4 minute read
Det langelandske kort over kunsten
I Danmark findes nogle få geografiske pletter, hvor kunstnere flokkes. På grund af lyset. På grund af naturen. Fordi de her finder kolleger indenfor alle kunstgenrer.
En sådan kunstnerkoloni er Langeland - og har været det siden 1960’erne, da de første kunstnere - autodidakte såvel som akademiuddannede - drog på landet for at lade sig inspirere af naturen og lyset. Fra 1983 til 2001 betød den daværende Langelands Kunsthøjskole, at kunstnere fra hele landet kom til øen for at undervise. Og blev boende. For de mange langelandske kunstnere er det desuden et særkende, at de konstant insisterer på, at kulturen kan vokse på trods.
Advertisement
Vokse vildt, kan det tilføjes om kunsten. For trods samarbejder på kryds og tværs, er hver kunstner på øen sin egen. Publikum kunne ved selvsyn konstatere, at det forholder sig sådan, da to kunstnere, Keld Nielsen og Alfio Bonanno, for nogle år siden malede fra præcis samme pletter i den langelandske natur. Resultaterne blev vidt forskellige. Både i palet og udtryk.
Selv i tætte samarbejder er det let at skelne den ene kunstner fra den anden. Som når ægteparret Ann-Kerstina Nielsen og Per Buk arbejder sammen. Den ene med grafik, den anden med maleri. Motivet kan være det samme, men ingen er i tvivl om, hvem der står bag.
Alle genrer er repræsenteret
For den langelandske kunst betyder det, at alle genrer er repræsenteret. Den lyriske abstraktion, som maleren Gitte Buch (Bøsseløkke) repræsenterer; Solveig Moas (Ristinge) impressionestiske skildringer af f.eks. strandliv; Bo Valentins (også Ristinge) mere stringente udtryk med blyant på papir.
Linea Hansen fra Galleri Momlis i Bagenkop trykker med den gamle kinesiske teknik Gyotaku og skaber billeder af fisk, Vivian Rose fra Lohals benytter det klassiske højtryk i linoleum eller træsnit, og Britt Smelvær fra Vindeby eksperimenter med tryk og mønstre og skaber tredimensionelle værker med naturen som udgangspunkt.
Den tredimensionelle mangfoldighed
Lars Calmar, Humble, er med sine groteske figurer, der enten er tegnet med blå BicPen eller udført i keramik, en absolut modsætning til Anette Valstrøms, Tullebølle, mere forfinede keramiske erindringer med menneskelige træk, mens Lauge Voigt i Snøde arbejder helt naturalistisk med sine buster eller hele figurer af mennesker, aber, ulve...
Fortsættes >
Håndens arbejde
Kunsthåndværk er også rigt repræsenteret - fra Sabine Majus’ og Ana Smedens smykkekunst til pottemageri fra Potteriet i Stoense og Ulla Keramik i Bagenkop.
På Langeland skabes desuden skind- eller gummitasker samt brugskunst i glas, repræsenteret ved Mette Wöldike og Preben Nielsen i Nowhuset - galleriet i Tullebølle, der har påtaget sig opgaven året igennem at vise udstillinger med langelandsk kunst.
Kunstnerparret Preben Nielsen og Mette Wöldike (Tullebølle) laver brugskunst i glas og driver udstillingsstedet Nowhuset.
Ulla Keramik (Bagenkop) er et af Langelands længst fungerende keramikværksteder. Hun arbejder med humor og bliver inspireret af det omgivende landskab.
Potteriet (Stoense) drives af pottemagerne Jannie Nielsen og Esben Langkilde. Her fremstilles og sælges hånddrejet brugskeramik og unika i stentøj og porcelæn.
Fotografiet udfordrer
På øen er der fotografer som blandt andre John Rasmussen, Hans-Henrik Wienberg og Chresten Kruchov, som udfordrer vort syn - både på naturen, på gadebilledet og med det opstillede foto.
Rodnettets styrke
På Langeland er det kunstens vilkår, at rødderne etableres, før der sættes blomst. Ideerne og engagementet er ikke baseret på fonde og donationer, men på den personlige vilje. Sandsynligvis er netop dét faktum årsag til, at især kvinder blomstrer som kunstnere på Langeland. Omkring halvdelen af de udøvende kunstnere på øen er kvinder. Usædvanligt er det også, at kvinderne søger ind i fællesskaber og blandt andet udstiller sammen.
TICKON og kunsttårne
At initiativer kommer fra kunstnerne selv fremfor fra offentligheden er skulpturparken TICKON, Tranekær Internationale Center for Kunst og Natur, og De langelandske Kunsttårne eksempler på. For over 30 år siden tog billedkunstneren Alfio Bonanno en personlig kamp for at virkeliggøre drømmen om en Land Art park, TICKON. Som en del af Tranekær Slotspark er TICKON nu en turistattraktion, der ofte beskrives i de internationale kunsttidsskrifter og -magasiner. For nok findes der skulpturparker mange steder, men TICKON er en Land Art park med vild natur og stedsspecifik natur-kunst af en række af verdens dygtigste kunstnere. Værker der lever cyklisk fra opførelsen og mod det uundgåelige forfald, men som konstant holder den kunstneriske kadence.
På samme måde er De langelandske Kunsttårne opstået: en række bevaringsværdige, men ikke længere funktionelle transformatortårne spredt ud over hele øen, en god idé fra billedkunstner Hans Kjær, en velvillig elforsyning - og en masse arbejde af de langelandske kunstnere, som selv betaler for materialer og arbejder uden løn… De kalder deres værker for “en gave” til Langeland. Hver kunstner har sit tårn i tre år. Rotationen betyder, at der altid er nyt at kigge på i de tolv kunsttårne.
Åbne Døre
Privatejet er også øens kommercielle udstillingssted, Nowhuset, hvor der efterhånden er tradition for øens sommerudstilling af lokal kvalitetskunst, ligesom Nowhuset også lægger vægge til præstationen af et andet turistmæssigt højdepunkt på øen, Kunstnernes
Åbne Døre i påsken, når de over 40 deltagende kunstnere og billedmagere åbner deres værksteder og inviterer publikum indenfor til at høre om tankerne og processen bag kunsten. Ideen om de Åbne Døre blev hentet fra Sverige, men i Danmark var det de langelandske kunstnere, som først så pointen i at lukke publikum ind i atelieret eller værkstedet for at skabe dialog kunstner og potentielle købere imellem.
På Langeland har denne “de åbne døres politik” betydet, at øen er fyldt med turister i påskedagene, hvor kunstpublikummet kører rundt fra kunstner til kunstner. Så stor har successen været, at de fleste butikker og spisesteder på hele øen nu er med på ideen om at åbne alle døre.
Øverst: Besøgende på fællesudstillingen i Nowhuset (Tullebølle) under Kunstnernes Åbne Døre 2021. Nederst: Cecilie Beck Kronborg (Strynø) i sit atelier. På Strynø finder du et lille samfund med flere kunstnere.
Anbefaling: