» At blive venner med sig selv

At blive ven med sig selv VENSKAB

Af Peter Græsbøll Holm

Jeg er nogle gange uvenner med mig selv. Det svære ved mit forhold til mig selv er, at jeg ofte ikke opdager, at det er der. Jeg kan snakke til mig selv en hel dag. Uden at lægge mærke til, at det er en samtale med mig selv, jeg fører. I starten af dagen er det mere en monolog end en samtale: Jeg konstaterer ting, kommer med påstande som “jeg sov ikke så godt i nat”, eller “jeg kunne virkelig godt drikke noget kaffe lige nu”. Ofte svarer “jeg” ikke igen, og hvorfor skulle han også det, hvad er der egentlig at svare på?

Men ret hurtigt vågner “jeg” – samtalepartneren i mig – og sådan går det til: Jeg ruller med morgensøvn i øjnene ud i køkkenet for at lave den første morgenkaffe, jeg rækker kejtet ud efter stempelkanden, men spasticiteten i min arm er intens efter en nat uden aktivitet, og jeg vælter derfor kanden. “Shit, hvorfor fanden kan du ikke bare fungere?”, tænker jeg vredt og kigger opgivende ned på min hånd. Samtalepartneren er blevet vækket og hægter sig på, hvad der nu er et klagekor. “Det for dårligt, at den hånd ikke virker”, nu rettet tilbage mod mig, “du træner den jo heller ikke nok – du får bare, hvad du fortjener.” Jeg lader det, der nu virker som en modbydelig sandhed, synke ind, mens jeg bøjer mig ned for at samle kanden op. Sådan kan jeg snige små modbydeligheder ind under huden på mig selv dagen igennem.

Umærkelige og så meget mere lumske af den grund. For midt i de uvenlige ord og samtalers ubetydelighed gemmer jeg på betydningen. På vægten af alt det, jeg taler med mig selv om. Så er det ikke længere bare tomme ord i samtaler med mig selv, men hver og en fyldige sandheder – uduelig, unyttig, uværdig.

Jeg har en oplevelse af, at det er nemt at blive uvenner med sig selv, når man har et handicap. Det er nemt, fordi de skyts, du skal bruge til at ramme dig selv med, er overalt i vores samfund: Trapperne, der fortæller dig, at du som kørestolsbruger er uduelig. En 37-timers arbejdsuge der griner din invaliderende stress, depression eller angsten lige op i hovedet. Så er det ikke så mærkeligt, at jeg som handicappet alt for ofte bruger “u”-ordene om mig selv. I ved, de ord, der markerer, at nu snakker vi om noget negativt.

Når det er så ligetil at blive min egen bedste uven, er det vigtigt for mig at modarbejde alle de “u”-ord. At være opmærksom på at ændre min dialog med mig selv. Det kan vi passende kalde at være venner – i stedet for uvenner – med sig selv. Hvad hvis jeg i stedet for at forbande min hånd for, at den er uduelig – fortæller mig selv, at min uduelighed er skyld i min egen uduelige hånd – møder mig selv med venlighed? Duelig, nyttig, værdig.