SPONSORER
PROGRAM
Tak til vores sponsorer og samarbejdspartnere Carl Nielsen (1865-1931)
Helios – koncertouverture, op. 17
Dan Dediu (f. 1967)
Wagner Under - uropførelse (ca. 35 min.) - koncertopera for obo/engelskhorn, horn, basun, bratsch og orkester, op. 157 Alberichs familie Nibelheim: Tunneler og rør Nibelheim: Floder, vandløb og brønde Mørkets hjerte De dybe hemmeligheder (kadence) Farvel til Nibelheim Nekropolis (tilegnet ofrene i koncentrationslejren Auschwitz-Birkenau)
(ca. 13 min.)
NIELSEN, DEDIU & DVORÁK Torsdag den 7. maj 2015 Kl. 19.30 i Musikkens Hus
Dirigent: Rumon Gamba Solister: Judith Blauw, obo og engelskhorn Erik Sandberg, horn Bettina Ejlerts Jensen, basun
PAUSE
Marius Ungureanu, bratsch Koncertmester: Yana Deshkova
Antonin Dvorák Symfoni nr. 9, e-mol, op. 95 ”Fra den nye verden” (1841-1904) Adagio – Allegro molto Largo Scherzo. Molto vivace Allegro con fuoco
(ca. 40 min.)
Aalborg Symfoniorkester indgår sammen med de øvrige landsdelsorkestre et nyt samarbejde med Den2radio.dk, hvor orkestrene fremover vil være tilgængelige. Aalborg Symfoniorkester transmitteres også ved udvalgte koncerter af Danmarks Radio.
Mød os på facebook.com/aalborgsymfoni mærk magien – luk mus ikk
mæ
aalborgsymfoni.dk . chopingo.dk
rk m a gien u – luk m
Musikkens Plads 1 . 9000 Aalborg . tlf. 98 13 19 55 (kl. 10-15)
– ind en
Ret til ændringer forbeholdes. Fotografering samt lyd- eller videooptagelser under koncerten er ikke tilladt. Dørene til koncertsalen holdes lukket, mens der spilles.
n– agie sik ken ind – mærk m
luk
n – luk musikken ind agie –m m ærk ærk m magi – en – luk m mag d in usikken ind – mærk n e k k si mu
Rumon Gamba, dirigent
Den britiskfødte dirigent Rumon Gamba tiltrådte som chefdirigent ved Aalborg Symfoniorkester i 2011. Rumon Gamba er en efterspurgt gæstedirigent hos orkestre i det øvrige Europa, USA samt i Australien. Han har dirigeret orkestre som London Filharmonikerne, München Filharmonikerne, NDR Hamburg, SWR Stuttgart, Radiosymfoniorkestret i Berlin, BBC Concert Orchestra, BBC Symphony Orchestra, Toronto Symphony, New York Philharmonic, NAC Ottawa, Florida Filharmonikerne m.fl. Han er ofte engageret som dirigent ved BBCs populære promenadekoncerter. Rumon Gamba er født i 1972 og uddannet ved Royal Academy of Music i London, hvor han blev den første dirigentstuderende, der modtog den prestigefulde DipRAM-pris. Siden vandt Rumon Gamba bl.a. Lloyds Bank BBC-kon-kurrence for unge dirigenter, hvilket ud over æren førte til et engagement som assisterende dirigent for BBC Filharmonikerne.
Judith Blauw, obo og engelskhorn
Judith Blauw har studeret på konservatoriet i Haag og i Amsterdam. Direkte efter sine studier blev hun ansat i Holland Symfonia, som er et ballet- og symfoniorkester i Amsterdam - et job som hun senere kombinerede med en stilling i the European Union Chamber Orchestra, der turnerer over hele Europa. I 2009 blev hun solooboist i Aalborg Symfoniorkester. Judith Blauw modtog i 2013 Sydbanks regionale musikpris for sin dygtighed og entusiasme.
Erik Sandberg, horn
Efter flere års studier hos Pär Enblom, hornist i Helsingborgs Symfoniorkester, tog Erik Sandberg til Malmø Musikhøjskole, hvor han modtog undervisning af Thomas Kjelldén. I en periode var han udvekslingsstudent i Wien og studerede hos Roland Berger. Før Erik Sandberg blev ansat i Aalborg Symfoniorkester i 2008, var han ansat i DR Underholdningsorkestret og siden i Ensemble MidtVest i Herning.
Bettina Ejlerts Jensen, basun
Bettina Ejlerts Jensen har, udover 5 års studier i Odense, også studeret på Guildhall School of Music and Drama i London med Eric Crees, Peter Gane og Denis Wick som lærere. Da hun vendte tilbage til Danmark, fik hun job i Fynske Livregiments Musikkorps og senere i Odense Symfoniorkester. I 1991 tog Bettina Ejlerts Jensen tilbage til London for at tage undervisning hos Ian Bousfield og endte med at bo i byen de næste fem år, hvor hun, udover at arbejde som freelancemusiker, også havde en længere prøvetid som solobasunist i London Philharmonic Orchestra. Umiddelbart efter opholdet i London blev hun ansat i Aalborg Symfoniorkester.
Marius Ungureanu, bratsch
Marius Ungureanu studerede på Porumbescu-konservatoriet i Bukarest hos professor Popovici og fik hurtigt interesse for moderne musik og gav flere debutoptrædener, som blev optaget til radioen. Derefter begyndte han at skrive sange og kammermusik, instrumentale værker, musik til teater og film samt lydbøger. Marius Ungureanu var ansat som alternerende solobratschist i flere orkestre bl.a. Tonhalleorkesteret, Freiburg symfoniorkester og operahuset i Zürich og har turneret med Bamberg Symfoniorkester. Han har givet koncerter ved den internationale musikfestival i Bayreuth, World Music Days i Luxembourg, Festival of New Music i Bukarest og meget mere. Dan Dediu har tidligere skrevet to bratschkoncerter og kammermusikværker til Marius Ungureanu.
Carl Nielsen (1865-1931): Helios - koncertouverture, op. 17, 1903
Et solopgangsmaleri? - fra hr. Nielsen? Nielsens koncertouverture er et godt eksempel på, at man ikke altid skal stole på, hvad komponister siger om deres musik, men i stedet lytte til den. Nielsen talte hele livet igennem mod brugen af programmusik og fremhævede dens dumhed og umulighed. Ikke desto mindre skrev han i 1931 en programnote til sin Espansiva-symfoni, der blomstrer med billeder. Især omtalen af 2. sats blev et helt prosadigt med beskrivelse af en ung mand, som ”jeg aldrig har set danse,” men som godt ”kunde finde paa at gynge i Hofterne.” Helios er komponeret under et ophold i Athen 1903 og skildrer Nielsens indtryk af den sydlandske sol fra opgang til nedgang. Som overskrift på partituret er sat følgende sentens: Stilhed og mørke – saa stiger Solen under frydefuld lovsang – vandrer sin gyldne vej – og sænker sig stille i Hav. Solen starter sin opgang i de dybe strygere på toneartens kvint og grundtone. Dernæst udfolder hornet sig på programmatisk vis over naturtonerækken (de rene overtoner, man også kan spille på et vandrør): kvint, grundtone og septim. Efter violinernes søgende indtræden tager hornene fat på deres morgensang over naturtonerne, og solen går sin gang.
Dan Dediu (f. 1967): Wagner Under – koncertopera for obo/engelskhorn, horn, basun, bratsch og orkester, op. 157.
Uropføres af 4 solister fra Aalborg Symfoniorkester. En opera? – for instrumenter? Den rumænske komponist Dan Dediu er en betydelig kunstner blandt sit lands yngre generation. Han skriver om sit nye opus: Dette stykke musik udspringer af et besynderligt billede, som dukker op i mit hoved, når jeg læser bogen London Under af Peter Ackroyd. Jeg blev tryllebundet af den mangfoldighed af frygt, man kan finde i underbevidstheden. Så dukkede en anden idé op: nedstigningen til Nibelheim i Richard Wagners Rhinguldet, som jeg havde hørt et par uger før. Fra denne sammenstilling af to billeder dukkede et tredje frem: Hvorfor ikke forestille sig Wagner som en storby og forsøge at grave i dybet under den og se, hvad der gemmer sig der? Jeg var klar over, at denne opgave ville blive vanskelig, men jeg kunne godt lide udfordringen. Resten er skæbnens værk: Marius Ungureanu [bratschsolist i værket] kom med idéen til koncerten. Jeg reagerede øjeblikkelig med denne skøre idé: Et musikstykke som en opera, men uden stemmer, en slags instrumental opera. Wagner Under: skjulte monstre eller helt enkelt produkter af fantasien, ruiner af gravkapeller, bække, brønde og vandløb, tunneler, rør og meget mere, en hel verden lå og ventede på at blive opdaget sammen med de fire hovedpersoner, dværgefamilien Alberich. Det er her, det musikalske eventyr tager sin begyndelse, som jeg forestillede mig som en hel beretning med opbyggelse og nedbrydning af alliancer, bevægelser i dybet og sammenstød med andre verdener, kommentarer og citater, hommager og hentydninger, nye og gamle klange, hallucinerende ritualisering af plottet. Se fig. 1 De syv satser hedder: • Alberichs familie • Nibelheim: Tunneler og rør • Nibelheim: Floder, vandløb og brønde • Mørkets hjerte • De dybe hemmeligheder • Farvel til Nibelheim • Nekropolis (tilegnet ofrene i koncentrationslejren Auschwitz-Birkenau)
Antonin Dvorák (1841-1904): Symfoni nr. 9, Fra den nye verden, 1893
En symfoni med indianermelodier? Den tjekkiske komponist Antonin Dvorák blev på sin popularitets højdepunkt hentet til New York, hvor han var direktør for Nationalkonservatoriet fra 1892-95. Her skrev han
nogle af sine mest kendte værker: ud over 9. symfoni også cellokoncerten og den amerikanske strygekvartet. Sammen med Smetana havde Dvorák sat den undertrykte tjekkisk-bøhmiske musik på landkortet, bl.a. i sine Slaviske danse. Tjekkiet var dengang en del af kejserriget ØstrigUngarn. Med sin dybe interesse for folkemusik i almindelighed fattede han naturligvis også interesse for den oprindelige amerikanske folkemusik, indiansk og negroid. Han udtaler: ”Jeg er overbevist om, at den fremtidige musik i dette land vil blive baseret på, hvad der kaldes negermelodier. De kan blive grundlaget for en seriøs og original kompositionsretning, der udvikles i USA.” Den 9. symfoni blev bestilt af New York Philharmonic og opført i Carnegie Hall december 1893. Undertitlen Fra den nye verden signalerer en hyldest til værtslandet. Over for den amerikanske presse smurte Dvorák da også tykt på med, hvordan den var inspireret af særheder ved indianernes musik. Han udtalte, at stemningen i den langsomme 2. sats og i scherzoen, 3. sats, var inspireret af John Longfellows romantiserende indianerdigt: The Song of Hiawatha, 1855. Den langsomme sats skulle illustrere høvdingens bortgang (sejlende i kano) – og scherzoen refererer til indianernes dansescene i digtet. Han holder dog fast i, at alle temaer har han selv fundet på – ingen melodilån! I breve hjem skriver han det modsatte, nemlig at alt det ”nonsens om, at jeg skulle have benyttet indianske og amerikanske temaer: det er løgn!” Alt dette har givet anledning til myter om symfonien, f.eks. at fløjtetemaet i 1. sats skulle være en kopi af Swing Low, Sweet Chariot – hvilket jo er ukorrekt ifølge komponisten selv. De to melodier deler blot egenskaber, som er fælles for en række folkemelodikulturer: den femtonige skala og synkoperne. Hvad ved vi? Tja, at en afroamerikansk studerende, Harry T. Burleigh, (som også blev hans assistent), sang negro spirituals for Dvorák. At han aldrig satte sine ben i en bomuldsplantage eller et indianerreservat, og at han i sine udtalelser blander neger- og indianersang sammen og sammenligner det med skotske folkemelodier! At den længste rejse uden for New York gik til midtveststaten Iowa, hvor han i ferieperioder opholdt sig i en tjekkisk udvandrerkoloni Spillville. Og at det smukke engelskhorntema i den langsomme sats ikke er komponeret af en anden Dvorák-elev, William Arms Fisher. Denne skrev blot langt senere en tekst til Dvoráks melodi: Goin’ Home, som fejlagtigt anses for en original spiritual. Ved at kalde sin symfoni Fra den nye verden forsøgte Dvorák klart at brande sit værk. Men meget tyder på, at Dvorák endda har dobbeltbrandet værket – ét brand til eksport i Amerika og et andet brand til hjemmemarkedet! Sig ikke, at komponister ikke kan være cool businessmen. Dybest set er der ikke én node i partituret, der ikke kunne være inspireret af Dvoráks bøhmiske hjemlandstoner. Men omplantningen til et fremmed land og fremmede kulturer har sandsynligvis givet Dvoráks nye værker ekstra luft under vingerne. Symfonien er ganske enkelt en sofistikeret blanding af enkel livsglæde og raffinerede musikalsk-instrumentale detaljer. Deraf dens popularitets slidstyrke. © Rolf Ruggaard
Fig. 1 Kort over Wagner City, som jeg forestiller mig det: