Matthias Aeschbacher, æresdirigent
W.A. Mozart (1756-1791): Symfoni nr. 40, g-mol, KV 550 (1788) For eftertiden?
Aalborg Symfoniorkesters æresdirigent Matthias Aeschbacher stammer fra en musikerfamilie i Zürich, hvor han fik sin grundlæggende musikuddannelse som pianist. Dirigentuddannelsen fik han i Zürichs Operahus, hvor han efterfølgende besad en position som førstekapelmester i næsten otte år. Matthias Aeschbacher har derudover i ti år været generalmusikchef i Lübeck, ligesom han regelmæssigt har dirigeret de største symfoni- og operaorkestre i Europa. Fra 1991 til 1998 var Matthias Aeschbacher førstedirigent ved Teatret og Filharmonien i Essen. Indtil ansættelsen som chefdirigent i Aalborg løste Matthias Aeschbacher en række forskellige opgaver i spidsen for orkestret lige fra koncerter med store symfonier til cdindspilninger. I såvel 2004 som i 2005 stod han i spidsen for orkestret ved Opera i Rebild Bakker, hvor hans enestående kendskab til operaens verden kom både orkester og publikum til gode. I november 2006 var han dirigent på orkestres stort anlagte Tysklandturné med syv koncerter på ti dage. Matthias Aeschbacher har gennem de sidste år hos Aalborg Symfoniorkester opført kernerepertoiret i den symfoniske litteratur.
”Komponeret for eftertiden.” Med denne formulering har den store Mozart-forsker Alfred Einstein – sammen med en række kolleger – formet myten om Mozarts berømte og mest spillede symfonier, de tre symfonier i Es-dur, g-mol og C-dur, ”Jupiter”, komponeret på rekordtid i sommeren 1788 fra 26. juni - 10. august. Men den dybt romantiske myte om at Mozart aldrig hørte disse symfonier og heller ikke havde til hensigt at få dem opført, kan nu tilbagevises. Tvivlen har altid været der. Hvorfor skulle Mozart indføje to klarinetter i g-mol-symfonien og revidere de andre blæseinstrumenter, hvis ikke han fik muligheden for en ny opførelse med udvidet besætning? Desuden har vi kendskab til flere koncerter i tyske byer i 1789-1790, hvor der har stået symfonier af Mozart på programmet. Så sent som i april 1791 annoncerer en plakat en koncert af det berømte Tonkünstlersocietät i Hofteatret i Wien dirigeret af kollegaen Antonio Salieri. Først på programmet var en ”stor symfoni komponeret af Herr Mozart”. Vi ved blot ikke, hvilke symfonier der blev spillet ved disse forskellige koncerter. Imidlertid har et nyligt fundet brev kastet konkret lys over sagen. Brevet er fra 10. juli 1802, skrevet af en af Mozarts beundrere, musikeren Johann Wenzel og sendt til forlæggeren Ambrosius Kühnel, hvori Wenzel beder om at få nogle af sine klavertransskriptioner af Mozarts værker trykt, bl.a. g-mol-symfonien. Wenzel fortæller videre i brevet, at han af Mozart selv har fået refereret, at symfonien blev opført ved en privat koncert hos baron van Swieten, en af Mozarts støtter. Mozart fortalte videre, at han måtte forlade salen, da han ikke kunne holde ud at høre på den dårlige udførelse!
Sturm und Drang Mozarts store g-mol-symfoni er en sen udløber af en trend, der opstod allerede i 1760’erne og fortsatte i 70’erne med en række dramatiske symfonier i mol. Stilen var villet teatralsk som et musikdrama uden ord. Ved efterrationalisering har stilen fået navn efter et skuespil af Fr. Klinger, Sturm und Drang fra 1776. Allerede som 17-årig skrev Mozart i 1773 den såkaldt ”lille” g-mol-symfoni, KV 183. Den formodes at være inspireret af Haydns symfoni nr. 39, også i g-mol, skønt denne blev komponeret allerede i 1765. Det er værd at lytte til og sammenligne Mozarts senere, store g-mol, KV 550 med lidt ældre værker af Mozarts kolleger, først og fremmet den bøhmiske komponist Johann Vanhals (1739-1813) g-mol-symfoni og Johann Christian Bachs g-mol-symfoni, op. 6 nr. 6. Denne yngste af Bachs sønner (1735-82) var et af Mozarts forbilleder. Som barn havde han mødt Bach på familiens rejse til London i 1764 og holdt sig senere orienteret om Bachs nye værker.
Wagner-begejstring Efter i 1868 at have lært Wagners musik at kende og overført dennes harmonik og vældige instrumentation på sin 3. symfoni lå hans intentioner, stil og form ganske klar for de resterende symfonier - til trods for de mange bearbejdelser, som den ublide kritik fra det konservative wienerpublikum ofte tvang ham ud i. Det var især klager over symfoniernes umådelige længde, der fik Bruckner til at foretage betragtelige forkortelser, hvorved der måtte indkomponeres overledende takter for at sy de amputerede dele sammen. En særlig anstødssten for det wienerske publikum blev Bruckners store Wagnerbegejstring. I 1873 var Bruckner blevet gjort til æresmedlem af Wiens nye Wagnerakademi og kom således uforvarende i klemme mellem de unge Wagner-begejstrede hedsporer og byens konservative publikum. Ved opførelsen af 3. symfoni obstruerede musikerne prøverne, og publikum udvandrede i løbet af koncerten. Men Bruckners værste plageånd blev Wiens almægtige musikkritiker Eduard Hanslick. Han havde gentagne gange forhindret Bruckners ansættelse ved universitetet. Nu tog han parti for Brahms og mod Wagner og gjorde Bruckner til sin prygelknabe. I sin knusende kritik af 3. symfoni skrev Hanslick; ”Den er et billede på, hvordan Beethovens 9. slutter venskab med Wagners valkyier og til slut bliver trådt under hendes hestes hove – den tilbageblevne del af publikum trøstede komponisten over det øvrige publikums flugt.” Resten af livet måtte Bruckner døje med Hanslicks ætsende kritik, der oftest ikke var anmeldelser, men rene nedsablinger.
Klingende katedraler Bruckners ambition var at skabe klingende åbenbaringer, der lod det guddommelige og den storladne natur fremstå i kunstnerisk form. Det guddommelige symboliseres f.eks. ved højtidelige koralmæssige passager (mod slutningen af 1. sats) eller ved overordnet anvendelse af tre temaer eller tre temagrupper. Desuden brug af ”ur”-intervaller som kvint og oktav, ofte fremført af horn eller trompeter - som i begyndelsen af 1. sats. En tredje ingrediens i Bruckners univers er dansen – den folkelige – som kan optræde i hans scherzosatser. Adagioen er vældig bredt anlagt efter modellen i Beethovens 9. symfoni. Denne symfonis finale er også model for Bruckners apostoliske finaler. Den må vi undvære i denne symfoni. Ved sin død havde Bruckner endnu ikke fuldført partituret. Men efter skitserne skulle den indeholde en mægtig fuga og en vældig koral. Så aftenens opførelse slutter med den lange adagiosats. I den periode, hvor den 9. symfoni blev til, omarbejdede han ikke mindre end fire symfonier. Det er ærgerligt, at dette forhindrede ham i at færdiggøre sin sidste symfoni. I sit kunstneriske testamente slår Bruckner alligevel sin selvbevidsthed fast ved at sige, at hans oprindelige førsteversioner af alle symfonierne skal gælde ”für späteren Zeiten”. © Rolf Ruggaard, 2015
Anton Bruckner (1824-1896): Symfoni nr. 9, d-mol - ufuldendt i 1896 En simpleton?
ed koncert m sin sidste n e ft a i r ov spille ester. en st Ib Dirk ymfoniork stret siger Trompeti Aalborg S ion. Orke s n e p å p gå arbejde. r valgt at ositivt sam 7 år og ha p 6 r rs e å v 1 li 4 b r Han rm tak fo stor og va
Bruckner komponerede en række storladne messer og ni mægtige symfonier, og var en højst egenartet kunstnerpersonlighed. Som troende katolik og ungkarl levede han et simpelt liv i Østrig med en beskeden ansættelse som domorganist i Linz og fra 1868 som lærer i musikteori og orgelspil på konservatoriet i Wien og senere ved universitetet. Som komponist startede han først for alvor efter sit 40. år. Han betegnes ofte som naiv. Man viser ofte fotos af hans beskedne, næsten klosterlignende bolig og hans simple klæder. Hans næsten sygelige usikkerhed fik ham til livet igennem at tage nye diplomer i musik, og ”hjælpsomme” beundrere fik ham ofte til at revidere sine oprindelige partiturer, således at vi i dag har flere end to versioner af de fleste af symfonierne. Ikke desto mindre var han en langt mere sammensat person end det billede, man ofte tegner af en enfoldig og beskeden, religiøst komponerende eremit. Fra slutningen af 1860’erne var han ganske klar over sin kunstneriske mission. Og han var en levende og vellidt lærer blandt de studerende.
Kommende koncerter Fantastiske François Leleux - torsdag 17. sep. 2015 kl. 19.30 Spansk Klavertalent & russiske symfonier - torsdag 1. okt. 2015 kl. 19.30 Nyt & Klassisk - torsdag 8. okt. 2015 kl. 19.30
SPONSORER
PROGRAM
W.A. Mozart
Symfoni nr. 40, g-mol, KV 550
(1756-1791)
Allegro molto
(ca. 35 min.)
ÅBNINGSKONCERT: AESCHBACHER & BRUCKNER
Andante
Menuetto. Allegretto
Allegro assai
Torsdag den 10. september 2015
Pause
Kl. 19.30 i Musikkens Hus
Anton Bruckner
Symfoni nr. 9, d-mol
(1824-1896)
Feierlich; misterioso
Scherzo. Bewegt; lebhaft - Trio. Schnell
Adagio. Langsam; feierlich
(ca. 63 min.)
Dirigent: Matthias Aeschbacher Koncertmester: Veselin Demirev
Mød os på facebook.com/aalborgsymfoni mærk magien – luk mus ikk
mæ
aalborgsymfoni.dk . chopingo.dk
Koncerten transmitteres af:
rk m agi en – luk mu
Musikkens Plads 1 . 9000 Aalborg . tlf. 98 13 19 55 (kl. 10-15)
– ind en
Ret til ændringer forbeholdes. Fotografering samt lyd- eller videooptagelser under koncerten er ikke tilladt. Dørene til koncertsalen holdes lukket, mens der spilles.
n agie sik ken ind – mærk m
n – luk musikken ind agie –m m ærk ærk l m magi – gien – en – luk m ind mærk ma – d n i u s n i k e k n ke usik m k – lu