3 minute read
» Faldskærmsudspring
Af Ann-Katrine Kviesgaard
Advertisement
Jeg valgte i september at tage skridtet, og udfordre mig selv på en helt ny måde. Jeg havde aldrig overvejet, at det kunne være noget for mig, indtil en af eleverne på Egmont Højskolen udfordrede os andre elever. Vi skulle sammen tage ud og springe i faldskærm. Vi samlede 25 elever og brugte en hel dag ved Dropzone Danmark. Dette er et firma beliggende i Herning, som udbyder faldskærmsudspring for begyndere og øvede udspringere.
Der var ingen af os, som havde prøvet at springe i faldskærm, så der var en intens stemning på køreturen dertil. Der havde været fest på skolen dagen i forvejen, så enkelte døjede udover nervøsiteten også af efterfølger derfra.
Da vi kom til stedet, blev vi introduceret til sikkerheden omkring springene, og man skulle ligeledes skrive under på, at det kunne medføre skader på kroppen. Det var der en del af eleverne, som blev ret nervøse over. Men de skal jo af hensyn til uheld orientere os om det. De forklarede dog også, at der aldrig var sket noget alvorligt. Vi brugte hele dagen fra kl. 11 til klokken 20 på stedet, da det ikke var ofte, de bød så stor en gruppe velkommen.
Alle kørestolsbrugere blev tilknyttet den samme instruktør. At springe i faldskærm uden nogen førlighed i benene kræver selvfølgelig særlig opmærksomhed. Det gjaldt både under springet, men i særdeleshed også i forbindelse med landingen. Vi fik derfor benene bundet fast til instruktøren, som så havde fuld kontrol over vores krop.
Jeg var slet ikke nervøs da vi kom ind i flyet, og blev fløjet op i 4 km's højde. Jeg var
spændt og glædede mig helt vildt til det adrenalinkick, som ventede mig forude. Desuden følte jeg mig helt tryg ved instruktøren, som nøje havde beskrevet, hvordan springet ville komme til at foregå.
Endelig nåede vi op og stod klar i døråbningen. Da jeg jo ikke kan gå, var det ham, der tog springet ud i ingenting. Vi havde valgt en dag, hvor det var helt skyfrit, og havde derfor udsyn helt deroppe fra. Det var en vild oplevelse. Det første minut, hvor vi var i frit fald, var så sindsoprivende. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidste gang har haft denne følelse. Jeg havde en kameramand til at filme springet og var endda i stand til at give en thumbs-up, mens vi med høj fart farede mod jorden. Jeg havde forestillet mig et voldsomt ryk, når faldskærmen udløste sig, men den følelse fik jeg aldrig. Det føltes helt naturligt, da faldskærmen blev udløst, og vi nu stille og roligt med utroligt langt udsyn dalede mod jorden. Vi fik endda mulighed for selv at styre faldskærmen ved at trække i forskellige snore. Det var fantastisk fuldstændig selv at være i kontrol, selv om det var en ekstrem situation, vi befandt os i.
Jeg havde ikke været nervøs for landingen, specielt ikke med det sikkerhedsudstyr, som vi var fastbundet til. Det viste sig også, at der ikke havde været noget at være nervøs for. Til bifald fra de andre elever landede vi stille og roligt på landingspladsen. Det er utroligt så præcist, de er i stand til at springe, når man tænker på, hvor højt vi startede. Da vi var sikkert nede, var min første reaktion – fuck hvor var det fedt. Hvornår kan jeg komme op igen.
