Torsdag den 12. september 2013
Debat 31
KRONIK DEN 12. SEPTEMBER 2013
Møllelogik for viderekomne Selvom støjgenerne fra vindmøllerne er på et betydeligt lavere niveau end ved skoler og kontorhuse, gælder der åbenbart for møllerne en helt anden logik. Undersøgelse af helbredspåvirkning sker på spinkelt og diskutabelt grundlag. HENRIK VINTHER sekretariatsleder VidenOmVind
Regeringen har besluttet at støtte
en undersøgelse, der skal klarlægge en eventuel sammenhæng mellem vindmøllestøj og hjerte-kar-sygdomme. Beslutningen fremkommer efter politisk pres og er ikke begrundet i en faglig vurdering fra Sundhedsstyrelsen. I forbindelse med vedtagelsen af undersøgelsen har styrelsen tværtimod fastholdt sin hidtidige vurdering, der anerkender, at nogle mennesker kan opleve støjgener, men at der ikke er påvist en sammenhæng mellem vindmøllestøj og negative helbredseffekter. Sundhedsstyrelsens vurdering er baseret på en helt aktuel gennemgang af den internationale forskningslitteratur. Alligevel arbejder allerede nu politiske kræfter for at udvide undersøgelsen til at omfatte flere andre sundhedsrelaterede aspekter end hjerte-kar-lidelser. Og det er ikke gjort hermed. Ud over at stille krav om at udvide undersøgelsen kræver vindmøllemodstandere og deres politiske forbundsfæller, at kommunerne skal standse enhver udbygning med vindmøller, indtil man kender resultaterne af de - forstår man – mangefacetterede undersøgelser, der skal igangsættes.
Af hensyn til den almindelige sunde fornuft må man håbe, at det store flertal af kommunalbestyrelser vil vende det døve øre til det ekstreme forslag. Den eneste sikre konsekvens vil nemlig være, at antallet af for tidlige dødsfald i Danmark på grund af luftforurening fortsætter med at ligge på over 3.000 om året frem for at gå ned, i takt med at flere vindmøller begynder at producere ren energi uden partikelforurening. Beslutningen om at gennemføre en undersøgelse må tages til efterretning, fordi man principielt må have respekt for ønsket om at få mere viden, og fordi undersøgelsen – trods den åbenbare ideologiske begrundelse – forhåbentlig kan medvirke til at skabe endnu større klarhed over lydforhold vedrørende vindmøller. Men samtidig kan man uden overdrivelse betegne motivation og baggrund for at gennemføre den som ”paradoksernes holdeplads”. For det første fordi støjkravene til vindmøller er strengere end til andre støjkilder og – som noget unikt – er ufravigelige uden dispensationsmulighed. For det andet fordi erfaringerne fra fire årtiers samliv med vindmøller ikke beretter om et eneste dokumenteret eksempel på, at folk er blevet syge af at bo i nærheden af dem. For det tredje fordi undersøgelsen, som tidligere nævnt, iværksættes uden Sundhedsstyrelsens
faglige blåstempling. Dertil kommer, at heller ikke andre undersøgelser eller beregninger vidner om, at vindmøllerne udgør et stort problem. I en undersøgelse fra Jysk Analyse i 2012, der omfattede samtlige 125 store vindmøller opstillet i Danmark frem til september 2011, svarede 8 ud af 10 naboer inden for en radius af 2 km til vindmøllerne, at de »slet ikke« opfatter genevirkninger fra møllerne. Breder man fokus ud til at omfatte samtlige ca. 4.500 vindmøller, der er i drift rundt i landets kommuner, er der heller ingen hjælp at hente for dem, der argumenterer for, at vindmøller underminerer folkesundheden. Ser man på antallet af klager fra borgerne over vindmøller, er det samlede billede nemlig, at der er meget få af dem. I en netop afsluttet undersøgelse, som VidenOmVind har gennemført for årene 2011 og 2012, fremgår det, at der kun i to kommuner var mange klager. Begge steder med de slående fællestræk, at alle klager var relateret til et enkelt vindmølleprojekt, og at der var et helt entydigt sammenfald mellem klagerne og de personer, som havde stået i spidsen for den organiserede modstand mod projekterne, inden de blev realiseret. I samtlige andre af de 81 kommuner, der medvirkede i undersøgelsen, var der meget få klager. I ca. halvdelen af kommu-
nerne var der slet ingen. Men hvad nu, hvis man alternativt kigger på klimastatistikken for at få et overblik over de fremherskende vindhastigheder? Kan man så ikke her finde det endegyldige, objektive bevis for, at møllerne støjer ”ulideligt”, som det hævdes i mange læserbreve? Det kritiske område er vindhastigheder mellem 6 og 8 m/s, hvor støjgrænserne er fastlagt – svarende til niveauet for sagte tale, hvis man opholder sig udendørs. Og tager man udgangspunkt i en beregning af vindhastighederne for et repræsentativt klima-år som 2008, får man indblik i omfanget af støjgenerne. Her viser det sig, at der i de afgørende aften- og nattetimer, hvor folk opholder sig mest i deres bolig, er relativt få timer, hvor vindhastigheden er 6-8 m/s, og hvor støjbelastningen altså overhovedet kan nå op på de maksimalt fastsatte støjgrænser. Det handler om en variation på mellem 7 og 20 pct. af månedens timer, hvor vindhastigheden fra kl. 18 om aftenen til kl. 6 om morgenen er 6-8 m/s – målt i 80 meters højde. Målt i 10 meters højde, betydeligt tættere på nabohusene, er tallene væsentligt lavere. Som det fremgår af ovenstående, er grundlaget for at iværksætte en undersøgelse spinkelt og diskutabelt. Især hvis man sammenholder det med andre områder, hvor man med sikkerhed ved, at problemer-
ne både har et langt større omfang og påvirker mange flere mennesker, og hvor ingen alligevel af den grund drømmer om at iværksætte undersøgelser. Lad mig blot nævne nogle få eksempler, der sætter tingene i perspektiv: I mange af Danmarks større bysamfund er baggrundsstøjen fra trafik og virksomheder adskillige steder på et niveau, der ligger langt over det, vindmøllerne må støje. Beregninger fra Miljøstyrelsen estimerer således, at ca. 785.000 husstande lever med en overskridelse af de vejledende grænser for trafikstøj. Det betyder utvivlsomt, at også hvad angår påvirkning fra den lavfrekvente støj, vil der være i tusindvis af mennesker, som lever med kraftigere påvirkning end de 20 dB, lovgiverne har sat som et ufravigeligt krav til vindmøllerne. For hvor vindmøllenaboer er sikret en påvirkning med max. 20 dB døgnet rundt, nyder andre ikke samme beskyttelse. Private beboelser og daginstitutioner, der ikke er nabo til en vindmølle, skal leve med 25 dB i aften- og nattetimerne og 30 dB i dagtimerne. Kontorer og undervisningslokaler har hele døgnet en beskyttelse på 35 dB. For både beboelser, daginstitutioner, kontorer og undervisningslokaler gælder det imidlertid, at kravet kun er vejledende og kan fraviges af myndighederne, hvis de finder det begrundet. Foretager man en systematisk kortlægning af private boliger, daginstitutioner, folkeskoler og offentlige og private administrationsbygninger, der er placeret i større byer tæt på trafikale knudepunkter med særlig belastende baggrundsstøj, skal antallet utvivlsomt tælles i mange tusinde. Her udsættes utrolig mange mennesker for en støjpåvirkning med lavfrekvent støj, der overgår den fra vindmøllerne. Alligevel har ingen rejst krav om at lave særlige undersøgelser for påvirkningen af lavfrekvent støj, eller for den sags skyld foreslået at suspendere undervisningen i skolerne eller arbejdet i administrationsbygningerne, indtil det er godtgjort, at det ikke er sundhedsskadeligt at opholde sig i bygningerne. Men selvom støjgenen fra vindmøllerne er på et betydeligt lavere niveau end for de pågældende skoler og kontorhuse, gælder der åbenbart for møllerne en helt anden logik. Det er måske den samme logik, der fravælger at omstille Danmarks energiforsyning til bæredygtig energi på den samfundsøkonomisk billigste måde til fordel for et uforstyrret liv på landet uden naboskab til vindmøller. Eller den logik, der negligerer, at vindmøllerne i ordets bedste betydning lever op til et forsigtighedsprincip, der både vægter hensynet til folkesundheden ved at mindske antallet af for tidlige dødsfald samt hensynet til klimaet gennem nedsættelse af CO2-udledningen.