2. VIOLIN
Gabriel Cornet 1. solo + Olga Vitenson 2. solo Taras Daniluk Ludmila Landa Mark Cherry Mette Marie Matthiesen Boris Grinman Jette Rosendal Adrian Dima #
BRATSCH
Ana Teresa Alves 2. solo # Vladimir Bochkovskiy Elsebeth Schmidl Jonatan Sjølin Ruben Kristensen Anna Dahl Anna Weronika Medzkievicz #
CELLO
Jean-Baptiste Schwebel 1. solo # Matthias Hehrmann 2. solo Vincent Stadlmair Hanne Houengaard Kirsten Martinsen Gabriella Fuglsig #
KONTRABAS
Ivan Medvedev 1. solo Jeffrey White 2. solo Arly Wehner Ian Berg
FLØJTE
Kaja Marie Andersen 1. solo Ida Marie Sørmo
OBO
Judith Blauw 1. solo Jenny Sjöberg 2. solo
KLARINET
Leah Aksnes 1. solo Randi Østergaard 2. solo Lisbet Binderup Thordal
FAGOT
Sheila Popkin 1. solo Johannes Herjö 2. solo
SPONSORER
KLAVER
Arne Jørgen Fæø +
ADMINISTRATION / TEKNIK
Lasse Rich Henningsen, adm. direktør Tecwyn Evans, kunstnerisk chef Rasmus Bundgaard, økonomichef Anders M. Christensen, orkesterchef Anne Rom Aaen, producent Anna Marie Falk, marketingkoordinator Tanja Klitgaard, sekretær Ian Phillis, nodearkivar Tommy Clausen, bogholder Peter H. Andersen, produktionsleder Anders Sproegel, regissør
Sennen Costa
HORN
KOMMENDE KONCERTER Dyrenes karneval Pro Musica: Det syngende horn med venner Påskekoncert Greven af Luxembourg Mesterværkernes aften Pro Musica: En fløjte og mange strenge
Erik Sandberg 1. solo Charlie Ransley Lena Westlund Benjamin Setsaas #
TROMPET
lørdag den 2. april kl. 11.00 lørdag den 2. april kl. 14.00 torsdag den 13. april kl. 19.30 torsdag den 28. april kl. 19.30 torsdag den 5. maj kl. 19.30 lørdag den 7. maj kl. 14.00
Jonathan Clarke 1. solo # Rasmus Eskesen 2. solo Lars Ole Schmidt
TROMBONE
Bettina Ejlerts Jensen 1. solo Aksel Engbakken Berg 2. solo # Jacob Ringsmose
TUBA
DALENE & NIELSEN
Mattias Johansson 1. solo
Torsdag den 7. april kl. 19.30
PAUKE
Michael Pilgaard 1. solo
SLAGTØJ
Simon Sigfusson 1. solo Jonas Ervolder Bové 2. solo Jonas Weitling +
Køb billet på aalborgsymfoni.dk – og læs mere om alle vores koncerter Du kan møde os her:
HARPE
Mette Nielsen 1. solo
#
kontraktansat + assistent
facebook.com/aalborgsymfoni
PORRA & SIBELIUS Torsdag den 31. marts 2022 kl. 19.30 i Koncertsalen, Musikkens Hus Dirigent Solist / komponist Koncertmester
Anna Skryleva Lauri Porra Vesselin Demirev
@aalborg_symfoniorkester Foto: © Jarmo Katila
Vesselin Demirev 1. alt. koncertmester Yana Deshkova 1. alt. koncertmester Christine Langer 3. koncertmester Olga Daniluk Thomas Rokkjær Else Marie Tolbøll Michael Hübner Christina J.G. Rudan Christian Thordal-Christensen Igor Vitenson Synnøve Gustavsson
Foto: © Nikolaj Lund
AALBORG SYMFONIORKESTER
1. VIOLIN
PROGRAM Arvo Pärt (f. 1935)
Wenn Bach Bienen gezüchtet hätte... for orkester og klaver
(ca. 10 min)
Lauri Porra (f. 1977)
Entropia - koncert for elbas og symfoniorkester
(ca. 28 min)
Pause Symfoni nr. 6 i d-mol, op. 104 Allegro molto moderato Allegretto moderato Poco vivace Allegro molto
(ca. 28 min)
Anna Skryleva, dirigent
Arvo Pärt
Porra er oldebarn af komponisten Jean Sibelius, og han begyndte at spille cello i en alder af seks år, men skiftede senere til basguitar. Udover sit arbejde som komponist for orkester, film og medier er han medlem af heavy metal-bandet ”Stratovarius”, som han har indspillet fire albums med og spillet koncerter med i over 60 lande. Porra er meget alsidig og leder også sit eget Lauri Porra Flyover Ensemble, der kombinerer musikalske stilarter lige fra rock og jazz til klassisk, elektronisk musik og filmmusik. Entropia – hans koncert for elbas og orkester – blev uropført af komponisten og Lahtis Symfoniorkester ved sæsonåbningskoncerten 2015, som var Jean Sibelius’ 150-års jubilæumsår. På denne indspilning indledes koncerten af den tredelte Domino Suite, som byder på betydelige soloer for klaver og jazztrommesæt. Porra er altid åben for nye samarbejder og har bl.a. også arbejdet med den finske rapper Paperi T (Henri Pulkkinen) på Kohta, et værk bestilt af det finske radiosymfoniorkester.
Den estiske komponist Pärt har igennem de sidste godt 60 år været en toneangivende skikkelse indenfor kompositionsmusik. Han indledte sit kompositoriske virke med at skabe avantgarde musik, der i overvejende grad byggede på serialisme, men ændrede i 1960’erne retning og skabte en række værker som byggede på collagestil – altså musik, som benyttede allerede eksisterende musik. En længere pause fra komposition gav ham i begyndelsen af 1970’erne anledning til at gentænke sit virke. Han lod sig inspirere af den ældste kirkemusiks ro og skabte, med de gamle gregorianske melodier som forbillede, en ny minimalisme, som han kaldte Tintinnabuli. Det er denne rolige, refleksive musikalske retning, der for alvor gjorde Pärt til ét af kompositionsmusikkens helt store navne, og som blandt andet har givet en et væld af hædersbevisninger og priser, heriblandt Léonie Sonnings musikpris i 2008.
Anna Skryleva har arbejdet i nogle af Tysklands mest fornemme operahuse og tiltrådte i sæson 2019/20 stillingen som musikchef på Theater Magdeburg. Hun har været ansat i Köln Opera og Staatsoper Hamburg, hvor hun var 1. assisterende dirigent i store produktioner af Wagners Nibelungens Ring. I Hamborg dirigerede Anna bl.a. Léhars Den glade enke, Humperdincks Hänsel und Gretel og Rossinis Il turco in Italia.
Lauri Porra
Foto: © Jarmo Katila
Anna har bl.a. arbejdet med Frankfurt Radio Symfoniorkester, Sydtyske Filharmoniske Konstanz, Nordtyske Filharmoniske Rostock og Orquesta Filarmónica de la UNAM i Mexico City. Annas repertoire spænder fra wienerklassikere til samtidsmusik. På Theater Magdeburg genoplivede hun den uopførte opera Grete Minde af den tysk-jødiske komponist Eugen Engel - den første opførelse af komponistens værk efter hans død i koncentrationslejren Sobibor i 1943. Hendes indspilninger på Orchid Classics, produceret med vinderne af Carl Nielsen International Competition 2019, fik flotte anmelderroser. Anna blev i 2013 kåret til Person of the Year af Echo og grundlagde året efter det internationale fredsinitiativ ”Classics for Peace”, som mødte bred opbakning fra alle sider.
Wenn Bach Bienen gezüchtet hätte... I Pärts korte orkesterværk Wenn Bach Bienen gezüchtet hätte... (Hvis Bach havde været biavler...) forener han sin Tintinnabuli-stil med collagestilen, der både er fængende og eftertænksom, men også humoristisk. Satsen forløber i to dele, hvor første del kan høres som biernes dans – strygernes sværmeriske musik benytter tonerne B A C H på flere planer og i flere tempi. Anden del er rolig og eftertænksom og bygger på Bachs præludium i h-mol fra Das wohltemperierte Klavier bog 1.
I sæsonen 2019/20 debuterede hun på Den Kongelige Svenske Opera med Mozarts Tryllefløjten. Anna er en erfaren balletdirigent og har arbejdet med Royal Swedish Ballet og New Yorks Paul Taylor Dance Company.
Foto: © Knut Gielen
Jean Sibelius (1865 - 1957)
Lauri Porra, elbas
Den finske komponist og bassist, Lauri Porra, er som 4. generation af musikere født med musikken dybt lagret i sine gener og er ydermere oldebarn af den store finske komponist Jean Sibelius. Porras musikalske løbebane begyndte som barn, hvor han begyndte med at spille cello. I løbet af ungdomsårene blev celloen skiftet ud med el-bassen som siden har været hans hovedinstrument. Efter sine studier på
Pop og Jazz Konservatoriet i Helsinki har Porra udfoldet sit musikalske talent indenfor en bred vifte af musikgenrer spændende fra heavy metal over jazz til film- og kompositionsmusik. Han har optrådt på de største musikscener verden over, og hans unikke evne til at bevæge sig frit rundt mellem alle musikalske genrer har gjort ham til en meget efterspurgt musiker/komponist og har givet ham et væld af priser og anerkendelser.
Entropia - koncert for elbas og orkester Helt fra de tidlige år har Porra haft en glæde og fascination ved at øve sig og derigennem undersøge elbassens muligheder. Det er også i de tidlige år, at kimen bliver lagt til drømmen om at komponere en elbas koncert, hvor alle musikalske genrer mødes, og hvor bassens mange udtryksmuligheder bringes i spil. Porra begyndte omkring 2007 at skrive musik til film og tv-serier, og dette blev begyndelsen på hans kompositoriske virke. Det første værk, som han komponerede til koncertsalen, blev således elbas-koncerten Entropia fra 2015. Entropia er et udtryk lånt fra fysikkens verden, hvor det bruges til at beskrive den uigenkaldelighed (transformation), der sker, når to elementer mødes og blandes – et eksempel kunne være, hvis man blander kogende vand med koldt vand, så vil man bagefter ikke kunne skille de to dele igen. Netop denne tilgang har Porra haft i skabelsen af sin koncert, hvor to fremmede elementer mødes; el-bassen og symfoniorkestret mødes og i løbet af koncerten forenes. Porra sammenligner selv dette møde med, to mennesker, der mødes og indgår i en relation med hinanden, og han kalder koncerten for en love song. 1. sats: Entropia indledes med et længere
roligt afsnit, hvor solisten og orkestret mødes og forsigtigt kommunikerer med hinanden og på den måde opbygges musikkens energi og form – vi bliver mødt af klange, som leder tankerne ud i stratosfæren. Solisten deltager i hele opbygning, men træder først rigtig frem med en længere kadence – den rolige, organiske og stratosfæriske karakter bibeholdes, men bringes til en mægtig kulmination.
2. sats: Med en ekspressiv leg med overtoner og ekko indleder solisten 2. satsen, der udvikler sig til en medrivende leg med rytme, der bringes til et højdepunkt. En syngende soloviolin overtager scenen og musikkens rytmiske drive viger for et mere inderligt og melodisk afsnit, som med sit storladne udtryk bliver helt filmisk. Er det mon kærligheden mellem de to, som her blomstrer? 3. sats: Et vildt musikalsk ridt indledes i det små, men vokser sig stille og roligt til vældige orkestrale udbrud, hvor solisten får lejlighed til at fremvise sin blændende virtuositet. Vi hører bassen udfolde sig som både hård metalbas med distortion og wahwah over til en fræk, funky slapbas – denne sats kunne høres som den første krise og skænderi i de tos forhold. Men ud af den tumultariske slutning vokser den smukke hymniske finale. 4. sats: Solisten indleder finalen med en smuk præsentation af det lyriske og hymniske tema, der i løbet af finalen vokser og bringes til en smuk, afklaret kulmination.
Jean Sibelius Igennem århundreder havde den finske befolkning været kastebold mellem det svenske kongerige og det russiske kejserdømme. Den storslåede og barske finske natur bed også fra sig og resulterede blandt andet i en regulær hungersnød i årerne 1866-68, hvor cirka 15% af befolkningen omkom. Men netop i disse år begyndte det finske folk at samle sig og kæmpe med en fornyet kraft for selvstændighed. Interessen for finnernes egen kultur voksede stødt, godt hjulpet på vej af den omfattende udgivelse af Kalevala (en samling af gamle sagaer, sange og myter fra finsk mytologi). I denne spændende tid fødtes Jean Sibelius, og med største naturlighed indtog han hurtigt en central position i det hastigt voksende finske kulturliv. Ungdommen blev brugt på at drømme om en karriere som violinvirtuos, men de mange øve-timer og manglende selvdisciplin fik Sibelius til at flytte fokus over på komposition. Efter indledende studier i Helsinki blev han indfanget af den tyske senromantik og drog til Tyskland
og Østrig for at studere. Opholdet i udlandet syntes at gøde Sibelius’ nationalfølelse, og han begyndte i disse år at planlægge store værker med udgangspunkt i historier fra Kalevala. Det blev blandt andet til den store Kullervo suite, Lemminkäinen suiten og ikke mindst Sibelius’ signatur værk, Finlandia. Sibelius blev en af hovedaktørerne i dannelsen af en ny finsk national stil, og da han den 8. december 1915 kunne fejre sin 50-års fødselsdag, blev det i Finland markeret nærmest som en national festdag. I god tid inden havde den finske stat bestilt en ny symfoni hos Sibelius, som skulle uropføres ved en stort anlagt festkoncert på selve dagen. Publikum tog godt imod den nye symfoni, som med sit lyse og melodiske tonesprog var betydelig lettere tilgængelig end den mørke, dystre og komplicerede forgænger, 4. symfoni. Sibelius selv var derimod ikke tilfreds med sit nye værk, og de efterfølgende fire år blev brugt på at revidere og omskrive symfonien til den form, vi kender i dag. Samtidig med arbejdet med den 5. symfoni gik Sibelius i gang med et nyt værk, som langsomt tog form og blev til den 6. symfoni.
6. symfoni Helt på linje med den 5. symfoni holder Sibelius også den 6. symfoni i et smuk og lyrisk tonesprog, og han stillede sig på denne måde i opposition til den centraleuropæiske modernisme, som blev anført af blandt andre Schönberg, Berg, Webern, Stravinskij og Bartók. Han sammenlignede selv sin nye symfoni med frisk koldt kildevand i modsætning til modernisternes farverige cocktails. Musikken bliver båret frem af smukke og inderlige temaer og motiver, som Sibelius på sin helt egen og unikke måde lader vokse frem med den største naturlighed, således at der skabes en organisk sammenhæng fra de første toner til symfoniens afslutning. Sibelius udtalte i forbindelse med arbejdet på den 6. symfoni at han: ”… tænker ikke kun på en symfoni som musik i dette eller hint antal takter, men derimod som et udtryk for en åndelig tro, en fase i ens indre liv.” 1. sats: Symfonien indledes med drømmende klange i violiner og bratscherne, og efterhånden blander fløjterne og oboerne sig og skaber en musik, som med sin ophøjede ro, vækker mindelser om den gamle renæssancemester, Palestrina. Efterhånden bliver musikken mere energisk, og man fornemmer nærmest, hvordan naturen vågner, og det rene klare kildevand løber afsted. 2. sats: En mystisk fortryllende naturstemning hersker i begyndelse af denne sats – Sibelius tager her én med dybt ind i de finske skove. Gradvist synes musikken at samle sig og blive mere energisk. 3. sats: Denne sats bliver båret frem af en frisk leg med insisterende rytmiske motiver. Ydermere fremviser Sibelius sine evne til at frembringe et væld af farverige orkestrale klange. 4. sats: Begyndelsen af finalen vækker med sin ro mindelser om 1. satsens drømmende univers. Energien og tempoet skrues dog og forsøges af to omgange at bringes til en dramatisk kulmination, men hver gang synes begyndelsens drømmende univers at vinde, og symfonien slutter i sit drømmende univers.
Sibelius i begyndelsen af 1900-tallet. Foto: Paul Heckscher
© Jan Mygind, marts 2022