Michaelis Magasinet - 2016 by Videbæk Bogtrykkeri A/S

Michaelis

magasinet

Kirke for fremtiden ��10 Med mor i legestue ��12 Tatoveringer om tro ��15

Hvor går jeg hen? TILLYKKE MED BABYEN Hvis dit barn skal døbes, skal du først lave en aftale med Kirkernes Hus (se nedenfor). DÅB AF VOKSNE OG STØRRE BØRN Ved dåb af voksne og større børn er det en forudsætning, at vedkommende ikke tidligere er døbt med den kristne dåb. Henvendelse sker til den præst, som skal forestå dåben. En forudgående samtale og evt. dåbsoplæring aftales med præsten. KIRKELIG VIELSE SAMT KIRKELIG VELSIGNELSE AF BORGERLIGT INDGÅET ÆGTESKAB Henvendelse til Kirkernes Hus. Derudover kontakter parret selv den ønskede præst. BRUG FOR EN SAMTALE? Kontakt en af præsterne. Sogne- og garnisonspræst Kristoffer Bruun Simonsen Jyllandsgade 8, 7000 Fredericia Tlf.: 26 50 79 41 Email: krbs@km.dk Sognepræst Bjarne Hvid Norgesgade 1 B, 7000 Fredericia Tlf.: 21 75 30 64 Email: hvid@sct-michaelis.dk

KONFIRMATION I 2017 fejres konfirmation den 29. og 30. april. Kontakt kirken for nærmere informationer eller find dem på www. sct-michaelis.dk BEGRAVELSE/ BISÆTTELSE Anmeldelse af dødsfald sker normalt via bedemanden til Kirkernes Hus. Hvis afdøde var medlem af Folkekirken, aftales kirkelig begravelse eller bisættelse med præsten. Kirkegårdskontoret i Kirkernes Hus vil være behjælpelig med udtagelse af gravsted. KIRKERNES HUS Christiansvej 6, 7000 Fredericia. Tlf. 76 20 39 39. E-mail: sanktmichaelis.sogn@km.dk Åbningstider: Mandag-torsdag: kl. 9.00-15.00, fredag: kl. 9.00-14.00.

Kirke- og børnemedarbejder Malene Thams Steffensen Tlf.: 51 41 64 13 Email: malene@sct-michaelis.dk Kirke- og diakonimedarbejder Oline Bøndergaard Kobbersmed Tlf.: 51 41 65 32 Email: oline@sct-michaelis.dk

Organist Jens Ole Jespersen · Tlf.: 30 48 74 28 Email: organist@sct-michaelis.dk Formand for menighedsrådet Asbjørn Asmussen Tlf.: 60 60 64 07 Email: aa@sct-michaelis.dk

Kirketjener Julius Munk Møller · Tlf.: 27 11 10 74 Email: kirketjener@sct-michaelis.dk

Sct. Michaelis Kirke Vendersgade 30 B, 7000 Fredericia. Tlf. 75 92 10 04. E-mail: kontor@sct-michaelis.dk Se alt om kirkens mange aktiviteter på www. sct-michaelis.dk eller facebook: Sct. Michaelis Kirke

Kirke for alle Af menighedsrådsformand Asbjørn Asmussen

Med sin fortid som fristad har Fredericia en lang tradition for rummelighed og åbenhed. Det gælder også Sct. Michaelis Kirke, der oprindeligt blev bygget til de mange indvandrede tyskere og soldater. Ligesom Fredericia stadig er byen for alle, er Sct. Michaelis Kirke det også. I Sct. Michaelis Kirke samles en stor og broget menighed af både unge og gamle, og kirken er hver dag åben for besøgende. Det gælder også sognehuset Michaelisgaarden, hvor der ugen igennem er fuldt af liv og aktiviteter. FRIVILLIGT ENGAGEMENT Sct. Michaelis Kirke er præget af et stort frivilligt engagement og mange aktiviteter, som samler mange forskellige mennesker. Lige fra de mindste, som samles til babysalmesang og legestue, til de ældste, som samles i Café Michael og gør brug af kirkens besøgstjeneste. Eller de som samles til gospelkor, til kristendomskursus, i studiegrupper eller til Tro og Tema aftner. For ikke at nævne store og små konfirmander, børnekirke og ungdomsgudstjenester. Sct. Michaelis Kirke er som garnisonskirke også tæt forbundet med byens militære historie og personel. Det sætter også sit præg på kirkens aktiviteter.

RUMMELIGHED At være kirke for alle hænger uløseligt sammen med det budskab, vi hver uge samles om og deler i kirken. Ligesom Jesus samlede mennesker omkring sig af alle slags, sådan er vi også kirke for enhver, som ønsker at være med. Det, der samler os, er ikke vores enshed, vores fælles interesser eller meninger, men det er vores fælles behov for at høre budskabet om, at vi alle står lige over for Gud. Både med vores synd og med hans tilgivelse. Når vi holder fokus på kirkens centrale budskab, så bliver der plads til forskellighed og mangfoldighed. Så kan vi rumme hinanden på tværs af alle mulige holdninger og særheder. Så er vi kirke for alle. VISION Vores vision er dels at formidle Jesu kærlighed i ord og i handling, dels at skabe et varmt og inkluderende fællesskab. Det er det, der samler os, og som sætter retning for alt det, vi gør og gerne vil i Sct. Michaelis Kirke. Og det er det, vi gerne vil give dig nogle små glimt af i dette sognemagasin. God læselyst!

n a n i h i s y l Tænd Sogne- og garnisonspræst Kristoffer Bruun Simonsen:

en vigtig læring for mig at opleve, at folk tænker, at det er præsten, der kommer. For mig er det et stort privilegium, at folk har taget imod mig med en grundlæggende tillid og åbenhed”, smiler han. ”Jeg vil gerne møde den enkelte lige der, hvor vedkommende er. Mit ønske er at tænde lys i den enkeltes liv, indgyde håb og fortælle om Jesus, der kan oplyse selv de mørkeste afkroge af vores liv. Noget af det bedste er at se et lys eller en gnist af lys i øjnene på et andet menneske, og erfare, at der nu er tændt et nyt håb – en forvisning om, at de orker livet igen.” Derfor afviser han også at have en værktøjskasse, hvorfra han hiver løsninger op, som kan fikse menneskers liv – ”Så simpelt kan man ikke behandle andre. Det vigtigste for mig er at lytte.”

”Det er helt klart det rigtige for mig at være præst, men først og fremmest er jeg ægtemand og far. At jeg er sogneog garnisonspræst må aldrig gå ud over mine nærmeste. De er de vigtigste. ” Siden Kristoffer Bruun Simonsen blev indsat som præst den 28. februar 2016, er der sket en masse. Pludselig var han ikke længere studerende, men præst. Aarhus blev skiftet ud med Fredericia, og den lille lejlighed blev til en embedsbolig for familien, der også tæller hustruen Mette og sønnen Samuel. ”Det første stykke tid har vi brugt til at lære byen at kende og vænne os til at bo i vores nye hus. Vi er allerede stolte over at bo i denne historiske by, og derfor er jeg også meget glad for både at være sogneog garnisonspræst. ”

LETTET OVER VARM MODTAGELSE Som præst har det for Kristoffer været ganske opmuntrende at komme ind i folks hjem: ”Frygten for at blive opfattet som for ung har fyldt i mit hoved, men det gør den ikke længere. Det har været

FORBILLEDE MED FEJL For at få et budskab frem er det en god ide at være både personlig, konkret og autentisk. Kristoffer tilstræber alle tre ting, både når han prædiker i kirken, og når han underviser børn, konfirmander eller voksne. Fortællingerne er også meget vigtige, for det er de konkrete fortællinger, vi typisk husker bagefter. ”Min opgave er at gøre det kristne budskab nutidigt, så det rammer ind i vores dagligdag. Hvis man fuldstændig skjuler sig selv, så skjuler man også budskabet. Så det vil jeg ikke. Jeg skal ikke pege på mig selv, men derfor kan jeg jo godt bruge episoder, der har betydning i mit liv, til at pege på Jesus som verdens frelser og menneskers håb. Jeg er bestemt ikke fejlfri, men jeg ønsker at være et troværdigt forbillede! Det er nemlig ok at fejle, men ret svært at erkende, at man fejler. Faktisk er det det, kristendom handler om. Selv om jeg laver en masse fejl, som jeg føler skyld for, så tænder Jesus et håb ved, at jeg må tro på ham. Og han tager min skyld på sig. Det er stort.”

ndens liv Fornyet livsmod, hverdagshåb og et budskab om Jesus, der tænder lys i menneskers liv. Det er fokus for Kristoffer Bruun Simonsen. DET VIGTIGSTE Det er et spændingsfelt at holde balancen mellem arbejdsliv og privatliv: ”Min hustru, Mette, er god til at kalde mig tilbage til privaten, men det kan være svært, fordi arbejde og fritid ofte flyder sammen. Jeg elsker fx at tale med andre, og på en gåtur i byen nyder jeg at stoppe op, hvis nogen vil snakke. Allervigtigst for mig er min hustru og søn. Det skal der ikke herske nogen tvivl om. ” På spørgsmålet om, hvordan han selv lader op, hvis ikke lige det er derhjemme, svarer Kristoffer: ”Jeg har en medvandrer, som har taleret ind i mit liv. Vi diskuterer vores prædikener, hjælper hinanden, lytter og har i det hele taget et fortroligt rum, hvor vi kan være ærlige om det, der måtte udfordre. Vi slutter altid med at bede for hinanden. Det er meget værdifuldt. ”

in NU FORSTÅR JEG SAMMENHÆNGEN Cyklen bliver låst, og franskbrødene taget ind i køkkenet, for en ny tjans venter. Sammen med Anni står Pia Westergaard for kaffen til inTRO-kurset, og hvis hun skynder sig, kan hun nå at lytte med. Godt nok er det repetition, fordi hun deltog sidste år, men det gør ingenting. Det er fint nok med gentagelser af pointerne. Efter inTROkurset deltog hun i øvrigt også i del 2 – Den røde tråd. ”Jeg ville gerne vide lidt mere om Jesus og Bibelen. Ja, hvordan det med kristendommen hænger sammen. På inTRO bliver det virkelig præsenteret på en spændende måde. Opstår der spørgsmål undervejs, kan man jo få svar med det samme”, siger Pia. Hun husker især gruppearbejdet som godt, fordi der var plads til uddybninger af dagens emne samt tid til at tale om den enkeltes holdning til fx, hvem Jesus er, og hvorfor han stadig er med i 2017. ”Der kom rigtig mange gode snakke ud af de aftener. Man turde være med og var frimodig nok til at snakke - også selv om jeg ikke kommer i kirke hver søndag. Præsterne var utrolig imødekommende, så man turde sige noget, når de understregede, at der ikke findes dumme spørgsmål. Jo, det gav rigtig god mening!

”Jeg bruger kirken en gang imellem. Da jeg for to år siden var på inTRO-kursus, fik jeg en del genopfrisket om kristendommen. Vi havde bibelhistorie i skolen, men det er jo så længe siden nu. På kurset lærte jeg flere at kende. Derfor er det hyggeligt at servere kaffe for de nye hold hver onsdag aften.” Anni, frivillig i Michaelisgaarden

INDBYDENDE ATMOSFÆRE Fra første gang Pia kom i kirken og i Michaelisgaarden, følte hun sig taget godt imod og nød atmosfæren, duften af bagværk, ja gæstfriheden: ”Her er der ingen, der peger fingre af dig eller siger du skal. Havde der været tale om indoktrinering, så var jeg smuttet med det samme, men jeg fik en del med hjem at reflektere over. Her er hyggeligt, og medarbejderne er hjertelige. Nu kender jeg en masse her”, konstaterer hun.

TRO-kursus kaster lys over kristendom og os selv Hvad ved vi om Gud? Gør bøn en forskel? Hvad tror du selv? 10 onsdag aftener i Michaelisgaarden er der dækket op til kursus i kristendom, tid til at snakke i grupper og hyggeligt kaffebord med levende lys og en afslappet atmosfære. I aften er der tre grupper, og kigger man rundt i dem, ser man mænd og kvinder, flere nationaliteter og sprog, ja unge og ældre. Som en siger i en kommentar til aftenens tema, Hvad er et menneske værd?: ”Vi er lige meget værd. Gud har skabt os med den samme farve blod, uanset hvem vi er. Vi er skabt til at være noget for hinanden – til kærlighed og fællesskab.” En anden supplerer: ”Jeg blomstrer ikke mindre af, at blom-

sten ved siden af mig er smuk”. Der bliver en kort pause, for Oliver vil forære Omid et kors. Sådan et mangler han nemlig, og den fine lille kasse bliver givet videre til en taknemlig mand. inTRO er en perfekt mulighed for at gå i åben dialog med andre om, hvad tro og kristendom egentlig er for noget. Udgangspunktet er dialog og respekt for alle holdninger. Ingen spørgsmål eller indvendinger er forbudte. Se mere på introkursus.dk.

Jeg elsker at stille spørgsmål Når ikke cykelhandler Lau Bilde fra Bjerggeden & Byrotten er på arbejde, kan han være at finde i kirken, fordi fruen slæber ham med til gospelkoncerter!

Sådan har det været de sidste seks år. Det er ikke fordi, han som sådan har noget i mod det, han vil bare ikke på nogen måder puttes i en kasse med faste overbevisninger om dit og dat. Faktisk kan han rigtig godt lide at diskutere eksistentielle spørgsmål og holdninger til det at tro på noget. Og han er da mere end en gang blevet positivt overrasket i Sct. Michaelis Kirke, fordi han synes, der er så hyggeligt: ”Nogen har fordomme om, at menigheden er meget missionsk, men sådan oplever jeg den ikke. Dem, jeg har mødt, er på ingen måder ekskluderende. Tværtimod. For mig er det vigtigt, at kirken bidrager ud over hegnet. At den også favner ind i nutiden.” HUNDEKIKS OG HVORFOR Efter eget udsagn har han cyklet ind forbi en 20-30 religioner uden at finde det, han søger. Siden teenageårene på Djursland har et ofte brugt ord været ”hvorfor”? Og

det spørgsmål er han slet ikke færdig med at stille, for der er meget energi i at stille det. En invitation til en dialog. En samtale med et andet menneske. ”Jeg kan godt misunde dem, som tror på hele pakken, og bare kan sige tjek ud for alle spørgsmål. Dog har jeg ikke behov for at definere mig selv tilhørende en bestemt gruppe. Helt i bunden af maven er min fornemmelse, at mine holdninger ligger langt fra den faste menigheds. Bibeloplæsninger siger mig ikke ret meget, men en god prædiken kan gøre det, hvis den får mig til at tænke efter. Den må ikke lugte af pligt, så er jeg væk. Jeg har brug for en hundekiks – en belønning for at deltage. ” I et hjørne af den hyggelige cykelbutik kan man dumpe ned i oldemors sofa og læse et tarzanblad fra 1951. Eller man kan åbne munden: ”Her i butikken diskuterer vi gerne, og den der ”langhårssnak” elsker jeg. Jeg gider ikke bedøve hjernen med den store bagedyst, med mindre jeg skal koble helt fra. Hellere en snak om store spørgsmål som fx, hvad meningen er med livet.” Han bliver alvorlig et øjeblik, men det afløses hurtigt af et grin, inden han hopper op på disken. Klar til dagens dont.

Jeg vil ikke undvære Suji Lawit elsker ganske enkelt at synge. I Saint Michael Voices er hun gerne med på en solo, så gospeltonerne svinger, og hun umuligt kan stå stille. Hver mandag øver koret, og lige nu har de brug for flere tenorer, inden de næste koncerter, hvor Suji forventer, at selv gangbesværede står op under numrene. Musikken er så smittende. Siden Suji flyttede fra København til Fredericia for fem år siden, har hun været med i gospelkoret. Oprindelig var det for at lære nye at kende, men med en baggrund som ”musikstudent” kom hun også med en del viden om at bruge stemmen. Og meget gerne på yndlingsnummeret Total Praise.

gospelkoret

”At være med giver mig fornyet energi til resten af ugen – både mentalt, emotionelt og fysisk. Sangen gælder alle facetter af mig. Samtidig betyder det noget, at jeg synger om Gud og Jesus – at jeg ikke er ladt alene. Desuden er fællesskabet i koret sammentømret og godt. Vi er meget forskellige, men vi ”smitter af” på hinanden – med forskellige sangstemmer, kropssprog og personligheder. G ospelkoret mødes hver mandag kl. 19 i Michaelisgaarden

Gik du glip af søndagens prædiken? Der er adskillige gode muligheder for at høre søndagens prædikener fra Sct. Michaelis Kirke, selv om du ikke deltager i gudstjenesten. 1. Hør prædikenen på www.sct-michaelis.dk 2. Hør den via iTunes Podcast eller Soundcloud. Begge apps kan downloades til din smartphone eller tablet. Skriv ”Sct Michaelis Kirke” i søgefeltet og klik ”follow” eller ”abonner”.

3. Modtag prædikenen direkte i din mailboks. Kristoffer Bruun Simonsen har en ”prædiken-mail-service”, som er åben for enhver. Kontakt ham på krbs@km.dk for at modtage hans prædikener via mail. 4. Tag en udskrift af prædikenen i våbenhuset i Sct. Michaelis Kirke. Dette gælder dog kun ved Kristoffer Bruun Simonsens gudstjenester.

Vi renoverer Sct. Michaelis Kirke

i 2017

Under overskriften ”Fra levende historie til kirke for fremtiden” præsenterer menighedsrådet en omfattende fornyelse af kirkerummet til 12 mio. kr. Det hele skal helst være færdigt inden kirkens 350 års jubilæum i 2018. De sidste tre år har der været diskuteret og forhandlet, både med menigheden og menighedsrådet, med arkitekten og andre fagfolk som fx Nationalmuseet. Nu skal der handles for alvor, hvis ellers de sidste penge kommer ind. Et så omfattende projekt kommer til at tage tid og koster mange penge. Det samlede budget lyder på 12 millioner kr., og Fredericia Provsti har i oktober 2016 givet tilsagn om de første 5 mio. kr. Menighedsrådet regner med at kunne skaffe 1 mio. gennem egne midler og en lokal indsamling. Og resten af pengene er de i fuld gang med at søge private fonde om. ”At vi er gået i gang med så omfattende et projekt, skyldes flere ting. Sct. Michaelis Kirke står i dag stort set, som da kirken blev genopbygget efter en omfattende brand i 1955. Efter 60 års flittig brug er kirkerummet præget af slid og trænger samtidig til et kærligt arkitektonisk løft. Samtidig vil vi gerne lave et mere fleksibelt kirkerum, og vi ønsker at tydeliggøre Sct. Michaelis Kirkes unikke historie som garnisonskirke”, fortæller Asbjørn Asmussen, der er formand for menighedsrådet. Visionen er, at den store restaurering er færdig i 2018, så kirkens 350 års jubilæum kan fejres i et rum, som er forberedt til fremtidens kirke- og menighedsliv. Et rum, som kan udgøre den bedste ramme omkring forskellige gudstjenester og fællesskaber på tværs af generationer.

OGSÅ RENOVERING AF KIRKEGÅRD Firmaet Erik Møller Arkitekter er i gang med den egentlige planlægning af kirkens restaurering. Planen er, at selve byggeperioden begynder i forsommeren 2017 og strækker sig frem til marts 2018. I mellemtiden holdes gudstjenester i missionshuset og kirkelige handlinger

DRØMMEN - HVIS VI FÅR ALLE PENGENE TIL RENOVERING AF KIRKEN: • Bedre siddekomfort med nye bænke og stole • Forbedret akustik • Sammenhængende stengulv i hele kirken • Forbedret og handicapvenlig adgang til koret • Nyt knæfald • Et nyt alterbord som understreger måltidsfællesskabet • Særligt lyddæmpet område til børn og børnefamilier • Forbedret adgang til orgelpulpitur • Forbedrede lysforhold – især i korpartiet • Opdatering af kirkens AV - lyd, billede og lys • Bedre faciliteter for medarbejdere og menighed, herunder et toilet. Se mange flere detaljer på kirkens hjemmeside: www.sct-michaelis.dk/renovering

som barnedåb, konfirmation, bryllup og begravelse i nabokirkerne. Samtidig med renoveringen af kirken er Fredericia Kirkegårde også i gang med en stor renovering af kirkegården omkring Sct. Michaelis Kirke. Det vil omfatte en omlægning af både gangarealer, beplantning og gravsteder. Renoveringen skal dels lette det fremtidige arbejde for kirkegårdspersonalet, dels skabe en flottere og mere åben kirkegård. Dette arbejde er menighedsrådet ikke direkte involveret i, men det betyder, at alle i jubilæumsåret kan se frem til både et nyt flot kirkerum og en smuk nyanlagt kirkegård.

”Renoveringen af kirkerummet står på tre ben: Det æstetiske, det historiske og det funktionelle”, siger formand Asbjørn Asmussen.

Generationer er i kirken samtidig

- og den dag fik den unge mor mere at tænke over Det var så nyt endnu, det at blive mor, da Celia Rosener måtte til begravelse hos sin 93-årige oldemor Chirstine. Med var også nyfødte Catherina, der på en og samme gang understregede livets forskellighed. Det ene øjeblik så Celia kisten, det næste øjeblik en smilende baby. ”Det var et wakeup call: fødslen, hverdagen, døden. Kristoffer, den nye præst, holdt en god tale, der betød meget for mig og mindede mig om, at selv om det var en sorgens dag, havde oldemor haft et godt liv.” SPRÆLLENDE OG SPRUDLENDE ENERGI Næsten hver onsdag formiddag finder Celia og Catherina nu legestuen i Michaelisgaarden. I dag er ingen undtagelse. Her vrimler det med så mange babyer, at man skal passe på, hvor man træder. ”Vi har også gået til babysalmesang. For mig er det vigtigt, at min datter møder musikken og andre babyer. Det er god læring for hende, og jeg er ikke i tvivl om, at hun genkender lydene, instrumentet og melodien. For hun reagerer med bevægelse, som når jeg sang for

Legestue Legestue i Michaelisgaarden er for børn i alderen 0-6 år i følge med en voksen. Legestuen er åben hver onsdag fra kl. 9.45- 12.00. Her er både hjerte- og husrum til flere endnu.

hende, før hun blev født. Faktisk fødte jeg hende, mens vi spillede en salme, og den blev også spillet til hendes dåb”, smiler Celia. RAMT AF BJÆLKE OG BØN ”Gud passer på os”. Det er Celias erfaring efter hendes lille datter ved et uheld blev ramt af en bjælke i hovedet, blev hentet med fuld udrykning, og alt var kaos. Mirakuløst skete der ikke barnet noget, hvilket alle er dybt taknemlige over. ”Jeg har altid bedt til Gud, når jeg har haft brug for det, og der skinnede min tro igennem. Jeg råbte nærmest til Gud. Nu synes jeg, at jeg skal betale noget tilbage til ham, fordi der ikke skete Catherina noget.”

IGEN I KIRKE Familien bruger af og til kirken. På spørgsmålet om hvorfor, siger Celia: ”Der er en genkendelighed, som ikke forandres lige som alt mulig andet. Jeg synes, jeg får noget med hjem, og børn er velkomne der, så jeg behøver ikke være bange for at have Catherina med. Tværtimod føler jeg mig hjemme og har lyst til at komme igen”. Alle piger i hendes fars familie hedder i øvrigt Dyveke til mellemnavn, så det navn fik Celias datter også ved barnedåben. Snart bliver en Dyveke måske gift her - når Celia står brud. Hun er både døbt og konfirmeret i Sct. Michaelis Kirke.

Døbt i kirken Da iranske Mostafa i 2015 ankom til asylcenteret i Fredericia, var noget af det første, han tænkte på, at komme i kirke: ”Det var trygt at sidde i kirken til gudstjeneste, der var venlige folk, og de kom fx med mad til os på asylcenteret. Vi blev taget godt imod”, siger han tænksomt. Her længe efter har han endelig fået asyl, hvilket han er taknemlig over, men endnu mere glad er han for sin dåb. Efter en grundig undervisning blev han sammen med ni andre døbt af præst Bjarne Hvid, og tre danskere var vidner til den store begivenhed og med til at fejre det bagefter: ”Jeg var muslim, men konverterede til kristendommen, mens jeg var i Iran. Jeg måtte flygte, fordi det var livsfarligt at være kristen. Nu føler jeg mig som født på ny efter min dåb. Ja, livet er begyndt igen.” Mostafa kommer jævnligt i kirken, har dansk kæreste, bor hos en kristen familie og drømmer om at kunne bruge sin uddannelse som bygningskonstruktør. Lige nu er han på sprogskole og i praktik på McDonalds.

Altergang kender ingen alder

- så får jeg ro til at leve videre geligt om alt muligt. Nogle gange vil den ældre dame gerne have altergang i hjemmet, og da er det vigtigt for hende, at det er Bjarne, som kommer forbi med Bibel, bæger og oblat: ”Han er jo min præst, og jeg har behov for, at han er her af og til. Så får jeg en 1. klasses behandling! Desuden kan jeg særligt godt lidt netop hans prædikener i kirken. De er præcise ”, forklarer hun.

”Hvordan har du det?”, spørger 90-årige Signe Langkilde sognepræst Bjarne Hvid, mens hun lægger blyanten og den kryds og tværs, hun er i gang med at løse. Han er på besøg ligesom så ofte før, og snart snakker de hyg-

VILJEN INTAKT Hendes søn fra Fyn kommer ofte på besøg om søndagen og kører hende til gudstjeneste. Da hun sidder i kørestol, kan det være lidt besværligt, men hvor der er vilje, er der vej, og hun vil gerne afsted, fordi hun også elsker at tale med andre. Viljen er ganske intakt hos Signe. Den tidligere sygeplejerske er både beskeden og bestemt på en gang. ”Det er ikke så mange, jeg kan tale om trosspørgsmål med. For mig kan kirkegangen fx ikke erstattes med et møde. Altergang er for mig en fuldstændig integreret del af min kristne tro, det hører med. Den bevirker, at mine synder bliver tilgivet, og jeg får ro til at leve videre.” Hun vender tilbage til sin kryds og tværs. Her kan Bjarne lige hjælpe med en enkel sangstrofe, inden han siger ”på gensyn” og hun ”tak”.

Babysalmesang er mobilfri zone Babysalmesang ledes af kirke- og børnemedarbejder Malene Thams Steffensen og organist Jens Ole Jespersen. Bagefter er der hyggeligt samvær i Michaelisgaarden, hvor der er kaffe og te med mere. Formålet med babysalmesang er at stimulere barnets umiddelbare glæde ved musik og inspirere forældrene til den særlige kontakt, som man får med sit barn. Der starter ævnligt nye hold op.

Tatoveringer

med tro

Kroppen er tatoveret med en række illustrationer, der alle sammen kan samles under en overskrift: Gud Hver eneste af dem minder Lukas Ingemansen om oplevelser med Gud - der er løven, ørnen, uglen, skibet, vikingen og en tegning af Gud. Han har dem, fordi troen er en afgørende del af ham og har været det, siden han på Frøstruphave Efterskole forstod, at selv om han ikke er perfekt, så er han elsket af Gud – og tilgivet. Nu kan han så blot kikke sig i spejlet og blive mindet om, at det er på det grundlag, han vil leve sit liv. Derfor er det ganske overvejet, at der nu flere steder på kroppen er tatoveringer. Ofte giver de anledning til spørgsmål, og så svarer han gerne. Fra barn er han kommet i Sct. Michaelis Kirke, og det gør han stadigvæk. Nogen gange hjælper han også ved gudstjenesten. ”Vi er en gruppe unge, der hjælper hinanden med at komme op søndag morgen”, fortæller han med et smil. TEGNING AF GUD OG MENNESKE ”Tatoveringerne giver mening for mig. Den store illustration af Gud har min tatovør og jeg lavet i fællesskab på computeren. Gud minder mig om, at han er almægtig, er stor og har magten, når jeg tvivler på det eller har glemt hans styrke ind i mit liv”. I en periode, hvor Lukas følte, at Gud var væk, oplevede han pludselig Gud gribe efter ham – række ham sin hånd til støtte og opbakning. Det var stort. Gud er Gud. Løven minder mig om Narnia -bøgerne, hvor den er Jesus. Ørnen kan overskue det hele ligesom Gud. På en rigtig træls dag går han med. Et sted i Biblen står der, at Gud giver os vinger som ørne”. Vikingen har også sin egen historie. Han er personificeringen af den unge mands morfar, som døde uden at ville vide af Gud. Det var svært for Lukas, og han følte sig modløs, for morfar var en fantastisk mand. Et sted kigger en kløgtig ugle frem. Lukas synes, den er mere maskulin end duen, der normalt symboliserer Helligånden. Midt i opremsningen stopper han op for at svare på spørgsmålet, om han skal have flere tatoveringer: ” Det tror jeg. Gud overrasker hele tiden, og med en tatovering glemmer jeg ikke.”

Selvfølgelig blev det

garnisonskirken

Anders Jepsen er oversergent i systemafdelingen ved Ryes kaserne i Fredericia. Da han skulle giftes med Michelle, var det helt naturligt for dem at vælge garnisonskirken og garnisonspræsten, som dengang hed Peter. ”Han var jo tilknyttet min arbejdsplads, og han kendte vores baggrund. Vi er lidt småkonservative, når det gælder fester. Skulle jeg giftes, skulle det være i en kirke. Senere fik vi også Arthur døbt i kirken”, fortæller Anders. ”Dåben var også et bevidst valg. Det hører sig til, at man bliver døbt, synes jeg. Her ville vi som forældre gøre vores indflydelse gældende, så må Arthur selv bestemme, om han vil konfirmeres.” SOLDAT ER EN IDENTITET Anders har været 10 år i Forsvaret, og han har det nok i generne, for flere af mændene i familien har været både officerer og befalingsmænd. Egentlig ville han have læst datalogi, men det er hans hverdag fyldt af nu, hvad enten det er i Danmark eller fx som udsendt soldat. ”Det unikke kammeratskab med kollegerne giver det at gå på arbejde en ekstra dimension. Så gør det heller ikke noget, at jeg engang imellem kører piranha (et pansret køretøj) på vej ud til opgaverne. Faktisk er hver dag forskellig”, griner han. AFGHANISTAN OG KLANEN Da han var i Afghanistan, mødte han feltpræsten. På kasernen ved han også, at garnisonspræsten dukker op af og til. Men han har ikke talt med ham. Havde han, ville han nu heller ikke fortælle det: ”for det er vel ikke meningen, at nogen skal vide om en fortrolig snak. Det er personligt”. En ting er sikkert: Familien betyder meget, og i ”klanen” ses de ofte. Han synes, kirken har nogle fornuftige værdier om næstekærlighed og det med at være mod andre, som man gerne selv vil behandles. I det daglige kommer han sjældent i kirken. Der skal oftest en særlig livsbegivenhed til.

Spaghetti og sjov Spaghettigudstjenester er for børn og deres forældre. Her sker der lidt af hvert: sang og skattekiste med spændende ting, dukketeater med dukken Mads og en historie fra Biblen. Bagefter er der billig og god aftensmad i Michaelisgaarden. Fra kl. 17.30-19.00. Alle er velkomne!

Historiens vingesus vægtes højt ”Den 8. juli 1849 sidder 22 døde blodrøde soldater i midtergangen over for hinanden med ryggen op ad kirkebænkene og fødderne ud på gangen. Her i Sct. Michaelis Kirke er de iført deres uniformer, og de kigger med tomt blik på den åbne kiste, hvor deres hærleder generalmajor i infanteriet, Olaf Rye ligger død. Han faldt i det afgørende slag ved Fredericia den 6. juli 1849. Siden fik han en pompøs begravelse i København, hvor blandt andet N.F.S. Grundtvig talte ved kisten. Soldaterne havnede sammen med 450 andre i en massegrav i Fredericia, men vi har navnene på dem allesammen.” Johannes Lund taler sig varm. Endnu flere detaljer kommer hurtigt og veloplagt frem fra hukommelsen, for det er vigtigt for ham, at man forstår historiens vingesus helt lokalt. Gennem mange år var han formand for festlighederne i Fredericia i dagene 5.-6. juli, så han kender mange flere detaljer, som han gerne holder foredrag om. Han er nemlig meget optaget af danmarkshistorien, men han er også aktiv i nuet.

KOMMER I KIRKE Som næstformand i menighedsrådet, medlem af distriktsforeningen og ivrig kirkegænger taler han for en kirke, hvor alle føler sig velkommen, og han er ikke bange for at give et nap med som frivillig, når der fx er brug for et par ekstra hænder ved de forskellige kirkelige handlinger. ”3 ud af 4 søndage sidder vi på kirkebænken, fordi vi godt kan lide det. Vi går de fire km. til kirke, nyder gudstjenesten og samværet bagefter med de mange, vi kender.” ”Kirkerestaureringen ligger os alle på sinde, og i menighedsrådet bruger vi alle sammen det store netværk, vi har. Hver især har vi vores bevæggrund for at være med i kirkens arbejde. For mig har det også stor betydning, at de fysiske rammer er så optimale som mulig. Vi kommer jo over 100 i kirke hver søndag. Ofte flere.”

Af Bjarne Hvid, sognepræst ved Sct. Mikaelis Kirke

min skyld

Det er

Færdselsuheldet. Firmaet, der gik konkurs. Skilsmissen. Sportsbegivenheden, der endte i optøjer. I masser af situationer opstår der behov for at få placeret et ansvar. Hvem har skylden? Det hører desværre tiden til, at vi først leder efter skylden uden for os selv, når noget går galt. Skyld er let at pege på hos andre, men svær at erkende hos sig selv. Det er mig, noget går ud over, og de andre, der har skylden. Skulle nogen endelig blive tyngede af skyldfølelse, opfattes de hurtigt som psykisk ustabile. Der findes masser af uberettiget og usund skyldfølelse. Det skal ikke nægtes. Men den ægte skyldfølelse, som forholder sig redeligt til egne handlinger og svigt, er nu engang en mangelvare hos det moderne menneske. Hvis noget går galt, foretrækker vi at lede efter forklaringen i vores omgivelser. DET GLEMTE OM SKYLD Måske har vi glemt, at skyldfølelse og pligtfølelse er to sider af samme sag, og at begge dele er nødvendige, for at et samfund kan fungere. Pligten holder mig fast på det, som nu en gang er mit ansvar. Skyldfølelsen minder mig om det uheldige i at svigte mit ansvar. Men som

forkælede velfærdsdanskere vil vi desværre hellere hævde vores rettigheder og sætte os selv i centrum på bekostning af medmennesket og fællesskabet. Måske har vi glemt, hvor vi går hen med vores skyld. Uden en autoritet, som vi står til ansvar over for med vores måde at leve på, men som vi også kan komme til, når det går galt, står vi alene med den skyld, som altid vil være der. Vi ved ikke rigtig, hvad vi skal gøre med den og vælger de dårlige løsninger: Undskylder den, skyder den over på andre eller lader den gnave i nerverne, til den bliver en traumatisk byrde. FOR KÆRLIGHEDENS SKYLD Kirken skal minde om det, som let bliver glemt. Vi har fået denne verden som en gave og et ansvar, vi skal forvalte, og midt i det ansvar står vores medmennesker, som vi skal dele livet med. Du og jeg er skabt til at leve i fællesskab med andre mennesker under ansvar over for skaberen - Gud. Du skal elske Gud, og du skal elske din næste! Så enkelt sammenfatter Jesus vores ansvar. Det drejer sig om kærlighed – intet mindre, for ægte kærlighed sætter altid den anden i centrum. Det er, hvad jeg skylder Gud og mit medmenneske. Jeg bliver aldrig færdig med det ansvar, som hører livet til, for mit medmenneske har altid krav på mig, og

her kommer jeg til kort. Min kærlighed slår ikke til. Min tålmodighed slipper op, og irritationen tager over. Jeg lader andres fejl overdøve mine egne svigt, men det er jo min skyld, når min kærlighed ikke kan eller vil rumme min næste. Jeg kan godt finde på alle mulige undskyldninger, men det er jo min skyld, når jeg svigter – eller måske ligefrem skader min næste. DET ER MIN SKYLD Vi skal ikke dyrke skyld og nederlag. Det kan vi slet ikke holde til. Men modsat kan det også være ødelæggende at lægge låg på skylden. Jo mere, der skal bortforklares eller skjules, jo større bliver de problemer, man vikler sig ind i. Mange oplever, at det kan være helt befriende at sætte ord på det, som går galt i livet, og vedkende sig den skyld, som faktisk er der. At sige: Det er min skyld! Men vi kan ikke bære skylden alene. Skyld, som der ikke gøres noget ved, ender i konkurs. Sådan er det i den økonomiske verden, og sådan også i forholdet til Gud og vores næste. At leve med skyld er at blive drænet for liv. … NEJ, MIN SKYLD Hvis du får eftergivet en gæld, så betyder det, at den, du står i gæld til, selv godtgør det, som er imellem jer. Sådan er det også, når skyld tilgives. En anden tager skylden på sig og bærer konsekvensen. Det var det, Gud gjorde, da Jesus kom ind i verden. Jesus tog skylden på sig og gjorde noget ved den. Derfor kan du trygt bekende skylden til ham, som du skylder alt: Gud! Sig til ham: Det er min skyld! Så er svaret fra Jesus, at han kom for at gøre dine ord til sine. Nej, det er min skyld, siger han – for han gjorde din skyld til sin og betalte den helt ud, da han døde for os på korset. Det er tilgivelse! Tilgivelse er nemlig ikke at gøre skylden ubetydelig – det er, at en anden tager den på sig, og det er det, kirkens budskab handler om: Jesus gjorde det! Det giver fornyet overskud til at tage sit ansvar på sig og møde andre mennesker med kærlighed - og tilgivelse!

Kan en præst gøre noget ved nogens skyld? Vi kan snakke om skyld i grupper som fx her en aften i Michaelisgaarden, hvor sognepræst Bjarne Hvid (bagerst) er med. Muligt er det også at få en samtale med en af præsterne ved Sct. Michaelis Kirke. Hvis du ønsker en samtale under fire øjne, kan du ringe eller maile til en af præsterne, eller blot sige til. De er klar til at lytte. Der, hvor du er.

Hånd i hånd resten af livet Da Signe & Jesper Krambech blev gift den 10. september 2016, var det en hed dag fyldt med kærlighed, tradition og drømme om en fremtid sammen. For det unge par havde Sct. Michaelis Kirke bare det hele til det store bryllup. Det var dagen, de havde ventet så længe på. Forberedt til mindste detalje. ”Faktisk var det den nye, unge præst, der fik os til at vælge kirken. Kristoffer (præsten) er et usandsynligt sympatisk menneske - helt nede på jorden. Han formåede da også at holde en super bryllupstale fyldt med humor og råd til at få ægteskabet til at fungere. Det var spot on. Samtidig betød det noget for mig, at min morfar er begravet på kirkegården udenfor. Vi lagde en af buketterne på hans grav, før vi tog videre til festen”, husker Jesper. Der er stille et øjeblik. ”Jeg ville giftes i en kirke, for der kan jeg godt lide at komme en gang imellem. Fx kan jeg godt lide at synge

salmer”, smiler 20-årige Signe. Hun synes, bryllupstalen var godt sat sammen, så det bibelske budskab blev flettet ind på en fin måde. En af pointerne var, at de skulle huske at elske hinanden, når det betyder mest, og det er, når det er sværest. Det vil de prøve at efterleve. STØTTER HINANDEN 24-årige Jesper kommer ellers ikke i kirke, men han er medlem af Folkekirken. For ham er selve vielsen en livslang kontrakt, som han ikke vil bryde. Ringene symboliserer også troskaben og ønsket om at være sammen med ægtefællen. ”Jesper har lært mig masser af gode ting. Han er altid optimistisk”, siger Signe. Hendes mand tilføjer: ”Signe hjælper mig til at blive opmærksom, når jeg arbejder for meget i min frisørbutik i Vejle. Jeg vil gerne have et godt liv med Signe, og det er også hende, der typisk får ideerne til det, vi skal”, griner han.

KOM OG VÆR MED Vi har god tid til hygge og snak i Cafe Michael. Efter kaffen er der ofte et spændende indlæg. Du finder os i Michaelisgaarden, Vendersgade 30 B onsdage fra kl. 14.30-16.00. Velkommen!

Når entusiasme og erfaring har ben at gå på Jill Denham Andersen er en erfaren kvinde. Med seks perioder i menighedsrådet er hun den, som har siddet længst, og lige nu sidder hun også i provstiudvalget. Erfaring kombineret med et omfattende netværk og stor viden om Fredericia giver hende en udmærket baggrund for også at sidde i kirkens byggeudvalg. Med stor entusiasme går hun op i det store renoveringsprojekt, der som mål har at skabe en multi-funktionel kirke samtidig med, at det historiske tilhørsforhold til garnisonen bevares. ”For 10 år siden var jeg med til at renovere sognegården. Det var en stor opgave, og denne er bestemt ikke mindre. Det kræver, at man tør stå ved sine standpunkter, også når nogen siger en imod. Da må man være

FÆLLESSKABET ER VIGTIGT Siden Eva Thisted flyttede fra Vejle til Fredericia, har hun været frivillig i Cafe Michael. Det handler dels om at hente og bringe en af de ældre til arrangementerne, dels om at spille klaver. ”Vi begynder og slutter altid med en sang fra Højskolesangbogen. Jeg elsker at spille, når andre synger. Det hænger sammen med, at jeg er tidligere organist og musiklærer. Cafeen er hyggelig, og jeg får snakket med mange forskellige. På den måde kommer man til at lære nye at kende. Det er der tid til, mens vi drikker kaffe. Efter kaffen er der altid et spændende indlæg. Jeg synes, arrangørerne er dygtige til at planlægge, så mange forskellige kommer på besøg. ”

standhaftig og fortsat arbejde videre, fx på at finde flere midler, så vi kan få alle vores ønsker opfyldt. Det vigtigste med kirkerenoveringen har været at finde en dygtig arkitekt, som også de forskellige fonde har tillid til. Desuden betyder det æstetiske meget for mig. At farverne er rigtigt sammensat og inventaret stilrent og smukt.” HISTORIEN FASTHOLDES Jill peger på, at Sct. Michaelis Kirke også er en garnisonskirke: ”Det er den eneste garnisonskirke uden for København, og kontakten mellem garnison og kirke skal vi fortsat udvikle, også selvom der ikke længere er værnepligtige i byen. Jo, dette arbejde er meget spændende at være med til”, smiler hun. Hendes mand har en årelang militær interesse, og det har smittet af på hustruen. Hun er fx meget optaget af, hvordan de historiske detaljer i kirken bibeholdes samtidig med, at der måske skabes ny kunst ved at koble Sct. Gabriel (står ved kasernen) – skytshelgen for alle budbringere, fx forsvarets telegraftropper, med Sct. Michael – som er skytsengel for fx søfolk og soldater. Hvad resultatet bliver af det, får vi at se i 2018.

Caféen er åben for alle, og Eva Thisted oplever, at alle er lige, uanset hvad man har beskæftiget sig med før i tiden. Hun kan også lide afslutningen på eftermiddagen: ” Vi markerer vores tilhørsforhold til kirken på den måde, at vi altid slutter med at bede Fadervor sammen. Den bøn kan vi alle bruge, fordi vi har fået den ved vores dåb.”

Konfirmander fortæller: Beder til Gud før fodboldkamp Ditte Hoffmann Linnemann går allermest op i fodbold, når hun tre gange om ugen ofte scorer som midtbanespiller, fx på talentholdet, som hun netop er udtaget til. Inden hun går på banen, beder hun Gud om at være med og hjælpe. Faktisk kan hele holdet finde på at sende en bøn opad, inden støvlerne snøres, og kampen fløjtes i gang. ”Det styrker sammenholdet”, mener Ditte.

En vrimmel af

minikonfirmander

”Måne og sol, vand, luft og vind…” Sangen kan næsten høres udenfor kirken også. Det er torsdag, og minikonfirmanderne synger. Jo, 3. klasserne på Sct. Knuds Skole og Fredericia Realskole er veloplagte uden at være støjende, og et par af pigerne tænder lysene under salmen. Også begge præster er klar til at fortælle bibelhistorie. Senere er der en lille forfriskning og en aktivitet i Michaelisgaarden, hvor nogle af kirkens frivillige hjælper med. Bagefter følger de børnene tilbage til skolerne. Undervejs i forløbet deltager minikonfirmanderne også i efterårets familiegudstjenester, hvor vi laver drama, sang og dans, og hvad vi ellers kan finde på af sjove ting. Minikonfirmanderne kommer fra september til december.

OVERVEJEDE KONFIRMATION Lige nu bruger hun også tid på at forberede sig til konfirmation. ”Jeg tror på Gud, og derfor skal jeg konfirmeres. Det er også en tradition i min familie, men jeg overvejede det rigtig meget, før jeg meldte mig til. Jeg er ikke sådan en ”pige-pige” til fin kjole. Måske skal jeg slet ikke have kjole på. Efter kirken skal jeg holde fest og senere ud at rejse”, siger hun forventningsfuldt. Ditte kan lide, at begge præster underviser: ”Bjarne er mere faglig, mens vi med Kristoffer laver en masse forskellige aktiviteter”, forklarer hun. Til festen glæder hun sig rigtig meget til at være sammen med familien og til at prøve at være 100 procent i centrum. ”Jeg er ikke genert og tør stå ved den, jeg er. Derfor er jeg også klar i spyttet, når det gælder om at fortælle, at det hjælper mig at tro på Gud. Sådan er det bare.”

Spændende forberedelse Simon Haugstrup skal konfirmeres i 2017. Det har han selv bestemt, og han glæder sig. Lige nu handler det dog mest om alt det, han skal opleve til konfirmandforberedelsen. ”Jeg har hørt fra en af mine venner, at der er fede oplevelser ved at gå her. At det er rigtig spændende. Det synes jeg også. Jeg kan godt lide, at vi ikke kun skal læse i Biblen. Jeg glæder mig mest til at komme på konfi-lejr, men i sidste uge oplevede vi ”Luthers nøgle”, som var et stort rollespil. Her blev vi som gruppe fx bundet sammen med blodige tørklæder – altså ikke med rigtigt blod! Da vi blev løsladt igen, skulle det symbolisere, at Jesus havde båret vores synder. Så vi kunne føle os frie”. Selv om Simons forældre ikke længere bor sammen, holder de Simons konfirmation i fællesskab. Det er Simon glad for. ”Jeg må stort set bestemme alt til den fest”, siger han tilfreds.

Brug for gudstjenesten

i mit liv

Conni Kappelgaard er en aktiv kvinde med mange gøremål. Hun trives særlig godt, når hun kan dele sine holdninger til tro og liv i fx et par kvindekredse – en gave kalder hun det frivillige arbejde, hun er en del af. Ved søndagens gudstjeneste henter Conni energi til en engageret hverdag: ”Jeg har brug for at komme i kirke og høre prædiken, synge salmerne og få mine synders forladelse ved nadveren. Da jeg kender mig selv, ved jeg godt, at jeg ikke altid er, som jeg burde være, og derfor har jeg brug for Guds tilgivelse i mit liv. Med alderen er erkendelsen vokset. Jeg er ikke i tvivl om, at jeg er døbt til et fællesskab med Gud. Han kender mit navn, og jeg er dyrebar for ham. Han har lovet at være med mig alle dage, og det er der en stor glæde og trøst i. Ja, den overbevisning både lever og dør jeg på. Ved gudstjenesten bliver Conni bygget op på ny, for gennem kirkeåret er teksterne, der læses fra Bibelen,

forskellige. Og dem bliver hun aldrig træt af. ”Intet andet sted kan jeg finde den trøst, hjælp og vejledning, som Bibelens ord giver. I salmerne siger teksterne mig noget om Guds trofasthed, og i prædiken hører jeg, hvad Jesus vil sige til mig netop den dag, selvom det er præsten, der prædiker. Bagefter nyder jeg kirkekaffen med de mange andre, der heldigvis også er kommet i kirke. Fællesskabet er vigtigt.”

Menighedsråd 2016-2020: Øverste række: Anette Ingemansen, Bent Jakobsen, Kenny Bruun Olsen, Jill Denham Andersen, Bjarne Hvid og Malene Thams Steffensen. Nederste række: Stig Lilleøre, Kristoffer Bruun Simonsen, Henrik Schiøler, Johannes Lund Nielsen, Asbjørn Asmussen og Ole Steen.

Sct. Michalis Kirke · www. sct-michaelis.dk Magasinet udgives årligt af Sct. Michaelis Kirke. Første gang i december 2016. Kirkebladet bliver nu erstattet af et månedligt nyhedsbrev og et årligt magasin til alle husstande. Hvis du er interesseret i fortsat at følge med via nyhedsbrevet, så tilmeld dig på www.sct-michaelis.dk. Redaktion: Anette Ingemansen, Bjarne Hvid og Kristoffer Bruun Simonsen. Interviews, tekst og redigering: Journalist Hanne Baltzer Fotos: Fotograf Gitte Volsmann m. fl. Layout og tryk: Videbæk Bogtrykkeri Oplag: 4000

Velkommen i Sct. Michaelis Kirke PS: Man behøver ikke tro på en bestemt måde for at komme i kirken!

Vidste du?

BØRNETRÆF UNDER GUDSTJENESTEN Tag endelig børnene med til søndagens højmesse. De fleste gange er der børnetræf i Michaelisgaarden under præstens prædiken. Kort før prædikenen samler nogle voksne børnene, og så følges de ad til et program med fx sang, leg, tegning og bibelfortælling. Børnene følges tilbage til kirken igen efter prædikenen, så de kan være med til nadveren. I kirkens nyhedsbrev kan du få meget mere at vide om kirkens arbejde i løbet af året. Tilmeld dig her eller på kirkens hjemmeside: www.sct-michaelis.dk Ja, jeg vil gerne modtage kirkens nyhedsbrev! Navn:

Adresse:

Jeg er særligt interesseret i:

Telefon:

( ) Børne- og familiearbejdet

Email:

( ) Musik