1 minute read

DANSK DELEGATION FRA VHG MED PÅ DET EUROPÆISKE AKADEMI

I starten af december 2022 samarbejdede en gruppe elever fra VHG med elevgrupper fra henholdsvis Tyskland og Italien. Gruppen af unge mennesker deltog i et seminar om demokrati på "Europäische Akademie Otzenhausen" i Tyskland.

Fokus var på, hvad demokrati overhovedet er for en størrelse, og om man kan tage det for givet, at vi har det.

Advertisement

Under et besøg i Europa-Parlamentet i Strasbourg mødte de unge mennesker parlamentsmedlemmet Manuela Ripa, som fra Tyskland repræsenterer de grønne/de frie europæiske alliancer.

Ripas mærkesager er miljø, klima og demokrati, så ikke overraskende blev temaet for dialogen med de unge gæster klimapolitik.

Manuela Ripa arbejder for diverse tiltag for at redde klimaet, som hun redegjorde for. Mod slutningen af samtalen spurgte hun de unge, hvad de mente om de unge klimaaktivister, der kalder sig "Letzte Generation", som blokerer veje ved at lime sig selv fast til asfalten og ødelægger kunstværker i et forsøg på at få klimaet højere op på den politiske dagsorden.

Omend mange godt kunne forstå målet med disse aktioner, var der dog bred enighed om, at man må finde bedre måder, og at den "sidste generation" med så dramatiske handlinger nok skader deres egen bevægelse og dermed kampen for at redde klimaet mere, end de gavner den ved at skræmme folk væk.

Det interessante spørgsmål, der så stod tilbage, var, hvad man så kan foretage af mere legitime og nyttige handlinger, hvis man ønsker at gøre en forskel i klimaspørgsmålet.

Et andet møde satte demokratiet i relief, idet de unge mødte repræsentanter fra museet for koncentrationslejren Hinzert samt besøgte den såkaldte Westwall, også kaldet Siegfriedlinjen eller Vestvolden, som er den 630 km lange forsvarsmur med dragetænder, som Hitler lod bygge i 1930'eren.

Efterfølgende refleksioner handlede om, hvorvidt der var paralleller mellem 30'ernes krise i Europa og det tab af demokrati, der som bekendt fulgte, og så nutidens kriser i Europa.

Forhåbentlig står det ikke helt så grelt til i 2022, men opmærksomheden rettet mod populisme, ekstremisme og diskrimination for at afværge at demokratiets rettigheder udvandes er, desværre, næppe helt irrelevant.

This article is from: