STORE DRØMME I LILLE MOTORSEJLER Blue Dane slipper friheden løs
FRIHEDEN ER NOGET, VI TAGER FOR GIVET TEKST OG FOTO: Mirela Dokkedal
S
om sejler sætter man især pris på sin frihed. Den følelse man har, lige så snart man har kastet fortøjningerne og gjort sig fri af fast grund under fødderne. Her i vores del af verden, tager vi vores frihed for givet. Det kan vi især mærke i disse måneder, mens Corona-pandemien raser, hvor verden er lukket, og friheden er taget fra os. Da verden stadig stod åben for vores fødder, fra sommeren 2017 til sommeren 2018, rev min mand Mikael og jeg et år ud af kalenderen, og vi tog et års orlov fra vores respektive jobs, for de varme lande kaldte på os. I mange år har vi læst den ene skønne beretning efter den anden skrevet af folk, der var modige nok til at krydse oceaner. Vi har sejlet sammen i 20 år, og vi har altid snakket om at sejle ud og se mere end det sydfynske øhav, Limfjorden eller Bornholm. Jeg er ikke ligefrem den fødte sejler. Jeg er født og opvokset i Rumænien 500 km fra Sortehavskysten og har aldrig fået svømmeundervisning i skolen. Da jeg kom til Danmark, lå der en LM 32 motorsejler i Mikaels baghave som et byggeprojekt, der strakte sig ud over 5 år.
don gennem Standing Mast Route og Østersøen rundt. Alt sammen mens børnene var små, og vi kunne få lov til at tage dem ud af skolen og undervise dem ombord. Flere år senere, efter børnene var godt i vej, havde vi igen tid til at drømme stort. Større end før. Nu skulle vores gamle drøm om at krydse Atlanten få vinger, eller vind i sejlene, hvis vi skal blive i sejlerterminologien. Nu skulle vores gode gamle Blue Dane vise sit værd gennem bølger så høje som huse og under helt nye vind- og vejrforhold. Om bord var der kun os to, og efter at have boet i et år på 7 m2 hvoraf de ca. 60 døgn på åbent hav, kan jeg vist roligt sige, at jeg har valgt den rigtige kaptajn til mine drømme.
DRØMMEN FÅR VINGER
Mikael har bygget den, døbt den Blue Dane og sået de første sejlerspirer i min bevidsthed. Inden vores Atlanterhavseventyr har vi sejlet til Paris på floder og kanaler, til Lon-
18
STORE DRØMME I LILLE MOTORSEJLER I DANSKE TURSEJLERE NR. 02 2020
For anker med trosser i land
PRAKTISKE LØSNINGER
Er det så ikke svært at tage sådan en stor beslutning? Jo, det er det. Men når man har sat en dato, så er alting nemmere. Nu er det pludselig helt naturligt at forberede sig, at gøre store og små indkøb af udstyr, og det føles ikke mærkeligt mere at dele sine drømme med alle dem, man kender. Når vi nu skulle leve på vandet under stærk sol i længere tid, havde vi brug for en bimini. Vi skulle også bruge nogle solceller til strøm. Løsningen blev 3x100w solceller placeret lige over cockpittet, så sparede vi biminien. Solcellerne blev, sammen med vindroret Windpilot Pacific og vores 20 kg klo-anker med 130 kg ankerkæde (50 m), de bedste investeringer til turen. Vindroret har fungeret som tredje mand ombord, dog uden at bede om mad, drikke eller hvile. Uden den havde vi ikke kunne gennemføre oceankrydset med henholdsvis 18 og 22 døgn på åbent hav.
GIV SLIP
Hvis nogen spørger mig, hvad vi især har lært af et års oplevelser på verdenshavene, er jeg ikke sen til at svare: vi har lært, at vi ikke kan styre alt. Og det er faktisk befriende omend ikke nemt at acceptere, mens udfordringen står på. Et eksempel er vores “lille” motorkrise på Kap Verde: efter vi har ligget i Mindelo havn i 12 dage, var det d. 29. november 2017 tid til at sige farvel til alle sejlervennerne og starte på flere ugers oceansejlads mod Tobago. Det havde vi glædet os til og forberedt os på, både mentalt og praktisk: vi havde provianteret, fyldt vand og diesel på, tjekket
