”Jeg vil ikke bytte”

Den findes i mange forskellige former, størrelser og farver. Kroppen er genstand for en vedvarende debat i dagens idealsamfund. Et idealsamfund, som er bygget på et konkurrencesamfund. Vi konkurrerer konstant mod hinanden, og nu er kroppen blevet genstand for et nyt kapløb.

Af Sofie Lundsfryd Pedersen

Vi lever i et idealsamfund, hvor målet er at ligne det ideal, som er stillet op for os. Et idealsamfund som er skabt af griske modeblade, anorektiske modeller og mediernes gentagne portrættering af den ideelle krop. Idealkroppen er tynd, perfekt hud uden ar eller bumser, ingen deformationer, ingen hår på hverken ben eller arme – jeg kunne blive ved.

Sandheden er dog en anden. I virkeligheden er det kun de færreste, der passer på denne beskrivelse, og de fleste slår sig oven i hovedet, netop fordi de ikke passer på den beskrivelse. Dagens idealsamfund har skabt en kultur, hvor man føler sig “forkert”, hvis man afviger fra bikinikroppen.

Men… Hvor er mændene så i denne debat? Er det kun kvinder, som pacer sig selv for at leve op til idealet? Kunne det tænkes, at mændene er lige så underlagt denne kultur, men blot skal leve op til nogle andre idealer? Her taler jeg selvfølgelig om den spændstige, muskuløse krop, som den ”ideelle mand” skal have. Her bliver der i højere grad talt om ”den perfekte mand”, hvorimod i kvindelejren bliver der talt om ”den perfekte krop”. Men hvem har ”den perfekte krop”? Og findes den overhovedet? Jeg er af den overbevisning, at ja, ”den perfekte krop” findes, og vi har den alle sammen. Der findes ikke én universel opskrift på, hvordan ”den perfekte krop” ser ud, for der er ikke nogen opskrift. Vi bestemmer selv over vores krop, og den er perfekt i det sekund, vi selv synes, den er perfekt.

Bikinikroppen

Jeg har altid haft et turbulent forhold til min krop, men inden for de sidste par år er jeg begyndt at acceptere den, at den er perfekt på sin helt egen skæve måde.

Da jeg var yngre, brugte jeg meget energi på at udpege de ting, som jeg ikke kunne lide ved min krop – jeg havde ikke den bikinikrop med den flade mave eller de pæne, runde bryster, som jeg ønskede. Efter min første date i 3. g begyndte jeg at få øjnene op for kvaliteterne ved den. De ting, som gjorde den attraktiv og unik. Det var sammenfaldende med, at jeg fik min første kæreste, da jeg begyndte at acceptere min krop. Selvom mine ben er skæve, og jeg ikke har bikinikroppen eller den flade mave, men derimod morkroppen og et grimt ar langs maven er jeg attraktiv og har en lækker krop.

En kæmpe røv

I dag sidder jeg sammen med min kæreste i vores fælles lejlighed med en følelse af, at jeg har den helt perfekte krop, som gør mig unik og lækker. Ubevidst har vores forhold påvirket mit syn på min krop til det bedre. Jeg har lært at sætte pris på de ting, som min krop har, i stedet for hvad den ikke har og nok aldrig får. Igennem min kæreste har jeg lært at se de positive ting ved min krop; eksempelvis mit store og fyldige bagparti som følge af min skoliose (skæv ryg), og jeg havde sikkert ikke fået den uden mit svaj i ryggen. Jeg bliver bekræftet i, at min krop er dejlig, som den er, at den er tiltrækkende og en, man tænder på.

Min krop er en dødssejler i kapløbet om idealkroppen. Jeg er i dag glad for den krop jeg har, og jeg vil ikke bytte.

Den kortlægger, hvem jeg er, og hvad jeg har været igennem. Jeg er stolt af den krop, jeg har, og jeg vil ikke ændre på den.