Livslang læring for legende keramikere

Kodeordet er fordybelse. Langsomheden. At blive ved og ved og ved med at gøre det samme. Og om at gå til grænsen for, hvad der kan lade sig gøre.

Ikke sært, at de to keramikere i hver sin ende af øen har meget tilfælles - Poul Erik Eliasen i Strandby ved Tranekær og Søren Baun Jeppesen i Hennetved ved Lindelse holder af at nørde sammen og diskutere forsøg og resultater. Poul Erik Eliasens historie med leret starter ret tilfældigt. Hævder han.

“Efter skolen skulle jeg ud finde en læreplads. Det kunne være blevet kokkefaget. Eller det kunne have været indenfor landbrug - jeg er ud af landmandsfamilie. Men jeg tog en dag til pottemagerværkstedet, Kähler Keramik, i Næstved med mine landskabstegninger under armen… ind på det første kontor, jeg fandt. Her sad direktøren, Herman A. Kähler”. Poul Erik Eliasen kendte hverken Herman Kähler af navn eller gavn - det var bare den mand, som tilfældigvis tog imod ham.

Udlært ved Kähler

Mødet gik godt, og aftalen mellem hr. Kähler og den unge Poul Erik blev en prøvetid på op til et par måneder. Derefter var han på pottemagerværkstedet under sin fire-årige lærlinge-udannelse, dernæst to år som svend og efter en afstikker til Sverige med etablering af et keramikværksted, atter to år hos Kähler. Arbejdet bestod i at dreje. Fra morgen til aften. Ofte hundrede ens emner ad gangen. Som pottemager handlede det alene om at dreje, og Poul Erik Eliasen måtte på et tidspunkt konstatere, at ler-klumpens drejede form kun er det halve af resultatet.

At lære om glasurer og keramikbrænding hørte til i andre afdelinger af Kähler-værkstedet, så den viden blev først føjet til, da Poul Erik Eliasen tog keramiker-uddannelsen på Kunsthåndværkerskolen, nu Designskolen Kolding.

Akademi-keramiker

Søren Baun Jeppesen gik en lidt anden vej. Han fik sin keramikeruddannelse på Aarhus Kunstakademi, hvor han også byggede den ovn, han stadig bruger på fyrretyvende år.

“Jeg har holdt fast i både lertypen - en fransk stentøjsler - i de klassiske former som skålen og krukken og i de samme simple glasurer lige siden dengang. Men hvis man kigger på min keramik fra for fyrre år siden og så til nu, er der en kæmpe forskel. For i alle årene har jeg arbejdet for bedre at forstå den kemiske proces, der sker under brændefyringen, og jeg har konstant eksperimenteret og leget, men heller ikke nu kan jeg sige, at jeg har styr på processen. Jeg kan blive ved og ved og stadig lære nyt”, konstaterer Søren Baun Jeppesen.

Selvom begge de to keramikere konstant udfordrer sig selv, er der en væsentlig forskel på dem. Mens Søren Baun Jeppesen allermest interesserer sig for det, der sker under brændingen og gerne sidder atten klokketimer uden pause på en ikke særlig komfortabel spisebordsstol foran den brændefyrede keramikovn, for undervejs at holde ilden vedlige samt at gøre notater om temperaturstigningen, så har Poul Erik Eliasen sit fokus et andet sted: Han tænker på formen - den fascinerer ham, skønt han også arbejder meget konsekvent med celadon-glasuren, der stammer fra 1400-tallets Kina, og som ved brændingen får en transparent lys jadefarve. Aldrig helt ensfarvet, naturligvis.

en femtedel mindre, end da det blev sat ind. Da leret desuden begynder at slingre i gasovnen, når temperaturen når op på de 1320 grader, er der stor risiko for at åbne en ovn med ødelagte skåle og krukker.

Gå til grænsen

Poul Erik Eliasen vurderer, at minimum en tredjedel af hans store værker går i stykker og er spild. “Jo, det er da lidt irriterende”, erkender han, men han har vænnet sig til det - og er i øvrigt selv med til at øge risikoen.

“Jo tættere jeg kommer det punkt, hvor det hele går galt, desto smukkere bliver glasuren. Og hvis jeg ikke går til grænsen, bliver det kedeligt!” siger han og fortæller, hvor fantastisk en celadon-glasur kan vise sig, når emnet faktisk er ødelagt og glasuren har brændt sig fast på pladen i ovnen. Da viser den kinesiske jadeglasur sig paradoksalt nok allerfinest.

“Jeg håber selvfølgelig altid på, det går godt, og det er stadig meget spændende at åbne ovnen, efter den først har brændt i 16 til 18 timer og derefter stået og kølet af i to døgn”. Men efter 50 år som keramiker er det ikke længere med bankende hjerte og sommerfugle i maven, at han gør klar til at se den nye portion keramik. “Jeg ved jo, der er spild”, som han siger med et skuldertræk.

Eller når der i brændingen er opstået en lille skævhed i formen. Selv elsker jeg den slags “fejl”, der både gør emnet mere interessant, men også tydeligt viser, at dette er håndlavet - ikke fabriksfremstillet.

Poul Erik Eliasen bruger udelukkende det hvide porcelæns-ler, der ved brændingen bliver næsten gennemsigtig.

Porcelænsleret kan drejes særligt tyndt op og give skålen eller krukken en sart elegance. Og vil han sætte små fødder på en stor flot form, gør han det uden at skele til funktionen. For hellere en æstetisk unika-genstand end en klumpet brugsskål. Men porcelænslerets ulempe er, at det drejede emne ikke bare krymper de almindelige 10-12 procent under brændingen som andet ler, men faktisk kommer ud af ovnen

Trodser modetrenden

Søren Baun Jeppesens værker er mere robuste. “I mange år har mine skåle og krukker været umoderne, fordi de var brune og rustikke med mønstre, der har rødder i bondestenalderen - mønstre som jeg f.eks laver med muslingeskaller”. Nu er trenden så vendt, og keramikken uden påtrængende farver og med mønstre, der er med til at understrege det enkle og tidløse, er atter rykket ind i boligindretningen.

Han er ikke bare den lille kemiker, skønt han forklarer om reduktionsbrænding og natriumdampe, om at bruge naturens egne materialer og finde okker i et vandløb eller ler ved de langelandske strande - ler der slemmes op til tyndt pjask og bruges som glasur. For i virkeligheden har han slet ikke et væld af glasurer på værkstedet og synes måske også mest, det hører de unge nyuddannede keramikere til, at de forsøger sig med farver.

“For mig er glasurerne ét stort eksperiment. Du kan knuse en granitsten og bruge som glasur.

Jeg bruger f.eks. også brændeovnens aske, som indeholder natrium- og kalium-forbindelser”, siger han.

Sodaglasuren

Men som sit speciale har Søren Baun Jeppesen soda-glasuren.

“I princippet er soda-glasur det samme som saltglasur. Du smider et par kilo soda ind i ovnen samtidig med, at ovnen får sin sidste portion brænde og temperaturen er helt oppe over de 1300 grader. Soda afgiver natriumdampe, som angriber lerets overflade - mest på de vandrette flader. Men i modsætning til saltglasurer er det, der kommer ud af skorstenen ikke giftigt. Det er bare kuldioxid. Brænder du salt, får du en klorforbindelse ud i luften, hvor den sammen med vand danner saltsyre”. Ved reduktionsbrænding er det ilten i ovnen som reduceres. Det udløser en anden kemisk proces i ovnen, som Søren Baun Jeppesen demonstrerer med to porcelænsskåle der har fået samme type celadon-glasur (den samme som også Poul Erik Eliasen bruger). Den ene skål er gullig i glasuren på grund af ilt-overskud i ovnen, den anden grønlig på grund af ilt-underskud.

Søren Baun Jeppesen smider et par kilo soda ind i ovnen samtidig med, at ovnen får sin sidste portion brænde og temperaturen er helt oppe over de 1300 grader.

Anbefaling: