VELKOMMEN Det er en stor fornøjelse at byde velkommen til vores nye sæson. Den aktuelle verdenssituation sætter sine tydelige spor og viser, hvor vigtig en rolle musikken har – eller kan få – for vores liv. At dele og fremføre musik har i den seneste tid været vigtigere end nogensinde før, og jeg er stolt af den måde, som Aalborg Symfoniorkester har bidraget til fællesskabet på i den svære tid, vi har været igennem. Det har altid interesseret mig, hvordan musik kan være et centralt element i kunsten. Andre kunstarter som billedkunst, teater, dans, ballet, film og poesi kan alle have vigtige forbindelser til musik. Derfor vil du i denne sæson finde musik, der hylder denne sammenhæng. Vi indleder sæsonen med et af de mest kendte eksempler, Udstillingsbilleder, og efterhånden, som du kommer igennem repertoiret, vil du finde flere skatte, der tydeligt viser, hvor inspirerende musik kan være for al slags kunst. Det er med glæde, jeg byder velkommen – både til kunstnere, vi kender og holder af, og til nye ansigter i vores vidunderlige Koncertsal. Vores kære gæstedirigenter, Michael Schønwandt og Hans Graf, beriger os igen med deres unikke kvaliteter, som kommer til udtryk i spændende programmer, der på alle måder vil bringe vores sanser i spil. Jeg vil gerne personligt takke dem for igen at komme til Aalborg. Vi føler os meget privilegerede. For at musikken kan leve, har vi brug for mennesker til at skrive noderne, til at spille dem, og til at lytte til dem. Så vores publikum, vores lyttere, er lige så vigtige som enhver anden i denne trilogi af kreativitet. Derfor vil vi takke dig, fordi du er med os i denne sæson! Du vil høre musik fra flere end 35 komponister, fremført med passion og engagement af flere end 40 internationale kunstnere. Et stort udvalg af koncerter rettet mod alle aldre og ikke mindst fremført af dit dedikerede og stolte Aalborg Symfoniorkester! En stor tak til alle vores sponsorer og samarbejdspartnere, som muliggør denne privilegerede rejse. Velkommen!
Tecwyn Evans, kunstnerisk chef 5