program: vitaminrig koncert Torsdag 25. april 2013, kl. 19.30 i Aalborghallen
John kruse, klarinet
Alexander Polyanichko, som er tidligere violinist, studerede til dirigent hos den legendariske professor Ilya Musin på St. Petersborg Konservatoriet. I 1988 blev han tildelt førstepræmien i Sixth AllUnion Conductors’ Competition, og det følgende år blev han tilknyttet af Mariinsky (Kirov) Teater, hvor han stadig dirigerer med jævne mellemrum. Alexander Polyanichko har dirigeret Mariinsky Opera og Ballet Theatre på Edinburgh International Festival samt i Kina, England, Finland, Frankrig, Tyskland, Israel, Japan, Portugal, Sydkorea, Spanien, Schweiz, Taiwan og USA. Alexander Polyanichko er en fornem symfonisk dirigent og har i de seneste år været særdeles aktiv i især USA, Storbritannien og Skandinavien, blandt andet i English National Opera, Colorado Symphony, den norske Opera i Oslo, Göteborg Operaen, Chicago Symphony Orchestra og Den Kongelige Danske Opera.
John Kruse er soloklarinettist i Det Kongelige Kapel. Han blev ansat i 2005 efter 16 år som soloklarinettist i Odense Symfoniorkester. John Kruse har modtaget Gade-legatet, han er uddannet på Det Fynske Musikkonservatorium med Jens Schou som lærer og på Pariser-konservatoriet hos professor Guy Deplus. Efter endt uddannelse har han søgt inspiration hos store musikerpersonligheder som f.eks. Michel Arrignon og Hans Deinzer.
© Catriona Bass
alexander polyanichko, dirigent
John Kruse har indspillet adskillige cd’er, bl.a. ny dansk musik for klarinet, Messiaens Kvartet til tidens ende, al Mozarts musik for bassethorn og senest Mozarts og Carl Nielsens koncerter for klarinet og orkester. Derudover er John Kruse medlem af Den Fynske Blæserkvintet og Trio Chalumeau, og han har siddet i juryen ved de første fire udgaver af Carl Nielsen Internationale Klarinet Konkurrence.
programnoter: Georges Bizet Efter en lys og lovende studietid på konservatoriet i Paris oplevede Bizet vanskeligheder med at slå igennem som komponist, og først med operaen Carmen, som blev uropført kort før hans død, oplevede han succes. Operaen har siden gået sin sejrsgang over hele verden og har sikret Bizet en berømmelse, der når længere ud end de fleste klassiske komponister – hvem kan ikke nynne et par strofer fra denne herlige opera? Fem satser fra L’Arlésienne Suite nr. 1 og 2 (1872-79) I 1872 skrev Bizet musik til Alphonse Daudets skuespil L’Arlésienne. Uropførelsen, som fandt sted på Vaudeville teateret i Paris, blev endnu et nederlag for Bizet og var en stor fiasko. Oprindeligt bestod musikken af 27 satser, men Bizet arrangerede en suite med fire af satserne. Suiten blev uropført samme år 1872 og blev positivt modtaget. Fra denne første suite spiller orkestret i aften det mægtige og pompøse Prélude: Kongernes march (temaet stammer fra julesangen Kongernes march) og den farverige Minuetto.
Fire år efter Bizets død udarbejdede Ernest Guiraud endnu en suite bestående af musik fra L’Arlésienne, og fra denne suite opføres i aften: Pastorale, som indledes med et bredt smukt tema, der efterhånden udvikler sig til intim kammermusik. Menuetten, som følger efter, bæres af en smuk fløjtesolo med harpeakkompagnement. Farandole, der afslutter værket, bygger på temaet fra første sats af Kongernes march.
Carl Nielsen I midten af 1920’erne var Nielsen på toppen af sin karriere. Han var en efterspurgt komponist og dirigent – ikke bare i Norden, men i hele Europa, og den aldrende mand havde svært ved at geare ned. Helbredet bød ham ellers en del udfordringer, og lægerne advarede ham gang på gang om, at han måtte trappe ned på sit virke – ellers ville det blive fatalt. Nielsens kompositoriske virke lader sig imidlertid ikke mærke heraf – snarere tværtimod. Han synes i disse sene år at komponere med en fornyet ungdommelig energi, og lysten til at afsøge nye veje er hele tiden fremtrædende. I 1922 havde han skrevet blæserkvintetten til Køben-
havns Blæserkvintet, og i dette værk havde han forsøgt at rendyrke de fem instrumenters særpræg og at portrættere de fem musikere. Efter blæserkvintettens succes påtænkte Nielsen at opfølge værket med en solokoncert for hver af kvintettens medlemmer. Der kom imidlertid til at gå nogle år, før han gik i gang, og han nåede kun at færdiggøre to koncerter. I 1926 skrev han fløjtekoncerten til Holger GilbertJespersen, som uropførte koncerten i Paris ved en koncert, hvor også violinkoncerten og 5. symfoni var på programmet. Koncerten var en stor succes, og de franske kritikere var fulde af lovord over fløjtekoncerten. I det efterfølgende år var Nielsen stærkt optaget af at nedskrive sine erindringer i Min fynske barndom – et arbejde som optog Nielsens på samme måde som at komponere, og man har med god grund sammenlignet erindringerne med en symfoni. Her genfortælles ikke bare, men her ”gennemkomponeres” med temaer, stemninger og karakterbeskrivelser, som er et musikstykke værdigt. I 1928 var han igen på banen som komponist; først med tre klaverstykker op. 59, derefter Preludio e Presto for soloviolin op. 52, og
sommerens store projekt blev klarinetkoncerten, op. 57. Klarinetkoncert, op. 57 (1928) Arbejdet på klarinetkoncerten gik uden besvær, og Nielsen var helt oplivet og optaget af værket, hvilket fremgår tydeligt i et brev skrevet til Nancy Dalberg: ’Hvad mig selv angår, har jeg det rigtig godt for tiden, og det kommer naturligvis mit arbejde til gode. Jeg skal engang ved lejlighed vise dig nogle steder i min nye koncert for klarinet og orkester, hvor jeg har så fri stemmegang i instrumenterne, at jeg virkelig ingen anelse har om, hvordan det vil klinge. Måske lyder det ikke godt, men det morer mig ikke at komponere musik, hvis jeg skal blive ved på samme måde.’ Nielsen var i konstant udvikling som komponist, og i klarinetkoncerten fornemmer man tydeligt lysten til at lege med temaer, karakterer og ikke mindst musikalsk form. Koncerten kommer til at forløbe som en lang sats, der frit fabulerer sig frem i et krydsfelt mellem improvisation og nøje afmålte kompositionsprincipper. Man fornemmer under det hele en firsatset struktur: 1. sats er opbygget som en fuga, der afbrydes af klarinettens soloridt, 2. sats er lyrisk og inderlig, 3. sats er kæk og fræk som en scherzo, og 4. sats er en idyllisk pastorale. Nielsen anså klarinetten som særligt godt egnet til denne stil – han beskrev klarinetten på følgende måde: ’Klarinetten kan være på én gang varmhjertet og bundhysterisk, mild som
Sponsorer:
balsam og skrigende som en sporvogn på dårligt smurte skinner.’ Koncerten blev uropført i september 1928 ved en privat koncert med Aage Oxenvad som solist og blev positivt modtaget. Den officielle uropførelse fandt sted i Odd Fellow Palæet en måned senere og efterlod kritikerne i vildrede – hvordan skulle man forholde sig til denne sprælske musik?
César Franck Francks musikalske karriere begyndte som de fleste af vores store komponister. Han kom som ung mand ind på konservatoriet i Paris, hvor han studerede klaver, orgel og komposition, og han udmærkede sig ved at vinde førstepriser i klaver og komposition og andenpris i orgel. Efter studietiden opnåede han stor succes med sin klavertrio, op. 1 – vejen var banet for en karriere som komponist. Men i 1846 blev Francks først store værk, oratoriet Ruth, opført, og det blev ikke modtaget godt. Franck blev kastet ud i en betydelig krise og holdt stort set op med at komponere. Han fokuserede alle sine kræfter på orgelet og blev hurtigt en af tidens største improvisatorer, men arbejdet som komponist lå stille. I begyndelsen af 1870’erne blev han udnævnt som professor i orgel ved konservatoriet i Paris, og på denne tid begyndte han også at komponere igen. Han skrev sit store oratorium Les béatitudes, men det blev særligt hans Symfoniske variationer for klaver og orkester, klaverkvartetten, vio-
linsonaten og klaver- og orgelværkerne, som vakte opsigt, og som førte Franck tilbage i rampelyset som komponist. Symfoni i d-mol (1888) Symfonien i d-mol er et af Francks sidste værker. Den blev uropført kun et år før hans død og er hans svanesang. Et helt livsværk synes at være til stede i denne symfoni, hvor ikke en tone er sat forkert, og hvor man fornemmer en stærk sammenhængskraft mellem alle tre satser. 1. sats indledes med en langsom introduktion. Temaet fra introduktionen kommer til at fungere som et gennemgående motiv i symfoniens tre satser. Efter den langsomme intro stiger tempoet til Allegro, og motivet gennemgår en dramatisk udvikling. Musikken dør ud, begynder forfra og arbejder sig langsomt op til endnu en energiudladning. Denne gang ledes vi til et smuk dur-tema præsenteret i violinerne. 2. sats fungerer på smukkeste vis som en sammensmeltning af en langsom sats og en scherzo. Harpen og strygerne, som spiller pizzicato, danner en medrivende klangbund for den smukke melodi, som spilles af engelskhorn. Temaet afbrydes af triodelen, der har karakter af en scherzo. Til slut forenes de to elementer. 3. sats indledes med et ekstatisk nærmest jublende tema, som sætter grundstemningen i denne festlige finalesats. I slutningen af satsen genoptages motivet fra første sats. © Jan Mygind
program Dirigent Alexander Polyanichko Solist John Kruse, klarinet Koncertmester Yana Deshkova
Georges Bizet 5 satser af musikken til skuespillet L’Arlésienne: (1838-1875) Ouverture Minuetto Pastorale Menuet Farandole
(ca. 24 min.)
Carl Nielsen (1865-1931)
(ca. 24 min.)
Koncert for klarinet og orkester, op. 57 Allegretto un poco – Poco adagio – Allegro non troppo – Allegro vivace
PAUSE César Franck Symfoni i d-mol (1822-1890) Lento – Allegro non troppo Allegretto Allegro non troppo
(ca. 37 min.)
de næste koncerter DET SWINGER MED STIL
AFSLUTNINGSKONCERT: KRIG OG FRED
Torsdag 2. maj 2013 kl. 19.30 i Aalborghallen
Onsdag 8. maj 2013 kl. 19.30 i Aalborghallen
En mulighed for orkestret til at slå sig lidt løs – Gershwin, Sjostakovitj og Bernstein kan virke som usandsynlige følgesvende, men de har alle tre hentet deres inspiration til denne koncert fra dans og jazz. Hvis du gik og troede, at du aldrig skulle høre Billie Holiday til en klassisk koncert, må du tro om igen! Rumon Gamba, chefdirigent
En mulighed for at høre Brittens store War Requiem, der kombinerer tekst fra den katolske dødsmesse med tekst af krigspoeten Wilfred Owen (som selv faldt i kamp) og her fremført af et stort kor, et drengekor, to orkestre og tre solister. Stykket blev første gang fremført ved genindvielsen af den genopførte Coventry Cathedral, der var blevet så godt som ødelagt under et luftangreb under 2. verdenskrig. Vi opfører stykket som en del af fejringen af hundredåret for komponistens fødsel. Rumon Gamba, chefdirigent
Program: Gershwin: Ouverture til Girl Crazy Sjostakovitj: Tahiti Trot Sjostakovitj: Klaverkoncert nr. 1 Bernstein: Ouverture til Candide Bernstein: Fancy Free
Program: Britten: War Requiem
Ret til ændringer forbeholdes. Fotografering samt lyd- eller video-optagelser under koncerten er ikke tilladt.