De lever endnu - historierim

De lever endnu Historierim Tekst: Mikkel Nordin Frost Illustrator: Jørgen Eivind Hansen

De lever endnu Historierim Lavet i samarbejde mellem Varde Bibliotek og Forlaget Conta. © 2021 Forlaget Conta, Silkeborg, Danmark. Varde Bibliotek forlagetconta@gmail.com 1. udgave – 1. oplag – 2021 Forfatter: Mikkel Nordin Frost Illustrator: Jørgen Eivind Hansen Layout: Gitte Poder Korrektur: Thomas Kirkegaard Trykt ved ScandinavianBook A/S, Aarhus, Danmark 2021 Bogen er trykt på svanemærket papir ISBN 978-87-971918-7-3 Find musikken på Spotify og på hjemmesiden: de-lever-endnu.dk Udgivelsen er støttet af Udviklingspuljen for folkebiblioteker og pædagogiske læringscentre under Slots- og Kulturstyrelsen

Indholdsfortegnelse 1. del for 8-9 år Bjergmændene Billums smukkeste heks Guldgåsen Skæggemanden Gårdnissen Hekse-Anne Først til mølle Ål

2. del for 9-11 år Side Knyt-Buller Kirke Vardes bedste håndværk Spillemændene Tyv Brændevin Ulv Hejbøl-bonden Krig og pest Lix- og stedliste

Bjergmændene

En sommer gik to unge, stærke mænd med spader, spande og sække op ad Blåbjerg. Det var midt om natten.

- Sssh, gå stille med den spade, Svend.

Som alle andre havde de hørt, at der lå en skat gemt i bakken.

- Hvordan tror du, den ser ud? hviskede Knud.

- Hvilken?

- Skatten!

- Det ved jeg ikke. Det er også lige meget. Vi skal bare ha’ den skat, så vi kan rejse ud i verden ...

- Jeg vil ikke ud i verden, Svend. Jeg vil giftes med Marie.

- Så skal det være en skat med stor rigdom, hviskede Svend og smilede.

Månen lyste bakken op, og vinden raslede med buske og træer. De sneg sig roligt op ad Blåbjerg. For hvert andet skridt de tog, så de ned på deres fødder. De kendte til fortællingen om en hånd, der var dukket op igennem græsset på bakken. Hånden trak en mand ned under jorden.

Manden så man aldrig igen. Måske var det bare fantasi - måske ikke.

Da de nåede Blåbjergs top, vendte de sig om. I månelyset kunne de se hele vejen ned til foden af bakken. Alt var roligt. Ingen fulgte efter dem.

- Så er det nu! Knud. Bevis, du er så stærk, som du praler med, hviskede Svend.

De begyndte at grave i bakken. De var en smule bange for, hvad der kunne ske. Tanken om rigdom gav dem mod. Da de havde gravet mange meter ned, stødte de på noget hårdt.

- Klonk! sagde det.

- Hvad er det?

- Skatten!

De gravede jorden væk om den hårde ting, de havde fundet. Det var spidsen af en meget lille træsko. I det samme fik Svend sådan et spark, at han fløj op af hullet. Han landede på græsset 20 meter væk og trillede hele vejen ned ad Blåbjerg. Et øjeblik efter fik Knud samme tur.

Da de kom til sig selv, rejste de sig og børstede det værste skidt af.

- Så er det altså sandt! Der bor bjergmænd i Blåbjerg.

- Men vi skal nok få skatten fra dem! udbrød Knud. Han knyttede næverne og satte i løb, imens han råbte: – Jeg vil ha' min Marie!

Svend løb efter ham. Lige før de nåede op til hullet, blæste det op. I det sekund de skulle til at træde ned i det, greb vinden dem. De kæmpede af al kraft for at komme ned i læ af hullet. Hver gang de kom tæt på, tog vinden til og sendte dem et skridt væk.

Sådan blev det ved et stykke tid. Så fik Knud den idé at gå bag Svend. Han prøvede at skubbe ham i ryggen, ned i hullet og i læ for vinden. I det samme kom et voldsomt vindstød, der blæste dem hele vejen ned ad Blåbjerg igen. Der lå de endnu en gang fortumlede på jorden. Lige da de kom op at stå igen, så de noget, der fik modet til at forsvinde og hårene til at rejse sig.

Små bjergmænd i træsko vrimlede op gennem hullet og ud på bakken. Buldrende og råbende løb de bitte små hidsige mænd ned ad Blåbjerg direkte mod Svend og Knud. De stivnede. Men da gik det op for Svend, at det var alvor. Han løb væk.

- Løøøb! Løb for livet, Knud! råbte han og spurtede af sted.

Med månen som eneste vidne kom bjergmændene tættere og tættere på. Desperate forsøgte Knud og Svend at sætte mere fart i benene.

Svend kunne mærke, han ikke var i form til at løbe fra dem, så han kiggede sig over skulderen. Synet fik ham til at stoppe op. Knud stoppede også. De kiggede forbløffet op mod hullet på toppen af Blåbjerg. Bakken var helt tom, og alt var roligt. Der var intet spor af de vilde bjergmænd, de lige havde set.

- Men hvordan? sagde Svend.

- Jeg ved det ikke, men nu skal jeg hjem, svarede Knud og lod sæk,

spand og spade være. Skatten ligger stadig i Blåbjerg.

Bjergmændene

Månen lyser blæsten suser mens de træder frem Spande, spader store sække har de med derhen Hvis du kræver skatten hæver bjerget åbner sig Skovlen klinger spaden svinger blæsten griber dig Man siger, der er underlige væsner - der gemmer sig De gemmer sig på skatte under jorden - for dig og mig Ned ad bakken ben på nakken bjergets mænd er fri Modet svinder mænd forsvinder det er ren magi

Billums smukkeste heks

For mange år siden levede der en væverske i Billum. Hun var kendt af alle i hele landet. Hun vævede meget fint tøj af alle slags. Derfor var hun en travl kvinde. Alle ville have tøj fra hende. Selv dronningen købte tøj hos hende. En dag fik hun en vigtig besked fra en herremand, der boede tæt på. Han skulle giftes. Han havde fået en idé i sidste time før brylluppet. Han ville give sin kone et fint sjal i gave. Men brylluppet skulle stå dagen efter. Da væversken havde mange ting, hun skulle nå, blev hun presset på tid.

- Kunne han da bare have bestilt i god tid, sagde hun for sig selv. Nu skal jeg arbejde den halve nat for at nå det.

Hun kunne bare have sagt nej, tænker du måske. Sådan var hun ikke.

For hende var det svært at sige nej. Og hun elskede at væve. Hun var stolt over, at herremanden ville have hende til at lave sjalet, så hun sagde ja til opgaven. Da hun var færdig med alt det andet arbejde den dag, var det blevet mørkt. Nu måtte hun i gang med gaven. Selvom fingrene, skuldrene og ryggen var ømme og slidte. Hun sukkede dybt. Gik til væven igen. Satte håret op i en knude og begyndte at nynne en lille melodi, som hendes mor altid havde sunget for hende som barn. Den kunne holde hende i gang. Langsomt glemte hun, at hun var både øm og træt.

Senere på natten, imens hun sad og sled i det, stod der pludselig en ung kvinde uden for vinduet.

Da væversken åbnede op for at se, hvem det var, så hun ind i to smukke øjne og et ansigt af fin og glat hud.

- Kære væverske af Billum. I dag er du heldig som få. Væven din kan bedre gå. Når du smører denne væske på.

Så rakte den smukke kvinde en lille flaske med prop ind igennem

vinduet. Kort efter var hun væk. Væversken var helt paf. Hun kiggede længe på flasken. Satte sig ned. Så gik hun i gang med at væve igen.

Men hun kunne ikke lade være med at tænke på det, kvinden havde sagt: ”Væven din kan bedre gå. Når du smører denne væske på.”

Hun stoppede væven.

- Det gør vel ingen skade at prøve, sagde hun og hældte al væsken ud over hjulet på væven. Da hun begyndte at væve igen, kørte væven meget hurtigere end før, Hun vævede og vævede, og det gik som smurt, På kort tid havde hun vævet hele sjalet færdigt, I det sekund hun skulle lægge sidste tråd på værket den nat i Billum for længe siden, rystede hele den store væv så voldsomt, at alle tråde gik, og både træ, stol og sjal brasede sammen for næsen af hende.

- Åh nej! Min væv! græd den arme væverske.

Rygtet gik, at den smukke kvinde med flasken havde været kæreste med herremanden, Hun elskede ham stadig, Den dag ville hun have hævn, fordi han giftede sig med en anden, Efter den nat blev hun kaldt Billums smukkeste heks, Men man så hende aldrig igen.

Billums smukkeste heks

En væverske fra Billum by havde byens bedste ry for at væve smukke ting Tjuhej og plingeling Bryllup for en herremand der går over al forstand kræver mange fine ting Tjuhej og plingeling Hun vævede den halve nat for herremandens lille skat men væven væved’ ingenting Tjuhej og plingeling Den smukke pige med magi hun var ramt af jalousi fik ej nogen bryllupsring Tjuhej og plingeling Den væverske fik hekseri til sit nattevæveri miraklerne kan hjælpe mig Tjuhej og tralalej Men ak, væven i stykker Virak heksene brygger Herremanden blev så gal for bruden fik jo intet sjal og væven væved’ ingenting

Tjuhej og plingeling

Guldgåsen

For mange år siden kom en ung mand gående i Orten by.

- Hvad skal jeg dog gøre? hviskede han for sig selv, imens han gik rundt i byen.

Morten, din klovn, tænkte han for sig selv. Du har mistet dit job.

Måske bliver du smidt ud af dit kammer. Du kan ikke engang betale den næste husleje.

Imens han gik der i sine egne tanker, blev han stoppet af en gammel kone. Hun havde et laset klæde om hovedet og en klap for øjet. Så vidt han kunne se, havde hun kun én tand.

- Vent lige lidt, unge mand. Hvor skal du hen? sagde den gamle kone med rusten stemme.

Morten skar ansigt og vendte hovedet bort for at undgå den dårlige ånde fra den tandløse gamle kone.

- Det kommer ikke dig ved, din gamle kælling, mumlede han og gik videre.

- Hmm, sagde hun. - Når man ikke har nogen penge, er det en god idé at lytte til mig, Morten.

Den unge mand stoppede brat og vendte sig mod den gamle kone.

- Hvor ved du fra, at jeg står og mangler penge? Hvorfor ved du, hvad jeg hedder? vrissede han. Han gik hen og tog fat i kraven på hende, så trak han hende om bag et hus. Der kunne han tæske hende, uden at nogen så det, tænkte han.

- Pas på mig, Morten. Den sidste af din slags, der lyttede til en af min slags, blev meget rig.

- Skulle jeg tro på det?

- Ja! Har du måske råd til at tro, at jeg lyver?

- Bevis, du taler sandt.

Da så den gamle kone lige ind i øjnene på Morten. Snart havde hun fanget hans blik. Så hviskede hun: - Et sagn fortæller, at der ved sommersolhverv for hvert 100. år kommer en guldgås svævende på et guldfad ind over Isbjerg.

I samme sekund havde hun den unge mand i sin magt.

- Een guuuldgååås, svarede han, som var han i trance.

- Jaa, en guldgås, unge ven. I dag er det præcis 100 år siden.

- 100 åår siiiden ...

- ... og ingen andre end du kender til det ...

- Iiingen aaandre?

- Du har chancen for at blive rig ...

- Riiig ...

- En guldgås på et fad, der lægger guldæg. Alt det skal blive dit.

- Miiit ...

- Et fad af guld, en levende guldgås, der lægger æg af 24 karat hver eneste nat.

- Hver eneste naaat ...

- Sig det endelig ikke til nogen.

Morten rystede ivrigt på hovedet og kiggede sig over begge skuldre.

- Gå til Isbjerg i aften. Stil dig på toppen. Se op på himlen, og præcis ved midnat vil guldgåsen flyve lige ned i dine arme.

De to skiltes, og uden at sige det til nogen gik Morten ud i den lune sommeraften. Han gik roligt mod Isbjerg. Alt var så stille, og han gik og lyttede til sine egne tanker. Nu er det slut med at leve som fattig. Nu vil du blive rig. Rig. RIIIG. Han nåede endelig frem til Isbjerg. Han kiggede sig over skulderen. Var der virkelig ikke andre end ham, der kendte til historien om guldgåsen? Ingen måtte se ham. Tiden gik, uden at der skete noget. Imens han ventede, begyndte tvivlen.

- Åååh nej! udbrød han. - Hvor er jeg dum. Jeg skulle ha’ lyttet til min sunde fornuft. Man skal aldrig stole på sådan en gammel, lugtende kælling.

I samme sekund hørte han en underlig susen. Han kiggede op, og midt på den mørke himmel så han en stjerne. Den blev større og større.

Snart kunne han skimte formen på et fad.

- Det er fadet af guld, gispede han. Og gåsen af guld! Så var det sandt, hvad den gamle sagde.

Men i samme øjeblik blev hans blik forstyrret af et lys langt væk nede

ved jorden. Han vendte blikket mod lyset og så et hav af flammer omkring sit eget hjem. Hele Mortens hjemby stod i flammer. Samtidig mærkede han en susen for ørerne. Da han så op på himlen igen, var guldet væk. Han drejede hovedet og så efter de brændende huse, men de var også væk.

- Åh Gud, stønnede han og faldt på knæ. - Jeg tog munden for fuld.

En rusten latter fulgte ham hele vejen hjem.

Guldgåsen

En mand havde hørt en fortælling fra byens gamle kælling om, at der flyver en gås på et fad Hvert 100. år kunne den gøre én glad Gåsen var af guld Manden stod på den jyske muld Fadet var af guld Manden tog munden for fuld Den mand nåede frem til Isbjerg for Gåsen sku’ komme til solhverv men da han strakte armene ud så han sin by brænde ud

Skæggemanden

- Rejs dig, knægt. Du skal hjælpe med at flytte kornet ind i laden. Det kommer til at regne i nat.

- Men det er sent, og jeg er så træt. Jeg vil gerne i seng.

- Sådan taler en tjenestedreng ikke! Du gør, hvad der bliver sagt! sagde Bertel og klaskede sin store hånd mod Sørens øre med en sådan kraft, at han ikke kunne høre andet end en hyletone bagefter. Der var ikke andet at gøre end at lystre og gå med Bertel ud og arbejde videre.

Søren var helt ør i hovedet. Han ville græde, men vidste, at så kom der flere tæsk. Drenge græder ikke. Træt var han også oven på dagens arbejde. Hans øjne var tunge og armene ømme. Neg efter neg slæbte han ind i laden, indtil sidste strå var i hus.

Han stak af. Han måtte væk fra gården hurtigst muligt. Væk fra tæsk og smerte. Søren løb over marken i den lune sommeraften. Han nåede ned til stranden. Der stoppede han og hev efter vejret. Ikke en vind rørte sig. Havet blinkede. En stjerneklar himmel lyste alting op. Det var vist bare løgn med den regn. Et trick for at få ham til at arbejde. Han gik og kiggede ned i sandet. Pludselig så han en lerdunk. Hvor mon den kommer fra? tænkte han og satte sig på hug foran den. Han børstede den fri for sand og tog den op. Så rejste han sig og kiggede nøje på den.

Vendte og drejede den. Stak hånden ned i den. Den havde ingen skrammer.

- Hvad er det? hviskede han.

Nede i dunken lå en seddel, hvor der stod: "Dunken har jeg ejet. Reddede to liv.

Dunken har jeg plejet. Hængt den på stativ.

Pas på den, som jeg gjorde. Rens den med en kniv.

Skatten er stor. Den passer på dit liv,"

- Mystisk, hviskede Søren for sig selv og gik hjemad med dunken i favnen.

- Passer på mit liv?

"Gad vide, hvad det betyder" tænkte han og skjulte den på loftet. I dagene efter sneg han sig op til lerdunken. Især når han havde fået bank af Bertel. Han rensede dunken med en kniv, som det stod skrevet på sedlen. Efter en tid begyndte han at tale til den. Han følte, den svarede ham. Dag for dag blev snakken med dunken længere og længere, og han begyndte at beklage sig til den. Som om den var en rigtig ven, som kunne hjælpe ham med livets besvær. Han lod, som om han svarede på dens spørgsmål.

- Nu har Bertel slået mig igen, Skæggemand, hviskede Søren til sin ven. Han syntes selv, han havde fundet et godt navn til den. Den var det eneste skæg, han havde. Alt andet var bare surt arbejde og tørre tæsk.

- Du må ikke finde dig i det mere, svarede Skæggemanden, en dag Søren havde fået en omgang prygl.

- Næste gang han tæsker dig, så gå ud og sæt ild til halmen i laden.

Allerede næste dag blev han slået på grund af småting.

- Det er så urimeligt, hviskede Søren til Skæggemanden.

- Sæt ild til halmen, svarede den.

Han gik ind til den gamle kone i køkkenet på gården. Hun var flink og gav ham en tør humpel brød. Hun vidste, at Søren altid var sulten. Uden hun så det, sneg han sig hen til ildstedet. Han tog lidt brændende træ og lagde det på et pottelåg. Så gik han ud i laden. Forsigtigt skubbede han træet ind under høet og sneg sig ud igen. Han tog en rive og lod, som om han arbejdede. Først begyndte det at lugte lidt af røg. Søren lod som ingenting. Så begyndte røgen at sive ud under porten. Kort efter stod laden i flammer. Han smed riven og løb ind i stuehuset.

- Det brænder, det brænder, skreg han.

Men det var for sent. Laden stod ikke til at redde.

Søren løb alt, hvad han kunne, hjem til sin mor og far. Der skjulte han sig.

En dag kom to store, stærke mænd ridende.

- Nej! råbte Sørens mor. – Lad ham være, hulkede hun og kastede sig på knæ. De tog Søren med. Han blev sendt til børnehuset. Et uhyggeligt sted for børn, der havde gjort slemme ting. Søren fik igen tæsk hver dag.

Hænderne var mindre, men de gav ham lige så hårde slag. Han blev aldrig normal igen.

Den dag han slap ud, stod hans far og mor med åbne arme og tog imod ham. Sørens øjne var uden liv. Den første nat hjemme kunne Søren ikke sove. Han sneg sig ud i mørket, som han havde gjort den lune sommernat for lang tid siden. Han nærmede sig Bertels gård. Der stod en ny lade der, hvor den gamle var brændt ned. Oppe på loftet lå lerdunken stadig.

- Åh, dér er du, min ven. Kom med mig hjem, hviskede han glad.

Skæggemanden

Rejs dig op, din lede lille knægt, og gør, hvad jeg siger Fej det op, din dumme lille knægt, og hør, hvad jeg siger Vi skal flytte kornet ind i laden Du skal hjælpe til med aftensmaden Du skal male facaden Hvis du ikke gør, så får du balladen Men en dag blev det for meget for en tjenestedreng Hans chef var alt for meget, han var alt for streng Rejs dig op, din lede lille knægt, og gør, hvad jeg siger Fej det op, din dumme lille knægt, og hør, hvad jeg siger Så fandt Søren Skæggemanden Man må sige, de fandt hinanden Skæggemanden gav ham et råd om en tem’lig uhyggelig dåd Men en dag blev det for meget for en tjenestedreng Hans chef var alt for meget, han var alt for streng

Han fik ild i låget – ild i låget og førte det ud og stak ild til laden – ild til laden et livsgennembrud Rejs dig op, din lede lille knægt, og gør, hvad jeg siger Fej det op, din dumme lille knægt, og hør, hvad jeg siger

Gårdnissen

For mange år siden kom en tømrer ridende fra Oksbøl til Lydumgård.

Han havde netop købt sig en ny smuk hest, og nu skulle han til møde med en bonde. Da han kom frem til gården, bandt han sin hest foran stuehuset. Han blev taget godt imod. De drak kaffe, spiste kage og talte længe sammen. Bonden ville lave en masse ting om på gården, så han kunne tjene flere penge. Tømreren var meget interesseret. Men der var også noget andet på gården, som bonden ville have hjælp til.

- Der sker mystik her på gården. Oppe på høloftet i laden sker der mystiske ting. Ting forsvinder. Ting bliver bygget ud af det blå. Jeg vil ha' laden bygget om. Så det ikke sker mere.

I det samme bonden sagde det, hørte de et vrinsk og en hest i galop.

Da de kom ud, lå kun tøjlerne tilbage. Hesten var væk.

- For satan! råbte bonden.

De løb rundt på den store gård for at prøve at finde hesten. De kunne ikke se den nogen steder. Pludselig så de hesten galopere hen over bondens mark. Oven på hesten sad en lille bitte mand med en rød tophue på et lille bitte hoved.

- Nissen! Satans til skarn! råbte bonden og knyttede sin næve op i luften.

- En nisse?! Der findes sgu da ikke nisser, sagde tømreren.

De to mænd blev helt stille. Nissen red væk ind i skoven. De to mænd gik sure tilbage. Uden at sige noget. Idet de drejede om et hjørne på gården, så de hesten i tøjlerne foran stuehuset, helt som tømreren havde efterladt den, da han kom.

- Sig mig er jeg ved at blive skør? sagde tømreren.

- Næh, jeg ser det samme, svarede bonden.

- Det er mystisk, sagde tømreren.

Da de to mænd tog afsked med hinanden, sagde bonden: - Vi taler aldrig om det mere.

- Nej, folk vil tro, vi er skøre, svarede tømreren. Så steg han op på sin flotte hest og skyndte sig væk. De to mødtes aldrig igen, men ingen af dem kunne dy sig. De fortalte om nissen og hesten til alle, de kendte.

Derfor lever nissen endnu.

Gårdnissen

En tømrer red ind på gården Sku’ mødes med én – den morgen Spændte sin hest – foran gården Så ha’d’ han det bedst – den morgen Blev modtaget godt på gården Han fik tørt og vådt den morgen Men da han sku’ hjem fra gården lå kun en rem på jorden Mystik på gården!

Gik den under jorden?

Hvor blev den af?

Kommer den tilbag’?

De så sig omkring på gården på mark og på eng den morgen En lille mand

på hesten red over land som blæsten Da de gik hjemad mod gården var hesten tilbag’ den morgen Det’ nissemystik på gården umulig fysik den morgen

Hekse-Anne

- Jeg så hende sidde i et træ midt om natten og pisse ud over Nielsens kornmark. Få uger senere døde alt på marken.

- Er det rigtigt, Ellen? Så du det selv?

- Jaeh, min nabos søn så det. Det er jo næsten det samme.

- Jeg har hørt, at hun råbte eder efter gårdejer Jensen, og et par uger efter blev han skør.

- Hun er en heks, Karen. Hun burde brændes på bålet.

Rygtet gik, og snart talte hele byen om Annes hekserier og trolddom.

Det var både hvid og sort magi, mente folk. Kirken tålte hverken den ene eller den anden slags.

- Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre, min kære mand. Folk beskylder mig for alt muligt, jeg ikke har gjort. Du må tro på, hvad jeg siger.

- Jeg er din mand, Anne. Jeg ved, du ikke er en heks. Du må bevise det.

- Men hvordan? De tror ikke på det, jeg siger.

Anne var fortvivlet. Hun besluttede sig for at gå til præsten. Engang havde Anne hjulpet præstens kone under fødslen af deres femte barn.

Hvis Anne ikke havde hjulpet hende, havde præstens kone ikke levet den dag i dag.

Anne ventede med at gå ud, til det blev mørkt. Hun tog en hætte over hovedet og gik op mod præstegården. Hun gik rask til. Sneen dalede ned fra himlen. Idet hun rundede et hjørne, så hun nogle børn lege i sneen.

De kiggede op på Anne og genkendte hende straks.

- Pas på, det er Hekse-Anne, råbte en af drengene og kylede en snebold efter hende.

- Lav nogle troldkunster for os heksekælling! råbte de.

Anne blev vred. Sådan nogle møgunger, tænkte hun. Hun gav dem,

som de havde fortjent.

- Gid Djævlen må ta' jer i nat, skreg hun.

- Åh nej, nu har hun forbandet os, grinede de.

Kort efter bankede hun på døren til præstens hus.

- Men Anne dog. Du er helt hvid af sne. Kom indenfor.

- Kære præst, du må hjælpe mig. Jeg har snart hele byen på nakken.

Du ved, jeg ikke er en heks. Jeg beder mit fadervor hver aften, før jeg går i seng. Jeg går i kirke hver søndag. Jeg er ikke den, de tror jeg er.

Anne brød sammen. Hun knugede sig ind til præsten og græd.

- Jeg har også hørt de onde rygter, Anne. Når folk begynder at sige den slags om en kvinde i dag, så er der ikke meget, man kan gøre. De vil holde sammen imod dig. Det er endda, som om nogle af dem nyder heksejagten.

- Vil du vidne for mig, præst?

- Ja, det vil jeg, Anne. Men det bli'r ikke let at finde 12 vidner her i byen.

- Er der ikke andre, der vil hjælpe? Kirken må da hjælpe et af Guds børn.

- Ja, det må den, mit barn, sagde præsten roligt og trøstede Anne.

Dagene gik, og rygterne blev værre og værre. Ting, der var sket for mere end 25 år siden, blev lagt i bunken af beviser imod hende. Historien om, da hun reddede præstens kone, blev også brugt. Det var hvid magi, sagde folk. Den slags, der hjælper andre, men derfor var det alligevel i pagt med Djævlen.

- Det er kætteri! sladrede folk.

Den følgende uge skete der noget frygteligt. En af de drenge, Anne havde mødt på vej over til præsten, blev alvorligt syg. Drengen fik så høj feber, at han talte i vildelse. Drengen råbte og skreg om, at Djævlen var efter ham. Han fik også feberkramper. Nogle dage efter døde han. Folk mente, at det var Hekse-Anne, der havde slået drengen ihjel. En af de andre drenge fortalte om Anne: - Hun stoppede op og kiggede ondt på os. Hendes øjne lyste rødt

som Djævlens, og hun havde hvid fråde om munden. Så grinede hun fælt og sagde, at hun ville æde os. At Djævlen ville komme og ta' os, imens vi sov. Jeg har haft mareridt hver nat lige siden.

Et par måneder senere skulle Anne og hendes mand i kirke. På det tidspunkt var rygterne taget til. Anne kunne ikke gå på gaden, uden at folk råbte og spyttede efter hende. Hun tog en hurtig beslutning. Først bad hun sin mand gå i forvejen til kirken. Der var noget, hun havde glemt derhjemme. Hun pakkede en stor sæk med et tyndt reb og to tykke, lange tove. Idet hun trådte ind i kirken, råbte hun til folk: - Kære borgere i Skovlund. Mød mig ved åen. Nu vil jeg bevise min uskyld én gang for alle. Jeg tager imod vandprøven.

Anne vidste udmærket godt, at det var uhørt at afbryde præsten i Guds hus, men det var alt eller intet. Hun måtte redde sig selv. Hun vendte sig om og gik ud af kirken. Med faste skridt styrede hun ned mod åen. Hun tog alt tøjet af. Det skulle i hvert fald ikke holde hende flydende.

Snart var alle nede ved åen. Hun satte sig på græsset og støttede sin hage på knæene. Præsten bandt hendes hænder med det lille reb. En mand bandt en løkke om hendes krop med det ene tov. En anden gjorde det samme med det andet tov. Præsten løftede hende ned i åen. På hver sin side af åen holdt de to mænd fast i Anne med tovene, så hun ikke druknede.

Strømmen var stærk og vandet koldt. Anne tog en dyb indånding. Nu gjaldt det. De to mænd slækkede på de tykke tove. Anne blev langsomt sænket ned i vandet. Men den dybe indånding fyldte hende med så meget luft, at hun ikke sank.

- Hun flyder! råbte en.

Et gisp fløj igennem menneskeflokken. Alle trådte nervøst et par skridt tilbage.

- Ja, hun flyder. Hun er en heks!

Hele flokken råbte i kor: - Hekse-Anne, heksekælling, Hekse- Anne, heksekælling.

På det tidspunkt vidste hun, at hun havde bevist, at hun var en heks.

Hun havde fældet sin egen dom.

Den dag hun blev brændt på bålet, fortalte en af drengene, at han så hendes skygge flyve væk mod Bloksbjerg på en kost. Men det er en helt anden historie.

Hekse-Anne

I 16 otte seks leved’ der en heks Sammen med sin mand nød hun tidens tand En helt almindelig kvinde med hjælpsomt sind en rigtig god veninde med en venlig kind Livet gik, og alt var godt En dag begyndte rygter om stort og småt Flyver på en kost Får hun muggen ost?

Djævlen kan hun tale med om alt fra had til kærlighed Kan redde de syge få dem til at dø Hun ved, når folk vil lyve Hun åd engang en frø Livet gik på godt og ondt For Hekse-Anne kørte hovedet rundt Heksekælling, heksekælling ond fortælling, heksekælling, heksekælling, ond fortælling Hun måtte ha’ bevis

på, at det var noget fis Hun var ikk’ en heks kunne ingen tricks Åen sku’ hun i så hun ku’ blive fri for folkets tyranni Så var livet forbi Livet gik og døden med På heksebålet så de, hun fløj af sted

Først til mølle

- Jeg kom først!

- Gu gjorde du ej!

- Jo, jeg gjorde, gå til side, Nielsen, og lad mig komme til.

- Nej, jeg vil ej, præst.

- Så sandt som mit navn er Jens Rusk, vil det gå dig dårligt, hvis du ikke træder til side.

- Rend mig! svarede bonden. Han gik ind til mølleren og fik malet kornet.

Imens stod præsten udenfor og rasede. Han vidste, han var kommet først. Han var bare ved at tage kornet ned fra vognen, da den bonderøv snød sig foran.

- Rolig, hviskede han for sig selv. Du er præst. Du må styre din vrede.

Han lukkede øjnene, foldede hænderne og bad til Gud. Han hviskede noget om at være positiv, elske sin næste og vende den anden kind til.

Imens han stod der med lukkede øjne, så han slet ikke, at flere var ankommet til møllen med deres korn. De stod nu i kø og undrede sig over, at præsten mumlede med lukkede øjne. De sladrede lidt til hinanden uden at forstyrre præsten. Efter en tid kom bonden ud fra møllen.

- Så er det din tur, præst, sagde han og smilede hånligt.

Jens blev rød i hovedet af raseri. Prøvede at holde igen, men det var for meget.

- Din djævel! Har du ingen respekt? Det vil gå dig skidt på vejen hjem!

Der gik et sug igennem folk. Aldrig før havde de set deres præst så vred.

- Ha! Men jeg fik malet kornet før dig, sagde bonden og grinede, da han satte sig op på vognen.

Jens var stille, imens han fik malet korn.

- Hvad er der sket med præsten? hviskede én uden for møllen.

- Ja, han plejer da at være så mild og venlig, svarede en anden.

- Måske er han blevet besat af Djævlen.

- Uh, det må du ikke sige højt.

Da Jens kom ud fra møllen, kunne han se på folk, at de var skræmte.

Han skyndte sig op på sin hestevogn og kørte af sted hurtigst muligt. På vejen hjem fortrød han det, han havde sagt. Jeg må gøre skaden god igen, tænkte han. Pludselig så han en væltet hestevogn midt på vejen.

Jens stoppede og sprang ned fra vognen. Han fik øje på gårdejer Nielsen ligge helt stille klemt fast under vognen.

- Hr. Nielsen, råbte han. - Hvad er der sket? Jens prøvede at trække ham ud. Bonden var ikke til at rokke. Det gik op for Jens, at den var helt gal. Han svedte og rystede på hænderne.

- Det var ikke mig, udbrød han. Han var i chok og gik baglæns, imens han hviskede.

- Det var ikke mig.

Jens hørte lyden fra en hestevogn nærme sig. Han skyndte sig væk for ikke at blive set.

I dagene efter gik rygterne om Jens. Vidnerne var mange.

- Jeg så ham stå og mumle, imens hr. Nielsen fik malet sit korn.

- Han lavede Satans tegn med hænderne.

- Han vendte det hvide ud af øjnene.

- Han havde fråde om munden.

- Jeg så ham flygte fra hr. Nielsen, der lå klemt fast under sin hestevogn.

Jens fik besøg af heksejægeren, som havde mange spørgsmål. Det viste sig, at gårdejer Nielsen og Jens Rusk havde været oppe at skændes adskillige gange før den samme dag. De undersøgte Jens' hjem, hvor man fandt en voksdukke. Voksdukken lignede mistænkeligt meget gårdejer Nielsen.

- Jens Rusk, præst i Lønne. De anklages for trolddom. Der er stærke

beviser for, at De står i ledtog med Djævlen. Indrømmer De at have lavet denne dukke?

- Ja, svarede Jens. Men jeg tror på Gud. Dukken har jeg døbt i kirken.

Jeg har ikke noget med Djævlen at gøre.

- Men hvad brugte De dukken til?

- Den er bare en god ven.

- Er det sandt, at De har brugt den til at pine den, dukken ligner: gårdejer Nielsen? Det var den mand, De efterlod til at dø klemt fast under sin hestevogn?

Der var intet, Jens kunne gøre. Beviserne imod ham var stærke, og der var alt for mange vidner. Jens blev dømt til døden og brændt på bålet til stor lettelse for folk på egnen.

Først til mølle

Jeg kom først Gu gjorde du ej Men min titel er størst Gå nu din vej Jeg kom først til møllen – nu flytter du dig Ta’ det roligt, ta’ det roligt nu Ta’ det roligt ellers går min verden itu Vend den anden kind til – elsk din næste endnu Det vil gå dig skidt når du ta’r hjem Truer du mig?

Skal du smage klør fem?

Du vil fortryde – at du er så slem.

Sådan har vi ikke hørt ham Det skal han få betalt Sådan har vi ikke set ham Hvad er der dog galt?

Han er ved siden af sig selv – Djævlen har talt Provokerende, generende reklamerende, irriterende kommanderende, alarmerende distraherende, provokerende

Han er ved siden af sig selv – Djævlen har talt Men folk ha’d’ set det Folk ha’d’ set det ske Ja, folk ha’d’ hørt det folk ha’d’ hørt det ske At Jens blev dømt, var der ikke noget at gøre ve’

Ål

- Tag du den sidste humpel brød, Agnes, sagde mor og gav hende det i et viskestykke. - Så rækker det vel til i morgen.

Hun kiggede taknemmeligt op på sin mor, skyndte sig at snuppe brødet og smuttede ud ad døren, før nogen så hende. Sulten bed i hende. Hun tyggede så hurtigt som muligt.

- Agnes! Hvad laver du? Åh nej, det var hendes storebror, der kaldte. Han var nok lige så skrupsulten. Hun løb om bag skuret, men et øjeblik efter havde broren fat i trøjen på hende. Hun nåede lige at proppe munden fuld, før hun fik en syngende lussing.

- Gi' mig det, du har i munden! råbte han.

Smagen af blod blandede sig med brødet. Hun tyggede som en gal for at få det hele med.

- Jeg delte de sidste grøntsager med dig i går, Agnes! råbte broren ind i hovedet på hende og skubbede hende omkuld.

Hun faldt ned i mudderet - på ryggen. Broren satte sig på hende og ruskede hende i skuldrene. Hans vilde øjne stirrede truende på hende, som var han besat af en dæmon.

- Hvad foregår der her! råbte far og kom løbende for at skille dem ad.

Agnes slugte de sidste rester af brød og blod og kiggede op på sin far, der holdt hende og broren fast i kraven.

De havde sultet i mange uger nu. De var desperate. Man måtte ikke fiske i åen. Hun forstod ikke hvorfor. En gang imellem gjorde de det alligevel, men af en eller anden grund var der ikke så mange fisk længere og slet ingen ål, som der var før i tiden.

- Agnes! Du må dele med Frej, opdragede far. - Vi må dele al den mad, vi har. Vi er alle sultne.

Som om hun ikke vidste det. Hun kunne bare ikke holde til det mere.

- Det var mig, der gav hende den sidste rest for i dag, sagde mor og satte sig roligt foran Frej for at trøste ham.

Frejs ansigt var ikke til at tage fejl af. Det var uretfærdigt. Ham, der var så god til at dele. Ham, der altid passede på Agnes. Nu havde hun taget det hele uden at dele. Det var utilgiveligt.

Far smed dem begge i seng, og Agnes fortrød. Den smule brød, hun havde spist, havde alligevel ikke hjulpet meget på den gnavende sult i maven. Hun måtte endnu en gang gå sulten i seng. Denne gang ved siden af sin rasende bror.

- Undskyld, hviskede hun til Frejs vrede ryg, før hun selv prøvede at lægge sig til at sove.

Men den nat fik hun ikke meget søvn. Frej havde taget det ekstra tæppe, de plejede at dele, og det var hundekoldt. Hun drømte en meget livagtig drøm. En af den slags drømme, der fortsætter, når man vågner. I drømmen stak hun hovedet op over bakketoppen foran huset og kiggede ned i åen. Først vidste hun ikke, hvad det var, hun så. Måske var der kommet ekstra meget vand i åen? Eller også var strømmen virkelig stærk. Vandet i Alslev Å stod normalt ikke så højt. Vandet flød ind over bredden, og slanger snoede sig op på græsset. De snoede sig mærkeligt hen imod hende. Vent lidt ...

- Det er ikke slanger, udbrød Agnes i søvne og satte sig op. Hun listede ud af sengen, tog sko og en tyk trøje på. Uden at vække de andre sneg hun sig ud i den mørke nat. Hun løb op på bakken og kiggede ned i åen. Sikken et syn. Drømmen var virkelig. Hun gned sig i øjnene. Hun troede ikke sine egne øjne.

- Det er ååål! råbte hun.

Så nev hun sig rigtig hårdt i armen for at være sikker.

- Av, hvinede hun af fryd og løb tilbage til huset.

- Mor! Far! Frej! Der er ål i åen. Masser af ål. Jeg har aldrig set så mange før. Kom nu. Stå op!

Først troede de ikke på hende, men Agnes fik dem overbevist om at

gå med ned til åen og se efter. Mange uger uden mad fik dem til at tvivle på det, de så.

- Hent ruserne, Frej, råbte far endelig og stormede ned mod åen.

- Husk ålejernene og spandene!

Agnes smilede over hele hovedet. Så begyndte hun at grine og sætte i løb efter far. Hun grinede, så tårerne trillede ned ad kinderne. Hun fangede de spjættende ål fra åen med de bare næver. Hun smed dem længere ind på land, så mor og Frej kunne samle dem op i spandene.

Fem kilo ål på bare to timer. Udmattede og endnu mere sultne slæbte de den ene spand efter den anden i hus.

- Jeg troede ikke, vi måtte fange noget i åen mere? sagde Agnes spørgende.

- Nej, det må vi egentlig heller ikke, men hvad er bedst? At leve efter loven og dø af sult eller overleve ved naturens lov og leve med sin skyld?

Oven på den store fangst blev Agnes og Frej gode venner igen, De hyggede sig med stegt ål foran ildstedet i de tidlige morgentimer, Far fortalte historier om gamle dage, og de grinede, som de ikke havde gjort alt for længe, De solgte ålene for to skilling pr, stk, Far blev anklaget for ulovligt fiskeri, men man gav ham kun en lille bøde, fordi man mente, han havde gjort det for at redde familien fra sultedøden,

Ål

I ugevis har vi ikk’ fået noget at spis’ Åen er tom som min lille vom Mor ka’ se det nu men Frej bliver så jaloux?

Vi er sultne ka’ ikke hold’ til mer’ Vi er sultne ka’ ikk’ klare mer’ Min storebror får ikke noget af mor bli’r så vred prøver at slå mig ned Far ka’ se det nu Stop, før hun går itu Vi er sultne ka’ ikke hold’ til mer’ Vi er sultne ka’ ikk’ klare mer’ En nat jeg går ud og kigger på åens vand så svømmer det over med ål op på land

Knyt-Buller Kirke

En trold kom trampende igennem skoven midt om natten. På vejen skubbede han til træer og buske. Alt, hvad der stod i vejen, fik et spark.

Trolde kan se i mørke, så det var ikke, fordi han ikke kunne finde vej.

- Satans til Knyt og hans trolde! bandede han og fortsatte med at brække træer og smadre, hvad han kunne. Snart stod han ved kanten af skoven og skulede over mod højen, hvor han boede. Han begyndte at løbe over marken og fortsatte med at bande og svovle. Midt i raseriet overså han et hul.

- Årh, de dumme mennesker! råbte han. - De graver huller i marken for at finde sten og jord til at bygge alt muligt. Hvorfor kan de ikke bare bo i huler som os? Snart efter åbnede han en skjult dør i højen og gik ind i sin hule.

- Aaarrg! råbte han, så hulen rystede.

- Så fald dog ned, Buller! Hvad er der galt?

- Det er de dumme trolde i Lunde, bror. De er begyndt at hjælpe menneskene med at bygge en kirke her i Lønne.

- Hvad? Det var satans. Jeg hader kirker. De klokker driver mig til vanvid!

- Ja, og den bliver meget hurtigere færdig, når de får hjælp af trolde.

Om få dage står tårnet klar. Med klokker og det hele.

De to brødre satte sig ved bordet, trak en skål med ristede frøer frem og åd, imens de tænkte. Snart kom resten af familien til, og de fik også historien. Alle blev rasende. De bandede og råbte op om, hvor træls det er med kirkeklokker tæt på.

- Aha! Jeg får en idé, udbrød Buller.

Der blev stille i hulen, og alle lyttede.

- Hvis vi hjælper menneskene med at bygge en kirke i Lunde, tæt på,

hvor de andre trolde bor, så får de lov at smage deres egen medicin.

Trolde hader kirkeklokker.

Stemningen i hulen vendte. Der blev en jubel og glæde. Det var ikke bare kirkeklokker, familien ikke kunne lide. Troldene fra Lunde var værre end kirker.

Dagen efter gik de i gang med at bygge en kirke med præsten i Lunde - imens troldene fra Lunde var i gang med at bygge en kirke med præsten i Lønne. Det gik hurtigt. Dagene gik, men snart fandt troldene fra Lunde ud af, at der også blev bygget en kirke nær dem.

- Det var lige det, der ikke måtte ske, brølede Knyt. Men det skal være løgn. Vi sætter de trolde i Lønne på plads. Kom så, alle sammen!

Få minutter efter var en hær af trolde på vej igennem skoven fra Lunde til Lønne.

Nede i hulen i højen var der glæde og tilfredshed.

- Jeg glæder mig til at se Knyts grimme fjæs, når han ser kirken, vi har bygget, grinede Buller.

Pludselig lød et kæmpe brag. Hele hulen rystede. Så kom et endnu større brag. Et til - og et mere. Hulen rystede, så taget begyndte at smuldre. Buller og resten af familien løb ud af hulen. I kanten af skoven så de en hær af trolde fra Lunde. De kastede med sten så store som børn. Sten, der vejede mere end 100 kilo, landede på højen, så jorden rystede under dem. De råbte og skreg bandeord af alle slags. Imens fløj der sten igennem luften med en sådan kraft, at de kunne vælte selv den største trold omkuld. En af stenene ramte Bullers bror lige på benene.

Han væltede omkuld.

- Neej, bror! råbte Buller og gik hen og samlede den tunge sten op.

Buller var vanvittig af raseri. Han vendte sig mod Lønne Kirke og kastede. Stenen ramte lige oven i kirketårnet, så både tårn, tagsten og kirkeklokker faldt til jorden. Da kunne Knyt ikke holde til mere. Han stormede over marken med kurs mod højen. Det gjorde hele hans troldefamilie også. Troldehæren buldrede direkte imod Buller. Buller begyndte også at løbe imod sine angribere. Og hele Bullers familie. I det

øjeblik de to troldefamilier skulle til at kaste sig over hinanden og slås, ramte dagens første solstråler troldene på marken. Og når trolde rammes af dagslys, bliver de til sten.

Den morgen stod Lønnes borgere op til et fælt syn. I hundredvis af år stod troldene som sten på marken. Formet som en krig, der var i gang.

Der var ikke længere trolde i live i hverken Lønne eller Lunde. Det var både godt og skidt. Folk var ikke længere bange for at gå ud om natten, men byggerierne gik langsommere.

Med tiden smuldrede stentroldene på marken og blev til mindre sten.

Den dag i dag ligger de under jorden. Hvis du graver længe nok, vil du finde de mange troldesten omkring Lønne. Havde kirken stået der i dag, var den nok blevet kaldt Knyt-Buller Kirke.

Knyt-Buller Kirke

Troldene fra Lunde byggede en dag i Lønne en kæmpe kirke for at slippe af med kirkeklokkers virke Dinge-linge-ling hver dag Troldene i Lønne råbte i raseri ”Vi hader kirkeklokker Det finder vi os ikke i” Det var som bare pokker Dinge-linge-lingeri Nede under jorden findes de endnu Buller og troldebroren Men de er gået itu Mens kirkerne blev bygget blev der troldekrig De kastede med stenene stor-stenkasteri ramte troldebenene Dinge-linge-lingekrig Nede under jorden findes de endnu

Buller og troldebroren Men de er gået itu

Vardes bedste håndværk

Det var lørdag morgen. Det store marked var fyldt med folk, som handlede på livet løs. En mand kom kørende med vognen fuld af kaglende høns. Han havde lidt for meget fart på, så folk sprang til side.

- Køb det bedste bomuld her! råbte en kraftig kvinde fra sin bod. Hun havde stof i alle mulige farver.

Ved en anden bod stod en dreng og kiggede på tinsoldater, der var stillet op i lange rækker. Han stjal en af dem og forsvandt i mængden.

- Stop tyven! råbte en mand, men han turde ikke forlade sin bod. Han bandede og svovlede. Der var boder med frugt og nødder. Dyr blev målt, vejet og solgt. Der lugtede af stald og sved, og der var grin, råb, vrinsken og brægen.

- Mine damer og herrer. Det, I nu skal se, har ingen andre udført på denne side af jordkloden! galede en mand med en stor sort tryllehat. En sælger stod på en kasse og så ned på sine kunder. Han kiggede hele tiden over hovederne på folk, som om han holdt øje med noget, imens han talte med sine kunder.

- Giv mig fem pund aske, sagde en ung kvinde. - Jeg er ved at løbe tør for vaskemiddel.

- Så gerne frue, var der andet?

- Nej tak, det var det hele, men det er nogle fine træsko, De har.

- Vardes bedste håndværk, frue.

- Ja, det må jeg sige, de er flot lavet, sagde hun, betalte og gik videre.

- Goddag, smed. Var det noget med et par nye træsko? sagde han til sin næste kunde og så igen ud over Torvet.

- Et par for 20 skilling, tre par for 50! Vi har træsko i flere størrelser.

- Ja ja da. Lad mig prøve et par, sagde den store, stærke smed. Men hvad er det, du kigger efter hele tiden? spurgte smeden og tog en træsko

op for at se nærmere på den.

- Barn, mand eller kvinde? spurgte han med glimt i øjet og lod, som om han ikke hørte spørgsmålet.

- Hvad synes du selv, jeg ligner? svarede smeden og lo højt.

I samme øjeblik kom en dreng løbende ind på torvet, så hurtigt han kunne.

- De kooommeeer! skreg han. De kooommeeer.

Den kække sælger flåede træskoen ud af hånden på smeden. Hurtigt pakkede han alle sine varer væk i store kornsække. Flere andre kom til for at hjælpe. Få sekunder efter var alt væk. Bordet tog han under armen, og så løb han. Mange andre boder var også pakket ned. Smeden stod tilbage og måbede.

- Fogeden må være på vej, hviskede smeden til en forvirret kvinde og smilede.

De flygtende sælgere boede alle sammen i Storegade. Snart stod de roligt ud for deres små, skæve huse. De lænede sig op ad husmurene, mens de røg på deres piber.

- Goddag, de herrer. Hvorfor er I ikke på markedet i dag? spurgte fogeden hånligt.

- Vi nyder en fridag, kære foged, svarede den kække sælger.

- Det lyder vel nok skønt, smilede fogeden. Han gik helt hen til ham og stillede sig, så der kun var et par centimeter imellem deres ansigter.

- I har måske ingen varer at sælge?

- Nææh, det har vi ikke. Skulle vi ha' det?

- Man ved jo aldrig, om I skulle gemme nogle ulovlige varer. De sidste to ord råbte fogeden ind i hovedet på ham, så spyttet blæste ud over hans ansigt.

- Hvorfor skulle vi dog det? var svaret. Den kække sælger smilede og tørrede det værste spyt af kinderne.

- Jeg har en direkte besked til jer fra kongen, sagde fogeden og stillede sig ud midt i gaden: - Det er forbudt at sælge træsko lavet af træer, der er fældet uden

tilladelse. Bryder man loven, bliver man straffet.

Fogeden vendte sig mod sine folk og råbte: - Undersøg hele Storegade for ulovlige varer. Hold godt øje med træsko og vognhjul.

En hær af store, stærke fyre begyndte at undersøge alle huse i Storegade. Efter mange timer, hvor de gennemsøgte alt, var de omsider færdige. Fogeden var så vred over, at de ikke fandt noget ulovligt. Han gik frem og tilbage foran sine mænd. Sælgerne lænede sig stadig roligt op ad husene, imens de smilede venligt til fogeden.

- Jeg skal nok få sat en stopper for de satans ulovligheder! skreg fogeden og vendte sig arrigt for at forlade stedet. I samme øjeblik trådte han i en stor bunke hestepærer. Hele gaden skreg af grin. Det sidste, man så, var hans sure ansigt, der forlod Storegade. Han bandede og svovlede. Folkene fra Storegade lo højt, og ugen efter var træsko og vognhjul tilbage på byens store marked.

Vardes bedste håndværk

Der er kaglende høns og brægende får Der er handlende folk overalt, hvor man går Der er grise og køer, der lugter af stald Ved boderne er alle varer til salg På en markedsplads gi’r en sælger den gas Han er tem’lig tilpas Det er tre for 50 Han ved, det, han sælger, det er forbudt men det er for sent at have fortrudt Holder øjnene åbne – er altid på vagt Det sikreste våben – planen er lagt

Spillemændene

Der skulle være fest i Fåborg. En stor fest. Den rige herremand fyldte 40.

Byens fine folk var inviteret, og grever og baroner fra hele Jylland ankom til byens hotel flere dage før på deres fine hestevogne. Festen skulle holdes i herremandens lade. Flotte lyspærer blev hængt op i kæder over det lange bord. Der var dækket med en fin, hvid dug og kongeligt porcelæn. Det var vinter, og derfor blev der stillet fire store ovne i hvert hjørne af laden. De kunne varme laden op.

Egnens bedste spillemænd var hyret til den store fest. Alle kendte dem, og folk talte om, hvor gode de var. Til dels fordi de var dygtige. Men nok mest, fordi der altid skete noget vildt, når de spillede.

Alle tre var i familie.

Der var bonden med fiolen, som var hurtigere på fingrene end nogen anden. Hver dag passede han sin gård, til det blev mørkt. Derfor kom han aldrig til, før solen var gået ned.

Så var der skomageren på bassen. Han kunne tale med folk, imens han spillede. Det var meget underholdende. Han reparerede folks sko 18 timer i døgnet og var derfor altid træt. En dag faldt han i søvn i en grøft på vej hjem. Bassen lå ved siden af. Da han vågnede og rejste sig for at gå videre, glemte han alt om sin bas. Alle vidste, at det var skomagerens bas. Derfor lod de den bare ligge, til han selv kom og hentede den.

Endelig var der købmanden på klarinetten. Han spillede så rene, fine toner, at der under de stille melodier altid var en kvinde, der brød ud i tårer. Det smittede, så nogle gange brød hele festen ud i gråd.

Købmanden var rigtig glad for punch. Jo mere han drak, og jo mere fuld han blev, desto bedre spillede han. Hver gang der blev lagt penge i hatten til spillemændene, drak han en punch. Det blev til mange på en aften.

Da herremanden stod op på sin fødselsdag, trak han glad gardinerne fra. Til sin store skræk så han, at landet var dækket af et tungt lag sne.

Store snefnug dalede ned fra himlen. Sneen blev dybere minut for minut.

Inden han havde fået sin kaffe, var det også begyndt at storme. Blæsten hvirvlede sneen op. Hen ad formiddagen blev det til en vild snestorm.

- Åh nej, mutter! udbrød han. - Hvo'n ska' vores gjæster nu nå frem?

Imens herremanden og mutter håbede det bedste, tog mølleren fat.

Han havde en stor kane i sin lade. Han spændte hestene for kanen, og så gik det hurtigt med at få alle gæster over sneen hen til festen. Da de nåede frem, manglede der en enkelt. Det var bonden med fiolen. Han var lige blevet færdig med sine pligter på gården, og det var mørkt. Hvordan skulle han nu komme til festen? Han havde ingen kane. Sneen var for dyb at gå i. Bonden fik en idé. Han pillede hjulene af sin trillebør og spændte hesten for. På vejen faldt han i sneen mange gange. Han var våd fra top til tå, da han nåede frem. Men efter et par minutter foran en af ovnene var han knastør. Fiolen spillede, og festen gik i gang. De tre spillemænd spillede bedre end nogensinde. Sikken en fest. Folk drak, åd og morede sig som aldrig før. Spillemændene var utrættelige og spillede til langt ud på natten.

Da festen var bedst, sprang alle strenge på bas og fiol på en gang.

Kun klarinettens klare toner kunne høres. Bonden og skomageren kiggede forskrækkede på hinanden. Så stemte de i med sang - den ene tenor og den anden bas. Det lød mærkeligt. Men så var der en gæst, der begyndte at grine. Kort efter begyndte en mere og så en til. Snart grinede alle gæsterne, så tårerne trillede ned ad kinderne. Nogle fik krampe i maven, andre måtte en tur på toilet. Inden der blev sagt godnat, gik hatten rundt. De samlede et stort beløb ind til nye strenge. Der blev også rigeligt med drikkepenge til alle tre. Den fest talte man om som den bedste nogensinde. Spillemændene blev berømte for musikken og berygtede for sangen.

Spillemændene

En rigmand havde fødselsdag Det sku’ foregå en vinterdag Han havde inviteret greve og baron Den herremand blev fejret Det var helt kanon Hey ho, lad festen gå Du må ikke lad’ den gå i stå Hey ho, tag hatten på Der er ikke andet, du skal nå Det begyndte at storme og sne Der sku’ mere til at stoppe det Man havde kanen klar til hver en gæst De råbte højt: ”Af banen” Nu skal vi til fest Hey ho, lad festen gå Du må ikke lad’ den gå i stå Hey ho, tag hatten på Der er ikke andet, du skal nå De spillemænd ku’ spille, så det var en fryd Alle folk, der lytted’, kunne li’ den lyd Men så sprang strenge på fiol og bas Da begyndte de at synge, så var folk tilpas Hey ho, lad festen gå Du må ikke lad’ den gå i stå

Hey ho, tag hatten på Der er ikke andet, du skal nå

Tyv

- Nu er det nok! Tyven har været her igen. Tre får er stjålet. Min høtyv er væk. Min spade er også forsvundet! brølede Knud.

- Det er femte gang på to måneder, der er tyveri på gården, klagede hans kone.

- Jeg er nødt til at gøre noget. Den tyv skal findes, og det skal være nu!

- Har du talt med fru Hansen inde i byen? Folk siger, hun har et øje på hver finger.

- Ja, det har jeg, men hun har heller ikke hørt eller set noget.

Knud gik en tur på gården for at få ro på tankerne. Hvordan kan nogen slippe af sted med at stjæle så mange gange fra vores gård? Hver eneste gang er det sket, imens vi har været i byen, tænkte Knud. Det må være én, der ved, hvornår vi ikke er hjemme.

Knud havde en idé om, hvem det kunne være, men han var ikke sikker. Han red ind til byen. Folk undrede sig over, han ikke hilste.

Normalt var Knud venlig og snakkesalig, men ikke i dag. Han var tænksom og mut, og det lyste ud af ham.

- Goddag, Nielsen. Hvordan går det?

- Goddag, smed. Det går ikke godt. Har du tid til en snak? sagde Knud med alvor i stemmen. Smeden lukkede det ene øje i og så spørgende på Knud.

- Kom med ind i privaten.

Smeden fik hele historien. De sad lidt uden at sige noget. Pludselig hviskede smeden hæst i Knuds ører: - Min gamle far, må han hvile i fred, viste mig engang en måde at afsløre en tyv på.

- Gjorde han? udbrød Knud højlydt.

- Sssh, ikke så højt! Jeg har ikke brugt den siden dengang, jeg fik

stjålet mit fineste sværd. Jeg afslørede tyven med min gamle fars metode.

Men for at det skal kunne lade sig gøre, skal du bruge en mistænkt.

Knud lyttede med åben mund, imens smeden satte Knud ind i sin plan. De rejste sig og gav hånd.

- Så er det en aftale, smed, sagde Knud tilfreds. - Jeg sender ham herind i morgen.

Smeden nikkede med et skævt smil.

Tidligt næste morgen gik Knud over i stalden til en af staldkarlene.

- Mogens! Smut lige ind til smeden i byen, og hent mig den nye spade, han har klar til mig.

- Det skal jeg nok, mester.

Straks sadlede Mogens op og red ind til byen. Smeden var travlt optaget af at hamre på det rødglødende jern, da Mogens trådte ind.

Gnisterne stod til alle sider, det var gloende hedt, og den rytmiske lyd fra en forhammer mod jern overdøvede alt.

- Goddag, smed, råbte Mogens.

- Knud Nielsen har sendt mig.

Smeden stoppede arbejdet og kiggede venligt på karlen.

- Helt i orden. Spaden står klar derovre.

- Tak for det, svarede Mogens, tog spaden og sagde farvel.

- Det er mystisk med alle de tyverier, der er på Nielsens gård.

Mogens drejede hovedet og svarede.

- Ja, det er næsten ikke til at tro.

- Jeg kunne hurtigt afsløre den tyv. Jeg kender en metode.

- Hvilken? spurgte Mogens. Han vendte sig igen mod smeden.

- Jeg ville såmænd bare slå øjet ud på ham.

- Det er svært, når man ikke ved, hvem det er, sagde Mogens.

- Hvis man tegner et øje her, sagde smeden og tegnede et øje med kridt på ambolten. - Og tager forhammeren her, fortsatte han, gik over til Mogens og rakte hammeren frem. - Så skal jeg blot placere det glødende jern i øjet på ambolten, sagde smeden overdrevet venligt.

Derpå trak han et glødende jern ud af essen, lagde det i øjet og sagde: - Hvis du så svinger hammeren og slår på jernet nu ... smeden holdt en pause, og Mogens var som forstenet ... - så mister tyven øjet.

Han svingede det rødglødende jern hen foran øjnene på Mogens og lagde det igen på ambolten midt i tegningen af øjet.

- Slå så, Mogens!

Mogens blev bleg og så nervøst over på smeden.

- Hvad venter du på? Slå nu!

Pludselig smed Mogens alt, hvad han havde i hænderne, og stormede ud af smedjen.

Senere tilstod han, at han dækkede over sin bror, som var tyven.

Mogens havde under trusler og tvang givet sin ældste bror besked, hver gang Knud var ude af syne. På den måde kunne broren stjæle i fred og ro. Brødrene fik deres straf. Tre måneders gratis tjeneste på Knuds gård.

Herefter var alting glemt. Men metoden, de brugte til at afsløre tyven den glemmer vi aldrig.

Tyv

Livet på en helt almindelig gård kan være hårdt under fattige kår Karlene arbejder år efter år Måske forsvinder der et får Et øje for et øje og en tand for en tand Sådan gik det for to tyvemænd Brødrene lagde en snedig plan Den ene holdt øje hele dag’n Den anden stjal ting som bare fa’n I månedsvis var det bare sag’n Et øje for et øje og en tand for en tand Sådan gik det for to tyvemænd Smeden kendte til et gammelt trick der ku’ stoppe tyven på et øjeblik Tegned’ øjet med et stykke kridt Karlen syntes, det var lidt beskidt

Brændevin

Det var juleaften på vores gård nær Øse. Snefnug så store som fuglefjer dalede stille ned på gårdspladsen. I stuen legede min bror Hans med sine nye tinsoldater foran pejsen. Far sad i lænestolen og nippede til sin brændevin. Mor og jeg gjorde klar til julemiddagen. Det bankede på døren.

- Hvem kan det dog være ... på en juleaften? sagde hun og smilede til mig.

- Gå ud og se, hvem det er, Hans, råbte far og tog en tår brændevin mere.

Hans rejste sig og løb ud til døren, spændt på, hvem det kunne være.

- Er din far her? lød en dyb, rusten stemme. Det er brændevinskontrolløren! Mor løb ind i stuen, hvor far allerede var på vej ud ad vinduet. Mor lukkede det hurtigt efter ham. Hun gik roligt tilbage til køkkenet og lod som ingenting. Jeg kiggede undrende på det hele. Jeg forstod ikke, hvad der skete. Gennem vinduet kunne jeg se far løbe over imod skuret. Hans havde høfligt budt manden ind det bedste, han havde lært.

- Neeej, sagde mor. - Glædelig jul. De kommer lige til middagen, hr. ...? udbrød hun venligt.

- Olsen, sagde manden. - Nej tak, frue. Vi har en mistanke om, at Deres mand, hr. Svarts, laver brændevin her på gården, og i kongens navn er det forbudt. Jeg ønsker at tale med ham.

- Nåh for søren da, nej, sådan noget gør vi ikke her. Han er lige ovre i skuret efter julepølsen.

- Så går jeg over til ham med det samme, sagde kontrolløren. Han kneb øjnene sammen og så på mor, som om han forsøgte at læse hendes tanker. Hun var ganske rolig. Mor bad Hans og mig om at vise

kontrolløren over til skuret. Vi så nervøse på hinanden, men adlød mor.

Godt, vi var to om det. Han trippede utålmodigt, imens vi skyndte os at tage tøj på. Sneen malede mit ærme hvidt. Døren til skuret var åben, og lyset fra fars lampe viste vejen. Lydene afslørede, at det nok ikke bare var julepølsen, far var ved at finde frem. Han skramlede med alt muligt.

Kontrolløren satte farten op og nåede frem til skuret før os.

- Hvad foregår der her, hr. Svarts?

Vi stod udenfor og lyttede. Den vrede stemme skældte far ud.

- Det dæksel dér bruges til at lave brændevin med, råbte kontrolløren, - Nej, det bruger jeg til alt muligt andet, svarede far, - I kongens navn, De er anholdt for ulovlig fremstilling af brændevin, Far så ned i jorden, da de kom ud, Han havde håndjern på, Han blev ført op på hestevognen, Mor kom ud og holdt om os, Far kiggede op imod himlen, Han åbnede munden for at fange snefnug med tungen, - Jeg er snart fri igen, sagde han og sendte os et smil, Den juleaften så vi den kolde sne lægge sig over far, Han forsvandt i snevejret, men efterlod sig hvide spor i sneen, Spor, der for altid vil være i min hukommelse,

Brændevin

Det brænder på Det brænder på Brændevinsbrænding på min gård Det banker på Det banker på Brændevinskontrollør som er rå Fra himlen daler sneen ned Alt ånder aften julefred men så går han ind men så går han ind Hjulspor i sneen Jeg vidste ikk’, far var kriminel Han laved’ det jo bare til sig selv

Ulv

- Mææh, mæææh, mææææh ...

- Satans til kræ! Nu sker det igen! råbte Erik rasende og buldrede igennem det lille bondehus for at finde sin riffel.

- Pas nu på, min skat, nåede konen lige at råbe, før han allerede havde fyret et skud af efter ulven, der igen løb af sted med et af hans får.

- Nu er det fandeme nok! Om jeg så skal bo ude i skoven i 14 dage i træk, så skal jeg ha' fundet den ulv og skudt den, skældte Erik og pakkede en vadsæk med et tæppe, en varm trøje og mad til nogle dage.

- Farvel! Jeg er tilbage, når den er død, vrissede han, greb sin vandrestok ved gavlen af det lille bondehus og vandrede ud over sine grønne marker mod skoven oppe på bakken.

- Spar på krudtet! råbte konen bekymret efter ham.

Desværre var der noget om det. Han havde ikke mange kugler tilbage, men han måtte have ram på den ulv, og det skulle være nu. Det var det tredje får, ulven havde taget på en måned. Han havde ikke råd til at miste flere.

Med lange, beslutsomme skridt nåede Erik snart toppen af bakken.

Han havde fulgt ulvens løb. Nu stod han der på bakken og orienterede sig. Han havde heldet med sig. I udkanten af skoven kunne han se ulven æde det dyrebare får. Afstanden var for stor til, at han kunne skyde. Erik gik ned i knæ og sneg sig langsomt nærmere. Ulven var på vagt.

Indimellem holdt den med at æde for at lytte og snuse. Hver gang det skete, stoppede Erik op og ventede, til den igen åd af fåret. Da han var kommet tæt nok på, satte han sig på knæ og lagde vadsæk og vandrestav fra sig. Han stillede geværet på højkant og hældte krudt i geværløbet. Bagefter puttede han den runde kugle i og trykkede den godt ned i løbet med sin ladestok. Roligt støttede han geværet mod sin

skulder, trak laderen tilbage med tommelfingeren og sigtede direkte på ulven. Den åd løs af fåret. Vreden over ulvetyven gjorde ham utålmodig.

Der lød et knald, og da han sænkede geværet, var ulven væk.

- Satans til bæst, hviskede han for sig selv og samlede sine ting sammen for at følge efter ulven.

De næste tre dage gentog det sig. Han var lige ved at få ram på ulven igen og igen. På den tredje dag var kuglerne brugt op, maden var spist, og dyret stadig ude af syne. Vred og kold drog han hjemad. Da han gik over marken tæt på sit hjem, følte han pludselig, nogen holdt øje med ham. Han stoppede op og vendte sig langsomt. Der stod ulven og kiggede efter ham fra udkanten af skoven. Den begyndte langsomt at bevæge sig mod Erik. En hurtig beslutning fik ham til at flå knappen af sin jakke. Med sine kolde, rystende hænder forsøgte han at bøje knappen.

Ulven satte i løb. Blyknappen kunne ikke så let bøjes. Han bankede løs på den med geværet. Målte efter, om knappen passede i geværløbet.

Bankede på den igen. Ulven kom nærmere. Erik tog en dyb indånding, imens han hældte krudtet i geværløbet. Endelig passede knappen. Han lod den falde ned i krudtet. Geværet var ladt. Hænderne rystede endnu mere. Ulven kom i fuld fart mod ham. Han tog sigte. Nu gjaldt det liv eller død. Det næste øjeblik var afgørende for, om ulven døde, eller Erik blev dræbt. Han pustede varme i hænderne. Det hjalp ganske lidt. Han forsøgte at trække vejret roligt for at holde geværet stille. Så trak han forsigtigt laderen tilbage med sin tommelfinger. Lyden fra skuddet, røgen, de kolde fingre og angsten slog ham i jorden. Han lå på siden. Gemte fingrene imellem lårene. Hvor blev ulven af?

Han kunne høre den pruste. Hvert sekund ventede han dens frådende mund og skarpe tænder over sig. Lidt efter tog han mod til sig.

Han satte sig op på knæ for at kigge efter den. Midt på marken et godt stykke væk lå ulven i græsset. Han rejste sig og gik over imod den. Den var død. Skudt i brystet med en blyknap fra hans jakke.

- Utroligt! hviskede han og trak ulven over marken ned ad bakken til sit bondehus. Da ulven lå foran huset, trak han sin kniv og skar knappen

ud af brystet på ulven. Han kaldte på sin kone og rakte hende den blodige knap. Hun stak ham en lussing og råbte: - Jeg sagde jo, du skulle spare på krudtet. Den kunne ha' dræbt dig.

Erik smilede over hele hovedet og løftede glad sin kone op i luften, imens han råbte: - Men nu er vi fri for den dumme ulv!

Blyknappen hængte han i en ramme på væggen over pejsen ved siden af ulvens kranie som minde om sit møde med den. Siden den dag sørgede han altid for at gå i tøj med knapper af bly. Så mange som muligt.

Ulv

En eftermiddag da jeg var hjemme på min gård der kom en ulv og tog et af mine får Jeg blev rasende og tog mit tøj og gik ud i skoven, hvor jeg ledte skridt for skridt Det skal være løgn Jeg gider ikk’ mer’ Den ta’r fler’ og fler’ Jeg gider ikk’ mer’ Den løb rundt i skoven, jeg vidste ikke hvor Skød ved siden af, da den var ved at æd’ mit får Et par dage efter havde jeg ikke flere skud tilbag’ Jeg vendte snuden hjem, imens jeg gik og sa’ Det skal være løgn ...

Tæt på skoven så jeg ulven stå og glo Jeg gik i panik, men tænkte ”Jeg har sgu en knap eller to” Jeg pløkked’ ulven ned, den faldt ned på det sted Nu hænger den over pejsen, og jeg har fået fred Det skal være løgn ...

Hejbøl-bonden

- Det bli'r den sidste, Henrik. Så sadler jeg op, sagde Karl til sin gode ven og kollega.

- Det er typisk dig, Karl. Du skal selvfølgelig tidligt hjem som sædvanlig.

- Tidligt og tidligt, grinede Karl. Jeg tror faktisk, solen er ved at stå op.

De havde arbejdet, til solen gik ned. Siden mørkets frembrud havde de drukket tæt. Efter dagevis af hårdt arbejde fra morgen til aften havde de endelig høsten i hus. Høstgildet på gården var ved at nå sin afslutning. Det skal blive godt at komme hjem, tænkte Karl og satte sig op på sin sorte hoppe.

- Så kan vi endelig holde fri, Perle, hviskede han til sin fine sorte hoppe og steg op på hesten.

Godt nok skulle han selv høste sine marker dagen efter. Når man arbejder for sig selv, er det næsten som at holde fri, tænkte Karl. Han sparkede hoppen let i siden, og straks satte den i galop. Karl mærkede, hvordan vinden tog hans lange hår. En følelse af frihed susede igennem kroppen på ham. Han krydsede ind over den høstede mark og kom ind på kongens vej mod Ølgod. Månen og stjernerne lyste op i den lune sensommernat. Alt omkring dem fik et sølvagtigt skær. Snart ville man kunne ane solen bag markerne, og træer og marker ville få farverne tilbage. Da han nærmede sig Ølgod, kunne han mærke, at Perle var tørstig. Hun prustede mere, end hun plejede for så kort et ridt.

- Så så, Perle, sagde Karl roligt og lod hende trave i stedet. Han lagde sig ind over halsen og hviskede hende i øret: - Vi stopper ved kirken i Ølgod, så du kan få lidt at drikke.

Lidt efter drak Perle af truget foran kirken. Karl var stået af og stod og klappede hoppen i måneskæret. Pludselig stejlede hun og vrinskede højt,

stampede i jorden og var meget urolig. Karl fik hende beroliget igen. Han kiggede sig søgende omkring for at se, hvad der kunne have gjort Perle så bange. I kirken så han lys.

- Hvad er det? udbrød Karl overrasket for sig selv. Der bør ikke være lys i kirken nu.

Karl gik langsomt op mod kirken. Han måtte ind imellem gravstederne for at komme over til kirkens port. Han forsøgte at glemme alt om de døde, der lå i jorden ved hans fødder. Pludselig hørte han en lyd. Han stoppede brat.

- Hvem dér? sagde han bestemt.

Der var ingen, der svarede. Han gik hurtigere og lod, som om han ikke var bange. Det skulle bare overstås. Den gamle port knirkede, så den kunne have vækket hans gamle, døve bedstemor. I våbenhuset var der helt sort. Han vidste, at han bare skulle gå tre meter lige frem i mørket, så kunne han åbne døren ind til kirkerummet. En grim stank af råddent lig mødte ham.

- Fy for f..., han stoppede sig selv. Man bander ikke i kirken, tænkte han og holdt sig for næsen i stedet. Der var rigtigt nok tændt et stearinlys oppe ved alteret. Mystisk, tænkte Karl. Degnen må have glemt at slukke det. Han pustede lyset ud, og månelyset strålede kraftigere igennem de farvede vinduer højt oppe i kirken. Ud ad porten, forbi gravstederne og tilbage til Perle. Da han satte sig op for at ride hjem, så han, lyset igen var tændt i kirken.

- Hvad er nu det? Sig mig, er jeg ved at blive skør? Har jeg ikke lige pustet lyset ud?

Karlgik irriteret op mellem gravstederne endnu en gang. Så kom den mærkelige lyd. Han stoppede. Der var intet at se. Han gik ind i kirken, holdt sig for næsen, pustede lyset ud og gik tilbage til porten. Da han sad på sin hoppe, tændte lyset igen.

- Nej, nu stopper det! Hvad er det for noget hekseri?

Både Karl og hoppen var godt trætte, og de trængte til at komme hjem. Karl overvejede at lade lyset brænde, lade den stinkende kirke

være og bare ride af sted. Tænk, hvis der gik ild i kirken. Med bestemte skridt gik han hele turen endnu en gang. Han var ikke længere bange.

Han var vred. På vej op mod alteret råbte han: - Nu kan det være nok, dit bæst. Hvem du end er, der tænder lys i kirken. Vis dig som en mand. Kom frem! Så jeg kan gi' dig nogle tæsk.

I det øjeblik lød der et frygteligt brøl. Så blev der stille, og ud af skyggen dukkede uhyret op. Et kæmpe monster med hove så store som kampesten, et hestehoved så stort som en elefants og en krop så stor som en hval. Bæstet prustede, stønnede og savlede. Lugten blev så slem, at Karl måtte kaste op på gulvet. Han tørrede munden i ærmet og stod helt stille. Lammet af frygt. Uhyret stirrede frygtindgydende ind i øjnene på ham. Pludselig satte Karl i løb. Hen til væggen. Han løb alt, hvad han kunne, langs væggen hen imod våbenhuset. Men lige da han nåede frem, stod uhyret der. Uanset hvor han løb hen i kirken, var uhyret der. Til sidst lod han sig falde på knæ foran alteret. Han sænkede blikket mod kirkegulvet, foldede hænderne og sagde: - Kære Gud. Gør, hvad du vil med mig, men skån min familie, så vil jeg forære kirken alt, hvad jeg ejer og har.

I samme øjeblik forsvandt uhyret, stanken var væk, og stearinlyset slukkede. Selv hans opkast var forsvundet. Kun stilheden, det sølvgrå månelys og Karl var tilbage. Han rejste sig og gik roligt ud til det sted, hvor han havde efterladt sin hoppe. Der lå Perle livløs på jorden.

- Åh nej, min Perle. Jeg glemte at bede om at skåne dig.

Foran mulen lå en sort perle. Det så ud, som om hoppen havde hostet den op. Den var slimet og havde trillet hen ad jorden fra mulen.

Han tog den i sin ene hånd, pudsede den ren for jord og holdt den smukke sorte perle op i månelyset. Den var gennemsigtig sort og glimtede, som om den blinkede til månen. Han faldt på knæ og græd.

- En kostbar perle kan være godt nok, men jeg ville gøre hvad som helst for at få min Perle igen, hulkede han.

Da han kom hjem, måtte han fortælle den triste historie til stor sorg for familien. Karl solgte perlen for en skæppe penge og donerede den til

kirken. Kirken byggede apsis for pengene. Karl, uhyret og skæppen med penge er indgraveret i kirkemuren.

Hejbøl-bonden

En stjerneklar sensommernat Karl red ud i mørke Hoppen blev prustende mat begyndte snart at tørste Stoppede op ved kirkens port under den sølvgrå måne Kirken, der burde vær’ sort var lys som en salmetone Måske var det Fanden selv der ville slå bonden ihjel En ærlig mand må gøre sin pligt Gik ind og slukked’ lyset Men det holdt dog ikke på sigt Nu ku’ han mærke gyset Karl dukkede op det klamme store monster Han prøvede at flytte sin krop i et flygtemønster Måske var det Fanden selv der ville slå bonden ihjel Kastede sig ned på knæ bad til Gud om nåde Hvorfra det kom, det lugtende kræ

vil altid vær’ en gåde Ude foran kirken havde Perle skiftet form Hun var ikke mer’ i live, perlen var enorm Måske var det Fanden selv der ville slå bonden ihjel

Krig og pest

Ikke en vind rørte sig. "Stille før storm," tænkte Kresten på vej hen til broen. Han greb efter vanterne i lommen og gav et smil til den smukke solnedgang.

- Hvordan er det gået? spurgte Kresten og skænkede varm vin op til vagterne.

- Det har været roligt, sagde den ene.

De stod og talte over vinen, som de plejede, når der var vagtskifte.

Fem mand afløste fem mand. Det havde de gjort to gange i døgnet, siden svenskerne havde plyndret Øse by. Det samme skulle ikke ske i Næsbjerg. Dag og nat vogtede de broen.

- Det er nok først, når det bli'r mørkt, de dukker op, svarede Niels, der var Krestens makker. De gik deres rute langs med åen. Frem og tilbage kun de to. Nøjagtig som hans far havde gjort det for 13 år siden.

Dengang havde svenskerne også hærget. Kresten prøvede at slå det ud af hovedet. Det er svært, når det drejer sig om ens fars død.

- De kan bare komme an, hviskede han for sig selv.

- Hvad si'r du? spurgte Niels.

- Ikke noget ...

De gik tilbage til broen. Skyerne kom med solnedgangen, og det blev helt mørkt. Krestens tanker blev jævnligt afbrudt af Niels' snøften.

- Er du blevet forkølet?

- Lidt, det har været koldt de sidste par nætter.

Bevæbnet med gevær og lange spyd vogtede de broen. Midt på natten satte de sig lidt oppe ad åen for at hvile. Kresten kom i tanke om, at han som barn ofte havde leget lige der. Bedstemor havde tit taget ham med ud for at fiske og bade. Han savnede hende. Selvom det var syv år siden, gjorde det stadig ondt at tænke på hende.

- Kan du huske pesten? spurgte Kresten.

- Helst ikke ...

- Det var en ond sygdom.

Niels gøs og rystede skrækken af sig.

- Ja, den er ikke værd at tænke på, svarede Niels.

- Den tog bare så mange. Min bedstemor.

- Og min mor.

- Jeg glemmer aldrig, hvordan de så ud ... de sår og bylder.

- Det gør jeg heller ikke, Kresten.

- Eller hvordan de blev sendt ud af byen ... i isolation.

- Sssh ...

- Hvad er der?

- Jeg kan høre stemmer.

- Hvor?

- Ovre på Hansens gård.

De to venner fik travlt. De andre skulle advares. De bukkede sig, imens de løb igennem græsset ved åens bred. Kort efter var de tilbage ved broen og kaldte de andre sammen.

- Svenskerne kommer, hviskede Kresten.

Niels piftede, så højt han kunne, og få minutter senere kom de fem vagter styrtende fra Næsbjerg. Alle ti var på plads og klar. De hørte et skrig i mørket. Det kom fra gården. Der blev råbt noget på svensk, og der lød flere skrig og stemmer. Så blev der stille. En tanke slog ned i Kresten.

De næste minutter ville måske blive afgørende for resten af hans liv. Han lukkede øjnene. Han så sin far for sig. Sin bedstemor.

- Kom! udbrød han pludselig til Niels.

- Hvad skal vi?

De løb over broen og grusvejen. Lydløst gemte de sig i krattet. De andre på broen forstod hurtigt, hvad Kresten ville. Et baghold. To blev på broen, de andre gemte sig i buske langs vejen ligesom Kresten og Niels.

De hørte heste nærme sig. Lidt efter kunne han se dem fra sit skjul.

Otte ryttere? tænkte Kresten. Vi har en chance. De lo, da de så, der kun

var to vagter på broen. De satte farten ned. Kresten ventede og lod de første seks ride forbi. Så slog han til. Han råbte som en gal. Skød først.

Stangede sit spyd ind i alt, han kunne komme i nærheden af. Heste, arme, en skulder, et ben.

Da det var ovre, faldt han om i græsset. Niels bukkede sig over ham.

- Du er okay, Kresten.

- Er jeg?

- Ja, vi klarede dem, takket være Gud og dit mod.

- Gjorde vi? sagde Kresten og sukkede.

- Det var for dig, far, hviskede han. Niels bar ham hjem.

Krig og pest

Ikke en vind Stille før storm Vagterne er i bedste form Ventetiden er enorm De er uden en uniform Krig og pest og pest og krig har stået på i et årti Krig og pest og pest og krig Nu skal det være forbi De er parate til hvad som helst så hele byen kan blive frelst En nat på en bro de går to og to Angriber fjender sammen som venner Vagterne vogter vogtende vagter vogter dag og nat Vagterne vogter

vogtende vagter vogter som besat Krig og pest og pest og krig har stået på i et årti Krig og pest og pest og krig Nu skal det være forbi

Lix- og stedliste: Lix

Sted

Bjergmændene

lix 18

Blåbjerg

Billums smukkeste heks

lix 18

Billum

Guldgåsen

lix 19

Orten

Skæggemanden

lix 17

Nymindegab

Gårdnissen

lix 17

Oksbøl

Hekse-Anne

lix 19

Skovlund

Først til mølle

lix 20

Lønne

Ål

lix 20

Toftnæs

Knyt-Buller Kirke

lix 21

Lønne/Lunde

Vardes bedste håndværk

lix 22

Varde

Spillemændene

lix 22

Fåborg

Tyv

lix 22

Outrup

Brændevin

lix 22

Øse

Ulv

lix 23

Vittarp

Hejbøl-bonden

lix 23

Hejbøl/Ølgod

Krig og pest

lix 21

Øse/Næsbjerg

Find musikken på Spotify og på hjemmesiden: de-lever-endnu.dk