POLITIKEN
Lørdag 16. februar 2013
6 Debat
82%
af danskerne køber sodavand, når de handler i en grænsebutik
72%
af danskerne køber øl, når de handler på den anden side af grænsen
Kilde: Morgenavisen Jyllands-Posten
BLÆST. Fremover bliver der formentlig færre vindmøller i landskabet, end der er i dag. Dels fordi de møller, der produceres i dag, er meget større og derfor producerer mere strøm, dels fordi mange vindmøller stilles op ude på havet. Arkivfoto: Finn Frandsen
Myte. Naboer til vindmøller er slet ikke så sure Langt de fleste naboer til vindmøller er glade for naboskabet. Omfattende undersøgelse har spurgt naboerne til samtlige store vindmøller opstillet i perioden 2002-2011. analyse
M
ed energiforliget fra marts 2012 blev der sat fart på Danmarks omstilling til vedvarende energi, hvor en af de vigtige målsætninger er, at vindmøller i 2020 skal producere halvdelen af elforbruget. Den største nettoudbygning med vindmøller sker på havet. Men da det samfundsøkonomisk er en betydelig HENRIK dyrere løsning, har FolVINTHER ketinget samtidig vedtaget, at der frem mod 2020 også skal udbygges med vindmøller på land. Her skiftes mange ældre møl-
ler ud med færre, nye møller, der har en betydelig større produktionskapacitet. På den måde kan man både reducere det samlede antal af vindmøller fra ca. 4.500 til 3.000 og alligevel forøge kapaciteten med 500 MW. Den nye generation af vindmøller er højere og har større vinger end tidligere. Og netop det har over de seneste par år medført en livlig debat, når kommunerne planlægger at opstille nye vindmøller, for i næsten i alle kommuner popper der protestgrupper op. Uanset at den samlede påvirkning af kulturlandskabet bliver mindre, fordi der fremover bliver færre vindmøller. Uanset at afstandskravet fortsat er fire gange møllens totalhøjde, og møllerne derfor ikke rykker tættere på naboerne. Og uanset at støjkravene til vindmøllerne er blevet skærpet fra 2012 og yder naboerne en bedre beskyttelse end tidligere. MEN HVOR stor er den folkelige modstand egentlig? For at få klarhed over dette har VidenOmVind sat sig for at undersøge, hvordan de naboer, der bor tæt på vindmøllerne, oplever naboskabet helt konkret. Derfor har vi bedt Jysk Analyse om at gennemføre en meget omfattende
undersøgelse, der retter sig mod naboer til samtlige store vindmøller i Danmark, der er opstillet i perioden 2002-2011. Analysen omfatter i alt 125 vindmøller, der er opstillet 30 forskellige steder i Danmark, og som har været tilsluttet elnettet mindst et år. Dette kriterium er valgt, fordi naboerne dermed kan vurdere fordele og ulemper ved vindmøllerne på baggrund af oplevelser baseret på et helt års skiftende vejrlig. Af det samlede antal husstande i op til en radius af to km fra vindmøllerne er der interviewet 1.278 personer, hvilket svarer til 19 procent af samtlige husstan-
de i vindmøllernes nærområde. Konklusionerne i analysen er bemærkelsesværdige og fortæller en anden historie end den, der fremgår af de mange debatindlæg, som organiserede vindmøllemodstandere giver udtryk for i forskellige medier. Blandt analysens vigtigste resultater er, at det kun er 10 procent, der alene oplever ulemper ved vindmøllerne. På spørgsmålet: »I hvilken grad oplever du, at der er ulemper forbundet med at bo i nærheden af vindmøllerne?«, svarer 81 procent »slet ikke«, 5 procent »i mindre grad«, 6 procent »i nogen grad«, mens 5 procent svarer »i høj grad«.
Vindmøller og naboskab
I hvilken grad oplever du, at der er ulemper forbundet med at bo i nærheden af vindmøllerne?
Slet ikke
81 %
5%
I mindre grad
6%
I nogen grad
5%
I høj grad
3%
Ved ikke
Kilde: Jysk Analyse, 2012. 1.278 personer har medvirket i undersøgelsen
Analysen viser også, at det kun er støjgenen, som har nævneværdig betydning. Her tilkendegiver i alt 13 procent, at de enten i mindre eller højere grad er generet af støj fra vindmøllen. SOM DET fremgår, oplever de allerfleste naboer naboskabet på en måde, der står i skarp kontrast til de mange udbredte og udokumenterede påstande fra modstanderside. Set i sammenhæng med kommunalpolitikernes interesse i at varetage almenhedens interesser, når de påtager sig ansvaret for vindmølleplanlægningen, rummer analysen derfor værdifulde informationer, som sætter genevirkningerne i et interessant perspektiv. Dette perspektiv træder også tydeligt frem, når man sammenligner vindmøllenaboernes vilkår med dem, der gælder for naboer, som må tåle naboskabet til sammenlignelige store infrastrukturprojekter på trafikområdet: Naboer til særligt trafikerede veje må samlet acceptere en langt højere støjbelastning end støjen fra vindmøller. Skønsmæssigt er der 785.000 husstande, som må acceptere overskridelse af de vejledende støjgrænser for vejstøj, mens ca. 5.000 husstande oplever støj i nærheden af det maksimale, bindende støjkrav for
vindmøller – som følge af skiftende vindretninger dog kun i 10-15 procent af årets samlede timetal. Naboer til særligt trafikerede veje må desuden finde sig i forøget partikelforurening, der indebærer forhøjet risiko for helbredsmæssige følgevirkninger. Trafiknaboerne får heller ingen økonomisk kompensation på grund af naboskabet, mens vindmøllenaboer har to muligheder for at blive tilgodeset økonomisk. Dels kan de købe andele i vindmøllen til kostpris og få en rigtig god forrentning af den investerede kapital. Dels kan de opnå erstatning for eventuelt værditab på deres ejendom, hvis en uvildig taksationskommission vurderer, at der foreligger et tab. Så set i et større samfundsperspektiv er analysens resultater måske ikke så overraskende. Vindmøllenaboer er bestemt ikke ringere stillet end naboer til sammenlignelige infrastrukturprojekter. Nærmest tværtimod. analyse@pol.dk
Henrik Vinther, sekretariatsleder for VidenOmVind, der er finansieret af vindmøllebranchen. Meningsmålingen bag analysen er udført af Jysk Analyse i september/oktober 2012.
... En bælgøjet verden På den ene side lettet over, at jeg alligevel ikke var dødeligt syg, og samtidig stadig i chok over, at både jeg selv og hele verden havde ændret udseende, gik jeg hjem og satte mig i min seng. Jeg tændte for P2’s klassiske radio, slukkede mobiltelefonen og deaktiverede min Facebookprofil. Hvis jeg havde kunnet gå i kloster, var det det, jeg havde gjort, eller hvis det havde været muligt at flytte op på toppen af et bjerg, men måske var det lige så godt at sidde i sengen og se på den japanske dame i blomsterhaven. Selve handlingen var i hvert fald udtryk for det samme; jeg følte et stærkt behov for at lukke støj ude, billeder ude, i hundredvis af billeder, der hele tiden væltede ind over hinanden og gjorde mig søsyg. Egentlig havde fordoblingerne fundet sted længe inden den morgen, jeg vågnede op til de syv vatkrukker. Bombardementet af billeder og tegn var indtruffet for flere år siden. Ikke bare for mig, men for de fleste. Mængden af sms’er, mail, statusopdateringer, billedbeskeder, videoklip og avisartikler ligger i lag på lag på lag – klar til at ’springe’ på os, inden vi har slået øjnene op om morgnen. Det er ikke kun teenagere, der tjekker den ene og den anden profil på telefonen, før de står ud af sengen. Flere end dem, der vil være ved det, har været inde på deres smartphone, inden de har nået at sige godmorgen til hvem der ellers måtte befinde sig i nærheden. Den virtuelle verden er blevet lige så virkelig som den, vi før kaldte den virkelige verden, altså den analoge, en-til-en version: Det er vel ikke utænkeligt, at vi når at læse vores kærestes eller børns seneste
statusopdateringer, inden vi har været i fysisk konUps, så var den takt med kød og aften gået med blod-versionerne. Den mentale dobat ’snage’ belteksponering, i perifere som søvnen ikke bekendtskabers har evnet at befri kedsommelige os fra, forhindrer os ganske enkelt i feriefotos at række hænderne ud. Vi trykker enter i stedet for at give hinanden et knus. Tilslutter os endnu et like under det blå/hvide Facebook-ikon. JEG HAVDE længe haft brug for en pause fra de sociale medier og mængderne af statusopdateringer, likes, kommentarer og mere eller mindre virkelighedsnære selvfremstillinger, som jeg på den ene side var blevet afhængig af at følge med i og på den anden side havde fået mere end nok af. At jeg først i min bælgøjede tilstand fik taget mig sammen til at deaktivere min Facebookprofil (det kan nemlig ikke lade sig gøre at lukke den fuldstændig ned. Alle mine data er med andre ord stadig til rådighed for de bagvedstående Facebook-teknokrater – Vær hilset, hvem I end er andet end Orwellske gestalter), siger desværre mere om mig, end jeg har lyst til at være ved. For det er vel egentlig ikke Facebook (for nu bare at nævne ét socialt medie), der er noget i vejen med, men nærmere sådanne svage karakterer som mig selv, der ikke har selvdisciplin nok til bare lige at gå ind og ’kigge’ efter endt arbejde, men derimod alt for mange gange har oplevet at benytte Facebook som en
overspringshandling, der i værste fald er endt med at ødelægge en hel arbejdsdag. Eller hvis ikke en arbejdsdag, så en aften, hvor det egentlig bare var meningen, at jeg skulle ind et smut, men i stedet er endt med at blive ’fanget’ af en eller anden gammel klassekammerats fotoalbums, som har bragt mig videre til en anden bekendt og ups, så var den aften gået med at ’snage’ i perifere bekendtskabers kedsommelige feriefotos. Med puder i ryggen forsøgte jeg at finde den japanske dame i blomsterhaven, men hun var svær at få øje på, kamufleret som hun var af både skabslåger og dynebetræk. Jeg måtte knibe øjnene sammen, sænke hovedet lidt, løfte det igen for så måske, hvis jeg var heldig, at ane hende et sted derinde. Mens jeg sad der i sengen som en anden bælgøjet idiot, gik det gradvist op for mig, at damen bag skab, stof og loft var det perfekte sindbillede: min egen indre tilstand. Sådan. Billeder i lag på lag. Som på Facebook: Nyfødt barn på fars bryst, endnu et nyfødt barn på en anden fars bryst, nyt profilbillede med læbestiftmund fra kollega, sommerhusbilledet, hvor familien sidder ude i haven og spiser, barn med baby i armene (»Asta er den bedste storesøster i verden«), fødderne i sand-billedet, nissehuebilledet, muffinbilledet (»mor har lige bagt muffins til hele Lunas klasse og mums, hvor er de blevet gode«). For ikke at forglemme tegn og tekstmængden: Krigsopdateringer fra mine venner i Mellemøsten, selvros fra kollega, madopskrifter, politiske kommentarer, hverdagsbrok, citat fra barn, endnu et citat fra barn (de kære børn, som vi skjuler os bag uden selv at vide
det) og selvfølgelig like, like, like, like, like. Hvad er det egentlig, vi ’liker’? Hvad betyder det, at vi både løfter den virtuelle tommelfinger for muffin-billedet og dronningens nytårstale, hvor hun revser os for at leve et udvendigt liv på de sociale medier? For mig havde den løftede tommelfinger over for dette og hint trukket mig ud af fordybelsens hule, hvor kun læselampen havde været tændt, og ud på en forvirrende skøjtebane uden trafikregler. MANGLEN på hierarkisk orden i informations- og billedmængderne havde ganske enkelt skadet mig. Jeg var ikke god nok til at sortere og filtrere, hvilket til sidst resulterede i, at jeg blev bælgøjet af ren og skær overanstrengelse. Billeder og tekst om alt fra ihjelslåede børn i Homs til lykønskninger, kommentarer om gårsdagens koncert, gisninger om gerningsmanden fra ’Forbrydelsen’, til ham, der meddeler, at han lige har lavet sig en velduftende, varm kop te og nu velfortjent kan smække fødderne op, følger efter hinanden i vilkårlig rækkefølge inde på vores alles elskede Facebook-væg. Man kunne sige, at det alt sammen indfinder sig som linjer i en bog, men det er bestemt ikke lyriske vers, vi bliver forført af, når vi deler såkaldt ’facetime’ og indfanges af ’skriften på væggen’. Det er derimod et spindelvæv af ligestillet information, der i værste fald forhindrer os i nogensinde at nå frem til en bog. NU LYDER JEG som en rigtig civilisations/ kulturpessimist (og det er jeg muligvis også), der begræder tabet af den gamle verden, hvor vi skrev papirbreve til hin-
anden og stadig læste bøger. Jeg vil gerne stå ved, at jeg savner brevene, For mig havde og at jeg er nervøs den løftede for bogens (og fortommelfinger dybelsens) overleover for dette velse, men jeg er og hint trukket bestemt ikke af mig ud af fordy- den opfattelse, at den teknologiske belsens hule, er af det hvor kun læse- udvikling onde, og at det balampen havde re er noget nymoværet tændt, dens overfladepjat med de sociale meog ud på en dier. forvirrende Jeg anerkender skøjtebane derimod fuldt ud, uden trafikhvilken betydning regler netop de medier har haft for revolutionerne i Mellemøsten og forhåbentlig vil fortsætte med at have for hele den demokratiske udvikling, der i bedste fald kunne lede til nogle mere deliberative demokratier frem for vores egne repræsentative. I det hele taget er jeg ikke i tvivl om, at de sociale medier kan blive afgørende værktøjer til at redde verden, såfremt befolkningerne, som vi har set det i Mellemøsten, formår at benytte dem som mobiliseringsværktøjer, der kan vække til forandring, frem for at vi bare sidder og falder i staver foran skærmene eller endnu værre bliver bælgøjede ligesom mig. Teknologien har selvsagt gjort mange ting lettere for os. Vi har biler, opvaskemaskiner, støvsugere, telefoner og computere til at forenkle praktiske gøremål,
så vi kan koncentrere os om andre ting. Spørgsmålet er bare, hvilke andre ting vi så koncentrerer os om, ja, om vi overhovedet evner at koncentrere os, nu hvor vi ligger og surfer rundt mellem det ene og det andet medie, både når vi arbejder og har fri. At leve i den moderne verden er muligvis mere komfortabelt, end livet var for bare halvtreds år siden, men den nye komfort og teknik kræver til gengæld en forfinet grad af kritisk stillingtagen og selvdisciplin, hvis vi vil undgå at ende som bevidstløse mediesoldater, der har fået bildt os selv ind, at det at være online firetyvesyv skam kun er et udtryk for arbejdsomhed, nysgerrighed og frihed. Jeg fik først min frihed tilbage, da jeg loggede helt ud (så meget som det nu er tilladt). Evnen til at koncentrere mig vendte stille og roligt tilbage. Det gjorde mit syn i øvrigt også. Gradvist flyttede skabet, betrækket og loftet ud af den japanske dame, og en morgen stod hun igen helt uforstyrret og plukkede blomster i sin have. Ingen læger kunne forklare mig, hvorfor mit øje rettede ind igen, og jeg turde ikke sige det, som det var: at jeg bare havde taget en pause fra den virtuelle kommunikation. KRISTINA STOLTZ