. Han ønskede at give et billede af deres originale hedenske livsform og kultur. Han opkøbte og indsamlede en hel samling af små etnografiske genstande, som på den måde er bevaret for eftertiden.

Noget af det fineste, han så, var de mange smukt dekorerede træting med pånittede figurer i tand og ben. Men kunstnerisk blev de dog overgået af de mange smukke og originale skindarbejder, som kvinderne fremstillede. Det at kunne sy med bennål og senetråd var en livsvigtig færdighed.

Gustav Holm beundrede de skinddekorationer, som mange kvinder forsynede deres brugsting med: opbevaringsposer, små skindtasker og lignende, og det lykkedes ham at købe nogle af dem. Kvinderne havde ikke farvet skind til rådighed, men de forstod at udnytte skindenes naturlige lyse og mørke farver, så der kom et vist farvespil over tingene. Bølgelinjer og runde sole m.v. veksler med strammere påsyede bånd i de fantasifulde dekorationer.

Nunatta Katersugaasivia/Grønlands Nationalmuseum har valgt et påsyet skindornament fra en sådan østgrønlandsk opbevaringspose som sit logo. Det er meget smukt og ligner en slags solsymbol.

Hele vinteren 1884-85 arbejdede ekspeditionen med disse ting, og Holm og Gardes bog om konebådsekspeditionen har spændende skildringer af ammassalikernes materielle kultur, men også af den åndelige kultur: deres naturreligion med troen på en besjælet natur, med tabuer og åndemanere, med fællesskabet, retslivet ved trommedans, blodhævn, konebytning, sørgeskikke, lampeslukningslege og meget mere. De behøvede ikke at rejse særlig meget den vinter, for ammassalikerne kom til dem, ofte langvejs fra på hundeslæde eller til fods. Eller sejlende i kajak, når isen var brudt op efter en storm.

Som tidligere fortalt boede ekspeditionen kun 20 minutters gang fra et fælleshus med 40 beboere, Qutsuluks husstand. De besøgte hinanden. I dette langhus oplevede Holm og hans fæller en aften, hvordan en åndemaning finder sted.

Den 20. marts kom Hansêraq galt af sted. En af kvinderne så en sæl på isen. Johan Petersen og Hansêraq løb ned for at skyde den, Hansêraq med kandidat Knutsens bagladegevær. Da han sigtede, så han noget snavs på sigtekornet, som han lige ville fjerne, men i det samme gik geværet af, og Hansêraq havde skudt det yderste led af sin venstre pegefinger. Sakkutooq (soldaten) – sådan kaldte grønlænderne Gustav Holm – tog sig straks af den ødelagte finger, og efter megen smerte og betændelse kom fingerstumpen sig heldigvis efterhånden. En måned senere – i slutningen af april – kunne Hansêraq med forsigtighed hjælpe til med at ombygge deres umiaq og gøre den klar til hjemturen.

Nunatta Katersugaasivia/Grønlands Nationalmuseums logo

Skindarbejder med dekorationer i forskellige naturlige skindfarver. Gengivet fra Meldgaards bog.

’Den mest yndede måde at tilbringe de lange mørke vinteraftener på var at gøre angakokkunster, hvor ånderne tilkaldes.

Nye vandskind blev hængt op for husindgangen, og et skind blev anbragt foran dørforhænget. Her skulle angakokken sidde med benene mod husgangen. Trommen blev anbragt ved siden af angakokken. Så kunne åndemaningen begynde.

Saminuinnaq kom ind som i drømme og satte sig på gulvskindet. Hans hår blev bundet sammen. Så blev han bagbundet fra hænderne op til albuerne og så stramt, at hans hænder blev ganske blå. Alle krøb op på briksene, og lamperne blev slukket en efter en.

Straks blev ånderne påkaldt ved råbet: ’Goi! goi, goi, goi, goi!’ Imens pustede, stønnede og sukkede angakokken stærkt. Pludselig begyndte vandskindet for indgangen at rasle som bevæget af en stærk vind; trommen lod sig høre, først kun med enkelte slag, men efterhånden hurtigere. Der hørtes støj og lyd af alle slags; raslende, susende, klaprende, snart som maskinværksteder, snart som lokomotiver og snart som store flyvende væsener. Snart hørte man angakokken stønne, sukke, klage, hvine, hviske, snart hørte man ånder, nogle med grove stemmer, nogle med spæde; ofte hørtes en djævelsk skrattende og hånende latter.

Efter en øredøvende, klaprende, raslende, susende larm blev der pludselig ganske stille, thi det frygtede uhyre Amoortortok kom nu travende ind. Man siger, at det har sorte arme, og enhver der kommer til at røre ved det, bliver sort og må dø. Det gik tungt omkring og brølede: ’a-mo! a-mo!’, og alle flygtede til de fjerneste kroge.

Efter dette uhyre kom der et andet, der skreg som en ræv.

Snart efter begyndte trommen igen. Så døde lyden hen. Kunsterne varede godt og vel en time. Lamperne tændtes. Angakokken sad badet i sved på samme sted som i begyndelsen. Hans hænder var vel bagbundne, men ikke nær så godt som tidligere.’

10. del: Jul og nytår

Holm beskriver ammassalikkerne som middelhøje, slankt byggede og velproportionerede mennesker. Mange har smalle ofte lidt krumme næser, lidt skæve øjne og fremstående kindben. Øjne og hår er sortbrune. Mange kvinder er tatoveret med sorte streger mellem øjenbrynene, under næsen og på hagen. Det skulle gøre dem dygtige til deres arbejde. Nogle mænd er også tatoveret med enkelte streger på arme og håndled for at kunne harpunere godt. Tatoveringerne blev udført ved at sy gennem huden med en sodet senetråd.

Da Holm første gang var på besøg i nabohuset, havde han besvær med at komme ind

gennem den lange, snævre og mørke gang. Han var noget større end beboerne. Huset var oplyst af ti spæklamper, og en forfærdelig varm og meget kvalm luft slog ham i møde.

En masse nøgne mennesker sås overalt. De lå på briksene, og han syntes, at de væltede sig mellem hinanden. Selvfølgelig havde de voksne mænd og kvinder miniature-bukser på, men kvinderne formåede kun at skjule ’så meget som et Figenblad’. Børnene var helt nøgne. Først omkring 16-års alderen anlægges natit, husbukser, og så snart en ung mand har fået natit på, er han parat til at gifte sig. De unge piger går ligesom drengene med udslået hår, men efter at de er begyndt at gå med natit, sættes håret op i en bred top, og de er giftefærdige.

I dette fælleshus hos Qutsuluk og hans husstand oplevede Gustav Holm, hvordan en angakok hjalp til i et sygdomstilfælde ved at undersøge den syges sjæl. Hvis sjælen var stjålet, måtte angakokken sammen med sine hjælpeånder forsøge at skaffe den tilbage. Ellers måtte mennesket dø.

Holm blev også udfordret som en slags angakok, der kunne helbrede. Han hjalp selvfølgelig syge folk, så godt han nu kunne med de midler, han havde til rådighed, blandt andet i ekspeditionens medicinkasse. Men ellers gav han bare gode husråd, som kunne udføres med de midler, der kunne skaffes på stedet som for eksempel rent vand, forskellige planter osv. Men den slags råd blev ikke fulgt, de var for simple.

En af Ammassalik-fjordens dygtigste fangere, Pekitissak fik en såkaldt brandbyld på bagen og fik efterhånden feber. Mange angakokker indfandt sig fra forskellige steder for at helbrede ham, og de erklærede, at der var fare for, at han skulle blive rasende og dø, dvs. få blodforgiftning. Da tilstod Pekitissak, at han var ilisiitsok, dvs. heks. I en slags febervildelse fortalte han, at han havde udsendt fire tupilakker, som havde dræbt flere mennesker. Han forklarede også, at han havde samlet forskellige lavarter på sten og hekset over

dem og blandet dem i den mad, som hans plejesøn skulle spise, hvorefter drengen blev helt afmagret og døde.

Holm behandlede ham med forskellige omslag, bylden åbnede sig, og feberen forlod ham. Men hans helbredelse blev alene tilskrevet, at han havde vedgået sig sine forbrydelser, og hans fætter Qutsuluk understregede også over for Holm, hvor godt det var, at Pekitissak havde tilstået alt. Ellers ville han være død.

Pekitissak ankom dog en dag til Tasiilaartik Kitteq med et prægtigt skind til Holm som tak for sin helbredelse. Måske havde han en anden opfattelse af, hvorfor han blev rask.

Østlændingenes eneste fælles højtid var årets korteste dag, som de kunne bestemme ved solens stilling og ved at iagttage stjernen Aassuutits stilling i morgendæmringen. Den 19. december fortalte en mand således Hansêraq, at solen to dage senere ville være på det laveste. Den dag, den 21. december, som rent faktisk er årets korteste dag, blev fejret med sang og trommedans, spisning og andre fornøjelser. Det var østlændingenes eneste tilbagevendende årsfest. Nu ville solen begynde at gå op igen. Vejret ville blive mere stabilt. Storisen ville komme til landet, og isfangsten ville kunne begynde. Isbjør-

nene ville gå i huler og dermed med lethed kunne fanges. Ryper og søfugle ville samles i flokke. Årets korteste dag var et vendepunkt, der var værd at fejre.

I ekspeditionens hus blev der holdt julefest den 24. december om aftenen. Hansêraq holdt gudstjeneste. Han havde selv lavet et lille juletræ af pinde omviklet med lyng og pyntet med lys. Alle fik risengrød og kaffe, portvin og chokolade, og de delte en hel blikdåse med julekager, som de havde haft med fra fru Lützen i Nanortalik.

”Midt på gulvet stod et juletræ, der rigtignok ikke var meget grønt, thi det var sammensat af nøgne pinde, hvorpå der var bundet noget tørt lyng”.

’Sanimuinnaq blev noget forkølet og fik feber. I et anfald af vildelse havde han sprunget omkring på gulvet, så de andre havde måttet binde ham. Nu lå han roligt på briksen, og familien og husbeboerne jamrede omkring ham.

Angakokken Aappaluttoq kom til. Han kastede sig tilbage på briksen, blev tildækket med et skind og fik da syner, i hvilke han opdagede, at Sanimuinnaqs sjæl havde forladt ham. Aappaluttoq var lige foran den syge og begyndte nu at udspørge Sanimuinnaq om alt det onde, som han havde gjort. Sanimuinnaq svarede til dels i vildelse og teede sig senere som en gal. Alle var enige i, at han måtte dø.

Da Aappaluttoq i lang tid havde pint og presset ham, tilstod han, at han var en ilisiitsoq (heks), der ved hjælp af dødninger havde dræbt mange mennesker. Herefter befandt han sig bedre. Aappaluttoq kastede sig nu igen tilbage under skindet og forhandlede med sine ånder. Han fik at vide, at det var Maratsuk, der havde røvet Sanimuinnaqs sjæl. Nu sendte han en af sine Tarajutsialak’er af sted (angakokkens sendebud – en skygge med et spidst, skaldet hoved) for at hente sjælen. Herefter rejste Aappaluttoq hjem.

Nogle dage senere blev Sanimuinnaq rask.’

11. del: På ammassat-fangst

I midten af april flyttede ammassalikerne i telt, selv om der stadig lå sne. Hver familie af nært beslægtede havde sit eget telt, og Alitsaakaaq slog sit telt op lige ved siden af ekspeditionens vinterhus, for det plejede han at gøre hvert forår. Naboskabet gav dem alle mange fornøjelige timer sammen.

Nu var det tid at gøre ekspeditionens umiaq i stand. Betrækket blev taget af, blødt op og gjort større, og båden blev gjort bredere og højere foroven, så den kunne rumme noget mere. Så blev træskelettet betrukket med det våde skindbetræk, der blev strakt ud og syet til. Østlændingene hjalp med dette store arbejde. Da skindene var tørre og stramme som trommeskind, blev de grundigt smurt med spæk på ydersiden.

Den 1. juni besluttede de at besøge Qingattaq og være med til ammassat-fangsten. Mange konebåde og kajakker var allerede sejlet ind i Ammassalik Fjord til den smalle del af fjorden knap 30 km inde, hvor ammassat-stimerne samles om foråret for at gyde på lavt vand. Hele området kaldtes Ammassivik, og derinde var nu næsten alle ammassalikerne samlede, flere hundrede mennesker.

Da de nærmede sig Qingattaq, blev de modtaget af de hjemmeværende kajakker, omtrent 25, og alle var glade for, at ekspeditionen kom forbi. Der var 16 konebåde og 20 telte. Ammassat-fangsten var så småt begyndt.

Om aftenen underholdt man hinanden med leg og trommedans. Især nød de synet af en kvinde, der dansede og sang meget smukt med sin tromme. Nogle østlændinge bad Hansêrak om at holde gudstjeneste, og det gjorde han en aften. Det fandt de stor fornøjelse ved.

Den 4. juni vendte de tilbage til vinterhuset, og i dagene før afrejsen byggede de en meget stor varde øverst på den tange, hvor vinterhuset lå. Inde i varden anbragte de en lille blikæske med en kort beretning og en to-krone med Christian den Niendes portræt. Derefter holdt de et livligt kaffegilde, hvor de takkede hinanden for den tid, de havde tilbragt sammen ved Tasiilaartik Kitteq.

Den 9. juni påbegyndte ekspeditionen den lange hjemrejse til Sydgrønland. Båden var pakket med telte, proviant og alskens bagage til 11 personer – og desuden en ganske stor samling etnografiske genstande i kasser og anden beskyttende emballage.

Østgrønlandsk skindtelt med kvinder og børn. Ved teltets indgang en fanger i kajakpels. Efter fotografi i Holms og Gardes bog, s. 223.

’Ammassætterne blev mest fanget med ketchere, der lignede kurve og var lavet af pindeværk gennemtrukket med tynde sælskindsremme. Hver plet på stenene eller græsset, hvor sneen var borte, blev benyttet til at tørre fisken på. Derefter blev de ordnet, trukket på skindsnore og oprullet i store bundter for at opbevares til vinterforråd.

De dage, vi tilbragte her, fløj bort for os, for fra morgen til aften vekslede besøgene hos os. Vi aflagde også mange besøg i hedningeteltene, hvor vi blev modtaget med udsøgt gæstfrihed og blev trakterede med store mængder såvel kogte som tørrede ammassætter. Vi spiste begge dele med appetit, for østlændingene forstår at berede og servere fisken på en langt mere omhyggelig måde end vestlændingene.

Når de koges, lægges de med omhu ved siden af hinanden i de store fedtstensgryder, vendes forsigtigt med en fiskeske og koges så fint, at fisken er hel og fast i kødet. Vi kunne ikke få vor kogerske oplært til at berede fisken på en tilnærmelsesvis lige så god måde, for vestlændingene laver blot en grødet, blød masse ud af den.

Om aftenen var der lystighed med tag-fat-leg på nogle store sten, hvori der var indhugget trin, så man kunne komme op og ned på dem.

Der var også trommedans, som blev udført af både mænd og kvinder. Ved trommedansen var alle klædt i deres bedste stads, så de, der havde købt tynde bomuldsanorakker af os, havde dem på. De må have lidt en del på grund af det råkolde vejr. Det frøs nemlig 4 grader om natten her i begyndelsen af juni måned!’

12. del: Hjemrejsen

Ekspeditionens umiaq og dens enlige kajak satte i første omgang kursen mod Sermilik-fjorden. Afstanden var kun ca. 50 km, men det blev en meget besværlig sejlads i regn og tåge og i alt for meget is, som de måtte hugge og stage sig igennem langs med land. Turen tog 16 dage, og først den 25. juni nåede de frem til den mere isfri Sermilik-fjord.

Her traf de deres gode ven Ilinguaki, som i vinterens løb havde haft mange store sorger. Ikke mindre end seks af hans husbeboere var døde, heraf 4 fangere, hvoraf to var druknet i kajak.

De tilbragte nu de næste 8 dage sammen med Ilinguaki og hans husfæller. De sejlede rundt, og Ilinguaki viste dem Sermilik-fjordens herligheder. I det indre af fjorden fangede de fjeldørreder, som netop på denne tid var på vej op i elvene.

Den 30. juni og de første dage af juli kom der en meget stærk og varm fønvind fra nordvest. Det var nærmest en langvarig orkan. Ekspeditionens telte var ved at flyve bort, og østlændingenes skindtelte væltede, fordi stængerne i dem knækkede. Men den voldsomme storm fejede Storisen langt til søs og skabte åbent vand langs kysten, nemt at færdes på.

Den 4. juli afrejste ekspeditionen fra Sermilik og forlod dermed Ammassalik-området efter 10 måneders ophold. Den passerede den mægtige isfjord Ikertivaq og havde stadig åbent vand foran sig. Også her havde føn-stormen fjernet isen fra land.

Uden større vanskeligheder gik det støt sydpå. Den 12. juli nåede de Illuluarsuk, hvor to kajakmænd kom sydfra med ’noget hvidt’ til Holm. Det var et brev fra Garde, der fortalte, at hans to konebåde var nået til det aftalte mødested Uummannaq, hvorfra han med den ene konebåd var sejlet ind i fjorden for at undersøge og kortlægge den.

Da de den 15. juli nåede frem til Uummannaq, var Garde stadig inde i fjorden. Holm sendte en kajakmand ind til Garde, og næste dag blev de to afdelinger af ekspeditionen genforenet.

Det blev et dejligt gensyn. Alle var i god behold, og Garde havde forsyninger og post med fra Nanortalik. Bagagen blev nu bedre fordelt, og den 18. juli sejlede de tre konebåde sydpå.

Ved Timmiarmiut tog de afsked med Naffalik og hans folk og belønnede dem godt, især Naffalik, fordi han havde passet så omhyggeligt på deres depot hele vinteren og fået det

hele flyttet til et højere liggende og mere tørt sted. Det var de sidste østlændinge, de så, for hele strækningen syd for Timmiarmiut var nu ubeboet.

Efter de sædvanlige problemer med is og vejrlig nåede de endelig den 15. august frem til udstedet Pamialluk. Herfra gik turen via Narsarmijit, Alluitsup Paa, Nanortalik og Qaqortoq til Qassimiut, hvor en god del af konebådenes last blev bragt om bord i skibet ’Constance’.

Den 29. august var vinden gunstig, og turen over Atlanterhavet til Danmark kunne begynde.

Garde skriver: ’tårerne stod i øjnene på os og alle vore venner og veninder, og så længe det var muligt at se hinanden, blev der viftet med lommetørklæder og skudt med geværer. Vinden fyldte sejlene, og snart var Qassimiut og vores grønlandske venner ude af syne.’

Først den 3. oktober kunne ’Constance’ ankre op på Københavns red. De lange rejsers tid var forbi, og alle var kommet uskadte hjem igen, beriget af store oplevelser.

Ekspeditionsdeltagerne foran den store varde, som de byggede i juni 1885 ved overvintringsstedet på Tasiilaartik Kitteq. Stående fra venstre: nr.: 1 Gustav Holm, nr. 4: Hansêraq, nr. 5: kajakmanden Samuel, nr. 6: tolken Johan Petersen (Ujuât) og nr. 7: kandidat Knutsen.

En af de 6 roersker Eva, Kristiane, Andora, Cæcilie, Debora og Severine må have taget dette fotografi, der er forlæg for stregtegningen, og som findes i Holms og Gardes bog, s. 357.

Vilhelm Garde fortæller:

’Kl. 12 middag den 16. juli nærmede vi os Uummannaq og dermed vore kammerater. Det var med underlige forventninger. ’Gud ved, hvordan med det og det? … osv., osv.’

En reglementeret salut på 9 skud afgav vi, lige inden vi kom til syne! Dannebrog udfoldedes, og et øjeblik efter så vi teltlejren flagsmykket og fuld af liv foran os.

Salutskuddene dundrede i en evindelighed ud imod os, og der havde vi jo Holm og Knutsen aldeles, som vi forlod dem! Det var en prægtig dag.

Først langt ud på natten huskede vi at se på uret. Det lille telt ved foden af Uummannaq-fjeldet havde huset nogle af de lykkeligste mennesker på jorden den dag!

To småkasser, som velyndere af ekspeditionen havde sendt med til denne dag, blev åbnet og tømt til bunden, og det ville have glædet giverne utrolig at se den lykke, deres gaver gjorde.

Den 18. juli forlod vi Uummannaq for at drage hjemefter. Næste dag sagde vi farvel til vor gamle brave ven Naffalik, som sidste år havde fulgt os til Timmiarmiut og passet vores depot der. Det kneb for ham at se os drage bort. Hans afskedsord til os var: ’Gid I altid må fare i åbent vand!’

Vi lovede, at der snart skulle komme qallunaat’er op til dem igen.’

Hvad der siden skete

Da Gustav Holm kom tilbage til Danmark og fortalte om ammassalikerne og deres barske livsvilkår, mødte han stor forståelse for, at staten burde oprette en handels- og missionsstation i Østgrønland. Der gik dog både år og dag, før der skete noget.

I 1891 blev en ny ekspedition under ledelse af marineløjtnant C. Ryder sendt til Scoresby Sund med skibet ’Hekla’. Opgaven var at udforske kysten mellem Scoresby Sund og

Ammassalik, men det kunne slet ikke gennemføres på grund af is. Ryder måtte overvintre med ’Hekla’ ved Scoresby Sund.

Næste år sejlede han ud af Storisen, sydpå og ind til Ammassalik. Med sig havde han

0Gustav Holms tolk Johan Petersen, Ujuât, som befolkningen jo kendte, og Ryder fik lavet en fuldstændig liste over beboerne. Nu var der kun 292 mennesker tilbage.

Nedgangen i befolkningstallet skyldtes ikke kun sult og sygdom (f.eks. ’sting’, som var tuberkulose), men også voldelig død. Siden 1885 var otte mænd druknet under fangst fra kajak, tre faldet gennem isen og druknet, en kvinde var faldet ned fra et fjeld, en havde druknet sig pga. sult, tre andre hav-

de ligeledes begået selvmord. Men drab og blodhævn havde kostet andre 8 mænd livet. I alt 24 mennesker var således omkommet på en voldelig måde, siden Holm forlod Ammassalik. Desuden var nogle flyttet til Sydøstgrønland.

Tilbagegangen kunne tydeligt ses på det erhvervsmæssige område. Holm havde optalt 119 kajakker og 37 umiat. Nu var der kun 68 kajakker og 16 umiat tilbage. Det var nødvendigt med hjælp udefra, hvis ammassalikerne skulle kunne overleve der, hvor de boede. Og hjælpen var på vej: Hjemmefra havde Ryder fået lov at sige, at staten snart ville oprette en koloni i Ammassalik, måske allerede til næste år.

Kolonien Ammassalik

Det blev nu først i 1894, at kolonien Ammassalik blev oprettet. Skibet ’Hvidbjørnen’ ført af kaptajn Gustav Holm anløb i slutningen af august den lille havn i Tasiusaq-fjorden, hvor kolonien skulle ligge ved Tasiilaq, og hvor de første huse: butik, lager, bestyrerbolig og missionsstation skulle opføres så hurtigt som muligt.

Gustav Holm blev budt hjertelig velkommen af ammassalikerne. Det samme blev

Ujuât, Johan Petersen, der skulle være Ammassaliks første kolonibestyrer, pastor Rüttel

og hans kone, der skulle tage sig af missionen samt de to tømrere, der skulle bygge husene. Selv om alt var meget beskedent, fik det den største betydning for befolkningen. Nu var der adgang til værdifulde varer som værktøj til både mænd og kvinder, våben, beklædning, fødevarer, træ, vinduesglas og meget andet, som kunne købes for ræve-, bjørne- og sælskind.

Alt det nye var overvældende. Harpunfangst blev ændret til riffelfangst, og der opstod i det hele taget et nyt og ukendt afhængighedsforhold til kolonien og dens tilbud. Den oprindelige frihed og væren sig selv nok slog ikke længere til. Levevilkårene ændrede sig. Civilisationen var nået til Ammassalik. Det var meget vigtigt i denne situation, at kolonibestyreren netop var Johan Petersen. Ujuât rådede og vejledte befolkningen i alle livets forhold. Han havde den bedste baggrund for at gøre det. Han var født i Sydgrønland, talte sproget, og han havde deltaget i både Holms og Ryders ekspeditioner. Han lærte mændene riflens brug, og han lærte kvinderne at behandle skindene til salgsvarer. I det hele taget gav han ammassalikerne rigtig mange nye impulser. Til gengæld viste de ham stor anerkendelse og respekt.

Den anden opgave, missionen, blev varetaget af pastor F.C.P. Rüttel. Han havde ikke

nogen forståelse for det hedenske folks åndetro, taburegler og ældgamle forestillinger om en besjælet natur. Alt dette måtte helt forkastes, hvis man ville være kristen. Først efter fem års missionsarbejde fik han døbt 3 kvinder, 4 piger og 1 dreng. Men missionærboligen var populær, når hans kone spillede dejlig musik på harmoniet.

I år 1900 fik Rüttel tildelt en kateket, vestgrønlænderen Henrik Lund, Indaleeraq. Det var en god hjælp, men opgaven var stadig

meget vanskelig. Ammassalikernes sprog havde f.eks. ingen gloser for gudsbegrebet og andre centrale ting i den kristne tro, og kun langsomt blev vejen banet for kristendommens etiske og humane ideer.

Da Rüttel i 1904 efter 10 års arbejde vendte tilbage til Danmark, havde han fået døbt 62 ammassalikere. Samtidig var befolkningen vokset til næsten 500, så det var kun knap 12%, der var gået over til kristendommen.

Christian Rosing og sønnerne

Peter og Otto

I de næste 35 år hed præsten i Ammassalik Rosing til efternavn. Rüttels afløser som hedningemissionær var vestgrønlænderen Christian Rosing. Han virkede som Ammassaliks præst i årene 1904-1922. Han blev afløst af sin søn Peter Rosing i 1922-1934 og denne igen af sin bror Otto Rosing i 1934-1939. Alle tre forstod at arbejde sig ind i ammassalikernes sprog og sjæleforhold. Christian Rosing noterede alt, hvad hans dåbselever forklarede ham om deres gamle tro og skikke, og han opbevarede omhyggeligt deres amuletter, når de afleverede dem ved dåben. Han samlede sine notater i bogen “Tunuamiut”, der blev trykt i Nuuk i 1906 og udkom på

Den gamle kirke i Ammassalik

Christian Rosing. Portræt fra hans bog “Tunuamiut”

dansk i 1946. Her kan man læse om østgrønlændernes oprindelige åndelige kultur, om trommesange, tryllebønner, amuletter og meget mere

I 1908 blev en rigtig kirke indviet, og det gik godt med at udbrede kristendommen. Efter 5 års energisk virke havde Christian Rosing fået døbt en tredjedel af østgrønlænderne. Den sidste hedning blev døbt i 1921. Christian Rosings sønner delte faderens indlevende og forstående holdning til befolkningen. De var begge kunstnerisk begavede og forstod, at man ikke helt skulle forkaste fortidens skikke, sagn og sange, f.eks. trommesangen, men at der måtte være en vis

forbindelse mellem før og nu. Derfor levede disse oprindelige kulturtræk videre og blev udfoldet til glæde for ammassalikerne, når de samledes. Men som døbte kristne lagde de samtidig afstand til troen på onde magter og ånder, troen på tabu-reglernes nødvendighed og på pligten til blodhævn.

Otto Rosings søn Jens Rosing, der voksede op i dette miljø, har udgivet adskillige bøger om østgrønlændernes gamle kultur, bl.a. den store bog “Sagn og Saga fra Angmagssalik” (1984). Og i 1994 - 100-året for koloniens oprettelse - udgav Jens Rosings lillebror Emil Rosing, direktør for Nunatta Katersugaasivia, Grønlands Nationalmuseum, bogen “Østgrønlandske amuletter” om de amuletter, som bedstefaderen havde indsamlet ved århundredets begyndelse.

Ejnar Mikkelsen

Det var nogle usædvanlige mennesker, som kom til ammassalikerne udefra – fra 1884 og langt ind i næste århundrede: Garde, Holm, Hansêraq, Johan Petersen, Rüttel, Henrik Lund og Rosingerne m.fl. Det gjaldt også Ejnar Mikkelsen. Han ankom første gang til Ammassalik i robåd fra Scoresby Sund!

Det skete i året 1900, da søløjtnant G. Amdrup sammen med den 20-årige Mikkelsen og to andre i en 18-fods egetræsjolle roede

de næsten 1.000 km fra Kap Dalton syd for Scoresby Sund langs Blosseville-kysten ned til Ammassalik. Her oplevede de meget af befolkningens oprindelige livsform og fangerkultur. Det var en god baggrund for Mikkelsen, da han i 1924 blev leder af Scoresbysund-komiteens oprettelse af kolonien Scoresbysund.

I de år var der en strid mellem Norge og Danmark om retten til Nordøstgrønland. En dansk koloni i området ville være en stor fordel for Danmark, men staten nølede. Så nedsatte stærke private kræfter Scoresbysund-komiteen og samlede midler til projektet. Spørgsmålet om Nordøstgrønland blev endeligt afgjort i 1933 af Den internationale Domstol i Haag med, at hele øen Grønland kom under Kongeriget Danmarks suverænitet.

Det var kaptajn Mikkelsen, der i 1924 førte dampskibet ’Grønland’ til Scoresby Sund og ankrede op ved Amdrup Havn. Dette sted var udset til den nye koloni, og her blev de nødvendige kolonibygninger og boliger opført i løbet af det kommende år. Der blev også opført huse ved Kap Brewster, Kap Hope og Kap Tobin for at fordele fangsten ud i distriktet.

I Ammassalik var befolkningen efterhånden nået op på 700 indbyggere, og mange ønskede bedre fangstmuligheder. Den nye

Ejnar Mikkelsen som ung i 1907.

koloni nordpå var en sådan mulighed, og 15 fangere med familier, i alt 77 personer med 8 umiat, 15 kajakker, hunde og slæder var parat til at flytte til Scoresbysund. Desuden: kateketen, handelsassistenten, en jordemoder – og Ujuât, Johan Petersen, der ville blive hos dem det første år.

I alt 87 mennesker ankom til Scoresbysund den 4. september 1925 for at bo og leve der.

Skibet, de sejlede med, hed ’Gustav Holm’.

Nye tider

De to kolonier i Østgrønland havde en særlig status og blev styret og administreret efter helt andre regler end dem, man havde i Vestgrønland. Grønlands Styrelse ansatte derfor i 1934 Ejnar Mikkelsen som inspektør for Østgrønland, for at han kunne holde øje med udviklingen og få belyst de problemer, der kunne være. Han besøgte hvert år Ammassalik og Scoresbysund for Styrelsen, indtil han blev pensioneret i 1950. Befolkningen var glade for ham og kaldte ham Miki.

Han samarbejdede især med Østgrønlands to koloniråd, der nærmest kan sammenlignes med de gamle forstanderskaber fra 1857 i Vestgrønland (en slags sogneråd). Efter grundlovsændringen i 1953 blev kolonirådene døbt om til distriktsråd. Først i

1963 kom loven om Grønlands landsråd og kommunalbestyrelser til også at gælde i Østgrønland.

Anden Verdenskrig blev et vendepunkt, da amerikanerne i 1942 ankom til Østgrønland, hvor de bl.a. anlagde lufthavnen Bluie East 2 ved Ikkatteq ca. 75 km nordøst for Ammassalik. Det møde åbnede op til den store verden. Men det var først under nyordningen fra 1950, at de moderne bysamfund blev bygget op og udviklet. Og dette er naturligvis fortsat under hjemmestyret og nu selvstyret, hvor begge byer, der nu hedder Tasiilaq og Ittoqqortoormiit, indgår i Kommuneqarfik

Sermersooq.

Men rødderne til det gamle østgrønlandske samfund kan stadig mærkes.

Medie- og litteraturliste

Film

Knud Rasmussen: Palo’s brudefærd. 1933. DVD-video. Udgivet af Palladium A/S.

Jette Bang: Inuit. 1940. Dokumentarfilm med bl.a. konebådssejlads. DVD-video indlagt i Leise Johnsens bog: Jette Bang. Milik. 2017.

Jens Rosing: Umialik. 1967. Filmcentralens videotek. http://www.dfi.dk

Historiske film fra Grønland 1918-65: http://www.filmcentralen.dk

Fotografier og billeder m.m.

Arktiske billeder. Arktisk Instituts hjemmeside: https://www.arktiskebilleder.dk

116 fotos optaget på Konebådsekspeditionen findes på: https://arktiskinstitut.dk/arkiverne/fotosamling

Grønlands Nationalmuseums hjemmeside: https://da.nka.gl/

Grønlands Nationalmuseums digitale samlinger af historiske billeder og arkivalier: https://da.nka.gl/

Ersersaaneq. Digitalisering af GustavHolm-samlingen i 3-dimensionelle billeder: https://www.facebook.com/Natmus3D/

Ammassalik Museums hjemmeside: http://www.ammassalik.museum.gl/Forside-9

Hansen, Keld: Grønlandsbilleder 1860-1920.

Bogen indeholder bl.a. mange tidlige fotografier fra Ammassalik.

Christian Ejlers Forlag. 1976.

Museet for Søfarts billedarkiv http://billedarkiv.mfs.dk/fotoweb/archives/5001-Museet-for-s%C3%B8farts-billedarkiv/?q=gr%C3%B8nland

Litteratur

Balslev-Clausen, Erik: Kirken i Grønland 1900-2000. Eksistensen. 2021

Bang, Kirsten: Åndemanerens lærling. Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck. 1967.

Fisker, Jørgen: Tasiilaq – Angmagssalik. I serien Grønlandske Egnsbeskrivelser.

Nordiske Landes Bogforlag. 1984.

Gessain, R.: Ammassalik - den påtvungne civilisation. Rhodos. 1970.

Graah, W.A.: Undersøgelsesrejse til Østkysten af Grønland 1828-31. Gyldendal. 1932.

Gulløv, Hans Christian (red.): Grønlands forhistorie, side 337-343. Gyldendal. 2005.

Hansen, Keld: umiaq - en skindbåd fra Grønland. Mallings 1980.

Hansêraks Dagbog. Det grønlandske Selskab. 1933.

Hauser, Michael og Petersen, H.C.: Trommesangtraditionen i Grønland. Atuagkat. 2006.

Hindsberger, Mogens: Fra åndetro til gudstro i Østgrønland. Museum Tusculanums Forlag. 1997.

Holm, Gustav og Garde, Vilhelm: Den danske Konebaads-Expedition til Grønlands Østkyst, populært beskreven. Forlagsbureauet i Kjøbenhavn. 1887.

Johnsen, Leise: Jette Bang. Milik. 2017.

Knuth, Eigil: Billedhugger i Angmagssalik. København. 1943.

Langgård, Karen: Vestgrønlænderes syn på østgrønlændere gennem tiden. Grønlands Kultur- og Samfundsforskning 1998/99. Ilisimatusarfik. 1999.

Leine, Kim: Efter åndemaneren. Roman. Gyldendal. 2021.

Lund Jensen, Ejnar: Rejsen til landets ende. Museum Tusculanums Forlag. 2014.

Lynge, John, Ujuut: Tunumut Ilisimasassarsiorneq 1883-85. Dacapo Publishing. 2010.

Meddelelser om Grønland, bd. 9 og 10:

Gustav Holm: Den østgrønlandske Expedition, 1. - 2. del. Kjøbenhavn. 1888.

Meldgaard, Jørgen: Konebådsekspeditionen.

Rhodos. 1972.

Meldgaard, Morten m.fl.: Iivit - Folket bag Storisen. iivit.dk.

Kommuneqarfik Sermersooq. 2019.

Mikkelsen, Ejnar: De østgrønlandske Eskimoers Historie. Gyldendal. 1934.

Petersen, H.C.: Umiaq. Forlaget Atuagkat. 2008.

Poulsen, Kresten: Angakkoq Papik. Atuakkiorfik. 1983.

Qúpersimân, Georg: Min eskimoiske fortid. Det grønlandske Forlag. 1982.

Rasmussen, Knud: Inuit fortæller, bind 3: Sydøstgrønland og Angmagssalik. Bogan. 1981.

Rasmussen, Knud: Myter og sagn fra Angmagssalik. Mindeudgaven, bind 3, side 306353. Gyldendal. 1935.

Rosing, Christian: Østgrønlænderne. Det grønlandske Selskab. 1946.

Rosing, Emil: Tunuamiut aarnuaat / Østgrønlandske amuletter. Atuakkiorfik. 1994.

Rosing, Ina og Lautrop, Simon: Tasiilaq. Forlaget Picto. 2015.

Rosing, Jens: Hvis vi vågner til havblik. En slægtssaga fra Østgrønland. Borgen. 1993.

Rosing, Jens: Îsímardik – Den store drabsmand. Det grønlandske Selskab. 1960.

Rosing, Jens: Kimilik – Digte fra Angmagssalik. Gyldendal. 1970.

Rosing, Jens: Sagn og saga fra Angmagssalik. Rhodos. 1984.

Rüttel, F.C.P.: Ti år blandt Østgrønlands hedninger. Gyldendal. 1917.

Sandgreen, Otto: Øje for øje og tand for tand. Om åndemaneren Naaja og hans efterkommere. Otto Sandgreens Forlag. 1987.

Ujuâts Dagbøger. Med tillægget: Østgrønlandske sagn og fortællinger samlet af Gustav Holm. Det grønlandske Selskab. 1957.

Carl Rasmussens akvarel af Gustav Holms ankomst til Ammasalik 1894 med skibet Hvidbjørnen. Ombord er Johan Petersen og missionær F.C.P Rüttel

’UMIAT–Gustav Holms konebådsekspedition til Østgrønland

1883-85’ er den sidste bog i en lille serie om vigtige fartøjer i Grønlands historie, som Leif Aidt har skrevet.

De to første er ’Sonja kalippoq’ om statens hvalfangerskib fra 1920’erne og ’Misigssût’ om røntgenskibet, der blev sat ind i kampen mod tuberkulose i 1950’erne.

Umiat var inuits fangst- og rejsebåde, og uden dette fremragende transportmiddel er det nok tvivlsomt, om inuit var nået frem fra Alaska helt til Grønland for 800 år siden.

Umiaq, på dansk konebåd, fordi den blev roet af kvinder, blev også brugt af missionens og handelens folk frem til begyndelsen af 1900-tallet. Fartøjet var desuden forudsætningen for Gustav Holms ekspedition til Ammassalik for 140 år siden.

Bogen fortæller om umiat, og hvorledes de blev brugt af Gustav Holm og hans folk.

POLAR EDITIONS