Skov & Folk #2 2019

& F O V LK O K S medlemsblad for verdens skove / 2 / 2019

de andre menneskeaber

Madagascar: Unik naturperle under pres

Politisk krise lammer Nicaraguas økoturisme

Sankthansorme og stjerneskud: Sommerens naturoplevelser 2 / 2019 SKOV & FOLK 1

En hilsen fra redaktøren Kære læser, Sjældent har det været sværere for os her på redaktionen at vælge fotos til en forsideartikel.

For det er jo umuligt at rive blikket væk fra de fascinerende billeder af store menneskeaber. Vi var dog ikke i tvivl om, hvilket foto der skulle på forsiden: Det fængslende portræt af en vild chimpanse taget af naturfotograf, zoolog og tidligere Nepenthes-aktivist Mogens Trolle. Hvis ikke dét ansigt sætter tanker igang om, hvor meget vi har tilfælles med vores nærmeste slægtninge - så er der intet, der kan.

Tusind tak for din støtte og god fornøjelse med både tekst og billeder!

24 Indhold Leder

3

Nyt fra Verdens Skove

4

De store menneskeaber

6

Familiealbum

12

"Ingen passer på skoven længere"

14

Naturperle: Madagascar

18

Naturen Nu

22

Hvis jeg overlever det her, bliver det en god historie

24

Anne Liv Eberlein Redaktør for Skov & Folk

VIL DU HELST LÆSE SKOV & FOLK DIGITALT? Så skriv en mail til info@verdensskove.org og find bladet online på www.verdensskove.org

Redaktion Ansvarlig redaktør: Anne Liv Eberlein le@verdensskove.org Kommunikationschef: Nikolai Lang nl@verdensskove.org Layout Mads Lundgård Tryk KLS Pureprint A/S

2

SKOV & FOLK 2 / 2019

Forsidefoto Mogens Trolle Flytter du?

Så husk at give Verdens Skove din nye adresse.

Ring på tlf. 86 13 52 32 Eller send et ’flyttekort’ Hovedkontor Klostergade 34, 8000 Århus C tlf. 86 13 52 32 · Fax. 86 12 51 49 info@verdensskove.org

www.verdensskove.org kontortid: mandag til fredag kl. 10.00–14.00 Lokalkontorer Verdens Skove København Vestergade 12, 1456 København K Pbs-støttemedlemskab 50 Kr. 100 Kr. 150 Kr. Om måneden beløbet er frit – mindstebeløb dog 25 kr.

Basis-medlemskab Alm. Medlemskab kr. 300,Studenter og pensionister kr. 300,-

Institutioner kr. 370,Abonnement kr. 195,Indbetales på giro 89 80 41 32 Oplag 3.800. Tilsendes alle medlemmer og abonnenter.

Issn 1396-2043 Skov & folk er støttet af Undervisningsministeriets Tips/lottomidler og biblioteksstyrelsen.

BEVAR ABERNES PLANET I “Abernes Planet” fører et mislykket eksperiment til, at store menneskeaber udvikler menneskelig intelligens og overtager verden, da en virus udsletter store dele af menneskeheden. De udvikler sprog og opbygger et abesamfund med blandt andet skoler, love og etik.

Filmene er naturligvis fiktion. Men når man læser om vores nærmeste slægtninge, forstår man, hvor inspirationen kommer fra. De sidste årtiers forskning har vist, at store menneskeaber ligner os på langt flere måder, end vi troede. De bruger redskaber, kan lære tegnsprog, føler sorg og glæde, har komplekse sociale relationer og fører endda krig mod hinanden.

Med kun to procent genetisk forskel til os mennesker er det nok egentlig ikke så overraskende.

Det, der er længst fra virkeligheden ved “Abernes Planet”, er måske netop titlen. I den virkelige verden er den eneste art menneskeaber, der i dén grad har overtaget planeten, vores egen. Det er sket på stor bekostning af vores “familiemedlemmer”: Alle andre

arter af store menneskeaber er i dag enten truede eller kritisk truede.

Den allerstørste trussel mod gorillaer, chimpanser, bonoboer og orangutanger er tab af levesteder. De skove, som aberne lever i, er fortsat under stort pres.

I gennemsnit bliver der ryddet 30 fodboldbaner tropisk skov hvert minut.

Hvad kan vi her i Danmark gøre for at ændre det?

Dels kan vi ændre vores forbrug. Skovene bliver ofte ryddet for at gøre plads til afgrøder som soja, der bruges som foder i kødproduktionen - herunder i Danmark.

Og så kan vi støtte lokale i de områder, hvor skovene fældes, i at udvikle alternative indtægtskilder, så de ikke står foran et valg mellem fattigdom og skovrydning. Dét er netop en strategi, Verdens Skove arbejder med ude i verden, takket være vores medlemmer. Så tak fordi du støtter kampen for, at vores planet også i fremtiden er hjem for mere end én slags aber.

Anders Morten Christoffersen Formand i Verdens Skove

2 / 2019 SKOV & FOLK

3

TAK For din støtte til Verdens skoves Arbejde!

Nyt fra

Verdens Skove Hvad gør Verdens Skove egentlig helt konkret for at bevare skovene?

Det kan du få et indblik i på disse sider. Her giver vi dig i hvert nummer et udpluk af aktuelle resultater og projekter fra både Danmark og nogle af de regnskovslande, som vi arbejder i for tiden.

Af Anne Liv Eberlein

KLIMA

DANMARK

“Klimatosser” gjorde valget grønt

Frivillige ildsjæle sætter vilde bier på dagsordenen

Årets folketingsvalg stod i klimaets tegn. For over halvdelen af vælgerne blev klima og natur valgets vigtigste emne og partierne overbød hinanden med grønne mål. Verdens Skove var naturligvis en del af den folkebevægelse af “klimatosser”, der kæmpede for et grønt valg. Vi var en af 11 organisationer, der stillede et borgerforslag om en ny klimalov, som på rekordtid fik 64.000 underskrifter. Vi deltog i initiativet “Så er det nu”, der blev støttet af 29.000 danskere.

Og så var vi selvfølgelig med, da 30.000 demonstrerede for klimaet foran Christiansborg til Folkets Klimamarch i maj.

I foråret satte Verdens Skoves frivillige fokus på Danmarks vilde bier med en indsamlings-aktion. Aktionen gik ud på at byde på bistadepladser, som Naturstyrelsen udbød i Thy Nationalpark. Formålet var dog at undlade at sætte bistader op. Når mange honningbier sættes ud i et naturområde, kan det nemlig presse de truede vilde bier. Målet var at indsamle 14.000 kroner, men danskerne gav over 68.000 og aktionen fik stor medieomtale. I alt syv af de 11 stadepladser bliver en del af projektet og de frivillige planlægger nu den monitorering af vilde bier, som et eventuelt overskud går til.

4

SKOV & FOLK 2 / 2019

SYD

uganda

Verdens Skoves arbejde får topkarakter

Nyt samarbejde skal sikre elefantkorridor i vigtigt natur-hotspot

Verdens Skoves arbejde med at bevare skovene fik flotte vurderinger og rosende ord med på vejen af organisationen CISU, der støtter Verdens Skoves arbejde med 26 millioner kroner over to år. Roserne gav CISU i forbindelse med en grundig evaluering af Verdens Skoves arbejde, som blev gennemført i løbet af foråret, og som også får også stor betydning for en ny ansøgning til 60 millioner kroner over de næste fire år. Særlig ros fik Verdens Skove for stærk faglighed, innovative projekter og evnen til at arbejde med civilsamfund, værdikæder og rettigheder i indsatsen for skoven.

Til sommer starter Verdens Skove et helt nyt samarbejde op i Uganda, der skal være med til at sikre et afgørende naturområde, som forbinder to nationalparker med hinanden som biologisk korridor.

Området er en del af den vigtige biodiversitets-hotspot Albertine Rift Valley, der er hjem for en særligt stor mangfoldighed af arter, herunder elefanter og chimpanser. Samarbejdet med den lokale organisation JESE skal via skovlandbrug med kaffe give lokale i bufferzonen til nationalparkerne mere bæredygtige indtægtskilder som alternativ til skovrydning.

HONDURAS

DANMARK

Lokale holder øje med skoven på satellitfotos

Verdens Skoves vilde heste har fået et nyt hjem

I Honduras træner Verdens Skove lokale partnere i at bruge satellitbilleder til at opdage skovrydning, sygdom og skovbrande.

Honduras har over de seneste år mistet store områder af skov til blandt andet ulovlig tømmerhugst, udvidelse af små landbrug, og industrielle plantager og kvægfarme. Google har gjort de seneste 30 års satellitfotos gratis tilgængelige via deres gigantiske “Earth Engine” computer. Med dette nye redskab bliver det meget lettere at finde ud af, hvor skovene forsvinder, så man kan gøre noget for at standse det.

De otte vilde heste, som Verdens Skove tidligere satte ud i Bjergskov i Sønderjylland, har nu fået et nyt hjem i Tirsbæk Bakker ved Vejle. Her skal de fortsætte med at pleje naturen og gavne den biologiske mangfoldighed i området. Nogle af hestene flytter videre senere på året, da der ellers bliver for trangt for flokken. Hestene blev flyttet, fordi Verdens Skove i marts opsagde samarbejdet med Naturstyrelsen og Forsvaret om forvaltningen af Bjergskov. Grunden var naturødelæggelser efter omfattende maskinel rydning af brombær, som skete uden inddragelse af Verdens Skove.

2 / 2019 SKOV & FOLK

5

6

SKOV & FOLK 2 / 2019

TANKEVÆKKENDE LIGHEDER Af Anne Liv Eberlein

Foto: Mogens Trolle

Vi deler 98 procent af vores gener med dem. De bruger redskaber, griner, føler sorg og glæde, fører krig og kan lære tegnsprog; de har personligheder og komplekse sociale relationer.

Store menneskeaber fascinerer os, fordi de ligner os. Men kan vi komme til at spejle os for meget i vores nærmeste slægtninge?

2 / 2019 SKOV & FOLK

7

n solbeskinnet dag i 1960 sad en chimpanse-han på en tue et sted i Gombe Nationalpark i det nuværende Tanzania og spiste termitter. At en chimpanse sad og spiste termitter, var der som sådan ikke noget bemærkelsesværdigt i.

Ikke desto mindre var det på sin vis denne chimpanses simple handling, der ændrede definitionen på et menneske.

Chimpansen var nemlig ikke alene, mens den sad og slubrede insekter i sig. Den blev iagttaget af en ung britisk forsker ved navn Jane Goodall. Og det, Goodall så, var ikke bare en chimpanse, der spiste termitter. Det var en chimpanse, der brugte et redskab.

E

Værktøjsmageren mennesket Chimpansen fik fat i termitterne ved at plukke strå og kviste, rive bladene af dem og stikke dem ned i termitboet. Insekterne bed sig fast i strået og blev fisket op med det af aben, der plukkede dem af strået og gnaskede dem i sig, for så at gentage processen. I de følgende måneder så Jane Goodall andre chimpanser gøre det samme. ”Ved at modificere et naturligt objekt for at tilpasse det til et bestemt formål, har chimpansen nået den første rå begyndelse af værktøjsfremstilling,” skrev den dengang 29-årige Goodall om sine iagttagelser i National Geographic i 1963. Og smed en bombe i tidens videnskabelige konsensus.

I dag er det et alment accepteret faktum, at store menneskeaber – og en hel stribe andre dyr - bruger redskaber til forskellige formål. Vi ved for eksempel, at orangutanger blandt andet bruger blade som paraplyer og servietter, og grene og pinde som spyd, bestik, skovle, hammere og meget andet. Men da Goodall offentliggjorde sine observationer, var denne erkendelse ikke bare sensationel ny viden; den stred imod hele den gængse definition af mennesket som art.

At fremstille redskaber gjaldt nemlig som en af de helt centrale ting, der adskilte mennesket fra alle andre arter. ”Man the Toolmaker” kaldte vi os selv – værktøjsmageren mennesket. Dette angivelige monopol afslørede Goodall nu som en illusion. Eller som den fremtrædende

8

SKOV & FOLK 2 / 2019

palæontolog Louis Leakey proklamerede dengang: ”Vi må nu enten redefinere mennesket, redefinere redskaber, eller acceptere chimpanser som menneskelige.”

Eksistentielle spørgsmål Goodalls opdagelse og de diskussioner, den udløste, opsummerer på mange måder de spørgsmål, der har det med at dukke op, når vi mennesker beskæftiger os med vores nærmeste slægtninge, de store menneskeaber: Hvor meget ligner de os? Hvad betyder det for, hvordan vi forstår os selv? Hvor går grænsen mellem menneske og dyr? Findes den overhovedet?

De mere eller mindre eksistentielle spørgsmål viser sig allerede i, hvordan vi rent taksonomisk har kategoriseret disse primater. Indtil 1980'erne blev mennesket sat i en familie for sig, adskilt fra chimpanser, bonoboer, orangutanger og gorillaer.

“De er blandt de få dyr ud over mennesket, der kan genkende sig selv i spejlet og der griner, når man kilder dem.”

Pongidae var den videnskabelige fællesbetegnelse for de øvrige slægter af store menneskeaber, mens vi selv blev tildelt kategorien Hominidae. Siden har man dog taget konsekvensen af nyere genetisk forskning og sat menneskeslægten i samme taksonomiske familie som de øvrige store menneskeaber, således at vi nu alle er en del af Hominidae-familien.

Stærke personligheder Debat om grænser mellem menneske og abe var noget, Jane Goodall udløste på mere end ét plan. Ikke bare begik hun hvad der dengang var en videnskabelig faux pas ved at give chimpanserne navne som Fifi og David Greybeard frem for numre. Nej, værre endnu: Goodall beskrev dem som individer med personligheder - forskellige, men konsistente temperamenter, adfærdsmønstre og komplekse sociale relationer, der var karakteristiske

for det enkelte individ frem for hele arten. ”Det er ikke bare mennesker, der har personlighed, der er i stand til rationel tanke og følelser som glæde og sorg,” lød hendes konklusion.

Alt det høstede hun, måske ikke overraskende, en del kritik for. Kritik om uvidenskabelige metoder og om antropomorfisering, altså om projektion af menneskelige egenskaber på dyr. Nogle af de metoder, Goodall brugte, er da også afskaffet i dag, herunder fodring af vilde dyr under feltstudier.

Men også hendes oprindeligt så kontroversielle standpunkt om chimpansernes personligheder er der i dag overordnet konsensus om. Dog med det vigtige forbehold, at personlighed hos dyr ses som forskellig fra personlighed hos mennesker på en række grundlæggende punkter. For eksempel indgår faktorer som personlige motiver og overbevisninger ikke i studier af dyrs personligheder.

“Behageligt hul farvel” Forskere har siden bygget videre på Jane Goodalls og andres tidlige studier og påvist stribevis af fascinerende nye fakta om de store menneskeaber. Vi ved idag, at de er blandt de få dyr ud over mennesket, der kan genkende sig selv i spejlet og der griner, når man kilder dem. Forskere sammenligner deres grundlæggende intellektuelle evner med et treårigt menneskebarns og nogle primatologer mener, at store menneskeaber føler empati.

Vi ved, at de er i stand til at lære tegnsprog, som demonstreret af den verdenskendte gorilla-hun Koko, der havde et ”ordforråd” på over 1000 tegn inden sin død i 2018. Takket være sine kommunikative færdigheder leverede Koko mange tankevækkende og spøjse øjeblikke – som da hun brugte tegnet for ”toilet” om en journalist, hun tydeligvis ikke brød sig om. Ellers som da Koko blev spurgt, hvad der sker med gorillaer når de dør, og svarede ”Behageligt hul farvel”.

At menneskeaber har personligheder er noget, også Gry Bossen kan skrive under på. Hun er uddannet antropolog, arbejder til dagligt som politisk koordinator i Verdens Skove og er selverklæret menneskeabe-fan. Gry fortæller om den

En bonobo-familie midt i pelsplejen. Bonoboer bliver kaldt "hippie-aber", fordi de ofte løser konflikter med gruppekram og sex.

første gang, hun så gorillaer i den vilde natur: ”Det var på en gorilla trekking tur i Uganda. Det var helt fantastisk. Jeg var helt mundlam og tæt på at tude, da vi fandt gorillagruppen. De sad i buskene og var lidt svære at se. Men pludselig tromler noget gennem træerne. ’Nå, det er bare Trouble,’ siger vores guider. En fireårig gorillaunge kommer kurende ned af liangrene, som danner sådan en slags rutsjebane, og så kommer han ellers bare buldrende. Løber helt hen til os, laver en scene og vender rundt og tromler videre.

Det var åbenbart en meget typisk adfærd for ham – deraf navnet. Et eksempel på en stærk personlighed,” griner Gry Bossen.

Truet af pistoler og skovrydning Hun har også arbejdet på et såkaldt sanctuary for chimpanser, gorillaer og andre aber i Cameroun, hvor sårede og forældreløse abeunger afleveres, forsørges og genoplæres med henblik på at kunne blive sat ud i den vilde natur igen på sigt.

Dette er der dog tit en helt grundlæggende udfordring ved, forklarer Gry Bossen: ”Problemet er ofte, at man simpelthen

ikke kan finde sikre steder at sætte dem ud igen.”

Ifølge den internationale naturbevaringsorganisation IUCN er chimpanser og bonoboer truede i den fri natur, mens både orangutanger og gorillaer er kritisk truede. For dem alle angiver IUCN samme hovedårsag: Tab af levesteder. ”Der foregår desværre stadig masser af skovrydning i de områder, som de store menneskeaber lever i. Der hugges ulovligt tømmer, der åbnes op for minedrift eller olieboringer. Regnskove på Borneo omdannes til palmeolieplantager,” konstaterer Gry Bossen. Hun forklarer, at der med skovrydningen også følger andre problemer for aberne: ”I de områder, hvor gorillaerne og chimpanserne lever, er der rigtig meget handel med såkaldt bushmeat.” Gry forklarer, at det mange steder er en lokal tradition at spise abekød. Omfanget har dog ændret sig markant. ”I gamle dage brugte man måske bue og pil og skød en gorilla i ny og næ, og så var der mad til hele lokalsamfundet. Nu har man pistoler,” fortæller hun og uddyber: ”Når der for eksempel kommer en ny mine, bygges

der veje ind i skoven. Nu ser man lastbiler smugle bushmeat ud på de veje. Det er blevet en sort industri.” Der er derfor kommet stort fokus på oplysning af lokalbefolkningen om, at der kun er et begrænset antal af de store aber tilbage. ”Men det allervigtigste er at mindske presset på skovene,” fortsætter hun.

Og det hænger også sammen med vores adfærd herhjemme i Danmark, lyder det fra Gry Bossen: ”Vores forbrug af varer, der indeholder ressourcer som palmeolie eller soja, er med til at drive skovrydningen.”

Natur er natur Under sit arbejde med chimpanserne oplevede Gry Bossen, hvor nem og nærliggende identifikationen med menneskeaberne er. Men hun blev også klogere på farerne ved den. ”De ligner os jo på mange måder rigtig meget. Men det er vigtigt, at man forstår aberne på deres egne præmisser,” siger hun og fortæller, at aber lige som os kommunikerer meget via ansigtsudtryk og gestusser, men at disse kan betyde noget helt andet, end vi er vant til fra os selv. ”Noget, der for os

2 / 2019 SKOV & FOLK

9

modig, der stod oprejst for at slynge en tung sten ned på Godis liggende krop; Jomea, der rev strimler af hud af Dés lår; Figan, der tog tilløb og slog, igen og igen, på Goliaths rystende krop, en af hans barndomshelte.”

ligner et smil, er for eksempel et udtryk for angst hos en chimpanse. Så når vi spejler os så meget i aberne, at vi glemmer forskellene, så øger det risikoen for at vi misforstår dem,” forklarer hun.

Desuden mener Gry Bossen, at der med indlevelsen nemt kan følge uhensigtsmæssige moralske domme: ”Det er virkelig svært at lade være med at lægge sine egne menneskelige moralforestillinger ind over aberne, når man lærer dem at kende,” fortæller hun og fortsætter: ”Men det er enormt vigtigt at holde den afstand – natur er natur. Vi skal bruge vores egen moral i forhold til, hvordan vi selv behandler dem. Men vi skal ikke gøre den til målestok for, hvordan aber behandler hinanden. Selvom det kan være hårdt at være vidne til nogle af de ting, der foregår.”

Chimpansekrig Det samme måtte Jane Goodall sande midt i 1970erne, da hun gjorde en anden banebrydende observation. ”I løbet af de første ti år af mine studier havde jeg troet at Gombe chimpanserne for det meste var noget rarere end mennesker. Så pludselig fandt vi ud af, at chimpanser kunne være brutale – at de, ligesom os, havde en mørkere side,” skrev hun om sine oplevelser. År forinden havde hun allerede påvist, at chimpanserne i Gombe ikke, som man ellers troede, var vegetarer, men jagtede og spiste colubus aber. Men i 1974 var hun vidne til, hvordan en gruppe på seks 10

SKOV & FOLK 2 / 2019

chimpanse-hanner målrettet forfulgte og dræbte en anden ung chimpanse-han.

Dette blev starten på en flerårig voldelig konflikt mellem to chimpanse-grupper med flere drab og endda kannibalisme.

Goodall omtalte siden konflikten som ”Gombe Chimpanse Krigen”. I dag mener man, at den bundede i magtkampe mellem tre hanner.

Oplevelsen rystede Goodall, der skrev i sine erindringer: ”I flere år kæmpede jeg med at håndtere denne nye viden. Ofte når jeg vågnede om natten, sprang forfærdelige, ubudne billeder op i mit sind – Satan (en af chimpanserne, red.), der holdt sin hånd under Sniffs hage for at drikke blodet, der flød fra et stort sår i hans ansigt; gamle Rudolf, ellers så god-

Fascinerende og vilde Oplevelserne af chimpansernes voldelige side har dog på ingen måde afholdt Goodall fra at vie det meste af sit nu 85-årige liv til at arbejde for deres beskyttelse og for naturbevarelse og naturforskning generelt.

Der er stor forskel på, hvor aggressive de forskellige arter af store menneskeaber typisk er i deres adfærd. For eksempel er bonoboerne kendt for deres fredelige gemyt, deres hang til gruppekram og deres tendens til primært at løse spørgsmål om social rangorden gennem sex. Ikke desto mindre er det vigtigt, at naturformidlere også fortæller de mere brutale historier om menneskeaberne, mener Gry Bossen. ”Det er vigtigt at vise aberne som det, de er: Mega fascinerende. Men også vilde dyr, der potentielt er farlige og er rå over for hinanden,” forklarer hun. ”Se bare, hvad der er sket i Danmark. Hvis vi havde beholdt respekten for en natur, der også kan være farlig og brutal, så havde der måske været plads til ulven herhjemme.”

•

Øverst tv.: Orangutanger er kritisk truede fordi deres skove i Sydøstasien forsvinder.

Nederst tv.: Et nært øjeblik mellem en gorilla-mor og unge.

Th.: En silverback gorilla-han troner i underskoven i Rwanda.

2 / 2019 SKOV & FOLK

11

FAMILIEALBUM Borneo orangutang

Tapanvuli orangutang

Pongo pygmaeus

Kritisk truet

Pongo tapanuliensis

~100.000 individer fordelt på 3 underarter

Kritisk truet

Sumatra orangutang

< 800 individer

Pongo abelii

Kritisk truet ~14.000 individer

12-16

millioner år siden: Pongo-slægten

Gibboner og de store menneskeaber splitter sig for 18 millioner år siden

12

SKOV & FOLK 2 / 2019

Hvordan er de store menneskeaber helt præcist i familie med hinanden?

Få overblikket her.

Bonobo

Pan paniscus

Menneske

Truet

Homo sapiens (eneste nulevende art af menneskeslægten)

~20.000 individer

Chimpanse

Ikke truet

Pan troglodytes

~7.700.000.000 individer

Truet

~470.000 individer fordelt på 4 underarter

5-7

millioner år siden: Menneske-slægten (Homo) og Pan-slægten deler sig

2-3

millioner år siden: bonobo og chimpanse forgrener sig

6-10

Østlig gorilla

millioner år siden: Gorilla-slægten

Gorilla beringei

Kritisk truet

~2.600 individer fordelt på 2 underarter

Den fælles stamfader for alle menneskeaberne forgrener sig fra hundeaberne for omkring 25 millioner år siden

Vestlig gorilla

Gorilla gorilla

Kritisk truet

~300.000 individer fordelt på 2 underarter 2 / 2019 SKOV & FOLK

13

“INGEN PASSER PÅ SKOVEN LÆNGERE” Nicaraguas turistindustri er død efter sidste års politiske uroligheder.

Det risikerer at gå ud over naturreservatet Indio Maìz.

Af Johanne Mygind

T

uristguiden Mildred Velasquez er frustreret, da vi går gennem den lille turist-sti i udkanten af naturreservatet Indio Maìz ved San Juan-floden i det sydlige Nicaragua.

"Jeg havde troet, at vi ville se en masse aber, når nu turisterne ikke længere forstyrrede dem," siger hun og kigger rundt: "Men de er jo allesammen forsvundet."

Det er over et år siden, at Mildred Velasquez sidst har haft turister med ind i Indio Maìz reservatet, og meget har ændret sig.

"Ingen overholder længere regler for byggeri i området. Lige over for reservatet er de igang med at bygge en stor tilbygning.

Mange fælder også træer inde i selve naturreservatet. Måske er det derfor, at aberne er væk."

Mildred Velasquez havde før en blomstrende forretning som turistguide med speciale i økoturisme. I dag arbejder hun illegalt i Costa Rica, så hun kan forsørge sine sønner. "Jeg håber at turisterne vender tilbage. Ikke bare for min egen skyld, men også for skovens. Når turisterne ikke er her, er der ingen, som holder øje med reservatet længere," siger hun.

Da turisterne forsvandt Ved indgangen til Indio Maìz ligger El Castillo. En lille by med 2000 indbyggere, som igennem århundreder har været et knudepunkt for trafikken på San Juan-floden, men som i de sidste ti år har haft turisme som hovedindtægtskilde. I dag ligner El Castillo en spøgelsesby. Overalt er der tomme restauranter og lukkede hoteller. Her er ikke

14

SKOV & FOLK 2 / 2019

meget tilbage af den by, som Lonely Planet beskriver som den "perfekte base for et jungle-eventyr."

Turisterne forsvandt i april 2018, hvor unge demonstranter protesterede mod præsident Daniel Ortega. Demonstrationerne udløste de værste uroligheder i Nicaragua siden 1980ernes borgerkrig. I flere måneder var landet i undtagelsestilstand, indtil oprøret blev brutalt slået ned og både studenteroprørere, NGO-ledere og systemkritikere enten flygtede, blev fængslet eller simpelthen forsvandt.

"Jeg tror, at der har været i alt 30 turister i El Castillo siden oprøret," fortæller Yader Urbina Diaz, som ejer hotellet El Posada del Rio som ligger ud til floden. "Langt de fleste hoteller er lukkede nu. Heldigvis har vi har en del lokale gæster, som spiser i vores restaurant."

Ligesom mange andre i El Castillo krydser Yader Urbina Diaz regelmæssigt grænsen til Costa Rica, hvor han har kunnet få arbejde som chauffør. "Det giver bare ikke lige så godt som at drive et hotel," siger han.

Andre af El Castillos indbyggere lever nu af at fiske eller er vendt tilbage for at dyrke landet. Nogle er rejst helt til Europa for at finde arbejde. "Min kone studerer stadigvæk," fortæller Yader Urbina Diaz og smiler ironisk: "Hendes fag er ‘bæredygtig turisme’.

Det virker lidt åndssvagt."

NGOer smidt ud El Castillo ligger isoleret i Nicaraguas sydøstlige hjørne og mærkede ikke meget til de politiske uroligheder. Konsekvenserne blev

først rigtigt tydeligt, da turisterne pludselig holdt op med at komme og alle områdets miljøorganisationer blev udvist af landet.

"Vi plejede at samarbejde med miljøorganisationerne," fortæller turistguiden Mildred Velasquez. "De har stået for meget af vores uddannelse som turistguider. Vi har også haft en fælles interesse i at beskytte skoven, så turisterne kunne komme ud og se den," siger hun og peger mod militærbasen, hvor skovpatruljen MENAS egentlig har til opgave at sørge for at overvåge naturreservatet. "Jeg har ikke så meget tillid til at de gør det ordentligt. Før rapporterede vi til NGOerne, når vi så problemer i skoven. Det kan vi ikke længere," siger hun.

Ved flodbredden ligger træstammer, som bærer tydelig præg af en motorsav: "Da den store orkan kom for to år siden, blev det tilladt at bruge træet. Det har folk brugt som undskyldning lige siden. Mange henter træ inde i skoven, og hvis de bliver opdaget, så siger de bare at det er ‘orkan-træ.’ " Fra 200 til 3 gæster Et par timers sejlads fra El Castillo ligger projektet Bartola Base Camp, som i de sidste år har forsøgt at kombinere bæredygtighed og social ansvarlig turisme. En lille bitte landsby med kun 180 indbyggere, som

“Vi har haft en fælles interesse i at beskytte skoven, så turisterne kunne komme ud og se den.”

Regnskoven i Indio Maìz er hjem for en stor mangfoldighed af dyr og planter, herunder 277 træarter, 158 forskellige fuglearter, 60 arter af pattedyr og et væld af krybdyr, padder og fisk.

Foto: Verdens Skove

har fået hjælp fra både nicaraguanske og internationale miljøorganisationer - herunder Verdens Skove - til at oprette deres egen bæredygtige campingplads. Efter projektet for alvor startede for fire år siden, har Bartola Base Camp haft omkring 200 gæster om året. Siden urolighederne sidste april har der været tre.

"Jeg ved ikke, hvad vi skal gøre," sukker Denis Castro, som er en af de lokale hovedkræfter bag Bartola Base Camp. "Vi plejede at kunne beskæftige mindst 20 mennesker af gangen på campingpladsen.” Campingpladsen er stadig velholdt med både brusebad, drikkevand og fint klippet græs, for Denis Castro og de andre bliver ved med at håbe, at de igen bliver ringet op af guiderne i El Castillo om, at turisterne er vendt tilbage og gerne vil ud i junglen. "Lige nu er halvdelen af landsbyen er i Costa Rica for at plukke kaffe.

Det gjorde vi også før vi startede projektet,

men det har jo ikke været nødvendigt i de sidste par år," forklarer Denis Castro.

Den lille landsby var før en mønster-landsby, som dyrkede sine få afgrøder gennem bæredygtige metoder og hvor de fleste var dedikerede til at bevare skoven.

Indtægter fra Bartola Base Camp blev delt mellem indbyggerne, men også brugt på fælles projekter, som for eksempel en bro, så skolebørnene også kunne krydse floden i regntiden. "Økoturisme har været en kæmpe mulighed for vores landsby. Vi har ikke været interesseret i at tjene mange penge, men indtægterne fra turisterne har forbedret livet i landsbyen markant." siger Denis Castro og peger ud på den lille campingplads, hvor der normalt er plads til 8-10 gæster.

"Desværre er regeringen fuldstændigt uinteresseret i at støtte os. De ved, at vi ingen gæster har, men de hjælper os ikke. Tværtimod har de lige sendt en skatteopkrævning

“Bartola Base Camp har haft omkring 200 gæster om året.

Siden urolighederne i april 2018 har der været tre.” på 10000 Cordobas, som vi skal betale for at have campingpladsen. Også selvom vi ikke har haft nogen indtægter. Når de andre kommer hjem fra Costa Rica i marts, bliver vi nødt til at finde en løsning. Jeg håber, at de vil være med til at donere lidt af deres indtægt fra Costa Rica til projektet," siger Denis Castro.

En usikker fremtid Fra Bartola Base Camp kan man se ud over junglens store træer. Denis Castro er ligesom en del af landsbyens beboere blev uddannet i at fortælle om dyre- og plantelivet i Indio Maìz af Verdens Skoves partneror-

2 / 2019 SKOV & FOLK

15

ganisation i Nicaragua, Fundacion del Rio. Organisationen blev lukket af regeringen i december 2018.

"Jeg er meget bekymret for Indio Maìz´ fremtid. Regeringen er ligeglad med reservatet og når der hverken er turister eller NGOer til at passe på den, så lader de folk gøre hvad de vil," siger han og fortæller, hvordan han anmeldte en gruppe mænd til politiet, som tog gennem reservatet for at fælde træer, så de kunne starte en kvægfarm. "De blev fanget, men tre dage efter var de tilbage igen. Det er jo en joke," siger han og fortsætter: "Hvad hvis de får ødelagt så meget af skoven, at der ikke er noget at se for turisterne."

Også turistguiden Mildred Velasquez i El Castillo er bekymret for skovens fremtid.

"Både regeringen, politiet og militæret er fuldstændigt ligeglade med naturbeskyttelse. De bruger deres energi på at finde de eftersøgte oprørere, som forsøger at flygte

til Costa Rica via San Juan floden. Hvis jeg kom og fortalte, at nogle fældede træerne i skoven eller fangede leguanerne, ville de bare trække på skuldrene. Især hvis dem, som havde gjort det, støttede regeringen."

Når Denis Castro er allermest pessimistisk, tror han at mindst halvdelen af Indio Maìz vil være forsvundet i løbet af det næste ti år. "Økoturisme var muligheden for at redde skoven, men det har aldrig været regeringens projekt og lige nu er der mange fattige mennesker i Nicaragua. De har brug for jord til kvægproduktion og andre ting," siger han og ryster på hovedet: "Jeg ved ikke hvad fremtiden kommer til at bringe. Det ved jeg virkelig ikke."

Læs mere om situationen i Nicaragua på www.verdensskove.org

Kvæg uden for Indio Maìz. Lokale beretter om folk, der udnytter fraværet af turister og NGOer til at rydde skov ulovligt i reservatet til nye kvægfarme.

Foto: Ember Robinson

16

SKOV & FOLK 2 / 2019

•

HVAD SKER DER MED VERDENS SKOVES ARBEJDE I INDIO MAÌZ? ”Regnskovene i Nicaragua er blandt de vigtigste i Latinamerika. Der har altid været mange konflikter i området. Derfor er det vigtigt, at vi bliver og kæmper for skoven, så længe det er menneskeligt muligt. Vores støtte er lige nu vigtigere nogensinde for den lokalbefolkning, der skal bevare skoven og derfor arbejder vi på at fortsætte støtten. Krisen i Nicaragua varer ikke evigt, og når den er slut, er det vigtigt, at vi er der for at beskytte skoven.”

- Nikolai Lang, konstitueret sekretariatschef i Verdens Skove

Før urolighederne levede størstedelen af indbyggerne i El Castillo af turisme. Nu virker stedet som en spøgelsesby med tomme hoteller og restauranter.

Foto: Ember Robinson

2 / 2019 SKOV & FOLK

17

Den sort-hvide sifaka er en af de sjældne lemurarter, man kun finder i de isolerede områder med regnskov, der er tilbage på øen.

18

SKOV & FOLK 2 / 2019

Naturperle:

Madagaskar – unik natur under pres Tekst og fotos af Jonas Schmidt Hansen

Madagaskar er både et rigt paradis af liv og unikke arter i massevis, der kun findes her og samtidig et tragisk eksempel på en ø, der trods sin størrelse er blevet plyndret for det meste af sine naturlige rigdomme.

D

alen genlyder af en høj, mystisk hylen af forskellige toner og lydstyrke. Nogle gange hyles der langt væk, andre gang lyder en sirene-lignende tone lige i nærheden. Vi bevæger os væk længere ind den tætte regnskov og finder det dyr, der har afsløret sig selv med sin kalden. Det er indrien, den største nulevende lemur-art, der er karakteristisk med sin hvide pels.

Som mange af Madagaskars arter er den endemisk, det vil sige at den kun lever på Madagaskar og endda kun i et begrænset område på østkysten. Som mange andre arter er den blevet decimeret af mennesker gennem rovjagt og ødelæggelse af regnskovene, den lever i. Indrien har en af de højeste kaldelyde i pattedyrenes verden målt i decibel og bruger den til at holde kontakt med hinanden på tværs af store afstande.

Efter lidt tid blandt den lille flok, vi har fundet, fortæller vores guide, at vi befinder os i en af de sidste skove, hvor der lever indrier. Desuden kan den ikke overleve i fangenskab. Dem, man sætter i bur, dør simpelthen. Vores kort viser, at vi kun befinder os i en mindre skov, og mens vi bevæger os mod udgangen kan vi stadig høre indriens sørgmodige kalden bag os.

En isoleret verden Madagaskar bliver af mange betegnet som noget helt særligt. Hvorfor? Svaret

ligger i, at øen for over 80 millioner år siden blev isoleret, da de afrikanske, indiske, australske og antartiske kontinenter gled fra hinanden. Modsat mange vulkanske øer, der er vokset op af havet, er Madagaskar nærmest et lille kontinent, der ligger for sig selv i Det Indiske Ocean.

På vores tur kører vi gennem de tropiske regnskove i øst, over de høje bjerge, gennem noget, der minder om skotsk højland, og da vi kommer vestpå, går landskabet over i græsdækket savanne uden træer, for så at blive til ørken og til sidst når vi et Grand Canyon-agtigt landskab og tørskove. Og vi har kun set noget af øen.

De mange landskabstyper og øens isolation gennem millioner af år har derfor skabt en biologisk mangfoldighed, der er helt særegen og unik. 95 procent af reptiler, 92 procent af pattedyr og 89 procent af plantelivet, der lever her, findes ikke andre steder på planeten. Over de sidste par årtier har man fundet hundredvis af nye arter, blandt andet over 40 pattedyr og over 60 arter af reptiler. Øer er sårbare over for rovdrift Selvom mange øer har været økosystemer isoleret fra omverden, er de også ekstra sårbare overfor menneskers rovdrift. Øer er ofte isolerede og har begrænsede ressourcer, så de kan ikke på samme måde som fastlandet regenerere skove og bestande af dyr, når de først er udryddet.

Et kendt eksempel, hvor det gik helt galt, er Påskeøen. Her fældede indbyggerne alle træerne, antageligt for at opføre øens berømte statuer og til brænde, byggerier og kanoer med et totalt kollaps af øens økosystem og befolkning til følge. Ødelæggelser af økosystemer på øer er ofte blevet fremhævet som forstadier for, hvad

“95 procent af reptiler, 92 procent af pattedyr og 89 procent af plantelivet, der lever her, findes ikke andre steder på planeten.” der sker med Jorden, hvor antallet af arter forsvinder med katastrofal hast som følge af menneskets systematiske jagt på ressourcer og en konstant stigende befolkning.

Selv på Madagaskar, der er verdens fjerdestørste ø, er naturen trængt op i en krog. De første mennesker på Madagaskar kom til for omkring 2000 år siden, antageligt fra det indonesiske øhav. Det er uvist, præcist hvor meget skov Madagaskar var dækket af dengang, men det anslås, at der kun er 10 procent af de oprindelige skove tilbage. I nyere tid er det gået ekstra stærkt, og skovene er halveret siden 1950´erne. I dag bor der knap 26 millioner mennesker på øen, der 2 / 2019 SKOV & FOLK

19

En ringhalet lemur springer fra træ til træ i Anja Community Reserve.

især lever af landbrug og kvægdrift. Det, sammen med andre økonomiske aktiviteter som industriel minedrift, ødelægger hvert år store skovområder.

Ny indsats trods tilbagegang Selvom skovrydningen stadig går stærkt, er der kommet en øget bevidsthed og stolthed omkring øens natur, og en voksende international opmærksomhed på øens unikke naturskatte har trukket flere turister til. Vores guide, Rano, synes ikke overraskende at det er godt, at der kommer flere turister, og han ser det som en økonomisk nødvendighed at beskytte naturen. ”Vi havde en lemur, der var på størrelse med en gorilla, vi havde dværgflodheste og vi havde en fugl, der var verdens største. De blev udryddet af mennesker.

Prøv at forestil dig, hvor mange turister, der ville besøge Madagaskar, hvis vi stadig havde dem. Det er mange millioner af dollars, vi kunne have tjent, hvis de stadig var der. Vi skal beskytte det, vi har tilbage,” siger han.

Kæmpe-lemuren, han refererer til, og elefantfuglen, der vejede op mod et ton, blev udryddet af mennesker for omkring 1000 år siden og udryddelsen foregik i løbet af få hundrede år, viser studier. Det var i en periode, da befolkningen vokse-

20

SKOV & FOLK 2 / 2019

de og gik fra især at være jæger-samlere til at drive kvæg og dyrke jorden mere intensivt. Først efter år 2000 er man reelt begyndt at beskytte naturen. ”Regeringen er begyndt at beskytte dyrene i nationalparkerne. Tidligere gjorde de ikke så meget. Nu håndterer de beskyttelsen af dyrene mere strengt,” fortæller Rano, men tilføjer, at der ofte er samarbejdsvanskeligheder mellem myndighederne og lokalsamfundene. ”Det er meningen, at lokalsamfundene rundt om nationalparkerne skal have halvdelen af indtægterne. Men i realiteten sker det ikke, og regeringen tager pengene uden at gøre meget andet. Derfor har lokalsamfundene flere steder ikke haft meget gavn af beskyttelsesordningerne,” siger han. Visse skove er dog blevet beskyttet nu, og det sker flere steder med initiativ fra de lokale, som Anja Community Reserve midt på Madagaskar. Her stopper vi på vores rute og venlige lokale viser os rundt i en lille tørskov, hvor vi oplever ringhalede lemurer. Det er den lemur, der især blev kendt fra animationsfilmen Madagaskar, og øget opmærksomhed har gjort, at områdets beboere har beskyttet området, så de kan vise gæster rundt og tjener penge.

Andre steder er det mere indirekte, at naturen bliver bevaret. Et eksempel

er i bjergene i den østlige del af landet, hvor et regnskovsområde beskyttes af virksomheden bag et vandkraftværk, der forsyner hovedstaden, Antananarivo, med strøm. For at sikre nok vand, bliver skovene stående, hvilket er til gavn for naturen. Markerne og eukalyptus-plantagerne klods op ad virksomhedens område vidner om, hvad der ville være sket med skoven, hvis ikke den var beskyttet.

Menneskelige omkostninger Vi kører videre gennem områder, hvor menneskets hårdhændede tilgang til naturen er mærkbar. Her er ikke et insekt, det summer eller en fugl at se på himlen.

Her er meget bart og flere flodsenge er helt tørre. ” Træerne er blevet fældet, så der falder ikke meget regn. Kan I se der, hvor de graver? Der plejede man at dyrke ris, men nu er jorden så udpint og leret, at man kun kan bruge leret til mursten,” siger Rano. Han tilføjer, at folk burde uddannes bedre, så de kunne passe bedre på naturen og dermed sig selv.

En direkte konsekvens af afskovning er flere steder de såkaldte flash floods. I regnsæsonen er der ingen træer til at bremse og opsuge vandet og jorden er blevet hård. Derfor skyller vandet som flodbølger ned gennem dale og slugter

Den endemiske girafbille er et af Madagaskars særlige væsner, og hannernes hale er længere end deres krop.

Kometmøl, også kendt som månemøl.

De imponerende møl lever i Madagaskars regnskove og har et vingefang på op mod 20 cm.

og river alt med sig. Et af de steder, der hyppigt rammes af flash floods, er Fathihita. Fathihita betyder på malagasy, der er Madagaskars hovedsprog, ”Stedet, hvor man finder lig.”

”Indtil for nyligt troede man faktisk, at den her familie var en af de sidste tilbage af arten. Men for ikke længe siden fandt man en ny familie i en anden bambusskov langt herfra. Så selvom de to her en dag er væk, så er der stadig nogle tilbage et andet sted,” fortæller Rano og prøver at lyde optimistisk.

Vi ser også masser af kamæleoner.

Madagaskar er hjem for over halvdelen af verdens kamæleon-arter, blandt andet verdens mindste, pygmæ kamæleonen, der er under tre centimeter lang og Parsons kamæleonen, der kan veje mere end to kilo.

Vi ser masser af lemurarter, som gennem deres udvikling har udfyldt forskellige roller i økosystemerne. Der er både nat og dag-aktive lemurer, lemurer, der kun bor i specielle områder som bambusskov, og der er dem, der er generalister, der findes over det meste af øen. De fleste lever af frugt og nødder, men flere supplerer også deres kost med insekter og endda kød eller sukkerholdige sekreter fra insekter. Der findes også specialister, der eksempelvis kun spiser bambus eller blade. Lemurernes forskellige diæter giver dem vigtige roller i spredningen af træer, og det vil have en negativ effekt på resten af økosystemet, hvis de forsvandt.”Lemurerne bliver ikke jaget så meget længere, selvom der stadig er nogle, der spiser dem. Det er mest i den vestlige del af Madagaskar, men der er også folk, der stadig gør det i den østlige del af øen,” forklarer Rano.

Lemurerne er dog på menuen for

øens sky, men ikoniske fossa. Fossaen er et kattelignende rovdyr, der kun lever på Madagaskar, og som sjældent bliver set i naturen. Vi får kun en at se i fangenskab, da man ikke længere kan finde dem. Måske til det bedste, finder vi ud af, da Rano fortæller, hvordan det var før. ” Tidligere grillede turistguiderne kød inde i junglen. Det tiltrak fossaer, så turisterne kunne få dem at se. Men det påvirkede dyrenes adfærd, så nu er det blevet forbudt overhovedet at tage turister med ind i skoven om natten,” forklarer han.

Vores egne natture går derfor langs asfaltvejene, men vi kan stadig spotte masser af små dyr langs vejen eller i små områder, det er tilladt at gå ind i. Blandt andet ser vi forskellige slags nataktive lemurer og frøer, ugler og insekter, som kun viser sig om natten, og vi ser øjne fra dyr, der lurer inde i skoven.

Madagaskar er en stor ø, så vi tilbringer megen tid på vejene, men kommer derfra rige på naturoplevelser. Desværre er det et kapløb med tiden at beskytte de sidste skovområder, hvis kommende generationer også skal have glæde af denne naturperle.

•

Stadig masser af arter Selvom vi er overraskede over, hvor langt vi skal køre mellem de tilbageværende naturvidundere, er det det hele værd hver gang. Flere steder ser vi arter, der kun findes lige her, blandt andet den såkaldte Great Bamboo Lemur, og vi er heldige at finde de to sidste individer, der er tilbage i en af regnskovene. Vi får at vide, at der indtil for nyligt var en hel flok, men at en lastbil pløjede dem ned, da de krydsede en vej, så nu er der kun to tilbage her.

Lokale har selv etableret Anja Community Reserve, hvor de selv står for beskyttelsen og får indtægterne.

2 / 2019 SKOV & FOLK

21

Sommerens astronomiske vidunder

Rikke Vedel Nielsen Biolog

Det er aldrig til at vide, hvordan det danske sommervejr arter sig. Men når muligheden byder sig, så grib chancen og oplev den danske natur i sit fulde sommerflor.

Biolog Rikke Vedel Nielsen fortæller her om nogle af de fascinerende ting, du kan opleve i naturen fra juni til august - døgnet rundt.

En stjerneklar sommernat byder tit på stjerneskud, der stryger hen over himlen. Det er et fantastisk og smukt fænomen, der desværre oftest varer mindre end ét sekund. Et stjerneskud opstår, når små sten, kaldet meteorider, passerer Jordens atmosfære med op til 50 km/s. Sommetider sker det, at vi kan se mange hundrede stjerneskud på én nat. Fænomenet kaldes for meteorregn og sker, når Jorden passerer et kometbælte. Specielt natten mellem den 12. – 13. august er der meteorregn over Danmark, hvor der kan ses mellem 80-120 stjerneskud i timen. Så det er bare med at finde det varme tæppe frem og så ud i den lune sommernat.

NATUREN NU Så skal kroppen varmes op Markfirbenet er et vekselvarmt dyr, hvilket betyder, at dens kropstemperatur følger omgivelserne - i modsætning til pattedyr og fugle, som har en konstant kropstemperatur. Om sommeren kan man se kolonier på 30-40 markfirben, der ligger og solbader på mark, klit eller hede for at få varmet kroppen godt op. For markfirben-hunnen står sommeren også på andet end bare at solbade. Hunnen graver løs på solbeskinnede steder for at finde et godt sted at lægge æg. Her hjælper solen til med at udruge æggene, som udklækkes i august – september. Næste gang, du besøger de danske heder, så hold udkig efter solbadende firben eller små firben-unger.

22

SKOV & FOLK 2 / 2019

Flere gode idéer?

Har du også et godt tip til spændende oplevelser i den danske natur? Så del det med de andre medlemmer! Skriv en mail med dit bedste naturtip til le@verdensskove.org.

Hvad er det grønne skær i mørket?

De færreste går måske tur i fugtige og sumpede områder en sen sommernat, selvom man faktisk burde. For hvis man bevæger sig ud ved midnatstid på enge og moser, kan man være så heldig at se grønlige skær fra vegetationen. Det er Sankthansorme-hunnen, der sidder og lyser fra bagkroppen. Det gør hun for at tiltrække Sankthansorme-hannen, der flyver søgende rundt efter en mage. Når bagkroppen ikke lyser mere, betyder det, at hunnen har fundet sig en han. Et sikkert sted at se Sankthansormene lyse er ved Gjern Bakker nord for Silkeborg. Navnet er dog lidt misvisende: Sankthansormen er nemlig slet ikke en orm, men en bille.

En bemærkelsesværdig blomstring De danske vejkanter bugner med forskellige farvestrålende planter, som cikorien med dens store lyseblå blomster. Cikorien blomstrer fra juli til september og har en ret bemærkelsesværdig blomstring. Blomstringen følger nemlig solen. Står en blomst i sollys en halv dag, er blomsten altså kun sprunget ud i den periode. Cikorien er ikke blot smuk at se på, men har også haft mange funktioner gennem tiden. Planten er bl.a. blevet brugt som medicin, da rødderne indeholder insulin, og under 2. Verdenskrig, hvor kaffe var en mangelvare, blev rødderne fra planten ristet og tørret og brugt som kaffeerstatning.

2 / 2019 SKOV & FOLK

23

HVIS JEG OVERLEVER DET HER, SÅ BLIVER DET EN GOD HISTORIE Samtidigt med at regnskovssagen fylder 35 år i Danmark, udgiver regnskovsaktivist, naturfotograf, hajnørd, rejseleder og eventyrer Henrik Egede-Lassen sine erindringer. Det er en inspirerende historie om et vildt liv, som også rummer kritik og refleksion over den tidlige regnskovsbevægelses tilgang til at redde skoven og hjælpe de oprindelige folk. Skov & Folk fangede Henrik til et interview.

24

SKOV & FOLK 2 / 2019

Tekst: Nikolai Lang Fotografier: Henrik Egede-Lassen

H

enrik Egede Lassen er i sig selv en god historie. Hans historie er en historie om at forfølge sine drømme og gøre verden og naturen til et eventyr. Det er historien om, hvordan en moderat grænsesøgende, let rodløs og meget retningsløs dreng fra Hvidovre får hvad han tror er en dødsdom i de tidlige 80ere i form af en – falsk – diagnose for HIV. Derfor træffer han et afgørende valg om, at han vil se en komodovaran i naturen inden han skal dø. Henrik skal dog ikke dø alligevel.

Men der er det for sent at vende om og kursen for et eventyrligt liv er lagt.

Henrik fortæller om sit møde med regnskovssagen, som sker nogle år efter mødet med komodovaranen. ”Jeg er på det tidspunkt 25, jeg er lige blevet fyret og jeg er modløs. Men jeg har set en orangutang i et træ, der er truet af en motorsav.”

Henrik kommer i jobtræning på det gamle Nepenthes kontor på Blegdamsvej.

Smuglede optagelser ud af junglen ”Jeg bliver grebet af sagen og får et netværk, jeg trækker på i dag. I min tid som Nepenthes frivillig går jeg fra at være en, der samlede flasker, til at have en retning i mit liv.”

Henrik bliver involveret i en af de første globale kampagner for regnskoven, som handler om regnskoven på Borneo og Penan-folket, som er truet af store tømmerfirmaer, som tromler hen over øen.

Det bliver en vild tid for Henrik, der flere gange er ude i junglen for at støtte de store blokader, som NGOer laver sammen med nogle af penan-grupperne. Et dramatisk højdepunkt sker, da Henrik skal smugle nogle optagelser af situationen ud af junglen og han bliver nødt til at gemme sig for myndigheder og militær i skoven, inden han vandrer 100 kilometer gennem hårdt terræn for at få optagelserne i sikkerhed.

I tiden på Borneo lærer han både at tale lidt penan, han kommer tæt på de oprindelige folks livsform og han lærer det grundlæggende i at blive til den naturfotograf, som Henrik er i dag.

Velmenende amatører Men selvom oplevelsen er med til at forme Henrik på afgørende vis, så er kampagnen ikke nogen succes for penanerne. Skoven

“I min tid som Nepenthes frivillig går jeg fra at være en, der samlede flasker, til at have en retning i mit liv.” ender med at bliver fældet og efterlader Penan-samfundet i værre stand end det var inden kampagnen. Oplevelsen giver derfor den dag i dag Henrik anledning til at reflektere over, hvad der gik galt dengang. ”Jeg tror problemet var, at ingen vidste hvad der skulle til. Mange af dem, der var involveret, var alle amatører, som ikke havde noget til fælles ud over at ville hjælpe penanerne. Mange af dem, der var involveret kendte dem slet ikke, talte ikke sproget og havde aldrig været på Borneo.”

Henrik beskriver, hvordan mange modsatrettede interesser og konflikter gjorde det svært at hjælpe effektivt: ”Det kan være svært at stille krav til frivillig arbejde. Og samtidigt havde penanerne også svært ved at selv stille krav. De gik fra at leve i små samfund isoleret i skove og blev tvunget ud i en verden, som de slet ikke havde lyst til at møde. Herude stod der alle mulige og hev i dem og ville have dem over på deres side. Ud over miljøbevægelsen, så hev også regeringen og missionærerne i dem.”

Som mange andre oprindelige folk så

var penaner kun vant til at træffe beslutninger i små grupper. De var slet ikke vant til at skabe fælles fodslag sammen med store internationale organisationer.

Oprindelige folk, der taler om banker Henrik mener, at man dengang havde en mangel på respekt for de oprindelige folks egen stemme og lagde dem ord i munden for at tjene sin egen vinkel på sagen. ”Penanerne gik fra at leve totalt isoleret til at være på forsider og her plantede miljøbevægelsen ofte ord i munden på de oprindelige folk. Der var for eksempel en meget populær talsperson, der hed Dawat Lupong...”

Henrik fortæller, at Lupong blev tillagt udsagnet ’Skoven er vores bank og vi kan blive ved med at hæve uden at miste indeståendet’. Henrik slår en latter op og forklarer: ”Hvilket han naturligvis aldrig ville kunne have sagt, for han vidste hverken hvad en bank eller indestående var.”

Resultatet af den manglende inddragelse af de oprindelige folks egen stemme skabte en skævvridning af konflikten, som fik meget negative konsekvenser for penanerne: ”Der var rigtig mange områder, hvor skoven bare blev fældet uden at folk hørte om det. Men de langhuse, som havde verdens-offentlighedens søgelys og satsede på NGOerne, dé blev mast af regeringen.”

Paran fra Long Bangan blev født langt inde i regnskoven som nomade og mistede aldrig glimtet i øjet selvom hans verden kollapsede. I dag kæmper hans søn mod oliepalmeplantager, som nærmer sig fra flere sider.

2 / 2019 SKOV & FOLK

25

Borneos lavlandsregnskov er blandt klodens ældste og mest artdiverse. Estimater lyder på helt op til 130 millioner år med ubrudt skovdække.

Ikke alle penaner viser sig dog at være lige dårligt stillet: ”De langhuse, der fik mest ud af det, var dem, der lavede kompromiser med regeringen ved hjælp af enkelte stærke kræfter i lokalsamfundet.”

At lære af fortidens fejl Nepenthes og Danmarks rolle i den globale kampagne for penanerne er meget beskeden. Men den læring, som kom ud af kampagnen om vigtigheden af at kunne tale sproget og have et godt lokalkendskab er barnelærdom for alle, der arbejder med regnskov og oprindelige folk i dag. ”Det eneste, man kan trøster sig med, er at vi ikke vidste bedre. Især skulle man nok have talt meget mere om overgreb og menneskerettigheder for at få lokal gennemslagskraft. Mange talte kun om biodiversitet, hvilket slet ikke gav nogen mening i Malaysia, hvor man slet ikke vidste, hvad det var.”

26

SKOV & FOLK 2 / 2019

“Derude i Borneos regnskov satte jeg mig for første gang for at opnå noget.

Det tog jeg med mig.”

Desuden påpeger Henrik, at man skulle have haft flere lokale med i kampagnerne, som kunne være med til at forme historien og fortællingen. Noget, som for eksempel Verdens Skove er meget omhyggelige med at gøre i sit arbejde for regnskoven i dag.

Hvordan gik det så med skoven? ”Der er måske 10.000 penaner tilbage og der ikke nogen af dem, der ikke har oplevet tømmersavene.”

Du skriver også i din bog, at man havde en romantisk opfattelse af penanerne - hvad mener du med det? ”Det, jeg har oplevet igen og igen, er at penanerne godt var klar over, hvor imponerede vi var over deres

lændeklæder og pusterør og derfor tog de deres almindelige, slidte tøj af og tog traditionelt tøj på, når vi kom med vores kameraer.

Pusterør mod bulldozere. Det er jo et dejligt enkelt billede, som NGOerne kunne bruge.”

Henrik forklarer, at dette var en sandhed med stærke modifikationer: ”De levede i realiteten ikke så bæredygtigt, som man drømte om. Penanerne mente ikke, at skoven kun var en ven. Den var også farlig og en kvinde fortalte for eksempel, at dengang hun levede i skoven, så døde hendes børn.”

Henrik påpeger, at det ikke var nok at stoppe tømmerhugsten, men at man bliver nødt til at kigge på helheden. ”De fik tømmerhugst, men ingen uddannelse. Man kunne nok have løftet dem med uddannelse til at selv at kunne varetage deres interesser og rettigheder. Men mange kunne ikke læse og dermed kunne de ikke forme deres egen fremtid.”

Skoven blev fældet med en brutalitet og hastighed, som var svær at forstå. Og med skoven forsvandt penanernes jagtmuligheder, drikkevand, medicin og identitet. Det var afvikling forklædt som udvikling.

Tag kampen op Henrik har set megen gru og megen skønhed i sit 53 år lange liv. Ikke mindst har han været vidne til, hvordan mange værdifulde skovområder allerede er forsvundet i løbet af de sidste årtier. ”Min favoritskov er desværre væk i dag.

Det var en skov på Ny Guinea, hvor det var kasuarer, trækænguruer, papegøjer og læderskildpadder, der væltede op på standen for at lægge æg. For to år siden fandt jeg ud af, at den blev fældet i starten af 00erne.”

Men trods de triste oplevelser anbefaler han unge at tage kampen op: ”Brug overskud på frivillig arbejde! Man lærer meget, man ikke ville kunne ellers. Jeg lærte også en anden vigtig ting: På det tidspunkt før penanerne havde jeg aldrig kæmper for noget. Men derude i Borneos regnskov satte jeg mig for første gang for at opnå noget.

Det tog jeg med mig.”

Henrik siger, at han også fik en ”pyt-

knap” med sig, som han kan trykke på, når dagligdagen i Danmark føles lang og besværlig. “Det var en kæmpe gave, der har sat tingene i perspektiv i mit liv. Men jeg har det stadig rigtig skidt med at penan-konflikten i 90erne var bedre for mig end for de folk, som det hele handlede om.”

Du kan læse hele historien om Henriks liv i hans nye bog ”Hvis jeg overlever det her - bli’r det en god historie”. Du kan købe den i vores webshop på shop.verdensskove.org.

På Verdens Skoves website www.verdensskove.org kan du desuden læse meget mere om, hvordan Verdens Skove arbejder sammen med oprindelige folk om at styrke deres rettigheder og bevare skovene i dag.

•

“Hvis jeg overlever det her - bli’r det en god historie” Henrik Egede-Lassen, 2019 Turbine forlag, 350 sider

2 / 2019 SKOV & FOLK

27

AFSENDER: VERDENS SKOVE, KLOSTERGADE 34, 8000 ÅRHUS C

ID: 46800 SORTERET MAGASINPOST

Oplev regnskoven med Nature Tours Rejs ud med Nature Tours og støt arbejdet med at bevare regnskoven, beskytte truede dyr og udvikle lokalsamfundet. Nature Tours skræddersyr din rejse og sprogophold i Syd- og Mellemamerika samt Borneo, hvor du lærer spansk og møder mennesker fra hele verden. Nature Tours er en non-profit organisation, og det giver dig favorable priser!

Bliv inspireret på naturetours.verdensskove.org