Håndværk kræver flittige hænder

Væver Jette Nevers er ikke kunstner. Hun er kunsthåndværker. For som hun siger: “Hvis håndværket ikke er der, er der heller ingen kunst”.

Fra sit eget fag, vævning, promoverer hun alle håndværksfag i håb om, at de igen vil få den prestige, de tidligere har haft. Fag som bogbinding, træskæreri, møbelpolstring og -snedkeri, smedning, pottemageri, gørtleri… Hendes langelandske drøm er en ø fyldt med små arbejdende værksteder. Ikke som et langstrakt frilandsmuseum, men som levende industrier, der opfylder reelle behov i et nutidens Danmark. “Langeland har jo procentvis allerede mange kunsthåndværkere”, siger hun og nævner pottemagere, vævere, guldsmede.

De store udsmykninger

Selv har Jette Nevers et ry, der rækker langt ud over national interesse.

Hendes værker er solgt over hele verden, og hun har et mangeårigt og fortløbende samarbejde med f.eks. Georg Jensen Damaskvæveri, som har Jette Nevers design i sengetøj, dækkeservietter og duge. Hun har skabt møbelstoffer for Kvadrat, og vævede tekstiler for danske tøjdesignere og lavet udsmykninger til bl.a. en lang række private virksomheder.

Mest kendt er Jette Nevers nok for sine store udsmykningsopgaver i bl.a. de danske kirker: Vævede antependier (det tekstil, der dækker alteret), store kor-tæpper, messehageler, skabt i en blanding af væv, broderi og tryk.

Selvom hvert tekstil har haft vidt forskellige udtryk i kraft af en aldrig slumrende trang til at eksperimentere, er der alligevel altid et umiskendeligt Jette Nevers-præg over alt fra hendes hånd. “Men jeg tager ikke længere den slags store opgaver. Det sluttede, da min mand Henrik døde i 2015. Mit hjerte begynder at hamre løs bare ved tanken, så jeg har måttet sige nej tak. Vores helbred er det vigtigste, vi har”.

Også en allerede bestilt opgave til Stoense Kirke måtte hun aflyse dengang, og det har ærgret hende siden, for er der noget, hun hæger om, så er det at være en del af lokalområdet. Have venner med begge ben på jorden.

Om det så er nabo-landmændene eller veninder og fagkolleger som Britt Smelvær og Anette Jersild, der begge bor på Sydlangeland samt kunstnere som psaligrafen Sonia Brandes og maleren, grafikeren og skulptøren Vivian Rose, begge fra Hou.

Kunsttårn 4

Stoense-udsmykningen blev overtaget af en anden kunsthåndværker, men der er heldigvis andre muligheder for at se et Jette Nevers’ værker på Langeland - f.eks. kortæppet i Snøde Kirke. Også Kunsttårn 4 på Korsebøllevej præsenterer et Jette Nevers-værk.

Indtil 2024 rummer tårnet en tre meter høj og én meter bred vævet gobelin. Grundfarven råhvid med indvævede konturer af sorte flyvende svaler.

“Dobbeltvævning”, indskyder Jette Nevers om billedvævningen i uld og hør og demonstrerer, at denne type vævning i princippet er i to lag, som kan skilles fra hinanden.

Dog ikke i Kunsttårnets værk “Fugle”, da dobbeltvævningen er kombineret med gobelinvævning, og da hun har trykt med farve på den trenden (de lange gennemgående tråde), får de flaksende fugle forskellige kulørte prikker på kroppen og vingerne - rød, orange, gul, som om de bliver ramt af solflimmer.

“Udfordringen ved den proces er at finde en garn-kvalitet, som er markant nok til at farven i trenden træder frem og samtidig ikke så kraftig en tråd, at den kan ses gennem islættet (de tråde, der slås i vinkelret på trenden) i de områder af tæppet, der er naturfarvet”.

I dét ligger hele pointen i håndværket… at håndværk ikke kan erstattes af en computers beregninger.

For ifølge Jette Nevers kan man ikke tænke sig til en vævning. Man bliver nødt til at sidde ved væven og eksperimentere og prøve sig frem. Det gør hun stadig. Skaber nye tekstilprøver, der viser, hvor mange mange muligheder, der er på en væv, som beherskes af en håndværker med visioner og ideer.

Svalerne

Inspirationen til billedvævningen “Fugle” stammer fra svalerne - der både holder til i og omkring gården og desuden er faste beboere i samtlige tolv kunsttårne.

I den store smedelade til højre for gården er der fyldt med svaler… de flaprer som altid rundt derinde, travlt optaget med først at bygge reder, siden at made deres unger.

Og de skider og sviner, men bygger smukke reder og er så livsbekræftende for Jette Nevers, at hun elsker dem. Elsker når hun ser, hvordan fugleungernes næb gaber op over redekanten, og hvordan svaleforældrene suser rundt i jagten på insekter som føde til afkommet.

Svalerne i kunsttårnet nærer ikke helt den gensidige respekt for Jette Nevers’ elegante gobelin. For også i tårnet sviner de. Så meget, at hun selv går i gang med at skrabe fugleklatter af de kalkede tårnvægge med et barberblad og må bruge en stålkost til forsigtigt at børste det vævede tæppe.

“Ja, det er måske nok lidt hårdt med stålbørsten. Men hvad skal jeg ellers gøre? Med en finger eller klud bliver fugleklatten jo bare tværet ud…”

Da orkanen delte huset i to

Siden 1996 har Jette Nevers haft bolig på Nordlangeland. Med forskellige venner på øen havde ægteparret Nevers flere gange været på Langeland og cyklet rundt for at finde det helt rigtige hus ved vandet, med plads til både vævestue og smedeværksted.

De første tre år gik med at sætte gården i stand, indtil orkanen i 1999 maste sig vej tværs gennem den nyrenoverede fløj, og de var tvunget til at starte forfra.

“Men vi har altid haft en pragmatisk indstilling. Så det var bare at gå i gang igen”, fortæller hun om det syn, der mødte hende og Henrik Nevers dagen efter orkanens rasen.

Byggematerialer blev genbrugt og huset rejste sig atter - denne gang som nybygning efter Jette Nevers’ egne tegninger, og i dag mere end en snes år efter, står huset med vævestue, tegnestue, værksted - foruden stuer og landkøkkenpræcis som Jette Nevers havde ønsket: Æstetisk smukt og næsten vedligeholdelsesfrit.

Bedre kår for håndværk

Gæster er der mange af i både det gamle stuehus og i vævestuen. Men kun inviterede grupper, ingen uventede besøgende.

For Jette Nevers har ikke tid til eller mulighed for at holde åbent atelier. Tidligere har hun dog haft besøg af f.eks. Kulturarvstyrelsen, hvis prominente medlemmer både var benovede over væverierne og husets genbrugsideer. Blandt fine gæster var også en gang Dronning Margrethe og Prins Henrik.

Jette Nevers mindes dronningens begejstrede engagement i fortællingen om væveeksperimenterne og prinsen, der var så heldig, at hans navnefælle, Henrik Nevers, netop da havde et antal franske våben på værkstedet til renovering.

”Jeg arbejder ganske vist ikke længere mere end 25 timer om ugen i vævestuen, men jeg har gang i mange andre sager. Bl.a. prøver jeg at finde fondspenge til at hjælpe et lille bogbinderi på Nordfyn. Der er kun to bogbinderier tilbage i Danmark, og vi har brug for, at de fortsat eksisterer”.

Hun er også aktiv i Danske Kunsthåndværkeres forsøg på at påvirke Det Kongelige Kunstakademi og Designskolen i Kolding.

“Vi bliver nødt til igen at få fokus på håndens arbejde. I dag skal du bare have topkarakter fra gymnasiet for at komme ind på de to uddannelsesinstitutioner - ikke noget med en optagelsesprøve eller at vise eksempler på det, du vil arbejde med. Men en 12-tals eksamen siger jo intet om, hvorvidt du kan skabe noget med dine hænder. Min mand havde gennem mange år lærlinge. De var slet ikke boglige, men de kunne sandelig noget andet. Alle disse personer mangler vi i dag”.

Mød kunstneren: