2. VIOLIN
Gabriel Cornet 1. solo # Olga Vitenson 2. solo Nicolas Sublet (RKO) Romane Queyras (RKO) Taras Daniluk Jaroslaw Nierychlo Mark Cherry Synnøve Gustavsson Jette Rosendal Amalie Kjældgaard + Johann Soustrot +
BRATSCH
Evdokia Ershova 1. solo Hanne Skjeldbred 2. solo + Esben Kjær (RKO) Olga Goija (RKO) Vladimir Bochkovskiy Jonatan Sjølin Ruben Kristensen Anna Dahl Audun Klavness +
CELLO
Carl-Oscar Østerlind 1. solo # Matthias Hehrmann 2. solo Malthe Volfing Højager (RKO) Janne Fredens (RKO) Hanne Houengaard Kirsten Martinsen Martin Stangebye # Magdalena Cristea +
KONTRABAS
Ivan Medvedev 1. solo Ole Ulvedal (RKO) Jeffrey White 2. solo Arly Wehner Ian Berg Niels Kjærgaard +
FLØJTE
Kaja Marie Andersen 1. solo # Camille Guenot 2. solo Ida Marie Sørmo Marianne Leth (RKO)
SPONSORER
OBO
Judith Blauw 1. solo Jenny Sjöberg 2. solo Rixon Thomas + Jette Kristensen (RKO)
KLARINET
Leah Aksnes 1. solo Randi Østergaard 2. solo Lisbet Binderup Thordal Bue Skov Thomassen (RKO)
FAGOT
Sheila Popkin 1. solo Johannes Herjö Sennen Costa Søs Friborg Kjeldgaard (RKO)
HORN
Erik Sandberg 1. solo Charlie Ransley Lena Westlund Benjamin Setsaas # Johan Wahlgren + Reinert Indrehus + Johannes Undisz + Hayley Tonner (RKO)
KOMMENDE KONCERTER Langsom Lørdag - Messing Orglets aften The Young Person’s Guide to the Orchestra Ringen uden ord Pro Musica: Intime stemmer Weilerstein & Brantelid
TROMPET
Jonathan Clarke 1. solo # Rasmus Eskesen 2. solo Lars Ole Schmidt Gert Skovlod Hattesen + Gorm Hovaldt +
lørdag den 2. oktober kl. 11.00 torsdag den 7. oktober kl. 19.30 lørdag den 9. oktober kl. 11.00 fredag den 15. oktober kl. 19.30 lørdag den 30. oktober kl. 14.00 torsdag den 4. november kl. 19.30
Foto: © Mitch Jenkins / DG
TROMBONE
Foto: © Emelie Kroon
Vesselin Demirev 1. alt. koncertmester Yana Deshkova 1. alt. koncertmester Clara Richter-Bæk (RKO) Bjarne Stange Nielsen (RKO) Olga Daniluk Thomas Rokkjær Else Marie Tolbøll Michael Hübner Christian Thordal-Christensen Igor Vitenson Boris Grinman Adrian Dima + Lilja Rasimus + Christian Ericsson +
Der tages forbehold for trykfejl og ret til ændringer.
AALBORG SYMFONIORKESTER
1. VIOLIN
Bettina Ejlerts Jensen 1. solo Theis Pontoppidan Stoico 2. solo Jacob Ringsmose
EUPHONIUM
Michael Thomsen +
TUBA
Mattias Johansson 1. solo
PAUKER
Michael Pilgaard 1. solo
Oplev operastjernen Bryn Terfel og vinderen af LMISC 2017, Cornelia Beskow torsdag den 28. oktober Kl. 19.30 i Musikkens Hus
SLAGTØJ
Simon Sigfusson 1. solo Jonas Ervolder Bové 2. solo Casper Facius # Jonas Weitling +
Køb billet på aalborgsymfoni.dk – og læs mere om alle vores koncerter
HARPE
Mette Nielsen 1. solo Berit Spælling +
(RKO)
Du kan møde os her:
Randers Kammerorkester #
kontraktansat + assistent
facebook.com/aalborgsymfoni
@aalborg_symfoniorkester
KONGEN, DRONNINGEN & HELTEN Torsdag den 30. september 2021 kl. 19.30 i Koncertsalen, Musikkens Hus Dirigent Solist Koncertmester
Michael Schønwandt Elisabeth Jansson, mezzosopran Vesselin Demirev
I samarbejde med Randers Kammerorkester
PROGRAM Hector Berlioz (1803 - 1869) Hector Berlioz Pause
Ouverture til King Lear, op. 4
(ca. 16 min)
La mort de Cléopâtre (Kleopatras død) C’en est donc fait! - Ah! qu’ils sont loin Méditation: Grand Pharaons Non! … non, de vos demeures funèbres Dieux du Nil
(ca. 22 min)
Richard Strauss (1864 - 1949)
Ein Heldenleben - symfonisk digt, op. 40
(ca. 40 min)
Elisabeth Jansson, mezzosopran
Hector Berlioz
Den svenskfødte Elisabeth Jansson studerede på Richard Strauss Konservatorium i München, The Royal Academy of Music i London og Det kongelige danske operaakademi i København. I 2005 blev Elisabeth Jansson medlem af Det Kongelige Teater i København, hvor hun jævnligt optræder i store roller som bl.a. titelrollen i Bizets Carmen, Mélisande i Debussys Pelléas et Mélisande, Dorabella i Così fan tutti og Cherubino i Figaros bryllup. Elisabeth Janssons har optrådt på store scener som bl.a. Concertgebouw i Amsterdam, Alte Oper Frankfurt, Philharmonie Köln, Staatsoper Dresden og Théâtre des Champs Elysées i Paris. Elisabeth Jansson har modtaget adskillige priser og blev i 2016 adlet af den danske dronning for sit bidrag til dansk kulturliv.
Berlioz voksede op i det sydøstlige hjørne af Frankrig i den lille by La Côte-Saint-André, hvor faderen var praktiserende læge. Den godt begavede unge dreng havde et bredt interessespektrum, som indbefattede musik, litteratur, natur og han klarede sig ydermere ganske godt i skolen. Han var optaget af piger, og allerede som 12-årige forelskede han sig hovedkulds i den noget ældre nabopige, Estelle – dette blev den første af mange vilde og voldsomme forelskelser i Berlioz’ liv. Efter indledende studier på universitetet i Grenoble sendte familien ham til Paris for at gå i faderens fodspor og studere medicin. Medicinstudierne blev aldrig Berlioz’ store passion, og da han besvimede under den første obduktions-forelæsning, viste han sig aldrig mere på medicinstudiet. Byens rige kulturliv havde derimod gjort indtryk på Berlioz, og han frekventerede ivrigt operaen, koncertsalene og teatret. Han læste som en besat og blev bjergtaget af Shakespeare og Goethe og med mødet med Beethovens musik stod det klart; musikken skulle være levevejen.
Ouverture til King Lear Berlioz kommer på konservatoriet i Paris og efter et par forsøg vinder han den eftertragtede Romerpris, som var et fire-årigt betalt ophold i Rom i Villa Medici. Inden han tog til Rom, havde han forelsket sig først i den engelske skuespillerinde Harriet Smithson, (hende der er omdrejningspunktet i sinfonie fantastique) og derefter den unge pianist Marie Moke. Berlioz finder ikke Rom særlig inspirerende, og han længes efter sin elskede Marie. Da han hører at Marie har brudt med Berlioz og nu i stedet danner par med arvingen til klaverfirmaet Pleyel, beslutter han resolut at rejse til Paris for at dræbe dem begge. Han køber gift, pistoler og en forklædning og drager mod Paris. På vejen til Paris bliver han syg og må gøre ophold i Firenze, hvor han ved Arnos bredder læser King Lear. Da han når Nice, kommer han heldigvis til fornuft og dropper planerne om mord. Han giver sig til at komponere og skaber på kort tid Ouverturen King Lear, hvor Shakespeares skuespil om King Lear, der ønsker at abdicere og derfor dele sit rige mellem sine tre døtre Goneril, Regan og Cordelia, bliver taget under behandling. Man fornemmer, hvordan kongens alvor toner frem i musikken og lige så tydeligt stråler Cordelias rene og uskyldige karakter (obotemaet). Cordelia forvises af sin fader, men når alt kommer til alt, er hun den eneste som har elsket faderen oprigtigt.
Michael Schønwandt, dirigent Michael Schønwandt er Aalborg Symfoniorkesters 1. gæstedirigent. Siden 2015 har han været chefdirigent for Opéra et Orchestre National de Montpellier. Fra 2010 – 2013 var han chefdirigent for Den Hollandske Radios Kammerfilharmoni, og indtil 2011 var han chefdirigent for Det Kongelige Kapel. Michael Schønwandt har siden sin debut i 1977 været en af sin generations mest efterspurgte dirigenter. Tidligt i sin karriere var han chefdirigent for Collegium Musicum, gæstedirigent for Operaen og Symfoniorkestret i Nice, for DR Radiosymfoniorkestret og endelig chefdirigent for Berliner Sinfonie Orchester. Ud over sin faste forbindelse til det danske musikliv optræder Michael Schønwandt jævnligt med Europas førende orkestre heriblandt Berliner Filharmonikerne, Philharmonia Orchestra i London, Det Franske Radiosymfoniorkester, London Symfoniorkester, Orchestre National de France og BBC Symfoniorkester.
La Mort de Cléopâtre (Kleopatras død)
I 1987 og 1988 dirigerede Michael Schønwandt som den første skandinaviske dirigent nogensinde Wagner-festspillene i Bayreuth, og han er i dag den eneste danske dirigent, der har dirigeret i Bayreuth. Han stod i spidsen for succesopførelserne af Wagners Nibelungens Ring på Det Kongelige Teater, hvor han siden 1979 har dirigeret en lang række operaer. Michael Schønwandt blev i 2005 udnævnt til Ridder af Dannebrog af 1. grad og i 2011 Kommandør af Dannebrogordenen. I februar 2014 modtog han P2 Kunstnerprisen.
Under sin studietid på konservatoriet komponerede Berlioz dette banebrydende mesterværk og indleverede det med håb om at vinde Romerprisen i 1829. Kantaten var dog alt for nyskabende og progressiv i sit udtryk til at den meget konservative jury kunne godkende det, og kantaten blev afvist. Teksten som beskriver Kleopatras sidste tid og afsked med livet havde Berlioz hentet hos forfatteren Pierre-Ange Vieillard (1778-1862). Musikken spilles uden
ophold som en lang sats, men man fornemmer tydeligt fire afsnit: 1. del: Oprevet musik i orkestret giver efterhånden plads til at sangeren kan gøre sin entré i en recitativisk scene, hvor Kleopatra begræder sin manglende evne til at besejre Octavian. 2. del: Musikken bliver efterhånden drømmende og passioneret – hun mindes i denne arie-del sin tid sammen med Julius Cæsar. 3. del: Den anden arie er karakteren meditativ og strygernes synkoperede pizzicato-klang leder tankerne hen på en begravelse. 4. del: I en angstfuld dødsscene tager Kleopatra afsked med livet – Berlioz maler Kleopatras udånding på fantastisk vis i violinerne og bratschernes to-tonede ostinat – en sidste dødskrampe og så stilhed!
Richard Strauss Strauss havde i løbet af de sidste årtier af det 19. århundrede etableret sig som en central person blandt tidens førende komponister og dirigenter og blev af mange regnet som musikkens fremtid. Han havde i en årrække været ansat ved hof-operaen i München, men havde haft en del trakasserier med kollegaer og ledelse. Derfor kom tilbuddet om at tiltræde som dirigent på en 10-årig kontrakt ved operaen i Berlin meget kærkommen i 1898. Det blev begyndelsen på en lykkelig og produktiv periode for Strauss. På den hjemlige front var der også lykke, han havde netop fundet sit livs store kærlighed i sangeren, Paulina de Ahna – hun var dog berygtet for sit fyrige temperament og noget dramatiske natur. Det er i denne periode at Strauss med stor erfaring og selvtillid komponerer sit imponerende værk Ein Heldenleben, som er en symfonisk rejse på cirka 45 minutter. Værket er komponeret for virkelig stort orkester, der medvirker eksempelvis hele otte horn. Hornet var ifølge Strauss det mest heroiske af alle instrumenter, og derfor spiller hornklangen en central rolle i dette heroiske værk. Det store spørgsmål er hvem helten i dette værk er? – Oprindeligt afviste Strauss at helten i værket var ham selv, men indrømmede dog, at der var visse ligheder. Der er dog flere ting som indikerer at der er tale om et, i hvert fald, semi-selvbiografisk værk. Han citerer således flere af sine tidlige værker og heltens livsledsager kunne meget vel være et musikalsk portræt af Paulina. At helten i stykket er en kunstner, der kæmper mod de middelmådige kritikere, synes hævet over enhver tvivl. At fremstille kunstnere som en form for helt var ikke noget nyt fænomen – tænk bare på Beethoven symfonier 3., 5. og 9. og et væld af værker fra den romatiske periode.
Ein Heldenleben Ein Heldenleben er gennemkomponeret og forløber altså uden ophold, men man fornemmer dog at værket lader sig
inddele i seks hovedafsnit. I denne klangligt imponerende musik er der virkelig tale om et virtuost komponeret orkesterværk, som kræver det ypperste af både musikerne og dirigenten. 1. ”Helten”: Helten præsenteres med et bredt og omfangsrigt tema i Es-dur, der spænder over næsten fire oktaver og bliver spillet af horn og cello. Karakteren er ikke til at tage fejl af, og musikken betoner tydeligt det kraftfulde, aktive og heroiske. 2. ”Heltens modstandere”: Efter en effektfuld pause indleder træblæserne, anført af fløjterne, dette afsnit, hvor musikken skifter karakter og bliver skarp, spids – ja, sågar snerrende. Det er heltens modstandere vi her møder; de kan også høres som kunstnerens smålige kritikere. De hånes med et lille motiv udformet med kvintparalleller (en satsfejl, som ville få konservative kritikere til at rynke på næsen). Efter lidt tid høres heltens tema i en trist moludgave, modstanderne blander sig med den skarpe og spidse musik, men efterhånden synes det kraftfulde og heroiske igen at få magten. 3. ”Heltens livsledsagerske”: En indsmigrende smuk violinsolo præsenterer heltinden. Violinstemmen er yderst krævende og har en rapsodisk karakter med mange frie og omskiftelige udtryk. I noderne giver Strauss en række anvisninger som; ”hyklerisk smægtende”, ”letfærdig”, ”sart”, ”noget sentimentalt”, ”overmodig”, ”meget skarp”, ”legende”, ”elskværdig”, ”lystig”, ”beroligende”, ”vred”, ”hurtig skældende og smældende”, ”sart og kærlighedsfuld” – Er det mon Strauss’ hustru Paulina vi her bliver præsenteret for? Hendes noget vilde temperament var velkendt og i et brev til en ven beskriver Strauss hende: ”Hun er meget kompleks, en smule perverteret, en smule koket, aldrig den samme og altid skiftende hvert sekund. Dette afsnit afrundes dog med en varm, gribende og medrivende kærlighedsscene. 4. ”Heltens valplads”: Modstandernes skarpe og snerrende musik blander sig igen, og fjerne trompeter kalder helten til kamp. Heltens tema manifesterer sig igen og musikken udvikler sig til en omfattende og yderst virtuost komponeret kampscene. Helten sejrer og temaet høres i en storslående og triumferende orkesterpragt. 5. ”Heltens fredsværker”: Denne del vokser organisk ud af det foregående, og som overledning til et nyt tema høres erindringer fra kærlighedsscenen. Med Strauss’ egne ord er ”Helten kommet styrket ud af kampen og i forening med sin elskede, vil han præsentere verden for alle sine indre, åndelige og kunstneriske kræfter.” Et afsnit fyldt med citater fra Strauss’ tidligere værker udfolder sig. Man hører temaer og motiver fra bl.a. Guntram, Don Quixote, Don Juan, Tod und Verklärung, Also sprach Zarathustra og Till Eulenspiegel. 6. “Heltens verdensflugt og fuldendelse”: De parallelle kvinter fra det andet afsnit indleder en oprevet passage som dog hurtig munder ud i afklarende og rolig musik. I den lyriske coda, synes Helten at forløses og stige til himmels. © Jan Mygind, september 2021
Foto: © Michael Bennati Schou