Store drømme i lille motorsejler

Konkurrencer

Blue Dane slipper friheden løs

FRIHEDEN ER NOGET, VI TAGER FOR GIVET

TEKST OG FOTO: Mirela Dokkedal

om sejler sætter man især pris på sin frihed. Den følelse man har, lige så snart man har kastet fortøjningerne og gjort sig fri af fast grund under fødderne. Her i vores del af verden, tager vi vores frihed for givet. Det kan vi især mærke i disse måneder, mens Corona-pandemien raser, hvor verden er lukket, og friheden er taget fra os. S

Da verden stadig stod åben for vores fødder, fra sommeren 2017 til sommeren 2018, rev min mand Mikael og jeg et år ud af kalenderen, og vi tog et års orlov fra vores respektive jobs, for de varme lande kaldte på os. I mange år har vi læst den ene skønne beretning efter den anden skrevet af folk, der var modige nok til at krydse oceaner. Vi har sejlet sammen i 20 år, og vi har altid snakket om at sejle ud og se mere end det sydfynske øhav, Limfjorden eller Bornholm. Jeg er ikke ligefrem den fødte sejler. Jeg er født og opvokset i Rumænien 500 km fra Sortehavskysten og har aldrig fået svømmeundervisning i skolen. Da jeg kom til Danmark, lå der en LM 32 motorsejler i Mikaels baghave som et byggeprojekt, der strakte sig ud over 5 år. don gennem Standing Mast Route og Østersøen rundt. Alt sammen mens børnene var små, og vi kunne få lov til at tage dem ud af skolen og undervise dem ombord. Flere år senere, efter børnene var godt i vej, havde vi igen tid til at drømme stort. Større end før. Nu skulle vores gamle drøm om at krydse Atlanten få vinger, eller vind i sejlene, hvis vi skal blive i sejlerterminologien. Nu skulle vores gode gamle Blue Dane vise sit værd gennem bølger så høje som huse og under helt nye vind- og vejrforhold. Om bord var der kun os to, og efter at have boet i et år på 7 m 2 hvoraf de ca. 60 døgn på åbent hav, kan jeg vist roligt sige, at jeg har valgt den rigtige kaptajn til mine drømme.

PRAKTISKE LØSNINGER Er det så ikke svært at tage sådan en stor beslutning? Jo, det er det. Men når man har sat en dato, så er alting nemmere. Nu er det pludselig helt naturligt at forberede sig, at gøre store og små indkøb af udstyr, og det føles ikke mærkeligt mere at dele sine drømme med alle dem, man kender.

Når vi nu skulle leve på vandet under stærk sol i længere tid, havde vi brug for en bimini. Vi skulle også bruge nogle solceller til strøm. Løsningen blev 3x100w solceller placeret lige over cockpittet, så sparede vi biminien. Solcellerne blev, sammen med vindroret Windpilot Pacific og vores 20 kg klo-anker med 130 kg ankerkæde (50 m), de bedste investeringer til turen. Vindroret har fungeret som tredje mand ombord, dog uden at bede om mad, drikke eller hvile. Uden den havde vi ikke kunne gennemføre oceankrydset med henholdsvis 18 og 22 døgn på åbent hav.

GIV SLIP Hvis nogen spørger mig, hvad vi især har lært af et års oplevelser på verdenshavene, er jeg ikke sen til at svare: vi har lært, at vi ikke kan styre alt. Og det er faktisk befriende omend ikke nemt at acceptere, mens udfordringen står på.

DRØMMEN FÅR VINGER Mikael har bygget den, døbt den Blue Dane og sået de første sejlerspirer i min bevidsthed. Inden vores Atlanterhavseventyr har vi sejlet til Paris på floder og kanaler, til Lon

Et eksempel er vores “lille” motorkrise på Kap Verde: efter vi har ligget i Mindelo havn i 12 dage, var det d. 29. november 2017 tid til at sige farvel til alle sejlervennerne og starte på flere ugers oceansejlads mod Tobago. Det havde vi glædet os til og forberedt os på, både mentalt og praktisk: vi havde provianteret, fyldt vand og diesel på, tjekket

Mahi mahi - en eftertragtet spisefisk. Kødet er hvidt og lidt sødt i smagen.

mast og rig, tjekket ud hos myndighederne og brugt vores sidste småpenge i den lokale valuta. Men om morgenen, da vi startede motoren, lød den som en syg, fnysende sæl. Vi smed fortøjningerne, vinkede farvel til alle på kajen og sejlede mod havneindløbet. Men ak, vi blev nødt til at vende om, og nej, sikke følelser af afmagt og frustration, vi pludselig fik i maven!

DE MANGE SPØRGSMÅL Det er ubeskrivelige følelser der strømmer gennem ens krop, og det er også umuligt at stoppe tankemylderet, der opstår på et splitsekund: hvad nu hvis topstykket er røget, hvad gør vi i forhold til myndighederne, og hvad med det perfekte vejrvindue vi går glip af? At komme ind i havnen igen og se de andre sejlere kaste los, var kun med til at gnide mere salt i såret. Vi blev nødt til at traske modvilligt hen til toldkontoret for at tjekke ind igen, og derefter gå i gang med at undersøge skaden.

Alle vores anstrengelser fra før og under sejladsen blev belønnet efter 18 døgn, da vi kastede anker i Pirates Bay på Tobago. Nu var vi kommet til Paradis på jorden: regnskov ned til vandkanten, 27 graders varmt vand og kridhvide palmestrande. Så kan man ikke ønske sig mere!

Undervejs skrev jeg en blog, så vores følgere derhjemme kunne opleve eventyret fra sidelinjen. Denne blog blev, efter vi kom hjem, til en rejsebog der udkom i sommeren 2019: Blue Dane over Atlanten – drømmen om friheden og de store oceaner. ■

På Atlanten