2 minute read

MIT grønne HJERTE

Min passion for at dyrke planter kommer fra min barndom, hvor jeg er født og opvokset på en gård. Selvom jeg har et fysisk handicap - cerebral parese, har jeg lige siden, jeg kunne kravle været med min far i haven og hjulpet til med at dyrke havens grøntsager. I dag er jeg uddannet væksthusgartner, og jeg har mit eget rækkehus i Næsby med en lille have til, hvor jeg stadig udlever min interesse for plantedyrkning.

Advertisement

Tekst og foto af Mads Blach Madsen

I år gik forårets haveforberedelser i gang den 15. januar, hvor vintersolen skinnede udenfor, og det kriblede i fingrene for at komme i gang med de første forberedelser til den kommende sæson i haven. De første chilifrø og kartofler blev sat til spiring inde i varmen med vækstlys tændt.

Med min far i haven

Lige fra jeg var helt lille, har jeg holdt meget af at være med min far i haven. Jeg er født og opvokset på en gård med en stor have og køkkenhave til. Jeg husker, da jeg var helt lille, havde jeg min egen lille urtehave på 1 m2 i forbindelse med mine forældres terrasse. Her kunne jeg kravle rundt og dyrke mine helt egne grøntsager, så vidt jeg husker ærter, gulerødder og radiser. Efterhånden blev min have udvidet mere og mere, indtil vi bare havde en stor fælles køkkenhave hjemme på gården.

Købte drivhus for konfirmationspenge

Ja, det lyder lidt skørt, men jeg kan huske, at mit højeste ønske til min konfirmation var et drivhus hjemme hos mine forældre. Her kunne jeg dermed skabe bedre dyrkningsforhold for de planter, der kræver ekstra varme, heriblandt tomater, chili og agurk. På mine klassekammeraters ønskesedler stod der omvendt tv, mobiltelefoner og ny computer.

DM i kartoffeldyrkning

Sammen med min far har jeg altid eksperimenteret med at dyrke tidlige kartofler. Til disse eksperimenter har vi benyttet os af tidlig forspiring og udplantning under fiberdug og plastic. I en årrække for 10-15 år siden deltog vi 4 gange i DM i frilandskartoffeldyrkning. Jeg husker, at vi desværre aldrig kom øverst på sejrsskamlen, men til gengæld præsterede vi både at blive nr. 2, 3 og nr. 4.

Uddannelse som væksthusgartner

Mit grønne hjerte førte mig også i retning af at få en uddannelse indenfor det grønne område. På grund af mine fysiske begrænsninger faldt valget på væksthusgartner, hvor jeg har haft mulighed for at videreuddanne mig og dermed dygtiggøre mig indenfor det grønne område. Det har ført til, at jeg nu på 6. år sidder som produktionsplanlægger på et potteplantegartneri, og jeg har således stadig med dyrkning af planter at gøre.

Højbede i min have

For 4 år siden købte jeg mit eget rækkehus i Næsby ved Odense. Her gik én af mine drømme i opfyldelse, nemlig at få min egen lille have. Jeg fik hurtigt arrangeret at få sat 3 højbede op, hvor jeg nu har mulighed for nemt at dyrke forskellige grøntsager på en overskuelig måde gennem vækstsæsonen.

Datoen siger nu den 11. april 2021, og selvom det i dag er en rigtig kold aprildag med slud og sne udenfor, står tomat- og chiliplanterne allerede store og flotte indenfor. Kartofler, radiser, løg og salat hygger sig under plastic og fiberdug udenfor i mine højbede, og inden længe er det tiden at forspire ærter og gulerødder og senere bønner.

Jeg håber og tror på endnu en god vækstsæson 2021.

This article is from: