program: musikalske lĂŚkkerier torsdag 4. april 2013, kl. 19.30 i aalborghallen$
Reinhold Friedrich trompet
Japanske Takuo Yuasa studerede både klaver, cello, fløjte og klarinet i sin fødeby Osaka. Som 18-årig indledte han sine udenlandske studier som dirigent i USA, Østrig, Frankrig og Italien.
Tyske Reinhold Friedrich begyndte at spille trompet som 7-årig og besad fra 1983 til 1999 stillingen som solotrompetist ved Frankfurts Radiosymfoniorkester. Hans førstepræmie i 1986 ved ARD Internationale Musikkonkurrence – den største international konkurrence for klassisk musik i Tyskland – var med til at slå hans navn fast udenfor hjemlandets grænser. Han har således optrådt som gæstesolist i både orkester- og ensemblesammenhæng over det meste af verden.
Efter at have vundet specialprisen ved Den Internationale Grzegorz Fitelberg Konkurrence for Dirigenter i Polen kom der for alvor gang i den internationale karriere og sidenhen har han blandt andet gæstedirigeret London Filharmonikerne, BBC Scottish Symphony Orchestra, Det Kgl. Skotske Nationalorkester, Berlin Symfoniorkester, Oslo og Bruxelles Filharmonikerne, Islands-, Sydneys- og New Zealands Symfoniorkestre og Orchestre National de France. Udover en masse koncertengagementer med en lang række af hjemlandets symfoniorkestre er Takuo Yuasa også professor ved Tokyo National University of Fine Arts and Music – en af de ældste og mest prestigefyldte kunstakademier i Japan.
© Rosa-frank
Takuo Yuasa dirigent
Han regnes som en af verdens fremmeste trompetister – og især når det gælder klaptrompet og baroktrompet, er han en kapacitet. Han har også en række anmelderroste cd-udgivelser bag sig med klassiske værker for trompet spillet med disse autentiske instrumenter. Han har siden 1989 været professor ved Staatlichen Hochschule für Musik i Karlsruhe. Derudover er han æresprofessor ved Royal Academy of Music i London, Det Jyske Musikkonservatorium i Århus og ved konservatoriet i Hiroshima i Japan.
programnoter: Toru Takemitsu: Dreamtime Toru Takemitsu (1930-96) er en af nyere tids mest bemærkelsesværdige komponister, idet han blander traditionelle japanske stiltræk med moderne europæiske: “Jeg forstod ikke den traditionelle japanske musik, førend jeg havde hørt den moderne europæiske,” skal han engang have udtalt. De franske komponister Debussy og Messiaen er blandt hans største inspirationskilder, hvilket ikke blot spores i hans musik, mens også i titlerne på hans værker, f. eks. I hear the water dreaming, Spirit Garden, And then I knew t’was wind. Men i det hele taget var Takemitsu lydhør overfor næsten alt, hvad der rørte sig i avantgardemusikken. Det er klart, at hans musik er vanskelig at lytte til, når man kommer med en klassisk europæisk baggrund. Den europæiske musik er meget arkitektonisk og følger en række love, der sikrer kraftig indre sammenhæng. Sagt meget enkelt er det de love, der bevirker, at vi ofte kan synge med på en melodi, når vi hører den første gang, fordi vi umiddelbart forstår den arkitektur: I europæisk musik lytter vi mindst lige så meget til relationerne mellem tonerne som til tonerne selv. Det, vi hører, er snarere den stramme indre logik, der binder tonerne sammen, end selve tonerne! Men det må man ofte lægge bag sig, når man hører den moderne musik: “Listen with your ears, not with your opinions,” lyder det formanende i en bemærkning på YouTube. Og heri er der meget
sandt: Lyt, lyt og lyt og lad tonerne virke direkte på sindet. Spørg ikke, hvor tonerne kommer fra, og hvor de skal hen. Lad tankerne forsvinde og lad dig indhylle i tonernes meditative univers. For nu er det Dreamtime.
Joseph Haydn: Trompetkoncert Trompetkoncerten fra 1796 er blandt Haydns mest yndede mesterværker og trompetlitteraturens grundlæggende hovedværk. Værket følger helt igennem den slidstærke model for solokoncertgenren, som grundlagdes netop af Haydn, og som dannede skole gennem hele klassikken og romantikken, og som også spores helt til vore dage: Hurtig, dramatisk sonatesats, langsom meditativ sats og fyrig livfuld finale. Tre vigtige sider af menneskets sind. Værket er nemt at lytte til og umiddelbart tilgængeligt; det er musik af den art, der er gået i blodet som grundlaget for hele vor musikkultur. Musikalsk lækkeri.
Johannes Brahms: Symfoni nr. 2, D-dur, op.73 Brahms’ (1833-96) vej til symfonisk komposition var på flere måder lang og trang. Allerede i 1853 – som blot 20-årig – var Brahms på dannelsesrejse, under hvilken han besøgte Franz Liszt i Weimar og Robert Schumann i Düsseldorf. Besøget hos Liszt blev en katastrofe, mens besøget hos Schumann var en stor succes: Schumann, hvis ord i Neue Zeitschrift für Musik nærmest var lov,
skrev en berømt artikel, hvori han i bibelske vendinger beskrev Brahms som den længe ventede og spåede ham en storslået karriere: “Og han er kommet, et ungt blod, ved hvis vugge gratier og helte holdt vagt. Han hedder Johannes Brahms, kom fra Hamburg…” Men Brahms indfriede ikke umiddelbart de store forventninger og blev vel nærmest glemt, indtil han mange år senere, i 1868, fik sit store gennembrud med Ein deutsches Requiem. Men kirkelig kormusik, kammermusik og klavermusik gjorde det ikke alene. På den store musikscene handlede det om opera og symfoni, og på ingen af disse områder havde man hørt noget til Brahms. Brahms, der var en fremragende pianist, følte, at han havde problemer med at komponere for orkester, og at det nærmest var umuligt at træde ud af Beethovens skygge; det var som om, han tænkte: Enten er det godt, hvad jeg komponerer, og så ligner det Beethoven! Eller også ligner det ikke Beethoven, og så er det dårligt! For en kunstner må dette være et forfærdeligt problem, for ingen kunstner ønsker ry for at plagiere andre. Da Brahms så endelig i 1876, 23 år efter Schumanns profetiske ord, vovede sig frem med sin første symfoni, kaldte dirigenten Hans von Bülow den for Beethovens tiende! – hvilken smertende og ydmygende fornærmelse; så meget desto mere, som Bülows kritik ikke er aldeles grebet ud af luften. Og tilmed beskrev Wagner engang Brahms, som var blevet æresdoktor ved universitetet i Breslau, som et eksempel på, hvorledes man “ohne Ideen komponiert!” Hans von Bülow skiftede dog mening og blev en stor Brahmsbeundrer. Og det kan vi andre også roligt være, for nok lægger Brahms sig i slipstrømmen efter Beethoven, men han gør det på en yderst kompetent og fornyende måde. Det er bestemt ikke uden grund, at komponisten Arnold Schönberg skrev en artikel med
Sponsorer:
titlen Brahms the progressive, hvori han henledte opmærksomheden på det modernistiske i Brahms’ musik. Og det ligger blandt andet i Brahms’ formidable evne til at skabe en ekstrem mangfoldighed af en mikroskopisk enhed i skikkelse af et lillebitte motiv – i anden symfoni blot de tre-fire første toner, der i et utal af variationer gennemstrømmer hele 1. sats og danner kim til temaer i de andre satser; det er bare en lille drejebevægelse i celloerne:
En anden storslået kvalitet ved Brahms’ musik er dens utrolige ”tæthed”, hvormed menes, at alt, hvad der foregår, er betydningsfuldt og relevant: Mellemstemmerne er lige så vigtige som melodierne, der er intet skarpt skel mellem temaer og overledninger sådan som hos klassikerne, men derimod om uendeligt gennemføringsarbejde gennem hvilket alle temaer ustandseligt tappes for deres fulde udtrykskraft. Det er den slags ting, der skaber dybde i et symfonisk mesterværk og adskiller det fra megen underholdningsmusik. Disse kvaliteter forlener Brahms’ musik med den betydelige slidstyrke, der sikrer komponisten en solid plads i musikkens historie. På det overordnede plan er Brahms ikke nogen fornyer: I dyb respekt og loyalitet overfor sine klassiske forgængere fastholder Brahms den traditionelle firsatsede symfoniske cyklus med dramatisk sonatesats, stilfærdig Adagio, burlesk Scherzo og spirituel finale: Ikke nogen revolution i det ydre, men høj kvalitet i det indre. © Peter Wang
program: Dirigent
Takuo Yuasa
Koncertmester
Veselin Demirev
Takemitsu: Dreamtime
(14 min.)
(1930-1996) Haydn: Trompetkoncert (1732-1809)
(ca. 14 min.)
Pause Brahms: Symfoni nr. 2
(40 min.)
(1833-1897)
de næste koncerter: PRO MUSICA: SAMSPIL MELLEM MUSIK OG KUNST
operagalla
Lørdag 6. april 2013 kl. 12.00 på KUNSTEN
Fredag 11. april 2013 kl. 19.30 i Aalborghallen
Program 1: Koechlin: Quatre petites pieces for horn, bratsch og klaver Ravel: Klavertrio
Som medarrangør af Aalborg Operafestival er det en stor fornøjelse for Aalborg Symfoniorkester at præsentere vinderen af Aalborg Operapris 2012, Vibeke Kristensen, ved vores Operagallakoncert. Det er fuldt fortjent, at Vibeke Kristensen modtager prisen – hun er en fantastisk sanger med et meget stort talent. Det er samtidig en stor fornøjelse, at vi til koncerten også kan præsentere solist ved Det Kgl. Teater, tenoren Niels Jørgen Riis – De to vil tilsammen levere en buket af populære operatoner bl.a. Cosi fan tutte og Elskovsdrikken. Der bliver virkeligt noget at glæde sig til.
Program 2: Schubert: Oktet Kunsthistoriker Anne-Grethe Halkier vil præsentere kunstværker, der harmonerer med musikken. Pause kl. 13-14.00
Jan Kvistborg, musikchef
Ret til ændringer forbeholdes. Fotografering samt lyd- eller video-optagelser under koncerten er ikke tilladt.