GRÅVEJR

Vi er alle sammen forskellige. For os alle sammen er der forskel på, hvordan vores krop ser ud, hvordan vi dufter, hvordan vores stemme lyder. Og vi er også ved at blive enige om, at vi tænker og føler forskelligt, oplever og ser verden forskelligt.

Hvordan kan det være, at vi har så svært ved at føle os anderledes? Hvordan kan det være, at mange gemmer deres anderledeshed? Ja, hvorfor gør vi egentlig det? Jeg gør det selv somme tider. Dog er det ikke alt, jeg kan gemme.

Når det er gået op for os, hvor forskellige vi alle sammen er, burde det jo egentlig samtidig gå op for os, at der ikke er noget, der hedder normal eller unormal. Eller jo, måske.

Jeg synes i hvert fald, at det er unormalt at putte remoulade ovenpå en rugbrødsmad med leverpostej. Men så igen, der er jo masser af mennesker, der synes, at remoulade netop oven på en rugbrødsmad med leverpostej er toplækkert. Noget så simpelt som en rugbrødsmad. Hvis vi ikke engang kan blive enige om at definere normaliteten af en rugbrødsmad, hvordan skal vi så nogensinde definere, hvad der er unormalt ved mig som menneske.

Hov, vent lidt. Måske skal vi prøve at spole lidt tilbage igen. Måske skal vi bare helt stoppe med at definere, hvad der er normalt eller unormalt. Måske skal vi insistere på, at vi alle er specielle, unikke og forskellige.

Jeg har altid følt mig meget anderledes, og den følelse har været meget svær at leve med.

Nu synes jeg, det er lidt nemmere, men indimellem klasker gråvejret både på indersiden og ydersiden af mit vindue.

Når det sker, fortæller jeg mig selv to ord: ”Ro på”. For en gang imellem blæser gråvejret indover os allesammen.