& F O V LK O K S medlemsblad for verdens skove / 2 / 2017
Naturens vigtigste kamppladser
Naturen overtager Tjernobyls dødszone
Emberáer vs. bønder i Panamas skove
Idé: En halv planet til vild natur 2017 | 1 | SKOV & FOLK
1
En hilsen fra redaktøren Kære læser, Siden 90’erne har forskere forsøgt at kortlægge, hvor Jordens mest mangfoldige – og mest truede – natur egentlig befinder sig. Idéen opstod, fordi menneskets påvirkning af naturen var blevet så omfattende, at der var behov for at prioritere: Hvor kunne man redde flest arter, og hvor hastede det mest? Desværre er vores pres på naturen kun vokset i de sidste 25 år. Nu taler forskere om den antropocæne tidsalder. At holde store områder helt fri for menneskelig påvirkning virker utopisk. Men desto vigtigere er det, at vi får kendskab til og respekt for de øvrige beboere på vores planet. Her er idéen om ”biodiversitets-hotspots” stadig nyttig. For disse unikke steder rummer fantastiske historier, der kan åbne vores øjne for livets utrolige mangfoldighed. Vi kan måske ikke holde dem helt fri for vores indflydelse. Men vi kan sikre, at vores virke her gavner både mennesker og natur. Nogle af disse fantastiske historier vil vi gerne fortælle i dette nummer af Skov & Folk. Jeg håber, at du vil blive lige så inspireret af dem som os.
06
Tusind tak for din støtte og god læselyst! Anne Liv Eberlein, redaktør
Indhold Leder
3
Nyt fra Verdens Skove
4
Naturens vigtigeste kamppladser
6
Med tanken som våben
12
Katastrofen der gjorde plads til vild natur
16
Naturen nu
22
En mand med en plan for at redde livet på jorden
24
Grønne oplevelser
26
Redaktion Anne Liv Eberlein (ansv. Redaktør) og Nikolai Lang Layout Siri Bang Tryk KLS Pureprint A/S Forsidefoto Shutterstock Flytter du?
2
Så husk at give Verdens Skove din nye adresse. Ring på tlf. 86 13 52 32 Eller send et ’flyttekort’ Hovedkontor Klostergade 34, 8000 Århus C tlf. 86 13 52 32 · Fax. 86 12 51 49 info@verdensskove.org www.verdensskove.org kontortid: mandag til fredag kl. 10.00–14.00
SKOV & FOLK | 1 | 2017
Lokalkontorer Verdens Skove København Vestergade 12, 1456 København K Pbs-støttemedlemskab 50 Kr. 100 Kr. 150 Kr. Om måneden beløbet er frit – mindstebeløb dog 25 kr. Basis-medlemskab Alm. Medlemskab kr. 300,Studenter og pensionister kr. 300,Institutioner kr. 370,-
Anne Liv Eberlein Redaktør for Skov & Folk
Abonnement kr. 195,Indbetales på giro 89 80 41 32 Oplag 2.700. Tilsendes alle medlemmer og abonnenter. Issn 1396-2043 Skov & folk er støttet af Undervisningsministeriets Tips/lottomidler og biblioteksstyrelsen.
Naturen har værdi i sig selv
Anders Morten Christoffersen formand i verdens skove
Af Anders Morten Christoffersen, formand i Verdens Skove amc@verdensskove.org
M
iljø- og Fødevareminister Esben Lunde Larsen smed i foråret håndklædet i ringen i forhold til at opfylde FN’s mål om at stoppe tabet af arter inden 2020. Endnu en illustration af, at naturens mangfoldighed kommer til kort, når regeringens parole er vækst, vækst og atter vækst. Med vækstens rationale for øje, så kan man også spørge sig selv, hvorfor vi egentlig skal kæmpe for en mangfoldig natur er det nødvendigt? Der er ingen tvivl om, at naturelskere ofte løber panden mod en mur med ønsket om mere plads til vilde, mangfoldige naturområder. Det har vi hos Verdens Skove ikke mindst oplevet i vores lange kamp for mere urørt skov i Danmark. Men kampen for at bevare klodens mangfoldighed af arter er kun en udsigtsløs kamp, så længe vi opererer inden for vækstparadigmet. Et paradigme, hvor nytteetikken er det grundlæg-
gende rationale for enhver politik - på naturens bekostning. Der er behov for et paradigmeskifte, hvor vi skruer ned for nytteetikkens konstante nyttemaksimering til menneskets bedste og i stedet følger pligtetikkens lære om, hvad vi som mennesker er forpligtet til at gøre - ikke kun over for os selv, men også over for naturen. Nemlig at stoppe tabet af arter og økosystemer, der lige nu forsvinder 100 - 1000 gange hurtigere end normalt i planetens historie. Dermed erstatter vi menneskets automatiske forrang for naturen med et natursyn, hvor alt liv er unikt og naturen dermed har værdi i sig selv - uanset, om den er nyttig for os. En sådan mangfoldig natur finder du mange eksempler på i dette blad, der netop har nogle af Jordens mest mangfoldige naturområder som omdrejningspunkt.
2017 | 1 | SKOV & FOLK
3
Nyt fra
Verdens Skove Hvad gør Verdens Skove egentlig helt konkret for at bevare skovene? Det kan du få et indblik i på disse sider. Her giver vi dig i hvert nummer giver et udpluk af aktuelle resultater og projekter fra både Danmark og de regnskovslande i Latinamerika, som vi arbejder i for tiden.
Honduras
NICARAGUA
Tolupan-folket får advokathjælp til at forsvare deres skov
Nye ranger-stationer i rama-folkets regnskov
Verdens Skove har hyret en advokat, der giver tolupan-folket i Honduras hårdt tiltrængt juridisk bistand i kampen for deres skov. Tolupanerne er blandt de oprindelige folk i Honduras, som udsættes for flest voldelige overgreb og mord på grund af jordkonflikter. Tolupanerne har officielt ret til deres territorium, men gennem de sidste 30 år har de måttet se til, mens kvægfarmere uhindret har invaderet og ødelagt skoven og forurenet drikkevandet. Med støtte fra advokaten kan tolupanerne nu indlede en formel juridisk proces for at få anerkendt retten til deres jord.
Rama- og kriol-folkene i Nicaragua vil med Verdens Skoves støtte bygge to nye ranger-stationer i deres regnskov i reservatet Indio Maíz. Posterne skal bygges i strategiske områder tæt på territoriets grænse og give rangerne bedre muligheder for at bevogte skoven. Desuden skal nye skilte og markeringer tydeligt vise territoriets grænse. Begge dele skal hjælpe med at afholde flere ulovlige bosættere og andre fra at rydde skov og høste illegalt tømmer. I de seneste år har stadigt flere ulovligt invaderet og bosat sig i territoriet - en udvikling, der både truer skoven og dens folk.
4
SKOV & FOLK | 1 | 2017
Bolivia
Danmark
Nyt projekt skal beskytte verdens største tropiske tørskov Verdens Skove har fået finansieret et nyt projekt til 500.000 Euro af den Nordiske Udviklingsbank. Projektet går ud på at begrænse klimaforandringerne i Monte Verde territoriet i Bolivia, der er en del af verdens største tropiske tørskov. Her vil Verdens Skove støtte lokalsamfundene i at forvalte og leve af deres skove på en bæredygtig måde, blandt andet ved at dyrke kaffe og andre skyggeafgrøder i skoven og fremstille bæredygtigt tømmer. Projektet har en løbetid på 30 måneder og er udviklet i samarbejde med Verdens Skoves bolivianske partnerorganisationer.
Bolivia
Syv heste sluppet løs i den sønderjyske natur I maj satte Verdens Skove en flok heste ud på overdrevet Bjergskov, et unikt naturområde nær Aabenraa, der aldrig har været under plov. Det drejer sig om i alt syv såkaldte konik heste, herunder en hingst, fire hopper og to helt nye føl fra dette forår. Konik hestene er særligt hårdføre, og de skal leve så vildt som muligt i området. Her skal de gå ude og græsse året rundt og dermed skabe bedre betingelser for en række sjældne planter og insekter. Verdens Skove forvalter Bjergskov sammen med Naturstyrelsen, Forsvaret og Aabenraa kommune.
Danmark
Tusinder kræver ansvarlig produktion af Burger King Landsbyens kvinder får egen indtægt med skovkosmetik I skovlandsbyen Santa Monica i Bolivia har en gruppe kvinder med støtte fra Verdens Skove startet et kooperativ, der fremstiller naturlig kosmetik fra skoven. Kvinderne producerer to slags olier, cusi og copaibo, som de høster på bæredygtig vis i landsbyens skove. Dette giver kvinderne og deres familier en ekstra indtægt, fordi det typisk kun er mændene, der har et arbejde, mens kvinderne passer børn og hjem. Samtidigt styrker det landsbyen i at leve af skoven på en bæredygtig måde. Kooperativet startede op i september 2016.
Produktionen af den soja og palmeolie, der indgår i Burger Kings produkter, er med til at rydde stadigt større tropiske skovområder. Det viser en ny rapport lavet på vegne af norske Regnskovsfondet. Derfor samarbejdede Verdens Skove i foråret med Regnskogsfondet om en fælles kampagne, der opfordrer Burger King til at tage ansvar for deres varekæder og indføre bæredygtighedskrav til deres råvarer. Knap 10.000 skrev under på opfordringen, og samarbejdet fortsætter med en lobbyindsats overfor nordiske virksomheder, der køber ind hos de samme producenter som Burger King.
2017 | 1 | SKOV & FOLK
5
To Galapagos havleguaner. Galapagos-øerne hører til verdens 35 biodiversitets-hotspots og er særligt kendt for at inspirere Charles Darwin til at udvikle teorien om arternes oprindelse. Foto: Shutterstock
6
SKOV & FOLK | 1 | 2017
Naturens vigtigste kamppladser Af Anne Liv Eberlein, redaktør le@verdensskove.org
Hvordan prioriterer man natur? Et dilemma, som alle, der arbejder med naturbevarelse, er tvunget til at forholde sig til. For ressourcerne er begrænsede, mens naturen er under pres mange steder. At definere såkaldte ”hotspots” for biodiversitet er en af de måder, eksperter forsøger at fokusere indsatsen.
2017 | 1 | SKOV & FOLK
7
Orangutang i trækronerne på Borneo. Hele Sundalandregionen er hjemsted for en stor mangfoldighed af dyr og planter. Samtidigt oplever hele Sydøstasien massiv skovrydning.
D
et er et spørgsmål, der kan sætte hidsige diskussioner i gang blandt de fleste naturelskere: Hvilken natur skal vi redde først? Ikke desto mindre er det præcis det spørgsmål, som alle, der arbejder med at bevare natur, må svare på, når de planlægger deres indsats i praksis. De fleste vil uden tvivl have lyst til at svare, at vi skal redde al natur. I en virkelighed, hvor menneskers pres på Jordens øvrige arter er verdensomspændende, og hvor ingen organisation, virksomhed eller stat har ubegrænsede ressourcer til at bevare natur, er det dog praktisk umuligt i mange tilfælde. Så hvad skal vi prioritere?
”Skov er ikke bare skov. Jo større areal man bevarer, jo bedre er det ikke nødvendigvis for verdens biodiversitet.” Gennem historien har svarene på dét spørgsmål været vidt forskellige og har ændret sig løbende sammen med vores værdier. For et par hundrede år siden var det frem for alt den æstetisk smukke natur, man ville frede. Siden har det blandt andet været den natur, der kunne sikre os flest ressourcer, den natur, der var bedst egnet til friluftsliv og fritid, eller den natur, der
8
SKOV & FOLK | 1 | 2017
bedst kunne modvirke vores forurening af miljøet, der er blevet prioriteret. Men i de sidste årtier er der gradvist kommet en anden idé øverst på dagsordenen i mange naturorganisationer: Biodiversitet, mangfoldigheden af forskellige arter af dyr og planter i et naturområde. Naturens hotteste spots Tanken synes indlysende og simpel: Alt liv, alle Jordens forskellige arter, har deres egen særlige værdi. Og vi skal derfor koncentrere vores indsats dér, hvor vi redder den største mangfoldighed af liv. Et oplagt næste skridt er så naturligvis at finde ud af, hvor på planeten det helt konkret er, vi gør det. Det var netop, hvad den britiske økolog Norman Myers satte sig for, da han i 1990’erne grundlagde begrebet ”biodiversitets-hotspots”. Her definerede han en række konkrete områder på Jorden, der var hjemsted for en særligt stor mangfoldighed af unikke plantearter – og som samtidigt mistede store dele af deres vegetation og levesteder. I Myers oprindelige begreb var biodiversitets-hotspots altså fra starten tænkt som naturområder, der allerede er i fare for at forsvinde. Af samme grund er eksempelvis Amazonas-regnskoven ikke en del af listen, for selvom der er blevet ryddet store områder i den, er størstedelen af den gigantiske regnskov stadig intakt. Organisationen Conservation International tog hurtigt begrebet til sig som deres
ledende princip og videreudviklede på det i flere globale undersøgelser. Listen er siden 90’erne blevet udvidet til at omfatte 34 områder. Disse 34 områder udgør kun lidt over to procent af Jordens landareal, men ifølge Conservation International indeholder de tilsammen over 60 procent af verdens kendte arter af planter, fugle, pattedyr, reptiler og padder. Samtidigt har disse hotspots i alt mistet over 80 procent af deres oprindelige levesteder. I dag er nogle af de allermest truede hotspots de atlantiske skove i Brasilien, skovene i det centrale Østafrika, Madagascar og det Mediterrane Basin, som alle kun har under fem procent af deres oprindelige vegetation tilbage. Desuden er særligt tropiske tørskove og skovsavanner i blandt andet i Sydamerika under særligt stort pres. Mangfoldighed i 3D Ser man på et kort over alle de 34 hotspots tegner der sig et tydeligt billede af, hvor Jordens mest mangfoldige og mest akut truede natur typisk befinder sig: Rundt om Jordens mave, i de tropiske områder nær ækvator – og særligt i tropiske skove. Hvorfor det lige er her, at mangfoldigheden af arter er så stor, er der flere forklaringer på, fortæller biolog Jens Holm Kanstrup, der er teknisk rådgiver i Verdens Skove og har arbejdet med skovforvaltning
og naturbevarelse i de sidste 20 år. ”Hvilke forklaringer, der er de mest rigtige, er lidt omdiskuteret, men én ting er sikkert, og det er, at den store mængde lys, vand og varme nær ækvator har skabt optimale betingelser for at livet kunne udvikle sig i økosystemer, som man kunne kalde for 3D – altså økosystemer, der også vokser op i højden,” forklarer han. ”Grunden til det er, at der er vand nok til planter over det hele, fra skovbunden helt op til træernes kviste. Det mangedobler antallet af levesteder sammenlignet med andre økosystemer. Desuden har tropiske skove udviklet sig meget isoleret over mange millioner af år.” Listen over de mest mangfoldige naturområder, der er i størst akut fare for at forsvinde, er i de sidste 20 år blevet et af de mest retningsgivende koncepter indenfor naturbevaring. ”Skov er ikke bare skov. Jo større areal man bevarer, jo bedre er det ikke nødvendigvis for verdens biodiversitet. Og her kommer hotspot-begrebet ind som et værktøj til at planlægge skovbevarelsen på en måde, så flest mulige arter og økosystemer bevares. Det kan for eksempel være meget vigtigere for biodiversiteten at redde 25 hektar helt unik regnskov på en bjergtop i Nicaragua end 100.000 hektar lavlandsregnskov i Amazonas,” forklarer Jens Holm Kanstrup.
Men biodiversitet og hotspot-konceptet rummer sine egne dilemmaer. Mange arter eller sjældne arter? Et af dem er, om man skal bevare naturen der, hvor der er flest forskellige arter – eller der, hvor der er flest unikke arter, der ikke lever nogen andre steder. Det er sådanne arter, man i biologiens sprog kalder for endemiske. Et af de mest berømte eksempler på områder med mange endemiske arter er Galápagos-øerne udenfor Ecuador, der var med til at inspirere Charles Darwin til at udvikle teorien om evolution og arternes oprindelse. Darwin studerede øernes mange arter af blandt andet fugle og reptiler og bemærkede, at disse arter var forskellige for hver ø. Udfordringen er, at områder med mange unikke, endemiske arter ikke altid er de områder, hvor der samlet set lever en størst mangfoldighed af arter. Det viste blandt andet et studie fra 2006 udgivet i Proceedings of the National Academy of Sciences. Så skal man fokusere på at bevare de naturområder, hvor der er flest enestående arter – eller skal man fokusere indsatsen der, hvor man redder den største mangfoldighed af arter samlet set? ”Man skulle gerne både kunne bevare områder med høj grad af endemisme,
for her er biodiversiteten generelt mest unik og mest udsat, men man skal også sørge for at store områder i for eksempel Amazonas bevares, for her er der en stor samlet biodiversitet, der ikke kan overleve i mindre hotspots med høj endemisme. Hvis man kun fokuserer på antal arter, taber man de mest unikke - og omvendt, hvis man kun bevarer de mest unikke, så vil den mere udbredte biodiversitet også ende med at komme i problemer. Så det er en både-og-tilgang, der er brug for,” mener Jens Holm Kanstrup.
”Det nytter ikke noget at beskytte det ene område efter det andet, hvis man ikke samtidigt gør noget ved årsagerne til, at de er under pres.” Et andet dilemma i hotspot-tilgangen er, at der heller ikke nødvendigvis er et geografisk overlap mellem artsrigdommen når man ser på forskellige typer af arter. For eksempel har organisationen Saving Species udgivet kort, der viser, at store dele af Andes-bjergene i Sydamerika rummer en ekstremt stor mangfoldighed af fuglearter.
Lemurerne er nok blandt Madagascars mest ikoniske arter. Madagascar er et af de mest truede naturområder i verden.Foto: Shutterstock
2017 | 1 | SKOV & FOLK
9
Men ser man på kort over mangfoldigheden af reptiler og padder, er det kun nogle få, særlige områder i Andesbjergene, der scorer højest. Her opdager forskere jævnligt mange nye arter. Et ikke uvæsentligt spørgsmål er faktisk, om vi overhovedet er klare over, hvor den mest truede artsrigdom egentlig befinder sig, forklarer Jens Holm Kanstrup: ”Der er en sammenhæng imellem, hvor der ligger mange feltstationer, og hvor der er registreret hotspots. Meget velundersøgte områder har en tendens til at slå ud som meget artsrige, fordi nogen har kigget efter. Det er derfor vigtigt, at man også forsøger at estimere og ekstrapolere til mindre undersøgte områder. Det er heldigvis mit indtryk, at man er blevet bedre til det på det seneste.” Mere fokus på årsagerne Den måske vigtigste diskussion om den klassiske ”hotspot”-tilgang til naturbevarelse er dog endnu mere grundlæggende, mener blandt andet forfatterne til et af de nyere studier af konceptet, Gerardo Ceballos og Paul Ehrlich. For det nytter ikke noget blot at symptombehandle ved at prøve at beskytte det ene område efter det andet, hvis man ikke samtidigt gør noget ved årsagerne til at disse områder overhovedet er under pres, skriver de to forskere blandt andet i en rapport fra 2006.
”De 35 hotspots udgør kun lidt over 2% af Jordens landareal, men indeholder tilsammen over 60% af Jordens kendte arter.” Ceballos og Ehrlich opfordrer derfor til, at man i højere grad definerer fokusområderne for naturbevaring der, hvor man samtidigt kan gøre noget grundlæggende ved disse årsager. ”Alle bevaringsbiologer bør forsøge at finde metoder til at mindske de grundlæggende drivkræfter bag tabet af biodiversitet: Befolkningsvækst, de riges
10
SKOV & FOLK | 1 | 2017
overforbrug, og brugen af problematiske teknologier og socioøkonomiske og politiske systemer,” lyder deres konklusion. Jens Holm Kanstrup er enig, og forklarer at det netop har været en af de største udviklinger i den måde, Verdens Skove arbejder med skovbevaring gennem foreningens 30-årige eksistens. ”Mens vi i starten havde fokus på at opkøbe særligt artsrige regnskove for eksempel i Ecuador, så arbejder vi i dag meget med at give skoven værdi for de folk, der bor i den, så de bliver allierede i at bevare den. Det gør vi for eksempel ved at støtte bæredygtig skovbrug, skovlandbrug eller økoturisme. Flere undersøgelser viser, at denne tilgang faktisk fungerer bedre end nationalparker, hvor befolkningen ikke er inddraget i forvaltningen,” fortæller han. Denne udvikling til en mere helhedsorienteret tilgang, hvor man fokuserer på bæredygtig udvikling hele vejen rundt, er ikke kun sket i Verdens Skove. FN’s nye Verdensmål for bæredygtig udvikling, hvor målsætninger om mange forskellige former for bæredygtighed og rettigheder sættes i sammenhæng med hinanden, er muligvis en af de vigtigste kulminationer på denne udvikling. Men biodiversitets-hotspotsene kan stadig bruges som et hjælpsomt værktøj til at prioritere naturindsatsen, hvis man bare tænker de andre kriterier med også, mener Jens Holm Kanstrup: ”Hotspot-begrebet er godt til at finde ud af, hvor vi kan gavne biodiversiteten mest. Man skal bare ikke følge det blindt. Og så er der jo også andre effekter på klima og mennesker, som kan gøre billedet mere broget i forhold til, hvor man skal fokusere sin indsats,” slutter han. Selvom vi i dag har udviklet målbare naturkriterier som dem, der bruges i hotspot-tilgangen, bliver det for mange naturforkæmpere dog sandsynligvis ikke følelsesmæssigt nemmere at prioritere nogle naturområder over andre. Som William Laurance, biolog og medforfatter af et studie om biodiversitets-hotspots fra 2015, udtrykker det i mediet Mongabay: ”Det er som at spørge nogen på et synkende skib, hvilket af deres børn skal reddes.”
•
Vilde hotspot fakta De 34 biodiversitets-hotspots er hjemsted for over halvdelen af Jordens endemiske plantearter og mere end 40% af alle landlevende hvirveldyr. En undersøgelse fra 2014 viser, at der i alt kun er 15% af den oprindelige vegetation tilbage i disse hotspots. De mest truede hotspots i dag er blandt andet de atlanti ske skove i Brasilien, skovene i det centrale Østafrika, den såkaldte Irano-Anatolske region og Madagascar. De mindst truede hotspots med omkring 30% af den oprindelige bevoksning tilbage er blandt andet New Zeland, den tropiske del af Andes-bjergene, det sydvestlige Australien og den tempererede Valdivianske regnskov i Sydamerika. Størstedelen af biodiversitets-hotspotsene er skove.
15
31
14 8
26
30
32
3
33
20
25
19 2 25
29
11
5
1
28
6
9
16
17
10
4 7
18
21
13
34 23
27
22
12
24
De 34 biodiversitets-hotspots 1. De Tropiske Andesbjerge
18. Fillippinerne
2. Mellemamerika
19. Indo-Burma
3. De Caribiske Øer
20. Sydvestkinas Bjerge
4. De Atlantiske Skove
21. De Vestlige Ghat-bjerge og Sri Lanka
5. Tumbus-Chocó Magdalena Regionen
22. Det Sydvestlige Australien
6. Cerradoen
23. Ny Kaledonien
7. De Valdivianske Skove
24. New Zealand
8. California Floristic Provinsen
25. Polynesien og Mikronesien
9. Madagascar og øerne i det Indiske Ocean
26. De Madreanske Fyrre-Egeskove
10. Østafrikas Kystnære Skove
27. Maputaland-Pondoland-Albany
11. Vestafrikas Guineanske Skove
28. Det Østlige Afromontane
12. Cape Floristic Regionen
29. Afrikas Horn
13. Succulent Karoo
30. Den Irano-Anatolske Region
14. Det Mediterrane Basin
31. De Centralasiatiske Bjerge
15. Kaukasus
32. Det Østlige Himalaya
16. Sundaland Regionen
33. Japan
17. Wallacea
34. De Østmelanesiske Øer
2017 | 1 | SKOV & FOLK
11
Med tanken som våben I Panama kæmper embera-folket for at bevare deres skov. Men i stedet for at kæmpe med våben og hårde ord, søger de at indgå holdbare aftaler med de bønder, som truer deres skov. Tekst og foto Nikolai Lang, kommunikationschef nl@verdensskove.org
K
ort efter en stor, skramlet cementfabrik løber Charges floden ud i den kunstige sø Alajuela, hvor regnskoven starter kun en kort køretur fra skyskraber-skoven i Panama City. Verdens Skoves regionale repræsentant og rådgiver Claus Kjærby kører bilen og fortæller, at de lokale bønder, campasinoerne, er godt dumme, hvis de ikke tager imod den aftale, som embera-folket vil tilbyde dem. ”Det er det bedste, de kan få. De har ingen ret til at være i området og ingen er interesseret i at have dem i skoven. Heller ikke regeringen, som har brug for en intakt skov og flodseng for at skaffe vandforsyning til Panamakanalen.” Vi kører ud af byen gennem tæt trafik imens han flere gange nævner, at aftalen ikke er en voldsomt stor fordel for embera-folket. ”Men hvis deres ledere får aftalen i hus, så giver det dem en psykologisk fornemmelse af at blive respekteret af den øvrige befolkning, hvilket absolut ikke er hver-
12
SKOV & FOLK | 1 | 2017
dagskost i Panama, eller i Latinamerika for den sags skyld,” forklarer han. Kvinden Carmen Arrai, som jeg senere møder ude i landsbyen, bekræfter følelsen af mindreværd. Hun oplever, at når embera-folket sender deres børn i skole uden for deres landsby i byen, så bliver de mødt med en nedværdigende attitude. Vi stiger ned i to kanoer med små totakts motorer og suser op ad floden, når vandstanden ellers tillader det. Ofte er der for lidt vand på denne tid af året, og så er det ud og skubbe på. Jeg er på vej med Claus Kjærby ind i Chagres nationalparken for at opleve et eksempel på Verdens Skoves arbejde. Et afgørende møde Vi skal ud til et møde mellem embera-folket og de fattige bønder, der har bosat sig i deres skov og fælder skoven for at give plads til kvægdrift. Hensigten med mødet er, at de to samfund indgår en aftale. En slags kontrakt, der giver bønderne en juridisk
mulighed for at blive i territoriet, når det er blevet endeligt anerkendt som ”Ẽjuä So” - embera-folkets ”Hjerte-territorium”. Området ligger i en nationalpark, og til gengæld for at få lov til at blive skal bønderne samarbejde om at stoppe afskovningen, og oven i købet forbedre skovdækket ved, med støtte, at gøre deres levevis mere bæredygtig.
”Hvis lederne får aftalen i hus, så giver det dem fornemmelsen af at blive respekteret af den øvrige befolkning, hvilket absolut ikke er hverdagskost.” Claus Kjærby fortæller, at det for skovens skyld er vigtigt, at embera-folket får kontrol over deres territorium: ”Vi kan se på satellitfotos, at der er en
Embera-folket i Chagres nationalparken kæmper med fattige bønder om pladsen i skoven. Bønderne rydder skov for at holde kvæg, mens emberaerne lever af skoven uden at rydde den.”
klar sammenhæng mellem oprindelige folks anerkendte territorier og skovdække. Der, hvor de oprindelige folk lever og har anerkendt ret til skoven, der står den endnu. Der, hvor bønder eller andre, der kun kender til landbrug og kvægbrug, dominerer, forsvinder den.”
”Vi kan se på satellitfotos, at der er en klar sammenhæng mellem oprindelige folks anerkendte territorier og skovdække.” Kjærby understreger, at tilgangen med at sikre de oprindelige folk ret til deres territorium, inklusiv skoven, klart er den mest effektive måde at bevare skovene på. Det er dog ikke en tilgang uden udfordringer. Især kræver det sammenhold mellem de oprindelige folk og fælles politisk fodslag. Mødet, vi skal ud til, er et eksempel på
de udfordringer, denne tilgang indebærer. Det er første gang, at der er skabt fælles fodslag mellem de fem embera-landsbyer i området, og det er første gang, de skal møde campesionerne om det forslag, de med Verdens Skoves rådgivning har udviklet sammen og skal præsentere med én samlet stemme. Først vil Claus Kjærby bruge en hel dag på at gennemgå aftalen med emberaernes noko’er – landsbyernes valgte ledere. Forfædrenes viden i arv Landsbyen, vi kommer til, ligger som alle andre embera-samfund ved floden. Den er indbydende og regnskoven strækker sine grene og rødder ud over floden og sørger for, at den er ren og klar. I landsbyen taler jeg med noko Rubén Barrigon. Han er 44, far til to piger og en baby og har kun gået seks år i skole, men virker bestemt ikke uden kompetencer. Når vi går igennem skoven, fortæller han om alle de planter, vi kommer forbi, og han forklarer vidende sit folks historie.
2017 | 1 | SKOV & FOLK
13
Fra venstre mod højre: Carmen Arrai, sekretær for turist komiteen, 39 år gammel med fem børn. Esilda Olea, 30 år med seks børn. Leida Cardenas, tre børn og 33 år. Carmen Arrai fortæller, at hun håber, at hendes børn får bedre adgang til uddannelse end hun selv havde.
”Jeg har min viden fra min bedstefar, som kom hertil fra Colombia, hvor embera-folket også bor. Da han kom her til, var der ingen mennesker. Vi er meget migratoriske. Vi har altid vandret meget i skovene mellem Colombia og Panama. Før havde vi adgang til alle de områder, vi havde brug for at slå os ned i, men nu bliver vi nødt til at blive her, ellers kommer vi i konflikt med andre oprindelige folk og private jordejere,” fortæller han mig. Landsbyen er ryddelig og hyggelig og bygget i traditionel embera-stil, hvor kun materialer fra skoven er brugt til at bygge den let spredte klynge af huse på pæle. ”Efter familierne har bosat sig her, har de fået en noko. Det havde de ikke før, hvor hver familie var deres egen enhed,” forklarer Ruben. Jeg spørger til hans planer for fremtiden. Han smiler og fortæller om sin kaimokara - den store vision, som det hedder på embera: At hans folk får fælles ret til deres jord, så de kan skabe en sikker fremtid for deres børn. Efter en nat på gæstehyttens gulv går turen op ad floden i en af de udhulede træstammer af níspero-træ, som er em-
14
SKOV & FOLK | 1 | 2017
bera-folkets foretrukne trætype til deres både. Det tager tre måneders manuelt arbejde at lave en båd af det solide træ. Vi kommer til landsbyen La Bonga, som er mindre traditionel med flere bliktage og mere gasbeton. En livslang kamp for anerkendelse Hele den første dag går med at gennemgå og øve præsentationen af aftalen sammen med tre nokoer og en lille håndfuld kvinder. Flere gange bliver der undskyldt for, at der ikke er mødt flere op fra landsbyen selv, men det skyldes mest, at folk ofte bliver inviteret til møder med politikere og de er trætte af snak uden resultater. Processen med at få anerkendt et permanent territorium har stået på hele Rubens liv, så det har indrømmet også været en lang proces uden konkrete resultater endnu. Lederne står derfor under hårdt pres. Et stort fremskridt er dog, at der er opstået en følelse af fælles fodslag mellem samfundene og et fælles krav fra emberaernes side. Ruben evaluerer mødet optimistisk: ”Vi er blevet bedre organiserede. Det er helt nyt, at alle fem samfund arbejder
sammen. I kraft af fælles organisering kan vi få ministerier i tale. Her er det godt, at vi har en god rådgiver med os - den hvide embera, Claus Kjærby.” Ruben fortæller, at han tænkte meget i nat. ”Det er klart at med alle de regler og normer, vi har tænkt os at forslå, så er det vigtigt, at gå stille og roligt frem i vores forhandlinger med bønderne. Forklare dem, hvad territoriet er og hvorfor den aftale, vi vil tilbyde, er god både for dem, os og skoven.”
”Vi er blevet bedre organiserede. Det er helt nyt, at alle fem samfund arbejder sammen.” Han forventer ikke at alt bliver løst på mødet med bønderne i dag. Men han anser det også som et fremskridt at forklare det stille og roligt og ikke forvente for meget. Næste dag bliver det alvor, da bønderne møder op. De er en 5-6 stykker og de ser ud til at kende emberaerne i forvejen. Først er
de meget forknytte, men efterhånden som præsentationen af aftalen skrider, frem bløder de op. De kan se, at den rummer mange fordele, fordi de får lov til at være i området, og det sandsynligvis er det bedste, de kan opnå. På den anden side er der også mange spørgsmål til mulighederne for at få anerkendt den jord, de benytter nu i praksis, som deres private ejendom. Spørgsmål, der tyder på, at alle muligheder bliver overvejet grundigt. Da dagen er slut, skriver alle nokoerne
”Processen med at få anerkendt et permanent territorium har stået på hele Rubens liv.” under på det aftaletilbud, bøndernes ledere har fået, for at vise, at de mener det alvorligt. Ingen af bøndernes ledere skriver dog under. De vil først have aftalen med hjem
til forklaring og høring hos deres bagland - men stemingen er god og grunden af lagt for at fortsætte forhandlingerne. Ruben er i det store hele tilfreds: ”Det er meget vigtigt, at vi undgår konflikter og de får talt stille og roligt om det. Det er jo første gang, de hører om det. Der kommer nok en tredje og fjerde omgang også. Så måske kan vi nå til en aftale om fem måder.” Ruben smiler og fortæller, at før foregik det ofte med våben og hårde ord. ”Men nu går vi i krig med hovedet.” På vej tilbage til gennem floden ser jeg hullerne i skoven fra bøndernes landbrug. Verdens Skove har været i Panama i næsten 20 år og der er i den tid opnået mange resultater. Men hvis organisationen giver slip nu, risikerer hullerne i denne og mange andre oprindelige folks skovterritorier hurtigt at blive større. Bæredygtige resultater, der sikrer at skoven bliver stående, tager tid og bliver ikke skabt på et par dage.
•
Rubén Barrigon foran sin hytte. Han er ’noko’ – valgt leder for embera landsbyen Embera Drua i Ẽjuä So. Han siger, at han ikke ville kunne leve i en by og håber for sit folk, at de kan blive i deres skov.”
2017 | 1 | SKOV & FOLK
15
Katastrofen, der gjorde plads til vild natur Da menneskene forsvandt efter Tjernobyl atomkraftværkets eksplosion for 31 år siden, kom dyrene tilbage. Noget tyder på, at den værste atomulykke i historien har været mindre skadelig for nogle dyr end de mennesker, der boede her tidligere. Verdens Skove tog til Tjernobyls eksklusionszone for at se nærmere på stedet. Tekst og fotos af Jonas Schmidt Hansen jsh@verdensskove.org
16
SKOV & FOLK | 1 | 2017
Hvor mennesket engang hyldede sin kontrol over elementerne, har naturen fĂĽet det sidste ord.
2017 | 1 | SKOV & FOLK
17
Verdens Skove fik et glimt af den yderst sjældne przewalski hest, der lever i området, men som er presset af krybskytteri.
Et af de mange byttedyr fra ulvene.
18
SKOV & FOLK | 1 | 2017
”HEEEEST! Der var en hest!”, bliver der råbt i vores lille minibus. Guiden på forsædet ser lidt forvirret ud, men svarer høfligt: ”Ja.” Vi har lidt travlt for at nå alle hans planlagte destinationer på ruten. ”Kan vi stoppe bussen,” bliver der råbt. Vores ukrainske guide, der tydeligvis ikke er vant til, at folk er mere interesserede i heste end kraftværket og dets nye beskyttende stålkonstruktion, der tårnet sig op over skoven foran os, beder chaufføren standse. Ud af bussen myldrer gruppen fra Verdens Skove for at tage billeder af den meget sjældne przewalski hest, som står på en eng og græsser, men som ikke deler entusiasmen og lusker væk kort efter. Vi er taget til Tjernobyl for at se, hvordan fraværet af mennesker har påvirket dyr og planter i området omkring kraftværket.
vi skal igennem tjekpoints for at komme ind til det. Efter Sovjetunionens fald blev det afspærrede område delt op af grænsen mellem Hviderusland og Ukraine. Arbejdet med oprydningen foregår stadigvæk, ikke mindst ved selve kraftværket. Myndighederne ser igennem fingre med, at nogle få mennesker igen bor i området, så længe de ikke kommer inden for 10 km grænsen til kraftværket.
I 1986 sprang reaktor fire i atomkraftværket ved Tjernobyl, Ukraine, i luften efter en fejlslagen test, og eksplosionen og branden, der varede i ni dage, spyede hundrede tons radioaktivt materiale op i atmosfæren og førte til forurening på kontinental skala. Mange mennesker, dyr og planter døde af akut stråle-forgiftning og op mod 400.000 mennesker blev evakueret. Et område med en radius af 30 kilometer fra reaktoren blev erklæret sikkerhedszone, som er ubeboelig for mennesker, og
På trods af, hvad man kunne have frygtet, har reaktor-nedsmeltningen ikke skabt en radioaktiv ørken omkring kraftværket. Strålingen er meget mindre end lige efter ulykken, og det meste radioaktive materiale er sivet ned i jorden. Herfra optages radioaktive stoffer dog stadigvæk af svampe, planter, mos og træer, og de ophober sig i dyr, hvor giftige mængder kan spores i blodet og knoglerne. Alligevel er det et stykke natur, der trods den høje stråling er hjem for en række ar-
”Nogle arter har udviklet evnen til at producerer antitoxiner, der gør dem i stand til bedre at slippe af med radioaktivt materiale i kroppen.”
ter, hvor flere overlevende, tilflyttede og udsatte dyr har øget deres antal markant efter menneskets selvforskyldte eksil. Fraværet af mennesker giver plads til liv I toppen af fødekæden finder man ulven, der nærmest er symbolet på vild natur. Ud fra antallet at dømme klarer ulvene sig rigtig godt i området, efter at den ikke længere skal konkurrere med mennesker. Da Verdens Skove går rundt i området, ser vi klare spor efter ulvene. I midten af et ufærdigt køletårn til en reaktor, der aldrig nåede at blive bygget færdig, ligger flere knogler i det radioaktive mos. Da vi senere går på en dæmning ved de kunstige kølvandssøer, ligger der knogler fra ulvenes bytte strøet langs bredderne, og i mudderet er der adskillige ulvespor. Der er uenighed om, hvor mange ulve, der lever i området, men nogle skøn siger op mod 300, hvilket peger på rigelige mængder af byttedyr. Ved første øjekast ligner det, at knoglerne fra ulvenes måltider ligger i sand. Ved nærmere eftersyn viser det sig, at det er bunker af muslingeskaller, som efter alt at dømme kommer fra atomudslippets ofre på søbunden, der er højradioaktiv. Noget tyder på, at ikke alle har klaret sig lige godt. Søerne, kanalerne og vandløbene, der er giftige, bugner dog af fisk, måske fordi me-
get af det tunge, radioaktive materiale er sunket til bunds. En anden forklaring kan være, at nogle fisk ifølge studier viser tegn på, at de gennem generationer har udviklet en evne til at regenerere DNA, der ødelægges af strålingen. Da Verdens Skove smider små bidder af vores morgenmad i vandet fra en bro for at tiltrække fisk, dukker der hurtigt mange af imponerende størrelse op. Lidt efter øjner vi endnu større skygger, som nærmest minder om drager, der glider rundt i dybet.
”Ved første øjekast ligner det sand. Ved nærmere eftersyn viser det sig, at det er bunker af muslingeskaller fra atomudslippets ofre på søbunden.” Da de til sidst kommer op for at få deres del af morgenmaden, afslører kæmperne sig som maller. Mallen vokser hele livet og siges at kunne blive op mod 100 år gammel. Flere af dem, vi ser, har en længde på i hvert fald to meter. Modsat af hvad mange historier vil have én til at tro, så er de ikke muteret til kæmpestørrelse. Derimod har fraværet af fiskere givet mallerne lov til at vokse sig store.
Ulve og fisk er ikke de eneste, der nyder godt af fraværet af mennesker. Bæver, rådyr, hjorte, ræve, grævlinger, elge, ørne, storke, falke og ugler er øget i antal, og brunbjørnen, der ikke var rapporteret her i over 100 år, er kommet til. Den europæiske bison, der har levet i Hviderusland og Polen siden istiden, er blevet sat ud i zonen og er tidoblet i antal siden 1996. Det er dog ikke alle dyr, der har klaret sig lige godt. Nogle musearter har ændret spisevaner, og mange fuglearter har tydelige spor efter stråling. Flere har fået kræft og er født med små hjerner. Nogle arter har dog udviklet evnen til at producerer antitoxiner, der gør dem i stand til bedre at slippe af med radioaktivt materiale i kroppen. Det viser, at nogle fuglearter ligesom fiskene har en utrolig evne til på relativt kort tid at udvikle sig til at modstå radioaktivitet, mens flere mus, på trods af anormaliteter, klarer sig antalsmæssigt godt her. Ændringer i landskabet Dyrenes antal og adfærd er med til at ændre og generobre meget af landskabet. Ulvene jager græsædere, som derfor tillader træer og vegetation at gro, som igen giver hjem og mad til en lang række arter. Landskabet er heftigt påvirket af mennesker, som har skudt vilde dyr, ryddet store områder for skov og drænet søer
Mens knoglerne fra ulvenes bytte rundt om kølevandssøerne viser et aktivt ulveliv i området, er de store mængder skaller langs bredderne tegn på, at ikke alle har overlevet strålingen.
2017 | 1 | SKOV & FOLK
19
Køletårnet er en del af de mange bygninger, der aldrig nåede at blive bygget færdigt.
og sumpe, opført dæmninger og opdyrket jorden. Men nu nedbryder naturen kunstige dæmninger, og bævere bygger nye i søer, floder og vandløb, og landskabet er flere steder under markant forandring. Et af de mest radioaktive steder i verden er den såkaldte Røde Skov. Det navn fik den efter den rustrøde farve, som træerne fik efter at have optaget enorme doser radioaktive stoffer efter ulykken. Man mener, at skovene nærmest fungerede som svamp for radioaktive materialer, der var i luften efter ulykken, og dermed mindskede katastrofens omfang. Træerne døde, og for at det radioaktive materiale ikke skulle spredes, fældede og begravede man træerne og plantede nye ovenpå. I den Røde Skov, som skoven stadig kaldes, og andre steder vi bevæger os rundt, skifter radioaktiviteten i styrke. Nogle steder viser målerne den samme baggrundsstråling som udenfor zonen. Andre, og ikke så få gange, får høje strålingsniveauer vores udleverede målere til at hyle.
20
SKOV & FOLK | 1 | 2017
En måling ved en tilfældig metalplade på jorden får nærmest tælleren til at gå amok, og den viser mange hundrede gange den normale stråling. ”I skal undgå at træde på mosset, da det radioaktive støv, som det optager, kan blive hvirvlet op”, siger guiden, og forklarer, at områdets stråling er ujævnt fordelt i hot-spots, som man skal undgå.
”Vores guide bekræfter, at flere jager ulovligt i området for sjov eller for kød, skind og penge, og at det er let at bestikke sig vej ind.” Selvom dyrebestandene i området er vokset, så ved man ikke ret meget om, hvordan de faktisk påvirkes af radioaktiviteten på længere sigt. Fra årene umiddelbart efter ulykken er der ikke meget forskning, der koncentrerede sig om naturen og dyrene,
da Sovjet forskerne især undersøgte stråle-påvirkningen på mennesker. Selvom der er iværksat flere, langvarige forskningsprojekter, koncentrerer den ukrainske indsats sig stadig om afmonteringen af kraftværket og oprydningen, der vil fortsætte i mange år endnu. Flere studier viser dog tegn på, at nogle arter har en højere grad af misdannelser, anormaliteter og skavanker, som mennesker ikke ville acceptere. Men selvom nogle arter, ikke mindst mindre dyr og insekter har lidt under den høje stråling, viser antallet af rovdyr, at der må være nok mængder byttedyr til at holde fødekæden i gang. En af de potentielt store farer i området er faren for radioaktive skovbrande. Efter ulykken blev svampe, bakterier, insekter og smådyr, der normalt sørger for at nedbryde blade og nedfaldet materiale, flere steder dræbt af de høje mængder stråling. Derfor ligger der i nogle områder store mængder radioaktivt dødt ved i skovbunden, der ikke er formuldet. Det er brændsel nok til
potentielt store skovbrande, som tilmed vil kunne sprede radioaktivt materiale op i luften. Derfor holdes der godt øje med brande hver sommer. Der skydes stadigvæk dyr Vi gør holdt hos Ivan Ivanovitch, en mand på over 80 år, der er flyttet tilbage til området. Spurgt til de voksende antal dyr bekræfter han, at der er kommet mange flere til. Han fortæller anekdoter om, hvordan han lærte en hunulv at kende, hvordan han sparkede til en anden ulv, som han troede var en hund, om da han rendte ind i en bjørn og om vildsvin, der invaderer køkkenhaver og ulve, der hyler om natten. Han fortæller også, at det voksende antal ulve stadigvæk ses som skadedyr af nogen, og at områdets brandmænd har hjulpet beboerne med at skyde et stort antal, så ulvene nu holder sig langt væk fra de beboede områder. Den kritisk truede przewalski hest, som vi spottede et eksemplar af i starten af vores tur, har også fået kærligheden at føle. Det er en art af urheste, der oprindeligt levede på stepperne i Europa og Asien, og den eneste art af vildheste, som aldrig er blevet domesticeret. Den er blevet set som konkurrent til husdyr, og da dens kulderesistente pels og kød har været eftertragtet, er den blevet jaget til udryddelse i naturen.
De sidste frie individer blev dræbt omkring 1969, og kun 12 individer havde overlevet i zoologiske haver. Et ihærdigt avlsprogram baseret på ni heste, der ikke var så blandet med andre heste er lykkedes, og man har genudsat den i naturen i Mongoliet og i reservater i Europa. Blandt andet satte man 31 ud i Tjernobyl zonen i 90’erne for at berige biodiversiteten i området, hvor den klarede sig fint. I 2003 blev der talt 68. Dog er antallet i de senere år faldet hurtigere end hestene kan formere sig. Nogle mener, at det kan skyldes radioaktiv forgiftning, og det er muligt, at flere af hestene er blevet taget af ulve, som er en naturlige fjende. Men flere heste er fundet dræbt af skud. Lokale aktivister og forskere hævder, at hesten, som andre dyr i området, især bliver dræbt af krybskytter, der ofte kommer langvejs fra for at skyde hestene og tjene på at sælge det radioaktive kød og skind. I dag vurderes det, at der er et sted mellem 30 og 40 przewalski heste tilbage ud af en bestand på op mod 1.000 på verdensplan. Vores guide bekræfter, at flere jager ulovligt i området for sjov eller for kød, skind og penge, og at det er let at bestikke sig vej ind. Selv på stedet for historiens værste atomulykke er det stadig mennesker, der udgør den største trussel for mange dyr.
•
Naturen bryder igennem de menneskelige rammer overalt i Tjernobyl området.
Under den enorme stålkonstruktion, der i dag dækker kraftværket, er arbejdere i gang med at afmonterer den gamle betonsarkofag og fjerne de store mængder radioaktivt materiale.
2017 | 1 | SKOV & FOLK
21
Naturen Nu philip@habitats.dk
Naturformidler Philip Hahn-Petersen giver her fire tips til, hvad du kan opleve i og gøre for naturen i juni og juli måned. Hver uge laver han desuden en videodagbog fra Region Hovedstadens natur for Verdens Skove til TV2 Lorry.
Philip Hahn-Petersen Naturformidler og vært på Tv2 Lorrys program: ’Naturen Nu’
Store biller i gamle træer Når man snakker biologisk mangfoldighed i skov, kommer man ikke uden om, at gamle, døende og døde træer er afgørende for en lang række af organismer, ikke mindst de store biller eghjort og eremit. Eghjorten blev genudsat i Danmark i 2013 efter flere årtiers fravær. Den forsvandt, fordi der ikke var nok gamle lysåbne løvskove tilbage. Dens larvestadie varer på vores breddegrader normalt fire år, hvorefter den voksne bille kommer op af jorden året efter. Det er også grunden til, at genudsætningsprojektet ikke har været synderligt omtalt siden 2013. For den første generation af Eghjort klækket i Danmark kommer sandsynligvis først frem i 2018. Og først derefter vil man vide, om genudsætningsprojektet i Jægersborg Dyrehave er lykkedes. Måske kan vi være heldige at se nogle biller i Dyrehaven allerede i juni 2017 Eremit er en stor guldbasse, der lever størstedelen af sit liv i gamle solbeskinnede træer. Selvom billerne kan flyve fra træ til træ, forlader 85% af dem aldrig det træ, hvori de klækkede. De lever kun 10 steder i Danmark, og det er derfor ikke så under-
Foto: Simon Eugster
22
SKOV & FOLK | 1 | 2017
ligt, hvis du ikke har set en Eremit. Hannerne lever kun to til fire uger som voksne, mens hunnerne kan leve op til tre måneder som voksne. Det er vel at mærke efter et gennemsnitligt larvestadium på tre år. Man kan være heldig at opleve de voksne biller i juli måned.
Nyd græslandet i fuldt flor Juni er den optimale tid til at opleve det smukke danske græsland i fuldt flor. Græsland kan over tid blive meget artsrigt. For to århundreder siden var græsland Danmarks mest udbredte naturtype, men I dag er det meste græsland desværre pløjet og dyrket væk. Eller også bliver det ikke længere afgræsset og er derfor groet til. Modsat bliver det også ofte græsset for hårdt om sommeren, så der kun kommer få blomster. Besøger du græsland i sommermånederne, kan du opleve en rig flora af f.eks. bakke-forglemmigej, blåhat, liden klokke, gul snerre, knoldet mjødurt og blodrød storkenæb. Til de mere sjældne arter hører bakke-soløje, engblomme, og bak-kegøgeurt. Græsland med et
Foto: Rasmus Ejrnæs
væld af blomster og flagrende sommerfugle kan f.eks. opleves i Hammerbakker nord for Aalborg, i Hegedal ved Mariagerfjord, i Mols Bjerge på Molslaboratoriets arealer, i Eskebjerg Vesterlyng og på Høvblege på Møn.
Lad dig forføre af sommerfugle For voksne sommerfugle handler livet kun om sex og sukker, og med deres smukke ydre er de mestre i at forføre både hinanden, og os der nyder synet af dem. Hvis du besøger blomstrende græsland i juni og juli kan du opleve masser af sommerfugle. Det kunne være markperlemorsommerfugl, der ofte ses suge nektar på gul snerre eller måske engblåfugl, hvis larver lever på rødkløver. Er der knopurt og blåhat, kan du måske se brun pletvinge, der foretrækker lysåbne skove på næringsfattig bund. En anden imponerende skovart er kejserkåbe, der elsker at suge nektar på højere planter som hjortetrøst og kærtidsel. Sommerfuglene i skoven har det generelt svært i Danmark, da man i vid udstrækning har standset græsningen i skovene og plantet lysningerne til. De mørke produktionsskove lader ikke meget lys falde til jorden, som er afgørende for at der er varme, værtsplanter og nektar nok til sommerfuglene i skoven. Derfor er for eksempel rødlig perlemorsommerfugl på udryddelsens rand i Danmark. Forhåbentligt når vi at vende udviklingen, så den ikke ender ligesom mnemosyne, som vi nu kun har mindet tilbage af. Sommerfuglenes Dag er den d. 4. juli. Det fejres i Pinseskoven på Vestamager med en gratis sommerfugletur kl. 09:30 ved Hilversumvej 54. Måske kommer flere arrangementer til andre steder i landet? Se i kalenderen på fugleognatur.dk.
Naturen Nu er et samarbejde mellem TV2 Lorry og Verdens Skove, støttet af 15. Juni Fonden. Se med på tv2lorry.dk.
Foto: Philip Hahn-Petersen
2017 | 1 | SKOV & FOLK 23
En mand med en plan for at redde livet på Jorden Vi bør afsætte halvdelen af Jordens landareal til natur. Det mener E. O. Wilson i sit nyeste kampskrift ”Half-Earth: Our Planet’s Fight for Life”. Skov & Folk anmelder her den legendariske biologs nye bog, der inspirerer og har højt til loftet – men som ikke kommer med særligt mange praktiske anvisninger. Af Nikolai Lang, kommunikationschef nl@verdensskove.org
V
i bør afsætte halvdelen af Jordens landareal til natur. Det mener E. O. Wilson i sit nyeste kampskrift ”Half-Earth: Our Planet’s Fight for Life”. Skov & Folk anmelder her den legendariske biologs nye bog, der inspirerer og har højt til loftet – men som ikke kommer med særligt mange praktiske anvisninger. Hvis man stopper op og tænker et øjeblik over det faktum, at biosfæren – summen af alt levende, der på et givent tidspunkt er i live - er til, så er det umuligt ikke at blive grebet af forundring. Over os slutter den kort efter hvor Mount Everest slutter, i cirka 10 kilometers højde, hvor nogle bakterier flyver rundt og æder dødt organisk støv. Nedenunder os slutter den i små 3 kilometers dybde, hvor rundorme nærer sig ved varmen fra jordens indre og hvor meget lidt andet kan leve. Og her i denne tynde membran mellem det tomme kolde rum og planetens glødende kerne har biosfæren udviklet sig gennem 3.8 milliarder år til et ufatteligt mangfoldigt net af liv, som indgår i et uendeligt kompliceret samspil, som ingen menneskehjerne kan fatte i sit samlede hele. Biosfæren er sit helt eget univers, som
24
SKOV & FOLK | 1 | 2017
på nogle punkter er ligeså ukendt som det dybe rum. Vi ved for eksempel ikke engang, hvor mange arter der overhovedet findes.
Han hæver sig langt over den daglige trummerum i biodiversitetsdebatten, som kan have en tendens til at miste det store billede af syne: Livet på Jorden.
Vi kender kun 20% af arterne I sit nyeste polemiske kampskrift "HalfEarth: Our Planet's Fight for Life" giver den legendariske biolog E. O. Wilson dog et bud på, hvor meget liv der er til. Både det, vi har opdaget, og det, der svømmer rundt dybt nede i havene eller myldrer rundt i bunden af regnskovene, som ingen har opdaget og som nok ingen vil opdage i vores levetid: 8,7 millioner arter, hvoraf så lidt som 20% endnu er opdaget, gør Wilson det levendes univers op til. Wilson vender sig derfor imod de ofte genkommende sensationshistorier om at ”Nu er der fundet en ny fugle- eller paddeart”. Det er jo bare hvad vi kan forvente, nu hvor vi rent faktisk går rundt i en verden af liv, der er stort set ukendt for os, og vi aner faktisk ikke, hvor rig på liv verden egentlig er. En rigdom, som Jorden tragisk står i fare for at miste endnu inden vi har opdaget den. Fascinationen af det store levende ukendte er den primære grund til at læse Wilsons bog.
Det er et emne, som Wilson er eminent til at formidle. Wilson er verdens førende myreekspert og har personligt navngivet mere end 450 nye arter af myrer. Gennem sine myrer har han studeret evolutionen og især hvorfor individerne hos nogle arter hjælper hinanden, selvom de ikke er i familie. Han har grundlagt socio-biologien. Og han har bidraget markant til den moderne biodiversitetsforskning, som han gennem et langt liv har været en meget kendt amerikansk formidler af. Wilson tager os med til strandkanten, hvor den tilsyneladende døde brænding dækker over et mylder af usynligt liv. Han tager os ind i vores egen krop, hvor det myldrer med ukendte bakteriearter. Han fortæller os om myrer, padder og sindrige og bizarre parasitter, som får larver til at opføre sig som zombier, der gør helt modsat af hvad de plejer at gøre. Tillid til videnskaben Formålet med bogen er dog ikke at fornøje med viden om naturen. Nej den er
tænkt som et wake-up call, der vil udkaste en stor plan for at redde al den fantastiske biodiversitet, som desværre er truet af de velkendte faktorer - overbefolkning, forurening, jagt og invasive arter. Men også her er E.O Wilson meget inspirerende. For det første er han virkelig videnskabens mand. Han tror på teknologi, han tror på fremskridtet og han har en stærk tro på, at når nu vores bevidsthed har udviklet sig som den har, så er det fordi vi med videnskaben i hånden kan beskytte os mod de problemer og farer, vi skaber for os selv som art. I modsætning til nogle andre debattører af biodiversitet, så mener han, at vi som art er afhængige af biodiversitet: Vi er dyr ligesom alle andre dyr, og eftersom alle andre dyr er afhængige af biosfæren, så er vi det også. Desuden er han også efter mange fortalere af den såkaldte antropocæn tese, som handler om, at mennesket allerede længe har grebet afgørende ind i biosfæren og det derfor er meningsløst at skille natur og menneske ad. Få praktiske detaljer Her er Wilson lodret uenig. Han påpeger - meget opløftende - at store dele af landjorden stadig har intakte økosystemer og vi kan nå at redde dem. Han pointerer, at det faktisk ser endnu bedre ud i havene, hvor der er bedre plads til at dyr og andre organismer kan gemme sig for menneskelig aktivitet og danne intakte økosystemer. Wilson vil med andre ord smide mennesket ud fra halvdelen af landjordens overflade for at redde biodiversiteten. Bogens klimaks er derfor, at Wilson har samlet en liste over de områder som cirka udgør den halve Jord, som vi bør lægge ud til natur, hvis vil redde den biologiske mangfoldighed. ”Half-Earth” er en bog med højt til loftet. Men det er også ideens svaghed. Han er meget lidt konkret når det kommer til detaljer som hvordan det praktisk skal gøres og hvad vi gør med dem, der bor i områderne i forvejen. Her kommer den snart 90-årige Wilson ikke i mål og "HalfEarth: Our Planet's Fight for life" vedbliver med at være et kampskrift, der inspirerer til at kæmpe for biosfæren, men som ikke er super brugbar i en konkret debat.
•
I naturhistoriske samlinger over hele verden ligger der massevis af arter, som aldrig er blevet klassificeret. Wilson slår til lyd for at vi fokuserer mere på den levende verden, som vi går rundt i. Illustration: ” Sudanchamäleon” af den tyske zoolog Alfred Edmund Brehm, 1913.
Verdens bedste natur Disse områder udgør biosfærens bedste områder for biodiversitet ifølge E.O. Wilson. Han understreger dog, at det er en subjektiv liste og ikke det samme som såkaldte biodiversitets-hotspots. Nordamerika: • Redwood skovene i Californien
• Serengeti græslandet
• Longleaf Pine savannen i det sydlige
• Gorongosa Nationalparken i
USA
• Ege-fyrreskovene på Sierra Madre
• Sydafrika
De Vestindiske øer
• Skovene i Congobassinet
• Cuba og Hispaniola
• Atewa-skoven i Ghana
Syd- og Mellemamerika
• Madagascar
• Amazonasbassinet
Asien
• Guyana-skjoldet
• Altai-bjergene
• Tepui bjergene
• Borneo
• Manù regionen i Peru
• De vestlige Ghat-bjerge i Indien
• Tåge- og bjergskovene i Mellem-
• Bhutan
• Myanmar
amerika og de nordlige Andes-bjerge
Mozam bique
• Páramos højlandene
Australien og Melanesien
• Sydamerikas atlantiske skove
• Kratområderne i det
• Cerradoen
• Pantanal vådområdet
• Kimberley-regionen i det
• Galapagos-øerne
Europa
• Gibber-sletterne
• Bialowieza-skoven i Polen og
• Ny Guinea
• Ny Kaledonien
Hviderusland
sydvestlige Australien nordvestlige Australien
• Baikal-søen i Sibirien
Antarktis
Afrika og Madagscar
• McMurdo-dalene
• Den ortodokse kirkes skove i Etiopien
Polynesien
• Socotra øen i Yemen
• Hawaii
2017 | 1 | SKOV & FOLK
25
PODCAST
En hemmelig guldgrube af naturpodcasts
Grønne oplevelser Interesserer du dig for både natur, kultur og livsstil? Så læs med her. På disse sider guider vi dig i hvert Skov & Folk til grønne tips og inspirerende kulturoplevelser, der har fokus på skov, natur og bæredygtighed. Af Anne Liv Eberlein, redaktør le@verdensskove.org
Podcasts er en fantastisk opfindelse, der har gjort opvaske, busture og søvnløse aftener meget rarere for mange danskere de seneste år. For alle naturinteresserede podcast-fans – og dem, der måske kunne blive det – ligger der en sand guldgrube af on-demand radio ved navn ”Living Planet” gemt på den tyske kanal Deutsche Welles hjemmeside. Lad dig ikke skræmme af den tyske afsender; alle podcasts i ”Living Planet” serien er på perfekt og let forståeligt engelsk. De er gratis, fremragende redigeret, og temaerne er spændende vinkler på aktuelle natur- og miljøproblematikker – som for eksempel ”Trees and Trump”, ”Wet Wonderlands” eller ”Politics and Slime”. Find dem i mediecenteret på dw.com.
BLOG Grøn livsstil til normale mennesker Grøn livsstil til normale mennesker De fleste guides til en grønnere hverdag virker som om de enten er målrettet folk, der lever i slut 80’erne (”Husk at slukke lyset!”), Hellerup-yuppier med uudtømmelige kontoer, eller off-the-grid survivalist-typer på vej til at blive selvforsynende. Hvis du ikke hører til nogen af disse kategorier, så er bloggen groenforskel.dk et godt tip til dig. På denne blog får du guides til mindre affald i hverdagen, gør-det-selv reparationer, miljørigtig julebelysning, sæsonvenlige indkøb, grønne spisesteder i stort set hele landet og endda grønnere menstruation. Kort sagt: Hverdagstips, som de fleste almindelige, miljøbevidste danskere faktisk kan bruge til noget.
26
SKOV & FOLK | 1 | 2017
BOG Vild med vildere aftensmad Hyldeblomstsaft, ramsløg-pesto og skovsyre i salaten: Mad af hjemmesamlede, vilde planter er blevet et hit. Hvad end trenden skyldes Ny Nordisk bølgen, tanker om bæredygtighed eller noget helt tredje: For flere og flere er det at gå ud og plukke ingredienser til aftensmaden blevet en kærkommen, ny undskyldning for at komme mere ud i naturen. Bogen ”Spiselige vilde planter” af Anemette Olsen (2017) er en fin, ny guide til alle, der gerne vil lære mere om Danmarks vilde planter, udvide deres sanke-repertoire og være sikre på at undgå giftige fejl. Den er illustreret med smukke og vellignende tegninger og indeholder både beskrivelser af planterne og opskrifter med dem. En god anskaffelse her op til sommerferien. ”Spiselige, vilde planter” kan blandt andet købes hos Arnold Busck.
FILM En miljøfilm, der faktisk gør dig glad Kan du ikke holde ud at høre mere om, hvor skidt det hele står til? Så er ”Demain” (2015) af Mélanie Laurent og Cyril Dion - ”I morgen” på dansk - den helt rigtige modgift. Frem for at være endnu en film, der udpensler de globale miljøkriser, fokuserer denne friske, franske dokumentar på løsninger. Filmen følger holdet af unge filmskabere, der rejser verden rundt på sporet af lande, byer, virksomheder og helt almindelige mennesker, der allerede har smøget ærmerne op og er i fuld gang med at skabe en mere bæredygtig verden. Hvis du er typen, der får nervøse trækninger af udtryk som ”permakultur” og synes at Alternativet er nogle lalleglade gøglere, vil du måske få for meget af denne film. For alle andre er den en opløftende og tiltrængt optimisme-indsprøjtning. Du kan se ”I morgen” gratis med danske undertekster på Filmstriben.dk.
2017 | 1 | SKOV & FOLK
27
AFSENDER: VERDENS SKOVE, KLOSTERGADE 34, 8000 ÅRHUS C
Nyhed!
Nyt metal-certifikat Vores nyeste regnskovscertifikat er lavet særligt til metalfestivalen COPENHELL - men kan købes af alle, der vil give regnskoven noget klam kærlighed. Vampyrflagermus lever sammen i fællesskaber på mange hundredetusinde individer. De lever af blod, og de dør hvis de ikke får blod inden for 60 timer. De hjælper derfor hinanden ved at kaste blod op i munden på hinanden, hvis en flagermus ikke har fået blod nok i løbet af natten. Vampyrflagermusen plejer ikke at suge menneskeblod. Men der rapporteres om flere og flere tilfælde af, at de har spist af mennesker. Sandsynligvis fordi mennesker ødelægger deres levesteder og de derfor er tvunget til at finde nye fødeemner. Giv vampyrflagermusen et stykke klam kærlighed. Køb nyt regnskovscertifikat, der bevarer vampyrflagermusens levesteder i vores webshop på www.shop.verdensskove.org
ID: 46800 SORTERET MAGASINPOST